I kælderen blandt andre skum// Malakel

Tid : 12:32

Sted :The Dungeon

Vejr : udenfor virkelig varmt og dejligt

Omgivelser : Fangevogter...


"tja... dette her var så ikke lige med i planen?" efter blot få sekunder havde de lænket kajika til væggen dog kun med hendes arme ikke så hun stod op som i gamle film hvor man så kvinderne var lænket helt op til det store lir, men nej blot siddende med en lang kæde hængende fast i de slags metaliske håndjern hun nu bar desværre*det ikke lige min form for accesories stil?*. Hun så lidt på vagten og smilede lidt flabet efter som hun sikkert skulle dø gad hun ikke bede for sit liv skønt hun var menneskelig var hun ikke dum"hey? du der i kutten... ja dig?, sig mig har i ikke dem her i en farve der matcher mit outfit måske? velvet blue eller shocking blue, Nej??... nå det var ærgeligt for mig" hun så stille rundt mens hun snakkede som et vandfald mens hun tænkte på yderligere udgange mens hun syntes at kunne høre nogen børn*EEEWWwww.... det bare ikke Malakels måltid jeg kan høre vel, årh jeg tror jeg skal brække mig* hun så temmelig dårlig ud pludselig i det hun sagde"Så hvor meget kommer du egenlig her nede?, ja altså dette her er jo min første gang såååå?" hun tænkte lidt tilbage og huskede faktisk at hun havde vidst siddet her en gang før da Zane reagerede" Nøøøj ej.. jeg vidste ikke det havde ændret sig så meget, nu stinker det endnu mere her nede og vagterne er grimmere der kan man se" uanset hvad hun lukkede ud af sin kæft så stod de stille og klarede deres job som en eller anden royal slags vogter som dem med pelshuer der plejede at gå rundt og ja spilde deres liv, selv om det måtte være et let job men kedeligt?, det krævede jo ikke lige det helt store faglige område"ved du hva, jeg troede ærlig talt der skete mere her nede ?" hun så rundt med de isblå dådyr øjne og slikkede sig så let om læben som en eller anden Fox i det hun stadig spejdede for at finde noget interessant men der var sku intet forløbig, og det var jo ikke lige som om Malakel ville komme og hilse på fangerne heldigvis.
Hun sukkede og lagde sig let op af den fugtige ru mur der havde krads mærker på sig og blod , samt man kunne nærmest mærke den ubehagelige betagen fra vagterne der ventede på at slå en ihjel som nogen grippe der kredste om sit bytte indtil det ville gi op og dø. Hun havde fået skrevet det meste ned på sin arm men havde ikke kunnet fuldføre det hele, hun kendte de fleste af rummene men hun havde ikke tal på fuld beredskab og man kunne se hendes arm var fyldt med alt muligt, der var skrevet ned ved siden af og så temmelig fedt ud vis det ikke var fordi det handlede om gange og vagter..*hvordan skal jeg komme fri... jeg kan ikke blive ved med at være her* hun kastet et blik mod trapperne foroven og bed tænderne sammen i det hun sagde"Så hvad skal der ske mig? nu...."

Vagterne forsvandt som de ordnede det mest basale, hun var et menneske, så sikkerheds foranstaltningerne var på sit laveste, og Kajika ville se sig selv i en gammeldags celle, der til trods for at det var en nutidig celle, lignede noget fra det 18-år-hundende. Der var tykke vække omkring hende i en oval celle på omkring de fem meter i radius, det var ikke meget, men nok til at kun kunne ligge ned og sove, og gå en ensom cirkel rundt omkring sig selv et par gange, skulle kedsomheden blive for overvældende. På væggende, kunne man se indskrebtioner der var blevet slæbet ind fra tidligere menneskelige fanger der havde siddet hvor hun sad nu:
... God is my savior. God is my protector. God shall grant me peace..
Stod der skrevet i den ene side af cellen, og en lille skarp sten lå neden for, som det redskab de havde brugt til at skabe skriften.
Der blev stille. Foruroligende stille så man kun kunne høre sig selv trække vejret, og intet andet. Ikke så meget som et ydre tegn på noget. Udover det var der intet lys inde i cellen, så den unge Kajika måtte lade sig opsluge af alt ædende mørke.

