Bliver man glad af solen?

Sted: Stranden
Tid: 14.00
Vejr: Gråvejr, men varmt
Omgivelser: En smule mennesker

Dean sad nede ved stranden og kiggede udover vandet, han kedede sig ufatteligt mege,t han have ikke rigtigt nogen opgaver for tiden og havde som sådan intet at lave, han sad bare for sig selv, han havde dagen forinden været på stripbar og havde ondt i benet men anede ikke hvorfor, havde ryger lunger og ret så slemme tømmermænd, hans øjne hang ret så langt nede og han hostede af og til, der var slim i hans hals som han ikke kunne få væk. Han havde to stempler på sin hånd og lidt penge i lommen, men han vidste ikke helt præcis hvor han havde fået hverken penge eller stempler fra, hvis han huskede rigtigt havde han ikke hævet nogle penge, men han havde lidt på fornemmelsen at han ikke huskede rigtigt, for hvis han skulle være helt ærlig overfor sig selv huskede han faktisk ikke noget. Han kiggede hen på et kærestepar der sad og kyssede i vandkanten, hvor var det dog... Nedern og romantisk, romantik var ikke lgiefrem noget han havde udforsket i hans levetid, eller jo, men ikke på egen krop og sjæl - han kiggede mest bare på andre folk der så romantiske ud, han mente selv det var lidt noget pljat. Han kastede en sten ud i vandet så det sprøjtede og næsten ramte hans bukser. Hans busker var i forvejen hullede og hans læderjakke ret ås beskridt, også luftede han af røg, lidt vand kunne jo ikke ligefrem gøre det hele værre.

Gråvejret der havde trukket ind over land og hav så nu også ud til at påvirke så mange af humør, ind imellem kunne vejret påvirke en så meget at man slet ikke kunne holde tanken ud omkring at skulle se millioner af regndråber glide ned fra himlen og ramle over hvert enkelt lille form for, organisme. Et stille smil gled hen over nogle lidt fyldige læber, alligevel var de noget smalle. Kinderne gik hen og blev æble formede, og øjnene smalle hvormed kødet fra kinderne gled op til øjnene som fik dem til at smile, med dets lyse farve af grøn blå og grålige farve som kredsede rundt i øjet, og blev holdt fast af en mørk regnbuehinde, som fremviste de lyse farver frem. Den spinkle skikkelse gled afsted hen over den køllige sand, nede ved vandkanten hvor vandet let skvulpede op imod de barer fødder. Bukserne var smørret op så de ikke blev våde, mens en løs trøje hang ned over hendes spinkle overkrop, den nederste del ude i siderne, var lange, og flagrende, mens ærmerne var mere eller mindre stumpede. Stille sukkede hun, og satte sig ned lidt en smule længere væk fra selve vandkanten, hvor vandet skvulpede op til hendes fødder. Det var nu vidunderligt, at kunne lade sig sidde her i dagens rolige stråler, uden der skete det store, og selvom om at det måske var en smule køligt, fandt hun det behageligt, befriende, vidunderligt, faktisk kunne følelsen ikke beskrives så enkelt var det i grunden. Men alting behøvede ikke forklaring, nogle gange måtte man bare acceptere tingene som de var, og ikke lade sig stille for mange spørgsmål omkring det. Langsomt lænede hun sig ned og lukkede øjnene imens hovedet nød de mange lyde der kom rundt omkring hende, dog kunne hun hører hvordan de to elskede snakkede til hinanden og brummede lidt, faktisk havde hun ikke noget imod det, også igen havde hun ikke behov for at skulle hører på deres elskede ord, og hvad de ville gøre ved hinanden hvis det rakte ud i nogle helt anderledes veje. Selv var Maila jomfru, men hun vidste at hendes seksualitet lå adspredt, og derfor var til begge køn uanset hvad. Stille satte hun sig op endnu engang og trak sine ben ind til sig, og lod de lyse øjne glide rundt for at betragte alverden. Blikket lagde sig på en, ene mand der sad nogle meter længere væk, helt frisk så han ikke ud også igen, så kunne ikke bedømme noget ud fra det hun så og droppede også hurtigt idéen med at prøve.

Dean havde en god sans for folk omkring ham og plejede at kunne fornemme når der var folk i nærheden, men idag var der intet. Han kunne ingenting fornemme og var sikkert endnu for bagstiv til at kunne prøve, så han sad bare irriteret og kiggede udover vandet, han burde forandre sig, det vidste han godt - Det nyttede jo ikke at flytte fra de problemer man selv havde skabt, hvis man bare skabte dem en gang til, han skulle tage sig sammen, han skulle forbedre sig og han skulle prøve at starte et nyt liv, men det var svært og han orkede næsten ikke at prøve, i hans øjne virkede verden bare mere og mere ligegyldig for hver dag der gik og han vidste snart ikke hvad han skulle gøre af sig selv, havde han været et menneske havde han begået selvmord, men det var jo desværre ikke tilfældet nu måtte han bare få det bedste ud af den han var, også selvom han næsten ikke orkede det.
Han kiggede rundt, mange folk var begyndt at gå hjem, eller mange var måske en overdrivelse da det nærmere var de få folk der var tilbage på stranden som gik hjem. Han sukkede for sig selv og kiggede ned i jorden, verden var grå og kedelig, han var grå og kedelig og han vidste det godt. Han kiggede over imod en lyshåret pige der sad et stykke væk, hun så ikke synderligt glad ud. Han havde en dårlig vane med at stirre på folk, også selvom han godt vidste det ikke va rnoget man gjorde, men det var sådan han undersøgte folk, hvordan så det ud? Var det nogen han orkede at snakke med? Der var så mange ting han overvejede. Han havde altid fået skideballe af piger når han stirrede på dem, af en eller anden grund var de lidt mere følsomme på det punkt end drenge.

