Play :D -Kai

S: Legepladsen
O: Masser af børn, alt for mange!
T: Ehmm 15 tror jeg nok
V: Sommer/forårs vejr

Phoenix sad på en bænk og kiggede på alle de legende børn der lige var ved at tage pippet fra ham. Hvorfor skal jeg også sidde her? Han var gået der hen da der ikke var nogle, men på få minutter var der blevet fyldt op med skrigende, råbende børn. Normalt havde han ikke noget imod dem, men efter han en gang havde været sammen med et, og han havde revet en fjer af hans vinger (virkede hamløst i sig selv) men det gjorde ondt! Phoenix klynkede aldrig, kun når han blev frataget sine fjer. han tog dem selv af, hvis de skulle af. Da han så havde taget fjeren igen havde ungen sat sig til at skrige, og Phoenix som aldrig havde været god til børn, satte til vejrs, så barnets mor, som kom styrtende hen mod ungen ikke skulle se ham.
Phoenix gik heller ikke rundt og viftede med sine vinger, men han havde dem fremme nogle gange, når der ikke var mange mennesker. Det verdste han kendte til var når hans vinger blev klemt! Det var forfærtelig! Det gjorde ondt, og var ubehageligt. Så heller fjer.
Phoenix overvejde kraftigt om han ikke bare skulle skride, der var jo ingen ide i at blive.

Kai var ny ankommet til denne mystiske by. Han vidste ikke rigtig hvorfor, men han havde bare flyttet der hen fordi der var nogle gode steder han kunne tegne landskabet på. Han var meget glad for at tegne da han tegnede meget og han havde dog stort set hele hans gamle lejlighed var fyldt med tegninger og ja. Det var hans nye hus også. Men han var begivet sig ud for at finde noget nyt og tegne noget specielt noget som han aldrig havde set før. Men da han gik forbi en legeplads hvor der var hegn for da fik han sine gamle mindre frem fra hans barndom den var altid så dejlig. Han tænkte lidt over om han skulle fortsætte eller lade hver. Men han lod hver og tog sin skuldertaske ordenligt på sin ene skulder og kravlede over hegnet. Han smilede blidt og så de meget små glade børn der randte rundt og legede. Han blev helt glad inden i en følse som han fik når han tegnede noget specielt som et landskab med bjerge eller noget andet flot. Han var meget følsom og det kunne man nemt se på ham da han var en meget nemt menneske og finde ud af da hans følser blev vidst meget nemt frem i forhold til andres menneskers følser. Han satte sig ned i græsset og kiggede rundt og fik den strålende ide om at tegne de legende børn og rigtig nok ja han fandt sin tegnemappe frem en blyant med størelse 2b på som var til at tegne lignerne med. Og et viskelæder og begyndte og tegne en lille dreng som sad på en gynge for sig selv, drengen så ensom ud. Men det var fasinerende for Kai og han tegnede drengens hår hvor vinden blæste drengens hår.

Et irriteret grynt kom fra Phoenix da han rejste sig op, og skulle til at gå sin vej, da han så en mand, koppe over hegnet ind til legepladsen hvor han kiggede rundt. Phoenix valgte at sætte sig ned igen, og se hvad den ny ankommende mand kunne. Da han satte sig til rette i græsset og begyndte at finde tegnegrad frem satte han sig bedre til rette.
en kunstner? I Di Morga?! De var ikke tit der kom sp kreative folk her til. Han var bestemt heller ikke en af de krative sjæle, nej, nærmere lagt fra.
Han var nok noget af det mindst kreative man kunne finde. Man kunne jo bare se på ham nu. At gå hen på en legeplads fyldt med børn.
Måske ville han have mere glæde af det, hvis han selv havde et barn, men det havde aldrig været noget han ville have, de var mest til besvær i hans øjne, især når man selv havde dem. Så længe andre bare havde styr på dem havde han ikke noget imod dem, men hvis ikke, åh, han kunne blive så sur!