Der gik en time. To timer.. tre.. fire.. fem, inden at en skratten fra nogle nøgler kunne høres. Og døren blev låst op, og som en oplyst engel stod en skikkelse i døren. Omkring de 1.75 høj, med flammer der dansede på hovedet af denne. En lanterne blev løftet op, og oplyste et elver agtigt ansigt, med fregner og is blå øjne. En dreng på omkring de femten hår af ydre, stod i døren med et venligt smil.
,, Goddag frøken De Volkan.. Mit navn er Laché Ference Mondego, og jeg er Deres advokat, dommer, præst og bøddel.. er De klar?".

Kajika gøs let i mens hun så rundt i den utrolig gamle kælder der lignede den havde været der i flere årtusinder, selv om den faktisk ikke havde været det?, det var vel blot for at indgyde frygt ved sine fanger at den så, så klam ud og virkelig gyselig samt belysningen var elendig og man følte sig lettere fortabt når vagterne gik som var man helt alene i evigheden?, det føltes som flere dage da døren endelig gik op og kajika betragtede denne her elver der så på hende temmelig venligt mærkeligt nok?, hun prøvede at holde de spydige kommentar tilbage med alt hast for ikke at fornærme denne advokat af hendes i det hun sagde
"vis du min advokat vil jeg gerne have en anden, der ikke er tjent under herskerens kommandoer, jeg stoler ej på dig" hun vendte hovedet den anden vej og bed sig lettere nervøst i underlæben med sin hjørnetand der var lettere skarp i forhold til de andre i det hun betragtede Laché Ference Mondego og sagde"kajika De volkan er navnet om jeg må be, og kald mig venligst ikke De Volkan blot volkan..." hun kiggede lettere spydigt til siden i det hun rejste sig op og mærkede håndjernene og lod dem skam tage hendes lange kæde af og sagde"Skal jeg have disse armbånd af eller? skal de forblive på, jeg er jo blot et lille ynkeligt menneske der intet kan gøre"
hun smilede lettere lumsk i det hun slikkede sig reptilsk over læberne og fulgte stille og roligt denne Laché? men dog stak hun ikke af... ikke af frygt eller noget, hun var mere nysgerrig end skræmt for hendes dom,
hun havde hørt om eksperimenter og det hele men hun frygtet intet,
selv døden var mere rolig... døden var blot et ord for hende nu, hun havde været død for mange gange til at frygte den... nu var det blot evig smerte og tortur der var san frygt i hendes øjne...

Laché lod et øjenbryn skyde til vejrs som mennesket faktisk troede hun havde en værdi, levede under den overbevisning at hun faktisk havde fortjent en advokat, en forsvarer af nogen art. Nej hun var skam ikke andet end et lam. Et væsen vis betydning var så endegyldigt ligegyldig at man ikke ville kunne stave til det. Hendes fejl utallige, så der var for mange at tælle. Hun var blot mad, en handels vare, og et kvæg.
Som hun rejste sig op og spurgte til lænkerne, kom et mindre smil fra Laché ligeså, ophøjet, og arrogant, og til trods for hans ellers venlige udseende så virkede han ingenlunde harmløs.
Med en venlig stemme påpegede han:
,, Dine lænker kan du betragte som dine nærmeste, kære De Volkan.".
Hans læber skiltes i et gulligt smil der afslørede en række af haj-agtige lange tænder. Han ignorerede åbenlyst hendes teenage-piveri, og trådte til siden, så en overvældende kulde ville skylle indover mennesket, og to kutteklædte skikkelser manifestede sig på hver sin side fra skyggerne. Disse lod isende kolde fingre ligge sig om hendes overarme, og eskorterede pigebarnet uden for, imens at Lache førte an, og som de kom ud, kunne man se ordentligt på den unge dreng. Han var skaldet, og de flammer man før havde kunnet se, udgjorde hans hår. De rejste sig i orange flammer fra hans hovedbund og dansede lystigt omkring hans kranie, imens han førte an og nynnende muntert på samme tid.

