Barn af Kilderne - Cricker & David

Sted: Nain Des - Bjergkæde, De Varme Kilder.
Tid: 23:00.
Dato: 25. April 2011.
Vejr: Fugtigt men lunt.
Omgivelser: Kilder, eksotiske planter, rå klippegrund og månen.

Et hunkønsvæsen sad krøllet sammen med et par alabasterhvide fødder sunket ned i en smal kildes varme vand. Hendes arme knugede om knæene, hvorpå hagen hvilede, og de meget klare, blå øjne var fikseret med en barnlig nysgerrighed på en vidunderlig plante, ukendt for hende. Den var en dyb rød farve, og den snoede sig stramt rundt om en anden, væsentligt mindre, gevækst, i hvad der enten kunne ligne en indviklet tango eller et koldblodet kvælningsforsøg.
Kvinden, englen om man vil, havde aldrig befundet sig her før. Hun havde været i bjergene mange gange, bevares, men havde aldrig turdet bevæge sig længere ind i kløfter eller grotter end at hun stadigvæk kunne se dagslyset slikke over sit ansigt. Men denne aften havde en række sære planter fanget hendes opmærksomhed så effektivt, at hun havde fulgt dem rundt om bjergsiden og til sidst var endt her, midt i et frodigt paradis i hjertet af en klynge ellers golde bjerge. Hun havde nær klappet i hænderne af fryd. Hun følte, at hun hørte til her, som om stedet altid havde ventet på, at hun skulle komme anstigende.
I dette sekund sad hun og grundede over, om hun nogensinde kunne bære at forlade denne oase. Som hun allerede betragtede som sin oase på grund af den uforstyrrede stemning, der smøg sig kælent om alle kurver på alle blade og klippefremspring sammen med det blege lys, som månen kastede. Englen stirrede stift på en særlig oplyst del af klippegrunden omkring hende, men blev pludselig forskrækket, da en skygge abrupt blev kastet ind over feltet og hun blev klar over, at der stod nogen bag hende. Så meget for uforstyrrethed.

De var længe siden at Cricker havde været oppe i bjergene sent om aftenen, faktisk var det længe siden at han i det hele taget havde været her, der var så meget han havde gjort et andet sted at han måtte forlade hans hjem.
Han ville hen til kilderne, for at slappe lidt af efter en lang dag, han havde selvfølgelig som han plejede før han rejste, været ude for at sikre sig at folk kunne gå omkring i skoven uden at blive overfaldet af alt muligt som ville gøre dem ondt. Og det var nu sjældent at folk var herinde så sent, så han havde valgt at tage herop for at "holde fri" kunne man vel nok sige. Han fløj og var så i sin dæmon form, store grønne drage vinger, med en grøn drage hale der dukkede op ud fra lænden, fra hænderne og op til skuldrene var hans hud dækket af bark, stærk som jern. han landede udenfor grotten der førte ind til kilderne og begyndte at vandre derind af.
Da han næsten var derinde kunne han se at der var en.. Nej to skikkelser derinde, den ene sad ned og den anden stod bagved, det plejede som regel ikke at være et godt tegn eftersom at der ikke kom nogen lyd derinde fra, og det tydede på at de ikke snakkede. Cricker listede sig nærmere og kunne nu se at der sad en engel derinde, det så da i hvert fald sådan ud, og bagved var.. En eller anden, Cricker kunne ikke lide synet at den anden person, så han trak stille sit to hånds sværd og gik hen til den person som stod bagerst hvor efter han pegede sværdet imod ryggen på ham. "Hvis du gerne vil herfra i live, så lader du pigen være min ven." Sagde Cricker, og for at lyde mere truende havde han sagt det med en dæmon accent, bare for at skræmme ham den fremmede.

