Nattens Væsen (Nanna)

Sted: Kirkegården
Vejr: fuld måne og en let kold brise
Omgivelser: hvad der normalt er på en kirkegård
Tid: omkring midnat
Påklædning: samme som på billedet.



Lazarus gik en tur på kirkegården. Stilheden var nogle gange det eneste der kunne lindre det sult han havde. Han havde ikke spist i nu og han var en smule sulten. Lazarus satte en hånd på en gravsten og lod den glide hen over den. Han kiggede rundt omkring med sine mørkerøde øjne. Der var noget dyriske og karismatisk over ham, noget farligt og dystert men også noget sørgeligt over ham. Han begyndte at synge en sang på Italiensk. Den bar en sørgelig klang og han havde en meget smuk sang stemme. Lazarus var en smuk ung mand og han havde en veltrænet krop. Lazarus satte sig på gravstenen og sang videre. Han vidste ikke hvordan han skulle starte denne nat eller hvad han skulle have. Natten var ung og lå foran ham.

En sort silhouet kom vandrende på gaden og man kunne høre personen bande og slynge en masse skældsord ud i luften, som lagde sig som en mørk og dyster aura omkring hende. Pigen - ved navn Nanna, var atter faret vild i byen - som var det blevet en dårlig vane. Hun sparkede til en tilfældig sten på vejen som åbentbart lå i vejen for hende. Den fór over vejen og fortsatte indtil der lod et lavmældt 'klonk' da den ramte den rustne jernlåge som var placeret mellem kirkegårdens lange stenmure. Hun stoppede op og vendte fraværende sine gule øjne derover. De fleste ville have fundet kirkegårdens arealer uhyggeligt på denne tid om natten - men det rørte ikke Nanna spor. Hun tænkte kort - undersøgte det mentale krot hun havde lagt over byen. "For fanden!" Mumlede hun og slog sig selv i panden. Hun kunne jo bare følge vejen - på den anden side af vejen - ligeud- indtil hun nåede byen. Dén kunne hun nogenlunde finde vej i. Så istedet for at gå hele vejen udenom - vandrede hun hen imod lågen. Hendes feminine og bløde fingre gribe om lågens kolde håndtag, som hun trykkede ned. Lågen hylede faretruende skingert i det hun skubbede den op. Den var tung, men når hun lagde vægten i, kunne hun godt åbne den. Hun lukkede den lige så forsigtigt efter sig og begyndte at vandre hen ad grusstien.

Lazarus stoppede med at synge da han hørte lågen til kirkegården knirke. Han kiggede over imod den og så pigen. Han sniffede i luften * Ahh et menneske. Hun kommer ligefrem gående her ind af sin frie vilje... Hun er modig.. Hun skal nok blive sjov at lege med *. Lazarus slikkede sig om munden og rejste sig så op. Han kig med langsomme skridt over imod Nanna. Der var noget mystisk og dystert over ham. Dog virkede han smuk og elegant. Han gik med langsomme skridt overimod hende. Han havde en smil på læberne og hans mørkerøde øjne prøvede at søge øjenkontakt med hende. Da han kom tættere på stoppede han op og kiggede op og ned af hende som en løve der kiggede på sit bytte. Efter han havde givet hende det blik kiggede han hende i øjnene igen og sagde med en rolig, blid og sensuel stemme '' Hvad laver du her inde så sent og så helt alene... Ved du ikke det er farligt at være ude så sent helt alene... Hvad nu hvis der kom nogen og... Spiste dig ''. Lazarus gik tættere på og rakte en hånd op mod hendes kind og gled blidt hans kolde pegefinger ned af hendes bløde varme kind.

