The Creature Of Night Meets The Beast (Haze - Privat)

S: Forêt
O: Træer, sten og en stig.
V: Halvmåne, let brise, en smule varmt
T: 00.21

Lazarus gik sig en tur i skoven. Der var ikke længere noget Di Morga husede han frygtede, så hvorfor skulle han ikke gøre det. Han en magtfuld og stærk Vampyr. Malakel frygtede han ikke mere. Hans tid ville komme. Det samme med Vladimir. Lazarus havde brug for noget sjov til at få disse tanker ud af hovedet. Det nyttede intet at blive for hovmodig. Det nyttede ikke at undervurdere sine fjender. Han måtte holde hovedet koldt. Han måtte slappe mindre af. Dette ville sikkert være en god ide. Men han havde brug for noget sjov. Han havde brug for nogen at lege med. Lazarus stillede sig op af et træ og begyndte at nynne med hans fantastiske sangstemme. Han kørte en hånd gennem sit hår. Han vidste dette nok skulle lokke en eller anden frem. Skoven var aldrig tom. Der var altid et eller andet væsen der luskede rundt. Mest af alt Vareulve. Men nu havde Lazarus også brug for Vareulve så han kunne lige så godt slå to fluer med et smæk. Lazarus smilede. Han så godt ud som altid. Han havde sit hvide hår tilbagelænet, sin røde frakke på og sit sværd hang i bæltet som altid. Lazarus vendte sine mørkerøde øjne mod nattehimlen og betragtede den. Han var blevet koldere, mere ond efter alt det med Kajika. Alle følelser havde endelig forladt ham. Gjort ham stærkere, bedre. Han var den Vampyr alle ønskede at være nu. Lazarus kunne mærke tiden snart var inde. At hans plan snart skulle træde i kræft. Men lige nu ville han have det sjovt. Finde sig et nyt stykke legetøj han kunne lege med. Sådan var Lazarus nu engang og sådan ville han altid være.

En nynnen undslap den smukke kvinde, som der dansede igennem skoven, mens at nederdel, svingede sig rundt omkring de slanke lår. En ting, som hun altid havde haft i hånden, var hendes smukke ydre, som hun havde arvet fra sin moder. Hun sukkede stille, og drejede sig rundt i en piruette hvor en latter gled igennem hendes læber, over den skønne fornemmelse naturen gav hende, hvordan vinden rev i hendes lange brune lokker, og dansede rundt omkring hendes ansigt. Og selvom at det sikkert var alt for koldt, at rende rundt i bare tær, nederdel, og en poset t-shirt, var det følelsen af den dejlige vind, som kærtegnede hende hendes let solbrændte hud. Det var dog i dette øjeblik, at hun stoppede op, og fugtede læberne, der var noget der ude, ude her i skoven, som ikke hørte til her. Hendes næsebor blev næsten sprængt med lugten fra en vampyr. Hendes gamle instinkt ville have hende til at flygte, af den grund at hun ville dø, hvis den satte sine drabelige tænder i hende, men på grund af, at hun var blevet bidt af en varulv, var den forbandelse, blevet hævet, og en ny var blevet sat i kraft. Langsomt bevægede hun sig hen mod denne nynnen og duft, bare for at se, hvordan denne vampyr måtte se ud. Nysgerrigheden havde altid hersket over hendes krop, det samme med positiviteten, det havde altid været svært for hende, at se på den dårlige side af livet.
Langsomt, og lige så forsigtigt, nærmede hun sig træet, hvorved hun var næsten sikker på at vampyren ville være, med hurtige og lynhurtige skridt, fik hun kastet sig op i træet, og satte sig på grenen hen over ham, velvidende at han allerede havde lugtet hende, og han sikkert også kunne komme op i træet, hurtigere end hun kunne nå at sige stop. Da blodet nu ikke kun havde den lækre fyldige smag fra andre væsner, men også den enorme store styrke, som der blev påført til vampyrer som drak af hende.