Læberne blev langsomt fugtet alt imens vinden lige så stille gjorde dem tørre, og sprukne. Et stille smil gled hen over hendes læber, og betragtede den grå himmel, forestillede sig hvordan solen ville skinne ned igennem nogle åbninger, hen over det evige mørke hav. Langsomt lod blikket sig dog vendes imod vedkommende, hun faktisk havde set på tideligere, men blikket virket som fast frosset på hende, en smule irriterende når man jo i grunden ikke kendte personen, men nok om det. Hun vendte hovedet, og lod de lyse øjne lægges på ham, betragtede stille hver en lille detalje, og smilede skævt over det var så tydeligt at han var bagstiv, eller det så i hvertfald sådan ud, med det omtågede blik. ”Vil du noget?” spurgte hun så med et smil, ikke specielt stort, også alligevel var det stort nok til at kunne blive set på hendes læber fra den position hun sad i. Hvad denne mand, ville hende havde hun ikke nogen anelse, men noget ville han vel, siden han stirrede på den måde. Godt nok havde hun selv kigget på ham for noget tid siden, men hun havde ikke regnet med at hun skulle blive stirret på. Godt nok kunne det være meget irriterende, for det meste var det faktisk sådan, men så igen, det var ikke just noget hun lod sig provokere yderligere over, hendes liv var for kort til den slags. Vinden rev langsomt i håret og sendte det hen over pigens lyse ansigt, hvis øjne var rettet imod manden, ventede på hans svar. Hvis der var et, ganske vidst var det ikke lige til at vide, måske havde han bare været fjern i blikket, og valgt at se hen imod hendes retning. Det kunne vel siges på andre måder; at man kedede sig kort sagt, og bare kiggede hvor som helst hen, bare for at finde ud af om der var noget at lave. Langsomt gled en sang hen over hende, en sang hun havde hørt et par gange og derfor heller ikke kunne huske teksten udover melodien.

Dean kiggede kort væk da hun talte til ham og han spyttede ud i vandet som han kun næsten lige kunne ramme, han sad et stykke tid og overvejede om han skulle indlede en samtale med dne fremmede pige eler han bare skulle rejse sig op og gå som han havde for vane, men netop fordi han havde det for vane, valgte han ikke at gøre det, det at flygte når der var noge than ikke gad eller orkede var ngoet der lå tæt til ham. Han kørte en hånd igennem sit mørke hår så det ikke sad ned i øjnene på ham og kiggede så igen over på pigen:"Næ jeg kigger bare" sagde han og stirrede en smule på hende igen, han talte næsten som om hun var en vare i en butik men det va rhun måske også lidt i hans øjne, det var alle folk indtil han kom til at snakke med dem, man skulle jo beslutte om det var en vare man gerne ville stifte bekendtskab med eller man abre ville stille den tilbage på hylden. Han syntes hun var ganske køn, helt bestemt. Han kunne godt lide blondiner og piger med lyst hår og et lille smil kom da også frem på hans læber da han kom i tanke om livet hjemme i england som nu lå bag ham, fuld af glæder og sorger, desværre endte det nok ud i kun at være sorger. Sorger som han sliv lige nu var præget af, men som han for alt i verden gerne ville ældre på.

Det ene bryn blev hævet over det han sagde, at han bare kiggede, og trak lidt på skuldrende til det, ”Interessant…” kom det så fra hende og fugtede læberne lidt hvorefter hun kiggede kort rundt omkring sig, imens hænderne stille begravede sig ned i sandet hvor at det langsomt omsluttede de tynde fingre. Stilheden bredte sig langsomt hen over pladsen, og de sidste mågeskrig faldt langsomt bort, for så at komme frem igen. Der gik ikke så lang tid før end hun lod fingrene glide op i håret samlede det ned af den ene side, og begyndte at dele de i tre, hvor så efter at vikle det ind imellem hinanden så det dannede en sletning der snoede sig lige så stille ned forbi halsen, og stoppe ved kravebenet. ”Haft en hård nat?” spurgte hun så da hun var kommet i tanke omkring de omtågede øjne, som havde han været på stoffer. Hun kommenterede det dog ikke, folk kunne vel være lige så påvirket af den røg der var rundt omkring dem i stedet for nikotinen i cigaretterne. Virkeligheden var nu underlig, hun kunne ikke holde styr på den… og hvorfor mon hun ikke kunne det?... alt sammen fordi der fandtes så meget der var svært at kapere, dog havde hun også en rimelig stor interesse inden for alle disse underlige væsner der nu levede rundt omkring hende, som var det en ren dagligdags ting.

