No voice? well doesn't matter //privat = Daelyn//

Sted:: parken
Tid:: Midnat,
Omgivelser:: En tom park, fuldmåne, stjerneklar himmel
Vejr:: koldt,

Al gik i hans egne tanker. Byen gjorder at mange af stjernerne ikke var synlige om natten. En skam, stjernerne er ellers så flotte. I Al's venter hånd holde han en papir blok og en kuglepind, det var tros alt den eneste måde at man kunne komme i kontakt med andre personer. Al kan jo ikke tale, og kommunikere derfor igennem papirblokken.
Pludselig var der noget hårdt som stødte ind i Als skulder og næsten gjorder at han faldt. Al var uheldigvis gået ind i en mand som ikke virkede til at være den venligste på jorden. Så Al lavede et hurtigt nik, som var hans måde at sige undskyld og gik så videre. Men han nåede ikke specielt langt før at manden tog hårdt fat i Als skulder og trak ham et par skridt tilbage "Hey! ubehøvlede unge, har du ikke lært at sige undskyld?" snerrede manden og Al nikkede, han havde lært at sige det den gang at han var et menneske. Men efter at han var blevet en engel kunne han ikke tale pga den måde han døde på som menneske. "så sig undskyld din snothvalp" Al løftede sin venstre hånd hvor blokken var i og begyndte at skrive. -Det må du undskylde hr.- Al viste sedlen men manden troede jo bare at det var en joke og begyndte at råbe op. Da han blev træt af at råbe tog han en kniv frem fra lommen og begyndte at fægte efter Al som undveg de fleste af angrebene i hver fald indtil at kniven ramte hans arm. Det var overhovedet ikke dybt, men såret begyndte at heale af sig selv. Manden blev selvfølgelig skræmt over at se et sår blive healet så han vende sig om og løb sin vej med halen i mellem benene som man siger. Et dybt suk kom fra Al *ja undskyld mig for at være anderledes* tænkte han og gav endnu et suk fra sig før at han satte sig på en tom bænk.

Daelyn gik med armene på ryggen og blikket vendt op mod himlen. Hans hale svingede afslappet bag ham, idet han skimtede himlen for stjerner. Byens stærke gadelys gjorde, at kun enkle stjerner var synlige, men det var ikke destro mindre et kønt syn, når man endelig fik øje på en.
Han hørte nogen råbe op længere henne af den sti, han gik på – eller rettere, han hørte én råbe op. Han fjernede dog ikke sit blik fra himlen, for snart døde stemmen hen igen. Han nåede lige at opfange en flagrende frakke, da en mand løb forbi ham. Han sagde dog ikke noget til det. At folk sloges og råbte af hinanden var efterhånden ved at blive mere og mere almindelige.

Ud af øjenkrogen holdt han øje med, hvor han satte sine fødder. Det var kun lige med nød og næppe, at han undgik at støde ind i en ung fyr med blok og papir i hænderne. Han sendte fyren et intetsigende blik, men undskyldte ikke for, at han nær havde ramt ham.

//sry for det sene svar, havde besøg //

En underlig duft brede sig i luften. Den tilhørte i hver fald ikke et menneske, men højst sandsynligt en dæmon. Det gav en knude i maven dæmoner var jo den fødte dødsfjende for engle. Selvfølgelig var der et par enkelte dæmoner som var anderledes, men om denne dæmon var en ven eller fjende var umuligt at vide.
Duften blev stærkere, og ikke langtid efter kom der en ung dreng til syne, nok på alder med Al. Hans hår og øjne var begge sorte, og enlig lignede han meget et menneske vis man så bort fra den hale som nogen dæmoner havde. Denne unge dreng så ud til at være i sine egne tanker, for han var ved at gå ind i Al, men dog undveg han og gav et intetsigende blik. Han sagde ikke undskyld hvilke han ikke behøvede da han ikke havde ramt Al.
Dæmonen gik videre og det var måske også for det bedste. Al lod hans øjne kigge ned på jorden hvor der lå noget skindene, nøgler? Måske tilhørte det dæmonen eller så tilhørte det den mand som løb væk fra ham tidligere. I hver fald samlede han dem op og kiggede imod dæmonen, hvorefter at han prikkede den unge mand på skulderen. I hans højre hånd rakte han nøglen frem og i venstre hånd rakte han blokken frem hvor der stod *er det dine?* Det var irriterende ikke at kunne tale, men man vende sig til det og lærte at leve med det. Al smilte, og lignede et menneske fra alle vinkler men der var stadig den søde engle duft over ham som afslørede hans race.

