Shepherd. // Åbent emne.

Shepherd.

Tid: 22:00
Dato: 5. April.
Omgivelser: Terre by, stille.

Deltagelses Krav:
- mindst 10 linjer.
- må gerne have større hensigt med deltagelse.
- husk, at handlinger føre til konsekvenser ;)!

For en gangs skyld virkede Terre en smule øde. Stilhed bredte sig, som gik døden en vandre tur igennem de mange gader med sin le, der gav genskær fra månens nyfødte bue. Himmelen havde små lagener af skyer over sig, der drev lige så stille imod vest, imens at aftenens start begyndte og det ikke var til at vide hvad den bragte.
Og midt i denne idylliske stilhed, kunne en hvæsen og skratten høres fra en af de mange side veje imellem bygningerne på Terres mange bolig komplekser. En raslen fra lænker der blev slået imod hinanden kunne ligeledes høres fra selv samme retning den arrige hvæsen og skratten kom fra.
Puslen fra poser og alskens rabalder fra hvad der kunne lyde som metal der ramte jorden, skabte en støj som dennes skaber lod til at være yderst ligeglad med. Han var trods alt det farligste man kunne møde i Di Morga, efter hans egen mening. Og hans intuitioner og egoistiske overbevisning om at han var den mest ophøjede i denne verden, fejlede ham meget sjældent i disse tilfælde.
Skulle nogen samle mod og kigge ned af gade hjørnet eller sidde på taget og iagtage hvad der skete nede i den mindre gyde hvor lydende kom fra, ville man kunne se en næsten to meter høj herre, i klædt noget der godt kunne minde om et sort jakkesæt, dog havde dette jakkesæt sine særheder, for på skulderende var små skelet hoveder syet langs skuldrendes bue, og sluttede først halv vejs inde på brystet hvor en kæde var spændt fast, og som holdt et mindre æggeformet vedhæng på plads, der i takt med at Ma'lakel bevægede sig, dinglede lystigt. Hans hænder var dækket af sorte læder handsker hvor der på hver pegefinger, var tilknyttet en metal klog der sad sammen i led så den kunne bøjes. Kloen endte ud i en skarp spids som man kunne tænke sig ville være umådelig brugbar for et væsen med sadistiske intentioner.
Denne herre var ikke blot iklædt det mærkværdige jakkesæt, men hans hudfarve var lige så opsigts vækkende som så meget andet. Hans hud var mørk, solkysset, og på den venstre side af halsen kunne man se en sort snoet tatovering der sluttede ved begyndelsen på kæbe benet men forsvandt ned under den mørke beklædning.
Håret var redt tilbage så det lå ned langs hans hovedbund, udover en enkelt rebelsk tot der insisterede på frihed, og hang ned foran det venstre øjenbryn.
De gylden grønne bæst øjne var midlertidig gemt væk da han stod med dem rettet ind i noget der kunne ligne en sæk af en art, hvor han kastede om sig med en masse skrammel, som ledte han efter noget helt bestemt. Sækken var lagt oven på en container, og overalt omkring ham lå der alverdens skrammel.

Påklædning: Skudsikker vest, løse sorte bukser, hvid tank top og sorte bokse handsker uden fingre (http://www.knockoutsports.dk/images/gloves/fightgloves/ko3_4finger1.gif).