Nanna som åndsfraværende havde vendt blikket imod sine fødder - så op i det hun hørte andre skridt i det larmende grus. Stivnede og stoppede op ved dét syn som mødte hende. Hun havde ikke forventet at der ville være andre som havde vovet sig herind, men denne mand havde åbenbart taget chancen. Hun betragtede ham årvågent med sine mistroiske øjne som han nærmede sig. Prøvede at finde ud af hvad han var.. men det kunne hun selvfølgelig ikke med sit menneskelige syn.
Hun lyttede til hans stemme i det han talte - og fik hende til at træde et skridt tilbage, da det gik op for hende hvad han var. Havde han tænkt sig at... spise hende, som han selv sagde? Hun sank en klump som pludselig havde sat sig fast i hendes hals. "Jeg.. er på vej hjem" svarede hun dernæst tøvende og vendte sine sorte pupiler, som var omgrænset af den gule iris meddetorange skær - op på ham. Hun stivnede i det han rakte hånden op imod hende og lod et par iskolde fingre glide over hendes kind. Hvordan skulle hun slippe udenom ham?... Hun kunne jo gøre et 'pænt' forsøg. Det var nok ikke nu hun skulle bruge sit truende og skeptiske tonefald og spydige kommentare. "Jeg kan godt klare mig selv..." forsikrede hun og fjernede hans hånd fra hende. Blidt men bestemt. "Så... farvel" mumlede hun og drejede uden om ham og fortsatte i et hastigt tempo ned ad grusstien. Hvorfor var det hun altid stødte på vampyrer?... og så endda altid hungrende vampyerer?! Havde hun en eller anden fucking tiltrækningskræft på dem? eller hvad?

Lazarus bevægede sig hurtigt og lydløst over bagved hende og tog blidt fat i hendes skuldre og holdt hende fast med et blidt greb. Han lænede sig langsomt ind til hende. Han udsendte ingen varme og der var noget ondt og faretroende over ham. Han satte sine læber op til hendes øre og hviskede med en alt for rolig stemme '' Ved du ikke man ikke skal vende ryggen til en fremmede... Især ikke på en kirkegård ''. Lazarus grinede meget kort blidt ind i hendes øre og lod sin overlæbe glide ned af hendes øre '' Jeg læser i dine tanker at du har mødt andre Vampyrer... Og at du holder igen med din personlighed for ikke tirre mig... Jeg troede ellers lige jeg havde fundet et spænende og modigt menneske der ville give mig lidt modspil... Gør det nu ikke kedeligt for mig smukke pige ''. Lazarus slap grebet om hende og ventede på hendes reaktion. Han var langt fra som andre Vampyrer. Han var som en løve. Snu og glubsk. Han elskede at lege med sit bytte og han nød at bruge lang tid på at nedbryde deres psyke. Han havde et sind der var mørkere end natten. Dog var der faktisk nogle få mennesker der fik hans gode side at opleve. Men han var glad for at hun bevægede sig med omtanke og tænkte over hvad hun gjorde. Hun var klog. Han var nemlig en man ikke skulle lege med hvis man ikke mente man kunne klare hans væremåde.

Nanna stivnede da han greb hendes skuldere og forhindrede hende i at bevæge sig videre - væk fra ham. Hun holdt vejret i det hun mærkede hans kolde læber mod hendes øre og lyttede til hans lavmælde ord. Følte kuldegysninger skyde igennem hende i det hans overlæbe glid ned ad hendes øre - i det han pirrede og legede med hende. Oh halleluja - en mindfreak. Dem havde hun ikke mødt mange af... og dem hun havde mødt var hun heldigvis kommet ind på den gode side af... Men én gang skulle åbenbart være den første. Men ak ja... hvis han ville have en udfordring - spænding i legen - skulle hun give ham det. Selvom det nok ville gøre alting værre for hedne selv i sidste ende... Men det var vel også én af hednes mange dårlige vaner. Hun åndede lettet op da han løsnede sit greb om hende og hun kunne atter trække vejret. Hun kunne mærke en kildende fornemmelsen på hendes skulderplader - der hvor hans blik hvilede - som kunne en pil ramme hende, hvert øjeblik. Hun drejede langsomt om på hælene og vendte sine gule uskyldige øjne op på ham... selvom de var langt fra uskyldige. Hun stod nu med front imod ham og kiggede på ham. "Jeg tror desværre jeg må takke nej til dit tilbud... " begyndte hun i et roligt tonefald. Hun bakkede et par skridt "Jeg vil ikke deltage i din leg.." Disse ord blev spyttet ud i hoved på ham og hun fortsatte med at bakke væk fra ham imens hendes blik var fæstnet årvågent på ham. På vampyren.

