By the fountain // Privat: Krodon

Tid: Efter midnat
Sted: Terre - markedspladsen ved springvandet op af bymuren.
Vejr: Stjerneklart og køligt
Omgivelser: Passerende mennesker af blandet oprindelse og forskellige gøremål; berusede skikkelser kommer snublende forbi i grupper eller alene; gadens vagter patruljerer jævnligt for at opretholde ro og orden; fattige, krumbøjede mænd og kvinder, som netop har færdiggjort dagens arbejde, bevæger sig forbi med livstrætte skridt.

Dråberne ramte vandoverfladen i insisterende, determinante slag, som brød hendes spejlbillede op i et uroligt, surrealistisk portræt. Langsomt spredtes ringene, blev forenet med utallige andre for derefter at glide ud, forsvinde et sted i intetheden, så ingen med sikkerhed i stemmen ville kunne have påstået, der ikke blot var tale om et synsbedrag. Hun rakte en hånd ud og afbrød springvandets stråle et øjeblik, hvormed et virvar af dråber afledtes i deres bane og ramte hendes ansigt og tøj. Med et skævt smil - en let hævning af den ene mundvig, for træt til at gøre andet - lod hun fingrene følge overlæben for at fjerne dråberne og rystede derefter sin kappe.
En stemme gjaldede ovre fra den anden side af pladsen, uden tvivl fra et mandligt væsen og hæsheden tydede på et indtag af rigelige mængder alkohol. Hun lænede sig en smule frem, så kappen gled ned fra hendes skuldre og afslørede en slidt kofte bundet sammen under brystet med en solid lædersnørre. I et øjeblik overvejede hun tanken om, at pådrage sig personens opmærksomhed, om ikke andet, så for en smule underholdning. Hvis han da var et menneske. Bitter erfaring havde trods alt lært hende at være påpasselig over for udødelige.
Han dukkede op i gadelampens skær, og hun kastede sig baglæns ind i skyggerne op af bymuren. Noget skarpt stak hende i ryggen, men hun undetrykte følelsen af ubehag og trak vejret så lydløst som muligt. Mandens hud var hvid, alt for hvid for et menneske. En makaber lugt af råddenskab sivede nærmere på trods af en afstand på flere meter og ramte hende som et slag i ansigtet. Hun rynkede næsen i væmmelse. Frastødende skabninger, de vampyrer, og efterhånden et problem at undgå.
Manden forsvandt af en baggyde, stadig syngende ord, hun ikke genkendte. Langsomt slappedes kroppens muskler, og lod sig dumpe ned på springvandets bassinkant påny med pulsen bankende i kroppen.