Deep Thoughts //Privat - Maylea//

Sted: Udkanten af skoven, ved søen.
Tid: 23:00
Omgivelser: Denne del af skovens kantning imod søen, var der græs, stort set helt ud til søens bred, hvor den startede lettere dybt, allerede ved det første skridt. Nogen af træerne, nær kanten's, kroner, rakte desperat ud over søens bred, som for at holde balancen, inden det sidste fald.
Vejr: En blid brise, holder konstante bølger på vandet, ellers næsten himmel klart.


En blid brise, lavede fine små bølger, i det kølige vand, og ruskede bildt i træernes rolige kroner. Søens små bølger, blev brudt af nogen få grene, der stak ned i den blanke overflade, der reflekterede den klare himmels mange stjerner. Grenene stak ned fra en doven trækrone, der rakte ud over søens klare vand. Et blad der faldt, brudte lige så de små bølger, men alt dette var naturlige brud, på bølgernes regler. Ganske få meter ude i søens klare vand, stak to ben, ned i det halv dybe vandt, og brudte bølgernes gang. Han tårnede sig så højt, at selvom han stod i halv dybt vand, gik det ham stadigt kun til livet. Den herre der stod i vandet, var ifført de sorte bukser, der var under vandet, og en sort skjorte, der var lukket helle vejen op. Skjorten var meget gammeldags, og den var ligeså laset, som om den havde set sine dage, for lang tid siden. Ved det dovne træ, på bræden, hang en sort jakkesæts jakke, og et par sorte sko, der tydeligvis, var blevet efterladt af herren.
Den høje herre, stod med sine hænder foldet bag sin ryg, og sit blik ud over søen. Hans hænder, hvis man kunne se så langt, var en mat grålig kontrast, med en meget uren hud, der også havde flere flodser og ridser manglende, hvor det mørke kød kunne ses igennem det meget tynde lag hud. For enden af hans fingre, lå lange spidse negle. Hans isse var skaldet, men ikke blank, på grund af den mate og urene hud. Hans øre var en anelse spidse, og pegede imod himlen, som om denne lyttede til alt hvad der skete omkring ham. Hans øjne var lukket, og det lignede meget, at han stod og fokuserede sine tanker, eller på hvad han hørte. I vandet omkring ham, hvis man stod tæt nok, og kiggede godt nok efter, kunne man se fisk, der svæmmede omkring hans ben, som om de var blevet hidkaldt. Som om herren havde bedte dem komme hen i nærheden af ham, for så at cirkulere omkring ham, og engang imellem prikke imod ham. En fulg skrappede, da den fløj ned imod herren, og satte sig på hans skulder, hvor den trippede lidt rudnt, for så at stå stille, og skræppe igen. Dette var bestemt heller ikke almindelig adfær for denne fugl. Men der sad den, som om dette var dennes herre, der havde trænet den i flere år. Men den var et vildt dyr, præcis som fiskene. Men herren i vandet, havde brudt ind i deres undernærede tanker, og ændret deres instinkter, til at tro de skulle være ved ham. Et svagt smil formede sig om herrens læber, som om han var tilfreds med hvad han havde åbnet, men han forblev helt stille.

Var manden ude i søen blevet set? Var den tårnhøje skikkelse som stod og brød vandoverfladen blevet opdaget af andre personer? Nej. Kun dyrene omkring ham havde mærket hans nærvær. For selv ikke den unge pige Maylea som bevægede sig ud fra udkanten af skoven havde lagt mærke til ham – men dette ville hun nok snart komme til. Kun en teenager. Ansigtet røbede hende. Kinderne og hagens bløde rundhed havde stadigvæk nogle barnlige træk i sig. Det eneste på denne pige der kunne minde om noget ældre var øjnene. Den unge halv-aspara virkede ti år ældre på grund af disse øjne. De var hårde og bløde på samme tid. En beslutsomhed dominerede over et tænkende slør der lå lige derunder. Omkring dette overraskende kønne ansigt indrammede noget mørkebrunt krøllet hår det som ville de fint passe på ansigtet, som var det noget helt særlig og antikt der skulle passes på. Noget der var så skrøbeligt og fint at det meget nemt kunne gå i stykker. Tøjet som hun var beklædt med var først og fremmest et par mørke tætsiddende bukser der var lavet af et stof der kunne minde om jeans. En sort skjorte med ærmer der stoppede og var ’foldet op’ omkring albuerne og sat fast med en knap der virkede sølvbelagt. Altså var det halve af denne piges arme blottet for den kølige aftenluft der slog rundt i området. på hlnderne bar hun et par tætsiddene læderhandsker der normalt skulle beskytte hendes hud. Omkring hofterne par hun tog bælter som var krydsede over hinanden. I disse bælter så det ud som om hun bar diverse kasteknive, knive, måske en enkelt pose med noget andet i. Og en vanddunk. Hun havde som fodtøj taget et par grålige støvler på, støvler der både så behagelige ud og på samme tid den slags man helst ikke ville sparkes af. I med lette skridt bevægede hun sig ned mod søen, med næsten uhørlige fodtrin i græsset. Enten var hun så let at man ville have svært ved at høre dem, eller også var hun trænet i at bevæge sig så uhørligt som muligt. Det kunne til gengæld ikke være helt utænkeligt.