Logan kom gående igennem Terres gader, på ind mod centrum.
Det var ikke et underligt tidspunkt at være ude på for ham, han var jo en vampyr jæger, så det her var som dag for ham.
Dog var han ikke ude efter vampyrer denne aften, han havde hørt noget, noget som man ikke hørte hver aften, en ret kendt person, eller det var hvad hans meldinger havde hørt.
En stemme kunne høres i Logans øre, det var kun Logan der kunne høre denne stemme, da den kom fra en øresnegl der sad i hans øre,
"Logan, jeg ved hvad du tænker.... Men gør det ikke! Du kan ikke angribe ham det vil kun lede til mere ødelæggelse. Husk hvad vi snakkede om, du kan ikke hamle op med ham" sagde stemmen. Stemmen tilhørte hans gode og loyale ven, Matt O'Meyers, en teknik nørd der hjalp Logan når han var uden for. Logan havde kendt Matt siden Logan var soldat og de har være venner siden.
Matt var en nyttig person for Logan, da Matt havde gode kontakter inde i den amerikanske hær.
"Matt, jeg gør det alligevel, jeg kan godt klare ham, det er ham alene, plus jeg har natten på min side" sagde Logan ind i mikrofonen.
Han havde sit sædvanlige udstyr på, sine 4 M9'er fordelt 1 på hvert lår, 1 i sit bælte og en under sin venstre arm, på ryggen havde han et sværd, dette sværd var specielt, det var et elver sværd, Logan havde fået dette sværd af en gammel, nyligt afdød ven, en elver. På sværdet stod der med gammel elver skrift ''Vi slås for frihed'. Sammen med sværdet sad der også to knive og til sidst hans nyeste våben til samlingen, i sine handsker kunne der komme 17 cm stål klinger ud, som han kunne bruge som en slags klør, de var knivskarpe og kunne stort set skære igennem alt. Dog havde han sin M4 med, det var en god forsikring på at der ikke kunne ske ham noget, eftersom at han kendte sit våben ind og ud, så hvis Malakel ville slås så ville han havde en chance.
"S'jant jeg har ham på kornet, beder om tilladelse til at nedlægge fjenden" sagde en stemme i hans øre. Stemmen kom fra Nathan Rodriguez, en fantastisk snigskytte, som ville kunne ramme perfekt.
" Negativt Rodriguez, jeg klare ham, skyd kun hvis jeg er i problemer" sagde Logan og ladte sin M4.
Alle disse måneders træning, skulle bruges nu, han var klar, eller så klar som han kunne blive.
Logan sned sig over til en gyde og så på Malakel, han stod vel 20-25 meter fra ham.
//undskyld længden, er den for lang? :o//

Det var i sandhed en mennesketom aften. Ikke engang bordellet var fyldt med alskens rakkerpak, som det plejede at være. Det var yderst mærkværdigt, da dagen var en onsdag, og den dag var ikke meget anderledes end de mange andre dage, hvor der ellers havde været folk over alt. Rafael tænkte lidt, om der måske var en eller anden blodsuger som holdt åben fest, siden alle folk var forsvundet. Ærgerligt, at han ikke var blevet inviteret. Han ville ellers have gjort det hele meget festligere. Et lille smil gled over dæmonens læber.
Han forlod netop nu det tomme bordel i et roligt tempo. Kvinden med det røde hår havde ikke været så vild, som hun plejede at være. Irriterende.. Og ham som lige havde spildt så mange penge. Han havde givet for flere timer endnu, men hun havde været en pæl i hans humør, og han var blevet nødt til at skride ud af vinduet. Rengøringsholdet ville få sig lidt af en overraskelse, når de gik op i rummet.
Ikke nok med de kedelige omgivelser, så var det også et køligt vejr. Heldigvis regnede det ikke, som det plejede at gøre. Gud, hvor han hadede regn. Men kulden var ikke meget bedre. Han havde det bedst i et varmt klima, hvor han ikke var nødt til at bruge sin evne på at holde sig varm. Men kulde var trods alt bedre end regn, for i regn ville han ikke engang kunne snuppe sig en cigaret. Pakken blev hivet frem fra lommen på jakken, som han havde slynget over sine skuldre, så den nærmest sad som en kappe, og en cigaret forsvandt fra den halvtomme pakke. Den blev tændt på almindelig vis med en lighter, selvom det var unødvendigt. Ligesom cigaretpakken var lighteren også snart tom. Super dag..
Han fortsatte hen af gaden, skiftede retning en gang imellem, uden rigtig at have noget egentlig sted, han var på vej hen. Han ville ikke rette fødderne hen imod hotel Quatre, hvor han boede lige i øjeblikket, men han var også i alt for dårligt humør til at drage imod diskoteket. Der ville sikkert også være ligeså tomt, som der var alle andre steder. Hans tanker gled tilbage til idéen om at tage hjem. Der var jo alligevel ikke andet at lave.
Pludselig var der dog noget, der brød den irriterende stilhed. Nej, det var ikke kun en lyd men op til flere lyde, som han genkendte. Han troede først, at det kom fra junkien, der sad lidt væk fra ham, men da han lyttede lidt bedre efter med sin ellers ganske gode høresans, blev lydens kilde placeret et helt andet sted. Lidt henne ad gaden og rundt om hjørnet. Han overvejede lidt at gå hen og deltage i, hvad lydkilden nu lavede, lige meget om det ville indblande rynkede finger eller brækkede knogler. Bare noget andet end det her. Derfor var det ikke svært for ham at få sig overtalt, og han gik i e roligt, afslappet tempo hen ad gaden. Han havde i dagens anledning taget et par selebukser på og en hvid undertrøje, der havde fået brune pletter hist og her. Det kom nok fra tidligere på dagen, hvor han havde deltaget i en kamp i lutte á mort’s bur. Hans modstander havde været en eller anden irriterende vampyr, som havde udfordret ham. Sikkert én, han skyldte penge. Men den gæld var nok glemt nu.
Han rundede endelig hjørnet og stoppede der med blikket rettet imod en mand, der efter øjenmål så ud til at være højere end ham. Skønt.. Han hadede ellers at være den mindste. Han afbrød ikke manden i hans gøren, men det så ud til, at han ledte efter noget. Spændende. Gad vide, hvad det mon er, spurgte dæmonen sig selv om inde i hovedet med en sarkastisk tone. Måske skulle han bare være gået hjem.
Han blev dog og så lidt på manden. Betragtede ham sagte. Han var egentlig ret specielt klædt på, lagde Rafael mærke til efterhånden. Han lignede ikke en, der ville stå og rode skraldespanden igennem.
”Hva’.. Leder du efter mad i skraldespanden?” Det var ikke fordi, manden lignede en, der var ude efter mad og kunne være en af dem, som levede på gaden uden en fem øre. Det var bare en hånlig bemærkning for at starte en samtale.

