Et nyt væsen? - Bohdanna (Privat)

S: Bjerge
O: Klipper, nogle få planter og firben.
V: Daggry, himlen har et letter rødt skær
T: Morgen
________________________________________________________________________
Den lette forårs vind blæse køligt op af bjergets østlige side, hvor solens stråler kæmpede sig op på himlen. Han sad på en klippe, og nød den dejlige stille morgen. Han havde trængt til at komme ud af Terre, og den bedste måde at gøre det på var at komme udenfor, op, hvor vinden var frisk, og ikke påvirket af røg og larm nede fra. Han havde stadig sine vinger sorte store vinger fremme. Han forventede ikke at der kom nogle på dette tidspunkt af døgnet, og hvis der gjorde, var det nok ikke mennesker.
Han sad med vingerne på den ene side af stenen, og sine ben trukket op under hagen. Han havde en lys skjorte på, mørke bukser og kliklapper på, i anledning af det gode vejr. Det var ikke tøj han normalt gik i, men sådan skulle det være idag. Hans grå øjne gled over landskabet, og den ene hånd fløj op i hans lyse krøller, og rode lidt rundt.
Han trak vejret dybt, og nød de få fugle der fløj rundt og sang deres morgensang. Han var normalt ikke den helt store idellyriske person, men nogle gange var det nu dejligt med lidt fred og ro til alle hans tanker, som der ofte var mere end nok af.

Inde fra selve bjerget ville man kunne høre diskrete klinkende lyde, eftersom at solen var stået op, og det var tid til en ny dags arbejde. Det var forskellige pligter der blev foretaget, af de forskellige dværge. Nogle huggede ædelsten ud af væggen, andre kørte jord ud, nogle blæste ild, mens andre igen smedede våben.
Den lille dværg, som var robust bygget med tydelige overarmsmuskler, og langt gyldent hår, som hang ned langs ryggen i en fletning, kom nu langsomt ud igennem en åbning i selve minen. Bagefter hende trak hun en vogn, der kørte på skinner, som ledte ned langs klippens side, for at stoppe op ved en bunke med udhuggede klippestykker fra hulen.
Hendes blå øjne vendtes kort mod solopgangen, mens hun stoppede op et kort øjeblik. Hun var iført nogle behagelige skindstøvler, en brun trop, der stoppede lige over navlen, og gav et kort indblik på mavemusklerne, som arbejdet igennem årene havde givet hende, samt et par grønlige tætsiddende gemacher.
Diskret løftede hun den ene arm, og lod denne køre over panden, for at fjerne de værste små glinsende perler, som havde placeret sig der efter trækturen, for derefter igen at gribe fat omkring håndtaget på vognen.
Hun havde på intet tidspunkt bemærket mandslingen, som ikke var specielt langt væk fra hende, da hun igen satte kræfterne i, og trak fremad med vognen, for at nå hen til området med klippestykkerne.