Whats wrong with you ( Angelie - Privat)

Tid:Aften 01.00
Sted:Théâtre
Vejr:Regn udenfor, en stor storm er under opsejling
Omgivelser: Det tomme teater

Aaron blev fanget i regnvejret. Han fik øje på teateret. Han gik over og dog fat i døren. Den var selvfølgelig låst. Aaron sukkede surt og sagde med en sur stemme ’’ Great ’’. Aaron brugte sin telepath evne til at låse døren op og slå alarmen fra. Aaron gik indenfor. Han rystede sin jakke for at få det værste regnvand af den. Han lukkede og låste døren. Det var lidt over en uge siden Hans Mor var blevet Dræbt af en Dæmon. I Nyhederne havde de sagt det var selvmord. Aaron var blevet gal. Eftersom Aaron var søn af en Ærkeengel havde englene send en for at træne og beskytte ham. Det var Astmamix. Men efter hans mors død var han gået, uden at sige noget til hende. Han havde brug for tid alene. Englene ville have han skulle tilgive og komme videre i sit liv. Det ville en del af Aaron også, men en anden del af ham ville have hævn, den ville se blod. Aaron gik over til scenen og satte sig op på den. Han tog en cheeseburger op af sin jakkelomme. Han snøftede en smule eftersom det var koldt udenfor. Han ruskede regnen ud af hans hår med sin frie hånd og dog så en bid af hans burger. Det virkede ikke til at være nogen her inde. Hvorfor skulle der også være det. Det var jo alt over lukketid. Aaron åndede lettede op og slappede af.

Selvom teatret var låst af for natten, betød det ikke at det var ubeboet. En person sad derinde, på tredje række med benene trukket op under sig, og hælene hvilende mod kanten af den polstrede stol. Armene lå henslængt omkring knæene, og hun vippede let frem og tilbage, mens et blankt blik stirrede på scenen foran hende. Der var intet på den, men den opslugte hendes indre alligevel.
Hun havde stadig ikke skiftet tøj, og indtørrede blodpletter var at se overalt på det sorte stof, selvom det gjorde det svært. På huden kunne man ane den samme rødlige farve, og håret skar i øjnene. Det hang glansløst ned omkring hendes ansigt, der var blegt, sygeligt blegt og selvom hvert vip fik det til at gøre ondt i hendes indre, stoppede hun ikke bevægelserne.
Det venstre øje kløede som altid, og hvis man kiggede nøje efter, kunne man se at det var større end det andet, efter at dette havde været taget ud og puttet tilbage, havde huden omkring det trukket sig.

Selv ikke lyden af døren der åbnede sig, fik hende til at stoppe, eller at kigge efter grunden. De blå blanke øjne stirrede frem mod samme sted, og drengen, der åbenbart heller ikke havde bemærket hende, forblev ligegyldig. Alt var ligegyldigt.
"Himlen græd blod igår!" Ordene kom sammen med en skærrende latter, som et smil trådte over hele ansigtet. Et vanvittigt smil, der bar præg af tænder, som havde rødlige plamager, eftersom hendes aftensmåltid havde bestået af en vild kanin. Hun havde ikke brugt tiden på at plukke denne, og derfor sad noget af den brunlige pels stadig i mundvigen.
Vippene tog til i fart efter hendes ord havde skåret igennem det stille lokale, og latteren gav stadig genlyd fra balkonerne i et form af ekko.

Aaron havde som sagt ikke lagt mærke til Angelie var der. Da hun snakkede blev han så overraskede at han næsten tabte sin burger. Aaron kiggede på Angelie ’’ Damn girl.. Du forskrækkede mig ’’. Aaron rejste sig op og kiggede nu først på hende. Hans ene øjenbryn løftede sig og han slikkede sig over sin underlæbe på hans snakebite med hans tunge. * Amen.. Hvad fuck sker der da.. Er byen overrandt med fucking vagabonder.. Damn.. Hun ser ligefrem ud til at være en huleboer.. Hun ville sikkert være fucking hot.. hvis ikke det var for alt det blod.. vent.. er det fucking pels der er på hendes mund.. Fuck man.. Psyko bitch ’’. Aaron gik langsomt hen til Angelie og rakte sin burger frem til hende. Han sagde med en neutral stemme ’’ Vil du have resten.. Du ser pænt sulten ud ’’. Aaron smilede skævt. Han var jo trods alt trænet til at være venlig og hjælpe hvor der var brug for det. Hans samvittighed bød ham ikke at lade hende blive her. Aaron kiggede en smule bekymret på hende ’’ Erm.. tror du ikke vi skal få dig i et bad.. måske få dig i noget nyt tøj ’’. Aaron rakte sit hånd frem for at hjælpe hende op af hendes stol. Hans himmelblå øjne, når man kiggede i dem var det som blev der dejligt varmt. Som om altid blev en smule bedre. Hvilken magt der lå i øjne. Det siges jo at de er porten til ens sjæl. Aaron kunne ikke lade være med at stirre på hende. Han var overbevist om hun sikkert havde mødt en Vampyr eller sådan noget. Aaron var ikke i stand til at bedømme andre racer ud fra deres lugt. Han lagde heller ikke mærke til Angies spidse øre.

Den vippende bevægelse stoppede kort, da han talte til hende, men startede igen lige efter. Hun sagde intet, men mumlede istedet ubetydelige sætninger, nogle ord kunne svagt høres, men ellers var det bare mumlende toner der kom over hendes læber, mens smilet langsomt falmede og faldt ind til et neutralt udseende igen.
Da han trådte over til hende, vendte hendes ansigt langsomt, da han rakte hånden frem. Hun stirrede på den, som om den ville brænde hende, hvis den bare kom en centimeter tættere på. Hendes egen hånd løftede sig langsomt, men istedet for at nærme sig hans, gled den op til det venstre øje, og gnubbede det i hårde bevægelser, selvom kløen bag det aldrig forsvandt, var det en menneskelig reaktion.
Burgeren, der blev holdt frem, interesserede hende ikke. Mad, den form for mad, var ikke længere noget hun levede af, og sulten kom ikke til hende længere, som den normalt ville have gjort til andre. Hun levede af hvad hun fandt, og sådan var det. Hun løftede hånden, og skubbede den mod hans hvor burgeren var, mens blikket meget langsomt løb op mod denne persons ansigt. Selvom det det var blevet overlagt af en form for hinde, kunne det stadig ses. Hinden var ikke synlig, men den bekræftede den insanitet hun besad, mens blikket mødte hans.
Hun mærkede det ikke, men en form for varme kom igennem rummet, som om hun kunne stole på den her person, ligemeget hvad, og selvom hun ikke ville have gjort det normalt, lagde hun sin frie hånd mod hans. "Vand slår ihjel". Hun kunne ikke klemme sin egen hånd ordentligt sammen, eftersom at nogle af knoglerne var vokset skævt, hvilket gav fingrene et abnormt udsende, med de forkerte vinkler hist og her.
Eftersom hun var blevet efterladt i skolepigeoutfittet, var det stadig dette hun bar, selvom håret igen var løst. Hun rejste sig ikke fra sædet, men vedblev bare at kigge ind i hans blik, med et let hævet øjenbryn, som om noget fornuft sneg sig ind i hendes hoved, og dannede en sætning der ville give mening.. I hvert fald for hende.
"Solen er sikkerhed" bemærkede hun, og vendte blikket mod døren, som om lyset ville stråle igennem dem hvert øjeblik det skulle være. Det gjorde at ørerne kom fri af håret, og afslørede hendes race for denne person.