//Undskyld, Logan, hvis jeg lige ødelagde dit mordforsøg. ^^'//

Liam elskede at gå i teater. Der var altid fyldt med smukke mænd og kvinder, og på sølvfadene nogle af medarbejderne gik rundt med befandt der sig altid østers eller frugt, som han lod omgivelserne spise da han ikke selv havde det behov. Salen med de gyldne vægge og store, røde draperinger osede altid af rigdom, skønhed og sex.
Nattens forestilling var dog en smule anderledes denne gang. Han havde fået plads aller forest - på kanten af et tag ved den reneste tagrende, han kunne finde.
En ukendt stemme blev konstant ved med at kravle ind i hans tæmmede øregang. Det lød som små citater fra dårlige aktionfilm de altid viste klokken 3 om natten på landets Tv-kanaler. Han stirrede ned på en høj skabning som han genkendte ved duften. Han måtte være mindst to gange så høj som Liam selv. Fanden tage ham, nåede han at tænke før det gik op for ham at det nok allerede var sket. En pagt med djævlen, lysten og hævnen var vel vejen til magten. Den lyshårede kæmpe stod bøjet svagt over noget Liam ikke helt kunne se fra sin vinkel, men blot høre lyden af skrammel, der faldt til jorden og trillede sin vej ned ad brostene.
Med en lille, smal pegefinger kløede han sig i øret. Ville denne aktionfilm ikke godt snart stoppe? Han greb desperat fat om en kant bag ham og lænede sig forover. Så det var dén grøntsag, der trippede rundt og citerede ord, Liam forsøgte at holde ude. Han så fra grøntsagen og over på den ariske kæmpe. Han gik ham vel til albuen, og det fik ham til at føle sig en smule lille. Lille og bange? Nej. Lille og legesyg. Spændt på at overvære nattens hændelser fra sit mørke tag. Han stak hånden ind under sin mørke blazer og fandt en ufattelig grim, men ganske effektiv, mobiltelefon frem.
"3 L. B rhesus negativ på mennesket" Modtager: Adrian. Han klappede bæstet sammen og pakkede den væk.
Hvis han havde et menneske - tanken fik ham til at smile - havde han i dette jomfruelige øjeblik brækket mindst 2 ribben i forsøget på at holde et latterbrøl inde. En ny skabning havde sluttet sig til forestillingen og talte til arieren som var han en tilfældig mand han til hver en tid kunne stødde ind i. Heldigvis undslap intet hans mund, der i stedet bare stod helt åben og var vendt op i himlen grundet hoverende fryd.