Kai havde ikke opseveret at en kiggede på ham. Dog vidste han heller ikke til de væsner der var i blandt menneskerne. Men han var meget forgabt i denne lille dreng. Men han opdagede med et at hans ører ikke var normale. Han kiggede lidt underligt og vidste ikke hvad men dog tegnede han videre da han kunne lide drengen som drengen sad på gynge. Han var begyndte og tegne gyngen drengen sad på. Og jah så kom det allersværeste for Kai det var ansigtet han skulle til at tegne ansigtet. Og rigtig nok drengens ansigt bliv rigtig flot. Han øjne var helt runde og skyggerne ramte plet med solen. Næsen var lidt anderledes end andres. Og hans mund som hvor drengens underlæbe stak over overlæben. Og skyggen på hans læber var der. Han lagde skygger i håret. Det var helt fantastisk så glad Kai var for den dreng ligepluselig som om han kendte sig selv i den dreng der sad på gyngen helt alene. Sådan havde Kai også været engang da han var ved de 5 år. Men han ville ikke komme på de tanker. Kais hår hang ned langs hans skulder og frem over hans bryst der dækkede sommetider noget af hans papir

Vidste manden ikke om den verden han befandt sig i? han fik løst til at spørge, men lod være for nu. Lige nu kiggede han på manden der bare sad og tegnede. Var han emo? sådan lignede hans hår, men ikke hans tøj, eller det vidste han ikke noget om. Han havde aldrig selv været til emo'er selvom han ikke havde noget direkte imod dem.
han rettede sig lidt op, og prøvede at se hvad manden tegnede, men det var helt umuligt. Han rejste sig op, og gik hen mod manden. Han gik udenom ham, og lænede sig op af et træ, med et godt usyn til hans tegning.
ganske slot tegning med mange detaljer og flotte skygger. Han knep øjne lidt mere sammen så han kunne se det tydeliger. var drengen han tegnede elver? Han kiggede op på drengen han tegnede. Han var rimelig sikker på han var elver. vidste den kreative herre at det ikke var et menneske han tegnede?

Kai mærkede noget ubehag ved noget, men han vidste ikke hvad sådan havde han det som regl altid. Kai havde nogle sorte stramme jeans på og et par convers som var hvide. Dog hans t-shirt var en rimlig farve som farvede igennem som var rød med noget sort tekst på hvor der stod -i'm not emo i'm just me- Kai så at den lille dreng kiggede over på ham. Med et blik som var meget sådan farligt alla noget som om at Kai skulle se og forsvinde eller drengen ville slå ham ihjel. Men dog lod Kai sig ignorer af drengen og begyndte og tegne drengens tøj hver en detalje kom med. Hans t-shirt var meget sådan elver agtig som Kai havde læst i nogle bøger da han var lille der kom blot et lille grin over de tanker der kom op i hans hoved med at en dreng der havde sidste ører og havde sådan en t-shirt på som i bøgerne om elver. Han vidste jo intet. Men til sidst kom det op i hovedt *Var drengen virkelig en elver?* Han kiggede rundt ingen lagde mærke til drengen. Var det kun Kai eller var der andre det var som om alle var ligeglade med hinanden eller surer på hinanden? Kai blev lidt urolig over hvad det var for en by han var kommet til

Phoenix havde fuldt tavst med iKais gøren, men gik nu frem mod ham, da han kiggede op fra sin blok. "Undskyld mig, kunne ikke lade være med et bemærke hvor godt du tegner." Startede han ud. "Er du ny?" Uddybede han. Hvis han ikke vidste hvad det var for en by han var i, var han virkelig på spanden, men han håbede for mandens egen skyld at han vidste det.
Phoenix kiggede over på elverdrengen med et alvorligt udtryk. Hvad lavede han egentlig der? Han burde være i sin skov, og ikke rande rundt blandt mennesker uden sine forældre, det var Phoenix syn på sagen.

Kai hoppede lidt da der kom en stemme. Han var ikke van til at folk sad sammen med ham eller kom og snakkede mens han tegned. Han kiggede op og så en dreng der stod lige ved hans side og kiggede på ham. Der kom et lille smil frem på Kais læber "Jeg er ny ja. Og tak" Sagde han med en blid stemme som var meget afslappet man kunne mærke på Kai at han ikke var den helt store hyper type mere den afslappede. Han vidste ikke rigtig hvad han hentydte til til den dreng "Hvad er der galt med den dreng?" Spurgte Kai så lidt efter mens han havde fået tegnet det meste færdig han var rimlig god til at multitaske men somme tider ville han bare se på den han snakkede med og han kunne dog se der var noget anderledes ved den mand som stod foran ham. Han vidste ikke rigtig hvad for en by han var kommet til eller hvad der egentlig var galt med byen

Phoenix kiggede tænksomt ud i luften. Så vendte han blikket mod manden. "Jeg håber ikke du får let hjertestop, for så er du så godt som død i denne by, hvis du bevæger dig længere ind, især hvis du vil ud om natten, og ja, nu jeg er ved det, kan jeg goft fortælle dig at det er en meget god ide at gå med et våben. Menneske." Han kiggede kort på drengen og fortsatte. "Okay ja, ham du har tegnet med de fine øre er en elver, og jeg er ikke sindsyg eller noget, du kan jo selv spørge knægten." Det havde moret Phoenix en kort stund og se hvordan manden hoppede, men hans ansigt var blevet lagt i alvorlige folder da han spurgte om drengen. Manden kunne jo lige så godt kastes ud i det, nu som før hen.