Aaron stod og kiggede på hende. Han betragtede hendes bevægelse * Damn.. Hun stinker som en fucking skraldespand.. Hvor fuck har hun været *. Da hun skubbede hans hånd væk smed han burgeren. Aaron løftede et øjenbryn igen * Fuuuck.. Hun er sku crazy.. Hvad for nogle piller har hun spist.. Damn *. Aaron lyttede til det hun snakkede om da hun sagde at vand var farligt. Aaron vidste nu den var helt gal med hende. Hans tanker om hun var syg i hovedet stoppede. Da hun sagde solen var sikker, først der var Aaron sikker. Han fik en mere alvorlig mine på sit ansigt. Især da han så hendes øre *Fuck.. En eller anden Vampyr har gjort det her ved den stakkels elver *. Aaron satte sig på hug foran Angelie sagde med en blid stemme ’’ Hvis du stoler på mig.. Så kan jeg føre dig hen til en der måske kan hjælpe dig.. Hendes navn er Astmamix.. Hun er en engel ’’. Aaron snakkede langsomt så hun kunne følge med. Han var sådan set ligeglad med om hun skadede ham nu. Hun havde brug for hjælp og han ville gerne hjælpe. Det var på tide han tog det her lidt seriøst. Han ville ikke engang forestille sig hvilken tortur denne kvinde måtte have gennemgået. Aaron rakte ud efter hende i håb om at løfte hende op i sine hænder. Hvis det lykkes for ham ville han bruge sin telepath evne og løfte dem begge op mod taget. Han skulle over i domkirken. Det var hans eneste chance. Aaron havde aldrig været en person der bedte. Men måske kunne dette hjælpe i dette tilfælde. Hvem vidste.

Blikket gled tilbage mod ham, da hun igen hørte stemmen tale. Den virkede beroligende, men det var ordene der kom ud fra ham, som gjorde hende usikker. Selvfølgelig kunne han ikke vide det, men Angelie havde mødt denne Asmamix før, og hun ønskede bestemt ikke at træffe englen endnu engang. Derfor sprang hun op, slap hans hånd, og sprang bogstaveligt talt flere meter væk fra ham, inden hun hvæste hidsigt, og placerede sig i en let foroverbøjet stilling, og stirrede vredt på ham. Hun huskede englen værende fascineret af vampyrer, som deres samtale havde drejet sig om, samt hvordan man skadede andre, og tydeligvis var vampyrer ikke Angelies favorritvæsner, efter hendes sidste møde med en af slagsen.
Skæret var voldsomt i øjnene, og læberne var krænget tilbage over tænderne, mens hun kneb det raske øje mistænkeligt sammen, mens det andet stadig forholdt sig i den normale position.
"Rør.. Mig.. Ikke!" Ordene kom hvæsende, med lange pauser imellem. Om han var i stand til at høre dem vidste hun ikke, men det var også ligegyldigt. Budskabet var tydeligt, selv uden ord, og han måtte vel kunne se det allerede.
Bevægelsen havde fået sårene til at gøre ondt i maven, hvor hårene stadig holdt huden sammen, og hun gispede tungt og stødende på grund af smerten, men hendes blik veg ikke fra ham et eneste øjeblik.

Aaron blev meget overraket over hendes reaktion. Han stillede sig dog ikke i forsvars position * Fuck hun gav mig et chok der *. Aaron rystede let på hovedet og gik et simpelt skridt frem ’’ Hey rolig nu.. Jeg er selv flygtet fra hende.. Jeg fik nok.. Slap af.. Jeg vil bare hjælpe dig ’’. Aaron kunne nu se hun var i store smerter. Han holdt øjenkontakten med hende. Han prøvede at lave beroligende bevægelser ned sine hænder. * Fuck man.. Jeg må have fundet hende lige efter hun er blevet tortureret.. Damn.. Hvis jeg kan genvinde hendes tillid kan det være jeg rent faktik kan skaffe noget hjælp til hende.. Jeg skal dog passe påå.. hun virker meget jumpy.. Måske ender det med hun angriber mig.. Så jeg bør passe på *. Aaron gik ikke nærmere men sagde ’’ Jeg er Aaron.. Aaron Grayguard.. Bare rolig.. Jeg er ikke på nogens side.. Andet end min egen.. Men jeg vil gøre hvad jeg kan for at hjælpe dig okay.. Måske kan jeg finde en måde at lindre din smerte på.. Du er i gode hænder nu.. Slap af.. Bare kom her over.. Jeg gør dig ikke noget som helst ’’. Aaron vidste han ikke havde mange flere chancer før hun ville gå amok. Så han måtte virkelig passe på hvad han sagde. Han gik et enkelt langsomt skridt tættere på Angelie og kiggede på hende. Han afventede hendes reaktion og prøvede at læse hendes kropssprog.