Dean nikkede, det kunne han nok ikke helt løbe fra, eller en hård nat havde det vel ikke været, han havde jo egentligt hygget sig ganske godt, det var mest dagen efter han havde det hårdt og lige nu var han sikker på at hans hoved ville falde af hans skuldere når det skulle være, han var både træt og doven, men han kunne ikke sove, det var faktisk ofte han havde netop det problem:"Hvad med dig? Hvad laver du hernede?" sagde han, det var jo ikke ligefrem fordi vejret var det bedste. Han kiggede ned i jorden og fik et lille sandkorn til at lyse, ikke kraftigt, mest bare for sjov, det gjorde han af og til når han kedede sig fordi han endnu øvede sig på pressision som han af og til var ret så dårlig til, for ikke at sige for det meste. Han slap for et øjeblik sandkornet for at kigge overpå pigen igen, han rejste sig tungt op og gik med tunge skridt over imod hende og satte sig ved siden af hend euden yderligere at sige noget, han var ikke typen der spurgte om lov, vel mest fordi han aldrig tænkte over hvad folk tænkte om ham, han var ikke en af de personer der lod som om han var ligeglad elelr hele tiden sagde det til sig selv, sådan var han bare, han tænkte slet ikke over høffelighed og søde sætninger, han sagde bare hvad der poppede ind i hans hoved og ofte så måtte det jo briste eller bære.

Et lille skulder træk, kom til bevægelse, mens blikket gled lidt rundt, ”Prøver på at komme væk fra storbyens larm og så nyde udsigten der her, dårligt vejr kan sagtens være godt vejr.” atter blev blikket fæstnet på ham, hvorfor hun kiggede på ham vidste hun ikke, måtte nok også hellere lade være, hun blev selv irriteret over når folk stirrede på hende uden at reagere når man faktisk sagde noget. Knæene blev stille trukket op til hendes mave og armene folede sig hen over dem, hvor efter hendes hoved lagde sig på det, og kiggede så på drengen, eller manden skulle man vidst sige, som satte sig ned ved siden af hende. Det gjorde for hende ikke rigtig noget, faktisk overhovedet ikke. De få tilbageblivende måger skreg let i deres bitre søgen efter mad, imens vinden rev i deres vinger, selvom det var en ganske let vind, måtte den nærmest være ulidelig ude ved dem. Maila der var optimist, og så stort set alting som en godhed, vrede førte ikke ligefrem ret meget godt ind i livet, det var nok også en af grundende til at hun næsten aldrig var det, hun havde dog været vred på en vampyr, hvis koge talenter havde været på minimum og derfor havde han ødelagt hendes komfur, hvor han så bare havde virket ligeglad med det, men ja… alle mennesker, og væsner havde deres knapper det var vel bare om at finde dem. Verdenen tog jo ikke ligefrem skade af at være positiv. Selvom ind i mellem, så var hun vel også rimelig negativ, når alt kom til alt, så hun sådan set godt og dårligt i alle mennesker, så et eller andet sted, kunne hun vel ikke være helt optimistisk.

Dean smilede bare og nikkede let, han vidste godt hvad hun mente, det var jo heller ikke direkte dårligt vejr, det var bare fugtigt, sådan rigtig torden vejr og han havde da også flere gange overvejet om det mon ville blæse op:"Enig" sagde han bare og kunne mærke at hans humør dalede flere grader, han var ikke så glad for vejret og lige nu var han heller ikke glad for sig selv enner livet, faktisk var det meste bare surt i hans liv, han var kommet til Frankrig for at starte sit liv forfra, men det gik ham ikke så godt, indtil videre havde han kørt i samme bane og ligemget hvor meget han prøvede så virkede det uoverskueligt at komme fra det spor han var på:"Hvad laver du så når du ikke sidder hernede?" sagde han og smilede let imens han dog sukkede og samlede en smule sand op som han kørte imellem hænderne indtil det hele langsomt var begyndt at falde ud imellem hænderne.

Himlen så ud til at trække sig sammen som om skyerne trak sig mere og mere sammen, blev tykkere, smeltede ind i mellem hinanden, og blev til en kæmpe masse, af dug og gas som sikkert inden længe ville sprede et hav af små, regn dråber. Smilet blev trukket lidt højere op over tanken omkring en faldende regn, der omsluttede alverdens ting, og rensede stille sind og sjæl. Livet… en fantastisk ting… hun ville virkelig ikke for noget ændre det liv hun havde det var godt, og det skulle det blive ved med. Selvom hun var kommet ud for en del flere farlige ting nu… efter hun havde mødt Lazarus, som ville beskytte hende, hvad ville det næste være… at hun ville blive tematiseret med dolk og kniv? ”Slapper af… prøver at komme væk fra byens larm, og bare glemme, hvor jeg så vil huske igen på en ny måde..” sagde hun og smilede en smule og kiggede hen på ham med et roligt blik, imens hun betragtede de stærke kæber det maskuline ansigt, og halv korte hår. Eller det så mere eller mindre kort ud bag fra, hvor så det blev længere op ad. ”Hvad med dig?” spurgte hun og kiggede på ham, med hendes eget blonde hår der gled i små lokker hen over hendes hoved som ville det kærtegne hende i en blid omfavnelse. Håret blev langsomt taget fat omkring og blev lagt over til den ene side af skulderen så det ikke gled op i hendes ansigt. ”Hvad med dig? Nogle bestemte gøremål hernede?” spurgte hun så med et stille smil, hvor efter hun strakte sig og lagde kroppen ned imod det halv køllige sand, med ryggen imod grunden og kiggede op på himlen.

