At spore et væsen - Lupus

Tid: Hen mod aftenen.. Omkring klokken otte
Sted: Logement boligkvarter
Vejr: Det stormer voldsomt, og lange skygger det omgivelserne mørke
Omgivelser: Stilhed før stormen.. Der er ingen andre end hende selv på nuværende tidspunkt
Dato: 4. april

Det stormende vejr truede flere gange med at vælte hende omkuld, da Angelie bevægede sig ned igennem de øde gader i smudskvarteret. Det sted hvor alt var ved at falde fra hinanden på grund af forrådnelse og mangel på vedligeholdelse. Det var oftest fattige mennesker der boede i kvarteret, men der fandtes også andre. Væsner der tilbragte deres tid i disse huse.
Dette var dog ikke formålet denne aften. Angelie var ude.. Ude for at lære en ny metode til at opspore væsner. Som spøgelse havde hun mærket deres race og tilstedeværelse i huden, men nu.. Hvor den evne var forsvundet, var hun nødt til at lære at spore på den gammeldags måde. Dette irriterede hende grusomt, eftersom hun ikke var specielt god til det. Flere gange var hun gået forkert rundt i Terre, og havde tabt sporet af et væsen, enten på grund af sjusk, eller for mange lugte på samme sted. Hendes lugtesans var skærpet af elvergenet i hende, ligesom de andre sanser, og elegant bevægede hun sig nu ned igennem en smøge i Logement, hvor hun lod de dybblå øjne holde et skarpt udkig med jorden.
Efter nogle meter stoppede hun dog bestemt op, og tog en dyb indsnusning igennem næsen. "Forbandet" hvislede hun irriteret, da en anden duft dækkede den hun havde fulgt. Selvfølgelig var der en anden fært heromkring. Hun ville ikke være i stand til at følge sporet længere, og efter at have indsnuset duften to gange mere, sparkede hun opgivende til en løs sten, som derefter rullede ind i kantstenen på det skæve fortov, for at ligge stille.
Denne aften var hun iført en almindelig sort kjole, der stoppede midt på lårene, og gav hende den bevægelsesfrihed hun havde brug for. Over skuldrene hang en frakke, der var ligeså lang som kjolen, men i farven blodrød, som stod åben. Dette var nødvendigt for hendes arsenal, hun var nødt til at have rigeligt med beskyttelse på sig i disse dage, eftersom hendes race var attraktiv som slaver.

Der lød et lille nys i vinden.
Lupus havde svært ved at blive syg, så dette nys var ikke på grund sygdom, det skyldtes udelukkende de konstant skiftende dufte. Man havde lidt vampyr alle vegne, de dødes duft, så var der lidt besk Dæmon som lagde sig oven på som tungen som et ekstra lag og som en lille krølle på halen var der de forskellige smådufte fra alle de andre, ikke så udbredte, racer.
Han kløede sig lidt under næsen, proppede hænderne godt ned i jakkelommerne og skridtede videre langs husene. Lupus havde intet særligt at skulle i dag, eller i aften... Der var intet at lave i byen her for varulve, udover selvfølgelig at blive slaver for nogen, men ellers var der ikke noget andet store voldsomme drabsmaskiner skulle kunne bruges til...
Og hvis der var havde Lupus ikke hørt om det.
Han stoppede op. Lagde hovedet bagud og snuste endnu en gang ind... Der var noget andet i luften. Lidt elverisk, men med noget over sig... Der var nu noget interessant over den. Et ulvesmil bredte sig på hans læber og han satte kursen imod det.
Elvere var ikke mest værd, men de smagte nu udmærkede... Og ikke nok med det, så havde de nu også nogle gange nogle informationer.
Lupus havde aldrig brudt sig om at være klædt fint på, så han var i simple denims, falmede t-shirt, ødelagte sneekers og en brun læderjakke der var åben... Lignede så mange andre at man nok ikke ville lægge mærke til at han var varulv, medmindre man kiggede ham dybt i øjne og kunne lugte det.