Han forvirrede hende, og hendes egne løsslupne tanker gjorde det ikke nemmere. Hun ville gerne fokusere på den her samtale, vide hvorfor han ville bringe hende til en, som han selv var flygtet fra, men tankerne løb i andre retninger, som hvordan vinden ville slå imod hende, når hun ville træde udenfor engang. Hun havde trods alt været i teatret en dags tid, efter at være kommet væk fra Abbaddon, hvor hun var blevet efterladt.
De bevægelser han måske mente var beroligende, havde den modsatte virkning på hende, og blikket fæstnede automatisk på hænderne der foretog disse, som om hun forventede at noget ville blive sendt imod hende, hvert øjeblik det skulle være.
Han sagde så meget på en gang. Hun kunne ikke håndtere alle de ord, og hænderne fløj automatisk over ørerne, for at lukke af for dem, efter han havde sagt sit navn, som hun dog opfangede svagt.. Noget med A. Hun begyndte at lave 'lalala' lyde, for at overdøve ham, mens hun klemte øjnene sammen i stærk koncentration, og så derfor heller ikke at han tog et skridt imod hende. Havde hun set det, ville hun have reageret på det, men hun fortsatte istedet de børneagtige lyde og opførsel, mens hun rystede på hovedet, for derefter at sætte sig på hug på jorden, med fødderne flade, og igen vippe frem og tilbage i de taktfulde bevægelser, stadig uden at åbne øjnene, og stadig i store smerter.
Hun hørte ikke hans beroligende ord af samme grund, og nærmede sig ikke. Lukkede af for omverdenen og gled ind i sin egen, hvor der ikke var andre end hende og ingenting. Et langt gråt landskab, som var flad og trist at se på. Sådan var hendes verden.. Ufærdig, kedelig, grå. Ligesom hendes liv.

Aaron kiggede på hendes væremåde. Han så hurtigt han skulle holde sine arme i ro. Han stod lidt og holdt øjne med hende * hvis for meget bevægelse overbelaster hende så gør for mange ord det sikkert også.. Jeg må virkelig tage det her roligt og give hende en masse tid.. Men hvis hun er blevet tortureret.. Er hun mon så sluppet væk.. Hvis det er sådan så er der sikket nogen efter hende.. Så må jeg have hende væk hurtigt.. Hun virker til at være meget påvirket af hendes barnlige side.. Det betyder at ting fra hendes barndom vil berolige hende.. Hvordan fuck var det nu man talte englesprog.. Nå ja *. Aaron rømmede sig lidt og begyndte at synge med denne blide englerøst. Det var ikke højt men fordi teateret var så stort lød det lidt højere. Han prøvede at synge i lulleby rytme for at berolige hende. Han fokuserede meget for han havde ikke fulgt meget med når Astmamix havde lært ham dette himmelske sprog der lød som det fineste sang. Han stoppede og så efter om det havde skaffet ham hendes opmærksomhed igen. Aaron prøvede at sikre sig at få øjenkontakt med hende igen hvis hans sang lykkes. Aaron pegede langsomt på sig selv og sagde simpelt ’’ Sol ’’. Han havde huset hvordan hun sagde solen var sikker. Så han ville på en simpel og kort måde gøre hende klar over at han var en sikker person. En hun kunne stole på. Han håbede at dette virkede. Men han kunne jo kun vente og se.

Hun fortsatte sine barnlige toner lidt endnu, indtil hun forsigtigt skimtede ud igennem de næsten lukkede øjne, og bemærkede at hans tale havde holdt inde. Derfor stoppede hendes lyde også, og langsomt fjernede hun hænderne fra ørerne, mens hun lagde armene omkring knæene endnu engang, og lod hovedet falde på skrå, mens hun kiggede intens på ham. Hun sagde intet, men den mistroiske skulen talte for sig selv, mens hendes bevægelser fortsatte.. frem og tilbage..
Da sangen lød, skulle hun lige til at gentage processen fra før, men den havde en lullende effekt over sig, som når man normalt ville synge et barn i søvn, hvilket fik hende til at lytte. Hun vidste ikke hvad han sang, men hendes vippen blev langsommere, og faldt i takt med tonerne, mens hovedet gled en anelse på skrå, i en form for nysgerrighed. Hun så ham igennem nye øjne, og faren fra før, forsvandt langsomt, som hun lyttede til tonerne i længere og længere tid. Til sidst kunne hun endda får samlet sig selv så meget, at et smil, et svagt et godt nok, prydede hendes læber, dog uden at vise tænderne.
Tonerne stoppede, og den rolige fornemmelse, der havde hvilet over hende begyndte at forsvinde. Smilet falmende, og hovedet rettede sig op igen. Hun betragtede ham årvågent, mens han pegede på sig selv, for at gentage et ord. Sol.. Var han en sol? Var han sikker? Hun tvivlede, og den tvivl kunne ses i hendes ansigt.
I sine tanker for de to ord rundt, mens hun fraværende løftede hånden, og satte den mod kinden, hvorefter neglene begyndte at kradse mod huden i den samme bevægelse, om og om igen. Det ville gå hul på huden efter noget tid, men hun var optaget af andre ting, til at fokusere på sine bevægelser og handlinger. "Sol er sikker" mumlede hun for sig selv, mens blikket igen blev fjernt, selvom det stadig var vendt mod ham, som om hun så igennem ham og ikke på ham. "A er sikker?" Det sidste kom i en spørgende tone.. Ikke henvendt til nogen bestemt, men mere for at finde ud af om hun troede på ham.

Aaron vidste at hvis han gik gennem gaderne og talte englesprog ville det lokke en del uønskede folk til sig. Men han kunne virkelig ikke synge med sin normale stemme. Han havde ikke en tone i sig. Han spillede guitar. Men sådan en havde han jo ikke med sig. Aaron stod og kløede sig i nakken. Men da hun spurgte om A var sikker vidste han det havde virket. Aaron nikkede og sagde ’’ A helt sikker ’’. Aaron var ikke god til børn. Men han vidste dog at når en person havde gennemgået psykisk tortur kunne de som forsvar lå tilbage til deres barne selv. Aaron håbede bare på der ikke var nogen der havde hørt ham synge. Det ville sikkert lokke en masse andre til. Aaron kiggede langsomt rundt omkring for at være sikker på der ikke var nogen der holdt øje med dem. Aaron kiggede igen på Angelie. Han pegede på hende så på ham selv ’’ Sikkerhed.. Hos.. A ’’. Denne gang gik Aaron ikke hen imod Angelie, han ventede på hun ville komme over til ham. Der var kun et sikkert sted. Domkirken. Der inde turde ingen rører ham. Måske hvis han var heldig, ville hans far høre hans bøn. Han havde trods alt aldrig bedt før. Hvorfor skulle han også have gjort det. Det var jo ikke fordi Micheal havde været der for ham gennem hans opvækst. Det ville have været så meget nemmere hvis det var hans Far der trænede ham og ikke andre. Det var jo kun ham der i sandhed forstod de enorme kræfter Aaron besad. Han var ikke selv klar over det. Men den evne hans blod havde var ekstrem magtfuld. Aaron kiggede omkring igen. Han syntes han hørte noget. Det var som skyggerne bevægede sig *Fuck.. vi må hellere se at komme af sted.. Kom nu crazy chick.. Fuck, Fuck, Fuck *. Aaron vidste nu at tiden var knap. Men han kunne ikke haste det her. Angelie skulle tage den tid hun havde brug for.

