tilbage fra en velfortjent 'ferie'.. - Naoya

D:irl
T: daggry
O: ingen i nærheden.
V: klart og et gylden skær er begyndt at sprede sig..

En lyd af tunge vingeslag over den nedlagte forlystelsespark brød stilheden og en ung kvinde med pjusket sølvgråt hår kom styrtende ned fra himlen. Med de brede hvide vinger forstøgte hun panisk at tage noget af farten af, men jorden var alt for tæt på nu, og hun vidste at hvis hun ikke trak vingerne ind nu så ville hun brække dem, og det var noget af det hun havde mest lyst til.
med armene foran ansigtet ramte hun jorden og slog adskillige mere eller mindre vellykkede kolbøtter, før at hun endte med at ligge på maven, tilsyneladene uden at være ved bevidsthed.

hun var klædt i en krigeragtig stil, bestående af en blå kjole hvor stoffet ved skjørtet foran var skåret væk så hun havde god plads til at bevæge sig, indenunder det havde hun et par tætsiddende lavendelfarvede bukser, på føderne sad et par knæhøje støvler og enden af et bredt stofbælte lå ud fra hende på jorden, mens hendes sværd stak frem under hendes ene hofte.

Naoya var ny i byen, så han havde tidligere på dagen besluttet sig for at se sig rundt, men var uheldigvis faret vild. "urgg" mumlede han irriteret på sig selv og ende med at komme til en forladt forlystelses park.
Det gav ham store øjne, siden at han var lille ville han gerne besøge en forlystelses park, men pga at hans forældre hadet ham kom han aldrig af sted.
Naoya var en blanding imellem en engel og et menneske, og derfor havde han altid stået ud/ været afstødt. Han ikke vidste noget om hans engle halvdel, for han troede på at han var et menneske.
Naoya blev vækket i hans dag drømmerig da store vingeslag kom *en fugl??* tænkte han først, men hvordan kunne det lade sig gøre? det var jo alt for store vingerslag til bare at være en normal fugls.
Ikke lagt fra han faldt en kvinde.... ned fra himlen
"Hey! er du okay?!" råbte Nao og løb over til hende.
Han var ikke specielt overrasket over at se en kvinde med vinger.. ikke fordi at han ser sådan noget hver dag men mere fordi at han allerede havde fuld kendskab til de andre racer/væsner som var i verden.
Det gav dog et sæt i ham da han lag mærke til at hun var bevidstløs, men han turde ikke røre hende da hans krop udsende elektricitet til næsten alle som han rørte.

kvinden kom overraskende hurtigt til sig selv, og løftede overkroppen op med armene før at hun i et imponerende spring var på benene. hun var normal af højde, med hendes pluskede sølvhår der stod ud til alle sider fik hende til at virke mindre end hun var. et øjeblik stod hun bare og så ud over forlystelsesparken, og undrede sig.. sidste gang hun havde været nede på jorden var i midten af 1900 tallet, for at hjælpe med at rydde europa for nazister..

så var det som om at hun fornemmede at der var en der stirrede på hende, og hun drejede om på hælen for at stå ansigt til andsigt med personen.
hendes øjne var kulsorte og brændte af et indre bål, og hendes mund der var knebet sammen, var normalt lille og blød.
panikken i hendes bevægelser som havde kunnet ses da hun prøvede at lande var nu fuldstændigt forsvundet, og der var en arogant sikkerhed over alt hvad hun gjorde.
hun løsnede sværdet fra sværdskeden, så det var klar til at blive trukket, og gik to hurtige skridt hen imod drengen.
"hvad så du!?"