Dean lyttede til hvad hun sagde, det var en af de ting han var bedre til, at lytte til folk. Han havde mange ting han var dårlig til og mange dårlige egenskaber, det mente mange folk han havde kendt ihvertfald, men lytte det kunne han og det gjorde han, især fordi han selv ønskede at folk lyttede til ham, og hvordan kunne man kræve at folk skullte lytte hvis man ikke selv ville lytte?
Han smilede let for sig selv, han kendte det godt, det med at komme væk fra byen, lige for tiden ville han gerne væk fra alt, først flyttede han var London og til Frankrig, og nu sad han her og følte alligevel ikke at London va rlangt nok væk, han modtog stadig breve og emails, det var som om at hele verden var omkring ham og prøvede at få ham ned med nakken:"jeg prøver bare at slippe lidt af med tanker, prøver at få mine tømmermænd til at gå væk" sagde han og tog en smøg pakke frem fra sin jakkelomme som var ret så støvet efterhånden og med mange mærkelige øl pletter:"Vil du have en?" sagde han og rakte pakken imod hende imens han selv stak en i munden og tændte lighteren, det va rskønt at få en smøg, det havde han lige haft brug for, det var self endnu en, han røg jo ret meget, især når han havde det dårligt, så skulle der ryges det var der ikke tvivl om. Han spyttede en enkelt gang på jorden endnu han tog et sort sug på sin smøg og pustede langsomt den grå røg ud igen, det va rlige hvad han havde manglet.

Stille lyttede hun til det han sagde, sagde ikke det store før end han var færdig og nikkede lige så stille, ”Hmm.. nogen gange, er det vel meget godt at stikke af med halen mellem benene… men for det meste burde man vel stå rank op, og modtage det verden kan give en…” sagde hun og smilede svagt hvor efter hun rystede lidt på hovedet til at hun ikke ville have en, hun var ikke ligefrem ryger, havde heller aldrig nogensinde tænkt sig at begynde, selv hadede hun det som pesten, men kunne vel ikke gøre andet end at sige at det var vel folks eget valg hvis de ville lide af alverdens sygdomme. Hun kiggede lige så stille ud over havet endnu engang og betragtede det stille, med hendes lyse gårlige blå øjne, og smilede forsat svagt, ”Den bedste måde at få tømmermænd væk er at drikke en masse vand, og bare ikke give sig til for meget, få lidt søvn, gå en tur eller noget i den stil..” sagde hun så og rejste sig lidt op hvorefter hun strakte den spinkle lille krop så lang den var, og kiggede ned på ham, hvorefter hun rakte hånden imod ham, som tegn til at han kunne tage fat i den, ”Kom..” tilføjede hun så og ventede på at han ville modtage hjælpen eller slå hendes hånd væk. Noget man aldrig rigtig kunne vide når det kom til personer, nogen gange sagde de bare fra start af at man skulle lade dem være, hvor man så self. måtte rette sig efter deres ønsker omkring det.

Dean sukkede over det hun sagde."Du skulle bare vide" var hans eneste ord, den smerte han havde påført sig selv og andre mennesker var næsten ikke til at leve med, og bare mindet om London og livet tilbage for bare få måneder siden kunne få ham til at gyse og have lyst tila t hoppe ud foran en bil eller måske drukne sig selv, han følte byrderne på hans skuldre var for tunge og at han snart ikke kunne bære dem længre, netop derofr var han flyttet, for at starte forfra, men det med at starte forfra var åbenbart ikke så nemt som han havde troet, vaner sad fast og han havde sværer ved at give slip på dem end han troede, også selvom han selv mente han prøvede og egentligt også gerne ville.
Dean nikkede, han forstod godt hvad hun mente, men et eller andet sted vidste han også at han straffede sig selv, derfor drak han og derfor havde han tømmermænd, derfor gjorde han ikke noget ved sine tømmermænd og derfor gik han udenfor, fordi han vidste at han var et skidt menneske go han vidste godt at han ikke fortjente lykke. Når andre folk så ham var hans selvtillid ikke til at overse og ofte heller ikke hans ego, men lige idag var det hele bare forkert og han hadede sig selv for alt i verden, tingene skulle bare forsvinde fra ham, man kunne ikke ligefrem sige at han var det bedste sendebud for tiden, han var en dårlig engel og en dårlig ven, alle disse ting vidste han udemærket godt.
Han undrede sig en smule over hvad hun ville da hun rakte sin hånd frem, han tøvede en smule, ikek at han normalt havde det skidt med at gå med fremmede, faktisk prøvede han ofte selv at få folk til at tage ham med, men lige nu var det bare så uventet, alligevel tog han langsomt fat i hendes hånd og klemte den lidt inden han rejste sig op og undrede sig over hvor hun mon ville hen.

