Promises are broken more often than they are made > Malakel Lemoris

Den forfaldne domkirke, henlå i et yderst tiltalende stilhedsløfte. Der lød en hæs hvislen, der fik blade til at risle ned af taget, hvis ens blik var rettet imod netop det punkt. Det var også der, hvor solen endnu dalede og smurte langskabet i et blødt, orange skær. Vinden løftede sig hastigt, lod sig slå til alle tænkelige steder, skabte et inferno af melodier. Det var næsten ikke til at høre, da havelågen blev skubbet let op og udstødte en klages knirken. Hængslerne var næsten ubrugelige, efter mange års forbrug. Og resten af skrumlet, var tydeligvis ingen undtagelse.
Der forekom en nærmest uhørlig knasen, fra kirkens grusbund. Endnu nåede solens stråler ikke at bemale den nyankomne, før man kunne se et par porcelæns agtige, krystalblå øjne. Hvis man sad på tagets top, kunne man akkurat ane noget langt og sort, glide omkring noget æggehvidefarvet, som en ydre maske. Den ene svagt markerede arm, løftede sig og lod efterhånden fingrene stryge igennem de mange tråde, fra den fremmedes hovedbund. Fingrenes negle kradsede let de døde hudflager af hårbunden, før armen endnu slangede sig langs kroppens side. Igen lød den svage knusen, da stoffets beskyttede legemer, langsomt begyndte at glide fremad i langsomme men sikre bevægelser. Der var ingen tvivl at spore blikket, selvom ansigt træk over i et let, tvivlsomt udtryk. De krystal blå øjne blev tvunget let sammen og de afsøgte området for alle detaljer, selv de allermindste. Det var tydeligt, at alt var øde og denne fremmede måtte bevidne hele det storslåede, halvgamle domsted alene.
Døren spærrede vejen, for resten af stien og de to hænder var tvunget til at skubbe den op. De store mahogni døre klynkede under presset og det føltes uvirkelig tungt, da de smalle hænder prøvede at skubbe dem fra hinanden.
Det var som om døren pludselig åbnede af sig selv, da skikkelsen havde fremdroget et vist antal suk. Der blev undsluppet et uendeligt mørke og det ville normalt få alle til at ryste, for så at vende og belægge vejen hjem, som var dette aldrig fundet sted. De krystalklare øjne lukkede sig roligt, imens halsen undslap et nyt suk, samt en svag hovedrysten. Håret omkring den flødefarvede, stramme hud, begyndte let at vibrere under spændingen og suset, påsat af det indre kammers indelukkede aroma.

"... Altid det korteste strå, evig og altid" Asparaen måtte klemme læberne sammen, for ikke at virke alt for bedrøvet, med sine mange udbrud af suk. Håndryggen trykkede sig ivrigt imod panden og de glansfulde øjnes udsyn blev yderligere mindsket, da den halvhøje mandsling valgte at tage sit første skridt.
En knækkene vingebasken afbrød domkirkens indre stilhed. Alt lys var opslugt af umættelige skygger, der frit dovnede sig her. Et paradis for alt mørke, for alt, der ønskede at gemme sig fra solen og lykke. Det var måske hvad, der nu engang havde drevet ham her, når nu han normalt valgte solsiden af landet. Læberne åbnede sig let og en skillevæg af spyt, kunne dog ikke holde et hæst åndedræt inde. Asparaen træk kort i sin kimonos lette silke og begav sig dybere i det tætte mørkeindhyllede skyggeland. Selv hans små åndedrat og det roligt bankende hjerte, blev lydtæt under det sortes pres.
Ahneliel løftede kort blikket og så imod det eneste sted, hvor der næsten nåede lys ind. Det var et smukt vinduesmaleri, der nu engang forestillede noget abstrakt. Det henviste hen til de gamle tider, hvor kirken endnu var ny og ren, med solens stråler strømmende ind, som kæmpede de om, at lade det hellige sted blive oplyst af dem. En ærefuld kamp, der efterhånden som skovens træer voksede og højhuse stormede op, langsomt svandt ud i det glemte.

// Lidt stemningsmusik --> https://www.youtube.com/watch?v=ITswHbJPHhQ //