A new world //Cornelius//

Stedet :: Skoven Forét
Tid :: omkring middag
Omgivelserne :: Træer og sådan som en skov nu ser ud.
Vejr :: Det er dejligt med høj himmel og varme nok til man ikke behøver at have overtøj på mere.

Forsigtigt rørte hendes fod det bløde græs og hun trak den med det samme til sig igen mens hun klamrede sig til den sidste rest af bjergvæg inden man kom helt ned på jorden, over hende rakte træerne mod himmelen som store smukke stolper der i desperate forsøg prøvede at overgå hinanden. Alt dette var klart for hendes indre blik da hun ikke var i stand til at se som andre med mindre hun var i sin anden form, det var det man gav afkald på når man blev en føniks. Forsigtigt trådte hun helt ned på græsset og lod så begge ben stå på det mens hun med usikre ben begyndte at gå fremad, alle lugtene og følelserne der overstrømmede hende var utrolige, hun havde ikke været nede fra bjerget i mere end 500 år og kunne således ikke beskrive det hun følte ud over det måtte være lykke eller glæde, hun begyndte så småt at løbe, men faldt over en sten og rullede rundt i græsset mens hun grinede højt og inderligt som om det var det bedste der nogensinde var sket for hende. Sonja blev liggene i græsset mens hun prøvede at få en fornemmelse af hvordan himlen så ud, men måtte opgive da hun ikke kunne koncentrere sig nok til at lade det indre blik åbne et tredje øje, et blad faldt ned fra en af træerne og landede på hendes pande med en lille blød bevægelse som vidste den at hun ikke ville gøre den noget, med en blid og meget bleg hånd tog hun bladet i hånden og foldede det med en nemsom hånd til noget der lignede en meget lille fugl og da hun kastede den op i luften over sig svævede den rundt i luften som var den et rigtigt levende dyr, dette fik hende til at smile selv på trods af hun ikke kunne se det men energien hun havde sat i bladet bevægede sig rundt og var så virkelig for hende som alt det andet der var omkring hende. Langsomt satte Sonja sig op og lod som om hun kiggede rundt om sig, dette var meget bedere end det hun huskede fra da hun sidst havde været nede fra bjerget, alt virkede forandret til noget nyt og mange af de træer som hun slev havde været med til at plante over de døde var blevet til enorme stammer, hendes sorte kjole fik blade til at rasle mens hun bevægede sig og det lange sorte hår flagrede i den stille vind som engang i mellem dansede igennem skoven som en adræt balletdanser, men med et blev hele hærligheden forstyrret da et enormt brøl fik hende til at sætte sig ned i bare skræk, Sonja begyndte at kravle væk fra der hvor lyden var kommet fra mens hendes hjerte begyndte at banke som en vanvittig i hendes bryst. En bjørn kom langsomt traskene ud mellem træerne efter hende, den havde ikke travlt da den allerede kunne se at dette væsen ikke var i satand til at begynde at løbe som de andre, den stillede sig foran hende mens den endnu engang brølede så træerne rystede og Sonja skreg.

