At Gøre Det Rigtige (Privat/Maylea)

Månen....
På mange måder var den vel bedre end solen, men ikke perfekt. I månens lys kunne Korah næsten slippe væk fra hvem som helst... Det var nu en dejlig ting at vide. Månen oplyste aldrig ting fuldstændig så man altid blev nød til selv at finde ud af noget og selvfølgelig... Det var næsten altid nat når der var en måne.
Som en skygge løb personen mellem træerne. Kappen blafrede efter ham og afslørede de mørke camo bukser, den sorte og tætsiddende trøje som var afmærket med et hvidt pote aftryk fra en ulv; Brandet var godt nok blevet vasket så meget at det mere lignede et genfærds aftryk.
Ved taljen hang et simpelt sværd. Det var ikke særlig prangende som så mange andre sværd nu til dags... Men det var tydeligt at det blev brugt flittigt på den lettere flåede læder fæste.
Et par sorte handsker viste sig også på hænderne mens de skubbede en gren ud til siden hvis han kom for tæt på en.
Korah stoppede op.
Langsomt og så stille som han kunne fiskede han et lille krøllede stykke papir op fra den ene lomme. Hans øjne gled hen over papiret, det røg ned i lommen igen og han løb videre.

Han nåede Åen og smilte ved sig selv. Så var der alligevel smittet lidt sporhund af på ham fra sin mor. Han satte sig på knæ ved flodbredden og tog en slurk. Samtidig mærkede han også hvordan jorden var nær floden... Meget mudderagtig... Ikke godt... Hans sko ville efterlade aftryk alt for nemt, som ville kunne følges af en blind mand.
Hurtigt tog han sko og sokker af, hev sine bukser lidt højere op, trådte ud i Åen og begyndte at gå i den retning der havde stået i brevet.
*Hvis hun er blevet opdaget... Så er jeg på røven* Tænkte han med et svagt og var glad for at have sit sværd bag sig og sin fægtetræning i baghovedet.

Hurtigere end han havde forventet nåede han frem den minimale eng. Han kiggede rundt, sikrede sig at der ingen var i nærheden mens han sneg sig op imod et af træerne hvor han satte sig op af og gnide sin hænder imod de kolde fødder. Han var glad for at han nu bare skulle vente... Så kunne han nå at få sko på...

Maylea stod allerede i lysningen.. eller rettere hun sad oppe i ét af træerne ved udkanten af lysningen. Ventene. Hun håbede virkelig han ville komme. Medmindre han var blevet taget, og at brevet var blevet fundet. Hun greb hårdere fast i en gren. Hvis de har er jeg virkelig ude på dybt vand.. Pludselig var hun mere end bare glad for at hun befandt sig oppe i et træ, i mørke og skygger hvor ingen fremmede øjne umiddelbart ville få øje på hende.
Så hørt hun det. Et knæk.. en greb der knækkede. Fra jorden. May lod straks sit blik flyve henover området, men hun havde ikke hørt mere end dette ene knæk. Et dyr. Eller et menneske.. måske. Hun bukkede sig lidt udover den tykke greb som hun sad på og fik så endelig øje på skikkelsen som vadede ind i lysningen med sko og sokker i hænderne. Det var ham. Det var Korah. Hun vidste det var Korah. Han havde fuldt vandløbet som hun bad ham om. Og i skyggen af træet dernede kunne hun næsten se hans brune manke træde frem i farverne, trods mørket.
Maylea kastede et blik om bag ham, men det så ikke ud som om nogen var fulgt efter ham. Længere ville hun ikke lade ham vente. Hun klatrede ned fra træet og sprang ned den sidste meter, eftersom græsset hun landede på var blødt skete der ikke rigtig noget ved det. "Korah!" Hun hviskede tværs over engen til ham mens hun fulgte træerne om mod ham, i stedet for at vade henover lysningen. Da hun nåede hen til ham var det mere end tydeligt at det VAR ham. Det var også på tide at han havde fulgte hendes råd. Virkelig. May sneg armene om ham i et kram, udelukkende for at føle den anden krop tæt på. Varmen fra en anden person. "Det tog sin tid.." Hun trak sig tilbage igen for ikke at virke for nærgående med kramme og så afventene på ham.
De kunne ikke blive her for evigt. Hun vidste at dette sted var kendt blandt andre også..

Hovedet røg op med et ryk.
Korah var sikker på at han havde hørt noget, eller nogen, der havde sagt hans navn. Hvis der var nogen der var fulgt efter ham var han mere end på røven... Han ville hellere ikke have nogen chance for at kunne finde Maylea hvis det kom til det.
Han bevægede ikke en muskel udover øjne... Hvis der var nogen der kiggede i hans retning, ville han fuldstændig afsløre sig selv ved at bevæge sig...
Han stivnede endnu mere da han følte noget bag sig. Det var den der form for følelse folk fik når de var blevet lidt paranoide og de var sikker at der var nogen bag dem... Sådan en mellem ting mellem at føle noget direkte og tro at føle noget.
Og så kom armene rundt om ham. Næsten af ren refleks stivnede han endnu en gang mens han spændte hver en muskel i overkroppen, men så... Så gik det op for ham at han blev krammet. Han havde ikke fået et kram siden han havde set sin mor ligge hjemme på stuegulvet.
Og han hørte stemmen og han kunne næsten gispe af glæde over at høre det var May. ”Jeg ville være sikker på at jeg havde alt og ikke blev forfulgt” sagde han med et svagt smil og drejede rundt for at kunne se hende i øjne.
Han var så glad for at se et kendt ansigt som stadig var i live. Der var for mange han kendte der var døde for tiden.

