Leave. Me. Alone. - David

Tiden var ved at løbe ud, dækning, dækning måtte der findes. Med blæsten, der langsomt fik skrældet, fra de tilsnusede gader til lige så stille at trille. Mennesker der lå og hostede i siden, og krævede medicinsk hjælp. Alt dette så hun dog ikke, hun havde travlt med at komme sted, øjnene som skinnede klarer end nogen sinde før, hvordan sveddråben langsomt fra hendes pande gled ned over panden, og fulgte sin vandring over næseryggen. Hurtigere og hurtigere bevægede hendes ben sig, som hun flygtede fra nogen, eller var det nu bedre at sige noget? Hvad det var, vidste kun hun, og hun havde ikke tid til at stoppe op, nej hun var nød til at nå ned i enden af byen, inden solen gik ned, og månen ville kaste sine fange arme omkring hendes skønhed, og forvandle hende til det bæst som hun i sit indre var. Aspara, blandet med virussen fra en varulv. Hvor langt kunne man dog synke. Den smukke kvinde, som havde det mest grimme og alt ødelæggende hemmelighed gemt i hendes blod, var ikke til at fatte. Men det var det, det som der skete, hver fuldmåne, kom hendes sande ansigt til syne, hvis ikke hun fandt sig et gemmested hurtigt nok, hvor hun kunne gemme sig, skærme sig fra omverden, og ikke dræbe uskyldige mennesker, som hun så mange gange havde gjort før. Følelsen af at skulle flytte fra by til by, på grund af mænd, og kvinder som jagede en. Var forfærdelig, men at vide de havde hver grund til at gøre det, var endnu være. Brystkassen hævede og sænkede sig hurtigt, som hun pumpede ilt rundt i kroppen. Vejrtrækningen var hæs, og besværet, som havde hun løbet langt og meget længe. Dog var det mere tempoet som var utroligt, så elegant hun hoppede over sten, og bænke, for at nå stedet, inden, inden det var for sent!

Den øde by passede perfekt til den høje David. Han kom gående igennem byen, iklædt en lang sort frakke, mørke sko, samt bukser, og en sort skjorte. Kraven var trukket op, så det gav lidt læ for den stride vind. Hans hænder var begravet i de store lommer i jakken.
hans grå øjne gled langsomt over hans omgivelser. Øde, syge, elendige ting. Han rakte dovent en hånd op og børste nogle lyse krøller væk fra ansigtet.
Han gik i sine egne tanker da han så en kvinde komme løbende i hal hast, med et tungt åndedræt. Han kiggede undrende efter hende. Hvorfor havde hun så travlt? Han satte sin allerede hurtige skridt yderlige op i farten, og fulgte efter hende med en god afstand. Da hun var kommet hundrede meter frem satte han i løb efter hende. Hans tempo var roligt og stabilt, langt fra så hæsblæsende som hun. Hvorfor kunne hun have så travlt sådan en dejlig aften, med månen der snart ville vise sig på den snart sorte himmel. Det var den bedste tid på dagen for ham, for der var ofte mange skygger, og de blev der jo hele natten. Hans evner var aldrig meget om dagen, men aften, natten, og den tidelige morgen var de ofte på sit højeste, gerne når der var helt mørkt.
Han kunne mærke han ikke var den store kondi løber. Hans åndedræt var tungt, men ikke ubehageligt endnu, men det ville de blive, hvis hans mål blev ved med at løbe, og hun så jo ikke ligefrem ud til at stoppe.

Tempoet blev yderligere øget, da hun så ned på hendes armbånds ur, tyve minutter endnu, tyve minutter før at hun ville ændre sig til sit sande ansigt, hendes sande tragedie. Hun sukkede stille igennem næsen, mens at øjnene langsomt lukkede sig i, dog gjorde det ikke for hende meget besværligt at løbe afsted, uden at ramle ind i noget. Ting som var for hende som en forhindring, hoppede hun nemt og elegant over, ting som der skulle undgås, løb hun hurtigt og smidigt forbi, ind til at hun endelig nåede hendes opholdssted, når dette skete. Lænkerne lå nede på jordet, hvor at indtørret blod fra sidste gang, stadig var at skimte. Udmattet sank hun til gulvet, og kravlede over til lænkerne, som hun placeret på hendes ankler, og håndled. I dette øjeblik, havde hun ingen anelse omkring at hun var blevet fuldt her til, og hun var også ret ligeglad, da hun havde mere at se til, nemlig at undgå fra at uskyldige mennesker skulle dø. Og hvis hun skulle forhindre det ved at spærre sig selv inde, then so be it. Et stille suk gled igennem hendes læber, mens at brystkassen hævede og sænkede sig langsomt op og ned, nu var der kun tilbage at vente.. vente på at månen ville komme op, og fange hende med sine ståler, lige meget hvad, fandt bæstet inde i hende, altid en chance for at komme ud.

