Bliver man glad af solen?

”Hvis jeg så dør..” sagde hun og smilede skævt, ”Kunne hurtigt gå hen og blive bidt af det ene eller det andet… men folk der ikke tror på den oh så almægtige, bliver da ikke engle…?” spurgte hun lettere eftertænksomt, men trak så på skuldrende og kiggede på ham med et hævet bryn, og slog så en latter op, hun kunne ikke lade være, dog var det heller ikke en hånende latter, mere mild i det, og godsindet kunne man vel sige. ”At være god til noget kræver øvelse, du har en uendelighed foran dig… mens jeg kun har omkring… lad mig se…” sagde hun så og tog fingrende frem og begyndte at tælle dem, imens minus stykker blev lagt til rette inden i hendes hoved, og fik så resultatet frem, ”Jeg lever nok kun omkring 75år endnu.. Men det er nok også det største ønske jeg har…” sagde hun og trak lidt på skuldrende, ”Skal jeg være ærlig vil jeg helst gerne undgå at blive genoplivet, når jeg skal dø, skal jeg dø… ikke andet.” Sagde hun så og trak lidt på skuldrende til at han var en engel, og stod lidt og tænkte over det han sagde, nogle havde vel svære ved at vænne sig til ting end andre, sådan var livet jo. Men hun var sikker på at skæbnen ville hende det anderledes at, hun ikke kom til at opleve den ultimative glæde, ved at møde døden for alvor, sikkert de færreste mennesker i Di Morga opnåede det fordi der var så mange væsner, så mange væsner man ikke kunne løbe fra. ”Men… engle har nu altid fascineret mig, uanset omstændighederne, tror bare ikke, at Angelus, vil have en ikketroende i sit rige..” grinede hun og rystede let på hovedet til det, imens hun smilede og trak så let på skuldrende med et stille nik til at ja hun var et menneske, og hun nød i den grad at være det. Langsomt fugtede hun sine læber, og satte sig så ned ved det tørre sand og kiggede rundt, inden hun lagde sit hoved på knæhaserne, og betragtede ham så stille med et lille smil, ”Må jeg ikke se dem? Dine vinger…” spurgte hun så og ventede roligt på svaret.

"Du kan nå og blive engel endnu" forsikrede Dean, det var ikke en hentydning til at hun skulle begå selvmord eller lade sig slå ihjel men i teorien ville hun kunne blive engel inditl hun var i starten af tyverne, selv døde han da han var 20 og han savnede da livet som menneske, der var mange ting man ikke skulle bekymre sig om, men på den anden side var der også mange ting man slap for at tænke på når man var engel. Han kunne ikke dø af en overdosis igen og han skulle ikke være så bange for væsner. Tilgengæl vidste han at han ville miste alle de mennesker han elskede fordi de jo ville dø længe før ham. Han havde bekendte der var flere tusinde år gamle, hvilke ting de ikke måtte have set og oplevet. Hvordan kunne det være et fedt og værdigt liv?
Dean nikkede og forstod godt hva dhun sagde, han vidste ikke engang hvorfor den højere magt havde sagt han skulle komme ned til jorden igen, han vidste ikke hvad han skulle gøre her. Måske han ikke havde gjort det færdigt som han burde, men han vidste ikke hvad han skulle, han vidste ikke hvad det var de ville have ham til og havd det var han skulle gøre.
Dean undrede sig en smule og smilede så, han var aldrig blevet spurgt om sådan et spørgsmål for. Han tog langsomt sin jakke af og lagde den på jorden og derefter sin hvide skjorte, han orkede ikke helt at ødelægge mere tøj, især ikke når det bare var fornøjelse. Hans nøgne hud kom til syne og han mærkede at det va en smule koldt udenfor, han lukkede stille øjnene og trak vejret stille imens hans vinger foldede sig ud fra sin ryg, det var store og hvide og stak op ove rhans hoved. Han smilee let da han igen åbnede øjnene og med en arm strøg lidt sand af den ene vinge som næsten rørte jorden.