Hun sendte ham et undskyldene blik. Han virkede en smule udtærret.. som om han var flygtet? Selvfølgelig var han det! Det var jo det hun havde bedt ham om. I så fald måtte der være sket et eller andet.. Men hvad? Hun blev nød til at vente med at stille spørgsmålende. De kunne ikke blive her. Ikke nu. Maylea så sig over skulderen. Herude var man nød til at sikre sig at der ikke var forfølgere.. Slavejægere eller andre farer som lurede over hovederne på én. Hun så på ham igen. "Tag dine sokker og sko på igen. i må videre, og dine fødder er vel tørre nu ikke?" Det var ikke fordi hun ønskede at skynde på ham, men det var vigtigt at de forholdt sig i bevægelse. Kun med lidt held havde hun fundet et godt sted hvor hun havde været de fred den sidste tid. Dog flyttede hun lidt rundt indimellem, slavejægere havde det med at troppe forbi i tide og utide. Fremmede typer som ikke udenvidere så specielt behagelige ud.
Med andre ord, uønskede væsner. Hun så afventene på ham til han havde fået dem på. "Vi må videre hurtigt, det er ikke til at vide om der er nogen der holder øje med os ligenu." Hun havde sat håret op i en skrå fletning som løb ned over den venstre skulder - mest af alt for at håret ikke ville være i vejen når hun løb. Ansigtet var bekymret. Jaget. Det var tydeligt hun havde levet som en flygting i noget tid nu. At hun var blevet vant til at se sig over skulderen tit. Som han, havde hun også fået presset lidt paranoia sammen. Hun havde ikke kunnet undgå det. Hvergang hun så fremmede lod hun dem ikke komme tæt på. Hun var blevet mistroisk. Man kunne aldrig vide hvem man kunne stole på længere. Eller om man i det hele taget kunne stole på nogen. May gik aldrig nogen steder uden våben, eller andre nødvendige ting. Hun tog en dyb indånding og rejste sig: "Jeg har et tilholdsted dybere inde i skoven, du bliver nød til at holde dig tæt ind til mig, hold øje med hvor du går, og undgå så vidt du kan at træde på løse grene." Stemmen var let, men bestemt. Hun viste hvad der skulle siges. Hvilke forholdsregler der skulle tages. Nu var det bare om han var med på dem.

Korah rullede endnu en gang med skuldrene og kiggede op i himlen med et svagt suk. Der var selvfølgelig ikke tid til at kaste sig i armene på hinanden og hyggesnakke... Nej, de var nødt til at komme videre. ”Selvfølgelig...” Sagde han og trak skoene ordentligt på og rejste sig sammenkrøllet op. Det ville ikke nytte noget hvis de havde siddet og snakkede den korte tid og så det hele var blevet afsløret fordi han rettede sig helt op.
Grunden til at Korah var flygtet fra byen var nu at han havde forberedt sig på ikke at vende tilbage... den seneste tid havde han holdt sig skjult, men nu havde han endelig åbnet ild imod Malakel. Det var enten imod ham eller at dø. Der var ingen andre valg i den situation.
Han havde endda brændt sit gamle hus ned som en form for overbevisning af sig selv. Ikke fordi han ikke ville kunne gå imod ham uden at gøre det, men det sidste han ville var huset skulle lokke ham til at gå tilbage til byen og tro det var ovre. Som en anden ting ville han bogstavligt talt blive slået ihjel af skam, hvis det viste sig at slavejægere havde taget hans gamle hus til sig eller at det blev skændet på nogen anden måde...
Han nikkede og gjorde sig klar til at følge efter hende med et svagt smil på læberne. Han vidste godt at han ikke burde smile af en situation som denne, men smilet kunne bare ikke holde sig fra Korahs læber over det. Han kunne endelig se noget i den her sindssyge verden som han brød sig om, kendte og gerne ville blive ved med at kende.

Maylea gengældte hans smil, en smule usikkert. Smil. De skulle blive ved med at smile. Jo mere de smilede jo mere lys ville der sprede sig. Hun greb fat om hans hånd og rettede sig selv helt op - hun var dog ikke ligefrem den højeste så det ændrede ikke det store - for endnu engang at se sig omkring. "Kom så.. " Den hviskene stemme var sikkert det eneste han kunne høre på nuværende tidspunkt. Først trak hun ham roligt, med forsigtige skridt væk fra lysningen og længere ind i skoven. Det der må have føltes som en evighed men i virkeligheden kun var omkring de ti minutter, stoppede mod op, og så sig endnu engang over skulderen, som hun havde gjort et par gange nu.
"Vi sætter farten op. Jeg giver ikke slip da jeg helst ikke vil have vi mister hinanden, efetrsom det er så mørkt." Det var den ene af grundene. Udover dette nød hun også at mærke hans hånd mod sin. Mærke at der var en anden som havde det ligesom hende, og ikke kun rørte hende for at sætte hende i bur. Det var.. befriende.
Maylea nikkede kort til og fortsatte så ad en anden vej - de fulgte ikke nogen stier, det var et helt under at hun faktisk kunne vejen til nogen steder. Så satte hun farten op - stadig uden af slippe ham - begyndte at løbe og trak ham med sig, i håb om at han ikke ville snuble over diverse træstubber der af og til dukkede op hvor de løb. Selv sprang hun over dem uden de helt store problemeer, og formåede at holde sig selv nogenlunde lydløs. Hun var vant til det, eftersom det var nødvendigt når man var ude at jagte, og ikke skulle skræmme dyrerne væk. Sådan fortsatte det i lidt tid, og hun skiftede retning et par gange, så blev farten sat en smule ned, og hun stoppede helt op. "Her." May slap ham og stod et sted der lignede alle de andre. Der så ikke ud til at være den store forskel udover at træerne her var en smule større og tykkere. "Jeg ved ikke hvordan du har det med højder eller træer, men jeg mener det er sikrest at holde sig oppe i træerne herfra." Hun sendte ham et lille skævt smil og klatrede op af det nærmeste, og klart største træ, uden problemer klatrede hun op af de grene som først startede halvanden meter oppe ad træet. May kastede et lille blik ned på ham. Afventene rakte hun en hånd ned mod ham.

