Play with me?

Omgivelser: Ingen.
Sted: De Jeux legeplads
Vejr: Blæst og en smule køligt.
Tid: 23:31

Denne nat havde været en speciel nat. Matthew havde haft underlige drømme og var vågnet op badet i sved. Drømmen havde påvirket ham så meget, at han ikke kunne falde i søvn igen. Derfor besluttede han sig for, at tage et brusebad. Han tog den svedige trøje af, og hans natbukser. Tilsidst smed han undertøjet og tændte for den kolde bruser. Det isende vand beroligede ham, da han havde det ekstremt varmt. Badet påvirkede ham, så han fik det bedre. Matt slukkede derefter vandet, da han var færdig med at bade sig. Spild af vand hvis han lod det være tændt. Han tørrede sig i et mintgrønt håndklæde, og tog noget rent tøj på. Så fik han det en del bedre, men han var stadig rastløs. Næst derefter smed han det mintgrønne håndklæde på hotelsengen, og gik ud fra ghan værelse. Han låste døren og gik ned af de mange trapper. Matthew trængte til at komme ud i den friske luft, selvom det var sent og mørkt. Han havde iklædt sig en gråhættetrøje,t-shirt og jeans. Mere havde han ikke behov for, da han ikke regnede med at støde på nogen. Efter en halvtimes gågang, endte han ved en øde legeplads. Det var forståeligt at der ikke var nogen, siden det var sent aften. Det ville være meget underligt, hvis man sendte sine børn ud på denne tid. uansvarligt. Matt åbnede den store metallåge, og trådte ind på legepladsens areal. Der var nu egentlig en smule skummelt. Han satte sig på en af de gamle gynger, og kiggede lidt ned i det ru sand. Gyngen gygende lidt frem og tilbage. Hvilket Matt nød da det gav ham en smule luft i ansigtet. Eller rettere blæst. Han kiggede sig lidt omkring og studerede hans omgivelser.

Markus havde denne gang valgt at lade sine briller blive nede i sin ene lomme, han havde på sin frakke, som overtøj, hvor han inden under havde en hvid tank top på. Udover det havde han sine sorte jeans på, som efterhånden var ved at blive rimelig slidte. Hans hår sad altid som det gjorde, det blonde hår med pandehåret sat til den ene side. Det var sent mens at vejret var godt tilfredsstillende, med den blæst og kølighed. Han vidste ikke hvor han skulle begive sig hen, han var bare taget ud på en gå tur, som sædvanlig inden at han ville finde en gyde eller et andet sted, hvor han kunne sove. Han havde ikke noget hjem. Intet. Andet end det han havde på sig. Markus gik der hvor det passede sig som en fattiglus han var blevet efter hans forvandling. Han sukkede lidt, mens at han fortsatte med at gå hvor han af og til betragtede de nye omgivelser som han gik i møde. Han nærmede sig en legeplads. Hvor børn plejede at lege end til at de blev alt for gamle så de skulle i gang med deres uddannelse og gå i skole. Han stoppede op et stykke væk der fra og lagde sit hoved en smule på skrå for at betragte stedet.... End til at der denne gang strejfede en mærkværdig lugt forbi hans næse... Han troede ikke hans egne øjne.. Var der en varulv i nærheden eller var det bare hans fantasi? Stod han virkelig få meter væk fra hans fjende? Han rystede så kort på hovedet inden at han så tog mod til sig og begyndte at gå igen. Han skulle lige meget hvad passe på.
Da han hurtigt kunne blive templet som en vaske ægte vampyr, hvilket skete nogle gange, selvom han havde en anden side også. Mennesket.