Muligvis, kunne hun nå at blive det, hvis hun var heldig, og muligvis kunne finde en eller anden form for underlig modgift til ditten og datten, eller også skulle hun bare leve til den dag hun døde. Smilet bredte sig lige så stille hvor efter hun sukkede langsomt, ind i mellem hadede hun dog tanken omkring at hun var lille og ubetydelig, at folk faktisk kunne dræbe hende ved at sætter en finger på hendes hoved, som var det ingen ting. En typisk ting der altid havde generet hende, men som hun ikke kunne gøre noget ved i sidste ende, med mindre hun gik hen og døde og hvad vidste hun. Blikket betragtede ham roligt da han så gjorde tegn til at gøre det som hun havde spurgt ham om, imens hendes underlæbe langsomt blev grebet fra af tænderne som sad bagved overlæben, og ventede spændt på at se disse prægtige vinger som han ville vise hende. Stille rejste hun sig op og gik hen til ham hvor efter en hånd let strøg hen over de bløde vinger af fascination, ”utroligt…” fik hun fremsagt og kørte nogle blide fingre hen over de følsomme fjer. Det så ud til at der var et dusin af dem. ”Hvordan kan du skjule noget så… fantastisk?” fik hun langsomt ført ud af hendes mund og trak lige så stille hånden tilbage og kiggede på ham med et stille og forsigtigt smil. Imens hændernes fingre folede sig sammen, flettede sig ind i hinanden, så det ikke endte med at hun befamlede ham som sådan set ikke var meningen, blikket gled endnu engang op på de prægtige vinger og kunne ikke lade være med at beundre dem mere og mere for hvert lille minut der rent faktisk gik.

Dean fik en underlig fornemmelse i kroppen da hun rørte hans vinger, men han sagde ikke noget, istedet bevægede han dem en smule, ikke i en stor flyvende bevægelse, men bare helt stille, han kiggede på hende da hun spurgte og han kiggede på sine finger og dereter over på hende:"Tro mig, ikke alle folk kan lide en specielt godt hvis man render rundt sådan her, vampyre, varulve og den slags" sagde Dean og kiggede på hende, han kunne dog af og til godt lide at sidde derhjemme med sine fvinger ude, for hvis han ikke gjorde det gik han ondt i dem den dag han endeligt skulle bruge dem, ligesom en kørestols bruger der altid sad ned men som så lige af og til skulle løbe et marton.
Han førte sin hånd om til sin ene vinge og lukkede let øjnene imens han met et let smertende blik hev en stor og perfekt hvis fjer af:"Her" sagde han og rakte den frem imod hende med et lille smil:"Man siger de bringer held" sagde han. Hun var så facineret af vingerne at hun måtte være den perfekte til at få en fjer, han havde selv fået en fjer af sine forældre dengang han var helt lille, en fjer som hans far havde fået af en engel denang han var lille og som han mente gav held, derfor gav Dean den nu videre til pigen, held kunne alle vel bruge.

”Det har du vel ret i…” sagde hun stille, med tanken omkring at han var engel, hvis hun selv blev engel, ville muligheden for at være i selskab med Lazarus, minimal, men til gengæld var det ikke engang sikkert at hun ville møde ham igen, når hun døde, ville han vel tro at hun forblev død, eller noget lignende. Hun brummede lidt, og kiggede på de store vinger, med et stille smil, ”Men det er stadig en skam, er det ikke en vidunderlig oplevelse at flyve? Hvilken følelse man ikke måtte få..?” Spurgte hun så og kiggede så hen på ham da han snakkede til hende, og betragtede hans ansigt lidt inden blikket faldt på fjeren i hans hånd, og bed sig lidt i læben og lod langsomt sine fingre glide rundt om dets stilk og trak fjeren hen til sig og turde knap nok at lade, fingrene glide hen over de blide dug fjer. ”Det behøvede du nu ikke..” sagde hun stille og kiggede hen på ham med et lettere forundret blik over hvorfor han gjorde dette, men lagde så fjeren op i håret hvor den sad ganske fint og roligt. De blå-grå øjne kiggede på ham endnu en gang og smilede skævt, hvor efter hun nikkede lidt, ”Nå ser det dumt ud?” drillede hun lidt, hvor efter et grin gled ud af hendes læber, og rystede lidt på hovedet og kiggede endnu en gang på hans prægtige vinger, og havde næsten lyst til at røre ved dem igen, men der måtte vel være en grænse for hvor meget man rørte ved andres personlige ejendele, hvis han nu ikke fandt det rart, ville det af den grund ikke være det smarteste at gøre. Langsomt fugtede hun sine læber, og kiggede så udover horisonten med armene over kors,det var nu ved at blive en smule køligt, sådan som tiden den gik afsted, gad vide hvad klokken i grunden var? Også igen, hvorfor skulle hun vide det, hun skulle ikke arbejde i morgen, og om der ville komme nogen forbi hendes lejlighed var ikke så sandsynligt.