Daelyn vendte sig om, da en eller anden prikkede ham på skulderen. Det viste sig at være fyren, han nær var gået ind i for to sekunder siden. Han sendte den blonde gut et spørgende blik, for fyren rakte en skitseblok og et nøglebundt frem imod ham uden nogen videre forklaring. Han sagde intet, han stod bare dér og smilede. Et øjeblik slog tanken Daelyn, at fyren måske holdt ham for nar.

Først efter et par lange sekunder gik det op for den spinkle dæmon, at der var skrevet noget på blokken. Det var næsten umuligt at se i mørket, så han måtte knibe øjnene sammen og rykke sit hoved lidt tættere på det hvide papir, før han kunne afkode teksten.
”Uhm…” lød det fra ham, og han rettede sig op igen. ”Øh, nej, det er det ikke…” Før han flyttede ind der, hvor han boede nu, havde han boet på gaden; nu boede han hos en anden, så han havde ingen til hans lejlighed.

Dæmonen lod sit blik glide over den fremmede. Han havde lyst hår og blå øjne og lignede næsten noget, der hørte til i himlen. En engel, måske. Han lugtede også sjovt, men Dealyn kunne ikke helt afgøre, hvad det var for en duft. Han havde jo trods alt aldrig mødt en engel før.
”Har katten taget din tunge eller sådan noget?” spurgte han. Den eneste grund, han kunne se til, at fyren ville skrive sit spørgsmål ned på et stykke papir, var, at han enten var døvstum eller bare almindeligt stum. Eller også var han bare for ubegavet til at kunne tale, men så ville han nok heller ikke være i stand til at skrive...

Dæmonen reagerede som de fleste gjorder, de så spørgende på ham og denne dæmon troede nok at han holde ham for nar. Men han så ikke ud til at blive sur, for han bukkede sig lidt frem for at læse det der stod hvorefter at han sagde at de nøgler ikke tilhørte ham. *så må det tilhøre manden fra før* tænkte Al med et bittert blik og tøvede da han tænkte på om han skulle smide dem væk? bare for at irritere manden mere end han allerede var?

Al havde mødt så mange dæmoner at nu vidste hvordan deres race duft var. Dog kunne man aldrig være 100% sikker, men man kunne da altid gætte. Da han spurte om katten havde stjålet hans tunge begyndte Al at grine, bare uden lyd. Han nikkede, og skrev igen noget ned på blokken, han var en hurtig skriver, men han var jo tros alt van til det.
-Ja, jeg er stum- stod der. Han blev ikke trist når folk kommenterede hans manglende evne til at tale, han havde tros alt hørt sådan nogle kommentarer fra da han var menneske. Al bladrede om på en blank og urørt side hvor han igen lod kuglepinden finde sin vej til papiret.
- du er en dæmon ikke?- Al virkede meget nysgerrig, hvilke han også var. Når han mødte nye personer opførte han sig tit som en lille hvalp der løb rundt om benene på en. Selv vis personen enlig kunne koste ham hans liv. Dette var både en god og en dårlig ting, det var så bare lige an på den person som han snakkede til. Man kunne hurtig lægge mærke til at hans ansigts udtryk skiftede ret meget, man kunne hurtig aflæse hvordan hans humør var, da han havde et meget kraftigt kropssprog.

