Gal? - Angelie

De tunge skyer havde lagt sig hen over området, hvor galeanstalten lå, det var som om at selve uvejret hjemsøgte stedet, som om vejret havde hjemsøgt det også. Et tungt suk gled ud igennem en mands næsebor da vedkommendes skridt tog hen mod det gamle hjemsøgte galeanstalt. Det var en tung skikkelse, kold, og mørk, der var ikke nogen form for godhed over denne skikkelse, og de fleste folk gjorde nærmest altid klogt i at undgå, ham, som om han skabte kaos død og ødelæggelse, uden at ville det, uden at kunne slå det fra, det var den forbandelse der hvilede over ham, det meste af det selskab han fikvar fra de kvinder, og nogen gange mænd som kom og overnattede hos ham, det endte som regl med de gik hen og blev hans føde, sådanne nogle bloddonere kunne man sige, som om han sjældent lod gå næste morgen. Han vædede sine læber ganske kort hen over de lange spidse tænder som sad i hvert hjørne, han var efter hånden ved at bemærke at han også kunne få et ekstra sæt sylespidse tænder frem i underkæben, dog brugte han det kun hvis han skulle fast holde sit greb på sine ofre, så han havde lettere ved at få deres blod, og gjorde samtidig med deres død hurtigere og mindre smertefuldt, men hvor mange ville egentlig kunne leve som vidne til at de er blevet bidt af et monster? Han smilede lidt ved tanken, det var underligt at tænke på hvordan folk kunne missunde sådan nogen som ham, og derefter kalde ham et monster fordi han havde bidt dem. Et kort suk gled ud af hans læber da han tog stien hen mod Gale Anstalten, Maison De Fous, det så mere hjemsøgt ud end hvad han troede, i grunden gjorde det ham ikke det store, han mente nok at spøgelserne ikke ville gøre ham det store, og hvis de gjorde hvad fanden skulle de så gøre? Han var jo lige så død som dem, bare med en virus i sig, kunne man sige. Han bed sig langsomt i læben, og slap den så da han åbnede det der var tilbage af en glasdør som førte ind til det ødelagte indre af den gamle klinik, han kunne nærmest forstille sig hvordan det havde set ud for mange år siden, os selvom han ikke selv havde boet her. Cash var jo i grunden os kun flyttet til for nogle måneder siden, hvor mange kunne han ikke huske måske fem? Eller var det kun to? Who cares, han boede her, det var det der var pointen, og at han ikke havde fået tilbragt lidt tid med disse døde ånder der ikke havde fundet vejen til den ‘Anden Side’ som folk så fint kaldte det for.

Regnen faldt støt udenfor og trommede mod jorden i en helt bestemt rytme, som om man næsten kunne danse til det. Den grålige himmel gjorde vejret harmonisk, og deprimerende at se på. En spinkel pige bevægede sig igennem regnen, som blev afbrudt i den musiske takt, hver gang dråberne ramte hendes skuldre og hår. Pigen lød under navnet Angelie, og hun var klædt helt i sort. Sådan var hendes stil normalt.. Sort, deprimeret, og for nylig også lange ærmer. Denne aften havde hun dog valgt at droppe den, eftersom hun ikke forventede at støde ind i nogle der hvor hendes mål var. Galeanstalten.. Et af de to steder, hvor hun foretrak at hjemsøge efter hun var blevet myrdet.
De fleste spøgelser ville nok vente med at finde stedet, ind til de ville blive gennemsigtige ved midnat. Der var dog stadig nogle få timer endnu, og Angelie havde valgt at tilbringe dem alene, for at få styr på alle de tanker, som væltede rundt inden i hendes hoved. Det hele var så forvirrende i disse dage. Hvad skulle hun stille op nu?
En bygning begyndte at hæve sig over jorden foran hende, eftersom hun kom tættere på stedet. Det havde engang været et rent sted, men det måtte være mange år siden, og nu stod den bare tom. Bygningen var vel for længst blevet glemt at folkene i Di Morga, men Angelie kendte stedet ud og ind efterhånden. Hun var dog alt for optaget af sine tanker, til at opdage lyden af en dør som smækkede i, og klirrede faretruende ved bevægelsen.
Mug var begyndt at vokse i kanten langs den ydre mur, og Angelies hvide hånd rakte langsomt frem, og tog et fast greb i håndtaget, inden den knirkende bevægelse igen lød, hvorefter den faldefærdige, og halve glasdør igen gled op, og Angelie søgte ind i tørvejr. Det var irriterende at blive våd på den måde, og hun stoppede op allede inden på den anden side, inden hun lukkede døren i igen, og en lavmælt brag gav genlyd i entreen.
Til venstre for hende var resterne af en trappe, som ville føre op til første sal, men de fleste trin, og gelænderet manglede. Hun ville æde en gammel hat på at resten af den var så skrøbelig og hærget, at den mindste vægt ville få resten til at ende i gruset også.
Hun begyndte istedet roligt at vride vand ud af det rødbrune hår, mens de blå øjne, langsomt begyndte at vende sig til mørket foran hende.