Dean kiggede på hende imens han smilede let for sig selv."Well... Jeg tror ikke jeg tænker så meget over det, jeg føler stadig jeg er menneske, måske det bare ikke er gået op for mig at jeg har ofret mit liv fordi jeg var en nar" sagde han, han bebejdede ved egentligt sig selv for at være engel og derfor kunne han ikke helt nyde det, han kunne ikke finde ud af at nyde det liv han nu havde fået og selvom han havde fået en ekstra chance på jorden var han ikke helt sikker på om han havde fortjent den, eller faktisk mente han sle tikke han havde fortjent den, men han kunne jo desværre ikke gøre noget ved det nu, han måtte bare holde ud og se hvor hans vej og Gud's vej fulgte ham hen.
"Jeg har faktisk heller aldrig fløjet" sagde han med et lille smil. Han kunne ikke få sig selv til det, han ville ikke være død og han brugte næsten hver eneste dag på at overbevise sig selv om at han ikke var engel, han var menneske og det var det han ville være.
"Ej det ser totalt sejt ud, sådan lidt indianer agtigt" sagde han og kunne ikke helt lade være med at drille hende, han syntes hun var ganske køn, men ikke sådan som han normalt så piger. Normalt så var piger lækre, sexede og noget som Dean på mange måder så som sex objekter, men hende her virkede som en ven, som en man kunne stole på og som en der kunne guide ham på veje han måske ikke kendte til.

¨Hun rystede langsomt på hovedet af ham da han sagde han var en nar, men det var vel Maila's holdning, og den kom da også til kende, da hun åbnede munden for at mod argumentere på hendes speciele måde med at sige det stik modsatte, hvordan orderne kom til hende, vidste hun ikke, hun var vel bare en pige med et stort hoved. "Du er ikke nogen idiot Dean... Det er sådan du opfatter dig selv, efter det du har været ude for, men du er alt andet end en idiot..." sagde hun med en meget bestemt, og alvorlig stemme, hvor øjnene istemte dette toneleje, men et lille smil var på hendes læber. "Du blir først en idiot når du har opgivet fuldstændig... og siden du er født på ny... og endnu ikke er rejst bort af egen fri vilje, derfor er du ikke nogen idiot.." sagde hun og smilede lidt, og trak så på skuldrende, hvor efter hun kiggede lidt rundt, mens den ene hånd, kløede hendes arm lige så stille. Så dejlig roligt der i grunden var blevet nu her, det var vel også på vej til sen eftermiddag, det så i hvertfald sådan ud, men vejret kunne spille en de mest underligste puds at man ikke selv kunne fatte det. Mange mennesker så aldrig denne gave der var blevet dem til delt, denne her jord som de havde fået muligheden for at arbejde med, leve på, og befrugte, men det meste af jorden var nu blevet ruineret pågrund af krig og maskiner, der kom dag ud og dag ind, parat til at fælde noget nyt ned, så noget nyt og grimt kunne komme op. Et stille suk gled ud af hendes læber og lukkede derefter øjnene og nød hvordan vinden sussede hen over hende, og skabte en form for fløjten i øregangen, hvilkten fantastisk sted hun befandt sig, dem omkring hende befandt sig, de havde bare ikke set det endnu. Men mon ikke, om dagen ville komme inden længe?
"Virkelig? Hvorfor ikke? Jeg tror man måtte føle sig så fri... mere levende end noget andet.." sagde hun med en let drømmende stemme da hun forstillede sig hvordan det mon ville være at kunne flyve hvornår end man ville, og hvorhen man end ville, det var ens egen ret, det var ikke andre der skulle bestemme, man var fri... fri som fuglen, livlig som sommerfuglene og farlig som en slange. En underlig vinkel at se tingene på, men det var Maila, det var sådan hun var, underlig, poetisk, filosofik, gådefuld, alligevel så direkte som noget kunne være. Langsomt åbnede hun øjnene og grinede lidt af ham da han sagde hun lignede en indianer og lavede for sjov en underlig gubbifisk mund, som truttede lidt, og lavede kinderne store som balloner, mere for at skabe et sjovt udtryk. Hun slap dog efter en tid masken da det begyndte at gøre ondt i kinderne og grinede lidt. Ja, det var nok længe siden sidst hun rent faktisk havde moret sig så meget, også oven i købet med en drengs selskab, ikke noget man skulle have forventet i grunden. "Hvad tænker du?" hovedet vendte sig imod ham, alt imens øjnene studerede de karakteriske træk, med et stille smil, han var nu ikke grim... faktisk stik det modsatte. Men så igen, det var sådan han så ud, og det betød ikke det var sådan han var; med det mente hun vel en af de mange opstoppede mennesker der ikke kunne se ud fra deres egen næse tip, hvilket han godt kunne, man skulle bare prikke lidt til ham - sådan havde hun opfattet det i hvertfald.