David havde siddet i sine egne tanker længere væk da han havde set en yndig kvinde, med lyst hår komme gående. Han havde siddet og betragtede, eller nærmere begloet hende i lang tid mens hun var på vej mod et mål der var ukendt for ham på det tidspunkt. Da hun så var gået videre ud af hans synsfelt var han stille listet efter hende. Han var ganske betaget af hendes smukke hår, og den udstråling, som en engels. Han var ikke ofte sammen med engler, oftere med dæmoner, fordi det vrimlede med med dem. De havde sgu travlt de små dæmoner. Jaja, han var selv dæmon, men også engel, og han syntes da helt klart at denne ganske kønne engle kvinde til trak ham mere, end en dæmon kvinde ville. Han ville ikke sige han var forelsket i hende, nej, det var han ikke, men han kunne lide hvad han så.
Han fulgte efter hende, men stoppede op nogle meter bag hende så hun ikke skulle opdage ham. Hvorfor hun ikke måtte vidste han ikke, men han fortrak at kigge på hende fra skyggerne, hvor han havde det bedst, og hvor han ikke var udsat for overraskelser. Med lidt god vilje kunne man vel godt få hende til at ligne en prinsesse fra et eventyr som sad i paradisets have eller ...
David som havde troet han stod godt i skjul, i sin lange frakke, sorte sko og bukser blev pænt, hvis ikke meget, noget imellem, overrasket over lyden af en mandelig stemme bag sig, med noget dæmonsk accent i stemmen. Han ville måske have brudt ud i et latterbrøl hvis det ikke havde været fordi han så med var sikker på at prinsessen ville fare op og skrige, eller hvad kvinden nu ville gøre. Han vendte sig langsomt om, og kiggede på herren bag ham. Han havde stukket et svær op i snotten på David, som hans grå øjne kiggede lidt på. Han vendte blikket tilbage til herren foran ham. "Jeg er ikke gjort din veninde noget, jeg beundre hende bare." David lod en stor bleg hånd glide igennem de lyse krøller. "Og gider de sænke deres våben, det er ganske ubehageligt at have den oppe i hoved." Med en let håndbevægelse fejede han sværdet væk. "Hvis du ønsker at snakke med hende kan du bare gå der ind, jeg skal nok blive." Der var en smugle irritation over hans stemme. Nu opdagede kvinden dem sikkert, og hans fine plan med at kigge på hende ville være ødelagt.

Ophelia reagerede først, da en hæs knurren lød bag hende. Hun hev fødderne så hurtigt op af vandet, at der lød et tydeligt plask. Det ramte grottens rå vægge og rikochetterede tilbage i form af et klart ekko. Først, da hun spændte alle muskler i kroppen og snurrede rundt, gik det op for hende, at denne knurren formede ord. Noget med at lade pigen være.
Ophelia stirrede på to fremmede mænd, hvoraf den ene kun kunne være en dæmon med den barkede hud og lange hale. Det var ham, der havde talt. Hvordan i helvede var de sluppet herinde begge to, uden, at det var gået op for hende? Hun sprang heftigt op på benene som en fjeder i et virvar af lyst hår og kjolestof og bakkede så langt tilbage, hun kunne, uden at ende i vandet bag sig, altimens hun forbandede sig selv for altid at være så pokkers uforsigtig. Hvor var det typisk hende at færdes mutters alene i skumle grotter på egen hånd om natten, bare fordi at der var kønne planter.
Efter et par hivende, og dybt unødvendige, åndedrag, begyndte det at gå op for Ophelia, at dæmonen i blandt dem ikke rettede sit svær mod hende, men derimod den anden fremmede, den langt mere menneskeligt udseende mand med de tykke, lyse krøller, der tilsyneladende havde stået meget tæt på hende sekunder forinden, for Gud vidste hvilken grund.
Hun krøllede akavet hele kroppen sammen i et forsøg på at beskytte sig selv og betragtede dem katteagtigt. De to mænd udvekslede ord, indså hun, som om hun ikke var der. Tanken slog hende, om de mon kendte hinanden, men ordene virkede en smule fjendtlige, som de banede sig vej ind i Ophelias glatte øregang. ,,Hvad gør I her?" Pippede hun og så fra den ene til den anden til oasens eneste udgang bag deres korpulente kroppe.