Han nikkede bare og fulgte, stadig sammenkrøbet, efter hende. Hans skridt var så højlydte i hans egen øre... Han følte sig som en et-benet bjørn som prøvede at danse ballet på et lag af tørre kviste... En rimelig rammende beskrivelse, hvis ikke det var hans egen størrelse taget i betragtning. Han var jo bare høj og tynd... Ikke noget nær de store og brede bjørne.
Han prøvede alt hvad han kunne at svæve hen over bladene som Maylea gjorde, men det føltes bare som om han fulgte efter et spøgelse som bare holdt ham i hånden.
Korah smilte indvendigt og kunne mærke hvordan varmen spredte sig. Han havde absolut intet imod at May holdt fast i hans hånd. Det var som om han bare havde gået og ventede på det i et stykke tid... At kunne se May igen havde været den mest fantastiske ting han kunne ha oplevet midt i alt det her kaos.
Men at holde hendes hånd... Det var nu fantastisk... Intet andet kunne beskrive det.
”Okay” sagde han og fulgte bare efter hende, mens hun satte farten op og forblev lydløs og han fik det som om han larmede endnu mere.

Han prustede lidt af det. Ikke på grund af løbeturen... Den havde ikke været slem... Nej, det hun sagde.
Korah kastede et blik op på træerne og kunne mærke hvordan han skælvede indvendigt. Han havde intet imod at klatre i træer... Han havde heller ikke noget imod at være i højder, men de her træer virkede bare anderledes af en eller anden slags kunne man vel sige.
Han trådte et skridt tilbage og viftede lidt med håndledet for at skubbe hendes hånd væk. Han behøvede ikke hjælpen, selvom han godt kunne lide idéen om at de skulle holde i hånd igen, men han ville sikkert bare hive hende ned og så ville de larme endnu mere...
Nej... Han blev nød til lige selv komme op.
Han tog endnu et skridt bagud og kiggede op. Grene var vel godt 30-50 centimeter ude for hans rækkevide når han hoppede let op efter dem, han havde brug for et afsæt. Selvfølgelig kunne dem længere nede, dem som May brugte til at komme op, holde til hende, men ikke til ham.
Han tog de 2 skridt frem, lavede et hop direkte imod træet, ramte stammen med foden og satte af igen.
Øjne blev desperat klemt sammen da han var sikker på at han kunne høre noget sige knæk inde i knæet. Men han fik fat i grenen og fik hevet sig hurtigt op og sad så på en af de nederste grene.

Hun trak en smule skuffet hånden til sig igen da han viftede den væk. Selvfølgelig ville han selv kunne komme op uden hendes hjælp. Det var jo ikke fordi at de aldrig havde haft idræt på skolen vel? Maylea klatrede lidt højere op for at give ham plads. Hun drejede næsten hovedet af led blot for at kunne se hvordan han havde tænkt sig at komme op - og om det i det heletaget ville lykkes for ham.
Hendes øjne fulgte ham da han trådte tilbage.. også da han sprang så hun ikke væk. Blinkede ikke et eneste øjeblik før hun så at han havde klaret springet og var kommet op. Et kort øjeblik hørte hun et uhyggeligt knæk, som hun regnede med at grenen under ham. Forhåbentlig. Det ville ikke være særlig smart hvis han pludselig var kommet til skade, det øjeblik han var flygtet.
Maylea sad i dette øjeblik nogle metere over jorden et sikkert sted i træet hvor der ikke ville være den store chance for at hun faldt ned. Det var som om træets arme havde formet en form for 'seng' eller stor rundt 'sofa' midt i sig selv, hvorefter stammen og træets arme fortsatte højere oppe. Der ville være plads til både hende og korah, trods det nok ville blive en smule trangt.
Det var dog ikke det der bekymrede hende. Selv havde hun et forholdsvis tykt og blødt tæppe som hun havde strøget udover så man ville ligge blødere, og mere behageligt. Et hun havde hugget fra en slavejæger der havde haft fingrene i hende - dog kun indtil en eller anden slave brækkede sig udover hans sko og tog jægerens opmærksomhed. Hun skyldte virkelig den slave et eller andet.
Maylea vendte tilbage til nutiden og så ned på Korah. Ventede til at han var kommet højere op - dog kunne hun se noget lettere anstrengt i hans bevægelser, der var sket noget idet han sprang. Hun rakte hænderne nedn og hjalp ham resten af vejen op. Måske var hun ikke den stærkeste, men hun HAVDE styrke nok til at kunne hjælpe ham op.
"Korah.. Korah se på mig, er der sket noget?" Der var sneget en bekymret tone ind under hendes ellers så rolige og fattede stemme. Hun trak ned at sidde ved sig på det bløde tæppe, i en stilling så hun vidste at de ikke ville kunne blive set nedefra. Beroliget af at de nu var i nogenlunde sikkerhed, og var i en blind vinkel for det blotte øje, studerede hun ham nøje. Afventende.