,, Som nævnt før, De Volkan, er jeg mange ting.. jeg kan være mange ting.. det er helt op til dig, hvem jeg er.. og nu ikke være tøsefornærmet og bede mig være på én måde.. for jeg kan forsikre dig om at jeg kan være noget af det bedste i din tilværelse hernede, men også være noget af det værste, man er trods alt vant til at arbejde med utøj som du selv.", han drejede om et hjørne, imens de gik ned af hvad der syntes at være endeløse gange, i et kaotisk labyrint system, som man ikke ved første øjekast overhovedet ville kunne overskue. Alting så ens ud, og derfor var det svært at vide hvor helvede man egentlig befandt sig.
Efter nogle minutters gå tur stoppede Laché op og åbnede op til endnu en celle.
,, God morgen Saélem.. har vi ændret holdning i dag?".
Man kunne endnu ikke se noget fra celledøren, men kort efter gav Laché et mindre nik, og trådte til siden, to kutteklædte udøde kom gående ud af cellen med en meget høj herre, tynd dog muskuløs, med hvid hud, og fuldstændig hvidt hår. Det lange hår faldt ned foran dennes ansigt så hans ansigt og øjenfarve kunne ikke ses. Personen var kun iført læne klæde, og hvis man så godt nok efter, kunne man skimte rillede linjer fra gamle så vel som nye piske slag, over alt på den hvide skabning.
Laché smilede tilfredst:
,, Det var godt!", roste han, og vendte sig for at gå videre.
,, Det skal nok blive en god retssag i dag!".

Kajika så lettere fornærmelig ud og sagde"tsk hvad har du at sige i denne situation du blot slave for den højst bydende intet mere eller mindre lille ven!" hun vendte kinden til ham temmelig spydigt efter den hårde tone rettet direkte mod ham og hans eksistens i denne forfærdelige verden i det hun sagde"jeg regner mig ikke for noget"
hun så lidt rundt i mens de gik og sagde"Nårh?.. det var da dejligt endelig at få nogen nærmeste" hun smilede sakastisk og sukkede let fra struben med en temmelig diskrethed og lod blikket vandre rundt fra side til side nysgerrigt men fortrydende dog os.
Kajika lukkede let øjnene i det hun trådte et skridt hårdt bagud i det hun mærkede nogen tag fat i sig og åbnede øjnene brat og betragtede de to kutteklædte og sagde"Nøj sikke megen bevogtning for et lille lam dog.." hun grinte lettere lumsk og sindsygt, mens håret let dækkede for de isblå øjne og de perle hvide tænder var det eneste at se samt det lumske smil der viste dem blottet.
Kajika så undrende på ham og sagde"vis du er det bedste af min tilværelse hernede så jeg virkelig på røven hva" hun grinte let og sagde"så det du hentyder til er at du kan være? være... end alt det jeg har mødt fordi det er umuligt lille punk" hun smilede let og sagde
"så ? hvad skal jeg egenlig? dø... tortureres smides ud?.. jeg jo blot et lille lam men alligevel kunne jeg komme ind det store bedrifter vil jeg sige" hun bed sig let i underlæben og så rundt i det hun så denne fyr og tænkte på lazarus med det samme hun så det hvide hår*jeg savner Lazarus*
Kajika så stille på elver fyren og sagde"så sig mig.. hvad vil i egenlig med? hvor er vi på vej hen.." hun spurgte koldt og neutralt i undertonen og holdte et blik rettet mod selveste elveren og gik stadig rankt med dem. Hun bøjede sig ikke det mindste...