//Beklager at jeg også sådan braser ind... //

Bonk. Klir. Smask!
Flere og flere ting blev revet ud af den store sæk, der ikke syntes at have nogen relevans for hvad det var denne herre ledte efter. Om heldets gudinde til smilede ham, var ikke til at side men stanken fra de andre affalds sække der lå omkring ham gjorde ikke til værelsen bedre. Dog var Ma'lakel ikke en fisse fornem adelig fra et fjernt land der havde overtaget tronen, og derved ikke kunne udstå stanken af affald. Han var tidligere lejemorder, merchenary, for at bruge et andet ord for samme karrierer valg, det havde ikke den store indflydelse i tidspunkter som disse men det kom skam til udtryk i at han ikke rynkede fornærmet på næsen over lugten der omgav ham. Han var ikke opfostret af hæderlige idealer eller ærbare løfter om evig troskab til en familie sag, han var skam intet andet end ... Ma'lakel?
Lugten fra hans omgivelser var dog med til at skærpe en af hans bedste sanser. Han kunne på nuværende tidspunkt ikke lugte at et menneske, nærmede sig som en sulten grib med skumle bag motiver. Men selvom han så havde opdaget ham, hvilken reaktion ville han så billige et simpelt menneske? Et smil, et blik, et ord? Det forblev vel i det ukendte, for ikke så snart havde dette menneske gjort sin plads ukendelig, da et andet individ søgte morskab i form af Ma'lakels selskab.
Som han ikke kunne med mennesket, kunne han heller ikke lugte det krydrede strejf af dæmon blod i luften. Et hvert levende individ udskyder en personlig duft i form af væske som man ofte ville kalde for sved, og selvom personen ikke direkte svedte ville et mindre lag af denne kropslige duft stadig ligge over personen, det gav ikke bare Ma'lakel en mulighed for at identificere dennes rase, men også proppe denne lugt ned i et mentalt arkiv skulle han ønske at huske duften og derved individet der udsendte den.

Lige idet at en stemme afslørede at der var andre, der faktisk var til stede i denne ligegyldige blind gyde som Ma'lakel befandt sig i, stoppede hans søgen brat op. Som blev halv-dæmonen kort forstenet, men ikke som i at han blev forskrækket, nej, nærmere den måde et rovdyr ville stoppe op, ved lyden af sit byttes fejlagtige træden på et par tørre blade der gjorde dens position tydelig for jægeren.
Uden at give det mindste kvæk fra sig, vendte Ma'lakel langsomt ansigtet i retningen af stemmens ejermand, og inden længe ville et meget markeret ansigt komme til syne. Rubust, og hårdt, som det en person der havde fået lidt for mange tæv i sin tid ville have: det havde gjort kæberne stærkere, kind benende mere tydelige. Dog var ansigtet ikke hæsligt som man måske ville forvente, men det var heller ikke Gude smukt. Det var middelmådigt, hverken direkte grimt men heller ikke smukt. Det gav ham vel en uhyggelig individuel identitet. Ligeså var hans øjne noget som kunne få hårene på en hver til at rejse sig, de gylden-grønne øjne. De balancerede bæst øjne der altid kunne fortælle hvilket humør Ma'lakel befandt sig i. Lige nu balancerede de to farver perfekt med hinanden, erko var Ma'lakels mentale stadie stabilt og uforstyrret.
Han klemte de grønne øjne sammen, og betragtede personen der havde talt fra afstand. Hvis ikke Logan havde flyttet sig da Rafael havde talt, ville Ma'lakel sikkert få øje på ham ligeså, da de to ville dele position. En strejf af mistro kunne skimtes i det dyriske blik inden at det forsvandt og blev erstattet med en åbenlys ligegyldighed, som havde Ma'lakel kort overvejet hvorvidt denne ny ankomne dæmon var en fjende eller allieret. Udfaldet, sikkert det sidst nævnte?
Et øjeblik blev han grebet af en sær paranoid følelse af at blive iagttaget ikke blot af dæmonen men også af noget andet, ganske roligt vendte han det grønne blik op imod tag toppende, og ville derved få øje på den mindre mængde af gæster der fjantede rundt på nabo taget, for ikke at nævne en vampyr med øjnene rettet på scenariet, skulle denne ikke finde det klogest at lade som om han ikke fulgte med.
Ubetynget af det lettere flabede spørgsmål, lod han tungen glide over inder siden af sine skarpe tænder inden han med et mindre smil, så hen imod dæmonen der havde talt.
,, Nærmere resterne af din mor... ", svarede han igen.
Hans stemme var mørk og dyb, med en lettere brummende klang.
De grønne øjne vandrede ganske kort op og ned af dæmonen med et vurderende blik, som kunne han ikke helt bestemme sig for noget. En lavmælt klukken kom fra ham da, som tænkte han på noget omkring denne nyankomne dæmon der tvang ham ud i en mindre latter. Uden at ytre sig om hvad han fandt så morsomt, vendte han tilbage til sækken. Greb fat i den og vendte den på hovedet, så alt indholdet faldt ud. Og som alle tingende dumpede ud derfra, kunne noget sølv glinsende ses i blandt alt skidtet. Et ravne agtigt glimt kom i Ma'lakels øjne og han bukkede sig kort ned for at samle en lille sølv nøgle op.
,, Found you..", hvislede han på abyssel med en drillende klang.