Hun smilede venligt til ham, hvor efter hun slap hans hånd efter han var kommet op, ”Lad os gå lidt rundt, kan være du får det bedre selv, selv et ondt menneske, skal have retten til at have det godt…” sagde hun med et stille smil, og tog fat i hans ærme hvor efter hun trak ham med hen langs strandkanten, og tænkte lidt over det han havde sagt. ”Men du burde vide bedre… drikke sig fuld og flygte fra tingene evig og altid er ikke den rette måde at løse problemerne på, måske i en periode, men ellers skal man holde sig fra det.” mens de lyse øjne betragtede hans karakterise ansigt, hvordan ansigtet tiltog det ene ansigts træk efter det andet, selvom der ikke var så meget at se, også alligevel var der en del, som normale mennesker sikkert bare så uden om, som de bare trak på skuldrende for, og ikke så bag om masken. Hvert et væsen havde en form for maske, så de kunne skjule deres svagheder, uanset hvem der i grunden var tale om. Hun fugtede langsomt sine læber og lod hænderne glide ned på hver side af hendes talje og kiggede lige så stille rundt, ”Hvad er det bedste du har oplevet?” spurgte hun så og kiggede på ham med et spørgende blik for at se om han ville svarer på hendes spørgsmål, der måtte jo være noget som havde været godt.
Mågerne skreg ude i det fjerne, mens maden var en gevinst nogle skibe sejlede vuggende ind imod havnen som om de skulle få passagerne på skibet til at sove, men det så ikke ud til det virkede, alt efter at se på de sømænd der stod på dækket, virkede de mere vågne end søvninge.
Men sådan var det vel rimelig ofte, når noget man ikke brød sig om fik en til at blive mere vågne, så vel hvis man brød sig om det, der kunne være mange grunde i det hele taget. Et stille smil krydsede hendes læber lige så stille, og vente derefter sin opmærksomhed imod ham, "Hvad hedder du igrunden?" da hun opdagede de faktisk ikke havde udvekslet deres navne.

Han hørte godt hvad hun sagde også alligevel lyttede han ikke rigtigt, han vidste jo godt hvad hun mente, men han havde bare hørt så mange folk sige de sætninger, at flygte fra problemerne, men der var aldrig nogen der så kunne give ham en måde hvad han skulle gøre, udover at han bare skulle stoppe og sidde derhjemme alene og drikke kaffe ligesom normale mennesker. Han kiggede på hende imens han rejste sig op, for ham var det ligemeget om de stod eller sad, men det var fint nok at gå, så kunne han måske også få tingene lidt ud af sit system. Han smed en smøg på jorden og trådte på den imens han blev trukket ned imod strandkanten.
Han blev helt stille og fik et fjernt blik i øjnene da hun spurgte hvad det bedste han havde oplevet var, det havde han faktisk aldrig helt tænkt over, tingene var jo bare gået som de var, han havde aldrig helt taget stilling til hvad der var godt og skidt. Der gik nok et minuts tid hvor han bare var stille og gjorde et forsøg på at gennemtænke om han havde oplevet noget der var så godt det var værd at dele."Da jeg blev kærester med min x kæreste tror jeg" sagde han, han kunne tydeligt huske hvor glad han var og hvor elsket han var, men det var jo også selv samme person der havde fået ham ud i noget lort, den samme person der havde ødelagt ham og den samme person der havde fået ham fængslet, så langt der var, også kort der var. Kærlighed og had lå side om side, men allievel kunne Dean ikke benægte det var det bedste moment i hans liv da de lige var begyndt at blive kærester. Han kiggede over på hende med et lille diskret smil:"Jeg hedder Dean" sagde han:"Hedder du noget?" sagde han flabet og smilede imens han også lod sit blik glide ud i horisonten og et par sekunder følte han næsten at han lettede og svævede over vandet, hvor var det smukt.

Hun nikkede langsomt til det han sagde, ”Men hvis du ikke kan komme ud af problemerne, skal jeg nok sørge for det, selvom det nu er noget underligt noget at sige…” kom det så fra hende imens blikket gled ned imod jorden og betragtede sandkornene og nød hvordan vandet gled hen over ens fødder. Hun fugtede læberne lige så stille og kiggede lige frem igen, ”Er der ikke noget inderligt noget, du ønsker at få tilbage? Bare noget som rent faktisk gør dig glad, uden der kommer en dårlig tanke omkring tingen?” spurgte hun så ind, og følte sig lidt lige som en psykolog der prøvede på at komme ind til et lyst punkt til sin patient. Men i grunden var hun meget optimistisk, hun så godt i alt og alle, og havde altid haft livsynet at alle var smukke, uanset hvad, simpelthen af den grund fordi alle havde noget godt i sig, og det var lige meget om man var morder eller noget andet, man kunne stadig udrette noget smukt, og selvom man havde gjort nogle fejl havde der sikkert også været en god hensigt bag de fejl der nu var begået. Hun kiggede på ham endnu engang da han fortalte hvad det var han hed og smilet blev bredere, ”Hyggeligt at møde dig Mr. Dean…” sagde hun så mens en lille latter kom frem over spørgsmålet om hun havde et navn, ”Maila…” sagde hun så som svar på at ja hun havde et navn, et ganske underligt et for at være helt ærligt, men hvem havde ikke det? Hendes navn var sådan set uden for betydning, og taget fra et oprindeligt computernavn ’mail’ hvor der bare var tilføjet et ekstra a på, så det fik et lidt andet præg, der var ikke mange der hed det, faktisk ganske få, men det gjorde ikke det store, en smule anderledes havde man jo lov til at være.

Dean kunne mærke han fik en underlig maveforemmelse imens hun talte, ikke godt og ikke skidt, nærmere som en svævende følelse. Ikke forelskelse eller uro, bare sådan en helt irriterende følelse som gjorde at hans mave nærmest hoppede. Han kiggede på hende imens han igen prøvede at tænkte:"Ikke rigtigt" indrømmede han, der var ting i dagligdagen, som... Sex og TV der gjorde ham glad, men han gættede godt på det nok ikke helt var det hun mente når hun sagde ting der gjorde ham glad."Jeg kan ikke lige komme på noget" sagde han og prøvede at tænke efter, men der var ikke rigtigt noget der dukkede op, ikke noget værd at tænke på ihvertfald:"Jamen hej Maila" sagde han med et lille smil imens han kiggede op imod himlen, han kunne godt tænke sig at solen snart ville kigge frem:"Men nu er jeg jo her, og jeg prøver nok at forbedre mig, men indtil videre er det ikke med så stor succe" sagde han, han kunne ikke holde sig fra stofferne, pigerne eller drengene for den sags skyld, han blev ved med at blive lokket og lokke sig selv ud i ting som han godt kunne lide, også selvom han inderst inde godt vidste det var forkert, det mente andre menneker ihvertfald det var, men han vidste snart ikke hvad han selv mente om noget mere.