Langet inde i skovens dyb i en lille lysning som man aldrig ville finde med mindre man vandre i dage eller timer vis man nu var et hurtigt væsen, denne lysning var ikke som andre for denne lysning var skabt af noget andet end naturen nemlig en dværg, træerne var fældet og ud af de ti træer eller flere var der lavet en rimelig stor hytte, som lå i udkanten af lysningen denne hytte var smuk dens træ var slebet og på døren var der skøret masser af figurer samt dyr ind så det næsten dannede en historie, hytte havde en lille terrasse samt et brændeskur og et tag lavet af træ hvor der var sat masser af grene med blade på desuden stak der en skorsten op som var lavet af sten ud af dens åbning strømmede der en let lys røg som fløj til vejrs og forsvandt ud i det blå, på terrassen stod der en gyngestol samt et lille bord som også var skåret ud af træ, næsten alt i hytten var lavet af træ på nær brændeovnen som var lavet af sten samt ler, men hvem ejede denne hytte? dette mesterværk? det var der et klart svar på. Cornelius en ældre dværg stod tæt på brændeskuret med et sort stykke træ foran sig som han hugge i stykker med en stor tung økse, svedet løb ned af denne rimelig høje dværgs pande, hans krop var robust samt muskuløs og ret slidt efter mange års arbejde, hans ansigt var ovalt samt kraftigt og hans hud let brun med mange små ar, hans hår var orange næsten rødt samt tykt, det var klippet i en hanekam som endte i en lang fletning som blev holdt sammen af en lædersnor, denne frisurer var ret anderledes i forhold til andre dværg men det gjorde dog intet, udover det lange hår på hovedet havde han et tykt skæg som voksede som det lyste dog var der lavet to fletninger af overskæget. På hans pander var der et dybt ar som forstillede to lyn som gik hele vejen om i hans nakke og lavede et mystisk mønster på hans baghoved, og så var der hans øjne det ene var gult imens det andet havde en grøn farve disse øjne bar et roligt blik, Corn stønnede let imens han hugge videre for at få mere brande til skuret, hvorfor han ikke boede i bjærget med sine artsfæller var der en god grund til da han var bortvist fra sin klan dog havde han det nu fint her i skoven. Han var iført en brun lædervest samt et par bukser havet af en gammel sæk, desuden bar han et bælte hvor i der hang et par knive samt små læderposer med penge udover det havde han en læderrem på ryggen hvor i øksen ku sættets fast, på fødderne bar han et par slidte lædersko og på skuldrene var der sat to metal plader som sku minde lidt om en rustning. Corn stoppe med at hugge hvorefter ha hurtigt sat øksen på plads på ryggen da han havde høet et skrig*typisk*tænkte han surt men begyndte dog at gå så hurtigt han ku mod lyden, efter et stykke tid kom han frem til det sted hvor lyden kom fra og her mødte han et velkendt syn nemlig en bjørn som vidst havde fundet sit bytte, Corn brummede kort hvorefter han hev øksen op for så at svinge den over hovedet imens han trådte nærmer"skrid bjørn"brummede han højlydt med sin dybe stemme.

Sonja var skræmt fra vid og sans, hun havde aldrig oplevet at dyrene i skoven ville æde hende og da slet ikke en bjørn som plejede at være et nobelt og venligt dyr, tingene havde sandelig ændret sig siden hun havde gemt sig i bjergene for at komme væk fra den verden der gav mindre og indre plads til væsner med særlige krafter, 500 år havde hun brugt på at sidde og skrive og fortælle om de ting der havde været hendes races mest kostbare og elskede ritualer og evner, så meget var gået tabt igennem tiden at det hun havde kun udgjorde en en brøkdel af det der engang havde været. Sonja skreg igen da bjørnen rejste sig og stillede sig på bagbenene foran hende mens den stønnede og prustede, hun rystede helt ind i knoglerne og anede ikke hvad hun skulle gøre, der var ingen steder at løbe hen og prøvede hun ville hun ikke komme langt da bjørnen både var hurtigere og havde fordelen af ikke at være blind. Bjørnen langede ud efter hende, men dens pote blev standset da den nærmest ramte en boble af energi som Sonja holdt oppe for at redde sig, den virkede et kort øjeblik overrasket og snusede lidt til der hvor kraftfeltet havde været før den igen begyndte at angribe med voldsom kraft, denne gang gav den ikke op fordi kraftfeltet var der, men begyndte at hamre løs på det med enorm kraft som fik jorden til at skælve. Indeunder kraftfeltet sad Sonja med armene i vejret mens hun prøvede at holde det oppe med livet som indsats, men hun kunne mærke hvordan hun mistede flere og flere krafter som hendes kraftfelt blev mere og mere smadret af den vilde bjørn. Bjørnen slog igen med stor kraft og Sonja kunne mærke hun ikke kunne holde det oppe meget mere, der kom endnu et slag fra bjørnen og lyden af glas der smadredes gav ekko igennem skoven, kraftfeltet var smadret og Sonja sad der bare med ansigtet vendt mod bjørnen mens hun ventede på at den skulle slå hende og det hele ville blive sort, men der skete intet, det var som om bjørnen tøvede med at gå til angreb på hende for at se om den bare kunne skræmme hende ihjel, men da lyden af en dyb stemme rungede fattede hun det hele, der var en eller anden der havde hørt hende skrige og nu var kommet for at rede hende, hun kunne have grædt af glæde hvis hun havde haft øjne, men det blev ikke til andet end et forsigtigt smil. Bjørnen kiggede lidt på den lille dværg der stod lidt fra den med et sultent blik, kvinden ville jo ikke stikke af så det kunne være den kunne få lidt dværg til hovedret, den brølede igen som en sindsyg og begyndte at løbe mod dværgen i høj fart.