Korah havde hørt lyden før... Han havde endda også hørt sin mor brokke sig over det var sket med hende. Det skete faktisk ret tit for ham til fægtning ag han undgik et sværdhug fra læreren når de øvede reflekser.
”Det er... Intet særligt, jeg skal bare lige sidde stille i et stykke tid” sagde han langsomt for at holde det ude fra stemmen at han kunne høre hvad hun tænkte med slavejægerne. Korah kunne se det ligeså slemme i det som hun kunne. Hvis det kom til det, ville han stadig kunne kæmpe, stadig slå dem, men han ville ikke kunne løbe... Så meget var sikkert.
Han kiggede rundt oppe i træet og var overrasket over hvor... Velstruktureret det var. Som om træet bare havde ventet på dette.
”Fantastisk” Mumlede han stille og kunne se både det smukke og det strategiske i det, hvis man nu havde en flok bueskytter, lettere beskyttet af nogle træplader, der sad heroppe og både lyttede og skød efter fjender... Hvis man så havde sat dem i en ring rundt omkring en lejr, og lidt inde i dybden, ville man jo have et forsvar der kunne advare en på ingen tid hvis nogen nærmede sig.... Selvfølgelig skulle der også sidde en form for nærkamps kæmper oppe i træet der bare skulle dumpe ned og hugge fjenden ned hvis de kom for tæt på... Skræmmende godt forsvar...
”Hvordan fandt du dog det her sted?” spurgte han Maylea med et lille smil. *Gad vide om alle træerne heromkring også er bygget op sådan...* tænkte han stille og endnu engang hoppede han over i det strategiske hjørne af sin hjerne, før han så faldt tilbage til nutiden igen.
Han betragtede May og kunne se hvordan hun både bekymrede sig for ham og var glad for at se ham... Hvis May kunne det samme som Korah, ville hun vide præcis det samme som ham... Han kunne nok ikke udtrykke hvor glad han var for at se hende af alle... Det bragte en form for liv tilbage i ham... Liv og varme... En dejlig følelse.
Han tog en dyb indånding og koncentrerede sig om sit knæ. Han havde prøvet det så mange gange at det var den eneste grund til at han vidste at han skulle sidde stille i en lille time og så skulle han langsomt dreje let på knæet og massere det, og så var smerten pist væk.

Maylea studerede ha nøje, lagde mærke til hvordan hans blik blev fjernt, mens han så rundt på træet. Det var ikke det hun havde bedt ham om. Sådan en papand. Han skulle se på hende når hun bad ham om det. Hun ventede til at hans blik endnu engang blev nært - 3 minutter senere vel? og åbnede munden for at sige noget til ham, men nåede ikke at sige noget før han havde stillet hende et andet spørgsmål der slet ikke havde med sagen at gøre. Det var hans knæ hun bekymrede sig om. Knægten måtte forstå at deres ben var noget af det vigtigste de skulle bruge når de var herude. Uden at kunne brune dem ville de umuligt kunne løbe fra diverse farer. Han måtte altså FORSTÅ det.
Hun sukkede dybt og satte sig til rette på tæppet. "Der var slavejægere overalt.." lettere mumlende begyndte hun den lille fortælling. "Og jeg havde søgt tilflugt oppe i træerne - som heldigvis var tæt på hinanden så jeg kunne bevæge mig fra træ til træ.." Hun trak på skuldrene som var det ikke noget særligt. "Og så fandt jeg det her.." May så endnu engang på ham og hans knæ. "Fortæl mig hvad det er med dit knæ, måske kan jeg hjælpe" Det var tydeligt at se på hende, hvordan hun anstrengte sig for ikke at gribe fat i hans knæ og mærke på det for at finde ud af hvad det egentlig var, som var galt med det. Måske var knoglen gået af led? I så fald skulle den rettes op hurtigst muligt.
Smerten fra en knogle der er gået af led, var langt fra behagelig. Det viste hun udemærket selv. Ej heller var det en speciel behagelig følelse at få den rykket på plads igen. Hun fandt en taske frem som lå på tæppet - den som så ud til at være fyldt med alle mulige ting hun havde taget med hjemmefra. Nødvendige ting velsagtens.
Hun fandt en vanddunk frem og rakte den til ham - fyldt - "her.."

Han nikkede langsomt.
Han så det for sit indre øje mens hun fortalte det. Hvordan hun blev jaget rundt af jægerne og søgte tilflugt i træerne... Hvordan Jægerne fortsat var fulgt efter hende og hun til sidst fandt det her sted...
”Utroligt” Mumlede han til sig selv og kom tilbage. ”Øøhm... tak” Mumlede han og tog imod vandet. Han kunne se på hende hvad hun tænkte når hun så på hans ben. Hvordan hendes øjne langsomt blev svagt fjerne og så kom frem igen med lettere rædsel malet i sig...
”Slap af... Det er okay” sagde han beroligende til hende. Det var ikke fordi det gjorde ondt når han ikke bevægede sig... Det var mere når han bukkede benet. ”Det går over om en lille time, hvis jeg bare sidder stille” sagde han langsomt og kom i tanker om hvad hans mor havde kaldt det ”Jeg har bare lige forstrakt mit ledbånd... Intet alvorligt... Det er bare når man pludselig bruger hele benet og ikke havde varmet op, kan det godt brokke sig” sagde han og brugte sin mest beroligende stemme han kunne finde. Han behøvede for det meste ikke at berolige nogen rundt om sig, men han kunne godt forstå hendes frygt...
Alligevel kunne en lille varme inde i hans bryst ikke lade være med at rokke rundt samtidig med at en lille stemme flaksede rundt oppe i hovedet på ham og hviskede *Maylea bekymrer sig om mig!*. Han prøvede desperat at skjule det sikkert lalleglade smil der poppede op på hans læber om ganske kort tid.
Han burde ikke smile på sådanne tidspunkter som disse, men han kunne ikke skjule et lille smil på hans læber.