Maila lyttede til det han sagde, og vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det, det var lidt svært at bedømme en gang i mellem, om man burde sige noget, eller bare lade være, men sådan kunne det gå, og sådan blev det oftest ved med at være. "Er du sikker..? Blir du måske ikke glad ved at være sammen med mennesker, uanset forholdende?" spurgte hun så og betragtede ham lidt inden hun sukkede lige så stille, og lod blikket glide forude, mens det lod sig betage af de få solstråler der gled igennem skyernes få huller, og skabte et spetkulært udsyn for øjet. "Dav Dean.." sagde hun så og smilede stille selv. "Hmm..." brummede munden stille over det han sagde med at forbedre sig selv for succes, selv mente hun ikke at succes kom fra job eller penge, det var noget man følte om sig selv, succes kunne opnås npr man var tilfreds med sig selv, sådan så hun i hvertfald på det, men det kunne vel være så forskelligt fra hvem man nu end var, og hvordan man nu igrunden så på tingene. Verdenen var igrunden bare mere og mere indviklet, ingen mennesker så vel som væsner, der var for mange muligheder, derfor var det nemlig sådan at det var svært at finde den sti man skulle gå. Man blev lokket, forført til en masse ting man aldrig nogen sinde havde i drømme om at gøre. "Nogen gange tror man at den sti man følger er den rigtige, men når det så endelig går op for en, hvor meget man har taget fejl, er det nærmest forsent."

Dean sagde ikke noget men lyttede bare til hun snakkede, han tvivlede næsten en smule på om hun burde være englen istedet for ham, han var slet ikke så god til at sige og gøre sådan nogle ting som hun nu gik og forklarede ham. Han kiggede let ned i jorden imens de gik og hans tanker fløj, et eller andet sted langt inde, når han først mærkede efter så savnede han vel sine forældre, sin bror, bare livet hjemme i London før Gregory og før alt gik galt. Han kiggede op på hende da han afbrød sine egne tanker, han var ikke så glad fo at gå ind på det sted i sig selv for følelser kom frem og hvor han begyndte at tænke over fortid og fremtid, han kunne ikke overskue det og han blev bare hurtigt forvirret. Han hadede at være følsom og vise følelser og han kiggede derfor bare på hende med det typiske og halvtomme blik:"Ja, men nu er jeg jo her... Væk fra London" sagde han som en undskyldning for at det ville forandre ham, men indtil videre var der ikke sket noget, intet var forandret, han var stadig sur, egocentrert, sexafhængig, glad for stoffer, bare og bytur:"Har du slet ikke nogen sur fortid?" sagde han og kiggede på hende, de ting hun sagde fik man vel ikke fra ingen steder fra, gjorde man?

Hun trak lidt på skuldrende til hans svar, som for hende ikke var godt nok. Da han så spurgte om hun havde haft en sur fortid, vidste hun dog ikke helt hvad hun skulle sige, men ordene kom lige så stille; ”Det kommer an på hvordan man ser på den…” sagde hun med et stille smil, og tilføjede så; ”Min fortid, og baggrund er ikke så meget anderledes end som fra alle andres. Jeg boede selv i England, som helt lille, eller… indtil jeg blev 12-13 år, hvor jeg så flyttede her til sammen med min mor, min far ville ikke med. Efter nogle år, fik min mor kræft, og døde hen af vejen mere eller mindre, også til sidst for at forsvinde…” selv syntes hun ikke at det var en skidt fortid, det var bare sådan livet var, livet skulle leves med både dårlige og gode tider, før end man kunne vide hvordan livet rent faktisk skulle leves. ”Men sådan er det, vi dør alle på et eller andet tidspunkt, så går vi bort… men min fortid, er vel lige så lys såvel som dyster, som et barn der er rigt og kan få hvad det peger på. Selvom dårlige ting sker, betyder det ikke at de nødvendigvis er dårlige i helhed. Hver lille fejl, danner en ny viden.” Med det tav hun i et stykke tid, måske nogle sekunder, minutter, hun vidste det ikke. Talte ikke engang efter, men syntes så heller ikke ligefrem det var nødvendigt. Et eller andet sted følte hun nærmest som om hun snakkede for meget, og at det kedede ham grænseløst, men så på den anden side, hvorfor ville han så spørge indtil hendes fortid, og igen det kunne vel være pågrund af høflige manere som endnu lå i hans personlighed og ikke helt var forbi passeret endnu. Billedet af hendes mor, inden hun gik bort gled igennem hovedet, og satte sig ved nethinden for så aldrig rigtig at forsvinde, det var et billed der ville blive husket i al evighed, uanset omstændighederne, men det var et billed hun kunne tage med sig, og et billed hun kunne være glad overfor, for hendes mor havde haft et godt liv, det havde hun haft. Men nu var hun enten væk eller blevet til en ånd, måske ingenting, men for hende var hun stadig i live. ”Desuden… gør fortiden ikke det hele ved ens viden, f.eks. er det meste jeg siger, ikke noget jeg har fået fortalt, det er mit livs syn, og det er min opfattelse af hvordan verden er, selv en fattig kan være lykkelig, og glad, så vel som en rig kan.. vi bestemmer vores dage, hvordan den skal være, om vi vil lade os påvirke af andres holdninger, og fristende ord, eller om vi vil stå fast ved ikke at gøre som modparten ønsker vi gør…” forklarede hun, og følte sig nærmest som en mentor af en eller anden grund, også igen, han var vel nogle 3-4 år ældre end hende, og burde vide noget mere end hvad hun gjorde.