Hendes ord svandt langsomt en til en mumlen igen, hvor kun få stavelser var hørlige og forståelige. Hun snakkede med sig selv, diskuterede om hvorvidt han var sikker eller ej. Hun vidste det ikke. Det var nat, natten bragte usikkerhed.. Hvorfor skulle hun stole på ham? Enhver ville sige han var sikker, for at få noget ud af det selv.
Angelies sind var på nuværende tidspunkt på et børnestadie. Det betød dog ikke, at det ikke kun forandre sig ligeså brat. Hun kunne blive koldblodig, morderisk på ingen tid, og igen sætte sig og stirre ud i ingenting, uden at bemærke hans tilstedeværelse. Der var mange muligheder, og han var heldig nok til at hun var i dette.
"A ikke sikker" hviskede hun hvæsende til sig selv ud mellem sammenbidte tænder, mens hun fortsatte med at vippe frem og tilbage i den akavede stilling, for derefter at stoppe fuldstændig. "A vil dræbe" tonen blev ikke højere, og muligvis ville han ikke være i stand til at høre det.
"Men A ser sød ud" mumlede stemmen igen, men denne gang havde den en uskyldig klang, for derefter at blive efterfulgt at et koldt hvæs.
Hendes blik var vendt fremad, stirrede direkte ind i Aarons knæ, som var i hendes øjenhøjde, mens hun rystede på hovedet. Hun ville ikke gå udenfor, nægtede at gå nogle steder. Teatret var sikkert, der kunne hun skjule sig.. Nat og dag.

Selv ville hun ikke bemærke om andre var til stede i bygningen. Hun var alt for optaget af sine tanker til at bemærke andet en hans bukser, der dækkede de knæ hun stirrede ind på.
Igen gispede hun sammenbidt, da en bevægelse rev i såret, og hun frøs automatisk, mens hun klemte øjnene sammen, og denne gang åbnede hun dem ikke igen. De forblev lukkede, og bag øjenlågene røg brudstykker af minder igennem hendes sind. Både gode og dårlige. Hun huskede hendes død, tiden hvor hun var lykkelig, derefter ensom for at gå videre over i psykisk smerte, svinge tilbage til et halvt lykkeligt stadie, og ende i fysisk smerte. Der var mange minder, mange hændelser, ting der skulle huske og nogle der skulle glemmes. Brudstykker kun, så de hang ikke sammen. Hun betragtede det ikke som en fortid, men som et kighul, hvor hun kun så en tiendedel af et helt billede.

Tre personer hoppede ned fra balkonerne og landede på deres ben. Deres røde øjne var bevis på de var Vampyrer. En af dem grinede og sagde ’’ Jeg sagde jo jeg kunne høre engle sprog.. Se en Engel og en Elver.. Tænk hvad vi ikke kan sælge dem for ’’. Aaron sukkede lidt. Han vidste det nu var for sent. Han blev nød til af forsvare Angelie. Aarons rakte hånden frem mod den ene Vampyr. Aarons himmelblå øjne fik en lysende blåt skær, Aaron aktiverede hans Telepath evne og en af Vampyrene fløj ind i væggen og sad godt fast der. Man kunne høre alle hans knogler knække i det han fløj. Aaron stillede sig ind foran Angelie og sagde blidt ’’ Pas på.. Hold dig bag mig ’’. De to andre Vampyrer angreb Aaron. En af den slog ud efter ham. Aaron dukkede sig og sparkede ham i maven. Den anden tog fat i armen på Aaron og kylede ham af sted mod væggen. Aarons øjne lyste igen og Aaron brugte sin evne på sig selv. Han fløj i en bue rundt og lavede et flyvespark i hovedet på den anden Vampyr som snurrede rundt i luften eftersom Aaron ramte ham med høj fart. Aaron landede og rakte sin hånd ud mod Angelie imens han hev lidt efter vejret ’’ Tag min hånd.. Vi skal væk nu.. Før de kommer på benene.. Vampyrer er ikke rigtigt til at dræbe uden et sværd, kniv eller anden våben.. Kom så.. Vi må væk nu ’’. Aaron var klar til at beskytte hende yderligere. Dog vidste han at Tre Vampyrer på en gang var en stor udfordring, selv for en som ham.

I starten opdagede hun intet, hørte dem ikke, så dem ikke, før der lød en fremmed stemme. Hendes blik fór op, og vendte sig mod de tre skikkelser. Hun genkendte det glædende blik, som noget at det eneste hun ville kunne genkende. Et minde der aldrig forlod hendes sind, og hun gispede overrasket, mens hun vaklende kom op at så. Blikket fløj nervøst fra den ene til den anden, og videre over det sidste par øjne, for derefter at lande på Andrew, der alene stillede sig op imod dem. Selv ville hun ikke være meget værd. Frygten sad helt ind på knoglen af hende, og hun bakkede langsomt væk, da han bad hende blive bagved.
Ikke desto mindre mærkede hun samtidig trangen.. Den gamle lyst til at hævne sig, gøre noget, men hvad.. Hun så hvordan den ene efter den anden blev slået ud, ved hjælp af hans evne til at slynge dem rundt. Nyttig måtte hun indrømme.
Da han landede foran hende, og rakte ud, var Angelie allerede henne ved at af de udslåede korpus. Hun kiggede på det med væmmelse malet i ansigtet, for derefter at få genlagt hinden af galskab over blikket. Hendes ben løftede sig en anelse, hvorefter hun begyndte at trampe foden mod dennes ansigt. En gang.. to gange..
Hun stoppede ikke på noget tidspunkt, men bed den smerte i hende, som bevægelsen forvoldte, samtidig med at hun måtte undertrykke flere minder med disse væsner. Hun var forblændet, ude af stand til at stoppe selv, mens væsker begyndte at flyde fra hendes øjenkroge og vaske kinderne rene for snavs og indtørret blod, mens hun trampede videre af al kraft. Hun gispede efter vejret i stød for at opretholde iltbalancen og skabe mere energi til at komme ud med sit raseri.
Jo længere tid der gik, des flere tårer kom der, men samtidig bredtes et smil over hendes læber, lignende det hun havde vist ham tidligere. Smilet hvor hele tandrækken kunne ses, skærende, grusomt og dette fortrængte ansigtets ellers så rene folder, ind til dybe vansirede rynker omkring øjnene, og smilehullerne.
Hun hørte ikke hans stemme.. Den kunne ikke nå hende, når hun befandt sig så dybt inde i hende selv, så lang væk fra virkeligheden. Hun ønskede ikke at stoppe det.. Hun ønskede at hævne sig selv, men var ude af stand til at klare det alene.