Hun stirrede tomt mod benet.. tænkene. Da hun hørte hans svar, hans korte forklaring ham hvad der var sket - med den der beroligene stemme hun genkendte fra skolen hvis hun var ved at gå i panik over en prøve hun ikke havde forberedt sig til. Stemmen fik hende til at slappe af og sukke dybt. Hvis han selv sagde det, var det vel okay. "Træn oftere.. varm op oftere, gør det tit. Vi er altid nød til at være klar hvis der skulle ske et eller andet.. Aye?" Det sidste ord var mere en slags bekræftelse på om han havde forstået hvad hun mente. Det var lige den pæneste måde hun kunne finde ud af at sige det lige foreløbigt.
Hun nikkede kort for sig selv og tog sig selv i at bide sig i underlæben. En dum vane hun havde taget til sig på grund af den konstante nærvøsitet. May studerede ham yderligere før hun endnu engang greb fat i sin taske og begyndte at rode i den. "Er du sulten? jeg jagede her i morges.." Hun trak en kniv frem fra tasken - en helt almindelig køkkenkniv så det ud til - og ude på en anden gren, skjult for omverdenen havde hun bundet en pose med noget fast. Fra pose fandt hun noget brød, noget kød - tydeligvis noget hun havde grillet tidligere på dagen kort efter at havde fanget dyret - og noget frugt.
Hun så spørgende på ham da hun fandt det frem. Ville han have noget?

Han kunne mærke tænderne begynde at gå i vand, i det sekund hun åbnede tasken. Det var nu sjovt at hans sanser var blevet så utrolige af den her tid på flugt. Hans sanser var konstant i gang, han kunne endda næsten mærke luften på sine skuldre og ryg, selv gennem sit tøj.
”Jeg vil meget gerne have noget at spise” sagde han og smilte bare til hende og kiggede ned på jorden. Han kunne knap nok se den fra hvor han sad. Langsomt gled øjne rundt og tog det hele i øjensyn.
*Og tænk... Hun havde forberedt sig i længere tid på det her end jeg... At være paranoid så længe* tænkte han lidt trist da han så på Maylea, men smilte bare for at hun ikke skulle se på ham at han tænkte på noget dårligt... Det ville bare bekymre hende og det var nok den sidste ting Korah havde lyst til.
Han havde faktisk, først efter at kaos var brudt ordentligt ud, lagt mærke til hvor meget han havde savnet at snakke med en som Maylea. En som altid var der og altid var parat til at hjælpe eller noget andet. Hun var ukuelig og utrolig... han ville nok være havnet i flere slagsmål og problemer hvis hun ikke havde hjulpet ham nu og da.
Han greb tit og ofte sig selv i at kigge på hende og bare fordybe sig i tankerne med et lille smil.

//Sorry det er så kort ._.//

Hun begyndte straks at skære lunser af kødet og skar nogen skiver brød. Lavede en sandwitch bestående af det hun havde - der var dog mere til overs. Det var aldrig smart at bruge alt det man havde i den tro at der ventede mere på en derude. Maylea rakte ham den færdiglavede sandwitch og begyndte selv at tygge på et æble mens hun pakkede det andet ned igen. "Håber du kan lide den.. " Hun sendte ham et af sine små strålende smil og iagttog ham nøje mens hun selv fortærrede sit æble. Selv havde hun spist en sandwitch tidligere, så det ville praktisktalt være spild hvis hun tog en mere.
Bare ved at se på hans øjne kunne hun se hvordan hans øjne havde fulgt hendes bevægelser med maden. Han var virkelig sulten. Det var faktisk lige før at hun forventede at se han begyndte at savle udelukkende pga synet af maden. Hvornår havde han i det hele taget selv spist? Ved frokost tid? Morgenmad? Eller havde han været på flugt hele dagen.. ? - hvilket hun selv gættede på. May tog selv afsted meget hovede. Allerede få dage efter deres samtale på highschool'en var hun taget afsted. Det havde ikke længere været sikkert for hende. Hun havde praktisk talt flået alle de penge i huset hun kunne få fat i. Al den nærmeste man blev pakket ned i tasken, sammen med noget ekstra tøj og et varmt tæppe. Så var der også dette her tykke tæppe hun stjal fra slavejægeren.. Der var ikke plads til det i hendes taske så hun havde været tvunget til at transportere det på en lidt anden måde.
Hun lod blikket glide henover Korah igen. Han så jaget ud. Men der var altid det der lille ekstra afslappede look over ham. Det var noget hun godt kunne lide ved ham. Man kunne ikke altid se det på ham hvis der var noget galt.. Hun tænkte over om andre mon også havde haft det sådan med hende? Hun var tit blevet fortalt oppe på skolen at hun havde et lettere 'kedene' udtryk..

//samme her.. xD skrev det lige inden jeg cyklede afsted i skole såeh ja SKOLE NU ;D//

Han tog maden og begyndte grådigt at spise den.
Det var sandt at Korah ikke havde spist i et stykke tid, men det var kun fordi han hele tiden var blevet fundet inde i byen... Hver gang han satte sig ned et sted for lige at lade op, så blev han jagtet rundt af en eller anden... Det havde været hurtigt op på benene, ud af syne og så bare gemme sig, proppe noget i munden og så løbe videre...
Han havde altid være på stadiet lige unde mæt, så han havde aldrig haft energi nok til at kæmpe mod flere end et par stykker...
Et minuts tid sagde han ikke noget, heller ikke efter han havde spist. Han sad bare helt stille og nød det lidt før han så tog en overraskende dyb indånding. Det var som om han prøvede at suge alt luften til sig, uden at puste ud.
Og så kom det. Han pustede dybt ud og smilte til Maylea med et lettere underligt smil. Altså Korah var glad for både at se May, at spise og føle sig en smule sikker, men han blev nød til at spørge hende om noget som havde plaget ham selv.
”May...” Startede han og prøvede at samle tankerne en smule. ”Er der noget forandret ved dig? Altså har du oplevet noget som normalt ikke ville ske for dig? Udover at du blev nødt til at flygte fra byen...” Afsluttede han lidt tamt.
Korah havde selv oplevet det. Måske ikke det samme som hende, men der var sket noget... Noget urgammelt og frygteligt stærkt havde haft fat i ham på et tidspunkt... Og så havde han svunget med sværdet og der var sket... Noget...