det var også bare så typisk for hende. Hvorfor kunne hun ikke bare blive hjemme, hjemme i huset og sende andre vampyrer ud på hans forbandede togter. Hvordan havde han i det hele taget tænkt sig at hun skulle skaffe væsners blod? Det var ikke noget man bare gik hen og spurgte andre om.. Undskyld men donerer du ikke lige til de svage? I Di Morga.. Nej.. Ingen i landet ville hjælpe, medmindre de selv fik noget ud af det. Ingen hun havde mødt i hvert fald. Slaveracerne ønskede sig frie.. Hvis dette ikke blev muligt, var hun i hvert fald selv et stort nej. Hun ønskede sin race fri, men kun fordi hun var en del af dem. Elvere burde ikke være slaver!
Hendes tankegang stoppede automatisk, da de sensitive øre opfangede lyden af fodtrin. Hørelsen var i det mindste en sans, der aldrig svigtede hende. Let lettere grumt smil kom over hendes læber, da Angelie rettede sig op og satte en hånd i hver side, for derefter at.. vent.
Der gik vel ikke længe før hun så en skikkelse nærme sig. At dømme ud fra bygningen, ville hun endda mene at denne person var en mandsling.
En vibration i hendes lomme, fik dog Angelies opmærksomhed, og hun åbnede telefonen, og satte den mod øret. "ja" svarede hun, og lyttede til stemmen i den anden ende. Han fortalte at planerne var ændret, og en lav knurren fortalte, at Angelie ikke brød sig om den ændring det havde taget. Så hun skulle ikke finde bloddonere længere. "Sig til ham, at næste gang kan han selv finde sine midler!" hvislede hun koldt ned i telefonen, og kastede den ind mod en mur, så den gik i flere stumper og stykker. "Du skal bare ud og finde en forvokset hund.. Jaja.. Det er jo ren ingenting i forhold til før" mumlede hun lidt for sig selv, og glemte et kort øjeblik personen, som var på vej ned imod hende.

Lupus måtte stoppe et stykke hen ad vejen og måtte læne sig imod en kold væg. Han tog sig til hjertet med en vred knurren i halsen. Lige siden sidste fuldmåne havde han haft det så underligt... En konstant trykkende fornemmelse som havde gjort det helt umuligt for ham ikke at have det dårligt konstant.
Han havde kastet op, spyttet blod, haft nogle underlige blackouts og været vredere på det seneste... Men det var nu underligt. For hver dag der gik, og man kom tættere på fuldmåne, jo mere lettede den trykkende fornemmelse... Som om den bare ventede på det.
Han lukkede øjne, pustede dybt ud gennem næsen og gik videre imod lugten.
Ganske hurtigt dukkede han op og kiggede sig lidt omkring. Han havde regnet med at han var blevet opdaget for længst, mest på grund af lugten, men det lod ikke ligefrem til det. Hun virkede... Fraværende? Som om hun havde glemt alt om Lupus der nu stod mindre end 10 meter væk fra hende.
Han hørte hvordan hun talte med sig selv om at lede efter en ”forvokset hund”. Han skjult et lille smil over den måde hun opførte sig på. Varulve var svære at finde, men når man fandt en, kunne man altid finde flere... Varulve havde det altid med at finde hinanden og Vampyre.
”Jeg kunne ikke hjælpe andet end at overhøre hvad du sagde, mest fordi jeg havde lyst til at slå dig ihjel, tappe dit blod og stjæle dine våben... Men jeg kan tilfældigvis hjælpe dig” sagde han og smilte let for at tage brodden af sine ord, men af en eller anden grund, lød han stadig frygteligt truende på det punkt... Som om han kunne finde finde på at gøre det på ethvert tidspunkt det skulle være.