Cornelius havde kæmpet imod mange bjørne igennem årene og frygte den langt fra hans øjne så kort mod kvinden før han rette blikket mod bjørnen da den nu kom mod ham i høj fart"så kom dog and"råbt Corn højt hvorefter han trådte nærmer den stor bjørn som langt højder end ham men ikke klogere for Corn var langt klogere end dette dyr, han hvæsse koldt af den idet han svag øksen imod dens hoved da den kom tæt nok på, han slap grebet i øksen hvorefter han kaste sig til side og håbede på at han havde ramt den dog begyndte han at mumle en masse ord på et æld gammelt sprog imens han bævede den ene hånd i et mønster, kort tid efter begyndte den nærmeste busk med torne at sno sig hen af jorden mod den store bjørn for så at vikle sig omkring dens barben og videre op af kroppen selv vis den kæmpe imod ville buske borde sine torne dybt ned i den. Corn stoppe mumlen imens han kom på bene og trådte hurtigt hen foran kvinden for at beskytte hende, dog vidste han ikke at hun vatr blind men hvor sku han os vide det fra nu gjaldt det bare om at få den bjørn dræbt pelsen samt kødet kan jeg sagtens bruge*tænkte han roligt da det ku blive et godt måltid samt at han ku sy sig en kappe af pelsen "de er i sikkerhed nu frøken, jeg skal nok få ordnet den bjørn"sag han kort til hende før han så mod bjørnen igen, busken bevægede sig stadig op af den store bjørn for at skade den. Siden den dag Cornelius blev udstødt har han boet i denne skov og kender den ud samt ind, han begyndte hurtigt på at bygge hytten samt at jage dyr for at få mad desuden hentede han mjød og solgte ting mor det mørke marked for at få guld samt ædelsten da han hungrede efter sådan ting, livet alene var hårdt men han nød det for han ku gøre hvad der passe ham uden nogle lev sure så dette var perfekt desuden elske han naturen nok også fordi han ku få ting til at gro som det passe ham. //bliver længer næste gang//