//OoG: Beklager ventetiden, drenge. Rækkefølgen er: Ophelia - Cricker - David.//

Cricker kiggede på den fremmede foran ham, han tog sværdet lidt tilbage. "Aha, du kan sige hvad du vil, men du kan ikke forklare dig ud af at du stod herovre og udspionerede hende" Sagde Cricker, dæmon accenten var forsvundet, og Cricker kiggede hurtigt over på den pige som nu stod og kiggede på dem, og han kunne godt forstå at hun var bange. Han sukkede lavt og rystede stille på hovedet, hvorefter han kiggede over på den fremmede mand. Han havde ikke mere at sige til ham.
Cricker gik et par skridt væk fra manden, men dog lod han ikke sit sværd forsvinde, han kiggede over på pigen. "Mit navn er Cricker, jeg bor ude i skoven og kommer tit herop for at slappe af, og så var det jeg så ham her stirre på dig herovre fra, og jeg gik ud fra at han var ude på et eller andet" Svarede Cricker til hendes spørgsmål, denne gang lød han så rolig som han kunne, for ikke at skræmme hende. Han gik lidt til side, så hun havde chancen for at gå ud hvis hun var alt for bange, han ville ikke bebrejde hende hvis hun var. "Jeg kan jo sige for mig selv at jeg ikke er her for at gøre dig ondt" Han kiggede over på manden. "Og jeg havde håbet på ikke at gøre nogen ondt" Sagde han, nu fjernede Cricker så sit sværd og kiggede på dem begge to.

Nå, men når han ikke kunne forklare sig ud af dette, og heller ikke hade tænkt sig at gøre det, lod han det ligge, og drejede sig om mod kvinden. Han var ikke helt sikker på dæmonen, med det svær, og hans måde at byde folk velkommen, men han så ikke ud til at vil lange ud efter ham, så han tog chancen og koncentrere dig fuldt ud over kvinden, og lyttede til dæmonen. Cricker. Han gentog navnet et par gange for at få det til at falde på plads. Åh hvor sødt det lød med at bo ude i skoven og alt det der. Han valgte ikke at sige noget, da han ikke var helt tryg ved hans svær han stadig holdt i hånden. Han havde lyst til at klappe Cricker en, men holdt sine hænder i lommerne på sin frakke. Hvordan ville det ikke se ud hvis de kom op at kampe. Han ville nok vinde, da han havde sit fine våben. Han kiggede over på kvinden, da der kom et spørgsmål fra hende. Han kastede et blik over på dæmonen igen. "Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal besvare det, da din ven allerede har gjort det så fint, og jeg meget muligt ikke ville have en chance for at modsige ham." Åh hvor var den dæmon sukkersød. Sikke en gentleman. Selv var han ikke typen af den støbning, så han kiggede bare fra den ene til den anden. han sendte Cricker et letter hvast blik, og kiggede ba re på kvinden, ikke med samme interesse som før, men den var ikke helt forsvundet, for selvom han nu havde en sur dæmon på nakken kunne han da stadig beundre hende.