Tænkende vendtes hendes blik mod jorden, mens hun langsomt begyndte at bide lidt i sin pegefinger, for derefter at vandre frem og tilbage over gaden mens et tænkende udtryk gled over hendes ansigt. Han var glemt foreløbig, og i stedet knurrede hun lavt over sin uerfarne sporingsegenskaber.. Hvis bare det var muligt for hende at bruge dem, men nej.. Selvfølgelig kunne hun ikke finde ud af at opspore en varulv.. Fandtes de overhovedet? Selv havde hun aldrig set skyggen af en, så chancen for at de ikke eksisterede var der da.
Hans stemme afbrød hende automatisk, og Angelie stoppede sin gang, for derefter at vende det kølige blik imod ham. Hun var nok mest irriteret på sig selv over at have glemt ham, fordi hendes egne tanker løb af med hende, men hans tilstedeværelse gjorde det på ingen måde bedre med hendes humør.
"Slå mig ihjel.. tappe mit blod.. stjæle mine våben" svarede hun i et ligegyldigt tonefald, som imiterede hun hans ord. Pral var hvad det var. Om muligt var hun elver, men han ville ikke have en chance mod hende.. End ikke i sin ulveform.. Hun havde trods alt visse.. fordele, selvom hendes race var slaver. "Men medmindre du ved hvor jeg kan finde en to meter høj ulv, der render rundt og leger menneske om dagen, så tvivler jeg på du kan hjælpe mig" sukkede hun lidt efter, og vendte blikket væk fra ham, mens hun igen begyndte at vade frem og tilbage igen, mens hun lod hænderne placere sig i hver sin side endnu engang.
"Men du har frembragt min nysgerrighed" mumlede hun efter nogle minutters stilhed, og vendte derpå blikket mod ham igen. "Hvorledes vil det være muligt for dig at hjælpe mig?"

Han grinte lidt over det hun sagde. Lupus vidste at hvis det kom til kamp mellem de to, ville hun helt sikkert vinde. Det var hverken fuldmåne eller noget andet, han havde ingen våben på sig og han var syg... Månesyge jokede han med når der ikke var andre end ham selv.
Han rømmede sig langsomt og rullede let med skuldrene. ”Tjoh... Jeg ved nu en ting eller to om at spore nogen... Hvis jeg må have lov til at bruge det... 'forvokset hund'... her i Di Morga... En herlig by forresten” sagde han og grinte bare for at vise at mente det for sjov... På en måde.
Han gik lidt rundt om hende og nikkede langsomt mens han tog hænderne op af lommerne. Han tog dem op og lod tommelfinger røre pege- og langefinger på modstående hånd, som fotografer i film altid gjorde. ”Ja... Jo...” Mumlede han som om noget gav mening for ham først nu.
Han stoppede med et støn og hostede en klat blod op. Endnu en gang havde det smertet i hans krop... Hvorfor ville det dog ikke stoppe? Han fodrede jo ulven i sig... Spiste næsten konstant mennesker eller andre racer for at kunne holde den under kontrol... Så den burde ikke lave ligeså mange problemer.
Ganske hurtigt kom Lupus op at stå igen, rømmede sig igen og kiggede på hende med et grin.
”Så du vil vide hvor den store stygge ulv er?” spurgte han med et lille grin over sin betegnelse. Andre Varulve ville enten ha grint med ham, eller ha flået ham som et dådyr.
Hans blege øjne glimtede farligt og hans ulvelignende tænder kom frem i det lille smil der lå på hans læber.

Et skævt i ironisk smil plantede sig på hendes læber, mens mandslingen gjorde mine til at tale. Hvorfor ikke bare komme til pointen.. Istedet for at gå rundt om den varme grød, som en anden forskræmt kat.
"Du.. kender til sporing af.. varulve" svarede hun så, og lod langsomt et øjenbryn glide en anelse i vejret, mens hun betragtede ham med et nyt blik. Måske hun rent faktisk kunne bruge hans hjælp, eftersom hun åbenbart selv var utrolig dårlig til det. Hun fnøs over hans bemærkning omkring at byen var dejlig. "Jeg gad godt vide hvad du finder så forbandet fantastisk ved det her sted" bemærkede hun nøgternt, eftersom det ikke gik op for hende, at han måske jokede. Selv fandt hun Terre forfærdelig.. Kaos overalt, en magt der kontrollerede alt som var det en legeplads, intet politi eller opretholdere af loven.. For fanden.. Der var jo ingen lov.. Der var et slavehierarki, og hvad nyttede det.
Hendes tanker stoppede da han begyndte at gå omkring hende, og lade som om han tog billeder med et luftkamera. Hvæsende lod hun hovedet dreje omkring, så hun ikke mistede ham af syne på noget tidspunkt. "Hvad.. tror du.. du laver?" hvislede hun koldt mellem sammenbidte tænder, og sendte ham et blik der kunne skyde lyn. Det passede med at hun også nåede at se ham spytte blodet ud mod jorden, og et skeptisk smil trådte over hendes læber.. Så denne.. stakkel var syg.. Hvad skulle hun med et sygt væsen.. Menneske var han på ingen måde ikke, det havde hun da regnet ud.
"Ja.. Jeg vil vide hvor den store stygge ulv er, så jeg kan tilbyde denne tre små grise til middag" svarede hun i et businesslike tonefald, inden hun rankede ryggen en anelse, og gav sig til at betragte sine negle, med et ligegyldigt udtryk. "Og hvis vi så kan komme til pointen.. Jeg har ikke hele dagen" tilføjede hun lidt efter, og pustede på neglene, for derefter at glide dem mod sin frakke, som om hun pudsede disse.

