The Wrong Kind Of Hero ( Open ) "Warning - Mature Language"

"Pffffft! Weeee! Hahahaha! Se hende lige drenge! Se. Den. Kæmpe. Elefant. Mave! Den er fandme stor nok til at dække en hel dobbeltseng!"

Legesygt daskede de til hinanden. De tre gadedrenge, der havde fundet sig et passende bytte, så deres liv syntes mindre miserabelt. De lod ikke til at føle nogen form for medlidenhed for den kvinde, hvis mave lå tildækket med blod. Den var oppustet, for inden bag al fedtet, lå et lille menneskebarn, de 7 måneder gammel. Der manglede kun 2, og hendes liv ville blive bedre end nogensinde før. Manden i hendes liv ville arbejde hårdere, men virke mere frisk; for han kunne altid tage hjem til sin lille søn eller datter. Hun ville gå rundt i lejligheden uden at få kvalme, veer eller smerter i ryggraden, af den tunge byrde. Hun ville igen miste de lettere sorte rande under øjnene, og behøvede ikke at have selvmordstanker. Hendes hænder dækkede midten af den rødt indsmurte strækbare top, der gik over i en cremet hvid, hvor blodpletterne fra hendes mund ikke spredte sig. Blodårene slangede sig synligt langs de slanke arme, der rystede af kulde, frygt og adrenalin. Kvindens brune øjne flakkede frem og tilbage imellem de ophidsede knægte, der bar rundt med sølvkæder, NY kasketter skævt på sned og de der typiske hængerøvsbukser, der tillod et indblik i deres undertøjsvalg. Hun var rædselsslagen, og bad flere gange gud om hjælp. Men det hun fik, var ikke guds velsignelse eller en skytsengel. Faktisk var det den ene af drengene, der modtog en gave, selvom den ikke ligefrem kunne betegnes "kærlig", i denne gydes støtte skyggeliv.
Man kunne tydeligt høre ekkoet af en plastikpose, med noget metallisk i dens indre, der klirrede imod et kæbeparti. Det var heller ikke svært at bemærke, hvordan der lød en ubehagelig knasen fra den forslåede kind. De 3 drenge hylede igen op, men denne gang var stemningen og meningen bag råbene, i en helt anden liga. Først og fremmest havde det været lidt af et shok, da det hvide plast fløj igennem luften og knaldede den første drengs hoved, med et ret så stort "klonk". At det så var et par dåser med majs og tomatsovs, der var posens indhold, havde bare forstørret den uforstående aura. Ikke kun hvorfra denne genstand kom fra var det store hovedspørgsmål, der gik igennem de fire individer. Kvinden begyndte at svede, lidt for hårdt ramt af det brutale og pludselige hvin, fra den unge mand, med den bare overkrop.

"Ups. Jeg glemte vist at holde ordentlig fat på posen. Det er jeg meget ked af"

Den robuste stemme, der lød igennem kvarteret, fik de fire hoveder til at dreje imod øst. De tunge skridt fra et par gummisko, knirkede varslende på den asfalteret vej. Jo længere væk fra det tætte mørke ejeren af stemmen kom, des flere detaljer afslørede endnu en forbløffende fakta. Mandens stemme havde ikke en typisk "hvid ejer", der var overnaturligt smuk i denne by, af lækre individer. Hans hår lå tætklippet, udover en lang streg allerbagerst i kraniet, præcist placeret ved midterpunktet. Der gled en lang hestehale, der standsede en del centimeter fra skulderbladene, og gav ham et interessant præg af originalitet. Huden lod til at falde ind med skyggerne, for den var en dyb mulat, og havde kun en meget svag form for lys i sig. Som en sort farve, der lige får dryppet et par hvide dråber i sig, inden maleren sætter sig for at male sit nye, fremtidige vidunder.
Han nåede lige at standse en halv meter fra kvinden, og 23 skridt fra de vrede, men stadig chokerede unge mænd, der stadig bekymrede sig om deres sårede kammerat. Han forsikrede dem om, at alt var ok. Det ville bare give et ømt mærke imorgen, når de stod op for at skide lidt mere på samfundet. De stirrede provokeret på den fremmede mand, der mindst var to hoveder højere end dem, og dobbelt så bred. Han var ikke fed, men lettere muskuløs.
De puffede hinanden lidt, gennemtænkte en plan for denne "trussel", der ville ødelægge deres aftensjov med kvinden og det ufødte barn. Det tog et par sekunder, så stillede den overkropsbare sig frem, rettede stolt sin kasket så den dækkede lidt over kinden og spyttede så: De flækkede næsten alle tre af grin, da klatten sneglede sig ned af mandens næse, og for så at lave en lodret savlstribe ned langs læberne. Lidt sjov bragte fyren da også med sig. Da den åbenbart "ledende" af flokken tog sig sammen, bragtes nye ord på banen, men denne gang var stemmen en smule i overgang. Han var kun lige ved at afslutte sin bumse periode. Men stanken ville blive ved, syntes det, da den lå godt fem meter omkring ham.

