Take it or leave it.

S: Det sorte marked
V: Ligegyldigt.
O: Stank, en del mennesker NPC’eren Adrian.
T: 23:30

Det var sjældent at Liam startede sine nætter i den vestlige del af Di Morga. Han brød sig ikke om stanken. Han brød sig ikke om den urenhed, der hang over alt. Adrian dansede rundt længere fremme, tjekkede alle gyder for væsener før Liam selv passerede og var hele tiden flere metre foran. Han trak sine hænder op af lommerne og valsede ind af døren, som ville føre ham til et sted, han helst ikke gad tænke så meget over. Stanken ramte ham som en slag i ansigtet, og fik næsten hans hjerte til at banke igen. Han forbandede arrigt sine skærpede sanser og forsøgte desperat at lukke ned fra forbindelsen til sin næse. I en sælsom tango med sekunderne ramte hans laksko mod den beskidte grund under ham og sendte et svagt ekko ud i det fjerne. Han forsatte med at gå, indtil han nåede sit mål. Lyden af stemmer der råbte og skreg overvældede ham, men lidt efter lidt gav han efter og besluttede sig for at ignorere støjen. Desperate mænd og enkelte kvinder slyngede salgstrick over hovederne på folkene på markedet og Liam vidste at han ville blive skør hvis han tilbragte for meget tid derinde. Ved synet af en lavstammet skikkelse blev et smil hevet frem på Liams ansigt. Kunne det være ham? Så mange dværge fandtes der vel ikke, tænkte han og sendte et skarpt blik efter Adrian der stod og købte kaninpoter og halskæder længere fremme, hvorefter han bestemt trådte i retning af sit nye mål. Han blev mere og mere usikker i sin sag i takt med at han trådte nærmere, kunne en mand af dén størrelse virkelig klare jobbet?

Her var mange folk denne aften så der var godt gang i boderne og især en bod solgte godt, denne bod bestod af et bord som var lavet ud af træ, ved siden af bordet stod et par stole også skåret ud af træ på en meget smuk måde, der var sat små prismærker på og på bordet stod alt fra små figur til krus, kander og tallerkner savet af træ, selv bestik lå der som også var lavet ud af træ, desuden var her halskæder og pile samt et par buer og andre ting lavet af træ, alle tingene var smukke samt unikke, der stod også masser af stumtjener hvor der hang forskellige dyreskind som også var til salg. Ejeren af boden var en dværg som stod på en stol bag bordet for at ku se alt, denne dværg var høj samt muskuløs, hans hud var lysebrun samt slidt han var iført en brun læderskjorte hvor to metal plader var sat fast på begge skuldre desuden var han et par brunebukser som var lavet af en gammel sæk desuden havde han et par lædersko og et bælte hvor i knive sad fast samt at på hans ryg hang en stor økse. Denne dværgs øjne havde ikke samme farve det ene var gult og det andet grønt og så var der hans orange hår som var klippet i en hanekam som gik ud i en lang fletning desuden havde han et tyk skæg hvor overskæget var flettet(se avatar). men det der var mest mystisk, var to ar på hans pande som lignede to lyn som fortsatte om bagved hvor det bredte sig til et stort mønster. Cornelius var denne dværgs navn og ja han var udstødt fra sit folk og levede derfor i skoven"kom og køb"råbte han så højt han ku med sin dybe stemme. .

Råbet fra dværgen skar ind i Liams sarte øre og han pressede ansigtet sammen i en utilfreds grimmasse hvorefter han mentalt skruede ned for larmen. Han daskede et par gamle troldkællinger væk og gled forsigtigt tættere på boden der bugnede med alverdens håndlavede ting og sager i træ. Med et let klonk på grund af de tunge fingerringe, satte Liam sine hænder på bordets kant og skubbede betænksomt underkæben frem. Nok var det kønt hvad han så, men intet direkte kostbar antik lå i blandt. Det eneste der fangede hans opmærksomhed, var en stumtjener, der næsten ikke var synlig på grund af dyreskind, som blev udstillet derpå. Hans blik faldt på ejeren af alt dette og endnu engang vurderede han om han var den rette til opgaven. Arbejdsmæssigt ja, men han anede intet om hvad denne mand krævede i betaling eller om han overhovedet kunne bestilles på den måde og lavede den slags. Dette problem kunne jo altid løses ved at hæve pengesummen. Han skævede til dværgen, der var på samme højde som han selv og åbnede munden for at frembringe ordene:
"Er det muligt at få dig hyret til et privat ærinde?" Han lagde efterfølgende sit ansigt i stenhårde folder, og stirrede frem for sig uden at røre på en eneste muskel. Han ventede blot svar fra den lavstammede skikkelse, og hvis han intet fik - eller hvis det ikke var tilfredsstillende -, ville han blot dreje om på hælen og gå sin vej.