Daelyn kiggede på fyren med et hævet øjenbryn, da han så, at fyren åbnede sin mund og rystede lidt på en underlig måde, der faktisk virkede lidt skræmmende. Først lidt for sent gik det op for ham, at den blonde gut grinede. Bare uden lyd, selvfølgelig, for han var jo stum, som han netop havde skrevet på sin blok.
”Nå, så er det derfor…” lød det mumlende fra Daelyn. Han havde aldrig mødt en stum før, så han kunne ikke lade være med at kigge nysgerrigt på den fremmede. Han så nu ellers meget normal ud… Daelyn blev næsten helt skuffet; han havde regnet med, at stumme mennesker var helt anderledes. Havde lange horn eller blåt hår eller noget i den stil. Men nej, åbenbart ikke…

Den fremmede rakte igen blokken frem imod ham. Du er en dæmon, ikke? Han nikkede som svar.
”Hvad er en stum egentligt for en?” spurgte han og tippede hovedet lidt på skrå. Hvis han skulle være helt ærlig, syntes han altså, at denne stumme fyr mere lignede en engel end en stum.

Han kunne ikke lade være med at skæve tilbage over sin skulder fra tid til anden. Hvis der kom nogen gående forbi og hørte deres samtale, måtte de da tro, at dæmonen var tosset. Han stod jo bare og snakkede ud i den blå luft men fik intet svar tilbage.

Al smilte, han var som sagt van til det og følte sig ikke så forfærdelig nedtrygt over ikke at kunne tale. Efter 1oo år er man ikke så nedtrygt over det, da man hurtig lære at leve med det. Stumme folk er ikke så meget anderledes, de er jo alle normale personer som bare havde mistet evnen til at tale. Der var ingen anderledes adfærd ved dem, som andre folk nok troede. Derfor var det sjovt at se folks ansigts udtryk når de lag mærke til den manglende evne.

Hvad er en stum egentligt for en? Det var et svært spørgsmål, en stum hørte ikke rigtig til nogen race, da alle kunne blive stumme. Al bladrede om på en ny urørt side og begyndte at skrive igen med små buede bevægelser
-Jeg er en engel som er stum, en stum er bare en person som ikke kan tale da de måske har skadet deres stemmebånd som jeg har gjord, eller bare er født uden stemmebåndene. Alle kan blive stumme, selv du - Det var den eneste forklaring som han kunne komme i tanke om. Så han håbede at det var forklaring nok.
Den måde Al skadet hans stemmebånd startede med at han fik noget som han troede var en normal forkølelse. Derfor plejede han den ikke og valgte at tale lystigt og synge for sig selv som han plejede. Men det var en stor fejltagelse, og da han endelig fandt ud af at der var noget galt var det for sent.
Han pustede lidt til en hårtot som blev ved med at falde ned i hans øje, hvor irriterende. Efter stilheden som havde bred sig lidt i rummen lod Al igen kuglepennen finde vej til blokken -Hvad laver du her? Aftens gåtur?-

(Jeg troede jeg havde svaret her, men min computer havde åbenbart ikke postet mit svar.)

Efter at have læst den fremmedes svar, søgte Daelyns hånd automatisk op til hans egen strube. Kunne han også blive stum…? Hvis det skete, skulle han så også rende rundt med en blok og en blyant for at kommunikere med folk? Han bed sig i læben bare ved tanken. Han ville i hvert fald ikke være stum.
”Kan man blive stum af at råbe for meget?” spurgte han med en lettere bekymret undertone. Han havde før prøvet at have råbt så meget, at han var blevet hæs og næsten havde mistet stemmen, men den var altid vendt tilbage igen. Det kunne jo godt være, at det kunne ske, at hans stemme en dag ikke vendte tilbage igen.

Englen skriblede igen ned på sin blok, og Daelyn læste, hvad den lyshårede havde skrevet. Aftens gåtur? Han skulle lige til at ryste på hovedet, men ombestemte sig og trak i stedet på skuldrene. Egentligt var han ikke gået for at gå en tur, men han var endt med alligevel at gå ret langt uden noget formål – det var da det, man normalt kaldte for en gåtur, ikke?
”Tjoeh, det kan man vel godt sige…” lød det fra ham.

