Trance //Privat - Haze Macbridgin//

Sted: Foret - Skoven
Tid: 23:00
Omgivelser: En mindre lysning, i form af en bakke, der stikker sig lige højt nok, til at man kan se over skovens mange træer, og på toppen af denne bakke, var der tydelige tegn af, at et træ engang havde domineret ene der. Men dette var blevet revet op, med roden, og der var nu blot en jordet top.
Vejr: En anelse blæsende og stjerne klart.


Den blide blæst, ruskede en anelse i trækronerne, og rev blade med sig på sin vej. Ganske få blade, trillede op af den græssede bakke, på tvunget ud teraint, de bestemt ikke vil være i, af den blide vind. Bladene slog imod det bløde grass, stadigt en smule varmt, fra da solens stråler varmede det. Selv græsset måtte bøje og knække i vinden, så det lavede et fint bølge hav over bakkens fine græs. Den idyliske ro, der var over stedet, kunne næsten ikke knækkes, af noget naturligt. Den rolige sang fra træernes kroner. Den blide hvislen fra bladene, der ruskede over græsset. Ja på den idyliske nat, kunne det næsten virke som om, man kunne høre træerne gro.
Men der var noget der brækkede roen. Også selvom denne skikkelse, stod fuldstændigt stille, og lige så, var fuldstændigt stille. De rolige blades vej, blev brudt af de sorte, lettere beskidte, fine sko. Et par af bladene, bevægede sig en smule op af de sorte, lige så lettere beskidte, jakkesæts bukser. Hvor bladene gav op, i deres vej op af herren, og fløj forbi, fortsatte bukserne kort, inden de nåede en sort jakke, der var lukket foran, med fine gule snore. Den fine jakke, var en gang anset som en fin herres beklædning, og den lignede også, at det var en antik fra den tid. Herren stod med sine hænder foldet bag sin ryg, og det var nu, hans unaturlighed spejlede frem. hans hænder var af den dybeste grålige kontrast. Helt uden farve. Flere steder på hænderne, lignede det at hud var flodset af, da det mørkere kød, kunne ses igennem det tynde lag af hud der var tilbage. For enden af hver finger, besad han negle, der gik ud i korte spidser. Hans jakke fortsatte op til hans ansigt, som ligesom hænderne, havde de samme hæslige træk. De halv spidse øre, var peget imod den stjerne klare himmel, og hans skallede isse, gav intet skær, på grund af den matte grålige farve, og urene hud. Hans øjne, der stod vidt åbne, stirede tomt ud over skoven, men hans ansigtstræk, udviste ingen følelser, så hans begrundelse til hans stiren, var uklar. De tomme sorte øjne, gav et let skær af stjernernes strålen, lige indtil de langsomt blev lukket, og herren nu blot stod der, med lukkede øjne, og sine hænder foldet bag sig. Hans ranke ryg, fast foldede hænder og faste tomme ansigtsudtryk, udviste ikke den mindste følelse, fik det ikke til at ligne herren blot var der for at slappe af. Han lignede ligefrem en soldat, der stod på sin plads, i en række af hans kammerater. Men han var blot alene der, i sin opstillede holdning. Selv brisen der ruskede i hans tøj, fik ikke rykket i meget ved ham. Hans tøj var tæt sat imod ham, så det næsten ikke kunne rykke på sig. Han stod i de naturlige omgivelser, som var han en lygtepæl, der var misplaceret. Uden strøm. Uden liv..

Liv, rigdom, skønhed; Tre ord, som betød så meget for kvinder, men for dem som havde skønhed, var det aldrig nok, for dem som havde rigdom, var det aldrig nok, for dem som der havde et liv, var det aldrig nok. Altid skulle man have mere, og aldrig havde man nok. Blæsten gled langsomt hen over de høje græsstrå, som bøjede sig som siv i vinden, og dansede stille frem og tilbage.