"Yo, nigger! Du burde ikke angribe os, din forpulede perker. Du kunne jo komme til skade, din menneskelige lort!"

Han rynkede panden. De var virkelig modige, selvom han var dem en del overlegne. Gruppeinstinktet? Troede de virkelig, at de med deres tal på tre, kunne slå ham? De spinkle arme, der kun duede til at svinge og true folk med pistoler med? Han snøftede, prøvede ret så hårdt på ikke at virke åbenlyst underholdt af "lederens" lille optrin, der indeholdte både de gamle og nyere bandeord. Hvor længe de mon ville prøve at skræmme ulven væk, med deres fåreklæder? Han snøftede en sidste gang, lod ikke blikket falde en eneste gang på den skræmte kvinde, der allerede havde konkluderet, at "den sorthudede mand", ville plyndre, og måske voldtage hende, efter at have slået de tre drenge ihjel med de bare næver.
Helten var den slemme, i offerets hjerne. En trist forvandling, der senere hen kunne føre til en dramatisk beslutning. Medmindre.. Medmindre der kom et nyt, endnu mere shokerende selskab. Men i en gyde, så afsides som denne?
Han tvivlede stærkt på det...

Penelope var kommet tilfældigt gående, da en lugt af blod og mennesker slog mod de sarte næsebor. Der lod til at være noget galt. Det var sjældent at en så kraftig lugt af blod slog hende imøde og lugten var.. Helt forkert.
Det tog kun den unge vampyr en hurtig overvejelse, inden hun lod de høje hæle klikke mod brostenene på vej ned af gyden. Hendes skridt var hurtige og selvsikre, hvilket lyden af den høje ankelstøvle mod stenene bekræftede. Hun var ikke bange af sig. Især ikke så tidligt på aftenen og nu, hvor der heller ikke var fuldmåne før om et par dage, følte hun sig ganske sikker.
Men det var mere end hvad man kunne sige om den kvinde, som Pen fik øje på, da hun drejede om et hjørne. Dér dybt inde blandt de snuskede gyder opholdte 5 mennesker sig. En ung gravid kvinde, som Pen hurtigt fik sympati med. De 3 drenge var gerningsmændene, sagde hendes instinkter hende, og den 5. havde afbrudt dem. Det så ihvertfald sådan ud.
Men til trods for at den 5. fyr var højere og bredere end den lille bande, så de jo ikke videre skræmte ud. Et svagt jag gik gennem vampyrens døde hjerte, ved tanken om, at kvinden mistede sit barn.
Af en vampyr at være, var hun utroligt blødsøden. Samtidig var hendes store svaghed børn og det havde været hende største drøm da hun var menneske. Altså at få børn. Men det kunne hun ikke længere, hun havde krydset over og var nu en skabning, der lå så langt og dog så tæt på det simple menneske.
Pen trådte frem fra det hjørne, hun stod skjult bagved og gik nu frem mod den lille gruppe. Det var ikke sikkert, at de ville vide hvad hun var. Det var heller ikke sikkert, at hun i første omgang ville kunne gøre noget. Hun var blot en simpel pige, ikke nogen hårdt pumpet fyr.
Det blonde og sorte hår gang i en løs fletning ned over den ene skulder, hendes overkrop var beklædt med en kortærmet sort t-shirt, der havde en dyb v-udskæring, på hendes ben sad de mørkegrå jeans og udover t-shirten havde hun en brun læderjakke. Hendes makeup var nedtonet til en smule mascara, og for dem der kendte hende, ville de vide, at det var et sjældent syn.
"Hey boys.." hilste hun de tre unge fyre, med en charmerende undertone. Måske hun kunne spille på deres uvidenhed om hendes kunnen og så lege endnu en uskyldig kvinde i denne lille leg?
Hun var kommet gående bagfra og stod nu et sted mellem den lille gruppe og så den 5. mand, dog med en vis afstand til dem.