Laché ignorerede hende meget åbenlyst. Hendes opmærksomheds krævende natur havde ikke fortjent et svar. Ufattelig lav selvtillid denne pige måtte have siden hun havde så enormt et behov for at få andres øjne på sig, som havde denne brug for konstant bekræftelse. Et øjeblik overvejede Laché hvorvidt hun ville blive et underholdende kæledyr, hvis ikke for ham selv, så for herren.
Personen der var trådt med forholdt sig stille for nu, og imens at Laché fulgte dem på vej formåede han at indskyde:
,, Min loyalitet kan ikke købes kære De Volkan.. men det lyder til at din kan?", tilføjede han til hendes første kommentar.
Hvis det hele handlede om loyalitet, så var han sin herre tro, både i dette liv og det næste. Det var Stemmens vilje at han skulle følge den mægtige Lord Ma'lakel selv i døden, skulle det komme så langt. Og derfor ville kun døden skille ham fra sit embede.
,, Jeg tror du vil finde at Lord Ma'lakel er yderst barmhjertig..", en mindre klukken kom fra ham.
,, På trods af at jeres slags burde behandles som rotter efter min egen mening, så har han i det mindste vist en smule medfølelse med jeres slags og tilladt jer en plads i verden. Selvfølgelig kan man ikke sige det samme og de mørk hudet.. kan man vel, Saélem?".
Den hvid hårede herre rettede sig en smule op efter at have gået med bøjet hoved, og et par lysende næsten hvide øjne lagde sig over den unge dæmon der førte dem igennem de mange gange. Foragt, afsky, had, på trods af fysisk og psykisk udmattelse.
Laché gik fortsat og snakkede om mørk elvernes usle kultur, og konstaterede deres mange fejl og hvorfor de i sin tid var faldet, på grund af en svag leder der gav sig selv hen til et hunkøn af hvilken som helst rase.
Han stoppede op foran en stor to delt dør, og gjorde så sin sidste sætning:
,, Ja, selvfølgelig, har herren en anden rase elskerende, og skønt hun er en modbydelig harpe efter hvad mine observationer siger mig, men man blander sig jo ikke i den slags.. Herren har sine fettisher, og hvis ikke en herre havde det? Jamen hvad havde vi stakkels tjenere så at sladre om?", Laché grinte højt og manisk for sig selv, og åbnede døren som førte ind til et stort rum, hvor der i enden var et stort bord med papirer og blæk samt fjerpen, og en masse bænke foran, hvor der sad andre slaver længet fast til deres plads.. der stod vagter langs væggene, og rummet var lyst op af en stor kamin bag den lille kontor anordning med skrivebordet inklusiv stol, og med et tilfreds udtryk gik Lache op for at sætte sig på stolen, imens at Kajike og manden ved navn Saélem blev sat ved siden af hinanden på en af de bagerste bænke.

,, Nå.. skal vi komme i gang?", spørgsmålet var retorisk.
Og herved begyndte en.. makaber retssag, han så ned på sine papirer og så derefter op.
,, Lad os begynde med vores eneste menneske.. Kajika De Volkan.. De står anklageret for at planlægge desertering af Abbadon, samt mindre indblandelser i en et komplet med en vampyr ved navn Lucas Raguel Kain Connelly.. Hvad er deres forsvar?".

((Sowwie for stavefejl, overskuer ikke lige at rette det.^^))

Kajika så meget modvilligt på ham og lod sig ikke tire af deres altid alt for overdrevne jeg er for god til dig dit og dat agtig aura der så meget som skindet nærmest ud fra denne fyrs ryg. Hun fnøs let og sagde"Den kan aldrig købes kun fortjenes!" Kajika sukkede stille og lod sig let hænge i hænderne af sine fange vogter og sagde med en stille stemme"så hvad sker der med mig" hun så stille op på ham og hun havde ikke strittet i mod før hun stoppede brat op så selv vagterne blev en smule paf i det hun så lettere lammet ud i det hun sagde"Slip mig!? slip mig, brug mig som eksperiment, dræb mig, men tving mig ikke til at se på denne hersker!" hun prøvede at rive sig løs så hårdt hun end kunne i det hun bed en af vagterne men stivnede så og så undrende på ham og slap ham så med det samme i det hun ikke kunne stritte i mod og blev slæbet med trods hendes modvillige stritten i mod. "årh fri mig for dine historier om hans elskovsliv? de interessere mig ej, og ligeså gør denne hersker ikke, i mine øjne er det blot en hersker og intet andet" hun smilede sødt og man kunne se oprigtigheden i hendes øjne det interesseret hende ikke det mindste"jeg er kun tro til en og sådan er det, jeg har aldrig brudt mine løfter eller loyalitet til en siden en gang og det aldrig sket siden" hun fnøs let i det hun fulgte med ham ind af de store porte og så undrende rundt*der ser forandret ud* .. Kajika så stille op i det hun blev lænket og sagde"Skyldig" hun vendte hovedet den anden vej og ville ikke sige mere, hun ville ikke udtale sig om hvorfor hun havde haft indblanding med Lucas eller hvorfor hun havde brudt ind på Abbadon.
//gør intet mine svar er der sikkert os stave fejl ved og de temmelig korte ^^"//