Bjørnen kom stormene mod dværgen og åbnede munden for at bide ham da den mente han ikke kunne slippe væk mere, de spidse tænder glimtede i solen som små stjerner, men munden lukkede brat igen da en økse borrede sig sig ind i kraniet på den og blev siddende, bjørnen der nu var noget om tåget og havde en økse i panden væltede lidt rundt inden den fik vendt sig helt om mod dværgen og kom med et træt prust inden den småløb mod ham igen men blev standset at en busk som begyndte at sno sig om den og bore sine torne ind i den, bjørnen der allerede var dødeligt såret gav op og med et sidste træt støn overgav den sig og åndede ud en sidste gang. Sonja sad tilbage og hørt på larmen, men kunne ikke finde ud af hvad der skete omkring hende, hendes koncentration var væk og hun kunne ikke fornemme det der skete omkring hende siden hun var for bange til rigtigt at gøre noget, men en der var kommet en eller anden for at redde hende, en mand troede hun og sådan som det lød måtte han enden være igang med at blive ædt af bjørnen eller være igang med at dræbe den med de bare næver, en ting var sikkert, hun skulle ikke blande sig og da slet ikke når der var en der prøvede at redde hende. Sonja hørte skridt mens larmen fra bjørnen der væltede rundt stadig kunne høres, lyden af hans stemme kom som et kærtegn, han lød som en stor mand, en af dem hun selv havde siddet og skrevet om inde i hendes grotte, en af denslags som altid redde dem i nød fra den visse død, "Jeg... men... tak" lød hendes stemme en smule betuttet mens hun kom på benene og famlede lidt frem for sig for at få balancen. Lyden af bjørnen forsvandt helt og hun måtte gå ud fra at denne mand havde dræbt den for at redde hende, hun søgte igen at få nok koncentration til at åbne det tredje øje, men det lykkedes hende stadig ikke selvom hun nu var mere rolig igen, hun bukkede for der hvor stemmen var kommet fra "Jeg takker dem", hun vidste egentlig ikke rigtigt hvordan man skulle gøre den slags og om han fortjente en form for belønning, hvis han ville snakke med hende kunne hun vel få drejet samtalen ind på om han ønskede noget af hende, hun blev en smule rød i kinderne ved den tanke, men lod den glide hurtigt væk fra hende tanker igen, "Må jeg se dem min herre?" spurgte hun med en venlig stemme og famlede en smule foran sig med den ene hånd et godt stykke over dværgens hovedhøjde, men kunne ikke få fat på nogen selvom hun var sikker på det var der stemmen var kommet fra og blev fortvivlet, det kunne jo være han var såret, "Hallo... er de der?", hun var urolig nu og hendes stemme afspejlede det meget.

Cornelius smilede bredt idet han så at hans økse faktisk havde ramt plet dog var denne bjørn ikke død endnu men der gik ikke lang tid før trone fik ramt på den og den til sidst gav op, han trak svagt på skulderen hvorefter han hurtigt gik hen til den imens han igen mumlede de mystiske ord og fik busken til at fjerne sig igen fra den ny døde bjørn, han trak øksen ud af den hvorefter han satte den på plads før ha lukke bjørnens øjne blidt"godt kæmpet"hviske han let før han igen gik hen til kvinden, som han havde redet, hun lød taknemlig heldigvis "jeg ku vel ikke lade dem dø" svarede han let hvorefter han lo letter brummede men løftede et øjnebryn da hun spurgte om hun måtte se ham, ku hun ikke se ham? så lille var han da heller ikke dog kom ha i tanke om at hun nok var blind og derfor ville røre ham, han brummede svagt"det mpå de da"svarede han let og trådte et skridt nærmer dog fnøs han let da hendes hånd søgte ud i luften højt over ham, dog var han van til folk ikke så ham, han smilede let"jeg er dværg frøken "svarede han let hvorefter han blidt greb fat i hendes arm så den blev ført ned af så hendes hånd nu endte på hans halv skallet hoved "hvad er deres navn?"spurgt han let imens hans øjne betragte hende, han lod hende også roligt mærke på ham, betaling behøvede hun ikke for bjørnen var nok den gav ham både mad samt tøj dog ku en samtale være hygglig"ville de ha noget imod at følge med mig hjem til min hytte den ligger et stykke her fra, jeg vil gerne byde dem på lidt mad og desuden skal jeg ha bjørnen med mig "sag han roligt med sin dybe brummende stemme. Corn var nu ikke typen der rede folk men denne gang var han blevet nysgerrig og ja nu havde han redet hendes liv*hvad mon hun laver her?*tænkte let, skoven var et farligt sted når man ikke ku se Cornelius kendte til de fleste fare her var og vidste derfor hvor dumt det havde været af hende at tag her ned” Cornelius er mit navn”tilføj han let da hun sikkert ville spøger ham om det samme da han jo også havde spurgt om hendes navn.