Zachriel havde været sig en tur ude og handle da han hørte et højt metallisk klonk. Han kunne høre nogle opstemte unge personer, men hørte også en mere moden voksen stemme. Hans nysgerrighed var vagt. Han gik langsomt efter lyden og så nu en mand stå foran et par mindre drenge, ikke meget ældre end de 17 år, omend måske mindre. Han kiggede lidt på drengene mens han stadig lå skjult i skyggerne.

Han så at der var en dreng han havde overset til at starte med. Ikke så sært når han lå ned og holdt sig til hovedet. Han kiggede efter grunden til det og så en hvid plastik pose, højst sandsynligt med nogle tunge dåser i. *Var det dem som havde lavet den høje lyd?* Han kiggede ved siden af den høje mand og så en dame ligge med blod over det hele, og en mave som tydede på sen graviditet. Nu skulle der handles, men hvordan?

Han tænkte det hele nøje igennem. Drengene så ikke ud som om de var lette at skræmme på trods af den store mand som stod over for dem. Ville de blive bange hvis der kom endnu en person gående? Skulle han mon bare løbe over og hjælpe kvinden og lade den store mand tage sig af drengene? Mens han tænkte alt dette så han en kvinde komme gående bag drengene.

Der var noget specielt ved hende, noget som fik hende til at se umenneskelig ud. Var det hendes skønhed? Alt i mens han betragtede kvinden kom han frem til den bedste og mest sandsynlige plan. Sikke et held at han havde købt dåsemad denne gang. Var det mon skæbnen som fik hans kort afvist i butikken få minutter før?

Lige meget hvad det var som havde forsaget det, tog han et godt greb og kastede posen mod endnu en af drengene og ramte ham i ansigtet, om end ikke hårdt da han ikke er spor stærk fysisk. Nu skulle der spilles overlegen. Han gik langsomt fremad. Han tog en hånd på hatten og hans jakke blæste let i vinden. Et fint jakkesæt med matchende bukser dækkede hans grønne trøje og hvide slips som nu hang helt frit omkring ham. Han løftede hovedet lidt og betragtede drengene overlegent. "Hvad... Hvis I ikke bliver bange for en person, hvad så med tre? Ønsker i måske en slåskamp hvor det er tre mod tre? Eller kan I ikke klare når oddsne ikke ligger i jeres favør?" Han var klar til at hjælpe manden, med den styrke han nu besad, hvor lille den end var. Hvad der end skete nu skulle det gå hurtigt hvis kvinden og, hvis heldet var med dem, barnet skulle reddes.