Aaron kiggede forbløffet på Angelie i det hun brutalt smadrede hovedet på Vampyren. Aaron vidste at Vampyren ville heale det med tiden. Han havde alt for mange gange kæmpet imod disse formidable modstandere. Aaron vidste hvad han måtte gøre. Aaron vidste dog også at dette kunne komme til at ende galt fordi Angelie virkede til at være i denne blodrus som hun var. Men han så ikke andre muligheder som tingene så ud nu. Aaron tog en dyb indånding og greb ud efter Angelie. Hvis han fik fat i hende ville han bruge sin Telepath evne og løfte dem op. Aaron vidste det var nu eller aldrig hvis de skulle væk. De Vampyrer ville ikke blive ved med at falde for hans tricks. Aarons liv passerede foran hans øjne. Han vidste ikke om han ville klare det her. Følelsen der fløj igennem ham var ikke frygt. Nej det var en helt anden følelse. Det var fortrydelse. Hvorfor det var det, ja det ville man kun vide hvis man kunne læse hans tanker. Men eftersom det var umuligt på grund af hans Holy Blood evne. Alt gik i slow motion for Aaron lige nu. Han vidste ikke om de ville klare det her. Om Angelie vill angribe ham og de ville falde til jorden eller hun ville lade være og de ville slippe væk. Alt afhang af dette øjeblik. Havde hans behandling af hende virket nok. Eller ville hun angribe ham. Aaron sank en klump.

Inderst inde var hun godt klar over det ikke ville hjælpe det store, men alligevel kunne hun ikke lade være med at blive en lille smule gladere for hver gang hendes fod ramte det kvæstede ansigt, og smilet nåede efterhånden helt op til begge ører. væden fra øjnene standsede langsomt, jo længere ind hun faldt i den trancelignende tilstand, og hen mod det sidste tænkte hun ikke længere. Hun gentog en fast bevægelse, men var tom indvendig, som en skal.. Intet formål, ingen plan, ingen følelser der kunne såre hende, og derved var hun i og for sig urørlig.. I hvert fald indvendig.
Den sneg sig ind på hende, som en slange der nærmede sit bytte, og hun mærkede hvordan slangen snoede sig omkring hendes arm. Bortset fra at det ikke var et dyr, men hans fingre. Hidsigt vendte hun blikket mod den, skulede vredt mod fingrenes greb omkring hende, inden hun indså hvem de tilfhørte, nåede hun at hvæse truende. Hendes tomme blik gled mod hans, og selvom hun ikke rykkede armen fri, var det tydeligt at berøringen irriterede hende. Han ville kidnappe hende.. Føre hende til et kælderrum og holde hende fanget.. Hun var sikker.
Panikken begyndte at kort øjeblik at lyse ud gennem det gale blik, inden hun frøs i sin position.. Ude af stand til at røre sig, eller gå nogle steder.. Hun kunne ikke forsvare sig selv, men kunne heller ikke lade det passere. Tankerne forvirrede hende, skabte dillemmaer, tvang hende til at træffe valg, noget hun på ingen måde kunne kapere i sin tilstand.
Øjenkrogene fugtede sig igen over presset der blev sendt mod hendes sind. De allerede rene spor, blev vasket endnu engang, mens hun stirrede tomt på ham, med et lettere fortvivlet blik.

Aaron brugte sin Telepath evne og løftede dem begge to væk. Han fløj dem op i luften så de ikke kunne ses fra jorden. Regnen og vinden var meget stærke oppe i disse luft lag. Aaron placerede Angelie i hans arme. Han blev nød til at råbe for at Angelie ville kunne høre ham i denne stærke vindstrøm. Aaron råbte ’’ A….Sol ’’. Aaron styrede igennem de værste vindstrømme. Han ramte ind i en der var ved at slynge dem ud af kurs. Aarons øjne lyste deres varme blå farve. Da vindstrømmen ramte dem lyste Aarons øjne mere blåt. Aaron koncentrerede sig og ledte dem ud af vindstrømmen. Brugen af hans evne så ikke ud til at svække eller gøre ham træt. Det var fordi han Var halv Ærkeengel. Hans kræfter var virkelig store og næsten utømmelige. Dog på grund af hans menneske side var han ikke i stand til at udnytte hele denne styrke. Aaron ledte dem ned foran klosteret og landede på hans ben. Han brugte sin evne til at åbne døren og gik indenfor med Angelie i hans arme. Han satte hende ned da han kom indenfor. Han lukkede døren bad dem og satte sig op af døren. Endelig i sikkerhed. Endelig kunne han slappe af. Hans nu normale himmelblå øjne kiggede over imod Angelie. Aaron gav hende et skævt smil imens regnvandet rislede ned af ham. Hans hår dryppede og han rystede af kulde efter den hårde tur. Aaron vidste ikke hvordan hun havde taget turen og det var først nu han rigtigt kunne sikre sig hun var i sikkerhed. Aaron vidste ikke om han var i stand til at hjælpe hende. Dog kunne han føre hende til nogen der sikkert kunne.

