Roser, Blod og ... - Jasmin (Privat)

S: Forêt
O: Træer ... det er en skov ^^
V: Lidt overskyet
T: Sådan noget tænker man da ikke på i naturen!

Et par grene knækkede da der kom et par store læder støvler trampende igennem skoven. De var godt slidte, hvilke man tydeligt kunne se på læderet og de gamle spænder. Hvis man gik lidt længere op kom man til nogle mørke jeans, og få centimeter længere oppe en lang sort læder frakke, som dog ikke var helt så gammel som støvlerne. Den var lukket, og kraven trukket op, så den halv dækkede mandens ansigt. Hans lyse hår og hud lyste næsten op i alt mandens mørke tøj. Hans hænder var begravet i de store lommer i jakken og de grå øjne flakkede rundt i skovens skovbund på jagt efter noget. Skridtene var lange, og målfaste, som om han gik efter et mål, han vidste hvor var. Han stoppede pludseligt op, og kiggede rundt. Hans blik faldt på et træ længere fremme, hvor der var noget svagt glimtende. Han gik der hen, og kiggede nærmer på den lille ting. Det var et blad fra en kniv, men skaftet var der ikke. Han kiggede på bladet, og betragtede den indgraveret rose.
Han trak en lys stor hånd op af den ene lomme, og trak bladet ud. Det glimtede svagt i lyset der kom oppe fra solen der hang over hans hoved. Han lod en finger glide over kniven og kom til at skære sig. Han kiggede kort, fascineret på blodet, før han stak fingeren ind mellem kraven, ind mod hans mund, hvor han langsomt slikkede blodet af, og smagte den metalliske smag af blod. Han trak fingeren ud igen, og trak et stykke sort stof ud fra sine ene lomme, som han svøbte kniven i og lage den ned i lommen. Han drejede om på hælen, for at begynde tilbageturen.

lidt fra ham. Gik en smuke ung pige det var Jasmin hun var ung og smuk skønhede, hade hun efter sin mor som var elver og den anden del var efter hendes far. Som var et mennske hun gik stille rundt og sang hendes ynde var meget smuk, og batagen for mange af dem som så hende bliv hurtig forelsker i hende. Pågrund af hendes elvergener hendes forælde og hende selv bor uden for, hendes mors hjemby da Jasmin ikke var gammel nok til at komme ind i byen. endnu men det var hun snart med et kunne hun lugte blod hun så sig omkrig, og fik øjen på ham hun var ret stille så han ikke kunne se hende. han var ikke et mennske det kunne hun mærke der var nogen engle og dæmon, over ham og det skræmet hende en del hun gik bag ud. Men kom til at træde på en gren som knække meget højt

David der havde været optaget af blodet der igen var begyndt at løbe ned af hans blege finger drejede hoved med et ryk da han hørte lyden af en gren der knækkede. Han stirrede over på en pige som så skæmt ud. Han lage hoved lidt på skrå, og gemte sin finger væk i sin frakkelomme. Han kiggede på hende med undrende øjne. Hvad mon hun lavede? Elver? Han gik hen imod hende for at finde ud af det. Hun lignede et lam i hans øjne, forskræmt og med lugten af menneske hængende over sig, som en slags lokkemad. Han ville ikke drikke hendes blod, for han var jo ikke en af de blodsugende tosser, nej, men måske det første offer for hans nye kniv? Han gik helt hen til hende, så der knap var en meter mellem dem. Han drejede hoved let fra side til side og betragtede hende med gennemborende grå øjne, der ikke vidste nogle form for følelse af den ene eller anden art. Han kunne nemt gøre det af med hende, hvis hun ikke løb skrigende væk, hvilke hun nok snart ville gøre, men der var noget der fik ham til at stoppe. Han var jo ikke massemorder, og ønskede heller ikke at blive det. Han lod spidsen af sin tunge fugte de tørre læber. Det var en ganske hurtig næsten uselig bevægelse, som en slanges.

Jasmin stod helt stille. Hun var lammet af skræge da hun hade set ham nogen ved ham skræmet, hende rigtig meget hun bakke stille bag ud da hun ikke ville være for tæt. På ham da hun ikke viste hvem eller hvem han var, hun gik bag ind til hun gik ind i et træ hun ryste svaget hun var bange for ham. Hvad laver han her så tæt på elverbyen som var snart var en del af hun ryste over hele kroppen, hun var så bange og hun var ved at skrige så bange var hun

Det undrede ham at hun ikke var løbet, for hun så ikke tryg ud. Han vidste ikke helt hvad hun skulle stille op med hende. Han tøvede lidt, og åbnede let sit halv tørre læber, han trak vejret og gjorde klar til at sige noget, men der kom ikke noget over hans læber. Han stønnede lidt, slikkede sig igen over læberne. "Hvad laver du her?" Spurgte han neutralt. Han blev stående hvor han var, stadig med sine hænder begravet i jakkens lommer, nede ved kniven. Hans blik gled rundt i skoven omkring dem. Skoven så ganske fredelig ud på denne tid, men skoven gemte ofte på ting som ikke var behagelige, men det skræmte ham ikke. Han var mere eller mindre ligeglad med om der ville springe noget ud af en busk, hvis der kom nogle, kom der nogle.