Det høje brag gav genlyd i den store entre som Cash befandt sig i, han rynkede brynene og kiggede hen mod stedet hvor lyden af det der var brast sammen var kommet. Han mumlede lettere undrende for sig selv, og snussede stille til luften da han syntes at kunne mærke en andens tilstede værelse, han kiggede rundt og fik øje på en kvinde, omkring de 19 mente han nok for sig selv, og tænkte kort over hvad hun lavede her, men nu fandt han ud af at denne kvinde var et spøgelse, han overvejede lidt hvad hun lavede her? Der var jo ikke andre spøgelser, og det virkede nu lidt underligt at hun bare kom her alene? Nogle spøgelser plejede bare at lade sig bosætte i denne gamle bygning, som ingen længe ville gå hen og blive en ruin, og snart blive overbygget af et eller andet firma sikkert. Han fandt sin pakke cigeratter, fiksede en op, og satte den for munden i en så hurtig og flydende bevægelse at det måtte tænkes at være den normale rutine for dagen, men hvad, han kunne ikke gøre for at rygning var blevet hans valg, desuden var han hård, kold, og død, han smilede stille for sig selv da han tit havde fået af vide fra sin søster af at han da os bare var så forbandet ligeglad… hans normale svar havde næsten altid været; Jeg er ikke ligeglad, jeg er død, kold og pisse ligeglad. Og så kom de tit i en diskussion om at det jo var det samme selvom det jo havde en forskel, men hvad fanden, den tid lå fortiden til, og den tid ville han ikke mindes, han prøvede at leve sig ind i den nye tid, men kunne ikke rigtig følge med strømmen og det hele. Han savnede kort sagt den gang hvor kvinder stadig gik med lange kjoler, den gang hvor mænd gik i jakkesæt, og der hvor man skulle slide sig op ude på en mark for at tjene til føden. Sådanne ting kunne han nu godt tænke sig stadig var der dog var det lidt halv umuligt nu, selvom han sagtens kunne gå tilbage i tiden, hvis han ville, men på den anden side kunne han ikke begribe at gå tilbage til den tid, også vende tilbage til en verden hvor alt det han lige havde oplevet og savnet igen var væk for øjnene af ham.

Mørket begyndte langsomt at danne former foran Angelies blik. Hendes øjne var efterhånden begyndt at vænne sig til mørket, som minutterne skred frem. De dyrebare minutter, som hun havde tilbage, inden den legemlige skikkelse igen ville forsvinde om natten, og komme tilbage næste morgen. Tænk hvad man skulle gå igennem, bare for at have et normalt liv. Det var i hvert fald noget, som aldrig ville komme på tale for Angelie længere. Hun var død, så død som noget væsen kunne blive, uden at være gået over til den anden side. Selv i den måned det havde stået på nu, havde hun snakkede med andre spøgelser.. Nogle af dem var langt om længe vendt tilbage til åndernes verden, og havde fundet fred, mens andre stadig vandrede rundt, og havde gjort det i flere hundrede år. Hun frygtede endda at det ville ske for hende, men på den anden side, ønskede hun ikke at forlade den verden, som hun kendte så godt.
En bevægelse frem for, fik dog sat en stopper for alle hendes problematiske tanker. Langsomt kneb hun øjnene sammen, mens hun stirrede frem i mørket. Det var gået så hurtigt, at det ligeså godt kunne have været et synsbedrag, men en let kildrende fornemmelse gled igennem Angelies indre. Et tegn på at hun ikke var alene. Den betød at en anden død person var til stede, og samtidig satte i prikkede fornemmelse indover, som en melodi der blev spillet om og om igen. Tegnet på at vedkommende var vampyr.
Hun nærede i forvejen et indre had til vampyrer i sig selv, efter hvad der var sket på diskoteket den foregående nat. Denne person var ikke velkommen, og følelsen af at der måske ville være fare på færde, lurede i Angelies baghoved. Måske var det den selvsamme? Hun rystede dog hurtigt på hovedet. Han ville ikke kunne have holdt kæft så længe, hvis han vidste Angelie var til stede i lokalet. Lydløst og langsomt, begyndte hun at gå fremad, og mod højre, hvor et andet rum ville befinde sig. Men rummet var ikke hvad hun søgte. Angelie vidste at stikkontakten sad der, selvom chancerne for strøm var meget lille.