// Når jeg snakker engelsk i mine posts taler Ma'lakel abyssel. Det lyder som en blanding imellem en hvæsen, knurren, og klikken med underkæben. Og sowwie for lang post :P.. men pludselig var der jo tre folk O.o

”Så er det derfor, det stinker sådan,” mumlede Rafael med samme sarkastiske tone. Han ville ikke stikke mere i den, da det var tydeligt for en hver, at manden ikke havde tænkt sig at fortælle det. Og helt ærligt, så var han også ligeglad.
Manden.. Han plejede at kunne lugte racen med det samme. Han tog en dyb indånding igennem næsen, og ved denne bevægelse kom han i tanke om, hvorfor han ikke havde opdaget mandens race. Han rynkede voldsomt på næsen og hostede svagt inden i sig selv, for han var ikke den person, som havde ligget og rodet rundt i snavs og affald før.. Ikke at han ikke havde været stæder med en meget voldsom og ulækker stank, der var langt værre end denne, men det var længe siden nu, og han havde helt glemt, hvordan det var. Minderne kørte dog forbi hans blik i dette øjeblik, som var det en videobånd. Forskellen på et videobånd og dette var blot, at en video kunne man slukke, for egentlig gad han ikke stå og fortabe sig i gamle minder lige nu.
Men når man tænkte ordentligt over det, var der ikke noget sjovere, han kunne give sig til. Affaldstyven var ikke videre spændende, når han alligevel ikke gad og snakke. Han kunne selvfølgelig altid lave sit eget sjov med at udfordre denne affaldsglade mand, men det var han alt for doven til lige nu. Han plejede altid at studere sit offer nærmere, inden han gik på jagt.
Derfor begyndte han inde i sig selv at gætte på, hvilken race denne herre var. Da han ikke kunne lugte noget lige nu på grund af stanken, og da han ikke var tæt nok på at høre hjerterytmen og høre, om hjertet overhovedet slog, måtte det gå på rent gæt ud fra udseendet. De små, sølle racer var allerede udelukket. Han var ingen aspara, elver eller engel. Selvom han ikke ville indrømme det, så besad disse tre racer en speciel skønhed, som de andre racer ikke mestrede, og den skønhed ejede han ikke. Han så mere ud til at være den hårde type som en djævel, vampyr eller for den sags skyld dæmon, ligesom han var.
Sikkert en vampyr, tænkte Rafael misfornøjet. De var alligevel over alt. Hold dog op, hvor de ynglede og skabte bare flere og flere af deres slags, selvom de godt kunne se, at der ikke var plads til dem i den nye verden. Han sukkede let for sig selv og lagde hovedet kedsommeligt på skrå.
Menneske var han heller ikke, og det var helt sikkert, for selvom han ikke havde sin gode lugtesans, som han normalt kunne opfange race og styrke med, men han kunne godt fornemme den styrke, der kom fra denne mand, og det kunne intet lille menneske eje. Derfor var animagus også udelukket, for de lignede for meget mennesker til det.
Han nåede aldrig at komme til et endeligt svar, for så begyndte skraldemanden at gøre noget nyt, der tog hele hans opmærksomhed. Han havde vidst fundet, hvad han søgte, da han havde vendt bunden i vejret på sækken, og Rafael tænkte lidt over, hvorfor han dog ikke havde gjort det fra starten, så han ikke havde behøvet at rage rundt med hænderne nede i snavset.
Selvom han før havde været ligeglad med hvad, manden nu ledte efter, blev han nysgerrig nu. Nu var den savnede ting jo fundet. Derfor gik han langsomt tættere på med stille skridt, til han kunne se genstanden. Det var af et metal, som meget vel kunne være sølv, og det var en.. nøgle.
”..Tabt nøglen til din dagbog?”