Han smilte bare så ulvetænderne kom frem igen. De var stadig røde efter spyttet med blod. Øjnene glimtede hurtigt rødt og farefuldt bag alt det blege. Det var som om han i et meget langt sekund næsten fyldte hele smøgen. Men modsat vampyre, var det ikke koldt og dødt. I stedet var det langt mere skræmmende varmt. Som at være i helved.
Sekundet var ovre og han faldt tilbage i den normale atmosfære der var. Han kiggede på hende med det samme dovne grin og rystede så lidt på hovedet
”Om jeg kan føre dig til Varulvene? Jeg kan ikke rigtig se hvorfor jeg skulle det...” sagde han med et let skuldertræk og vendte sig om imod smøgens udgang.
Hans hjerte bankede af sted og varmen spredte sig støt inde i brystet på ham.”Nårh ja...” Sagde han og drejede rundt på hælen med en løftet pegefinger og et grumt grin.
”Jeg er forresten en Varulv... Og sygdommen er ren midlertidig” sagde han mens han nøje iagttog hendes reaktion og lyttede til alt omkring ham.
Efter at sygdommen var skubbet i gang, havde den også vist sig at have nogle underlige fordele... Han kunne se, høre og smage bedre end nogensinde... Lidt over når han var i ulveform, men ikke super fantastisk. Lugten derimod... Den var utrolig... Han kunne fortælle hende samtlige dufte der var i smøgen, hvis hun altså ville vide det. Og så var der den fysiske styrke og udholdenhed... Det gjorde nogle utrolige underværker at kunne være halvt så truende som man var i ulveform som man også var i menneskeform...
”Så hvad er det du skal bruge en Varulv til?” spurgte han og kiggede hende bare direkte i øjne.

Han irriterede hende.
Hendes blik var rettet mod ham, og hun stillede sig, så hun stod med siden til ham, men stadig kunne se ham i øjenkrogen, og holde øjenkontakten med ham, når hun drejede hovedet en anelse til siden, hvilket hun gjorde nu. Man skulle næsten tro at hendes øjne bedragede hende.. Det måtte de gøre, for hun følte at gyden blev mindre.. Eller han blev større og fyldte langt mere end normalt.. Dertil kom den varme eller en følelse af varme, selvom hun vidste at temperaturen selvfølgelig ikke ændrede sig, men et øjeblik kunne man faktisk se en direkte frygt i Angelies blik ved påmindelsen om helvedets flammer.
Sekundet efter var det væk, men erindringen var frisk i hendes hukommelse. Hun var som stivnet i jorden, mens hun tænkte tilbage på dagene hun havde tilbragt i helvedet, i lige netop en sådan varme.. Ligheden havde været forbløffende. Overraskelsen resulterede i at hun ikke svarede på nogle af hans kommentarer før han drejede rundt på hælen med løftet pegefinger. Ordene ramte hende som et lynnedslag
Hun rystede på hovedet, for at klare tankerne, for derefter at kigge forbløffet på ham. Han var en varulv. Han behøvede ikke engang lede hende mod nogen, hun skulle bare bruge.. ham. Selvfølgelig! Smilet krøb langsomt over hendes læber, mens hun gengældte hans direkte blik, for derefter at holde en teatralsk pause, og tænke over hvilke ord hun ville vælge at bruge.
"Jeg vil.. tilbyde dig en mulighed" svarede hun langsomt, og bed sig let i underlæben, mens hun kort kiggede op i vejret. "En mulighed der vil gøre dig i stand til at ændre på tilværelsen for din race.. For dig selv.." begyndte hun så langsomt, inden hun bevægede sig hen imod ham, og denne gang var det Angelies tur til at kredse omkring ham. "Vi.. Planlægger at styrte herren.. Min allierede bad mig skaffe en varulv, så her er jeg".. Hun vidste at der var mere til det end dette, men hun var ikke interesseret i at fortælle om alle sine planer, før han havde vist interesse i at deltage.

