Let it shine-Lazarus

Tid:Aften 00.00
Sted:Théâtre
Vejr:Regn udenfor, koldt
Omgivelser:En stor scene, rækker med sædder, nogle kasser med genstande, rekvisiter i, og kostumer. Udenfor Théâtre er der nogle gader, og træer, veje, biler, kiosker
Påklædning:En knælang lyserød kjole med noget hvidt på, et lyserødt hårbånd, et par sorte flade sko.

_______________________________________________________________________

Det var aften, og alt var stille og roligt udenfor Théâtre, man kunne kun hører nogle fugle synge lidt oppe i træerne, samt nogle ugler også. En skikkelsen gik rundt om et hjørne og stod nu foran døren til Théâtre. Yukii hed denne skikkelse, hun havde et lyserødt blik på døren og overvejde at gå derind. Der var dårligt vejr, regnen styrtede ned over hele stedet, det kunne høres på dens teg, og over alle bygninger der stod udenfor, lidt rundt omkring. Yukii s lange lyserøde hår var blevet vådt, men det generede hende ikke, efter nogle minutter besluttede hun sig for at tage fat rundt om håndtaget og gå ind ad døren. Hun stod indenfor i læ for regnen og lukkede døren efter sig. Hun kunne se en kiosk ma kunne købe mad, og drikke ved, og blade og alt sådan nogle ting. Hun hørte en lille piv lyd og kiggede bagved sig hun smillede stort da hun fik øje på Kariz "Kariz hvad laver du her!"spurgte hun overasket og samlede den op i hendes favn."Hihi Dit lille pelsdyr, lusket lille en"grinte hun mens hun aede den over hovedet. Kariz som var Yukii s dyr med en våd pels og store røde øjne kiggede rundt, den havde aldrig været her før. Yukii gik hen til den tætteste dør og åbnede den, hun gik derind og så en stor scene hvor der kunne spilles skuespil, og teater. Hun smillede ved tanken, tænk at stå på den svene og lade lyset ramme en, så det kunne få en til at skinne. Hun nød tanken lidt, før Kariz sprang ned fra hendes favn og listede lidt hen til scenen. "Kariz vent!"råbte hun og løb efter ham, det endte med at blive lidt svært for Kariz havde lige besluttet at løbe imellem nogle sædder på den række Yukii stod ved. Yukii sukkede lidt Kariz havde virkelig motion idag det kunne ses, eller måske havde han are lyst til at lege lidt. Hun holdte øjnene med ham, men kunne slet ikke se ham mere."Åh nej ikke igen!!"råbte hun og viftede hurtigt med armene "Okay Yukii rolig nu skal du bare lige finde Kariz det er ikke første gang han er ude af syne"sagde hun stille og gik ned ad de små trapper der var ved hende som gik ned til scenen. Yukii kunne hører regnne slå til nogle rudder udefra, og regnen kunne også shøres på tegene. Der var ikke andre end hende og Kariz herinde."Kariz hvor er du!"råbte hun og ledte videre. Hun stod nu foran scenen og kiggede fra den ene side til den anden. Hun kunne slet ikke hører Kariz eller se ham, mon han havde fundet noget eller måske ville han bare løbe lidt rundt. Yukii sukkede og lænte sig lidt op ad kanten til scenen.

Lazarus kom gående i regnen. Han havde sin røde åbne frakke på. Indenunder havde han intet, så man kunne se hans smukke blege veltrænede overkrop. Hans hvide tilbagelænede hår dryppede en gang i mellem. Han kom forbi Teatre da en lugt ramte hans næse. Den lugt var Dæmon. Lazarus vidste at Dæmonerne i Di Morga arbejdede for Malakel. Han kunne lugte der kun var en Dæmon. Lazarus smilede ondt og dystert. Hvilken fryd han følte. At kunne lege med denne Dæmon. Vise denne Dæmon at han var mægtigere end den latterlige tumling til Malakel. Lazarus gik ind. Han holdt sig i skyggerne. Imens han betragtede Yukii så han dette dyr komme over til ham. Lazarus løftede det op og kiggede på det. Han gav det et hårdt slag så han slog det ud. Han dog denne besvimede Kariz op og betragtede Yukii igen. Lazarus kom endelig frem fra skyggerne oppe på scenen. Lazarus smed hendes dyr ned foran hende så det gav en stor plask lyd eftersom dyret var vådt. Lazarus kiggede på Yukii med hans mørkerøde øjne og sagde med en blid og mystisk stemme ’’ ved du ikke at man ikke må have dyr her ide… Dæmon ’’. et flygtigt smil gled hen over Lazarus mund og forsvandt igen. Hans smukke ansigt bar disse øjne og disse øjne bar en dyrisk og dybt blik. Det var som når han kiggede på hende var det selveste ondskaben selv der betragtede hende. Lazarus kunne ikke lade være med at fnyse. Han rystede let på hovedet og sagde med en kold stemme ’’ Jeg hader jer Dæmoner.. I følger Malakel.. Til hvilket formål.. I er alle svage.. I render rundt med dyr og leger lalleglade dyrepassere ’’. Lazarus smilede ondt ’’ hvor er mine manere.. Jeg er Lazarus Chimera.. Kron Prinsen af Italien og Arving til Chimera Klanen ’’. Lazarus bukkede elegant. Han havde stil, ynde og manere. Hvis hun kunne føle hans aura ville Yukii kunne føle at Lazarus var en Fuld Blods, og en af de stærkeste af slagsen.