Lache virkede upåvirket af hendes udtale. Men man kunne jo heller ikke forvente at en pige havde nogen form for forsvar. Hun var som en ravne unge, hakkede efter alt hvad hun nu kunne komme til. Nøgen og grim, pukket og helt fri af ravnens ellers smukke sorte fjer. Hvilket under at hun dog stadig var i live. Hendes ord om herren var dog ikke blevet glemt, og ved hendes første ord hvor hun erklærede sig selv skyldig, kom et mindre smil frem på Laches læber.

,, Barn dog.. ", sagde han nærmest forlegent, som havde hun åbenlyst flirtet med ham.
,, Tænk før du taler. Men det spare os da fra en hel masse tid... døden er meget vel for nådig, og siden jeg ikke har nogen grund til at vise dig nåde... Frøken De Volkan, må du forstå at din staf vil blive noget mere... fysisk.", hans læber formede sig indtil et smil.
,, Dit udseende er ikke værst... Så måske ville et mindre hof arbejde være passende? Eller foretrækker du noget mere trivielt, måske ville en dag blandt vores 'trængende' krigere være mere passende?".

Kajika så undrende på ham og tænkte*hof?.. at være en del af deres hof, hvem tror de lige jer er* dog da hun hørte dette angående de ''trængende'' kriger ville hun blot angribe denne mærkelige elver men holdte sig inde og sagde spydigt"Nej det vil jeg aldrig tillade" hun ville ikke berørs af nogen andre end sin nuværende herre og han rørte knap nok ved hende i forvejen???.
Hun så forvirret væk i det hun prøvede at samle en slags brikker inde i hendes hoved om hvordan hun mund skulle forsvinde her fra uden yderligere skader der ville forhindre hende i at kæmpe måske en kamp senere.
Hun smilede lidt over det med døden var hende for nådig, det var skam nok sandt, eftersom hun havde været død så mange gange, utroligt hun havde fået en sidste chance tilbage i livet.
Kajika så lidt på Lache og sagde"Så dette hof?, hvad er det lige det går helt ud på" hun så undrende på Lache, fordi hun huskede ikke rigtig hvad et hof var før lidt tid efter og tænkte let for sig selv*åh... grrr* hun så lettere skum ud fordi hun intet mere sagde i det hun stile vendte kinden til Lache og prøvede at fingerer med selveste dem kæder hun havde om håndledet.

Der kom en lille gnist i Laches lyse blå øjne da Kajika nævnte, at hun ikke ville tillade dette. Hun havde ingenting at sige i dette tilfælde, og bare for at bevise sin pointe følte han en trang til faktisk at give hende til Abbadons 'soldater', hun ville være et sjovt stykke legetøj for dem at knække. Men på den anden side kunne han heller ikke lade sin egen mening spille for meget ind, han var trods alt kun en tjener af hans mørke fyrste, så i sidste ende måtte han tænke på hvor henne hun kunne gøre mest nytte.
Han lod sine øjne glide ned over hendes krop kort, som genovervejede han noget, inden han svarede hende.

,, Du vil fungere som tjener, i den forstand at det som du skal kunne gøre er at behage hvad end der kommer af gæster her til Abbadon. Herind under er ikke kødelige forpligtelser..", han løftede et øjenbryn.
,, omformuleret til noget du kan forstå, du skal ikke gå i seng med dem. Blot.. underholde dem. Med mindre det altså er for meget forlangt for en så.. skrøbelig lille skabning som du selv? Abbadons tilhængere og gæster er ikke just ... gentlemen, de er heller ikke så tålmodige som jeg. Så med mindre du ikke kan finde ud af at bruge din mund til noget nyttigt, vil dit ophold her på Abbadon blive yderst... ubehageligt.".