Naoya havde sat sig på hug ned foran hende, og rakte hånden langsomt ned i mod hende for at ruske i hende, men han nåede ikke at røre hende. Hun vågnede før at hans hånd rørte hende og efter et par sekunder stod hun allerede op som om intet var sket.
Det overraskede ham at hun allerede stod op, som om intet var sket, men han forholde sig roligt og kom selv op og stå. "er du okay?" mumlede han næsten uhørligt.
Hans brune hår dækkede næste helt for hans grå/hvide øjne, som studerede hende. Hun var lidt ældre end ham, og på en måde gjorder hun, ham en smule jaloux.
Han ville gerne have vinger så han kunne flyve...flyve langt langt væk fra hans problemer. Men dette var kun en latterlig drøm, for ligegyldig hvor han tog hen ville hans minder altid følge ham ligesom himlen.
Under hans sorte langærmet hættetrøje, var der sortblå mærker som han havde fået fra hans 'elskede' storebror da han var fuld.
Kvinden fik hendes sværd løsnet fra sværdskeden og så ud som om hun ville angribe ham. "..Rolig jeg er fredelig nok " mum

"du besvarede ikke mit spørgsmål!"
Hendes sorte øjne skinnede koldt og hun lagde armene over kors. sværdet sad løst i skeden, stadigt klar til at trække, og hun følte en vis vrede? over drengen der havde set hende panisk, kæmpende med at lande.
det havde været en pinlig situation og hun hadede når folk så hende på den måde, lige som de fleste andre engle. desværre var det ikke sjældent at hun havde lignende problemer.. det var også den højdeskræks skyld. hun følte sig fristet til at sukke tungt, men droppede det.. ikke mens drengen stod foran hende.

"hvem er du? og..."
hun tøvede et øjeblik, for hun kunne mærke et eller andet ved ham der mindede om hende, noget indeni, men det var meget svagt.. hun fortsatte sætningen..
"hvad er du?"
indeni var hun allerede begyndt at opveje mulighederne, han kunne jo være engel, men så alligevel nej, det var 'det' for svagt til.. et øjeblik overvejede hun at han kunne være halv-engel, og afskyen vældede op i hende.. at noget så.. urent skulle eksistere var hende en gåde.. men det var ikke op til hende, men op til hendes herre..

Han kunne tydeligt mærke forskel på hvordan hun var før, og hvordan hun var nu.
"burde du ikke præsentere dig først? men nu hvor du spørg så pænt så kan jeg vel godt begynde, Mit navn er Naoya" præsenterede han sig og så lidt mærkeligt på hende da hun spurte hvad han var "jeg er et menneske? " svarede han og undrede sig over hvorfor hun mon spurte om det? kunne hun ikke se at han var et menneske? tænkte han.
Naoya kende jo ikke til hans engle halvdel så han så jo sig selv som et menneske. Engle delen var stadig ikke vågnet inden i ham.
"men hvad er dit navn?" spurte han og formede et smil med hans smalle blege læber.

hun skulede til ham, og lagde vægten fra venstre fod over til højre, som hun helt automatisk skubbede lidt frem.
"du er intet menneske! at lyve er en synd,.. Naoya."
hun gik tættere på og så endnu mere gennemtrængende på ham, indeni hendes øjne kunne han se en bundløs ubarmhjertighed, og en arrogance det burde være fysisk umuligt at indeholde for et væsen.
en kold vind strøg over forlystelses parken og fik hendes kjole til at blafre, og hendes allerede pjuskede sølvhår stod endnu mere pjusket om hendes hoved.
hvorfor kunne det barn ikke bare svare på hendes spørgsmål så hun kunne komme videre!?

hun stod omkring en meter fra ham, og nedstirrede ham, med en træning der viste at det var noget hun gjorde tit.. hun var guds udvalgte race, og hun vidste det!
det var tydeligt overalt i hendes kropssprog, lige fra det arrogante blik, til måden hun gik på.
"Hvad mit navn er? svar på mit første spørgsmål og jeg svarer på dit!"
hendes stemme var tør, kold og befalende..