Han løb efter hende i et stykke væk. Han så hun stoppede op længere nede. Han stoppede op, og gik langsomt og stille hen, og kom hen til hende, da hun havde fået lænkerne sat fast. Han undrede sig over hvorfor hun gjorde det, men han så pludselig grunden, eller han kom i tanke om den, da han kom i tanke om månen der snart ville bryde frem på himlen. Var hun ... en varulv? Han havde aldrig rigtig mødt en, uden sådan at vide det, så det overraskede hende lidt. Skulle hun forvandle sig? Men hvorfor lænkede hun sig så fast? Han forstod intet, men blev stånede i skjul, og ventede på at månen skulle komme frem på himlen.
Hvad han skulle gøre hvis hun opdagede ham vidste han ikke, men frem til nu havde han været i skjul. Det kunne han nok ikke når hun blev hund, eller ulv, men det gjorde vel ikke noget, for hun havde jo lige låst sig selv fast. Kunne hun ikke komme ud fra lænkerne, det kunne hun sikkert ikke. Han satte sig bedre til rette, og holdt øjne rettet mod hende mens det langsomt blev mørker.

Hun lukkede øjnene, og det var der, at duften fra et andet væsen borede sig ind i hendes næsebord, hun vrissede hissigt, men nåede ikke at råbe at idioten burde komme ud af hendes nærvær med det samme, før at fuldmånen, gled ud af dens fangeskab bag en sky, egentlig gjorde det ikke så meget, om månens stråler ramte hende eller ej, men hvis hun blev ramt direkte ville forvandlingen gå hurtigere, mens hvis hun var gemt væk, ville det være mere smertefuldt og en nået langsommere forandring. Men håbet var der jo stadig, omkring at hun en dag ikke længere ville forvandle sig, men kunne forblive den pige som hun en gang havde taget forgive at være. Men der kom den, smerten skød sig igennem hendes rygsøle som at forvandlingen begyndte at tage dens form. Et skrig af rædsel og smerte skød igennem hendes strube, hvorpå at lyden kom ud af munden i fyldedrøn, hun sukkede stille derefter af smerten, som der lagde sig lidt, synet blev sløret, og den evige migræne tog fat i hendes hoved. Hvad var der nu at gøre? Andet end at vente på at det hele ville være over, og sandhedens timen om at hun stadig ville ligge her i hendes lænker, eller om hun havde haft muligheden for at bryde løs, men tanken nåede ikke meget længere før at næste spyd skød igennem hende af smerte.
Hendes negle blev længere, og fødderne ligeså, hun indså først forsent at hun havde glemt at tage sine sanddaler af, trods for at hun plejede at løbe barfodet rundt, havde hun glemt det i sin hast med at komme hen til hendes lille skjulested.
Hun gispede efter vejret, hvor skrigene tog hinanden med jævne mellem rum, håret begyndte at gro ud over det hele, samt hovedformede sig ud i en snude, tænderne blev skrape og drablige. Den ellers så smukke kvinde, formede sig ind til noget skrækslagende, modbydeligt, og lige frem frastødende. Hvilket tilfælde, at en aspara skulle ende i denne skæbne. Lidt efter lidt, blev forvandlingen fuldført, og varulven lå og prustede eftervejret på gulvet, for at samle de kræfter sammen, som den havde brugt på at forvandle sig, og det var her, at alle menneskelige tanker forsvandt, og kun et dyrisk instinkt var tilstede.

Normalt brugte David ikke ordet til at beskrive sig selv, men denne gang måtte han blankt indrømme at han var ved at tabe både øre, næse og mund over hendes forvandling, som om han aldrig havde set en varulv skifte form. Han tøvede betragtede ulven som langsomt kom til syne fra den ellers så smukke kvinde. Han trådte ud fra sit skjulested, og kiggede på ulven der pustede og stønnede. Selvom det ikke var direkte kønt syn, var der noget smukt over den alligevel, men måske var det bare Davids forskruet hjerne? Han lage hoved på skrå, og ventede, og håbede på der ville komme liv i dyret, som imponerede ham. Men mest af alt, imponerede det ham at hun, pigen, skønheden kunne blive til uhyret. Eller uhyret, det var bare hans bud på hvad hun var. Der var jo ingen der sagde hun var det, men hun lignede jo ikke nogle sød lille hvalp. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Løbe skrigende bort var udelukket. Ikke fordi han ikke ville, men mest fordi dette syn fascinerede ham og så var han enorm dårlig til at skrige. han kunne gå tættere på, men dyret så knap så sødt ud, og i håb om at holde sig i live, forblev han hvor han var. Så han blev stående hvor han stod, og kiggede på dyret, som var det i zoo.