Sonja blev knaldrød i kinderne da han sagde han var dværg, det kunne ikke have set mere pinligt ud og hun havde ikke bebrejdet ham hvis han var blevet sur over det, men da han tog fat i hendes hånd satte hun sig ned på knæene så hendes hoved var på højde med hans og han uden tvivl ville kunne se det lille silkeklæde der var foran hendes øjne så der ikke kunne være nogen tvivl om at hun var blind. Sonja lod sine hænder løbe ned over hans ansigt og rørte hver en fold, rynke eller ar, han var præget af årene og havde vidst levet et mere end bare normalt hårdt liv, hun lod den ene hånd løbe ned over hans mund og fik fat i en af hans skæg fletninger, "Hov undskyld... det var ikke med vilje", hun trak hånden til sig og rettede ansigtet ned mod jorden. Sonja sad der lidt og prøvede at fornemme hendes energi men måtte opgive igen med et smil, hun havde glemt alt om dværges naturlige modstand mod magi, "Mit navn er Sonja og det er en ære at blive reddet af en dværg som dem mester Cornelius og det ville være mig en glæde at følge dem... men hvordan har de tænkt dem at slæbe bjørnen med dem?", hun rejste sig og holdt blidt fast i skulderen på dværgen for at vise hun var klar til at gå, men inden dværgen kunne nå at flytte sig sagde hun, "Jeg kunne ikke få dem til at bringe mig tilbage den her vej når jeg bliver nød til at gå, jeg er nød til at have et sted med en masse plads for at komme hjem senere", hun pegede mod bjergkæden der strakte sig bag dem sig så langt øje rækkede bag dem. Sonja tog godt fat i skulderen på Cornelius og ventede kun på at han skulle begynde at lede hende nogen steder.

//undskyld det er lidt kort, men skulle lige have noget mad og du hungre sikkert efter at skrive ^^//

//helt iorden//
Cornelius smilede let imens han lod hende føle på hans ansigt imens han selv betragte hendes samt bindet for hendes øjne, han lo let idet hun fik fat på hans skæg"det gør skam ikke noget"svarede han let hvorefter han lo svagt igen og nikkede let til hendes navn"Sonja "kom det let fra ham dog mest for at huske hendes navn"bjørnen det skal du ikke tænke på jeg har mine fordele" svarede han let imens han betragte hvordan hun kom op og stå igén"de havde vel regnet med at deres redningsmand var stører ikke sant?"spurgt han roligt hvorefter han kort så rundt for så igen at se på hende da hun spurgte ham om noget"jeg skal nok følge dem tilbage bare rolig"sag han let hvorefter han førte hende roligt hen til bjørnen, han lage en hånd på den hvorefter han mumlede nogle ord på et fremmed sprog, da han tav begyndte græsset at skubbe bjørnen af sted i retning mod hans hytte, dette var en del af hans evner og ja denne evne var meget brugbar. Han begyndte så at gå af sted med hende ved sin side uden rigtigt at sige noget, dog efter et stykke tid brød han tavsheden"kan de li mjød, eller vin eller andet?"spurgt han let idet de nærmede sig hans hytte og man ku nu lugte røgen fra skorstenen "vil de helst være ude eller inde?"spurgt han så idet han stoppe op sammen med hende foran hans smukke hytte. Bjørnen lå et stykke foran hytten og vendte blot på Cornelius fik tid til at slagte den dog krævede det et ret stort bål samt t han sku være alene lige nu måtte han snakke lidt med hende, han vendte blikket mod hende og fjernede let hendes ånd fra hans skulder nu hvor de ikke sku gå længre"nu er i her Sonja"sag han let.
Han havde på fornemmelsen om a hun nok ville spørger hvorfor han boede her og ikke oppe i bjærgende sammen med hans artsfæller.