Dean nikkede til det hun sagde, men han vidste ikke om han mente hun havde ret, han talte aldrig pænt om sig selv og han havde ikke noget at side om sig selv som var pænt. han vidste ikke engang om han kunne lide sig selv, måske han egnetligt ikke havde tænkt over det, han havde det ikke dårligt med sig selv, han syntes selv han var en fin person og han vidste godt han heller ikke var direkte grim, men samtidig var det ikke fordi han elskede sig selv, han var nærmere en smule forvirret og vidste ikke helt hvad han selv mente og vidste slet ikke hvad han burde mene, han var jo bare Dean og eftersom en del mennesker havde kaldt ham en nar igennem tidne, så kunne han jo ikke andet end begyndte at tro på dem:"tak" sagde han bare stille og smilede til hende da hun snakkede, hun var flink, men det havde han jo sagt til sig selv flere gange."Du er meget sød" tilføjede han og kiggede stille op på hende imens han undrede sig let fra om hun virkeligt ikke var en engel sendt fra Gud, det var hun ihvertfald mere end han var.
Dean nikkede."Jeg ved det ikke, jeg har aldrig fløjet" sagde han:"Jeg kan ikke lide tanken om at jeg er død... Jeg er jo faktisk et omvandrende lig" sagde han og man kunne igen foremme at han ikke havde særligt meget til overs for sig selv, men det var jo sandt. Han var jo ikke andet, han var jo i realiteten død og den chance han havde fået for at være på jordne kunne han ikke håndtere, ikke så længe han var død, han ville være et menneske igen, han ville blive gammel og dø, men nu var han bundet til jorden forevigt og ingen kunne fortælle ham hvorfor.
Han kiggede på hende da hun spurgte til hans tanker og han lukkede langsomt sine vinger ind igen imens han tog sin skjorte og jakke på, så havde de vidst haft nok luft for resten af ugen eller måneden:"Du er sød og smuk og pæn og lækker... og jeg forstår slet ikke hvordan du kan være så sød ved mig" sagde han og undrede sig, han håbede ikke hun tog hans kompliment som noget dårligt, for han mente det bestemt og han kunne ikke forstå hvordan hun kunne være så anderledes fra andre han havde mødt.

Hun smilede til ham, som tegn på at det var så lidt, hun var kun glad for at hun kunne hjælpe ham, på en måde kunne man vel sige, at hjælpe ham fuldkommen, var hun ikke sikker på om hun kunne. Men det skadede vel ikke at prøve, så lange der var mulighed for det, skulle der jo ikke være noget der skulle forhindre en i at kunne gennemfører det, først når der var blevet sagt at der i sandheden ikke var noget at gøre, og personen som man hjalp, havde mistet håbet og lysten, til at ville have hjælp – og alligevel, så skulle man end ikke engang der, give op. ”Tak Dean… du er heller ikke værst hvis jeg skal være ærlig…” grinede hun lidt og smilede skævt hvorefter hun lukkede øjnene lidt, ”Du er faktisk, den første engel jeg har mødt…” smilede hun stille og tog en dyb indånding og kiggede så på ham med imens hun ventede på det næste han ville sige, ”Dean… slår dit hjerte måske ikke? Kan du ikke mærke solen? Mærke vinden? Hvordan kan du kalde dig selv et omvandrende lig, når din hjerne fungere, og dit hjerte kan slå, og ikke nok med det er du ikke ladt uden følelse. Så længe der er noget der inde…” sagde hun og pegede på hans hoved da hjertet ikke styrede følelserne men kun modtog nogle nerve signaler fra hjernen når man blev nervøs, osv. ”som gør dig i stand til at føle… ville du kun kunne være i live, og selvom du har været død, har jeg sikkert også været død, bare genfødt i en ny krop.” forklarede hun og smilede skævt til ham og nikkede lidt til det for at understrege at det var hvad hun mente, og han burde tage holdningen til sig. Hun kiggedelidt rundt, hvor så efter hun satte sig ned på sandet igen og betragtede omgivelserne lige så stille, skyerne så ud til at drive bort lige så stille, hvor så at en lettere dunkel himmel gemte sig bag den, men det var vel også ved at være sent, men mon ikke det gik.
En latter skød i vejret over det han sagde, og kiggede på ham med et hævet bryn og smilede skævt til ham, som tegn på at hun ikke tog det som noget dårligt, faktisk havde hun det dårligt med sin egen krop, nok mest fordi hun var så spinkel, men formerne kom vel lige så stille hen af vejen, det var vel bare om at vente, og vente, også lige pludselig, puf, så skete der noget man ikke før havde troet var muligt. ”Hvorfor skulle jeg ikke være sød imod dig?... jeg har ingen grunde til at frastøde dig.. Vidst nok har du haft en hård fortid, som har gjort dig til det du er nu, men man begår fejl for at lærer af sine fejl, problemet er bare hvordan man skal finde vejen igen… og det gør du en dag. Det er jeg helt sikker på.” smilede hun. Maila var vel bare en pige der så, så meget anderledes på folk omkring hende, for hendes vedkommende kunne vær en synd tilgives lige meget hvad.