Lazarus smilede og satte en hånd bag på ryggen og aktiverede sin Puppetmastery evne. Efter som han lige havde rørt hende kunne han nu få hende til at bevæge sin som han ville. Han bevægede sine fingre bag på ryggen og fik hende derved til at gå hen mod han igen. Han fik hende til langsomt og sensuelt at fjerne hendes hår fra hendes hals og dreje hendes hoved så hendes halspuls åre blev plottet og fik hende til at lægge en hånd på hans kolde veltrænede brystkasse. Så stoppede han med at bruge evner så hun atter ville kunne styre sig selv igen. Puppetmastery tog hårdt på ham og han brugte den derfor ikke længe af gangen. Lazarus smilede og kiggede hende ind i hendes smukke øjne '' Hvis du ikke vil lege med på mig leg... Hvordan kan det så være du kommer herover og tilbyder dig selv til mig på den måde... Du har jo lyst til jeg bider dig... Du elsker tanken ved at dit blod giver mig næring og mine læber på din hals... Du længtes efter mit bid... Du ved jeg ikke er som andre Vampyrer... Du har ret, jeg er en Fuld Blods... Jeg kan få alle dine drømme til at gå i opfyldelse ''.

Hele Nanna's hoved eksploderede i et virvar af paniske tanker da hun ukontrolleret bevægede sig tilbage imod ham og... og stilelde sig i en alt, alt for fristende position foran ham. Hun sank da en klump pludselig havde sat sig fast i hendes hals - men denne gang ville den abre ikke forsvinde. I det hun fik kontrol over sin krop igen trådte hun hastigt tilbage - alt for hastigt så hun væltede bagover og faldt på røven. Sad nu på jorden foran ham og stirrede forbavset op på ham. Havde han gjort det?! Hvad var han for.. for et monster?! Hun kravlede langsomt bagud, men stoppede i det hans lange talestrøm begyndte. Hans nærmest evindelige prædiken.
Gu fanden ville hun ej blive bidt! og da især IKKE af ham?! Hvem troede han hun var? En eller anden forblændet teenager'tøs?...Dér måtte hun altså skuffe ham - for det var hun altså ikke. "Du tager grueligt fejl" sagde hun - tydligvist meget irriteret og fik stavlet sig selv på benene. "Hør.." begyndte hun og børstede sig af. Hun vendte sine gule øjne op på ham "Kan du ikke bare gå ud og finde én eller anden som rent faktisk vil bides af dig?.." Hun lagde armene over kors og så på ham med et hævet øjenbryn. Hun prøvede rent faktisk at forhandle med ham - vikle sig ud af edderkoppens spindelsvæv. "Det vil desuden være meget lettere for os begge" fortsatte hun.. Men der var noget hun havde glemt. Han havde søgt et spændende bytte - ét som ikke gav sig så let. Var det ikke dét han havde sagt? Noget som ikke kedede ham.