Han gik fortsat ind på legepladsen og fik øje på en skikkelse siddende henne på en gynge, som nok var den varulv han havde fået færden af. Han vidste faktisk ikke hvad han skulle gøre. Skulle han lade som ingenting? Og vente til at personen lagde mærke til ham? Eller skulle han gå direkte hen til gyngerne? En vis nervøsitet kunne mærkes i kroppen som hårene begyndte at rejse sig. Han standsede prat op da han endelig stod inde på legepladsens grund, og blev stående, som om at hans fødder var blevet sømmet fast til jorden. Han vidste jo heller ikke om denne varulv var helt igennem ond. Varulven kunne jo ende med at angribe ham og derfor gik han i en mindre forsvars position. Den dårlige af dem.
* Hvad fanden laver du, Markus? * tænkte han vredt, og bed sig lidt i underlæben, han havde aldrig været så nervøs igen... For det meste var han den modne og imødekommende fyr. Men dette var en af de første gange hvor han faktisk ville stå over for en varulv. Hvor han kunne bringe sit eget liv i fare.

En underlig duft spredte sig? Det duftede som en vampyr.. Men også af menneske. Det var da mystisk. Var der en vampyr i nærheden. Matt rynkede let på næsen, idet en underlig tanke slog ham. Måske var det en vampyr, der var ved at dræbe et menneske? Det ville være den mest logiske forklaring. Matthew rejste sig fra gyngen, da han vidste at denne vampyr ville kunne dræbe ham. Så let som ingen ting, da han ikke var i sin lycanform. Hvilket ville være praktisk hvis de kom op og slåes. Desværre var der bare ikke fuldmåne. Han trak let på skuldrene, idet han lukkede øjnene. Han prøvede at snuse sig frem til vampyren, men hans lugtesans var ikke så veludvilklet endnu. En underlig knirken lød da metal porten gik op, og ind kom en meget smuk mand. En ung mand. I hvert fald hvis man skulle bedømme efter udseende. Et gisp lød fra ham da han opfangede den unge mands kropsduft. Dette måtte være vampyren. En knurren fra hans strube brød stilheden. Han var ikke den der var gladest for vampyre. Ikke at han havde så meget imod dem personligt, men det lå til hans natur. Matt studerede vampyren nærmere. Mhm.. Der duftede stadig en smule af menneske. Måske var denne vampyr en fuser? En halv vampyr. Den tanke fik ham til at le lidt. Det ville være ret underligt. "Hvad laver du her?" spurgte han efter et stykke tid, hvor de bare havde stirret på hinanden. De var vel bange for hinanden, samtidig med at de var nysgerrige. Et suk lød fra ham da han besluttede sig for, at behandle vampyren pænt. Han ville helst ikke slåes lige nu. Specielt ikke når han ikke var i Lycanform. Nu var han næsten lige så svag som et menneske. Desværre. Matthew stilte sig ret op, da han ikke ville ses som en ussel varulv. Han var en smule stolt af hans race. Hvilket var underligt. Der var jo ikke noget specielt over at være en psykopatisk ulv.

Imponerende at denne person som tydeligt var en varulv havde nærmet sig ham, dog var Markus måske i mere sikkerhed end han havde regnet med, da fyren ikke var i sin fulde skikkelse der gjorde ham til den farligste fjende. Han trak sig lidt på skulderen da den anden snakkede til ham. "Af samme grund som du er her" sagde han så og smilede lidt mindre uskyldigt. Han vidste ikke ellers hvad han skulle sige... mens at han egentlig også bare sagde sætningen for sjov... Markus krydsede fingre for at fyren havde lidt humor.

"Hvis jeg sagde den sande grund til hvorfor jeg er her... ville du nok sætte en stopper... for det" kom det fra ham. Normalt lavede han ikke så meget sjov, når han stod overfor sådan en fyr. Den egentlige grund var at Markus blot var taget ud på en lang gåtur. Siden han var ankommet til Terre havde han ikke andet lavet end at gå rundt od udforske byen da han ikke havde nogle penge. Fattig... så fattig som man nu kunne blive. På et tidspunkt havde han lidt håbet på at kunne finde et job eller lignende. Det var bare spørgsmålet om tålmodighed....

"Vil de uddybe deres grund til at de er her?", Markus var overvældet over at fyren ikke havde overfaldet ham... gået til angreb... men varulve var måske aller først farlige når de var i deres fulde, rigtige skikkelse. Han bed sig lidt i underlæben mens at han lod sine øjne hvile på ham, uden at nærme sig ham. Fyren måtte komme til ham hvis det var... Da Markus gerne ville blive inde for at trygheds zonen.