Blikket blev rettet mod søen og kroppen stivnede. Hun havde ikke regnet med at der ville være andre til stede på dette tidspunkt. På dette sted. Ligenu. Men dér ude i søen så hun den. En mørk skikkelse der tårnede sig op over vandoverfladen og brød de regelmæssige bølger. Der stod hun. Lige godt omkring de ti meter fra vandkanten og stirrede som fortryllet ude på den skikkelse der stod ude i vandet. Hvem var denne? Var det en ven eller fjende? Var det noget helt andet? Menneske eller væsen? Sådan stod hun lidt og funderede over hvad denne måtte have gang i. En fugl skræppede og fløj ned mod skikkelsen. Hun rynkede svagt på næsen. Mistroisk. Var det skikkelsens fugl? Hun tvivlede stærk. Den fugl var vild – trods hun kun så den på den over længere afstand. May kunne lugte vandets ferske duft. Vandet som hun havde været på vej mod. Men nu vidste hun pludselig ikke hvad hun skulle gøre. Ville helst ikke vende denne skikkelse ryggen, først og fremmest i frygt for at denne ville opdage hende og angribe bagfra. For det andet fordi nysgerrigheden langsomt begyndte at krible som en irriterende myreflok lige under huden.
Forsigtigt gled hendes ene hånd ned til bæltet og greb fat om skaftet på en kastekniv. For en sikkerhedsskyld. Skikkelsen kunne opdage hende når som helst nu. Som hun stod der under åben himmel, et par meter fra søens bred. Længere væk fra skovkanten. Tættere på. Et par skridt mere. Så stoppede hun for ikke at komme for tæt på. May var bedre til at kæmpe på afstand end hun var til at være i nærkamp. Der stod hun så. Trak vejret en anelse hurtigere.. og trak kniven.

Halv Asparaens tilstedeværelse, var allerede røbet, længe inden hun overhovedet kunne se vandets overflade. Skikkelsen havde stået på denne plet, lige siden solen gik ned, og havde gjort det flere gange- han kendte en hver duft i området, og havde vendt sig til samtlige de dyr, der havde for vane at komme, og dem som havde det i rutiner. Men det var ikke blot det at kunne kende de andre duft, men mere den fantastiske duft, der flød i pigens blod. Der var intet at tage fejl af. Denne var ikke blot et menneske. Og selvom denne herre, ikke havde behov for at spise, før om flere uger, var der stadigt noget helt fantastisk i denne races fortryllende duft.. Den vækkede ingen sult i herren, selvom hans race var ganske kendt for at være fortryllet, og helt ude a kontrol. Specielt hans egen herre..
Hans øre, drejede sig langsomt en anelse, så han bedre kunne høre, hvad der skete bag ham, og nettop pigens tilnærmelse. Med hvert skridt hun tog, og selv da hun stoppede, vidste han præcis hvor hun stod. Han forblev blot stående, fuldstændigt stille, og stadigt med sit ansigt frem for sig, og væk fra bredden. Hans øjne blev langsomt åbnet, og stirede nu ligeså frem for ham, fra hans tomme følelsesløse ansigt.
Da hundes fingre blev lagt om hendes kniv, blev hans øjne knebet en anelse sammen, og han begyndte langsomt at søge sig til hendes tanker. Og hvis ikke hun havde et meget godt mentalt forsvar, eller lagde mærke til denne indtrængning, ville det være nemmere for ham, at forudse hendes angreb, skulle hun finde på dette. Men han forblev hvor han var, med sin ryg imod hende, som om han ikke vidste at hun var der. Dog havde hans øre nok afsløret ham, og ladet hende gætte, at han kendte til hendes tilstedeværelse, hvis at hun havde lagt mærke til deres tick.
Karaktar kneb så øjnene sammen, og drejede hastigt sit blik, så det ene sorte øje kunne kigger over hans skulder, og imod hendes øjne. Da han gjorde dette, skrappede fuglen forskræmt, og satte hurtigt af fra hans skulder, for så at flyve sin vej. Og fiskende stoppede også med at svømme i cirkler, og lavede en masse små bølger omkring ham, da de brat skiftede retning, og svømmede imod det dybere vand.
Det tomme sorte øje der stirede imod Maylea, fjernede sig ikke selvom fuglen fløj sin vej, men forblev skudt imod May, og uden at blinke det mindste. han stod så tavs et øjeblik, inden hans læber bevægede sig.
"Ville du virkeligt angribe en herre bag fra, uden at give ham en chance for at udtale sig?" Sagde han. Hans stemme gav ingen hints imod hans forrådnede klan, eller lod hans døde race beskue sig. Den var fin, og flydene, men ikke falsk som mange af de finere Vampyr klaners. Men hvis hun kiggede godt efter, ville hun også kunne spotte hans flodser, der hang fra hans ansigt, som var han igang med at skifte hud, og det var døende flager der var ved at falde af. De tomme sorte øjne, genspejledes lyset der ramte dem, og gav dem et mindre glær af liv. Men de var stadigt blot to sorte kugler, som var det glassøjne.