Sonja fulgte bare stille efter Cornelius mens hun nød græsset under sine bare fødder, det var noget helt andet end sneen på toppen af bjergene som ikke bare gav en kolde fødder, men også gjorde at det var svært at lave andet end at opholde sig inde i hulerne hvor varmen ikke ligefrem var noget man kunne tale højt om, hun kom til at tænke på sine bøger og de mane papirer som hun havde i store støvede bunker overalt der knap nok efterlod nok plads til hendes lille seng og det sted hvor hun fremmanede sin mad ved hjælp af simpel konstruktions magi, hun kunne hvis det skulle være leve hele sit liv dernede uden at bevæge sig ud og det havde hun også gjort gennem de sidste 500 år, men nu havde hun haft tid og lyst til at komme ned og se hvad der foregik i verden igen inden hun ville lade sig vende tilbage til arbejdet, for det ville ikke flytte sig nogen steder. Sonja begyndte at grine hjertevarmt til Cornelius "Jeg ved ikke hvad mjød er og vin har jeg ikke fået i meget lang tid, men jeg ville da elske at få lidt igen.... dog må jeg advare dem, jeg er ikke lavet til alkohol så de må ikke give mig for meget og kan vi ikke blive udenfor?", hun smilede stort mens hun prøvede at kiggede ned på dværgen, men hendes blik var forskudt nok til at det var en smule komisk. Sonja kunne mærke lugten af røg i sine næsebor og gættede på at de var kommet til Cornelius's hjem, hun smilede stort mens hun fornemmede det nærmest magiske der var ved stedet, man kunne mærke der var noget lidt udover det sædvanlige her, "Dit hjem må være storslået, det føles som noget helt specielt", hun lod forsigtigt en hånd løbe hen over en af de planker hans hus var lavet af og lagde hoved lidt på skrå mens hun med en forsigt stemme spurgte hun, "De må ikke blive sur min herre dværg, men hvorfor bor de i skoven? Jeg troede dværgene ikke kunne fordrage lyset og luften?", hun fulgte træet lidt inden hun stødte på den døde bjørn med den ene fod og var ved at falde, hun holdt hænderne op foran munden med en forskrækket bevægelse.

Cornelius smilede let det var nu længe siden han havde haft besøg ¨å det var nu rart nok, man ku mærke at græsset her var, sunder samt mere friskt end andre steder i skoven desuden dufte her også mere frisk og røgen dufte af frisk tørret brænde, han nikkede let"helt iorden vent her et øjneblik"sag han kort hvorefter han forsvandt ind i hytten, kort tid efter kom han ud igen med to krus samt en flaske vand, han satte síg roligt ned med et bump"sæt dem enlig ned på græsset så for de lidt vin"sag han venligt imens han hældte vand i begge krus, det lignede bare normalt vand men var det også, Corn lod en hånd køre over det ene krus hvorefter han sagde nogle korte mystiske ord, det samme gjorde han ved det andet krus, kort tid efter dukke der en fin rød vin op i det ene krus og i det andet dukke der mjød op endnu en af hans evner der gjorde at han ku skabe forskellige væsker ud af vand. Han betragte hende let ide han rakte en hende op imod hende for at hjælpe hende ned vis hun ikke ha hjælp",jød er det vi alle dværge drikke det er den bedste øl man kan få"sag han roligt hvorefter han smilede let selvom hun ikke ku se det, så sukke han svagt da hun spurgte hvorfor han boede her"det er lang historie Sonja, men jeg kan sige at jeg blev smidt ud af min klan eller retter sagt slægt samt landsby, derfor flytte jeg er l skoven"svarede han let, man ku hører at han havde været meget igennem og at han ikke var helt stolt af sin historie men det ku der ikke laves om på, men han havde vænnet sig til livet alene og ja skoven var som skabt for ham da han nød træerne samt den friske luft, han betragte hende let”hvorfor er de selv her i skoven?”spurgt han så roligt.