May iagttog ham nøje mens han fortærrede sandwithen. Korah havde virkelig været sulten. Han var nød til at lære at jage. Og skaffe mad. Helst herude i skoven. I nærheden af dette sted. Hun ville ikke have ham for langt væk fra sig. Bare fordi det virkede som m de var i sikkerhed ligenu betød det ikke at de var det. Dette her var en konstant fare som ikke kunne rystes væk ved at gemme sig i skoven. For at komme væk fra disse farer blev de nød til at rejse til udlandet. Men May nægtede simpelthen at lade det komme på tanke. Hun havde ikke tænkt sig at forlade stedet før hun havde fået sin hævn. Før det blev godt igen.
Korahs ord fik hende til at vende tilbage til nutiden. May løftede blikket og mødte hans. Hun kunne se at han ville have et svar.. Og hun skulle give ham et svar. Hun skuttede sig en smule pga den kølige luft og så, så ned. Fugtede læberne og overvejede hvad hun skulle fortælle ham. Så nikkede hun. "Det der fik mig til at rejse.. der 'skete' noget. Jeg blev jagtet ud af mit eget hus af slavehandlere.. tog taget som en flugtvej.. heh" Hendes stemme havde fået en bister, lettere hård tone som hun genkaldte sig mindet. "Jeg havde været klar hvis der skulle ske noget.. Det gjorde der.. Beskeden om min fars død. Hvem der havde gjort det--" Hun stoppede op og knyttede næverne.. så ned på dem før hun tog sig sammen til at fortsætte sin fortælling. "Jeg greb den pakkede taske, pengene, og alt det mad jeg kunne bære.." May bed sig let i underlæben og så, så op på ham med et trodsigt blik fyldt med had. "Jeg dræber ham Rah.. Di Morgas hersker.. han har ikke ret til at leve i denne verden, ikke ret til at leve.." Hun så ned, greb hans ene hånd i en næsten desperat bevægelse og bukkede hovedet for ham. Som ville hun inderligt bede ham forstå. Forstå og følge med hende. At hun ikke tvang ham til at gøre det samme.
Senere gik hans spørgsmål ydeligere op for hende og hun så op på ham med et studerende blik. "Hvad er der Korah.. hvad er der sket?"

Han nikkede.
Korah nikkede i det sekund hun var færdig med at snakke. Han havde det selv ligeså. Det var godt nok ikke Malakel som havde slået hans mor ihjel, men det var hans anarki og vilde bevægelse imod Zane der havde gjort så alle blev sådan. Zane var godt nok ikke en drengespejder, men det havde ikke været et ligeså vildt anarki og ødelæggelse med ham. Det var alt sammen Malakels skyld: hans mors død, hans tab af et ordenligt hjem og, nu hvor han fik det at vide, tabet af Mayleas far... Han skulle dø... Og hvis ikke det var muligt, skulle han dømmes til at være levende død... Han skulle brændes...
Han kiggede på hende med sine grønne øjne. I et sekund, hvis ikke mindre, var der noget urgammelt i hans øjne. Det var som om pupillen kort voksede til det dobbelte og noget koldt, ondt og grusomt gled ind over dem.
Så blinkede han og det hele var væk og kun Korah sad og kiggede på hende.
Korah sukkede dybt, tog en ligeså dyb indånding og kiggede hende i øjne. ”Har du virkelig ikke bemærket noget anderledes?” spurgte han hende. Noget desperat var sneget sig ind i hans stemme og fik ham næsten til at lyde bønfaldende.
Han rettede sig, så han sad lidt bedre tilpas. En lille grimasse og et grynt af smerte da han flyttede benet rundt lød. ”Jeg mener... Der skete noget inde på slave markedet med mig...” Han fik store øjne og kiggede hende dybt i øjne, som om han prøvede at sende sine tanker og minder ind i hendes hoved.
”Da jeg svingede med mit sværd på et tidspunkt, føltes det slet ikke som om det var mig... Altså jeg mener” Han stoppede kort og lavede en armbevægelse som ikke rigtig var til at sige hvad skulle betyde. ”Det var som om en eller anden styrede mine arme...” sagde han og stemmen skælvede, men han fortsatte... Han kunne ikke stoppe nu. ”Og luften prøvede at holde mig tilbage, men jeg fik det svunget og... Og... Der kom en bølge!” sagde han og øjne så ud til at hoppe ud af øjne af forbavselse. ”Altså, bølgen kunne ikke ses, det var som et chok der bare flød gennem luften og huggede alt over” Sagde han og håbede hun forstod det...
Der var sket noget med Korah og han havde ingen idé om hvad det skulle være... Han følte sig alene, og han ville bare vide om han var den eneste sådan noget som dette var sket for... Hvis May også bare havde oplevet noget lignende kunne han overleve det....