Hurtig bevægelse, og en stilhed var det eneste der var tegn på nu. HUn vendte rundt og kunne se en person hun smillede først venligt, men da hun så fik øje på Kariz besvimet knyttede hun den ene hånd og puffede ham ldit væk mens hun samlede kariz op i hendes favn"Hvad laver du! Kariz"råbte hun helt overasket og sattet sig ned på et sæde på en række mens hun aede ham over hovedet"Hvad vil du her Hr. Chimera"spurgte hun undren og gad ikke kigge på hajm ligenu. Mest fordi han måtte være grunden til at Kariz var besvimet hun kunne ikke lig ham allerede ved første øjekast, men om han nu kunne finde ud ad at være venlig vidste hun ikke. Hun hørte regnen igen, denne gang var det bare meget højrere end før. Hun hørte det han spurgte om, det om Malakel"Hvorfor tror du det? andre kan lege dyrerpasser, mens andre udfører arbejde"sagde hun og kiggede så ned på kariz, og lidt til den ene side, for at helst at undgå at holde øjenkontakt med ham med det samme. Yukii smillede lidt af det han sagde med at ikke have dyr herinde"Det ved jeg, og det der netop derfor jeg ahr taget kariz med herind, regler er til for at blive brudt engang imellem"sagde hun og kiggede så lidt ned på hendes fødder og lænte sit hoved lidt på skrå. Hun tog så chancen og kiggede på ham."Hmm en vampyr..Fuldt blod hyggeligt at møde dem"sagde hun med et lille smil, og bukkede lidt foran ham"Yukii Aido"præsenterede hun sig bagefter sit buk foran ham. YUkii gad ikke sidde ned mere, så hun rejste sig op og gik hen mod scnene"Halvdæmon er hvad jeg er"sagde hun og kiggede over skulderen"Og hvis du spørger mig har jeg ikke noget arbejde for Malakel"sagde hun og gav ham et lidt lumsk smil."Hmm lad mig se nogen følger Malakel andre gør ikke"sagde hun og tænkte lidt"det vil der nok altid være, der vil altid være nogen der trodser herren Malakel"sagde hun så og satte sig op på scene kanten."Men Hr. Lazarus hvad laver en mægtig vampyr som dem herinde på Théâtre"spurgte hun med et lille smil. Hun aede stadig lidt ved Kariz, som stadig var besvimet.Yukii hørte han sagde ordet prins og kiggede på ham"undskyld deres højhed nu skal jeg hvist være venlig overfor dem, og med min gode opførsel"sagde hun smillende. Hun tænkte lidt og kiggede ned på hendes kjole der stadig var drivvåd. Hun kiggede så ombagved sig"Hmm har aldrig spillet på sådan en stor scene før"sagde hun stille.

Lazarus kiggede ondt da hun vovede at røre ham. Det var klart at se på hans blik at hun nok ikke skulle gøre det igen. Lazarus hadede virkelig Dæmoner. Det var fordi Dæmon Familien Lemoris havde i så mange århundrede prøvet at overtage tronen i Italien. Den trone der en dag skulle blive hans. Ikke nok med det så var Dæmonen Malakel en Lemoris Dæmon. Dette gjorde kun hans had til de Dæmoner der befandt sig i Di Morga stærkere. Han hadede virkelig dem. Da hun kaldte ham en Vampyr lyste Lazarus øjne nu blodrødt og hans hugtænder kom frem. Hans aura var overvældede. Han var virkelig en stærk og mægtig vampyr. Han sagde med en dyster og faretruende stemme der rungede i hele teateret, skønt han ikke talte højt ’’ Samling mig aldrig med en et simpelt dyr som en normal Vampyr igen.. Gør du det igen vil du lide en meget smertefuld død ’’. Lazarus hugtænder forsvandt igen og hans øjne fik deres normale mørkerøde ikke lysende farve tilbage. Lazarus kørte en hånd gennem hans hvide bløde hår. Hans perfekte ansigt betragtede hende lidt. Det kolde blik hans øjne holdt. De dybe dyriske øjne. Det var slet ikke til at fatte at han indeholdt så stor en kræft. Men Lazarus var ikke til at spøge med. Der var en grund til han havde den respekt han havde. Sådan en respekt fik man ikke bare ved at være kongelig. Nej den skulle fortjenes. Lazarus smilede da hun spurgte hvorfor han var her. Det var en dysters og ondt smil. Han sagde med en blid og mørk stemme ’’ Jeg kunne lugte Dæmon.. Helt alene.. Ubeskyttet ’’. Da hun sagde hun ikke arbejdede for Malakel var det som om han blev en smule sødere, dog kun en smule. Lazarus fnøs og satte sine arme over kors ’’ Hvorfor skulle jeg stole på dig når du siger du ikke arbejder for Malakel ’’. Da hun undskyldte og kaldte ham deres højhed var det kom om han løsnede en smule mere op. Nu så det ikke ud til han ville angribe og dræbe hende hver sekund. Lazarus nikkede meget lidt ’’ Du er tilgivet.. I Dæmoner ved jo ikke bedre.. Men jeg erkender.. Du har manere når du ved hvordan du skal tale til en kongelig.. Måske arbejder du ikke for den latterlige tåbe til Malakel alligevel.. Det er kun godt.. Det betyder du måske for lov at overleve ’’.