Sonja tog mod hans hånd med en frisk bevægelse og dumpede ned i græsset ved siden af ham med et skævt smil, den lange kjole foldede sig om hende til den sad helt stramt som et par bukser i stedet for en kjole, hun ledte lidt efter glasset og fik det til sidst i hånden, *skide blindhed!*, hun tog et lille nip fra glasset, det smagte fantastisk, "Har du selv lavet det?" spurgte hun eftersom hun ikke havde set noget og bare ud af ren høflighed spurgte ham. Efter at have drukket et halvt glas kunne hun allerede mærke det begyndte at stige hende en smule til hoved og hun begyndte at blive en smule rød i kinderne da hun selv lagde mærke til det, det var ikke velanset at være fuld blandt hendes race, men der ville jo alligevel under ingen omstændigheder komme nogen alligevel, det beroligede hende en smule så hun kunne koncentrere sig om Cornelius's historie igen, han virkede ked af det og hun lagde en hånd på hans mens hun kiggede frem for sig i stedet for på ham, "Jeg ved hvordan du har det, man kan ikke sige jeg er udstødt men jeg har på samme måde ingen andre", hun vendte ansigtet ned i jorden mens hendes ansigt fordrejede sig i et trist udtryk da han spurgte om hvorfor hun var i skoven, selve spørgsmålet emmede for hende af ordene *du er blind... hvad laver du sådan et farligt sted?*, hun kunne selvom hun godt vidste han ikke mente det på den måde ikke lade være med at blive en smule ked af det og ventede et øjeblik inden hun svarede, "Jeg er i skoven fordi jeg trængte til at komme væk, jeg ved godt her ikke ligefrem er sikkert for en med mit... problem, men jeg var nød til at komme væk, jeg har siddet i mit hjem de sidste 500 år og ikke lavet andet end at skrive om dem der er døde", silkebåndet ved hendes øjne begyndte at blive vådt, "Jeg er den sidste, den allersidste af os og derfor er det min pligt at skrive det hele ned, eller det der er tilbage af vores viden, men jeg havde bare brug for at komme væk, mærke noget andet end støvede gamle pergamenter og denslags åndsvage ting, så for første gang i gud ved hvor længe er jeg kommet ned", hun drejede hoved og smilede på trods af at hun var tydeligt ked af det, "Og så er jeg så heldig at møde en som dem mester dværg", hun tog en hånd op til silkebåndet og kunne tog det af for at taget et nyt et på og afslørede de helt hvide øjne indenunder i et øjeblik inden hun fik taget et nyt et på.

Cornelius smilede let da hun tog imod hans vin"ja det kan man vel godt sige på en måde "svarede han let dog ku han også se det røde på hendes kinder "du skal vidst ikke ha mere, men du kan få lidt vand" svarede han let hvorefter han løftede det ene øjenbryn let da hun lag en hånd på hans ret store tørre hånd, han lytte til hende og ku fornemme at hun ikke var så glad derfor lage han lidt klodset en hånd på hendes kind"så vi begge to stakler" sag han blidt hvorefter han fjernede hånden fra hende igen da hun drejede hoved "det var mange år Sonja du må ha savnet selvskab"sag han let imens han betragte hende hun var en mystisk kvinde men selvfølelig han var heller ikke normal nok også en af de grunde til han blev udstødt, han så hendes bind blive vådt et tegn på hun græd og han nåde da også at se de hvide øjne før de igen blev dækket, han lag igen en hånd på hendes kind"det må ære hårdt for dig at være den sidste af din klan"sag han let"jeg er ikke den sidste af min men jeg skilte mig ud fra mængden af dværge"sag han roligt hvorefter han tog sit krus og tog en står tår af den skønne mjød som hurtigt fik hans humør op"tak jeg er skam også glad for at ha mødt dem samt redet dem"sag han roligt det var nu rart at få lidt selskab.