Lupus rynkede brynene sammen da hun begyndte at snakke. Han lyttede opmærksomt. Det kunne ses på ham da han lukkede øjne og lagde hovedet på skrå.
Øjenbrynene blev rynket sammen til et vredt V.
Hvorfor skulle han dog redde en hel race der ikke har gjort noget for ham? Han havde levet et 9 års langt liv på gaden, uden hjælp fra nogen anden end ham selv og dem han stjal fra... Så hvorfor, i hede helvede, skulle han dog hjælpe dem?
Spørgsmålet som Lupus ikke havde sagt højt, stod pænt tydeligt malet i ansigtet på ham da hun var færdig med at snakke.
Men i stedet for at stille det spørgsmål, spurgte han om noget helt andet: ”Hvad har det med mig at gøre?” spurgte han ligeglad og hostede endnu en klat blod op.
”Jeg mener... Får jeg penge? Berømmelse? Kvinder? Magt?” han rystede på hovedet med et opgivende udtryk malet i ansigtet. ”Hvor længe har du været her?” Spurgte han og lavede en flydende, uforståelig armbevægelse ud imod byen omkring dem. ”Og hvad med på selve jorden?” Spurgte han hurtigt uden at vente på svar. ”Har du nogen idé om hvem jeg har været? Nej... Det er pænt tydeligt at du ikke har det, da du så ville ha tilbudt mig noget som jeg gerne ville ha...” Han stoppede for at få vejret og grinte så bare af hende. ”Og hvis du tænker 'nårh ja, men så tvinger jeg dig bare' så vil jeg gerne sige at det kan du sgu ikke nå langt med...”
Han sukkede, rystede bare på hovedet endnu engang og så hende igen i øjne. ”Så det må bringe mig tilbage til mit tidligere spørgsmål... Hvad... Får jeg... Ud af det?” spurgte han, lagde armene og kors og kiggede bare på hende mens han ventede på svaret.
Selv hvis hun gav ham nogen af alle de ting han lige havde spurgt efter, ville det ikke være det han ville være efter... Han ville allerede godt være med i det... Han følte sig nemlig rastløs...
Han manglede noget at lave, men han ville have en eller anden form for fortjeneste... Penge er dejligt, til et hvis punkt... Magt var aldrig noget Lupus havde været efter, magt skabte for mange fjender. Berømmelse gjorde en for kendt på de forkerte mennesker nogen gange og alt for tit og Kvinder... Ja kvinder var også kun dejlige til et hvis punkt...
Så han manglede mål... Og det var det han ville ha.

Hun var ikke sikker på om hun overhovedet havde ramt rigtigt med sin forespørgsel, men havde istedet placeret den på det hun ønskede.. Ikke for sin race, men for sig selv.. Stoppe med at være jaget vildt, men tydeligvis led han ikke under de samme problemer som hende selv. Hendes runde omkring ham stoppede, og hun stillede sig overfor ham med lidt over en meters mellemrum, for derefter at stikke hænderne i lommerne på sin frakke. Hendes blik blev mere analyserende som samtalen skred frem, og det gik op for hende at hun havde slået på det forkerte søm.
Istedet trak hun let på skuldrene, og lod ham tale.. forklare hvorfor det ikke interesserede ham, og et smil krøb igen over hendes læber. "Jeg har været her længe nok til at opleve mere end du nok har min ven" svarede hun i et sarkastisk tonefald, og lavede et svagt kast med hovedet. Hun besvarede ikke hans spørgsmål omkring de andre ting, men lyttede istedet til resten af hans mindre tale, der bragte det hele tilbage til det samme spørgsmål. Hun fnøs dog ved tanken om at han troede hun ville tvinge ham.. Sådan legede de ikke.. Hun vidste det ikke nyttede noget at tvinge en anden igennem et sådan valg.
"Hvad får du ud af det" svarede hun langsomt, og anlagde et tænkende blik. "Hvad ønsker du at få ud af det.. Landet vil blive anderledes, du ville være en del af noget større end bare dig og mig.. Ønsker du penge? fint.. Kvinder? fint.. Tag det.. Jeg er sikker på at ligemeget hvad du ønsker, så vil vi være i stand til at skaffe det til dig" svarede hun derefter, og smilet i hendes ansigt blev større.
"Hvis og såfremt du acceptere vil jeg fortælle hvad dette drejer sig om.. Giv dig tid". Med de ord stoppede hun med at tale, inden hendes blik igen gled væk fra ham og scannede gyden, som om hun forventede at se en række væsner træde frem fra skyggerne, selvom dette nok ikke ville ske. Hun var taget afsted alene, og ville vende tilbage alene.