Det her var ikke bare et mirakel - det var et fascinerende vrid i alt hvad man kunne kalde logik. Ikke kun var alle 5 blevet ret så forbløffede over den nye kvinde, der trådte frem af de tunge skygger, der rystedes af denne krop med små piv. Der var også drengen, eller rettere sagt manden, der efterlignede Sebastians "uheld", og derefter provokerede de ret så vrede børn. Hvis man skulle beskrive scenariet med få ord, ville hoveddelen bestå af små knæk i den virkelighed de 5 mennesker levede i. Kvinden, hvis hals var begyndt at snøre sig sammen af kvalme, og lidt for meget spænding i denne nutid, havde kun omkring en halv time tilbage at være opretstående i. Og hvis ulykken ville undertegne den dramatiske aura, der flød som en behaget slange omkring den lille gruppe, gravid. Hun forstod intet af dette. Der var ingen mening i de tre individers pludselige optræden, som var de en lille trio af superhelte, der kun var der, for at beskytte hende. Kvalmen tog til, som blodet endnu engang formåede at tilsvine den før rene trøje. Hendes blik flakkede, små sorte prikker tegnede sig over hende og i bare et sekund eller to, var hun blind. Ikke kun synet svigtede under disse følelsesmæssige slag, men også tankerne begyndte at blive mørkere. Langsomt, men sikkert, gik hendes krop og sind over i overlevelses tilstanden, der kunne være skyld i det endnu ufødte væsens død. Men ikke kun den gravide, unge kvinde led last af de to pludselige optrædener.
Sebastian stod tilbage tavs, havde først stirret en smule skeptisk på kvinden, der var lidt for smuk til denne gyde. Og derefter en lille forstyrrelse, der virkede en smule dejavu. En flyvende pose, med tilsyneladende dåser i? Hvis noget var lidt for utroværdigt, skulle det da være at han rent faktisk stod midt i det her, og fik støtte af to fremmede. En høj, smuk og sikkert ung kvinde. En anden mand, der så ud til også at være lidt af en skønhed, imens han nok var den overmodige af dem. Og så Sebastian selv, der havde mere fordel i den fysiske del af ligaen, men lidt mindre held, når det var udseendet - I forhold til de to, ville man nok sige. Automatisk fandt hans fingre frem til hagen, pillede lidt fraværende ved de små stubbe af hår, der voksede hver eneste nat. Overvejende, imens at de tre unge drenge var begyndt at finde hoved og hale i tingene igen, råbte og skreg af truslerne, og lidt af sig selv, da forvirrelsen stadig hang over deres fedtede ansigter. Der var flere muligheder, og han støvede lidt jord op med skosnuden, bare for at virke tilstedeværende, selvom tankerne lå over i den endnu fraværende del. Det her var en fordel, det havde han da forstået, men hvordan skulle det videre tackles? Hvis de 3 unger stadig troede på at sejre, ville det kunne blive grimt og den tilsyneladende syge kvinde, ville nok ikke kunne tage sig af sit barn. Eller af sig selv.

Igen puffede drengene til hinanden, sendte hinanden små noter omkring de spinklere sjæle, der havde budt sig selv velkommen i den lille "party". Hyper stod de alle tre og kunne tydeligt føle, hvordan adrenalinen skyllede igennem hele deres hylster. De tynde kroppe, der ikke ville kunne tage mange slag, men var hurtige på aftrækkeren; sikkert meget hurtigere, end Sebastian, der bar på en del flere kilo af musklemasse. Truslerne skulle ordnes, det var alle tre drenge hurtigt enige om, og deres valg foregik på den typiske måde. En ophidset fælleshylen, der ledte over til et angreb med de bare næver. "Lederen" styrtede over til denne kvinde, der så ud til at være svag, men på en eller anden måde, ikke med rent mel i sækken. Han regnede med at hun var hurtig, men også ude af form, når det gjaldt slagkraft. Hans unge knogler var udviklede nok til at han støttede hænderne imod jorden, lod hovedet falde fremad og blotte nakken, imens at han håbede på at dette trick ville lykkedes: Man kunne endda høre "kompanernes" glædesråb, da de opdagede lederens ynglingsangreb: Uppercut, med hjælp fra de tykke gummisko, og knæenes styrke. Den småfede af drengene, ville tilgengæld skære offeret i to stykker, med sin lille dolk, der lå skjult under ærmets stof. Han afslørede dog hurtigt sig selv med vilje, da armen svang hysterisk frem og tilbage i luften, blottede det korte, men skarpe stykke metal. Den fede var klogest, og det vidste de andre gutter ret så godt. Meningen med stuntet, ville være at lokke den yngre mand tæt på, så kniven snittede ham til små kødstykker på vejen. Lade dråberne af blod sprede sig over gruset, som det gjorde på det oprindelige offers trøje. Der flød stadig mere af det, og havde snart givet hele overdelen en ny, mere dyster nuance i den mørke genspejling af månelyset. Og så var der den mest almindelige, af de tre knægte, der slog til offensiv taktik. Han styrtede frem, kastede hysterisk med arme og ben, som om det var en form for afskrækkrelsesmetode. Han forblev i samme form for fremgang, hele vejen over til Sebastian, der lod den venstre arm skygge maveregionen. Hans blik var ikke fæstnet på modstanderen, men gled skiftevis imellem de to andre. Hvad mon de ville foretage sig, nu hvor kampen var begyndt?..
*Angribe..*