//Det er fint, bare du ikke regner med, at vi andre laver ligeså lange indlæg.. xD//

Logan lagde en finger på aftrækkeren, og lige i det han skulle til at skyde, og sende en kugle ind i hovedet på Malakel, kom der en person i vejen.
"Shit!!!! Matt, jeg vil finde ud af hvem den nar er, der ødelægger mine planer, jeg havde ham på kornet, også træder der en ind foran ham, Matt, jeg har en ide, du må undskylde de næste ting du høre." sagde Logan og så sig rundt.
Han havde set nogle efterlyst sedler, og straks genkendte han personen på billedet, denne person var en elver, Logan havde truffet før.
"Det her bliver interessant" mumlede Logan og tog plakaten.
Han løb over mod Malakel og personen ved siden af ham.
"Hvordan kan du vove at snakke tilham?! Han er Malakel!! Den retsfulde ejer af Di Morgas trone" sagde Logan og snerrede af Rafael.
Selvom han ikke mente det, var Logan nød til at spille en hjernedød Malakel-tilhænger.
"Jeg undskylder mange gange, herre" sagde Logan og bukkede sig dybt for Malakel.
"Undskyld min Konge, jeg har vigtige nyheder om denne person" sagde Logan og viste sedlen, han holdt stadig blikket ned i jorden.
"O'Meyers, hvad er det S'janten laver? Jeg troede han ville nakke ham, og ikke bukke for ham" sagde Nathan Rodriguez, over mikrofonen, dog kunne Logan høre det hele.
"Simpelt Rodriguez, han vinder tillid, bare hold dig til din del af planen" sagde Matt.
"Jeg er ikke værdi til at stå foran dem" sagde Logan og viste stadig billede af Etricus.

Det måtte være en stegt grønstag, konstaterede Liam og flækkede sin stenmaske i et skævt smil. Indsmurt i råolier og fedtede vildt omkring sig. Han lagde igen hovedet bagover for at holde sin latter inde. Liams hjerne blev ved med at skubbe scenarier frem, der forestillede de følgende sceners udvikling. Hvordan arieren ville fungere som en trænet køkkenkniv og partere alt intelligent liv ud af den fedtede grøntsag, og hvordan de blodige stumper efterfølgende vil være hans. Hvis det dog bare havde været en aspara i stedet, så havde det virkelig betalt sig at vente på, men selve showet han blev introduceret for var da også en slags betaling i sig selv.
Da noget blev tabt og derefter samlet op igen, kravlede Liam hen ad taget for at få nærmere indblik i hvad det var. Dagbog? Han sorterede lydene. Selvom han udmærket godt kunne regne ud at det nok ikke var sådan det hang sammen, så kunne han godt se Malakel sidde ved sit sminkebord og skrive dagens hændelser ned i en lyserød bog. Ønsketækning, kaldte man det vist nok.
Han betragtede intenst den tredje skuespiller, der viste sig at være intet mindre end en dæmon. Ham af alle slags burde da netop vide hvem Malakal var. Betød til at Liam officielt kunne stemple dæmoner som dumme individer? Tossede var de i hvert fald, men hans rapkæftede kommentare virkede ikke til at irritere arieren. Han gav respons i nøjagtig samme tone. De kommunikerede. Hvis Liams ansigt kunne, ville det blegne. Nu havde han kun mennesket at regne med. Håbe på at han sagde noget dumt, der kunne få blodet til at strømme mellem sprækkerne i gaden.
På den måde Malakel gav sig til at hakke og hvæse på, troede Liam, at han måske havde slået over i russisk. Efter at have tænkt nærmere over det, var det ikke ord han kendte noget til. Det havde desuden også virket så dyrisk, at han blev i tvivl om det overhovedet var et sprog han havde udstødt. Hvis det var en intern joke mellem dæmonen og kongen ville Liam for alvor føle trang til at blande sig for også at få en del af kagen og blive trukket ind i denne interessante leg af fuld forståelse af hvad der blev delt.