May så på ham.. mødte hans blik lige netop idet sekund hans øjne ændrede sig. Hun så det. Og det skræmte hende en smule. Først havde hun troet det var et resultat af det kaos de levede i. Men nu? Alt kunne være sket. ALT han kunne være blevet bidt af nogen eller noget.. Hvem vidste hvilke kreaturer der befandt sig omkring dem? Vampyrer? Varulve? Hun havde sågar hørt om dæmoner. Udelukkende fordi hendes afr havde sagt at de havde haft et stort problem med isdæmon.. Utallige personer var blevet frosset til is og dernæst blevet flækket midt over. Udfra hans facs om dette, lød det ikke ikke specielt som om det var nogen venlige kreaturer. Vampyrene var efterhånden blevet kendte dog. Hun havde læst det i avisen.
Sådan nogle vamle, afskyelige væsener.. med deres besættelse af blod: og hvor mange mennesker havde de mon ikke dræbt kun for at få føde? Hun tog en dyb indånding og vendte tilbage til nutiden for at høre hans fortælling. Om hvad han havde været ude for. Selv havde hun på fornemmelse at der var sket noget mere end blot hans mors død. Allerede da han nævnte det.. Hun lyttede. Spidsede ører og holdt sine øjne fastlagt på ham mens han fortalte hende. Han havde altså også været på slavemarkedet. Det var lige før hun selv fortalte ham hun havde været der - og praktisk talt ruineret de fleste tilstedeværende.
Selvom hun havde haft det på fornemmelsen var det at høre det et chock for hende. Søde rare, skønne Korah.. Med en evne. Med luft. Hun spærrede øjnene op, stirrede på ham med et overrasket udtryk. Luft?.. luft.. Men så var han jo ikke menneske. Eller ikke helt i hvert fald. For i hendes øjne havde han altid virket så menneskelig som noget menneske kunne blive. Det var på tide at hun afslørede den hemmelighed hun havde holdt siden hun var helt lille. En hemmelighed hun ikke selv havde været helt stolt af. Selv var hun ikke helt menneske. Ikke at hun hadede sin anden halvdel.. Hun havde endda trænet den. "Jeg tror det er på tide jeg fortæller dig det.. Korah." May lænede sig frem mod ham og pressede ham en smule ned. Slap ikke hans blik. Han skulle høre godt efter. VIRKELIG godt efter. "Du er ikke helt menneske.. ikke længere.. i hvert fald- det har du forstået, ikke?" Hun ventede ikke på svar før hun lænte sig en smule tættere på og fortsatte med at fortælle. "Min mor var hvad du kalder en Aspara, Altså er jeg selv halvt Aspara, og halv menneske.." May tog en dyb indånding. "Hvis du undre dig over at mit udseende altid har virket 'narturligt' og 'smukt' er det forklaringen. Jeg ejer en asparas skønhed - eller hvad du kalder det.." Et lille fnys undslap hendes læber som var hun ikke helt selv stolt over dette. "Jeg bliver nød til at vise dig noget.. og jeg har kunnet det i flere år nu. Det er den evne jeg har udviklet, en slags forsvarsmekanisme."
Hun lænede sig tilbage fra ham da det gik op for hende at hun havde lænet sig lidt for tæt på. Sagde ikke mere. Løftede kun en hånd og rakte den ud mod ham, lod sit blik hvile lidt på den i noget tid. Så begyndte huden langsomt at forvandle sig til noget der kunne minde om diamant. Eller krystal. Smukt uden tvivl. Men også stærks og ugiennem brydeligt. Hun lod dog kun dette vises på hånden.

Korah kiggede bare længe på hende. Han havde det samme udtryk i ansigtet, som når lærerene på skolen faktisk fortalte en noget, man gerne ville høre. Øjenbrynene blev trukket lidt sammen,øjne blev større og munden blev åbnet svagt.
Han nikkede langsomt da hun forklarede ham noget, som hun havde holdt skjult i så lang tid. Hun, May, var en Aspara... En Aspara... Dem havde Korah aldrig hørt om, eller jo, men det var et meget løst rygte på skolen, noget med at en Aspara havde sat sig imod Zane eller noget, men det havde jo bare været noget, nogen havde fundet på... Ikk?
Hans øjne gled ned til hendes hånd og han lagde hovedet på skrå. Hvad ville hun have at han skulle s...
Underkæben faldt nærmest af ham da han så det.
”Men...” mumlede han og havde det som om alt hvad han troede på faldt sammen om ham. Intet gav længere mening... Pigen han troede han havde kendt, havde så stor en hemmelighed, han troede han havde kendt sig selv, men det viste sig at han heller ikke gjorde det... Hvad var overhovedet rigtigt i den her verden længere?
”Der er en mulighed til” Mumlede han, mens hans paranoide side vågnede til live. ”Du kunne være et eller andet væsen, der har fanget May og nu laver numre med mit hoved!” det lød rimelig skørt og det var ret langt ude, men når ens verden brød sammen om en, havde man ikke så meget at tro på...
Han famlede ud efter sit sværd og stirrede bare på hende. Korahs grønne øjne svømmede med indespærrede tårer... Det kunne bare ikke være sandt... Hun kunne ikke være sand... Han ville ikke have det.... Og han ville heller ikke være sand... Han måtte drømme, eller være fanget i et eller andet mareridt... Måske var han død?
”Fortæl mig det ikke er sandt!” forlangte han nærmest med bønfaldene røst. Korah havde været udtærede, hvad han havde oplevet havde taget alt hans energi fra sig... Han kunne ikke tro på det han så...