Den nye fyrs ankomst virkede ikke til at være belejlig - ihvertfald ikke for de tre drenge. Deres råb og forvirrende adfærd fik distraheret Penelope og hun fjernede opmærksomheden fra kvinden. Hun havde sat sig for at redde både barn og mor, hendes helende blod ville være som sent fra himlen i dette tilfælde.
Den nye fyr kastede noget efter drengene, hvilket blot opildnede dem endnu mere. Han var engel, den nye fyr. Lugten slog mod Penelopes næsebor og overdøvede næsten den kraftige lugt af blod.
Hun sendte en tanke til de to mænd og bad til, at de ville tage sig af drengene mens hun forsøgte at redde kvinden. Det ville blive besværligt, for de så alle tre ud til ikke at lade sig skræmme af de nu tre modstandere. Men then again - de var mennesker. Intet overnaturligt ved dem og Pen var i sig selv langt overlegen.
Men hun blev revet ud af sine tanker, da deres "leder" nu kom farende mod hende. Dog var hans træk ikke uforudsigeligt. Hans venners tilråb og hans selvsikkerhed i hans bevægelser overbeviste hende om, at det var hans trumfkort.
Hun fnyste kort og afværgede hans slag, ved at gribe fat i hans arm og skubbe ham fra sig, med en sådan kraft, at han tumlede bagover og faldt på halen. Han ville nok ikke blive liggende længe, men længe nok til at hun kunne komme over til kvinden.
Det tog hende heller ikke længere end et sekund før end at hun knælede ved kvindens side. Et bekymret udtryk gled over det kønne ansigt og det tog hende ikke lang tid at lade en enkel hugtand bore gennem huden ved sit håndled. Hun løftede kvinden op i halvt siddende, halvt liggende stilling og strøg hendes hår væk fra panden, inden hun satte sig håndled for hendes mund.
Blodet ville give hende en euforisk følelse, men det ville højest sandsynligt redde både hende og hendes barn. Kvinden var for kvæstet til at sige fra og hendes læber sugede sig fast til Pens ligblege hud og det lille hul, hvor blodet strømmede ud.
"Drink, darling..." hviskede hun blidt og strøg kvinden over håret. Virkningen satte hurtigt ind og det tog ikke lang tid før end at kvindens kritiske tilstand blev nogenlunde stabiliseret.
Pen mærkede på hendes mave, ganske forsigtigt, med to fingre og fornemmede straks det andet hjerteslag. Barnet levede endnu. Men kvinden skulle på hospitalet. Det ville kræve for meget af den unge vampyrs blod før end at hun ville være på toppen.
De to andre drenge krævede dog inden længe hendes opmærksomhed og hun betragtede optrinnet. Den ene havde en kniv og det så ikke ud til blot at være en normal kniv. Bladet var af sølv og ville kunne såre hende kritisk, hvis han fik mulighed for at ramme hende - og hvis han vidste at hun var en vampyr.
Men hun havde allerede afsløret sig selv. Det hurtige træk fra hendes angriber og hen til kvinden, hugtanden. Damn. Hun kastede et hurtigt blik mod de to andre fyre, mennesket og englen, inden hun vred sin jakke af og lagde den om kvinden.
"I skal nok klare den, det lover jeg.." sagde hun sammenbidt til kvinden, der var kommet lidt mere til sig selv.
Så rejste Pen sig og stod nu i angrebsposition. "I burde smutte, inden det her går helt galt..." snerrede hun af de unge drenge, der ikke syntes at lytte til hendes trussel. Hun måtte beherske sig for ikke at knække halsen på en af drengene, det ville få hende i dårligt lys overfor den nuværende leder af Di Morga. På den anden side beskyttede hun sig selv og forsvarede en gravid. De fortjente virkelig en grufuld død.
Raseriet kogte bag de grønne øjne, hun krængede læberne tilbage i en dyb knurren og blottede de livsfarlige hugtænder.