Lazarus kunne lugte en Vareulv nærme sig. Et flygtigt smil gled hen over hans læber. Det var en dejlig lugt. Men han kunne lugte det ikke var en ren Vareulv. Der var også noget Aspara blandet ind i det. Lazarus sagde stille og roligt eftersom han vidste Vareulven kunne høre ham. Han havde en blid og lokkende stemme ’’ Jeg ved du er en kvinde.. Alle mandlige Vareulve ville allerede enten have angrebet mig eller kommet frem for at spille med deres muskler… Det er derfor jeg elsker kvindelige vareulve.. I er så meget klogere.. Mon du også er smuk.. Kom her og lad mig betragte dit ansigt ’’. Lazarus talte med en selvsikkerhed som kun en sand Vampyr kunne. Dog var han sofistikeret i hans bevægelser og talemåde. Det var nemt at se at han ikke var en af de grove og frydende Vampyrer. Han havde brugt mange år på at styre sin sult. Han brugte ikke magt eller styrke til at lokke et bytte til. Nej han brugte stil, ynde og skønhed. Det var meget sjovere i hans øjne. Lazarus vidste hvordan han skulle begive sig blandt de fine folk. Men han var ikke bleg for at snakke med mindre adelige folk hvis de havde hans interesse. Det havde denne Vareulv. Havde han dog taget fejl og var den en mand han mødte ville han dræbe vareulven fordi den havde set han havde taget fejl. Lazarus hadede at tage fejl. Lazarus kørte en hånd gennem hans hår og kiggede mod natte himlen imens han ventede på at Vareulven ville vise sig for ham, skønt han vidste hvor den var.

Hun lagde sig lige så stille hen over grenen, som hang over hans hoved, og lagde det lige så stille på skrå "jeg er ikke sikker på jeg kan stole på dig, min gode herre, og nej, jeg vil ikke angribe, da jeg er svag, når jeg ikke er i min varulve form, faktisk er jeg mere bange for dig." sagde hun med en elegant feminin stemme, mens et smil langsomt dansede hen over de fyldige læber. Mens hun lige i dette øjeblik, følte sig mere sikker oppe på grenen, end nede på jorden. Dog lod hun hænderne glibe omkring grenen, og svang sig lettere elegant ned på jorden igen, hvor hendes fødder ramte det bløde græs, som var det en ballerina der havde svunget sig ned fra træet. Muligvis, havde hun elegancen, men når det kom til at skulle stå på en scene og vise en optræden, var det en helt anden sag. Hun skød den latterlige tanke ud af hoved, og gik hen imod vampyrer, hvor smilet på læberne stadig var der. "Et ansigt du havde håbet på?" grinede hun med en klingene latter som altid, selvom hun burde hade denne kreatur, var hun i grunden utrolig ligeglad, men i hendes indre, ville hun aldrig havde noget med denne vampyr at gøre, det vidste hun. Var det nogen sinde sket? At en vampyr og varulv var blevet mager, tanken slå hende, som et lyn fra en sky fri himmel. "Man kan da se du har massere selvsikkerhed, nyder du at kunne lurer kvinder ind med din charme?" et talent hun altid havde været god til, at læse folk. Nok ikke nær så god som selveste sherlock holms, men god, det havde hun altid været. Langsomt gled hænderne igennem det naturlige brune hår, mens øjnene langsomt klemte sig sammen, for at betragte denne mand, denne skabning, som egentlig burde være hendes fjende, både fra aspara og varulve siden, men trods den viden, gjorde hun ikke noget for at støde ham, eller fornærme ham. Nej hun vidste, at hvis hun havde sit liv kært, føjede hun sig efter hans vilje, så godt som var hende muligt.