Lazarus smilede. Han mærkede den berosende følelse af hende der kæmpede imod. Lidt ligesom en flue der var fanget i edderkoppens spin. Den ville altid prøve desperat at komme fri. Men altid uden held. Lazarus smil blev langsomt mere dystert, dog var der noget legesygt i smilet. Hans blik ændrede sig fra det sultne blik til et mere charmerende og faretruende blik. Næsten som om han nu så hende i et andet lys * Uhh... Hende her er speciel... Hun prøver jo næsten at provokere mig... Stakkels lille pigebarn ved slet ikke hvad hun har rodet sig ud i nu *. Lazarus trådte et en hastig bevægelse tæt på Nanna og slikkede sig om munden '' Vi skal lege en lille leg nu menneske... Eftersom du er så modig og absolut ikke ønsker jeg skal bide dig så leger vi den her leg... Jeg stiller dig tre spørgsmål... hvis du svare alle rigtigt bider jeg dig ikke og lader dig gå... Men for hvert spørgsmål du svareforkert på så bider jeg dig et valgfrit sted på kroppen.. Du bestemmer selv... Men svare du forkert på to i træk... så bider jeg dig et sted jeg vælger... Vælger du ikke at lege med... Jaaah du vil slet ikke ønske at vide hvad der så sker ''.

Nanna tog et hastigt skridt tilbage i det han trådte nærmere. Fik et noget så forbavset og noget tøvende ansigtsudtryk i det han præsenterede hende for hans idé. Hans leg. "Er det dit fucking alvor?!" Spurgte hun og hævede undrene begge øjenbryn. Hvad fanden regnede han hende for? Prøvede han at skræmme hende? Han kunne bare fucke af kunne han!... Men hun anede selvfølgelig ikke hvor dumt det var at stille sig op imod en vampyr. Især én som havde låst sit blik på en og bestemt sig for at igangsætte et eller andet. I dette tilfælde var det en såkaldt leg. én han ene og alene lavede reglerne i. "Det er jo absurt!" Sagde hun og slog ud med armene. Hun bakkede fortsat væk fra ham - ville ikke vende ryggen til ham denne gang. Hvis hun nu kunne flygte... behøvede hun jo ikke at deltage i hans små spil. Ikke noget hun ligefrem havde lyst til. Han kunne jo stille alverdens spørgsmål som hun INTET anede til.. Hun havde jo hverken gået på gymnasiet og fik ikke særlige karakterer i skolen. Hun var blot et menneske og havde almen viden, som mennesker burde have. Hun sank en klump som pludselig havde sadt sig i hendes hals - men den var urokkelig. "Hør..." begyndte hun i endnu et ynkeligt forsøg på at snige sig udenom "Eh.. jeg fik aldrig dit navn.. hr.?" Hun tog langsomt et skridt tilbage... ventede og tog derefter endnu et. Han ville sikkert regne den ud... Men navnet manglede hun trods alt.

Lazarus smilede dystert og med et forsvandt han næsten så hurtigt bevægede han sig. Han stille sig om bagved Nanna med en hurtig bevægelse og satte hans hoved op mod hendes øre og sagde med en faretruende stemme '' Hvad er det der taler alle verdens sprog... Er lige så gammelt som Jorden... Som man ikke kan dræbe? ''. Lazarus kørte langsomt hans læber over hendes hals og lagde sine arme omkring hendes hofte. Lazarus grinede lidt og sagde så '' Hvis du ikke svare eller spiller med på min leg... Så knuser jeg dig og smider syv af dine kropsdele rundt omkring i byen... Så hvis jeg var dig så ville jeg prøve at svare ''. Lazarus smilede ondt og der var en farlig og dyster aura omkring ham. Han elskede at lege med Nanna. Han fandt hende vildt underholdende. Det var længe siden et menneske havde haft den indre gnist som hun havde. Det gjorde det hele så sjovt det kriblede i hele hans krop.