Al lag mærke til hans reaktion, det var selvfølgelig ikke sjovt at være stum. Dog var det heller ikke så slemt når man var blevet van til det.
Men han kunne huske første dag at han var stum, han gik helt i panik og vidste ikke længere hvordan at han kunne komme i kontakt med personer. Efter at han faldt ned, fandt han ud af at han kunne bruge en blok.
Så kom spørgsmålet Kan man ikke blive stum af at råbe for meget? det var tydeligt at mærke den nervøse undertone som Daelyn havde. Al nikkede som svar, det kunne man godt. Men så skrev han hurtigt noget ned blokken
-kun i et par dage, så du skal ikke være bekymret- Han havde aldrig hørt om nogen som havde mistet deres stemme helt over at råbe for meget.
Det lød ikke usandsynligt, men nu mere usædvanligt, for så skulle man virkelig.. VIRKELIG råbe meget, mere end man ville kunne klare eller have energi til.

Tjoeh, det kan man vel godt sige… Kan man godt sige? vis han ikke gik en tur, hvorfor ville han så være her?
Han er ingen vampyr og har derfor ikke brug for at dræbe mennesker for føde om natten ligesom dem. Men han var tros alt en af mørkets væsner så alligevel var det ikke så underligt at se dem ude om natten.

Daelyn så svaret på papiret, og et lydløst suk gled over hans læber. Du skal ikke være bekymret... Men det var han altså blevet nu. Før denne samtale havde han slet ikke vidst, at man kunne blive stum på et senere tidspunkt sit liv, og ikke bare blive født uden evnen til at ytre sig.

Han ene blege hånd gled op i hans mørke hår, som han purrede lidt op i. Han kunne ikke lade være med samtidig at sende den fremmedes hår et nysgerrigt blik. Det var, i modsætning til hans, helt lyst, men nu, hvor han tænkte over det, var de jo også næsten modsætninger af hinanden. Den lyshårede var en engel, han selv var en dæmon. Et lysvæsen og et mørkevæsen.

Han rømmede sig lidt, før han brød stilhed, der var opstået. Eller det ville så sige, stilheden havde været der hele tiden; det eneste der brød den var, når han fra tid til anden svarede på det, englen skriblede ned på sin blok.
"Hvad laver du egentligt her? Jeg troede ikke engle brød sig om mørke," lød det fra ham. Engle var de lyseste, reneste væsner han overhovedet kunne komme i tanke om, så at se en engel gå rundt i parken midt om natten virkede sådan lidt... underligt.

Al pustede til hans pandehår som så ud til at irritere ham gevaldigt. Det var blevet for langt og gik næsten hele tiden ind i øjnene på ham.
Det var rigtig nok, engle var rene væsner som ville alle noget godt. Det var derfor at det også var en ekstrem svag race, men dog højere end mennesket.
Al for den sags skyld, var godsindet som alle andre engle, men han var utrolig træt af hans job. Da han var menneske lystrede han alle de ordre han fik fra folk omkring ham (forældre, brødre, ældre, o.s.v.) og efter at han døde skulle han igen til at følge ordre fra 'overmagten'. Det var udmattende at våge over en enkel person dag ud og dag ind.
Han var jo under kategorien skytsengel. Nu havde han fået jobbet med at beskytte en lille pige i et par dage mere, før at hun døde af hendes sygdom.
Det var ingen fryd at se den lille pige blive svagere og svagere, som dagen gik. Al's job som skytsengel, var at beskytte hende fra dæmoner, vampyrer og andre væsner som ville hende ondt indtil at hun kunne sove ind.
Og efter at hun havde sovet ind var det forfra igen, hvem han skulle beskytte næste gang vidste han ikke indnu.

Det tog ikke særlig langtid før at der endnu engang lå et svar skrevet ned på det ellers blanke papir -Det er forskelligt nogen engle, som mig, har intet problem med mørket eller de væsner som gemmer sig i det.
Men jeg var enlig på vej hjem fra mit bartender arbejde-
Han havde et side arbejde som bartender, da man jo ikke kan leve i denne verden uden penge. Det var ikke hans ynglings job da mange af kunderne var ekstrem grove eller utrolig fulde.
Men han fik gode penge for arbejder og han behøvede ikke at arbejde så længe da han kende ejeren af baren.