Denne vampyr lavede en joke? Det var veldig morsomt. Altså efter Matthews mening. Sandet de stod på var en smule fugtigt. Det var sikkert dug eller å havde der regnet? Måske imens han sov? Det ville i hvert fald være en mulighed. Han kiggede nysgerrig på vampyr drengen. Selvfølgelig ville han ikke springe på ham, medmindre vampyren selv lagde op til noget. Matt vidste godt, at han ikke havde den samme styrke. Vampyren ville nemt kunne dræbe ham, i hvert fald i menneske skikkelse. Måske vidste denne vampyr ikke hvordan varulve tingene fungerede. Det ville måske være en fordel. " Jeg dræber ikke vampyrer, ikke frivilligt i så fald." svarede han med en sød latter. Matthew var nok et af de mest.. hvad kunne man kalde det? Kærlige væsner der fandets? Folk dømte tit bare en på omslaget. Et suk forlod ham, da han blev spurgt. Ja.. han var her jo ikke af en speciel grund. Jo. Fordi han vågnede badet i sved. "Jeg trængte bare til noget frisk luft. Men så spredte lugten af død sig..så" Det sidste var dog ment som en joke. Selvom han ikke havde den bedste form for humor. Det havde han flere gange fået af vide, hvilket nu var ret så pinligt. Eller det syntes han i hvert fald selv, men han fyrede stadig en joke af indimellem. Det var der vel ikke noget galt i. "Hvem er du så? Jeg hedder Matthew" sagde han efter en kort stykke tid med stilhed.

"I lugter heller ikke lige frem så tiltrækkende.." sagde han stille, mens at han mærkede at en irritation voksede inde i ham. Markus prøvede dog at beherske sig da det heldigvis så ud til at den anden ville holde fred så længe det nu kunne vare..
"Desuden er jeg ikke fuldblods..." mumlede han.
En svagelig rød farve dukkede frem på hans kinder,
det var ikke så tydeligt, man skulle stå tæt på ham før at man kunne skimte det. Man kunne se nogle menneskelige reaktioner på ham.
Markus var ikke bare et dødt råddent vandrende lig, som så mange troede når de mødte ham første gang, som folk kaldte, 'det første øjekast', men det var vel også forståeligt? Når man så hans udseende?

Fyren præsenterede sig og det vidste jo bare at der lige var mere fred imellem dem end man regnede med. Og derfor besluttede Markus sig for at gå hen imod ham, mens at han smagte på hans navn. Matthew.
"Må jeg kalde dig for Matt?" spurgte han så med et sukker sødt grin,
der alligevel lød dyb som hans stemme jo også var.
Han stoppede op lige foran ham så der ikke var så meget mellem rum imellem dem.
"Mit navn er Markus Sales Dakota", langsomt rakte han sin ene hånd mod ham som en slags venlig gestus. Han kiggede intenst ind i hans øjne for at sikre sig at der ingen farer var... Alligevel kunne Markus jo ikke føle sig helt sikker. Han var ikke ligefrem i en sikkerheds zone.
Så han følte sig lidt utilpas.

Matthew fik kuldegysninger ned af ryggen, da han nævnte det med at han heller ikke lugtede for godt. Nu brød de sig jo heller ikke om hinandens racer. Vampyrer og varulve fungerede bare ikke så godt sammen. Selvom det kunne være de gjorde en forskel? Måske ville de kunne fungere sammen. Det ville i hvert fald være ret effektivt. Det ville i hver fald ikke gøre spor, da det kunne være godt med noget nyt. Hans tanker blev spoleret af vampyrens stemme. Om han måtte kalde ham Matt? Det gjorde de fleste, så det måtte han vel godt. "Ja" brummede han og bed sig selv blidt i underlæben. Han kunne se at vampyren nærmede sig, og det fik ham til at rette sig en smule op. Så han ikke stod og lignede en teenager. Selvom han vel stadig var teenager. Han var i hvert fald lige så barnlig som en. Det ville være synd at sige andet. Matthew tog blidt fat i den såkaldte Markus hånd. Han trykkede den blidt og venligt. "Hyggeligt at møde dig Markus" svarede han og sendte ham et smil. Ikke et der viste tænder. Mhm.. Markus.. Det var da et ret nydeligt navn, det sad godt i munden. Det var sådan et let navn.. Det var ikke lige så tungt som så mange navne var. Efter 10 sekunders tid, slap han Markus hånd. Det skulle jo helst ikke blive mere akavet end det var i forvejen. Det var jo allerede rimeligt akavet, fordi de var to vidt forskellige racer. To racer der havde slåset de sidste mange år. Flere hundrede år. Hvorfor varulven og vampyren var to racer der hadede hinanden så meget, kunne Matthew ikke regne ud. Det var da sært? At de væmmes ved hinanden, før de overhovedet havde lært hinanden at kende.