Nanna nåede knapt nok at gispe før han stod bag hende, fra det ene øjeblik til det anede og hviskede faretruende i hendes øre den første gåde. Det var som om alt inde i hende stoppede og ordene bare gentog sig selv igen og igen inde i hendes hoved. Kuldegysninger løb igennem hende da hans læber gled ned over hendes hals, og han fæstnede sine hænder på hendes hofter. Hans iskolde berøringer. Gåden var efterfulgt af en trussel, med hvad der ville ske hende hvis hun ikke svarede. Men for helved... svaret kunne jo være hvad som helst?! Det var som at lede efter en nål i en høstak... Nej... som at lede efter en nål på bunden af ét af de syv have. Hun kunne næsten mærke hvordan det glædede ham at pine hende på denne måde... satans vampyrer... så hovmodige og arrogante.. næsten værre end menneskene - som hun også foragtede, selvom hun selv var én af slagsen. Hun forbandede verden, samt alt og alle for at være født som én... Men det var hendes mindste bekymring lige nu. Hendes blik flakkede imens hendes tanker knagede i hoved på hende. Søgte desperat efter svar. Kunne det være... Vind?... Gud?... Hun bed sig svagt i læben "Ehm..." mumlede hun og begynde at se mere og mere desperat ud. Hun bandede lavmælt og fortsatte med at søge svaret... 'hvad er det som taler alle sprog, er ældrer end Jorden og man ikke kan dræbe'...

Lazarus slikkede sig om munden '' Det virker ikke til du har et svar på mit spørgsmål lille menneske.. Jeg giver dig en ledetråd... Det er hverken vinden eller Gud ''. Lazarus grinede lidt. Han masserede blidt og langsomt hendes skuldre imens han grinede stille. Lazarus lod en finger køre blidt over hendes hals på en uhyggelig måde '' Du hader mig virkelig... Men indrøm det... Det er det mest spændende du har oplevet længe.. Jeg ved det ikke er sidste gang vi mødes... Du vil opsøge mig igen... Svar så på spørgsmålet eller jeg drikker fra dig ''. Lazarus satte sine læber på hendes hals.

Nanna lyttede opmærksomt i det hun fik en såkaldt 'ledetråd'... Ak ja... satans til mindfreaks. Hvis der var noget værre end vampyrer som så sig onde på hende, var det vampyrer som kunne læse tanker og bestemte sig for at lege med hende. Hun sukkede indvendigt. Hun blev altid rodet ud i situationer som denne... Men hun var mirakuløst sluppet fra de forrige... Så hun måtte hellere tænke sig godt om for at slippe fra denne. Kuldegysninger skød igennem hende som hans iskolde fingre begyndte at massere hendes skuldrer, som havde nogen hældt et iskoldt glad vand ned ad hendes ryg. Hun vendte ansigtet bort - væk fra dén side af halsen han lod sin finger glide over. 'Taler alle sprog, ældrer end jorden, kan ikke dræbes'. Gåden blev gentaget i uendeligheder i hendes sind, men intet svar fandt vej.. Hun måtte simpelt gætte... og chancerne for at gætte rigtig var nærmest lig med nul. Et indestængt gisp undslap hendes læber i det han satte sine imod hendes hals. Hun bed sig tøvende i læben. Hun havde ingen anelse... "Er det... Lyd?" Spurgte hun og mærkede et sug bølge igennem hende. Hvilken tortur af hendes fremtid hvilede på nogle åndssvage gætterier... Hun bed forhadt tænderne sammen og prøvede at trække sig ud fra hans greb. Hun placerede hænderne bag sig på hans mave og prøvede at skubbe sig ud fra ham, men hvad kunne hendes menneskekræfter stille op imod en vampyrs?

Lazarus holdt hende fast. Hun kæmpede imod men han holdt hende. Han var ved at lege. Da hun kom med sit svar grinede Lazarus ondt '' Det var så tæt på at jeg godtager det... Svaret var... Et Ekko ''. Lazarus slap hende og lod hende tro hun ville slippe væk men med et stod han bagved hende igen og satte igen sine hænder på hendes skuldre '' Du klarede den første gåde.... Flot... Her er den anden... Hvad er det der går mellem to byen og ligemeget hvad så når svaret altid første frem til begge byer? ''. Lazarus kørte sine læber over halsen på Nanna og grinede ondt. Det var som var han en kat der legede med en mus. Han havde ikke gjort hende noget som helst i nu men tiden måtte vise om hun var kløgtig nok til at komme fri fra ham. Nanna spillede med på hans leg og det nød han. Hvilken dejlig og farlig leg de havde. Lazarus så frem til hendes næste svar.