Femtusind tanker - mindst - fløj forvirret rundt på indersiden af Ophelias hoved, stødte sammen og filtrede sig ind i hinanden for så at spredes for alle vinde igen sekundet efter. Det dæmrede langsomt for hende, at hun muligvis havde fejlbedømt situationen en smule, og da det dæmoniske væsen sænkede sit våben, blev det en del lettere for hende at få tankerne til at hænge bare nogenlunde sammen og forme noget, der havde bare en snært af mening.
Ophelia tog den anden i øjesyn, en lidt mindre skikkelse med nydelige krøller og en sarkastisk tone i stemmen. Han havde en sødlig lugt ved huden, der kunne tyde på en smule engleblod, men den var ikke så udtalt som hendes egen. Dæmonen havde den karakteristiske duft som våde blade i skovbunden. Hun rettede sig en smule op fra sin sammenkrøllede stilling og rettede på håret, og ikke længe efter bød hendes nysgerrighed hende at træde et forsigtigt skridt nærmere de to indtrængende i hendes lille paradis.
Dæmonen snakkede først, og hun begyndte langsomt at forstå situationen. Den krølhårede havde stået kigget på hende, hvorefter dæmonen, der præsenterede sig selv som Cricker, havde følt behov for at gribe ind. Ophelias første tanke til dette var pinagtigt, at det da i grunden ikke var så slemt, hvis folk havde lyst til at beundre hende, og det var jo ikke fordi, at den fremmede, som endnu ikke havde besværet sig med at præsentere sig, ikke var attraktiv nok. Og hvem bildte Cricker sig egentlig ind, at han var, sådan at pålægge sig ansvaret for at beskytte hende uden nogen reel grund. Så kom hun til fornuft og mindede sig selv om, at hun befandt sig i bjergene om natten helt alene og skulle være lykkelig for, at en bevæbnet mand med en meterlang hale og et skarpt våben havde været i nærheden til at beskytte hende fra alt, hvad der bare kunne ligne fare.
,,Tak , Monsieur," sagde hun og sendte Cricker et meget lille, men meget oprigtigt smil. Hun troede ham næsten fuldstændig, når han sagde, at han ikke havde intentioner om at gøre hende ondt. Men det havde hun på den anden side hørt før, hvor resultatet havde været smertefuldt. Mildt opstemmende, men mest af alt bare smertefuldt og frygteligt. ,,Jeg hedder Ophelia."

Cricker kiggede på de to, han sukkede stille og brød sig ikke om Davids tone, han kastede sit sværd op i luften så det snurrede et par gange, greb det i skaftet og satte det om bag på ryggen. Han rystede på hovedet og gik forbi Ophelie hvorefter han kiggede op på klipperne. Han gjorde klar til at lette og satte sig på en klippe længere oppe, hvor han kiggede ned på dem, hans øjne lysede svagt grønt i mørket. Han kunne godt føle hvis han ikkevar velkommen, eller han var vel velkommen, men han havde nok fejlbedømt situationen så han sagde ikke så meget, han lagde sig ned efter lidt tid og kiggede op på himlen. Det var længe siden han havde været her, og han ville egentlig bare nyde stedet. "Det er ikke nemt at vide hvad der er fjendtligt og ikke fjendtligt i hensigt efter alt det jegh ar set. Jeg har været her i omkring 90 år og har ikke set mange der lurer på andre uden at ville dem noget ondt" Sagde han efter et stykke tid og blev bare liggende deroppe og kiggede op på himlen. Han strak sig, hvor der kom et mindre brøl, som hvis en løve gabte. Hans vinger spredte sig, de var vel en meter hver eller deromkring.

Et højt suk hørtes fra Davids læber. Han var straks blevet stemplet som den onde, han havde personligt ikke noget imod det, så længe de ikke begyndte at angribe ham. Han kiggede på dæmonen, der lignede en mellemting mellem et menneske, et træ, og et dyr. En besynderlig sammensætning i hans øjne, men han lod det ligge.
Han slog opgivende ud med hænderne og gik forbi Ophelia og der hen hvor hun før havde siddet, men drejede om på hælen så han kiggede på hende. "Det er utrolig man ikke må se på folk længere." Hans grå øjne hvilede kort på hende, før han spredte nogle sorte vinger ud, og fløj op på en afsats hvor han så stod og kiggede på dem begge to skiftevis, med en tænksom mine hvor efter han valgte at kommentere Crickers anklage mod ham. "Nej, men jeg behøver ikke at være ond bare fordi jeg kigger på den kønne kvinde." Han gav et lille nik mod Ophelia. "Måske burde du så lade være med at hive dit våben så snart du så nogle, det ligger jo ikke ligefrem en god tone." Han kiggede kort op i luften før han kiggede på Cricker. "Jeg fortrækker en hånd, og ikke et sværd."