Dean lyttede imens hun snakkede, et eller andet sted burde han vel føle sig heldig, han havde endnu begge sine forældre og han havde også en bror, han snakkede bare ikke med dem længere, faktisk vidste han ikke engang hvor de var, han havde mistet alt dengang han blev kærester med Gregory og dengang han var kommet ud i alt det rod han havde bildt sig selv ind. Dean kiggede op på hende og lod en hånd køre igennem sit mørke hår, han kunne mærke trætheden melde sig men han valgte stadig at lytte. Da hun have talt nikkede han bare let:"Det er jeg ked af at høre" sagde han først, han kunne ikke forstå hende, også alligevel. HUn var bare følsom og korrekt i forhold til ham, som om at lige meget hvor sur man gjorde hende så ville hun altid finde en udvej og en god måde at se tingene på, sådan en glæde fandtes slet ikke i Deans liv, han så tingene som de var og ikke hvordan de var i forhold til andre til eller hvordan man kunne tolke dem til det bedre, ting var bare dumme, onde, nedern og sure når de var det, han prøvede aldrig at vende det til noget godt.
Dean forstod godt hvad hun mente, men han var ikke sikker på han selv kunne leve efter det."Min livsopfattelse eksitere ikke, jeg tror ikke jeg har nogen mening om live tudover at man skal komme igennem alle dagene og prøve at få det bedste ud af dem... Så kan man jo selv tolke hvad man syntes er bedst og sjovt" sagde han. Han vidste godt at der nok ikke var mange som ham selv der fandt byture og stoffer som en del af det at få det bedste ud af dagen, men Dean følte ikke han havde andet. Han havde snart et barn langt væk som han ikke måtte have kontakt til, han kendte ikke til sine familie længere og vidste ikke hvordan han endeligt skulle finde dem hvis han prøvede. Han havde ingenting, ingen kæreste osm han holde af, han havde ingen nære venner. Han kunne mærke hvordan tanken deprimerede ham, han havde aldrig tænkt på tingene på den måde før og han vidste ikke hvorfor hendes blide sing fik ham til at få tankerne i den retning. Det generede ham indeerst inde, han kunne ikke lide at have følelserne på den måde, han ville bare være i en lille bobbel hvor verden bare var ligegyldig.

Hun rystede lidt på hovedet til at han var ked af det over det der var hent, ”Skal du ikke være… livet er sådan.” sagde hun med et stille smil, og strakte sig lidt hvorefter hun så standsede op og kiggede ud over horisonten, imens det syn der gik hendes blik i møde blev suget ind i hendes hukommelse, så hun vil kunne huske det for evigt – eller lige så længe som hendes hjerne tillod det. Dog havde hun det ofte som om at de ting hun oplevede var noget hun allerede havde været ude for, en form for Deja-vu, kunne man vidst roligt kalde det, som så også var et fransk ord, og betød ’allerede set’ der var nogen der mente det var noget der kom når man fik indblik af ens tidligere liv, selv anede hun det ikke ligefrem, men tanken omkring det var nu ret så fascinerende, hvis hun selv skulle sige det. Langsomt glippede hun lidt med øjnene da hun vendte tilbage til jordens overflade, på grund af hans stemme, da han sagde at han ikke havde nogen livs opfattelse, og rystede lidt på hovedet af ham, hvorefter hun åbnede munden; ”Du har lige sagt din livsopfattelse da. Og alle mennesker har et formål med livet, selv tror jeg at når man har fuldført sit formål så synger man hen, dem som bliver til engle eller hvad ved jeg, har muligvis ikke fuldført det endnu, derfor er de blevet genfødt så de kan finde vejen til deres mål. Nogen tror de har fuldført målet, men af og til er målet bare at rette op på tidligere fejl så bedst muligt man nu kan det.” sagde den spinkle pige, hvis blonde hår legede let i vinden, mens øjnene roligt gled rundt omkring hende, inden de lagde sig til hvile på sandet, og betragtede dets fine grålige kulør i den grå eftermiddags himmel, alligevel var vinden ganske varm, og så alligevel var den utrolig utæmmelig. Et stille suk gled ud fra hendes læber, hvor efter hun standsede og kiggede rundt omkring sig og derefter ud i oceanet, og betragtede det roligt, hvor efter armene blev lagt over kors. ”Lige meget hvor meget man prøver at overbevise sig selv, har alting en betydning, hvis det ikke havde en betydning ville man ikke tænke tilbage på de ting der var sket i ens liv.” mumlede hun stille, imens øjnene lukkede sig og nød vindens blide kærtegn.