Selv da han løftede hende op i vejret, i sine arme, reagerede hun ikke. Hun var intet andet end en forskræmt kludedukke i hans favn, der beskyttende holdt hænderne over sin mave, for at der ikke ville være adgang ned til den igen. Den sidste oplevelse med det, havde været forfærdelig.
Selvom den stærke vind fik hendes hår og tøj til at piske ind mod huden, rørte det hende heller ikke. Det var intet, nogle små røde mærker hist og her kunne enhver klare, og selvom han prøvede at tale til hende igennem vinden, ville han have fået mere ud af, at snakke til en dør. Hun hørte stemmen langt, langt væk i hendes sind, men den var ikke lokkende.. Hun ville ikke nærme sig den stemme, men forblev istedet i sit halve drømmestadie i form af skallen.
Hun vidste ikke hvor lang tid der gik, om tiden overhovedet bevægede sig på dette sted. Men der kom dog en kort reaktion fra hende, da hun bled båret ind i varmen, væk fra den stormende vind, der havde rykket i dem. Reaktionen var dog kun en kort sitren i fingrene, og den forsvandt ligeså hurtigt som den var kommet.
Floderne fra øjnene var endnu engang stoppet, og da hun blev placeret på en ensom bæk langs væggen, lod hun diskret hånden glide over kinden, med et undrende blik, som om hun ikke vidste hvad der var sket.. Hvorfor hendes fingre blev fugtige. Kort vendtes blikket mod disse, mens hun lod hovedet falde på skrå, for derefter at lade hånden falde ned i sit skød, hvor den anden allerede lå, for derefter bare at vende blikket fremad.
Hun stirrede igennem rummet.. Så bænkerækkerne stå foran hinanden, for at stoppe op nede ved et forvokset kors, med billeder bag en ham den kristne.. Hun vidste, eller huskede ikke hvem, men han havde vel været vigtig. Hun havde engang været i kirke, så meget vidste hun, men formålet med besøget var glemt.
Hvad Aaron foretog sig, vidste hun heller ikke. Hun kunne ikke tænke på to ting, og lige nu opfyldte tanken om kirkegang hendes hoved, og efterlod ingen plads til noget som helst andet.

Aaron kiggede på Angelie der stod ved korset. Hun kendte det åbenbart. Aaron rejste sig om med en træt sukkende lyd. Han frøs. Det var meget koldt. Dog var der lidt varmere her inde. Aaron slog sime hænder mod hver sin modsatte skulder for at få varmen. Aaron gik langsomt op af kirkegulvet. Dette var meget modvilligt dog. Han kunne ikke lide kirker. Han vidste hans far var Ærkeenglen Michael. Dog havde han aldrig vist sig for ham, aldrig hjulpet ham, aldrig nogensinde gjort noget som helst for ham. Men det Aaron hadede sin far allermest for. Var at Michael ikke havde reddet Aarons mor fra at blive dræbt af en Dæmon. Da den tanke ramte Aaron bed han tænderne sammen. Han samlede sine hænder i knytnæver og knugede dem hårdt sammen. Hvert skridt han tog op mod alteret byggede bare mere til hadet. Dette var virkelig ikke noget Aaron var klar til. Aaron havde mest af alt lyst til at brænde dette her sted ned. Dog gjorde han det ikke. Det var ikke at selviske grunde han var her. Det var ikke for at hjælpe mig selv eller nogen han kendte. Det var for at hjælpe Angelie. En pige han ikke engang kendte. Da Aaron nåede alteret rystede han stadigvæk. Nu var det bare en blanding af had og kulde. Han stod og stirrede ned mod alteret. Skulle han bede sin Far om hjælp. Skulle han virkelig knæle og bede om det. Aaron sagde stille og roligt ’’ Fuck ’’. Han vidste ikke om han kunne få sig selv til det. Aaron vidste ikke engang om Michael ville høre hans bøn. Aaron havde kun bedt en gang før. Det var da han fik at vide at hans far var Ærkeenglen Michael. Den gang var han kun 5 år gammel. Han kunne huske at han havde bedt til Michael om at komme ned på jorden så han endelig kunne have en far. Det var ikke til at se på Aaron om det var tårer der løb ned af hans kinder imens han stod der og kiggede ned på alteret. Aaron huskede tilbage på hvor skuffede han var da Michael aldrig viste sig. Han husker det var grunden til han var blevet som han var jo. Aaron stirrede bare på alteret og sagde med en halvkvalt stemme ’’ Undskyld.. Jeg er… Ikke sikker på om… jeg kan ’’. Aaron førte sine hænder op foran sit ansigt og stod der. Indhyllet i mørket. Kun let omlyst af de stearinlys der var rundt omkring.

I det yderste af perifirien af sin øjenkrog opfangede hun bevægelse. Ikke nogen fjendtlig bevægelse, men den tiltrak alligevel hendes blik, som langsomt krøb væk fra korset, og hen mod Aaron, der havde været der hele tiden? Hun var ikke sikker.. Var det ikke ham der havde bragt hende hertil, trukket hende væk fra sit trygge opholdssted.. Nej.. Tryg var det ikke længere.. Hun erindrede de røde øjne, der var dukket op i teatret, øjne tilhørende vampyrer. Tanken frembragte en kort sitren i hende, inden hun kæmpede sig op på benene, for at følge efter ham. To meter bagved, hele tiden, mens blikket var rettet mod hans nakke, som om den ville forsvinde, hvis hun bare så meget som blinkede.
Tankerne holdt inde i hendes hoved. Hendes sind var nu blevet distraheret af dette væsen, som af en underlig grund havde valgt at tage hende væk fra de røde øjne. I blikket kunne man se beundrelse og opslugelse af ham. Ingen havde gjort sådan noget for hende, ikke hvad hun huskede, men en fremmed af brugt tid på at redde hende, istedet for bare at redde sig selv. En sådan person ville hun stå i gæld til.. Ville hun ikke? Var det ikke hvad man tænkte når man var.. normal? Hun vidste det ikke, huskede deet ikke.
Da han stoppede, tog hun de sidste skridt, så hun endte med at stå ved siden af ham, for at dreje hovedet, og betragte ham med et funklende blik, som kun et barn kunne gøre det, inden et barnligt, blændende smil kom over hendes ansigt, et der måske endda havde været kønt, hvis det ikke var fra de lunser af kød, blod og kaninhår der sad iblandt.
"Sol" hviskede hun, og troede for første gang på ordene, inden hun nikkede svagt, for at vise hun forstod. Forstod hvad han sagde nu, og hvad han sagde han havde været tidligere. Han var hendes sol. "Jeg.. A's sol.. nu" tilføjede hun langsomt bagefter, mens hun akavet klappede ham på armen, da han skjulte ansigtet, og smilede igen.
Hun ventede på at han ville fjerne hænderne, og vise han forstod hendes ord, som han allerede havde gjort. Hun ville også beskytte og hjælpe ham, som han havde hjulpet hende før. Om hun ville huske det imorgen var uvidende, men nu huskede hun, og det var vel det vigtigste.
Hvis hans fjernede hænderne, ville hun stryge bagsiden af sin pegefinder fra hans kind, og ned langs kæbebenet, for at fjerne den våde væske, der måske ville befinde sig i området.. Hun var ikke sikker på om den ville være der, eller om han ville tillade det dog.