Han nikkede ganske langsomt med mens han lyttede, både for at vise at han var med og for at komme med et nik for at vise at han stadig var i live. Han forstod godt hvad hun mente med det hun sagde... Det var pænt syrede at hun kunne sige det så ligeud... Han havde ellers troet at Elvere var sådan nogle Ordkløvere... Sidst han havde med Elvere at gøre, var det for at æde dem... Og det lykkedes, men han havde nu aldrig snakket med dem.
”Så... Efter I” Han understregede ordet i med en intens stirren. Lupus ville ikke være i søgelyset. ”I så har styrtet ham der Herskertypen... Hvor i Hierakiet, vil Jeg være? Royal Hund Eller hvad?” spurgte han. Det sneg sig lidt vrede ind i stemmen. Selvom Lupus aldrig ville indrømme det åbent, ville han også forbedre Varulves vilkår, da han hadede den måde alle kiggede ned på ham... Det havde han fået nok af på gaden.
Han ville nu heller ikke blive for kendt... Bare sådan... Glide ind i baggrunden... Blive lidt småkendt og det vil så være det...
”Og så vil jeg med dig... Hvad fanden... Det er jo ikke ligefrem som om det sted du er, kan være værre end mit...” sagde han stålfast. Det var pænt tydeligt at det var hans betingelser indtil videre, derefter... det måtte tiden vel vise...
*Og hvis det så viser sig at Herskeren ikke styrter... Vil jeg så kunne forsvinde ind i mængden?* tænkte han med et lille, næsten umærkeligt skuldertræk.
”Selvfølglelig, vil jeg gerne med...” Sagde han elskeligt med den tykkeste sarkasme i stemmen. Han vidste jo at det var rent forretningsmæssigt for hende, så der var ingen grund til at virke interesserede eller venlig overfor hende. ”Men jeg vil sgu ikke være syndebuk... Og jeg vil sgu gerne ha en seng at sove i” sagde han og grinte bare. Simple krav, for en komplicerede personlighed...

Selvom hun var en elver var der andre ting der spillede ind over lige netop hende, og derfor var hun ikke som resten af dem. Hun elskede naturen og tilbragte rigeligt med tid i den, men hun snakkede hverken i gåder eller var uselvisk, glad og tilfreds som andre af hendes race. Hendes sjæl var bemørket af det bånd hun havde knyttet til Damia, og gjorde Angelie i stand til at være mere.. Ondskabsfuld og ligefrem end man normalt ville forvente af en elver. En evne hun selv syntes ret godt om, men dette var heller ikke noget han burde kende til.. Først og fremmest fordi hun ikke stolede nok på ham til at fortælle det, og fordi at Lazarus på ingen måde måtte opdage det bånd, før det var for sent.
Hun placerede et diplomatisk smil på læberne, da han endnu engang talte, og slog en kort latter op ved ordene royal hund. "Du tror måske jeg vil lege royal nipsting" svarede hun sarkastisk, for at henvise til at han ville være ligeså meget hund, som hun ville være nips. "Efter målet er nået vil du være fri til at gøre som du ønsker" svarede hun istedet og smilet bredte sig en anelse, for derefter at forsvinde helt, inden hun vendte opmærksomheden mod hans egentlige krav.
"Du vil selvfølgelig komme med hen til det sted jeg bor" svarede hun og bukkede hovedet svagt for at vise at dette var sandt, selvom hendes stemme allerede fortalte at hun ikke løj overfor ham.
Ved hans sidste kommentar trådte hun et skridt frem, og lirkede sin arm ind under hans, hvor den ville holde hvis han ikke flyttede sig væk fra hende. Derefter ville hun lede ham i retningen af kirkegården. "Så lad os komme hjem" bemærkede hun med et muntert blik, og forventede halvt at han valgte at følge med.
"Hvis du ønsker at vide noget omkring den øverstbefalende.. På.. nuværende tidspunkt siger du bare til" Hun vendte blikket mod ham, og hævede let det ene øjenbryn. "Du bliver ikke mere syndebuk end mig, og du vil have en god seng at sove i hver nat"