Dean fulgte hendes blik og kunne mærke hvordan han fik hovedpine, frem fra sin inderlomme fik han fremtryllet to piller, det var dem han ofte to, de var begge to runde og hvide. Han kunne af og til bilde folk ind at det var panodil piller, men det var ikke altid det virkede. Han stod og kiggede på de to piller imens han overvejede hvorvidt han burde sluge dem, det var vel ved at være tid til det, men på den anden side, så havde de gang i en ganske udemærket samtale, så måske han kunne holde verde ud en smule længere. Han kiggede overpå hende da hun talte og han nikkkede:"Ja det er det vel" var bare hans eneste kommentar, han vidste ikke selv hvad han mente om livet mere, det var bare en ting han skulle voerleve, noget man skulle igennem for at kunne lave de ting man gerne ville. han vidste ikke hvorfor han havde det sådan, han var jo ikke engang i live teoretisk set, han døde jo,han var død, en gang. Nu kunne han ikke dø igen og hvis han gjorde ville han bare komme tilbage itl himlen. Han satte pris på at være på jorden igen men på den anden side havde han svært ved at finde sig til rette.
Dean nikkede, det lød da som om hun vidste meget mere om livet end han selv gjorde."Men jeg ved bare ikke hvad min mission er" sagde han og kiggede på hende, det irriterede ham at han blev helt følsom, men et eller andet sted kunne han ikke finde den irriterende og flabede kommentar som ellers altid sad i kø for at komme ud, det virkede næsten ligegyldigt nu og han kiggede derfor bare ned i jorden:"Jeg gætter på du måske har ret, men den gave du har... De ting du siger" sagde han og kiggede overpå hende:"Den har jeg bare ikke fået endnu" sagde han og trak let på skuldrende.

Verden var vidunderlig, selvom folk sagde det var et dårligt sted at leve, selvom der var nogen der gik hen og begik selvmord, var det ind imellem fordi de ikke kunne klarer presset, de kunne ikke klarer at stille sig frem og ranke ryggen og sige, det er her jeg står, og det er her jeg vil blive stående, hvis de blev ved med at sige de godt kunne dette godt kunne leve. Så kunne de det også godt. ”Ved heller ikke hvad min mission er, kunne dø i morgen såvel som i dag…” sagde hun og trak lidt på skuldrende, ”Selvom jeg ikke ønsker det…” hun smilede lidt trist ved tanken, at skulle dø ung, en tanke der havde været igennem hendes sind så mange gange at hun ikke havde tal på det. Men ja, hvad var livet ikke til for, også med efter tanke omkring det evige liv, man havde da tid til at tænke igennem omkring ting man ikke selv havde troet man ville komme ind på, ting som man aldrig havde troet at der havde været en form for interesse i. Man kunne vel sige man kendte sig selv mere og mere for hvert ord man fik fremsagt, for hver tanke der passerede afsted i ens hoved. Det var det samme med livs synet, det blev ændret så drastisk, så hurtigt at ingen kunne nå at anså det. Nogen gange så hurtigt at man ikke selv forstod det, ”Det er ikke en gave… selv en der er yngre end mig kunne sige det… vil gætte på det er filosofisk, alle ville kunne komme på de samme ting at sige lige som mig.. hvis de vil og hvis de har samme holdning..” svarede hun tilbage, med et mildt smil som tegn på at det ikke skulle menes hårdt, det var det sidste hun ville have.
”Hvis vi ikke havde holdninger hvad havde vi så i grunden?” spurgte hun så og trak lidt på skuldrende hvor efter hun kiggede rundt og sukkede dybt, det var nu meget rart at have en at tale med, i dag timerne, end kun om natten, ”Er du så et menneske?” spurgte hun, da Maila endnu ikke var sikker på hvad han var, han kunne for hende være animagus så vel som varulv.

Dean smilede let:"Hvis du dør... Så bliver du en engel, hvis jeg dør... Så forsvinder jeg" bekræftede han, han var ihvertfald overbevist om at hun var typen der vilel blive en engel, hun opførte sig jo langt mere som en, end han gjorde og et eller andet sted irriterede det ham vel en smule, han var en dårlig engel, det vidste han godt, af og til glemte han endda at han var engel, det var kun de få gange han var blevet angribet elelr havde oplevet mørk magi han havde brugt sine vinger og sine kræfter, det var dog ikke så ofte, han kunne ikke lide at slås, han kunne ikke lide når ting der var ubehagelige skete, ikke når det var fysisk ihvertfald og det var vel inderst inde også derfor han var flyttet til Terre.
Dean kiggede ned på sin hånd med de to piller og slugte dem i en hurtig bevægelse, han kneb øjnene sammen da han havde taget dem og kiggede så igen op på hende."Well.. jeg er en engel" sagde han og kiggede ned i jorden:"Deet er bare ikke så tydeligt, jeg er en dårlig en. jeg er ikke engang flyttet til Terre, jeg er flygtet fra London" sagde han og håbede at hun kunne se foreskel på de to ting:"Jeg er dog ret ny jeg har kun været engel i 2år... Så jeg er ikke en af de hardcore der har haft deres liv på jorden i flere hundrede år" sagde han og trak på skuldrende, han var 20 år da han døde og 22år indvendigt, han havde det dog ikke sådan, men tiden gik vel også i stå når man døde, den alder man var ved døden ville man være for altid og evigt.
Han kiggede på hende:"Du er menneske?" sagde han spørgende, grunden til han gættede det var at han ingen fornemmelse havde af hende, han kunne fornemme væsner, nærmest som en gave fra gud, han kunne ikke mærke hvad de var, men hun virkede så upersonlig, eller... uden magi.