Velfortjent afslapning //Rorina privat//

Cricker vandrede igennem skoven, han prøvede at huske hvor det var søen lå henne, det var et sted her i nærheden, det vidste han, men ikke helt præcis hvor. Det lignede jo også hinanden herude. Det gjorde det ikke engang. Engang kendte han skoven som sin egen lomme, men det var meget længe siden nu og det var tid til at give slip på de gamle dage og starte på de nye.
Der gik lidt tid inden at han endelig fandt søen og gik hen til den for at sætte sig ned og kigge på hans eget spejlbillede. Han smilede for sig selv og rystede let på hovedet imens at han kiggede sig omkring. Godt, lige nu var der ikke nogen der kiggede så kunne han sagtens nå en svømmetur. Han tog sin lange sorte jakke af, samme med hans t-shirt. Bukserne måtte han nok hellere beholde på. Cricker var ikke i sin dæmon form så han lignede egentlig bare et normalt menneske. Han havde grønne militær bukser på, men det var egentlig ikke fordi han havde været i hæren før, han synes bare at de så fede ud. Han havde stukket sit sværd ned i jorden ved sin jakke og t-shirt og sprang nu ud i vandet. Et suk undslap hans læber, men det var fordi at han var tilfreds. Endelig kunne han slappe af, og ikke tænke på andet end ham selv.

Nogen styrte i gemme skoven. Det var Aspara Rorian hun var ude og træne for sig selv, endlig var hun hjemme igen den skov var hun født i og hade hun. Levet smamen med sin familie nu bor hele hendes familie inde i byen i mens, hun levet her ude alene hun var ikke bange for at være alene kun når der. Var mørket da hun indet kunne se og hun var ret let at se i mørket og i, sær vis hun var såret for hendes blod var helt selvlysen og det var ikke godt

Cricker spidsede pludselig øre, der kom nogen igennem skoven og han vidste ikke hvem det var. Det kunne være hvem som helst, det var jo også dumt at give sig til at slappe af sådan her midt i det hele hvor hvem som helst kunne angribe ham. Uden at tænke meget mere, smuttede Cricker op af søen for at tage sit tøj på igen og skjule sværdet under jakken, det var ret stort så det var nødt til at sidde på ryggen af ham. Han kiggede sig omkring, stadig våd, så det blev hans jakke også, men det tog han sig ikke af lige nu, han ville finde ud af hvem det var der var derude og om personen ville ham noget ondt. Cricker havde godt nok ikke meget lyst til at kæmpe lige nu, men der var jo ikke andet at gøre hvis det var hvad den fremmede ønskede. Cricker stod helt stille og lyttede.

Rorina stoppe op. og så på ham men kom ikke mere en 2 meter for tæt på ham, dahun ikke viste om han ville gøre hende noget også hun hade det svæder på ryggen. det var ikke så store men den var der og hun var glad for den, hun tog den af og satte sig på jorden så han ikke skulle se ar hun var en smule bange

Cricker kiggede på den fremmede der nu var foran ham. Han smilede venligt og rakte en hånd ud. "Skal du have hjælp til at komme op?" Spurgte han, han gav hende det samme venlige smil i hele sætningen. Han stod og ventede på at hun skulle reagere, så umiddelbart så det ikke ud som om at han ville gøre hende ondt, og det havde han faktisk heller ikke. "Du skal ikke være bange, jeg gør dig skam ikke noget, mit navn er Cricker" Sagde han og havde stadig hånden rakt ud til hende. Det var længe siden at Cricker havde mødt nogen her og lidt selskab gjorde jo aldrig noget.