Det var som om at han kunne føle et hul i maven da hun sagde at han løj.. at han ikke var et menneske. Dårlige minder strømmede ind i hans hovedet og vreden opbyggede sig langsomt.
"Hvad mener du? Jeg er et menneske ! " sagde Naoya og var blevet mere skarp og aggressiv i stemmen. Men efter at være blevet kaldt ,et monster, af sine forældre hele livet bare fordi at han måske var lidt anderledes var det normalt for ham at blive mere aggressiv.
"bare på grund af mine øjne måske er lidt anderledes..." mumlede han roligt, og trak lidt i pandehåret i håb om at det ville dække for hans hvidlige øjne (vis du ser profil billed, er det jo ikke alle som har den øjenfarve =.= )
Det var tydeligt at høre at han endnu ikke kende til hans anden halvdel. "jeg kan ikke lide når folk siger at jeg lyver, jeg har aldrig løjet i mit liv" det var rigtig nok. Naoya betød 'ærlig' og han havde aldrig løjet, da der alligevel aldrig ville komme noget godt ud af det.
Hun virkede hård og kold, men samtidig også retfærdig på en måde.. Hendes bygning og attitude viste tydeligt at hun var en af 'lysets børn' som nogen kalde dem. Det måtte være et hårdt, men samtidig også et meget livligt/godt liv.

"svar på mit spørgsmål! Og.. Du ved det virkeligt ikke? så er du dummere end jeg havde troet.."
Cíel ser faktisk undrene ud, selvom der stadigt en stærk arrogance at se. men hun kan ikke lade være med at undre sig.. kunne hun havde set forkert? nej! det var alrig sket før, så det måtte være rigtigt.. det måtte det være.
"dine øjne.." hun kiggede nu for første gang rigtigt på hans øjne, og blev ikke rigtigt overrasket, men lod som om..
"dem havde jeg slet ikke set.."
hun havde kun få gange set nogen med den øjenfarve, og det gjorde det bare endnu mere klart for hende at hun ikke havde taget fejl. han var engel, i hvert fald så halvt. hun så med et øjebliks afsky på ham ved tanken om at han skulle være halvengel..
afskyeligheder, det var hvad sådan nogle var!
"og hvordan kan jeg vide at du ikke lyver? hvorfor skulle jeg stole på dig?"

//beklager det lidt korte svar:P//

//Gør intet xD mit svar er også kort //

Hvordan skulle han kunne vide noget om den anden halvdel vis han aldrig havde fået fortalt noget. Begge hans forældre var mennesker og det samme med hans storebror så han regnede med at han også selv var et menneske selvom at han var anderledes.

"Ubehøvlet " mumlede han og håbede faktisk at hun ville kunne høre det.
*Hvem tror hun lige at hun er? jeg prøvede at hjælpe hende tidligere, og så er takket at hun står og kalder mig en løgner og siger at jeg er dum* tænkte Nao men sagde det selvfølgelig ikke højt. Men måske har hun været udsat for noget som gjorder det svært for hende at tro på fremmede.

"du kan tro på mig eller lade være " sagde han med en normal tone som hverken virkede sur eller glad. han kunne jo ikke tvinge hende til at tro på ham, for han havde jo intet bevis på at han snakkede sandt.

Englen fnyste bare over drengens ord, at kalde hende ubehøvlet, det var muligvis sandt, men hun ignorerede det. ingen havde ret til at kalde hende ubehøvlet.
"hvis vi nu siger at jeg tror dig.. så har du set noget du ikke skulle se!"
Cíel tog et hurtigt skridt hen og fik fat i Naoyas krave, hvorefter at hun ville begynde at trække ham væk fra forlystelsesparken. Hvad hun ville gøre med ham vidste hun ikke.. formentligt bare give ham en forskrækkelse. hun havde ikke tænkt sig at ignorere at han havde kaldt hende ubehøvlet.. og hvis hun nu skulle ignorere sin fornemmelse, og stole på sin logik så kunne drengen ikke være en engel, ikke engang en halvengel.. også havde han set noget som han ikke skulle se.. noget som hun på en eller anden måde måtte fjerne fra hans hukommelse.