Dean smilede bare til hende, han kunne godt lide hende, hun virkede både sød og flink og det var store ord for ham selv at tænke, han var ikke god til at have en mening om folk, kun hvis de var idioter, så kunne han have utroligt mange meninger og også mange ting at sige om dem, men hende havde han en mening om, også selvom den var god. HUn virkede jo sød og flink, hun virkede som en der rent faktisk gerne ville hjælpe også selvom dDean ofte ikke helt ville indrømme at han havde et problem der krævede hjælp, inderste inde vidste han det nok godt, men han var dårlig til at se det i øjnene og han prøvede helst bare at glemme det:"Tak" sagde han og smilede til hende da hun talte, han kunne ikke lade være med at smile let, hendes grin smittede, ikke så han også grinede, men han kunne ikke lade være med at få en lille glad følelse inde i kroppen.
Dean nikkede først men rystede så efter lidt på hovedet:"Men jeg er jo ikke levende" sagde han og kiggede på hende, helt teoretisk set var han jo død, det var jo ikke fordi han var et menneske, han var et engel, en af Gudssendebud hvilket oversat ville sige at han var død, sådan fungerede det ihvertfald i hans hoved og den indstilling var nok en smule svær bare lige sådan at vende om:"Men det er min egen skyld, så det er fint nok" sagde han og trak let på smilebåndet imens han kiggede ned i jorden, der va ingen der havde slået ham ihjel, hverken en sygdom eller et andet menneske, det var helt og udelukkende hans egen fejl.
Af og til når hun talte blev Dean helt itvivl om det var Gud selv der talte, sådan lød det næsten med alt den helligdom der kom ud af hendes mund, og selvom han ikkae altid hørte efter fordi han havde travlt med at lytte til sin egen stemme inde i hovedet, så var han opmærksom på hvad hun sagde:"Fordi at jeg er ham der går ud og får 10 piger og 5 drenge¨til t smide tøjet på en nat imens jeg er høj og skæv" sagde han og prøvede at forklare hende den vej at ha ikke var et godt menneske, han vidste ikke engang om han kunne finde ud af at være god, og han vidste heller ikke om han ville. Stoffer og sex fik ham til at glemme dagligdagen og alle de ting han tænkte over.

Hun smilede svagt som svar til ham, til hans tak. Hun var skam kun glad for at være til hjælp, havde hun ikke været til hjælp ville hun nok føle sig lettere utilpas ved at folk ikke ønskede ens hjælp, men sådan gik det vel. Blikket hen på ham da han sagde han ikke var levende og sukkede let opgivende, det var ikke første gang hun har måttet forklarer sådan noget her, "Er djævle så også døde?... er vampyrer os døde? Nej Dean, ikke på samme måde, når du er død... så er du død, så er der tomhed, eller du kommer op til Jahve, og sidde eller ned i helvede og brænde op i skærsilden. Det afhænger af så meget, men du er bestemt ikke død, du sidder her, og snakker med mig..." sagde hun og smilede skævt og fugtede læberne lidt, og kom i tanke omkring det hun havde sagt til en som der havde kaldt hende en zombie. Hun smilede skævt, og kiggede lige så stille rundt, og kløede sig let i nakken, "Døden er ikke nogens skyld... man kan være med påvirkende men i sidste ende er det ikke ens skyld.. heller ikke andres. det er kroppens bestemmelse.. eller det kommer an på så meget, om man vil se det på samme måde som lille naive mig..." sagde hun i et drillende tonefald, og smilede bredt, og kiggede på ham med hovedet lænet imod knæhaserne og smilede kiggede roligt på ham, nu var det også ham hun talte med. Faktisk var det lidt underligt sådan som samtalen havde udviklet sig, at de allerede var kommet ind på noget som de fleste personer faktisk beholdte for sig selv. Tanken gjorde hende faktisk rimelig glad, det var en vidunderlig følelse, at man kunne lukke sig op for nye mennesker, stifte bekendtskab der senere hen sikkert ville gå hen til et massivt venskab. Muligvis mere end det, men de baner tænkte hun ikke i lige nu, hun lukkede øjnene lidt og lyttede til vinden, og hævede brynene da han forklarede situationen. "Vi er stadig unge mennesker, sex er en del af evulationens natur." sagde hun så og trak lidt på skuldrene, og åbnede det ene øje og kiggede på ham, "Desuden er stoffer og sprut ikke det værste du kunne komme udfor. Det er bare din vej væk fra problemerne, selvom det ikke er den rigtige vej, men selvom du er 'død' som du selv mener, så kan du sagtens dø igen..." påpegede hun og fugtede sine læber stille og lukkede øjnene og smilede så lidt, "Desuden har du ikke fået mig til at smide tøjet, så det kan da ikke være helt sandt." drillede hun, mere for sjov. Maila var trods alt jomfru, og havde planer om at blive det i et godt stykke tid endnu. Mest pågrund af at det var noget hun ville vente med til hun havde fundet den rette, spørgsmålet var bare hvornår det ville ske.