Sebastian stødte håndryggen imod drengens hage, hvilket fik knægten til at trippe baglæns af det pludselige stød. Han havde ikke regnet med en pludselig smerte, der spredte sig fra midten af hans hage, hvilket efterhånden begyndte at kravle op af kinderne, udsende talrige af smertefulde gnister. Det gjorde pænt ondt, og de tidligere shok var lidt af et pres, at sætte på så ung et menneske. Selv en som han, der havde levet i den forkerte ende af skinnerne siden fødslen, med en alt for sindsyg moder, og en far, han kun ønskede at slå ihjel. Men hans sjæl var endnu ikke stærk nok til alt for store mængder blod. Det var bevist i kanten af toilettet bevis på, med små, mugne pletter af sure opstød, fra en lidt for sart person, der rent faktisk kunne have været en glimrende student i gymnasiet på nuværende sekund. Men det var han ikke, og nu endte han endda med et rødt mærke på både panden, fra den yngre mands pose, og et fra Sebastians håndryg. Armene fløj nærmest op og trykkede de bløde flader imod det smertende punkt. Hjertet lød som et jernbanetog fra det nittende århundrede, der kørte på rustne skinner, mindst ligeså gamle som transportmiddelet selv. Han var bange. Nej, det var det forkerte ord, der kun kunne beskrives som en total underdrivelse.
Han faldt på knæ, så jordens sandpartikler løftede sig til små skyer, for at klæbe sit legeme til de lange, blegblå bukseben. Tårene pressede sig på, for han kunne ikke kun føle lidelsen af det brutale slag fra førtids-rapperens stød, men også minderne der heftigt skyllede ind over hans hjerte og logik. Det var samme måde faderen havde afvist mor og barn på. Den ubehageligt dårligt klædte mor, med det savlende, grotesk udseendet barn i armene. Han var ikke andet end en misforstået, misbrugt og groft respektløst behandlet unge, der kun havde set de værste sider af dagen og natten. Han manglede kun lige kvindens snerren, der pludselig afslørede et par groteske tænder, der glimtede aggressivt i modlyset fra den høje gadelampe.
En rystende, automatisk løftet finger pegede nervøst på vampyren, der tydeligt havde afsløret sig selv. Eller også, misforstod den fede dreng det bare, så nu var hun ikke vampyr-tøsen fra Blade Trinity; men hellere en eller anden gothfreak, der ikke kunne styre sin hobby og sære lyster. Igen følte virkeligheden en trist åbenbaring, af de tanker menneskehjerner kunne vride og flå i, bare for at tilfredsstille sin egen logik. Penelope var ikke andet end en psykotisk bitch, hvis man stillede blikket ind i de to stadigt vågne drenges hjerner: Den fede, og den normale.

"Kællingen har fandme fået spidset tænder! Fuck en kæmpe NØRD! Hun må for helvede være lidt af en skør luder.."

Uopmærksomt lod begge drenge til at have glemt kampen for en stund, bare for at stirre på de imponerende, men også kuldegysende bideværktøj, der havde groet frem fra den unge kvindes mundkød. Sebastian så sit trumf, og takkede indvendigt pigen for hendes ualmindelige hobby. Uden at spilde flere sekunder, nærmest hoppede han en halv kugle om den grædende, før at venstre hånds fingre plantede sig godt fast til drengens hår og kranie, klemte godt til og brugte nu denne som en bowlingkugle, med et ufatteligt kraftigt skub. Hans fysiske styrke var godt nok stor, men dog stadig menneskelig, og derfor fik den normale dreng knaldet hovedet imod jorden, for nærmest at springe ind i den fede knægt med ryggen; slynge dem imod muren, for at skabe lidt af et "plomf", lydmæssigt. Sebastian trak hånden til sig, og lagde håndfladepuden blidt imod højre skulder, ømme sig lidt over svinget. Det måtte trænes væk senere hen, når dette mærkværdige scenarie var overstået og forklaret med en eller anden sindsyg teori.