Lazarus slikkede sig over sine læber langsomt og sensuelt i det hun landede foran ham. Endelig havde han mødt en Vareulv der virkelig forstod hvordan de skulle agere foran en Vampyr. Dette var jo ligefrem for let. Dog var det dejligt at der endelig var en Vareulv der virkelig forstod hvordan hun skulle begå sig blandt folk der var dem langt overlegne. Lazarus nikkede da hun spurgte om det var en ansigt han havde håbet på. Lazarus sagde blidt ’’ Du er skam en smuk ung Ulv.. Dog må jeg sige.. Din Aspara skønhed er også et godt syn for mine øjne.. Den måde du taler på.. Beviser du bruger din skønhed til at få hvad du vil have.. Smart.. Klog lille Ulv ’’. Lazarus gik tættere på Haze og førte blidt en finger over hendes kind ’’ Jeg bruger skam min charme.. Til at få hvad jeg vil have.. Det virker som regl.. Når det ikke gør ’’. Et ondt smil gled hen over hans læber kort ’’ Så får jeg alligevel hvad jeg vil have ’’. Lazarus afgav et lille fint grin før han begyndte at gå elegant rundt om Haze. Han så hende an. Kunne han mon bruge hende. Selvfølgelig kunne han det. Men hun var næsten for perfekt. Dette var kun en god ting. Måske skulle han overbevise hende til at følge ham og så give hende til Dary som et tegn på deres Alliance. Lazarus vidste de to stadigvæk ville være allierede efter krigen. Så han kunne lige så godt skabe sig en bedre kontakt med Dary. Lazarus stillede sig foran Haze igen ’’ Hvad hvis jeg giver dig et tilbyd du ikke kan afslå.. Hvad hvis jeg kunne fortælle dig du står overfor den fremtidige Konge af Di Morga.. Kron Prinsen af Italien.. Lazarus Chimera.. Og lad os sige jeg har et tilbyd til dig.. Hvad ville du så sige.. Smukke.. Ulv ’’. Lazarus kørte blidt sin finger hen over hendes kind og hav hende et faretruende dog varmt smil. Lazarus ville høre om dette havde vækket hendes interesse før han ville fortsætte.

Hun smilede varmt og blidt til ham, uden egentlig at mene det, men hendes måde at fremfører sig på, var altid på den positive side, som den måde hun talte på. Ikke så frem, at det faktisk var sådan at hendes indre var, men hvad, folk troede jo på næsten hvad som helst disse dag, det handlede bare om at sno dem rundt omkring deres lille finger. Men hun havde dog på fornemmelsen at dette ville blive en svær opgave, nogen sinde at sno denne mand rundt omkring hendes lille finger, hvilket hun slet ikke troede ville være muligt. Men hvad, man kunne vel prøve, senere hen i prosessen, da hun var sikker på at han havde planer for hende, planer omkring, at hun skulle være hans ejendel, sådan som han snakkede til hende, så hende an. Man behøvede ikke at læse tanker, man kunne se det i folks øjne, hvad de havde af planer. Hun hævede stille det ene øjenbryn, over det han sagde, og tog ikke den store notis af, at hans kolde finger gled ned af hendes varme hud, og sendte en kuldegysning, som når man gik uden for, på en vinterdag. Et tilbud, hmm.. hurtigt greb hun hans hånd, og stillede sig tættere på ham, hvor den varme øjne, skød op i hans hoved "En mand, burde ikke sætte noget på hoved, som han endnu ikke har i sin besiddelse" sagde hun stille, og kiggede ham ind i øjnene, med hendes chokolade brune øjne. "Så du har et tilbud, men whats in it for me, my beast who only wonder in the dark?" ja nok havde han fanget hendes opmærksomhed, men hans måde at håndtere dette på, var egoistisk, lige som alle de andre vampyrer hun havde mødt, for slet ikke at snakke om ham der havde været i parken, ham som der næsten havde fået hendes skin til at travle af, bæster. Og man kalde hende for en tæppetisser, hvad kalde man dem så, døde lig, som der gik rundt og fik daggangerne til at gøre deres beskidte arbejde, eftersom at de ikke rigtig gad at rører en finger selv? Hun sukkede stille, og fjernede sig ikke en millimeter fra hans ansigt, selvom, at hun i sit indre, vidste at dette ikke lige frem var den bedste idé, at stå så tæt på en vampyr.

Lazarus kunne ikke lade være med at smile et kort øjeblik da hun vovede at træde tættere på ham. Hun var klog, men hun vidste helt klart ikke hvordan man skulle begå sig omkring royale. Havde hun ikke hørt efter. Lazarus satte sit ansigt helt op af hendes så deres pander blidt rørte hinandens. Han sagde med en blid og mandig stemme ’’ Du glemmer du stadigvæk taler med Kron Prinsen af Italien.. Jeg er skam på den ene eller anden måde snart.. Konge.. Om det er over et elle to lande det må tiden jo vise ’’. Lazarus tog sit hoved lidt til sig. Han lagde sin ene hånd på hendes skulder og smilede til Haze ’’ åhh.. Jamen mit forslag er simpelt ’’. Lazarus begyndte at gå rundt om hende igen. Hånden på hendes skulder bevægede sig i takt med han gik rundt om hende. Han stille sig foran hende igen ’’ Ser du.. Min gode ven, Kron Prinsen af Spanien mangler en Vareulv.. Jeg ønsker at du rejser og arbejder for ham.. Gør du dette vil jeg ikke kun belønne dig men hele din race.. Når Di Morga er mit.. Så vil jeg give Vareulvene deres eget område. Det der kun er jeres. Ikke nok med det.. Jeg vil også lade dig vælge hvilken Vareulv der skal lede dette sted.. Dette vil være en mulighed for Vareulvene endelig at få deres egen plads i Di Morga ’’. Lazarus kørte en finger over hendes kind ’’ Og det hele.. På.. Grund.. Af.. Dig.. Smukke ulv ’’.