Dean hørte godt hvad hun sagde og alligevel var han ikke sikker på at han hørte efter."Men jeg er jo død... jeg døde... jeg var væk, der blev grædt - og jeg kom tilbage" sagde han og trak på skuldrende, det hele var sandt udover at der blev grædt, ingen græd da han døde, hvorfor skulle de også det? Han havde jo ingen venner der var så tætte at de alligevel ville græde over at han døde, han kendte ikke sin familie, eller jo, men han snakkede ikke med dem, han huskede dme ikke engang særligt godt fordi han altid var for skæv, fuld eller høj til at reagere på noget som helst ude i verden, måske de fleste misbrugere så senere ville stoppe, især når man fik så brædt en opvågning som døden, men det gjorde Dean ikke, han fortsatte, i hans hoved havde han allerede ødelagt hans liv og det kunne umuligt blive værre. Så hvorfor ikke bare blive ved.
Dean kunne ikke lade være med at grine lidt af hende."Det kan du jo ikke sige, vi ved jo godt hvor kroppens grænse går og vi skubber os selv udover den kant. Det er da vores egen skyld... Det er vores egen fejl og af og tilv vores eget valg" sagde han. Dean havde ikke begået selvmord, en det havde han i hans hoved, generelt havde han nok abre en forvrænget idé af virkeligheden eller ihvertfald bebejdede han sig selv mange ting, men han forstod heller ikke hvordna man kunne andet.
Dean grinede let f hendes sidste sætning:"Bare vent" drillede han og kiggede på hende med sammen knebende øjne, det var nu mest en joke, også alligevel så kunne han jo ikke løbefra at hans tankegang ikke altid var helt stueren:"Men nu er det heller ikke fordi jeg bare hopper på alt jeg ser der har en puls" konstarterede han for en god ordens skyld og smilede let til hende."Hvorfor taler vi egentligt så meget om mig?" sagde han pludseligt og kiggede overpå hende.

Hun sukkede stille, og kiggede på ham og løftede så den ene finger, ”Yup! Du kom tilbage… så hvordan kan du være død fuldkommen?” spurgte hun så og smilede stille, og trak lidt på skuldrende til det han sagde omkring at man ikke kunne sige at det havde noget med kroppens grænse at overleve, og kiggede på ham, imens hun ventede på at han ville være færdig med sin argumenterne. Da hun så, så ham som færdig åbnede hun munden for at mod argumentere, ”Hvordan vil du så forklarer at nogle mennesker, faktisk ret mange har overlevet ting som folk burde dø af?.. jeg tror det er fordi at de endnu ikke har givet op, og at kroppen simpelthen går på fulde knald og giver dødeligheden en skalle..” sagde hun så med et skævt smil, men hendes trosretning kunne ikke ændres, da hun mente at alting havde en forbindelse, mere eller mindre, så at stoppe med det, ville være lettere umuligt, med mindre man virkelig var god med ord, ville hun måske gå under. Blikket gled rundt omkring hende, og betragtede de forskellige bølger der steg op fra vandet af, skvulpede, for så at rulle sig sammen og strække ud igen, og så at starte forfra på ny igen.
Da han så sagde at hun bare kunne vente, kiggede hun hen på ham med et hævet bryn, og grinede lidt, men trak så på skuldrende, ”Jeg tror jeg forbliver jomfru resten af mit liv.. så har ikke noget at vente på..” grinede hun og rakte tunge af ham, og smilede let tilbage og nikkede en smule, hvorefter hun kiggede ud over havet, hvor tungen stille gled hen over hendes læber, og tog en dyb indånding.
”Fordi… jeg er et ubetydeligt lille menneske, der ikke er specielt spændende… eller… vi kunne selvfølgelig, også have snakket omkring hvorfor græsset er grønt, og himlen blå hvis du foretrækker den form for samtaler?” spurgte hun igen. Hvad han lige præcis ville snakke omkring, havde hun ingen anelse omkring, der kunne være mange forskellige ting, der interesserede den enkelte person, som ikke interesserede den anden. Alle jordens skabninger, var jo vidt så forskellige, som noget kunne være, og det behøvede ikke at være i udseende men også personlighed.