" nej tak jeg satte mig ned. For at vise dig at jeg ikke gøre dig noget og jeg hedder Rorina, og er en Aspara på 17 år" sadge Rorina og kom på bene igen hun smilede. Og faldt bag over og ned på ryggen hun var ikke rigtig så stære lige for tiden, hun hade lige være syg og det for var hun uden for og træne sig selv op igen

Cricker nikkede stille "Okay, hvis du er sikker" Han lyttede til hvad hun sagde og gentog hendes navn et par gange inde i hovedet. Da hun faldt smilede han til hende. "Er du sikker på at du ikke skal have hjælp Rorina?" Spurgte han igen og satte sig ned ved siden af hende og smilede. "Vi kan også godt blive her og slappe lidt af? Det er jo et skønt sted" Sagde Cricker og lagde sig ned på ryggen og kiggede på himlen, man kunne lige se den for træerne. Det var et dejligt sted, og Cricker plejede at kommer her tit for at slappe af, gerne sammen med nogen og det så ud til at han også kom til det den her gang.

" hvorfor er jeg altid så svager. Altid det smamen jeg kan ikke gøre nogen ud at falde eller komme tilskade, det var det smamen da jeg var mindter min brøder og søster. Fik jeg aldrig lov at lege med fordi var var så lille,svag og skrøbelig, ingen ting måtte jeg " sadge Rorian og så ret forviret ud hvorfor var hun ikke. Vokse fra det endnu eller kom hun alldrig af med det igen

Cricker kiggede over på hende da hun snakkede og nikkede stille. "Jeg ved det ikke Rorina, men det er jo noget vi kan gøre noget ved, det kan jo også være at du med tiden vokser dig stærkere, du siger jo du kun er 17, jeg er jo 120 år gammel, og jeg har trænet hele mit liv, men det siger jeg ikke at du skal" Sagde han med et smil og kiggede op på himlen igen. Hun var nu meget sød synes han og han ville gerne hjælpe hende med at blive stærkere, men han vidste bare ikke helt selv hvordan.

2 miin far siger. At jeg aldrig slippe af med det da jeg er født med den og min mor ønsket, at jeg skal være stærker og kunne lære at klar mig selv men efter som jeg er meget svager. kom jeg ladrig hjemme fra lige som mine søsken er, godt nok var den stide men jeg saven dem rigtig meget " sagde Rorina


// må smutte nu ses //

"Jeg kan godt forstå dig, men i det mindste har du familie" Cricker sukkede let og kiggede over på hende igen. "Hvis du vil så kan jeg godt prøve at hjælpe dig med at blive stærkere... Selvom jeg ikke helt ved hvordan endnu, men vi kan jo prøve" Sagde han og smilede venligt til hende. Det samme venlige smil som han altid havde givet hende. Han kiggede derefter op på himlen igen. "Men det er jo helt op til dig hvad du vælger Rorina" sagde han lidt efter og smilede for sig selv.

//Jep vi ses ^^//

" jev vil gerne være stærker. Men jeg ved bare ikke om jeg kan blive det da jeg har meget svage mulsker. og led i armne og ben " sagde Rorina og satte sig en smule op. Hendes stemme car svaget og stille og helt utrolig orlig for noget

Cricker nikkede igen, han lyttede meget nøje til hvad hun havde at fortælle. Han satte sig op ved siden af hende samtaidig med at hun gjorde. "Hmm, mon ikke der er et eller andet vi kan gøre for at du blvier stærkere." Sagde han stille og så ud til at tænke lidt. Han kunne jo ikke give hende hans egen træning, eftersom det ville være for hårdt for hendes led. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre.

" far gav mig altid muskelsforstærken. Og ledeopbyggen medicin være dag for at se om det hjalp mig, menb det gjore det bar være lægen sagde at de aldrig måtte giver mig det igen. Ellers ville jeg ende med aat blive så svage at jeg ville død af der, til sidste så gav de mig alldrib mere mediicin selv imme når jeg endlig hade brug for der " sagde Rorina.

Cricker sukkede. "Men så er der vel ikke rigtig noget jeg kan gøre er der? Jeg mener hvis medicinen ikke virkede så er der vel ikke noget der gør?" Spurgte han og kiggede på hende imens at han snakkede. Det var meget synd for hende synes han, og han ville så gerne gøre noget ved det, men som sagt før, så var det meget svært. Nu vidste han jo at selv den medicin der burde have hjulpet hende, den ikke hjalp specielt meget, men der måtte jo være et eller andet der gjorde.