Måske skulle der lige tænkes på de konsekvenser der kunne opstå, men Markus tænkte ikke ordentlig over det med hvordan Matthew ville reagere efter at han havde givet slip på hans hånd, gik han endnu tættere på og fjernede nogle af hans hårtotter fra halsen, med sin ene hånd i en hurtig bevægelse. "Og så hyggeligt at møde dig", hviskede han mod hans øre, inden at han bed ham blidt i halsen, uden at bruge sine hugtænder. Han ville ikke starte en slåskamp. Overhovedet ikke. Han ville blot lege?
Han kunne ikke lade være med at grine lidt indvendigt, mens at han førte sine hænder op for at tage fat i Matthews trøje i et rimelig godt tag. Markus havde håbet på at varulven kunne tænke sig frem til hvad han var ude efter. Ellers måtte han gå yderligere til værks.... Der var jo ikke nogen i nærheden og derfor synes Markus at de godt kunne tillade det. Medmindre at varulven trak sig helt tilbage, det vidste han jo ikke om Matthew ville gøre. Han måtte bare se tiden an.

*Kom nu lille hvalp... vis mig hvor stærk du er* tænkte han letter legesygt, mens at han for holdt sig stille uden at flytte sig ud af flækken. Markus bed ham endnu engang uden at bruge sit bedste værktøj. Spændingen i hans krop begyndte at dukke op. Han var snart løbet tør for tålmodighed. Aldrig havde han fået så meget lyst til at lege på den måde, men det var vel også hans eneste mulighed for at finde ud af hvor stærk Matthew han var. Markus ville helst være på den sikre side. Han kunne godt forstå hvorfor at vampyrer og varulve havde været oppe at slås i lang tid. Nogle kunne ikke acceptere hinanden.
Og det skulle siges at varulvene var menneskets beskytter mod vampyrene. Fordi de normalt ikke selv kunne overleve, når de var det svageste led i føde kæden. Markus overvejede hvad han ellers skulle gøre i denne situation han stod i. *Kom nu Matthew*, han var.. desperat?

Først vidste han ikke hvad der skete. Vampyren havde nærmet sig ham, og fjernet en smule af det sorte hår fra hans hals. Matthew regnede ikke med at vampyren ville bide ham, men han tog fejl. Pludselig kunne han mærke et bid imod sin hals. Ikke et skarpt bid. Mere et drillende og prøvende bid. Hvad var Markus ude på? Det forvirrede Matthew ekstremt. Et lille hvin lød fra ham, da han ikke havde regnet med at blive bidt. Dog blev hans koncentration vendt imod noget andet. Vampyren havde taget fat i hans trøje. Hvad var han nu ude på? Voldtægt eller hvad? Det ville ikke lige være dagen til det. Matthew havde været ude for det før, ikke at det var det han bedst kunne lide. "Hvad har du gang i?" hvæsede han og skulle lige til at puffe til vampyren. Det nåede han dog ikke, da vampyren valgte at bide ham endnu engang. Hvad skulle han gøre? Hans hjerne bulrede afsted, hvor han til sidst fik skubbet hårdt til vampyren. Istedet for at vampyren væltede væk, væltede Matthew med ham. Matthew faldt oven på vampyren, og de landede i det ru sand. Sandet var også en smule fugtigt og ikke det mest behagelige at ligge i. "Hvorfor bed du mig" brummede han utilfreds, men han flyttede sig ikke fra ham. Nu havde han jo styringen over situationen, og så ville vampyren ikke kunne lave smarte tricks. Eller kunne han?