"Man burde næsten amputere den.."

Han stod fraværende og prikkede langs den lammede arm, med en undrende mine. Den var en forhindring, når fysiske nødvendigheder var på sin plads, men den var en slags påmindelse om det tidligere liv.
Et miserabelt, alt for langtvarende minde. Penelope og den stadig gravide kvinde lå i et slør, da han allerede havde glemt dem igen. Hele motivet, der flød i denne lille gyde. Hukommelsen havde altid været en flyvsk ven, til Sebastian selv. Han var på en måde bare uopmærksom.

( Zachriel, du svarer bare når du får tid, men indtil videre fortsætter vi emnet. )

Han stod bare og kiggede. Lokkende, som et dyr lokker et offer tæt på sig, enten ved at have flotte farver eller store udsmykninger. Men denne havde intet af det. Han var overvægtig, ligefrem fed og så ikke ud som om han kunne gøre noget. Men Zachriel var svag, for svag til at kunne gøre det store mod ham. Men så opdagede han dolken han holdt i ærmet. Svingede lidt for vildt med den og alt for selvsikkert. Hvis man ikke frygter sit eget våben fortjener man ikke at bære det. Han havde lært det mens han levede sit liv som elver og lærte at kæmpe med sværd. Han blev hurtigt taget af vagten da han ikke var den store kæmper, men nåede dog at lære hvordan man skulle afværge et slag.

Dolken skinnede i det svage lys der var og afslørede at den var lavet af sølv. *Sikke en smuk dolk... Sikkert stjålet. Skal jeg nu også finde ejeren af den?* Hans tanker blev afbrudt da han begyndte at komme mod ham for at skære ham i stykker. Han kiggede mod kvinden og så at hun havde skubbet knægten som angreb ham med en simpel uppercut og han faldt om på røven. Kvinden kom hurtigt hen til den gravide og lod hende drikke hendes blod. Til hvad nytte? Blod kan ikke erstatte blod medmindre det er af samme blodtype.

Den store mand som havde stået ved siden af Zachriel havde i mellemtiden taget en af de drenge i et fast greb i håret og kastet mod en anden. Knaldet da de stødte sammen var stort, og Zachriel stod lammet. Overrasket over hvor stor en styrke manden besad. At kunne kaste en mand sådan, blot ved at holde i hovedet, og så stadig kunne slå en anden omkuld. Han var i chok. Han havde ikke nået at reagere på angrebet, på trods af at han havde analyseret alle udfald, men dette... Dette havde han slet ikke troet var en mulighed. Der var åbenbart ikke brug for ham her.

Han gik hen mod dåserne og tog sin pose op igen, hvorefter han hurtigt vendte tilbage. Han kastede et blik på kvinden og så hvorfor drengene var stoppet op før. Skarpe tænder skinnede i den smule lys der nu var her. Hendes hud var bleg og det gik op for Zachriel hvad han stod over for. En vampyr. Men hvorfor havde hun været så rolig? Var hun en god vampyr? Han havde lært at ingen vampyrer er gode, men skulle hun være undtagelsen?

Han kastede sit blik på den høje mand. Skaldet, stærk, ikke synderligt hurtigt. Men stærk. Og meget endda. Var deres skæbner bundet sammen her, eller skulle de atter gå hver til sit? Han kiggede på den gravide kvinde. Hun er grunden til at vi blev bundet sammen, hvis det sker. Og hvis det sker, vil hun have givet sit liv for det. Men hvad skete der? Hun blødte ikke længere. Hun så faktisk bedre ud end han nogensinde havde set hende. Men han havde så også kun set hende en gang, så det forklarer måske tingene...

(Sorry det sene svar, havde travlt igår og indtil nu.)

//OOG: jeg tror desværre, at jeg må melde mig ud af emnet da jeg desværre ikke har tid til det. Men det var spændende at være med og jeg vil da følge med på sidelinjen!//