Rorian rejste sig valkne. På bene og begyndte at rør sig igen vis hun sad alle lå for længe af gangen, var hun så stiv og øm i kroppe at det kunne skade hende endnu mere. Hun gik rundt i ring og træne en smule for sig selv hun hade brug for, en masse hjælpe vis hun skulle blive stærket i det samme faldt hun fladt. på maven og så ret skrøbelig og svaget ud lige nu

Cricker rejste sig op samtidig som hende, han skulle lige til at spørge om han skulle hjælpe med et eller andet ,men hun var allerede begyndt at gå rundt omkring i en ring, han stod og kiggede på hende imens at hun gjorde det, klar til at hjælpe hvis hun havde brug for det.
Da hun faldt gik Cricker over til hende og smilede samtidig med at hanrakte sin hånd ud til hende. "Skal du havde hjælp?" Spurgte Cricker og kiggede på hende imens at hun lå der.

" jeg kan ikke rør mig det sket ret tit. Når jeg ikke hade får den medici som jeg skal ha, og uden den er jeg helt lam i et stykke tid ind til jeg har får den og uden mine forælders hjælpe. Kan jeg ikke får den ellers anderes hjælpe kan jeg ikke får den, da jeg ikke selv kan giver mig den " sagde Rorina

Cricker kiggede sig omkring. "Jamen så kan du jo ikke komme op eller hvad? Jeg har jo ikke din medicin på mig, og jeg ved ikke hvor dine forældre er" Sagde han og kiggede på hende igen, han anede jo ikke hvor hende forældre boede, og det kunne jo være meget langt væk. Cricker så ud til at være en smule bekymret, men mon ikke de kunne finde en løsning på problemet.

" min medicin er i min taske. Den lille der over ved træet tag den vis du vil hjælpe mig " sagde Rorina, stille og lukke øjen og nu skulle det gå hurtig vis hun faldt i søven uden at ha fåe hendes. Medicin ville hun lille i koma i flere uger sådan var det endnu end gang med hende

Cricker skyndte sig op og gik hen til tasken og rodede lidt i den, han fandt til sidst noget der godt kunne ligne piller imod det som hun nu havde, han gik tilbage og havde tasken med i tilfælde af at det skulle være det forkerte. "Er det dem her?" Spurgte han og viste hende dem han havde fundet, han kiggede opmærksomt på hende, da han ikke ville risikere at hun skulle falde i søvn, der var aldrig noget godt indblandet med det når det var sygdom og medicin.

Rorina ryste på hovedt. Det var en spøjtr og en armpuld som hun skulle ha lige nu ig ind hun rigtig, faldt i søven men det kunne være svære at rame rigtig når det var i. Skulderen skulle man passe på at men ikke remt i muskel eller en nave, ellers kom det til at gøre ondt

Cricker ledte igen og fandt det hun snakkede om, men han var jo ikke nogen læge, så han var ikke sikker på hvad han skulle gøre, men havde han ikke set det engang? Jo han havde men kunne ikke huske hvor. Han håbede at hun hjalp ham lidt. Han kiggede på hende og forsigtigt begyndte han at fumle med det hele, det lykkedes ham dog at få det gjort til sidst. Han gik da ud fra at det var gjort rigtigt. Han kiggede på hende. "Kan du mærke om det var rigtigt?" Spurgte han.

Rorian nikke stille. Han hade ramt rigtig i første forsøg og medicinen begydnte at løbe rundt i hendes blod, og det fik hende til at sætte sig op og ryste sig for jorde og savnes. Men hun hade det beder igen og så mere frisk ud end før

Cricker nikkede stille og kiggede på hedne, hun så ud til at have det meget bedre.. I hvert fald bedre end før, men det så heller ikke ud til at der skulle meget til. Han smilede for sig selv. "Det ser bedre ud nu"