Selvfølgelig havde den store skikkelse lagt mærke til hende som hun havde lagt mærke til denne. Der var jo ingen vej udenom. Hun kneb svagt øjnene sammen da hovedet blev drejet let om i retningen af hende selv. Jo denne havde helt klart lagt mærke til hende! Ingen tvivl om dette. May trådte et lille skridt og hævede kniven til kast idet fuglen fløj væk – den fugl som hun rent faktisk havde tænkt sig at ramme for at tjekke skikkelsens reaktioner og hastighed. Hun ville se hvad denne ville gøre, eftersom hun havde været hundrede procent sikker på at kniven ville have ramt direkte igennem fuglens hoved hvis denne var blevet siddende på skikkelsens skulder – hvilken den så ærgerligt nok ikke havde. Hun slog et irriteret klik med tungen på samme tid som personens øje blev synligt. Om det havde været på grund af klikket med tungen vidste hun ikke. Hun mærkede hvordan hele kroppen stivnede som frosset til stedet da hun så hans sorte øjne. Øjne hvis lige hun aldrig i sit liv havde set før. Hverken kønne eller grimme. Hun kunne ikke beskrive dem som andet end skræmmende. May tog sig i at hive efter vejret et kort øjeblik før hun rettede sig op for at hæve kniven yderligere til kast. Denne mand så ikke uden videre venlig ud. Hvem han var viste hun godt nok heller ikke. Kun at hun ikke kunne se væk fra det øje som på nuværende tidspunkt var rettet direkte mod hende. Mayleas tanker var ikke svære at få fingrene i. Hun var ikke trænet i psykiske angreb da hun aldrig havde prøvet det – trods det havde hun en stor viljestyrke der normalt ville hjælpe hvis hun skulle bryde ud af noget lignende. Problemet var denne gang blot at hun ikke havde mærket hvordan hans psykiske kolde hånd var sneget sig ind og havde grebet fat om hendes tanker der lige nu kun var rettet mod ham og fyldt med idéer til hvor hun skulle kaste kniven hen. Hvor den skulle ramme, og hvordan den skulle synke ned i personens kød, hvor dette kun ville skade udenpå men langtfra være dødeligt på nogen måde. For hun vidste jo stadig ikke om han var en fjende.

Længere nåede hun ikke med sine tanker før hun så hans læber bevæge sig og hørte nogle ord komme ud fra hans mund. Det tog lidt tid før ordenes mening sivede ind i hendes hoved. Meningen. Maylea skænkede kniven en smule, men kun lidt. Hun havde ikke tænkt sig at pakke den helt tilbage før hun følte sig mere sikker på at han ikke ville hende ondt. Men hun kunne ikke læse det på ham. Hans øjne. Hans ansigt. Hun kunne ikke læse dem. Det var ulæseligt. Og øjnene. Hans øjne. De var så dybe. Så mørke at hun et kort øjeblik var bange for at falde ind I dem, for aldrig at komme op igen. Kun kort før hun selv svarede på de ord hans læber havde formet. ”Det er mørke tider. Hvad ville man ikke gøre i disse tider?” Mayleas stemme var klar. Lys og gennemtrængende. Som en advarende sang der ville fortsætte I evigheder. Sammensat med ansigtet kunne det virke helt dragene. Uskyldigt? Måske. Rent? Uden tvivl. Som hun stod der, med sine egne mørke øjne der stirrede tilbage i hans øjne, lagde hun pludselig mærke til noget sært ved hans ansigt. Det så ud til at han nogen steder var ved at.. skifte ham? Hun rynkede svagt på næsen. Hvad var han? Hendes mørke øjne blev to smalle sprækker før hun endnu engang sagde noget ”Hvad er du?” ikke noget menneske tydeligvis. Så meget vidste hun dog. Men hvad var han så? May strammede grebet om kniven.