Et af de sorte øjenbryn blev skudt i vejret som Ma'lakel børstede den fine lille nøgle af, der i forhold til dens størrelse lignede noget man brugte til gamle hængelåse. Måske åbnede den en form for fængselscelle eller havde anden funktion? Og hvorfor ledte han i det hele taget efter en nøgle i en masse affald?
Spørgsmålene var mange og svarende ganske få, da der ikke blev nogen givet. Som den fremmede der før havde talt til ham kommenterede på hans fund, lod Ma'lakel sine bæst øjne ligge over denne med et intetsigende udtryk. Nøglen forsvandt i hans håndflade hvor de lange fingre lukkede sig om den i en beskyttende omfavnelse, og han rejste sig med sine øjne fastlåst på den fremmedes ansigt. Spørgsmålet var vel ment som en fornærmelse af en art? En typisk måde at prikke til en endnu ukendt person, for at se om man kunne fremprovokere en underholdende reaktion. Ma'lakel var mester i selv samme opmærksomheds metode han kunne meget vel være, dens skaber, da han havde brugt den så ufattelig mange gange som våben, forsvar, eller tidsfordriv. Det eneste spørgsmål var vel bare.. hvilken af disse den fremmede brugte den som?
Hånden der havde et fast greb om nøglen skubbede den ene side af det makabre jakkesæt en smule væk så Ma'lakel kom ind til sin bukselomme for at lade nøglen synke ned i et mørkt dyb skabt af sort stof. Som han gjorde kunne noget ganske mærkværdigt skimtes: en livrem der så ud til at have en modvægt i modsatte side af hvor han placerede nøglen. Måske besad Ma'lakel i det skjulte et våben på sig?
En stigende interesse blussede gradvist op i Ma’lakel der ellers var svær at vinde interesse hos. Men denne interesse var lige så katteagtig og dyrisk som resten af ham, den var midlertidig som en kats leg med en mus, inden den satte kløerne i den og åd. Han så på dæmonen med en åbenlys nysgerrighed der endnu engang fik noget meget specielt til at ligge sig over hans udstråling. Måske var det den aura af selvsikkerhed der pulserede ud fra hver enkel handling? At han var sikker nok til at ytre så stærkt et krops sprog, at det ikke ville være svært for selv et menneske at gætte sig til hvad hans nuværende interesse lå i. Men med Ma’lakel interesse fulgte også en legesyge, og selvom det var meget nyttigt at gøre sig bemærket overfor den solkysede dæmon, så ville mange vel ønske at hans interesse lå andet steds end lige på en selv. Han var en psykotisk sadist, vis brug af ordret ’leg’ tit kom til udtryk i form af andres ubehag.
Men heldigt eller uheldigt, blev Ma’lakels fokus på den anden dæmon brudt da en helt tredje person trådte frem fra sit mindre skjul i skyggernes omfavnelse. En mand, iklædt en lettere opsigtsvækkende mundering kom stormende frem af, løb imod Ma’lakel der reagerede som en overrasket kat ville: Hans ovale menneske pupiller trak sig ganske kort sammen, imens at han gjorde an til at tage et skridt tilbage, tydeligvis overrasket over den frembrusende herre et kort øjeblik. Da han opfangede hvad personen fablede om, og hans øjne faldt på det mindre pergament i dennes hånd, så Ma’lakel dog ud til at fritage sig sit ellers parate tilbagetræk.
Som personen havde sagt det sidste og holdt billedet af Ma’lakels forsvundne kæledyr frem, stirrede han kort på selve billedet af møg elveren. De grønne øjne blev klemt en smule sammen uden at der kom yderligere reaktion endnu. Herefter blev hans opmærksomhed rettet på personen der holdt den, en tydelig duft hang omkring denne: han lænede sig ind over Logan der bukkede, sank hovedet så han var nogle få centimeter over dennes hårpragt og tog nogle få snif.
De ovale pupiller gav en mindre reaktion i form af en bevægelse der kunne minde om et hjerte slag som Ma’lakel registrerede denne som værende et menneske.
Et menneske? Der tiltalte ham, et menneske der gik tæt på ham, et menneske der vovede at tysse på et andet væsen?!
Han rettede sig op, tog fat i ’Wanted’ – seddelen og et mindre smil dannede sig på de smalle lysebrune læber.
,, Hvornår blev det gjort på mode at kæfte op omkring en andens identitet, menneske?”.
De grønne øjne lagde sig over Logan, og det var ikke svært at skimte den foragt der lyste ud af det gylden-grønne blik.
,, Udover det.. lille lam..”, han krøllede Wanted – seddelen sammen.
Den lille papir kugle tog en dejlig flyvetur i en let bue over skulderen på ham, imens at en meget lavmælt knurren begyndte som advarsel.
,, Bryder jeg mig ikke om din påklædning!”.
Lige som det sidste ord blev udtalt tog Ma’lakel intitativ til at gribe ud efter Logans hårpragt med sin ene hånd, hans fart naturligvis en smule hurtigere end det et menneske ville besidde. Hvis ikke Logan undvigende på en mirakuløs måde, ville Ma’lakel meget vel på fat i dennes hår, tage et fast greb der uden tvivl ville sende en hvinende smerte igennem dennes hoved bund, og med sin massive styrke ville halv-dæmonen gøre et forsøg på at slynge mennesket ind i den nærmeste mur!
Selve kastets fart og murens hårde overflade ville formodentlig forårsage en form for fatal skade på en person uden yderligere kropslig forsvar.