Hun stod og ventede ivrigt på, at de to herrer valgte at præsentere dem, da først den ene og derefter den anden lettede uden et ord og valgte at placere sig på hver sit klippefremspring. Hun åbnede vantro munden og satte hænderne i siden som et utilfreds barn. Nu, hvor det havde vist sig at begge parter var - forholdsvis - ufarlige, når de ikke svingede rundt med deres svær som cirkusartister, ville det da være rart med noget selskab.
Hun vandrede akavet hen og stak en smal fod i vandet og lyttede intenst til dem bide af hinanden et sted over hendes skikkelse. Det var faktisk en smule morsomt, og det trak i hende for at være en del af deres samtale. Langsomt rakte hun hånden om bag på ryggen og løsnede silkeknapperne en for en. Al Ophelias tøj kunne åbnes på ryggen, således at der ville være plads til vingerne uden at ødelægge godt håndværk.
Hun mærkede kølig natteluft mod sit ansigt, da hun steg i højden, og udså sig omhyggeligt et fremspring placeret strategisk mellem de to kamphaner. Langsomt foldede hun vingerne, der var hvide på nær i spidserne hvor sorte markeringer fik dem til at minde om falkevinger, sammen igen og trak knæende op under hagen.
Vel vidende at hun muligvis var både påtrængende og irriterende, sagde hun lavmælt: ,,Lad os aftale, at vi kan kigge lige så meget på hinanden, vi lyster, hvis vi giver hånden fremover," hun smilede skævt til dem begge to og så så direkte og gennemborende på den lyshårede med sine klare øjne. ,,Og fortæl mig så, hvad du hedder."

"Du skulle bare vide hvad der sker herude... Så ville du heller ikke tage nogle chancer" Sagde Cricker lavt, men han håbede et eller andet sted at den anden kunne høre det. Han rystede på hovedet og kiggede stadig op på himlen, men han lå dog lidt ubehageligt. Han satte sig op, trak sit sværd og satte det fast i klippen ved siden af ham. Han lagde sig derefter ned igen og det var straks bedre. Der kom et tilfreds suk fra ham imens at han kiggede på de stjerner der nu var på himlen, det fik ham til at slappe af, det var som om at der ikke var nogen omkring ham, men han vidste jo bedre.
Cricker kiggede ned på Ophelia hurtigt og derefter over på den anden som sad på en klippe afsats ikke langt fra ham. Han valgte ikke at sige noget, han var jo ikke ude på at provokere nogen, hvis han var så ville han nok prøve lidt hårdere end det han gør nu, ikke fordi at han prøvede. Han kiggede hurtigt op igen, han lyttede til hvad det var Ophelia sagde og havde lyst til at sige et eller andet til den anden som lå derovre, men det var nok smartest at lade være, som sagt så var Cricker ikke ude på at provokere nogen, han orkede ikke at skulle kæmpe i aften.
Et sted kunne han jo også nok se at det var dumt at han bare sådan havde trukket sværdet, men det var jo ikke til at stole på nogen herude, og især ikke på den her tid om natten, efter alt det der er sket i skoven med vampyrer og nu også varulve så var det ikke til at vide sig sikker nogen steder, end ikke heroppe i bjergene.

Trods Davids øre ikke var de skarpeste når man målte dem med andre væsner kunne de, hvis han anstrengte sig kunne han mød nød høre hvad der blev sagt. Han kiggede på Ophelia, som var lettet og fløjet op imellem dem og kiggede nu på ham, og forlangt hans navn. "David." svarede han kort. hvad skulle han ellers sige? Hele sit navn? Ellers tak, han vidste jo faktisk heller ikke hvad han hed til efternavn, og det var jo heller ikke noget han ligefrem var stolt af, og sagde det til alle der kom ind for hans høre vide. "Men det er da godt at du passer på de skønne jomfruer der bevæger sig her i skoven." Han kunne ikke helt lade være med at sige det, for ham dæmon gutten virkede som en rigtig prins, der gerne ville rede Ophelia fra dragen, som på en eller anden måde var endt på ham, fordi han havde beluret hende. Og så hans små kunstner ned det pokkers sværd. Det var da ligefør han håbede at han ville skære sig, men det ville han jo ikke, han så ud til at kunne styre denne ting der ganske godt, og chancen for at han så skulle skære sig ville være lille, alt for lille.