Ind imellem disse græsstrå, gik en kvinde, en kvinde hvis skønhed strålede som blomst, mange kunne gå og sige de var smukke, mange kunne gå og sige, at de var perfekte. Haze sagde aldrig nogen af delene, fordi hun vidste at hendes indre ikke var så smukt, som det ydre hun gik rundt med, og hun aldrig nogen sinde ville forblive perfekt, eller for den sags skyld blive. Det lå i hendes race, at have dette tillokkende ydre, som mænd blev draget til. Beslægtet til nymfer, gik den kvindelige aspara, nynnende igennem skoven. En aspara med en lille tvist af galskab, af den utrolige forfærdelige bæst, som der hungrede at overtage denne smukke krop, men fik kun muligheden for at gøre så, når fuldmånen stod på sit højeste, og lod dens skinnende stråler omslutte hendes krop. Der, ville den yndefulde kvinde, i sin bedste alder, blive til et vildt og uregerlig monster, der uden at tøve ville dræbe alt, og alle som kom i nærheden. Utroligt, sådan som skæbne kunne ramme en, hvordan man kunne gå fra, at være en smukt og venligt menneske, til at have sådan en skræmmende hemmelighed, som hun gik rundt med.
Lige så stille stoppede hun dog op, da hendes følsomme næsebor opfangede noget, noget som hun ikke var sikker på hvad var, men frygten samlede sig som en knude i brystet, hvilket viste hende, at dette ikke var noget hun skulle tage let på. Langsomt og lydløst forsatte hun igennem skoven, for at følge denne lugt, da nysgerrigheden atter havde overtaget, hendes fornuft.

Den høje herre, hvis navn var Karaktar, stod der ikke blot for at nyde den rolige atmosfære der var. Men nærmere for at udnytte den. Denne stilhede og idyl, gav plads til at løslade hans sanser. Inde i byen, blev han nød til at dulme dem, for ikke at blive døv og miste lugte sansen. Men her ude, kunne Karaktar løsrive sine gamle sanser, og give dem frit spil. Ved at gøre dette, kunne han lugte, selv Pizzariaet i udkanten af byen, de fugle der fløj omkring og den hjort, der nettop var sat i spring, for at løbe tilbage til sin flok. Og nu, kunne han også lugte, en langt mere dominerende duft. En som der aldrig var at tage fejl af. Han kunne lugte det, bevæge sig roligt igennem den afslappede kvinde. Han kunne lugte, da det begyndte at stige i styrke, og en anelse adrenalin blev blandet i det, da frygten krilrede i hende. Men hun kom stadigt nærmere. Han kunne først nu, begynde at ane hendes fodtrin, da han fokuserede sin hørelse i hendes retning. Hvilket måtte betyde, at hun var let til fods. Selv kviste, havde en chance for at overleve, under hendes lette føder. Ægte elegance. En ting, der næsten måtte være medfødt, i denne yndefulde race. En Aspara..
Karaktar, trak vejret igennem næsen, for at hive lidt mere af den dejlige lugt til sig, for så at lade det forlade sine tanker igen. Den, for det meste, ustyrlige trang, til at drikke fra en Aspara, kunne Karaktar stadigt ikke ignorere. Deres blod, var nu engang, guddommeligt.. Men Karaktar, havde spist for få uger siden. Hvilket betød, han ikke havde behov for indtagelse, i ganske lang tid. Så det dyriske i ham, var langt nemmere at kontrollere. Men det var der altid. Prikkende, på de næsten vidsne smagsløg.
Langsomt, drejede Karaktar hovedet, så hans sorte tomme blik, gled i kvindens retning, direkte bag ham. De tomme sorte øjne's, blanke glans, afspejlede stjernernes svage lys, og selv den lille del af månen, der nettop kunne ses, forbi skyerne, blev afspejlet i deres tomhed. Det ville næsten kunne give dem en anelse liv, men de tomme sorte øjne, var bedst sammenlignet, med sorte glas kugler. Fuldstændigt, uden liv.
Han rejste langsomt sin ene fod, og drejede om, så han nu stod med siden imod den retning, Asparaen kom fra.