"Well..." startede Dean og vidste ikke helt hvordan han skulle forklare de ting han tænkte, det hele var så forvirrende inde i hans hoved og det var tanker som han ikke tænkte særligt ofte:"Well.." prøvede han igen og tog en dyb vejrtrækning imens hans hjerne endnu prøvede at finde ud af hvordan det ville være bedst at forklare sætningen:"jeg døde jo, jeg døde, så mit liv passere forbi og kom i himlen, så derfor er jeg død. Min krop bliver aldrig ældre og jeg bliver aldrig klogere... Jeg er død" gentog han endnu engang, han ville så gerne forstå og mene det som hun sagde men i hans hoved var det bare ikke så nemt, han var bare forvirret.
Dean vidste ikke hvad han skulle sige og kiggede nu istedet bare op på hende med sine mørke øjne:"HVoror fortæller du mig overhovedet alt dette? Hvad er der så specielt siden du vil have mig til at forstå det?" sagde han og kiggede på hende, han havde sikkert brug for den tale hun havde gang i, men han forstod ikke helt hvorfor han fik den:"Du kender mig jo ikke engang" sagde han, han vidste dog godt det ikke var helt sandt, hun kendt eham da en smule også selvom de ikke havde snakket så længe sammen, men det havde da talt om ting, så helt blank var hun da ikke på det punkt.
Dean smilede let af hendes kommentar omkring græsset og himlet."Det lyder da som ganske sjove emner" sagde han med et lille girn, ikke at han var så poetisk han orkede sådan nogle diskuttioner, men i tanken lød det da ganske sjovt.

"Hm.." kom der stille fra hende da han gentog det han havde sagt tidligere, og trak så på skuldrende, til det, hvorefter tungen stille gled frem og fugtede læberne. Hun valgte ikke at kommentere det han sagde, selvom det krævede ekstrem selvbeherskelese da han sagde han ikke blev klogere, da lysten til at stikke ham en lussing over de ord brændte inden i hende, men hun gjorde intet, og kiggede blot ud i luften. "Sådan tænker du vel..." sagde hun så og havde lettere opgivet at banke fornuft ind i hjerneskallen på ham, og måtte vel vente til en anden god gang. Desuden var der intet menneske der kunne vende deres livssyn på en dag. Det tog længere tid, meget længere tid. Hun tog langsomt en dyb indånding, og kiggede så ned på ham, da han spurgte om hvorfor, hun lige præcis sagde alle de her ting til ham, og kunne ikke helt lade være med at smile over spørgsmålet, "Hvad forhindre mig i ikke at gøre det? Men siger det vel fordi det er sådan jeg er... kan ikke holde tilbage med mine meninger og potiske taler... Desuden... kan du ikke vide om folk kender dig eller ikke gør, der er flere eksempler på at folk kender nogen uden de selv har en anelse omkring det..." sagde hun så og smilede lidt, og grinede af det han sagde, og tænkte lidt over det inden hun gav sin afgørelse omkring emnerne, og rystede så lidt på hovedet, inden hun satte sig i front mod ham i en skrædderstilling. "Når hvad vil du så vide?"

Dean kiggede en smule undrende på hende da hun snakkede, han forstod godt de ord der kom ud af hendes mund men alligevel kiggede han på hende som om han absolut ikke havde nogen idé om hvad hun sagde."Kender du mig da?" sagde han med et lille skævt smil, han blev et øjeblik bange or at hun kendte ham hjemme fra London og han kunne næsten mærke panikken sprede sig i sine muskler, blodåre og øjne der næsten stod ud af hovedet på ham, han håbede virkeligt det var en joke og endnu en af hendes underlige metaforiske ting.
Da hun satte sig og kiggede på ham blev han hurtigt en smule stille og han viste ikke helt hvad han skulle sige."Jamen.. Hvem er du?" sagde han bare med et lille smil, de havde snakket så meget om ham, faktisk havde de nærmst kun snakket om ham. Hvor han kom fra, hvad han lavede og hvorfor, hvor han arbejdede og egentligt vel også havd han ville med sit liv, men de havde ikke talt om hende.
Måske det var meget naturligt, han havde jo ikke så meget at dele ud af, han kunne jo ikke fortælle hende hvordan hun skulle leve sit liv, ikke med mindre at hun ville begynde at tage stoffer eller drikke natten lang, men han regnede bestemt ikke med at hun var den type og det håbede han da heller ikke at hun blev, det var hun næsten for god til.