Kajika så lettere chokeret på ham og mærkede en boblende vrede inde i sig, og det lille sorte mærke på hendes håndled bredte sig stille mens hun holdte tænderne samlet og så yderst utilfreds ud!. Hun mærkede en trang til at springe på denne elvere og nedlægge ham, men hun ville være for svag til dette, hun var end ikke i stand til at slippe ud. Hun var dog glad for at dette med tjener ikke omhandlede kødlig omgang?, dog ville hun nogen sinde slippe ud her fra og vis hun så gjorde, ville hun tvinge Lazarus til at gøre hende til vampyr hurtigst muligt for at undgå at blive fanget i Abbadon forevigt?.
De isblå dådyr øjne betragtede denne mand der havde afsiget hendes dom og hun bukkede let hovedet i nederlag mens hun mærkede hvordan hendes tænder skar mod hinanden og hendes mave vendte sig i ubehag"Ingen vil blive tilfredsstillet af mig, så det var et klogt valg, samt jeg tror næppe at disse ubehagelige ting... vil være ligeså ubehagelig som min fortid" hun så indædt på elveren med de isblå øjne der så neutral og kolde ud nu, som prøvede se at dræbe ham blot ved et blik.
Hun rejste sig let op da det syntes at dommen var færdig og hun så lidt rundt og sagde så"Så får man et bad eller skal man gå rundt og stinke?"
*Dette sted kan umuligt være forfærdeligt, så længe jeg ikke møder nogen jeg kender*

Lache gav et nik for sig selv og ignorerede resten af pigebarnets ord efter dette , da hendes mening var ligegyldig og derfor ikke blev hørt. Han så ganske kort op på hende da hun meget lig en lidt for veltilfreds hvalp, bad om a blive vasket. Den unge halv-dæmons læber bredte sig i et stort smil, som havde hun lige givet ham et kødben.
,, Vaskes? Det kan vi nu nok finde ud af..", konstaterede han med en uhyggelig nydelse i stemmen.
Hvad det indebar at blive 'rengjort' i Abbadon, blev pludselig lavet om fra at være en meget simpel handling til at stå alene, som noget man ikke bad om, og for alt i verden ikke ønskede sig.
,, Show her the way", hvislede Lache til de gengangere der befandt sig i rummet, og endnu engang greb et par kolde, udøde hænder fat om hendes arme og trak hende af sted, dog inden hun nåede helt ud af den lille retssag stoppede gengangerne som Lache endnu talte:
,, Forresten.. denne herre du påstår du har svoret troskab til.. jeg går ud fra han blot er det rene opspind?".

Kajika så lettere undrende på denne elver ligende skabning af ild og sagde"Hmf.. godt, fordi jeg ville nødig være ligeså beskidt som resten af jer lakajer af Abbadon!" hun bed sig lettere irritable i underlæben og prøvede at holde sine spydige kommentar inde eftersom hun ikke ville ende mere i dette rod end nødvendig, og vis hun fik tøjler til det ville hun ende med at komme fri, blot skulle hun holde tjansen her i ikke så lang tid og så ville hun sikkert kunne finde ud om højst 1-2 dage"Nej! han findes skam og jeg har svort evig troskab, min krop, sind, sjæl, alt er kun hans, uanset hvad, og nej han er ikke min, men jeg har givet min royalitet til ham, og vil forevigt være ham tro så godt jeg kan.. jeg vil aldrig nogen sinde... bryde.." hun stoppede sig selv lidt i denne talestrøm og vendte hovedet den anden vej og sagde"nej han er ikke det rene opspind, og bare vent, jeg skal nok komme fri her fra og være ved ham igen, og tjene hans side.. jeg vil aldrig være herskeren eller andre tro" hun smilede og sagde"aldrig royal overfor andre end min herre" hun grinte lettere ondt og slikkede sig om læberne temmelig reptilsk i det hun stille blev ført ud af retssagen og i mens hun blev trukket der, så tænkte hun på hvor hun mund ville ende henne af?, hvad der skulle blive af hende andet end denne underholdnings dukke, der ville blive trukket i af den ene og den anden, samt hvor hun skulle i bad henne af?, om noget havde ændret sig på slottet andet end den nye hersker?.. og så tænkte hun os lidt over hvor hun mund skulle overnatte, ved andre af hendes slags eller i kælderen eller måske et andet råddent sted der fik ens bræk alarmer til at eksplodere igen.
Hun stoppede stille op og så bestemt ud, hun ville vide mere"Hvad skal der ske med mig nu." hun undrede sig over hvor pokker hun var på vej hen af og ville ikke rykke sig mere ud af stedet, før hun vidste yderligere hvor disse veje ville føre hen af.