// I skriver det i lyster ! ^^.. btw.. Ludo er: Malla, Rafael, Logan, og Liam - det det giver mest mening for mig.. hvis i mener noget andet så PM mig ;D!

Først skete der ikke rigtig noget. Han blev ignoreret ligesom før. Måske, hvis han var heldig, fik han et koldt blik en gang imellem, men ellers var han bare luft. Det irriterede ham faktisk. Han havde ikke noget imod, hvis manden pludselig begyndte at råbe eller noget lignende af ham, men ignoreres ville han ikke. Som om han ikke var det værd. Han fnøs for sig selv men blev stående, hvor han var. Han gav ikke op så let. Og det var måske meget godt, for da manden havde fået gemt sølvnøglen væk fra Rafaels blik, og fik den ned i lommen, hvor den var i sikkerhed, vendte han endelig opmærksomheden imod Rafael. Endelig. Han så ind i mandens mørke øjne, der pludselig lyste op her i mørket. Han så, hvordan et dyrisk udtryk trængte igennem, som han egentlig ikke havde forventet, da manden havde virket så.. kold og kedelig. Men det så nu ud til, at han måske godt kunne hidses op alligevel.
Rafael gengældte smilet, og lod smilebåndet glide op, så de skarpe rovdyrtænder kunne ses. De var næsten usandsynligt hvide. Han skulle lige til at åbne munden og lade flere ord glide ud, men han blev stoppet i forsøget. En person strømmede forbi ham med en snerren og en kommentar på vejen. Han havde fanget lugten af personen og vidste med det samme, at dette pjok var et menneske. Hans ildrøde øjne skiftede farve, som de altid gjorde, når hans sindstemning blev mørk, eller hvis hans dyriske instinkter brød ud. Hvor vovede et lille mennes…
Han lagde først mærke til, hvad mennesket havde snerret til ham nu. Den ellers før blussende vrede forsvandt fra hans ansigt, og øjnene fik den normale, livlige farve. Hans ansigtsudtryk blev koldt, og udlukkede følelser at trænge over det. Han vendte blikket igen imod manden, som før havde stået og rodet med skrald og affald. Var dette virkelig..? Var han virkelig Malakel, Di Morgas hersker?
Han valgte ikke at afbryde deres samtale men bare lytte. Jo mere han hørte, desto mere rigtige var menneskets ord.
Han burde måske at kaste sig ned på jorden med undskyldninger over sine uhøflige og nedværdigende sætninger, men han rykkede sig ikke ud af flækken. Han var dog ikke imod at have ham som hersker, snarere tværtimod. Malakel havde ført dæmonracen op i toppen, hvor de hørte til. Han ønskede ikke, at dette skulle ændre sig, men bare fordi at han var på herskerens side, betød det ikke, at han ville underkaste sig ligesom dette sørgelig pjok af et menneske. Det var kun svage folk, der kastede sig sådan på knæ. Og han var ikke svag. Desuden havde han alt for meget selvrespekt og besad alt for meget arrogance til at kunne underkaste sig. Han ville i stedet vise sin respekt ved at behandle ham som sin ligemand.

//Sorry for længden, dudes.. ^^'//