Spørgsmålet omkring hun kendte ham fik hende til at smile stort, og nikkede stille, "Jeg kender noget af dig... ikke det hele, da det du har sagt er facs. Men det er viden." sagde hun så og smilede let beroligende, imens tænkte lidt over det med at kende folk, i grunden kendte man lidt alle mennesker, man kunne altid finde en lille snært af sig selv inden i dem, og det kunne gå fra en lille holdning, hår farve, øjenfarve, alt! Simpelthen alt! Hendes rolige blik gled ned på ham da han spurgte hvem hun var, og trak lidt på skuldrende, for så at tænke lidt over det spørgsmål, "Hvem jeg er... er et stort begreb og spørgsmål, du må være lidt mere konkret inden for det emne.." svarede hun og lavede en afvigende håndbevægelse, til at han ikke skulle svarer da hun ville svarer på spørgsmålet om lidt alligevel, så der var ingen grund til et nyt spørgsmål, men gjorde ham blot opmærksom på - at normalt ville det være svært at besvarer spørgsmålet. Nok fordi der var så mange ting man kunne misse inden for det emne, og derfor ville være nemmere at få nogle konkrete spørgsmål så man bedre kunne uddybe svarerne.
"Jeg er et 17 årig menneske, utrolig forsvarsløs.." sagde hun så med et stille smil og rystede så lidt på hovedet, "Jeg kan en smule, men det er ikke nok til at klarer sig... jeg hedder Maila, what you already know... og ja.." hun tænkte lidt videre over det inden hun begyndte at fortælle kortfattet omkring hvad hun lavede i sin fritid, hvor hun arbejde; som jo var i en tøjforretning som butiksassistent. At hendes mor var død, og faderen havde hun ikke snakket med siden hun var lille da de var flyttet fra england. Mere vidste hun ikke helt hvad hun skulle sige, hun var ikke lige så interessant som alle andre, hun havde ikke de mange ulykker i sit liv som alle andre havde, faktisk havde hun et godt liv hvis hun selv skulle sige det. Men så kunne andre jo se på det, som de ville, og komme med forskellige mod argumentioner. "Jeg er bare ikke så spændende.." smilede hun skævt.

Dean smilede bare let til hende og nikkede så stille imens du snakkede."Jeg kan nu godt lide dig, du virker ganske flink" sagde han bare med et lille smil. Han vidste jo godt at hun ikke kendte alt til ham og han kendte langt fra alt til hende, men han kunne nu godt lide at snakke med hende, hun virkede både flink og ganske stille og rolig.
Han lagde hovedet let på skrå:"Well jeg er glad for at jeg har lært dig at kende, nu føler jeg mig da ikke helt ensom i byen mere" smilede han let og kiggede på hende med sine store brune øjne:"Men jeg tror desværre jeg må komme hjem ad, jeg skal snart på arbejde igen og jeg vil gerne lige nå t få lidt søvn igen" sagde han med et lille smil og trak let på skuldrende."Man må jo tjene til dagen og vejen" sagde han og smilede let til hende.
Han tog sin mobiltelefon frem fra lommen:"Hvis du har en telefon kan du bare få mit nummer, jeg vil gerne ses igen en dag" sagde han med et lille smil.

//Sorry ikke så langt, men som sagt - Ikke så meget tid xD //

Hun hævede forbløffet det ene bryn over det han sagde, og grinede lidt hvorefter hun trak på skuldrende, "Du er heller ikke helt værst, Godt at have mødt dig Dean..." sagde hun så og rejste sig op, hvorefter hun kiggede på ham med et stille smil, og betragtede ham tilbage med sine egne blågrå øjne, og nikkede til at han ville hjem og have noget søvn, hvilket hun havde det helt fint med, ikke at hun ville af med ham, men bare at det ikke gjorde hende noget som sådan. Eller hvordan skulle man betegne det? Der var vel mange måder at gøre det på, stille tog hun en indånding, for at få tankerne væk, og grinede da han sagde at man måtte tjene til dagen og vejen, "Det har du helt ret i." Sagde hun med et smil, og kiggede ned på hans telefon, og trak lidt på skuldrende, jo hun havde telefon, men ikke på sig, så istedet for at få hans nummer, tog hun hans telefon med et skævt smil. Hurtigt tastede hun det hjemmevendte nummer ind på hans mobil, det var ved at blive en vane at skrive sit eget nummer ned, kun af ren kedsomhed, sjovt nok. "Du skriver, eller ringer bare når end du vil, laver ikke så meget." Smilede hun og kløede sig lidt i nakken, hvorefter hun strakte sig.
Om det rent faktisk skete, at han ville ringe eller skrive til hende, vidste hun ikke, men muligheden for det var der vel, det var jo altid rart at have nogen at snakke med. Og ikke bare en en-gangs-samtale som nogen kaldte det. Hun rakte ham telefonen igen.

// helt okay xD

Dean smilede til hende og nikkede let da han fik telefonen igen:"I lige måde... Du er en meget venlig person" sagde han og var egentligt imponeret over at han ikke endnu havde tænkt over hverken sex, alkohol eller stoffer som eller var de tre ting der normalt var i hans hoved, men hun virkede bare anderledes og utroligt sød, så han kunne ikke helt andet end bare sidde og kigge på hende med et lille smil:"MEn vi ses jo så" sagde han og rejste sig op:"Jeg må hellere nå at sove et par timer inden arbejdet kalder igen" sagde han og uglede let hendes hår med den ene hånd inden han med stille skridt forlod stranden:"jeg lvoer at skrive" smilede han og puttede sin telefon i lommen imens han stille gik væk og ned imod sin lejlighed.

//THe end? xD//

// yea må vi vidst nok sige xD... starte et nyt eller tør du ikke emne med den nye mailse xD?