Hånden blev straks sig selv igen. Maylea spærrede øjnene op og mødte hans blik, det havde føltes som om han havde slået hende i ansigtet. Det var naturligt at han reagerede sådan her! Sådan ville enhver anden også reagere! Hun blev ved med at gentage det for sig selv mens hun bed tænderne hårdt sammen for at holde tårende tilbage. Det ville ikke hjælpe at græde nu. Det ville slet ikke hjælpe at græde. Og han ville ikke ombestemme sig blot ved at hun pludselig brød i gråd. Hun kunne jo se på ham, at han ikke ville tro på det så nemt. May trak hurtigt hånden til sig da hun så han rakte ud efter sit sværd. Hun ville så inderligt gerne fortælle ham at det ikke var sandt. Hun ville så gerne forklare at hun bare lavede sjov og at alt dette var et simpelt mareridt - at han snart ville vågne. Men det kunne hun bare ikke. Hun kunne simpelthen ikke for sig selv til at lyve over for ham. Det havde været forkert at fortælle ham dette nu. Dey var alt for sent, og de var begge utroligt udmattede.
Hvad der var sagt kunne ikke tages tilbage. Det vidste hun godt. Maylea så op på ham med bedene øjne. Prøvede at få ham til at forstå. Forstå at hun var den May som han kendte. Som han altid havde kendt. Den eneste forskel var bare at hun var halv aspara. Det ændrede intet. Absolut intet! Aspara'er var kendt for deres uskyld. Dette betød ikke at hun straks ville kaste sig over til mørkets side og efterlade ham her. Hun havde altid været halv aspara. Siden hun blev født..
Hun knyttede hænderne og slog blikket ned: "For helvede da Rah.. Du ved da det er mig.. Det har altid været mig!" Det var de eneste ord hun fik frem. Ikke et ord om aspara-delen eller hans luft-evne. Intet. Hun var simpelthen ikke stærk nok til at nævne dem. Hun kunne ikke give ham det han ville have. Det ville hun aldrig kunne gøre. Hun ville aldrig kunne gøre ham lykkelig. Aldrig få det gamle smil tilbage på hans læber. Aldrig bringe ham tilbage til hans hus med sin familie. Aldrig. Det var ting som hun bitterligt fortrød at hun ikke kunne ændre på. Hun var bare ikke stærk nok. Hun kunne ikke lege med tiden. Maylea mødte hans blik og så dybt ind i hans øjne. Tiggede ham om at tro hende. Bad ham om ikke at fornægte sig selv. Én ting var at han fornægtede hende. Men det var ikke fair overfor ham selv at han fornægtede sig selv. Det kunne han simpelthen bare ikke tillade sig! Hun holdt bestemt tårende tilbage og greb så fat i begge hans håndled. Tvang ham til ikke at søge efter sværdet. Hun lænede sig halvt indover ham uden at slippe. "Lad være med at lyv for dig selv! Den verden vi lever i er ikke længere den samme.. Tag dig sammen Korah! Med den holdning kommer du ikke langt!" Hendes stemme var pludselig blevet meget lavere. Bestemt. Den rystede svagt, og gav ordene ekstra betydning. Han måtte forstå det. At livet bare var sådan. Og ønskede de at forbedre dette: måtte de kæmpe for det!

Korah blinkede med samme hastighed som en teenager kunne skrive på et tastetur. Hans øjne blev våde for hvert blink, pupillerne blev større, selv iris voksede større så det grønne i øjne nærmest så ud til at fylde mere.
Han snøftede og han ønskede at han kunne trække det tilbage. Han vidste, vidste bare, at det var May der sad foran ham. Han havde delt tårer, latter, hemmeligheder og helt almindelige stunder, som betød mere end nogen af de pinlige ting som Maylea vidste om ham... Han kunne bare mærke det, det kunne han i sekundet han så hende igen og hørte hendes stemme... Han havde endda grebet sig selv i at tælle dagene til hvornår han skulle forsvinde væk fra byen.
Og så nu... Nu hvor han endelig sad og talte med May, fortalte hans syrede, langt ude, overtrætte, stressede og helt nedkørte hjerne ham, at dette ikke kunne være den rigtige May...
Bag de mange blink og tårer samlede der sig lynhurtige glimt, i farver, fra fortiden, hvor de hang ud sammen. Hovedsagligt på skolen, da May altid skulle noget med sin far, men også hjemme hos Korah selv. De havde gjort grin med alt, misforstået alt hvad der kunne misforstås, pegede, forkortede engelske udtryk og så... Så havde Maylea fået det mere stramme træk på. Hendes såkaldte ”Kampmaske”. Det endte altid da far sagde hun skulle noget. May havde aldrig været imod det.
Og nu forstod Korah endelig hvad det havde handlet om: Maylea skulle træne. Træne til at overleve, træne til at blive bedre med sine evner og sine våben og til at være parat... Parat på alt.
Korah havde altid brokket sig, lige ud til kanten, før han så havde bakkede væk og ladet han om det selv, da det jo var hendes eget valg ikke at brokke sig til et par minutter ekstra.
Hans krampeagtige greb om sit sværdfæste ændrede sig ganske langsomt. Før havde hans knoer pressede voldsomt imod hans handsker, så de tydeligt kunne ses. Først sank knoerne ned. Så helt ned i håndryggen, så løsnede hans fingre sig om fæstet og han flyttede sin arm som en kran, med maskinlignende bevægelser.
”Jeg... Jeg tror dig” Mumlede han svagt og tårerne brød frem på hans ansigt og løb hjælpeløst ned over hans kinder. Mumlen var så lav at selv May der sad lige foran ham, skulle bukke sig ind for at være helt sikker på at høre det. Stemmen var lav, besejret og fuldkommen væk fra energi.
Men der var en ting i den som kendetegnede den som Korahs stemme. Der var den der lette snurren på r'erne som Korah altid lavede når han undskyldte for alvor over for noget. Det var altid sådan Han havde gjort det, det vidste Maylea, og det var først da han sagde sådan før i tiden, og nu, at man kunne være sikker på at han faktisk mente hvad det var han sagde.

//OOG. Emne over and out, tror ikke vi behøver fortsætte i dette, næste gang er det mod sejren!! :D//

//OG det har du krea nok til? XD//

//du siger noget x) .. Twin det er skræmmende så meget du kan gennemskue migh! xD//

//Ikke så skræmmende som når du skriver med en god klat Krea i Baghovedet... Det er bare Freaky xD//