Aaron stod i sine egne tanker. Han var virkelig i tvivl om han kunne be. Om han kunne gå ned på knæ igen og overgive sig til troen på sin Far som for længst var tabt. Det ville knuse ham hvis intet skete. Det ville for evigt kaste ham ned i hadets dybe mørke. Det var han sikker på. Men da Angelie talte hørte han hendes ord. Aaron fjernede langsomt sine arme og snøftede lidt. Han grinede en smule da hendes ord endelig sank ind i hans hoved. Da hun strøg sin pegefinger op af hans kind smilede han. Aaron havde ikke set noget bevæge sig i mørket. Han havde været for opslugt i hans tanker. Aaron grinede igen ’’ Du er min sol ’’. Aarons ansigt fik et beslutsom mine og han gav Angelie et fast nik. Han vendte sig om og kiggede på alteret. Nu var han ligeglad. Hvis ikke hans Far var en stor nok mand til at rede Angelie og kurere hende. Så måtte han selv gøre det. Så måtte han selv blive stærkere. Han ville være det lys hans Far aldrig var når folk havde virkelig brug for ham. Dog var der noget i ham der virkelig brændende ønskede at hans Far skulle vise sig for ham. Aaron tog en dyb indånding og gik langsomt ned på knæ. Han foldede langsomt sine hænder. Dette var en uselvisk handling han lavede. Det var ikke for ham selv. Det var for Angelie. Han ville be, for hende. Aaron lukkede langsomt sine øjne som svagt lyste blåt før han lokkede dem i. Han satte sine albuer på alteret. Aaron tog endnu et dybt åndedrag. Han vidste ikke hvad der ville ske, eller om der overhovedet ville ske noget. Han begyndte med en stille og rolig stemme at be ’’ Jeg er kommet her i dag.. Ikke for mig selv.. Ikke for at få noget.. Ikke ud af andet end min lyst til at hjælpe.. Jeg har virkelig ingen ide om hvordan jeg skal spørge om det her.. Så jeg spørg bare ligeud.. Far.. Denne kvinde har virkelig brug for hjælp… Hun er blevet tortureret så meget at hendes psyke er blevet ødelagt… Jeg er ikke i stand til at klare det her.. Jeg har redet hende var Vampyrer.. Hun er sikkert jaget.. Hun har intet.. Hun har ingen.. Jeg kunne ikke bare lade hende være alene.. Men… Jeg er ikke stærk nok.. Jeg.. kan ikke kurere hende.. hjælp mi… Nej.. Hjælp hende.. Hjælp hende.. Jeg ber dig.. Hjælp hende ’’.

Skyggerne slyngede sig op af væggen, efter en knirkende lyd hørtes svagt fra døren, da denne blev åbnet. Angelies blik fløj automatisk tilbage mod den, men bedømte hurtigt, at det måtte være vinden der havde slået den op en anelse. Heller ikke hun bemærkede den uformelige skygge, der ikke passede ind nede bagerst af rummet, og blikket vendte sig tilbage mod Andrew, der havde forstået hendes besked. Smilet nåede helt op til øjnene, og afslørede et ansigt, som kun et barn kunne eje.. Uskyldigt og glad uden nogen bekymringer overhovedet.
Hendes hånd faldt ned langs hendes side, da hun så ham falde ind i det bedende stadie. Noget hun aldrig havde forstået, men væsner fandtes, så hvorfor skulle der ikke findes andre, højere magter deroppe. For at hendes tanker ikke ville komme over læberne, vendte hun blikket mod et lærred, der afbillede denne kristne faders søn, og lod hovedet falde på skrå. Han så ud til at være i smerte, som han hang der på et kors. Mon det gjorde ondt? Hun overvejede at prøve det en dag, for at skabe følelsen, da en tåge marerialiserede sig foran dem.
Tågen voksede langsomt, og kastede sig omkring i kringlede bevægelser, mens et lysglimt skar igennem dem, og tvang Angelie til at knibe øjnene sammen i protest mod ændringen.
En dyb buldren, som blive tordenbrag, brummede diskret inde fra den, og hendes øjne fløj op i overraskelse. "Din handling er uselvisk, men er hendes også det?" Lød stemmen, og man kunne svagt høre den faderlige tone i tonerne, der kom ud fra tågen. "Ved du overhovedet hvorfor hun er i den tilstand?" Stemmen buldrede igen, og en lang pause indtrådte, som om denne ville give et opgivende suk fra sig og gnide panden i sit forsøg på at forklare dette.
Angelies blik vendte sig fra tågen, og mod Aaron, for at glide tilbage mod tågen igen. Var det ikke hende de snakkede om? Hun var ikke sikker, men istedet lagde hun stramt armene omkring sig selv, så hånden ville gribe fat om den modsatte albue, mens hun lod sig glide ned i skrædderstilling på det kolde gulv.
"Alle har muligheden for at træffe et valg.. Jeg kan ikke ændre på skæbnen.. Hun valgte det stadie, da hun forrådte i stedet for at være tro!" Ordenes ekko hang igennem rummet, mens tågen langsomt svandt ind, som om noget sugede den ud af rummet, og selv da denne var helt væk, ville der stadig hænge en tone tilbage fra de sidste ord.
Bagerst havde skyggen ikke rykket sig det mindste, men den var faldet en anelse, som om den havde krympet sig sammen ved synet af tågen. Nu voksende den, og lydløst kravlede den over bænkerækkerne, mens den nærmede sig Aaron og Angelie.

