A normal night in De Jeux //privat=Daelyn//

Sted:: De Jeux - Legepladsen
Klokken:: lidt over midnat
Vejret:: Køligt, stjerneklar himmel
Omgivelser:: Tomme gader, folk er taget hjem for længst.

Gaderne var tomme og derfor stille. Det eneste man kunne høre var en gusten gynge som bevægede sig inden på legepladsens grund. Men det var ikke vinden som fik gyngen til at bevæge sig. Nej en ung mand sad på den rustende gynge og bevægede sig langsomt frem og tilbage på dem, ved hjælp af foden. Alistair, som drengen hedder, er nok omkring de 18-19 år. Forkert, han krop var på de 18-19 år, men han var intet menneske, og derfor var ham noget ældre. Han var en vampyr og havde været det i over 2oo år nu. Han gad ikke længere at tælle da alder ikke betød så meget. Al havde sort hår og øjne som var i samme farve, påklædningen var enkel, sort hættetrøje og et par normale bukser.
Han havde taget skoene af, da han nød at begrave fødderne ned i det kolde sand. Han havde næsten helt mistet evnen til at skelne imellem noget som var koldt og varmt. Så han kunne vel bare nyde følelsen af kulde før at den også forsvandt? Vampyrer mister jo de fleste af deres sanser under forvandlingen, og de sanser som er tilbage efter forvandlingen, skulle man ikke være sikker på bliver ved med at være der. Dog kunne man heller ikke være sikker på om man mister flere sanser.
Al havde et følelsesløst ansigt, man kunne ikke sige om han var glad eller sur. De fleste folk ville nok tro at han ville være alene, men sådan en person var han ikke. Han elskede at snakke med folk og lære flere personer at kende. Man kunne vel sige at han var en meget social person vis man så bort fra det udtryksløse ansigt.

Legepladsen havde altid været et af Daelyns yndlingsteder at opholde sig, i hvert fald på denne tid af døgnet. Der var ingen larmende børn ude at lege ved midnatstide og heller ingen sure forældre, der sad rundt omkring legepladsen og udvekslede sladder og rettede på deres børn, når de hev de andre børn i håret eller spiste noget af sandet.
Dæmonens bare fødder trådte ned i det kølige, bløde sand. Det føltes nærmest ligesom vand, bare mere fast og mindre... vådt. Den spinkle dæmon bevægede sig hen imod gyngestativet og grundet sit ringe nattesyn, opfattede han ikke, at der allerede sad en anden på gyngen, i hvert fald ikke før han kom tæt nok på til at kunne høre den knirkende lyd og opfange den lugt af død og forrådnelse, der så ofte hang omkring vampyrer.
Han øjne blev smalle, da han endelig fik øje på det andet væsen. Han sad der på gyngen og lignede nærmest en, der ejede det hele.
"Hey... der havde jeg tænkt mig at sidde," lød det bebrejdende fra Daelyn, der utilfreds skød sin underlæbe let frem. Lige i dette øjeblik mindede dæmonen, der let kunne gå for at værre yngre, end han virkelig var, mere om et lille, tvært barn end den attenårige, frygindgydende dæmonen, han skulle forestille at være... yeah, right.