" jeg bor her i skoven. Sammen med min forælder så spørsmålet er hvad du her " sagde Jasmin, og så ret bange på ham hendes stemme gjore hende utryg og bange. Meget bange hun ryste og stire bare på ham så længe at hun ikke blinke, til sidste blinke hun endlig hun hade ondt i øjnen efter hun ikke hade blinke føre. Hun stod navlet til træert hun stod op af og hun viste ikke hvad han ville, gøre ved hende så hun blive stånen omkring halsen bare hun en halskæde. Med en drage og en rose detr var hendes families våbenmærke

Han tænkte sig lidt om, inden han svarede på hendes spørgsmål. "Jeg skulle hente noget." Hun måtte være en elver, ellers ville hun jo nok ikke bo her ude i skoven. Han lod blikket glide ned mod hendes hals, og så hendes halskæde. Rose. Han trak langsomt sin hånd op af lommen, og greb far i hals kæden. Han drejede den så den skinnede i sollyset. Han tøvede. "Hvor har du den fra?" Han kiggede op på den, lod kort en finger glide over fladen. Han slap hals kæden og kiggede op i hendes øjne. "Hvor gammel er du?" Han lod en hånd glide igennem håret, før den begravede sig i hans lomme igen. Han havde femindsket deres afstand en del. Der var knap en arms længde mellem dem.

" åh halskæden. den fik jeg af min mormor hun er elver og jeg er halv elver og jeg er lige fyldt, 19 år og jeg har altid levet her i skoven med min familie og. Havd skulle du hent her i skoven her lever kun elver og varulve " sagde Jasmin og, gøs da han hade rurt ved hendes halskæde den var af sølv og selve kæden var af guld. Nogen hendes morfar hade funden på en rejste til det nordlig Japan

Han lyttede tavst til hende, og undrede sig over hvorfor hun var så optaget af hvad han skulle hente. "En gave." han trådte et skridt tilbage. "Jeg skulle også til at vende snuden hjem." Han drejede om på hælen, og begyndte at gå afsted, men stoppede så og kiggede på hende. "Hvad skal motivet forstille, jeg ved godt det er en drage og rose, men våbenmærke eller?" Han lænede sig op af et træ, hvis bark var ru og hård. Han kunne godt lide stedet, man kunne samle tankerne, og være i fred, hvis man ikke mødte en elver eller varulv. Han syntes begge væsner var harmløse, måske ikke helt varulven, men de plejede at være fredelige, men der var vel undtagelser. Han kiggede på elveren foran hende, og smilede et glædeløst smil.

" det er min families våbenmærke. Og hade være det i flere hunder af år siden min oldefar stifte familine " sagde jasmin, hun ville ikke lade ham komme for tæt på landesbyen. Med alle den små elverbørn som rente og leget for dem selv, tæt på porten til byen Jasmin var arvinge til byen da hendes mormor og morfar. Var kongen og dronnigen i byen

"Våben mærke." Han kiggede lidt rundt, og kiggede så på hende. "Er din familie fuldblods elver eller er det delt? Med menneske?" Han gik tilbage til hende og stillede sig helt op af hende. "Hvorfor skal din familie egentlig have et våben mærke, kæmper de ofte?" Kunne hun kæmpe? Han ville godt prøve en kamp med hende, men han ville ikke bare kaste sig over hende med næp og klør. Hun lignede heller ikke en der kunne kæmpe, men en kvinde havde tit et es gemt i ærmet.

" familien er fukldeblods. men ikke jeg for jeg er halvt mennske og halvt elver og ja vi har kæmpe meget i vores tid, vi har kæmpe i mor mange fjendet bårder her. Og i vores gammel hjemland før det blive til mørkesstad et sted hvor elver ikke, var velkomme så familie rejste her til for at starte på en frisk " sgde Jasmin. Hun hade et bælte omkring livet som hade hendes 4 knivce og hendes, fars svære som han hade får lavet til hende da hun var ikke mere hen 6 år gammel. Og siden den dag hun hade får det har hun træne som en gal

Han kiggede ned af hende, og betragtede hendes udstyr. Det var en længere historie time han havde fået. Han skulede lidt til hende. "Og det kan jeg se at du også har lært." Kunne hun bruge det, eller hang det bare for at pynte. Han havde aldrig mødt folk med våben som ikke kunne det bruge dem, så chancen for at hun ikke kunne bruge dem var meget lille. "Men går du tur, eller hvad laver du her ude."

" jeg går og træner en masse. For mig selv når min far ikke har tid sm han ikke her det i dag, han er ved at uddane nogen ny vagte til min morfar og mormor da de hafr brug for nye. Da mange af de gammel ikke kan mere " agde jasmin

"Men er du aldrig i kamp?" En tydelig skuffelse kunne høre i David ellers så neutrale stemme. "Det var en skam." Han lod igen en hånd glide igennem de lyse krøller. En skam, ja, en skam. "Kæmper du så kun imod elver?"

" jeg har kæmpe i mod en dæmon. Da den ville slog min far ihjel så jeg sloge den ihjel i selvforsvar " sagde Jasmin