Et lille smil, som hun havde vundet, bredte sig langsomt hen over hendes læber, da hun mærkede hans hud imod hendes pande. "Min prins, jeg er mig ydmyg, at jeg stillede dem i dårligt lys, men hvorfor er det du vil have tronen her i Di Morga? Er det for at få mere magt, eller for at komme tættere på noget, måske nogen?" grinede hun, og lod sig trække sig tilbage, og smilede stort. Hendes eneste magi ind til videre, at kunne læse folk, hun havde allerede som hun havde set ham, kunne se hans attitude, han havde mistet noget, mistet noget som stod ham nært, og i stedet for at tage det som en mand, tog han det som en vampyr, og udlukkede sig alle følelser. Som i hans forstand, gjorde ham stærkere, men at blive konge over Di Morga, var ikke nødvendigvis. Hun skød tanken ud af hoved, og lod ham tale, faktisk så rørte hun sig ikke før at han atter var foran hende, og kom med de afsluttende ord: Og det hele.. på grund af dig. Lige så stille stillede hun sig om bag ham, og lagde hænderne på hans skulder, førte læberne op mod hans øre, og hviskede lige så stille "Min Prins, Hvorfor tror du, jeg vil gøre noget for varulvende, når jeg ikke en gang kender nogen her på stedet, her er max tre som der faktisk gider at vise sig her rundt omkring, så sig mig.. snart konge af Italien, hvorfor jeg skulle sige ja til et tilbud, som der faktisk slet ikke er så godt, når det kommer til stykket." hun grinede let, og åndede lidt ved øret, inden hun fjernede sig fra ham, og gik lidt tilbage i skyggerne, "Og hvorfor skulle jeg vandre ind i en anden mands arme, når jeg ikke en gang ved, hvad han har tænkt sig at gøre ved mig.. For alt jeg ved, kunne det være manden i parken, hvor der ikke var plads til andet end hans ego, Nej, du bliver nød til at komme op med et bedre tilbud, hvis du vil have mig den lette vej."

Lazarus smilede en smule ’’ Hvorfor jeg vil have tronen.. Svaret er simpelt.. Jeg er den mest egnet.. Mine planer for fremtiden vil gøre Di Morga et meget mere.. Spændende sted.. At bo ’’. Dette var sandheden, dog langt fra hele sandheden. Men tronen var det vigtigste for Lazarus. Lazarus smilede da hun spurgte hvorfor han troede hun ville gøre noget for Vareulvene. Lazarus grinede en smule ’’ Svaret er simpelt.. Smukke ulv.. Du ønsker ikke at lede.. Du ønsker ikke direkte magt.. Hvad skal du bruge det til. En som dig skaffer det du har brug for ved at bruge dit hoved og din skønhed.. Det er derfor jeg er lidt skuffet over dig.. Tænk virkelig hårdt over hvad du vil kunne bruge det til.. Du er klog nok til at kende svaret.. Du vil sikkert bare teste om jeg også ved det.. Tro mig.. Du vil have det fordi.. Det er sjovt.. Du er ligesom mig.. Du savner udfordringer i livet.. Noget der giver mening.. Det giver skam mening for dig at skaffe Vareulvene deres eget sted hvis du tænker over det.. Hvorfor du skulle vandre ind i en anden mans arme.. Også simpelt.. Du ved du ikke kan manipulere mig.. Men måske kan du manipulere med ham.. Få fra ham hvad du gerne vil have.. Hvad end det så er.. Det vil være sjovt for dig.. Tro mig.. Jeg kender en som dig.. For du er meget ligesom mig selv.. Smukke Ulv.. Så drop det drilleri og lad os handle ’’. Lazarus vendte sig om så hun havde sine arme omkring hans skuldre. Han kiggede hende direkte ind i øjnene og smilede.