Det sorte øje, veg ikke fra hendes. Selv ikke da hun sank kniven, selvom det kunne være blevet anset som et angreb. Men det sagde hendes, forholdsvis, rolige tanker, at det ikke var. Nej hendes krop ville få et skud af andrenalin, inden hun gjorde nogen former for angreb. Hun var en ung kvinde, slet ingen tvivl om dette. Det havde ikke været noget problem at trænge ind. Som var han nålen, der nemt trak sig vej ind i hendes hud. Med en så ung alder, regnede Karaktar ikke engang med, at hun vidste at nogen ville kunne sådanne 'trick'. Karaktars sorte øje, afspejlede månens stråler, da han lod sit hoved dale en anelse, og de blev knebet sammen, i et kort focus, for at se hendes tanker. Hun overvejede hendes angreb nøje. God pige.. Ærgeligt, at ingen af hendes planer, ville gøre ham det mindste. Ville hun ramme en nerve, der ville have betydet meget for et menneske, ville hun se, at denne nerve, allerede var dødt. Øjnene slappede igen af, og kiggede neutralt imod hende.
Hans ene spidse øre drejede, da hun talte, og han focuserede på hendes stemme. Karaktar fnøs en enkelt gang, og klikkede to negle imod hinanden, så det gav en lav tone, som hun nok knapt nok ville høre, men som han selv hørte tydeligt, og som hjalp hans øre med at slappe af. Det sorte øje forblev, som tvunget, imod hendes. Som om det var ham der var fortrylet.
"Mørke tider.. Ja.. Er det derfor.. Du trækker dit våben, imod en potentiel, allieret.. Eller neutral, person?" Sagde han, hans stemme stadigt rolig, og flydene stemme, som også hjalp på hans effect i hendes hoved, ved ikke at alarmere hende med den, men blot med de ord der blev talt.
Nu kunne Karaktar til gengæld, sagtens mærke en ændring i hendes hoved. Mistro, og hint af angst.. Dog kun den mindre angst. Angsten for det man ikke kender. Den angst, der ville få hende til at svinge kniven, med ekstra kraft, skulle svaret ikke være det rigtige. Hans øjne blev knebet, blot en anelse sammen, inden han så langsomt rejste sin højre fod, og drejede så rundt i vandet, så han stod med siden til hende, i stedet for ryggen. hans bevægelser, lavede et væld af bølger, i det ellers ganske rolige vand. Han drejede så sit ansigt, så det var fuldt imod hende, og begge hans sorte tomme øjne, så endeligt stirede på hende. Hans blik forblev, lige så, neutralt, og han slappede igen af i øjnene.
"Jeg ville foreslå dig.. At tænke.. Rigtig meget... Inden du reagere på mit svar.." Startede han, med sin rolige stemme, og stadigt afslappede stilling. Uden det mindste tegn på aggressivitet, eller behov for at stille sig klar på angreb.
"Jeg er en Vampyr, af Nosferatu klanen.." Sagde han så, og øjnene blev knebet en anelse sammen. Det lignede ikke, at han stod klar til at angribe. Men han havde de helt rigtige tråde klar, skulle hun overreagere. Hvis hun rejste sin kniv for at angribe, ville et højt, og gennemtrængende skrig, rive sig vej igennem hendes hoved, og formegentligt få hendes reflekser, til at tro kilden af dette skrig, var mindre end en meter ved hendes side. Og hvis et raseri brød ud i hende, ville han forsøge at dulme hendes vrede, og berolige hende, ved at skubbe negative billeder, minder og opfattelser, til siden. Dette ville dog kunne være ham muligt, hvis hendes øjne forblev imod hans, og øjenkontakten ikke blev brudt. Men alt dette, kun hvis hun gjorde det første tegn på aggressivitet.