Nanna lyttede opmæksomt til hans kuldeskærende stemme og åndede lettet op da han godkendte hendes svar. Et ekko... Hun overvejede det kort. Besværede sig ikke mere med dét. Hun mærkede en lettet følelse skyde igennem hende i det han slap hendes skuldrer og lod hende ånde frit. Dog kun for et ganske kort øjeblik før han endnu engang greb hendes skuldrer og forhindrede hende i at flygte. Stivnede i det den næst gåde spillede henover vampyrens læber. Hun mærkede en vrede brænde inde i hende. Sadistiske møgsvin. Stod dér og legede med hendes liv som var det fuldkommen værdiløst!... Hvilket det nok også var i hans øjne. Hun var byttet og han var rovdyret.. Hun strakte halsen væk fra ham, da han forplantede sine læber på hendes strube som han så mange gange før havde gjort. Hun plantede sine hænder bag sig - på det nederste af hans mave og prøvede i første omgang at skubbe sig selv ud fra ham. Dét virkede naturligvis ikke.. Hun overvejede det kort og trådte et lille bitte skridt bagud så hendes ryg mødtes med hans forkrop, snurrede rundt på hælene så de stod med front til hinanden. Stirrede forhadt på ham. Det var klart at hvis hun ikke deltog i hans lille 'leg', ville han gøre hendes liv til et levende helvede. Hun sukkede og gav sig til at spekulere på hans gåde. Hvis hun svarede rigtigt nu, ville hun slippe for endnu en gåde... Men om hun kunne dét, tvivlede hun en del på. "Er det... en bro?" spurgte hun efter at have tænkt det igennem et par gange. Brugte ikke så lang tid på denne gåde som den anden - fokuserede mere på dét at komme væk fra ham... Men det ville koste hende dyrt.

Lazarus grinede ondt og kiggede hende direkte i øjnene '' Der går ikke broer imellem hver by... Det gør en Vej derimod... Men jeg godtager halvt dit svar... Det vil sige du skal svare ord ret rigtigt på det sidste... Hvis du gør det har du svaret rigtigt på alle tre... Men svare du forkert tæller det som om du har svaret forkert på to spørgsmål og så må jeg bestemme hvor jeg bider dig ''. Lazarus holdt godt fast i Nanna, han holdt fast så det gjorde en smule ondt. Han satte sin kolde næse mod hendes og sagde med en faretroende stemme '' Hvad er det der gør at en Vampyr kan se solen... Få en person til at blive en superhelt... Og Skabe en helt ny verden ''. Lazarus syntes selv hans gåder var gode og han elskede virkelig at lege med Nanna. Men hun havde svaret godt på hans gåder og han var nu lidt i tvivl om hvad hun ville svare. Hvis hun svarede rigtigt beviste det hun var klog. Meget klog og så ville han måske se hende i et andet lys. Hvis ikke så ville han bare drikke hendes blod på en ond måde.