I den tid hvor pigebarnet plaprede i en kvindes ugribelige tale strøm, sad Lache midlertidigt og skrev ned. Om han citerede hvad hun havde sagt, om der var under betydninger i hendes ord, som han rev tråde ud fra og ville bruge imod hende? Det var ikke til at vide, ligeså kunne man heller ikke tolke noget på drengens ansigts udtryk.
Han så op på hende da hun atter vendte sig for at spørge om noget igen. De isblå øjne var tomme i det øjeblik, men fyldtes hurtigt med et barns mærkværdige glæde og legesyge. Et mindre smil prydet hans ansigts træk, imens at han ganske enkelt sad helt stille.
Der blev gradvist mere og mere koldt i rummet, som på en vinterdag, hvor nogle var i gang med at lufte ud overalt.
Lige ved døren, som hun var på vej ud af, lod et par udøde, kridhvide fingre, komme til syne: de greb fat om dør karmen, og en sort silhouette ville være alt den unge menneskepige ville nå at se, inden hun ville falde om på grund af en særlig egenskab som slottets Gengangere besad: de sjal livskraft midlertidigt, hvilket fik mindre standhaftige raser som mennesker i særdeleshed, til at miste besindelsen, og gå omkuld vis ikke omgående, så kort efter de havde fået et glimt af en af disse specielle kreationer.
Lache så ned på den nu besvimede menneskepige, og skabningen der havde forårsaget hendes ubevidsthed stod som en sort skikkelse i dør karmen.
,, Før hende til operations bordet...", blev der befalet, og de to vagter nikkede sagte og slæbte hende afsted.
Lache lænede sig tilbage i sin stol, og sukkede dybt ligesom det ild på hans hoved der udgjorde hår ophørte med at eksistere. Han rakte en hånd op til sit skaldede hoved, og så lettere forbløffet ud.
,, Gik mit hår ud?!".

//Sowwie forsinkelsen ^^.

Hun ville ikke indrømme det egenlig, men hun var egenlig skrækslagen for hvad der mund ville ske hende nu, ville hun ende med at blive eksperimenteret med, eller ville det ende med at gøre ondt på hende snart.*og dette her skulle være en start på mit nye liv, på et liv uden... lidelse og uden kvaler som dette men se tsk.. så bliver jeg fanget direkte i malakels dumme lorte slot han ingen gang ejer,
men bygget af elvere fra Zanes gruppe* hun sukkede lettere højlydt i det hun så den mørke skikkelse og blev mere eller mindre stiv af skræk i det,
før hun pludselig mærket hendes krop nærmest... døse hen og hendes syn blev helt sort og der forsvandt hun helt, et øjeblik...
Kajika vågnede lidt efter og hun bed tænderne sammen og tænkte lettere døsigt*hvad pokker skete der, jeg.. det havde jeg aldrig set komme*
hun ville lige se hvor hun var henne men hun fortrød det inderligt da hun pludselig mærkede det kolde bord og et slags deja vu gik igennem hende,
i det hun havde set dette sted en gang men ikke sådan her. *Årh nej...!*
//sorrii det lille indlæg havde ikke helt det store at skrive tilbage på :S//