Yukii så hans onde blik, og sagde ikke noget til det men lod sit lyserøde blik falde på ham , og lod sig være fastlåst lidt. Yukii lyttede til ham mens hun undrede sig en smule"Hvorfor vil de ikke kaldes en normal vampyr , selvom de har fuldt blod i dem så er de stadig en vampyr bare stærkere"sagde hun stille, og betragtede ham roligt og i en tid, før hun rykkede sig lidt, så hendes blik nu var rettet på nogle kasser med kostumer der stod på gulvet foran scene kanten. Hun nikkede så bekræftende til hans ord"Jeg lover dem at jeg ikke vil kalde dig det igen"sagde hun og gav ham et lille smil. Der gik ikke lang tid før hun stod foran kassen med nogle kostumer i hun bukkede lidt ned for at se hvad der gemte sig på bunden af kassen"Her er mange kasser, men i den her er der kun kostume det kunne være fedt at afprøve nogle skuespils ting på scenen"sagde hun og rettede sig op. Yukii betragtede hans ansigt lidt det var meget kønt, havde nogle gode træk, hun kunne især godt lig hans øjenfarve selvom de måtre være røde som to blodråber så var de smukke. Hun lagde kariz på scenen mens hun fandt et sværd lavet af plastik hun kiggede på det, og stod kort i en kamp position"Hvad syntes du, tror du ikke jeg ville være god med sådan et"spurgte hun med et lille grin. Hun sank sværdet lidt da han sagde ubeskyttet hun nikkede lidt"korrekt en ubeskyttet dæmon, alene herinde i teateret, du burde enlig havde angrebet med i det samme øjeblik du så mig"sagde hun stille, og svingede lidt med sværdet. Yuki gik hen til ham og lidt rundt om ham"Fordi jeg ikke arbejder for ham"sagde hun så og stod nu lidt foran ham"Hvordan kan jeg stole på dig enlig"spurgte hun så i en stille tone. Hun lyttede endnu engang til det han sagde og nikkede"Jeg tror at alle dem som måtte arbejde for Malakel bærer et mærke, men jeg er blot en fri dæmon som ikke arbejder for ham"sagde hun efterfulgt af et lille smil. Yukii kiggede i retningen af Kariz der stadig var besvimet hun sukkede trist og gik hen til ham med langsomme skridt. Da hun nåede derhen satte hun sig ned på kanten og aede ham lidt"Du skal nok få tid til at vågne op igen Kariz"sagde hun smillende. Hun betagtede Lazarus lidt han så meget fornem ud lidt, hans tøj var lidt mørkt det var måske kun på grund af beslysningen, hun hørte nogle få stille lyde der kom udenfor tæt ved de tætte gader, og bygninger. Hvad kunne det værer hun ville ikke se efter endnu, for måske hørte hun forkert."d'herre er en fornem fuldblods vampyr, de må have meget magt, og de har sikkert nogle som arbejder for dem"sagde hun og bukkede kort. Hun så i retningen af en dør der lige pludselig kunne høres bak på hvad kunne det være, spøgelser? nej, vampyrer? måske.. Eller nogle skygger der legede med hende, og ham. Nogle flere lyde kunne hører, og denne gang vågnede kariz op"Åh godmorgen Kariz"sagde hun til ham, og kiggede på Lazarus lidt"Der er noget der undrer mig ved dem, hvis du hader dæmoner meget hvorfor har du så ikke skadet mig "spurgte hun stille og lodt sine øjne hvile på ham.