Nanna stivnede i det hans svar lød. Naturligvis! Hun kunne slå sig selv i hoved på nuværende tispunkt - men blev ligesom forhindret da vampyren holdt hende fast. Satans.
Hun lyttede opmærksomt til hans stemme som udtalte de mange ord som flød sammen til sætninger. Ordret... Det... det kunne hun jo ikke! Hun bed gispede lavmælt i det han strammede sit greb om hendes skuldrer... lige så det akkurat gjorde ondt. Bare en smule. Hun lænede sig så meget bagud som hun nu kunne som han nærmede sig hende. Mærkede den isnende kulde som kom fra ham. Dén kulde som herskede i alle vampyrer. Hun lyttede til hans næste gåde. 'Hvad er det som gør at en vampyr kan se solen, få en person til at blive en superhelt og skabe en helt ny verden' genlød det inde i Nanna's hoved. Igen og igen, om og om. Hun drejede, vendede det og prøvede at få mening ud af den - finde et svar - men der kom intet. Intet. Hun kunne jo ikke svare på det? Der kunne jo være hundreder af muligheder og hvis hun skulle ramme fuldstændig korrekt?! Det var... var som at lede efter en nål i en høstak!.. Nej... Som at lede efter en nål i hele jordens hav. I ét af de syv have... Det var jo umuligt! Hun lod gåden genspille i hendes hoved, som havde hun optaget den på en båndoptager og blev ved med at spole tilbage og afspille det samme om og om igen. En... ambition?... Ehh.. Guds kræfter?.. Hun anede det ikke?!...
Det var vel også ligemeget, hun ville jo i sidste ende svare forkert. "F....Fantasi?" Spurgte hun meget, meget lavmælt og turde næsten ikke høre hans svar...

Lazarus grinede ondt og kiggede på Nanna '' Jamen Jamen lille menneske pige dog.. Du har hvad der skal til ''. Svaret havde været forkert men Lazarus lod hende tro det var det rigtige. Han havde udviklet en vis respekt for dette menneskes tankegang. Lazarus slap Nanna og kiggede på hende med et charmerende smil '' Du er fri... Gør hvad der passer dig, jeg lader dig gå hvis det er det du ønsker... Jeg vil også svare på hvad spørgsmål du måtte have hvis det er det du ønsker ''. Lazarus kiggede på Nanna og så mod himlen.

Nanna gøs ved hans onde latter og troede - naturligvis - at svaret havde været forkert. Derfor så hun noget forundret ud da han fortalte hende at hun havde svaret rigtigt. "Hva?" spurgte hun dumt og gloede uforstående på ham, som om det ikke var gået op for hende at hun havde 'vundet' deres lille leg. Eller det var hvad Lazarus havde bestemt, men det vidste hun naturligvis intet om. Det var trods alt også ham som lavede reglerne, så han kunne vel gøre hvad der passede ham - ligesom alle andre vampyrer gjorde. Hun tog automatisk et skridt væk fra ham som han slap sit tag i hende og trak hænderne til sig. Hun hævede det ene øjenbryn og sendte ham et skeptisk blik. "Fri?... Bare sådan?..." Hun så mistænksomt på ham "Du holder altså dit løfte?" Spurte hun og lagde armene over kors og så noget tvivlsomt på ham. Det troede hun ikke helt på at en vampyr kunne finde på. At være ærlig. Så der måtte sq være et finger med i spillet... eller også var denne vampyr et særtilfælde. Hun sendte ham et undrende blik i det han sagde at han ville besvare hendes spørgsmål, hvis hun havde nogen. Hvad?...

Lazarus smilede da han læste hendes tanker. Hvilket dejlig kaos han havde skabt. Lazarus satte sine hænder om på ryggen og stod elegant og charmerende og så på Nanna. Der var stadigvæk en faretroende aura omkring ham. Men han så ikke længere på hende med et sultent blik. Lazarus grinede en smule og sagde så '' Det er så simpelt... Nu har du muligheden for at stille en Fuld Blods hvilken som helst spørgsmål du ønsker... Det er ikke en mulighed en Fuld Blods giver ud tit... For at gøre det meget sjovere giver jeg dig også et ønske... Det skal dog være ingen for min mulighed at opfylde det ønske ''. Lazarus elskede at lege og selv om denne leg var harmløs syntes han stadigvæk det var sjovt at skabe sådan en kaos i hendes tanker.