Kais ansigt var lidt akavet og lidt bange og lidt alla overrasket med at man skulle havde våben på sig "Jamen er byen så farlig og er den dreng. Hey det her er ikke noget du bare siger for sjov vel" Sagde han lidt panisk og rejste sig op så han ca. var på samme højde som manden foran sig. Han var rimlig lille af en 18 årig og være. Han kiggede rimlig seriøst på manden foran ham og sagde så "Hvis den dreng er en elver hvor er hans forældre så?" Spurgte han så, mens han kiggede rimlig vredt på manden foran ham. Han var rimlig sikker på det var løgn men så småt at Kai kiggede mere og mere på manden foran ham kunne Kai se noget der var forkert ved ham noget som ikke var normalt for et menneske "Du er ikke som de andre" Sagde Kai så og gik nogle skridt tilbage han faldt ned på sine knæ og samlede sine tegne ting ned i sin taske og tog tasken på skulderen. Han var godt som ved og gå væk fra manden da Kai troede manden var sindsyg

//Hey hey, stop lige en halv, jeg er, eller nej, Phoenix er 185! ikke så lille, bare fordi jeg er asiat ^_^ Nå, men what ever :) //

Zero kunne tydeligt høre panikken i mandes stemme. Han vidste tydeligvis ikke noget om denne by hans så godtroen havde hoppet ned i. "Ja, byen er farlig, og det er en ganske god ide, hvis alså du vil overleve. Drengens forældre er nok et eller andet sted, men jeg stillede mig selv det samme spørgsmål." Han kiggede afslappet på manden som nu var sprunget op. "Nej, er ikke sindsyg, hvis jeg skal sige det selv." Phoenix kom langsomt på bene og kiggede rundt. "Nope, ikke som andre her, men der er skam mange som mig. men hvorfor gå? Jeg kan godt bevise at jeg er anderledes efter hvad du mener er normalt, men jeg er ganske normal her, det er nok nærmer din race der er lidt unormal. Ja, undskyld mig." Phoenix vidste ikke helt hvad han skulle gøre ved denne opfarende mand, men han prøvede så godt som muligt at fortælle ham hvordan tingene hang sammen.

Kai kiggede på manden og lod ham snakke ud og han lyd til at havde overbevist Kai om det men han kunne ikke få det ind i hovedt fra den by han var flyttet fra var der ikke sådan noget med væsner og racer og den slags. Kai kunne ikke få det ind i hovedt "Jamen hvis vi mennesker ikke er normale i jeres øjne hvad er i så?" Spurgte Kai meget forsigtit om for at gøre det kort og godt. Han kunne ikke holde det ud at han var flyttet til sådan en farlig by. Men han gad ikke rigtig havde våben på sig for han ville ikke noget ondt. Han ville jo kun godt eller i hans øjne han ville ikke lige frem gøre nogle ondt eller noget for det kunne han ikke få sig selv til. Han var den type som var fredlig agtig i det sådan en som ikke ville gøre nogle ondt eller noget ondt. Han ville heller bare havde at der ingen krige var eller ratter at der var fred

Nu havde Kai fået Phoenix sat på en prøve. "Ehm ... vampyre, engle, dæmoner, alle de der væsner du kender fra historie bøgerne." Startede han ud, mens hoved kørte på højtryk. "Jeg selv er engel." Mere vidste han ikke helt hvad han skulle sige. Kai virkede som alle andre mennesker, kun indstillet på fred, og andre gode ting. Ikke dårligt i Phoenix øjne, da han jo var en engel, men alligevel virkede det en smugle kunsitigt. "Våben her i byen er til at forsvare sig med." Han rakte sin hånd frem, som for få sekunder siden havde været tom. "Her, man skal aldrig stole på mørktes væsner." Sikke gammel klog han lød. han sukkede lavt og smilede halvhjertet. Det her ville blive noget af en overraskelse for den lille mand.