Utroligt nok kunne varulven ikke finde ud af hvad han havde gang i.. måske var det godt fra hans side så han kunne gøre noget mere ud af det? Et lumsk smil plantede sig efterhånden på hans læber selvom han endte med at ligge ned på jorden med varulven hen over sig, ikke lige noget han havde troet ville ske.
"Jeg troede at en hvalp altid var klar på at lege.." sagde han så mens at han så på Matthew og bare smilede over hele ansigtet. Han havde ikke haft det så sjovt længe.. og derfor ville han udnytte denne situation så længe han kunne uden at han lod sin sikkerhed komme i fare. Han ville ikke ende i en rigtig slås kamp. Bestemt ikke. Han ville bare se Matthew lidt an.
"Det burde du kunne forstå af en varulv at være.. bider i ikke nogle gange i hinanden i leg som en hund?", han flyttede sig ikke ud af flækken mens at han snakkede løs. Han bed sig lidt i underlæben, inden at han sendte et uskyldigt smil.
"Men jeg er glad for at du ikke reagerede mere alvorligt.." sagde han kort tid efter. Hybriden var nok godt dum i sidste ende når han satte sit liv sådan i fare. Han kunne aldrig vide om han kunne regne med Matthew.
De skabninger har aldrig været så tæt på et venskab. Trist nok.
Han så det lidt morsomt i da han opdagede at Matthew faktisk blev siddende på ham, mens at de lå nede i sandet. Matthew flyttede sig heller ikke?

Hvorfor gjorde han ikke det? Han kunne ikke lade være med at stille spørgsmålet
"Hvorfor bliver du siddende?", spurgte han og gabte lidt uden grund, så det var falsk, mens at han gabte kunne man se et skimt af hans hugtænder.
"Hvad bliver det til... Matt?", han ville gerne vide hvor de stod henne, om de kunne fortsætte med legen eller ... om det blot skulle forblive en samtale som de havde haft kørende fra starten, hvilket kunne ende i kedsomhed.

En svag brummen lød fra hans strube. En knurren. Der mindede en smule om en hunds. Da han altid havde mindet en smule om en hund. Den måde han knyttede sig til nogen og den måde han elskede at lege. Måske havde han også lidt animagi i sig? Langt ude i familien måske? Siden han mindede mere om en hund end en varulv. I menneske form altså. Ikke når han var i Lycan form. Der var han blot en dræber. Et klamt misfoster. Desværre. Det var ikke noget han just var stolt af, men han kunne desværre ikke gøre noget ved det.
En utilfreds bjæffen lød fra ham, da vampyren kaldte ham for en hvalp. Det mente han nemlig ikke selv, at han var. Da han helst ville virke lidt mindre barnlig, selvom det nok aldrig ville lykkedes. Han havde bare et barnligt og umoden sind. Hvilket også gjorde ham så dejlig og charmerende. "Jeg er altid klar på, at lege med vampyrer" fnyste han, men kunne ikke holde en lavmeldt latter tilbage. Han lænede sig ned imod vampyren og bed blidt fast om hans læbe. Han bed en smule hårdere. Ikke så det ville gå herre ondt. Blot så man ville kunne mærke det. Derefter lagde hans sig en smule hen over vampyren, og bed derefter fast i hans kind istedet. Og nappede ham blidt der. Efter et par bid satte han sig atter op igen. "Du er ikke lige så sjov som andre hunde. Ikke lige så udfordrende" svarede han drillende og med et utilfreds smil. Han sagde blot det for, at få vampyren til at blive en udfordring. Og så de kunne såkaldt 'lege' med hinanden. Han strøg en finger hen over vampyrens brystkasse. Drillende. Hvor han til sidst nåede ned over hans navle og fik sin finger skubbet ind under trøjen. Hvor han kørte sin finger hen over den barre hud. Hvilket forhåbentlig ville tirre vampyren til drastiske handlinger.