Lupus snuste endnu en gang ind, mens hun tænkte over det han havde sagt. Grunden til at han havde fundet Angelies lugt interessant, var fordi der spillede en mindre håndgribelig duft ind over hende... Som en meget svag røg der hang over hende... Det var ikke noget Lupus havde prøvet at lugte før, hvilket både skræmte og fascinerede ham.
Han nikkede bare langsomt. Han kunne godt se at hun hellere ville være fattig og i stand til at kunne slå ihjel, end at være rig og et ”trofæ”.
Et hurtigt nik efter det hun havde sagt og han smilte stort. ”Det er sgu ikke tit at man få sådan et tilbud... Sådan at blive trukket ind i det hele og så bare kunne slippe af sted med næsten hvad som helst bagefter”
Lupus sagde intet til at hun lirkede sin arm ind i hans. Der var ingen grund til at råbe op om at en kvinde lagde sin arm i hans. ”Du ved... Der er en form for ekstra duft over dig!” sagde han indtrængende. ”Blir du forfulgt eller noget?” spurgte han og snuste ind, inden hendes svar og lukkede øjne. Nu kunne han lugte den endnu kraftigere, men alligevel var den ligeså luftig som tåge...
*Det er.... En svag dunst af Vampyr, men det er forståeligt... Den anden duft er....* Han spærrede øjne op og kiggede bare på hende og mumlede et lavt ord ”Dæmon”
Han virkede hverken skræmt eller bange. Han virkede faktisk ligeglad med det, hvilket han også var, men han ville ikke stole på hende, absolut ikke.
”Er din overboss en Dæmon?” spurgte han så bagefter, men så kunne han ikke fatte hvor Vampyr lugten kom fra... *Nårh ja... Det er sikkert bare fra gyden i sig selv... Den stinker langt væk af Vampyr*

//Sorry tiden... har haft det dårligt og har været overlæsset med lektier -__-”//

Da han ikke fjernede sig fra hendes arm, nikkede hun let og slog en kort latter op, inden hun begyndte at bevæge sig i retning mod kirkegården, hvor han ville blive bosat ligesom hun selv var.
Imens overvejede hun hvor meget og hvor lidt hun burde fortælle denne varulv. Hun ville aldrig stole på ham, men hans lyst til at deltage i det kommende ragnarok, gjorde at hun på et vis plan brød sig om ham. "Nej.. Det er heller ikke hver dag den slags sker" påpegede hun langsomt, og trak kort på skuldrene, mens hun ledte vejen for dem.
Først tog hun sig ikke om kommentaren om den sære duft, eftersom det ikke var unormalt at hun lugtede af andre væsner. Det var først da han spurgte om hendes overboss var en dæmon, at et kort flakkende skær gled igennem hendes blik, hvorefter hun rystede på hovedet. "Først og fremmest.. Jeg har ingen boss.. Men allierede" forklarede hun i et monotomt tonefald, uden at vende blikket mod ham. "For det andet.. Ham vi skal hjælpe er vampyr" tilføjede hun lidt efter, mens hun igen overvejede hvor meget hun burde afsløre. "Han læser tanker, så hold dem for dig selv!"
Advarslen lod hun hænge i luften imellem dem, inden et smil igen krusede over hendes læber, da hun drejede om hjørnet for at komme væk fra byen, og i det fjerne kunne man ane kirkegården, som var deres mål. "Dæmonduften stammer fra noget.. helt andet" bemærkede hun kort, og med et nik lukkede hun samtalen om dette væsen. Hun ønskede ikke at forklare yderligere hvor den stammede fra, og fanddt heller ingen grund til at han skulle vide det.