Kai kiggede undeligt på ham "Du engel. væsner som varulve og vampyrer" Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige da han så våbnet i hans hånd. Kai blev helt bange. Kai slog sin hånd på mandens hånd så våbnet forsvandt væk fra Kais syn "Jeg ville aldrig kunne slå ihjel eller forsvare mig jeg ville ikke kunne gøre en flue fortræd jeg ville aldrig kunne forsvare mig" Sagde han stille, mens han ikke rigtig vidste hvad han havde gang i. Han vidste ikke hvad han skulle til at gøre andet end gå væk fra manden. Men han lod vær som om hans krop var sømmet fast til jorden blev han. Han ville vide mere om byen. Men han ville ikke bærer et våben for han ville aldrig kunne slå ihjel da det var noget gud havde skabt noget som gjorde ondt. Godt nok var han den som troede på det modsatte end gud. Men han kunne ikke dræbe

Phoenix var ved at tabe kniven da Kai slog ud efter hans hånd. Han gemte den hurtigt væk, og kiggede roligt på ham. "Så for du et problem. Hvad ville du gøre hvis jeg angreb dig nu og her?" Hans blik var roligt og afventene. Fyren virkede lidt, eller en del bange, men det var jo egentlig ikke det, der havde været hans ide, bare fortælle manden hvad han gik ind i. "Las os finde et andet sted at være, jeg kan ikke lide at stå her ude, og snakke om dette. Der er nogle mennesker der kender til dette, andre ved det ikke, og andre finder ud af det på en ikke så behagelig måde." Han kiggede lidt omkring for at se om der var et sted de kunne være. Han greb fat i mandes arm, og trak ham med hen bag et skur der stod lænet op af en hus mur. "Er der mere du vil vide?" Spurgte han så. Nu havde han lidt mere frie tøjler til at forklare, da det ikke ville være let, hvis alle kunne stå og glo på dem.

"Jeg er ligeglad om jeg dør eller eij. Jeg vil bare ikke slå folk ihjel eller skade dem det er ondt!" Sagde han vredt og kiggede på ham med et blik som var alvorligt og at han mente det han kunne ikke få sig selv til det. Han var ikke den type der gjorde sådan noget. Han var den type som hadet vold. Han var ikke sådan en at havde våben på sig. Han ville nu mere bare snakke sig ud af det. Og hvis det ikke lykkedes ville han lade dem gøre det de ville på ham "Hvis du ville angribe mig nu ville jeg lade dig gøre det. Eller tale dig til fornuft" Sagde han og kiggede roligt på ham. Han var meget mere rolig end før han havde stør på sin krop og sine følser. Han kunne beherske sig med det meste. Og han ville aldrig havde et våben på sig

Phoenix sænkede blikket og smilede for sig selv. Så kiggede han op på ham, med et svagt smil i mundvigen. "Lad mig vende den om, har du nogen sinde kendt nogle du har kendt over hele jorden?" Han stod stille og ventede på hvad han skulle svare. Dette ville blive intressandt, meget intresandt. Især hvis han stadig benægtede at svare. Han lænede sig op af muren, og ventede på hvad han skulle svare. Enten ville det være et det rigtige, eller forkerte.
Gad vide hvor langt dette menneske kunne hold? Gad vide om dette menneske kunne holde sig gående i denne verden? Fyldt med det der ikke måtte eksistre.

Kai kiggede ned i jorden rent ud sagt tænkte han lidt over det han havde ikke rigtig kendt nogle andet end sin far da hans mor skred fra ham da han var lille og hans far som rejste da han var 16. Men hans far kom aldrig igen. Han vidste ikke rigtig hvad det betød. "Jeg har aldrig kendt en som har været hele jorden rundt" Sagde han stille mens han tænkte over han mistede alt da han var 16 og det var der han begyndte at tegne tegne de ting han så at udforske ting. Han var lige som sin far ville ikke skade nogle ville ikke gøre nogle fortræd men opleve ting være på opdagelser og så tegne hver og en af tingene han var i nærheden af.

//Hov, jeg har skrevet forkert, nå, jamen vi fortsætter bare//

Han kiggede tænksomt op i luften. "Har du noget, dom du aldrig, aldrig, uanset hvad der skulle til, ville af med?" Han kiggede på Kai. Selv havde Phoenix ikke rigtig noget af det, da han aldrig havde været forelsket i ting, men personer, jov, der var en han elskede, og som han ikke ville af med, men ellers kendte han intet til det med at have en ting man elskede mere end noget andet.
Måske ville han have haft det hvis han ikke havde denne evne han havde, men nu havde han jo den, og havde derfor aldrig haft et forhold til en død ting, kun levende ting. Heller ikke mange levende væsner havde han knyttet bånd til, da han som menneske var blevet forsømt på mange af disse punkter.