Roligt gik han videre rundt tilsyneladende ligeglad med hvad pige, kvinden, spøgelset eller hvad han skulle kalde hende, lavede. Han kiggede på den faldene trappe, dens partner var lige så ilde tilret, men det gjorde nu ikke det store for denne vampyrs vedkommende han tog fat i væggen og fik de lange kløer til at glide ind i den gamle betonmur, i en rolig bevægelse og slyngede sig op så den anden klo kunne gribe fat i nogle hurtige træk, var han inden længe klatret op på den anden etage, det så ud til at det meste af taget var brast sammen noget af det lignede gamle brikse som endnu ikke var skjult, han undrede sig over hvorfor man ikke genopbyggede stedet, det kunne jo være til nytte in someways, langsomt gik han videre, hans fødder sagde nogle rolige, tamp, tamp, lyde som fik det til at runge i hele bygningen. De røde øjne som langsomt gik hen og blev til dybbrune begyndte at træde til, hans indre syn holdte stadig blikket frem og lod det betragte det hele, alt det som der engang var der, et stille suk gled ud af hans læber som om han overvejede om han selv skulle bygge det eller give en klage til kommunen? Men sandsynligheden for at han selv blev smidt ind, var ret stor, men hvordan kunne de holde en vampyr indespærret? Ved at sætte sølv stolper op som tremmer? Han fnøs stille og kiggede rundt, inden han gik tilbage til den faldene trappe og betragtede stille afstanden fra den nederste etage til etagen ovenover, man kunne da vel næsten forestille sig hvordan den havde set ud før hen? Nogle hvide vække, det plejede der som oftest altid at være, man sagde det beroligede de psykisk syge mennesker da der ikke kom nogen form for farer ud af det, og at de fleste ting havde været af stål, blot for at det skulle passe til looket, udenfor plejede de vel at have en park eller noget i den dur, hvor de havde murer sat op så man ikke kunne lade de psykiske gå nogen steder. Han kunne ikke selv forstille sig sådan et liv, ikke at vide hvad der var ude i verdenen men nok om det… Han sprang ned til etagen neden under som tydeligvis fik noget til at brase sammen oppe på første sal, han rynkede brynene og trak på skuldrende, det kunne vel være lige meget så vigtigt var det jo heller ikke når bygningen alligevel skulle skrottes og få bygget en firma bygning oven på eller noget.

En irriteret knurren gled fra Angelies bryst, og hele vejen op igennem halsen, inden lyden til sidst nåede ud i det alt for stille rum. Så lyset virkede ikke.. Hvor typisk af sådan et sted. Hvorfor det irriterede hende, anede hun faktisk ikke, men tanken om at der var en anden person, som hun ikke kunne se, gik hende virkelig på. Istedet bevægede hun sig langsomt fremad, mens hun prøvede at få skikkelserne, og tingene foran sig til at tage form i mørket. Lyden af klør, som blev boret ind i en væg, skar dog igennem hendes øre, som når folk kørte deres negle ned ad en tavle. Mens hun skar ansigt kiggede hun hen mod den trappe, som var tættest på den uformelige skikkelse, som nu bevægede sig opad. Hvad skulle han dog deroppe?
Uden at tænke videre over det, bevægede Angelie sig hurtigt hen til trappen, men til sin skuffelse opdagede hun at dens tilstand, var mindst ligeså ringe, som den der befandt sig henne ved hovedindgangen. Et lydløst suk gled over hendes læber, inden hun trådte prøvende på det første trin. Ikke engang halvdelen af Angelies vægt nåede at hvile på det, før hendes fod gik igennem træværket med et bras, der gav genlyd i flere sekunder efter. Hun ville aldrig finde ud af hvad den blodsuger foretog sig deroppe.. I hvert fald ikke før midnat, hvor hun ville blive gennemsigtig, og i stand til at svæve op ad trappen. Hun var langt væk i sine tanker, da hun hørte fodtrin ovenpå. Hendes blik stirrede op i loftet, som lyden nærmede sig trappen igen, inden hun chokeret så en skikkelse tårne sig op over hende. Personen kunne ligeså godt have flere meter høj, som vedkommende stod der, og hun bakkede automatisk nogle skridt tilbage. Om det var af frygt eller forbløffelse var ikke til at finde ud af, men personen havde tydeligvis ingen problemer med at passere trappen endnu engang, i et enkelt og elegant spring. Lyden af noget som brasede sammen lidt efter, fik hende dog til at skære ansigt. "Du kan da ikke bare ødelægge stedet" hvislede hun lavmælt, ud mellem sammenbidte tænder. For hende var personen i hvert fald skyld i braget fra første sal, og hun undgik at tænke over, at hun selv lige havde ødelagt et trappetrin.