Aaron åbnede sine øjne helt da han hørte stemmen. Han sad først lamslået. Han vidste ikke hvad han skulle gøre eller tænke. Men da han så Angelie var det som vendte hans fornuft tilbage. Det var ikke for ham selv han gjorde dette. Aaron knugede sine hænder sammen og rejste sig langsomt. Han stod stadigvæk med ryggen til tågen. Han vidste ikke om det var hans Far Michael der stod der. Aaron sagde stille ’’ Hvis alle der forråder bliver straffet med ingen hjælper dem.. hvorfor så overhovedet prøve at kæmpe for det gode.. Hvis en person har det i sit hjerte til at tilgive.. Så kan det give så meget håb til en person at de kan ændre deres veje.. Det er ikke alle der er stærke nok til at gøre det selv… giv de fortabte en chance og de kan rejse sig fra det mørke de befandt sig i.. Begiv dig ned i mørket og vær det lys der guider dem ud af mørket.. Vær deres støtte og håb ’’. Aaron vendte sig langsomt om og kiggede på tågen med et beslutsomt og alvorligt ansigts udtryk. Han havde et blik i sine øjne han aldrig havde haft før. Det var et blik som kun en person der ikke tænkte på sig selv, men ville ofre alt for andre. Aaron sagde roligt ’’ Hvis man ikke er i stand til at tilgive.. Falder man ned i det mørke jeg er i.. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer op fra det mørke.. Men jeg er stadigvæk i stand til at være den person der hjælper andre op fra det mørke ’’. Aaron nikkede beslutsomt ’’ Hvis ikke du hjælper hende.. Hvor meget bedre er du så end den der har gjort det mod hende.. Svar mig på det.. Du vil sikkert sige det ikke er dit ansvar.. Hun selv har påbudt sig det her.. Men nu er det mit ansvar.. Nu er det min sag.. Jeg tager det fulde ansvar.. Jeg tager den fulde straf for hende.. Hvis der er nogen der ved hvad jeg snakker om så er det ham ’’. Aaron pegede tilbage på Jesus der hang på korset. Lidt efter sagde Aaron ’’ Men har i helt forkastet jeres veje og overladt mennesket til sig selv.. Jeg tager straffen for hende.. Jeg vil med glæde bøde for hendes synder ’’.

"Alle har et valg!" buldrede stemmen voldsomt fra tågen, da Aaron kom med sine beskyldninger om at denne ikke var meget bedre selv. Forstod han det ikke. Han kunne ikke blande sig i det menneskelige liv.. Livet på jorden. Tågen kastede sig rundt i nogle korte, arrige bevægelser, inden den igen flød ind i de rolige. "Alle har et valg.. Selv nu har hun et valg, det skal bare findes".
Tågen var forsvundet uden at kommentere på resten af hans sætninger, protester og argumenter. Aaron kunne bede ligeså meget han ville, tage ligeså meget ansvar han ønskede, og han ville stadig ikke ændre på skæbnen. Livet gik sin gang som det nu gjorde, og det var forkert at ændre på den. Det var at misbruge sin magt, og var ikke tilladt. Tågen ville ikke komme tilbage ligemeget hvad han sagde, og det sidste ord var sagt. Der var intet andet at gøre, end at løse problemet selv, præcis som alle andre måtte gøre det.

Bagved kom skyggen nærmere, og ramte nu for første gang Aarons ansigt, da den kastede sig over bænkerækkerne, for derefter at vibrere usikkert. Den sneg sig ind på sit bytte, og holdt nu pausen, inden den ville springe frem fra sit skjul og æde dem med hud og hår.
Angelies eget blik bemærkede for første gang skyggen nu, og rakte mærkelig ud mod Aaron, for at trække ham i armen, mens hun stirrede over bag bænkene, hvor skyggens sande skikkelse ville befinde sig på nuværende tidspunkt. Hun strammede grebet omkring hans arm, for at påpege at hun ikke ønskede at han nærmede sig noget ukendt. Han måtte ikke blive såret.
Hendes blå øjne skulede stadig mod stedet, mens hun stoppede med at trække vejret, ved tanken om at det kunne være de rødøjede der var på vej tilbage mod dem. Måske havde de fulgt efter dem.

Skyggen voksede kort, mens den nærmede sig yderligere, og to skridt mere og den ville være fri at bænkene, og de kunne se hvad der kastede den. Igen gjorde den holdt, som om den gjorde klar til at angribe, for derefter at springe ud, og kaste sig mod en stykke tråd, der lå mod gulvet, glemt ved den sidste gudstjeneste.
Den mjiawende lyd skar igennem det stille rum, som kattens poter fik fat i tråden, og den kastede sig om på ryggen, og gled den gulige pels mod fliserne, mens de grønne øjne spillede lystigt.
Angelie selv trak igen vejret nu, og åndede lettet op, inden hun vendte blikket mod Aaron, hvis han stadig stod ved siden af hende.

Aaron bed hårdt tænderne sammen da tågen kom med dette svar. Men der var en blandet følelse der ramte ham. Først og fremmest vidste han hun at hans far ikke var komplet ligeglad med ham. Det var en følelse der næsten bragte tårer frem i hans øjne. Det var dejligt at vide. At vide han ikke bare var en fejl Michael ville glemme alt om. Men på den anden side hadede han sin Far mere end før. Hvor kunne han behandle folk sådan. Overlade denne verden til deres egne hænder. Menneskerne var ikke stærke nok til at klare de fjender der var. En tanke strejfede Aaron. Var det derfor Aaron var blevet født. Var det fordi Michael virkelig ønskede at hjælpe menneskeheden men ikke kunne gøre det selv. Så han ville skabe en der kunne. En der havde kræfterne dybt i sig der var stærke nok til at gøre en forskel i denne kamp. Aaron stød den tanke væk igen. Det kunne ikke være derfor. Men igen var Aaron alene. Han stod med dette problem alene. Ikke nok med han var den eneste af sin slags, han mor var død. Han var helt alene i verden. Aaron fik igen et blik af viljestyrke i sine øjne *fuck det.. Jeg redder fucking folk selv så når du er for fucking fej til at gøre det*. Aaron så skyggen og gjorde sig klar. Havde de virkelig fundet dem. Men han havde gjort så meget for de ikke kunne. Da Aaron så det var en kat åndede han lettet op. Han kiggede over imod Angelie og sagde med hans blide stemme ’’ Jeg vil finde en kur ’’. Aaron gav hende et glad smil. Han vidste ikke hvor eller hvordan han skulle redde Angelie var hendes sindssyge. Men han ville ikke give op. Han måtte tage sig af hende. Han måtte sørge for hun ikke kom til skade. Han ville være hendes Guardian. Han tænkte hun nok aldrig havde haft en person der virkelig var der for hende. Det måtte være en af grundede til hun var endt sådan her. En uselvisk person der ikke havde nogen undertone af at udnytte eller få noget af hende. Han lagde sin hånd over hendes og sagde ’’ Kom.. Vi går hjem ’’. Aaron smilede beroligende til hende. Hun havde været igennem så meget. Hun havde brug for en. Han skulle nok være den person. Alle skulle starte deres rejse et sted. Angelie var starten på hans.