Sonja blev overrasket da hun mærkede den hårde hånd på hendes kind, men havde intet imod den, hun puffede kinden lidt ind til den og smilede en smule, "Jeg er vidst den eneste stakkel, det er kun mig der sidder og flæber over fortiden som ingen kan bringe tilbage", hun klappede hans hånd med hendes lange hvide fingre og kunne mærke den gamle magi som sad i ham som den gjorde i alle dværge. Sonja tog imod vandet med et smil, så lidt som hun havde lyst til at indrømme det havde dværgen ret i at det nok var bedst hun ikke fik mere at drikke med alkohol i, hun nippede til vandet og satte glasset fra sig igen med en resolut mine, hun drejede hoved mod ham, men hendes ansigt var stadig forskudt fra hans, "Må jeg spørge dig hvad der skete? hvad ledte frem til at du blev sendt bort af din klan og flyttede ud i skoven?", hun lød nysgerrig som et lille barn der ventede på en god historie og hun lagde ikke selv mærke til det, for mange mennesker ville det være meget krænkende at blive udspurgt på den måde om sin fortid, men siden Sonja ikke var et menneske havde hun ikke de samme måder at snakke med folk på, blandt hendes folk havde man sat pris på historier, både de sande og dem der var mere eller mindre opdigtede havde haft en stor værdig, men de var næsten allesammen gået tabt i tidens løb sammen med både gammel lærdom om den magi hun besad og deres æl gamle guder som nu ikke var andet end de smukke granit figure der pryede hendes hjem. Sonja tog hånden ned mod jorden og mumlede langsomt ~Gaiaelithion~ kort efter sprang blomster i en lille cirkel omkring dem, det var ikke svær magi og selv et barn ville hvis det havde magiske evner kunne lave denne besværgelse, hun smilede igen til Cornelius "Er de smukke?"

Cornelius betragte hende og lod hende øre hvad hun nu havde lyst til dog kom han i tanke om noget"jeg tænkte på at de da er velkommen til at overnatte her hos mig vis de vil? jeg har plads nok"sag han roligt hvorefter han smilede let, nu ku han høre hun var nysgerrig angående hans fortid dog ville han gerne fortælle om den dog ville han ikke sige alt, da der var ting han selv måtte holde skjult fra andre, han rømmede sig lidt hvorefter han kort lukke øjne for at tænke tilbage til den dag han blev sendt bort en frygtelig dag"det skete for 300 år siden dengang jeg var yngre, jeg havde siden jeg var , lille snakket om at verden omkring bjerget sku udforskes, men de andre nægte, da jeg var lille tog jeg selv på udflugter til skoven hvor jeg lærte masser af ting som jeg fortalte videre men igen troede på mig, igen ville se sandheden i øjne"sagde han let dog var han ikke færdig endnu han sku blot lige han en tår af sin mjød før han fortsatte"i skoven lærte jeg mine evner at kende jeg fandt ud af at jeg ku få planter til at gro, samt at jeg ku skabe nye planter samt træer, da jeg kom tilbage til bjerget i den grotte hvor min familie boede fik jeg så småt planter til at vokse men mine forældre fjernede dem i fordi de frygte at de var skadelige, folk begyndte at snakke om mig og at jeg var mærkelig men det tog jeg mig ikke af, som årene gik lærte jeg mere og mere, desuden mindste jeg langsomt evnen til t skabe våben til gengæld blev min evne til at skabe ting ud af træ stører men denne evne var heller ikke god nok til dem"fortsatte han roligt"dog elske de min anden evne som er at jeg kan lave alle mulige væsker ud af vand så som at skabe vin ud af vand, det fandt mit folk godt da de elsker mjød som er en stærk øl dog begyndte jeg at lade være med at opfylde deres ønske om at lave mjød, da de blot udnytte mig på det groveste, de forstod intet af hvad jeg enligt vidste og hvad de gik glip af" han holdt igen en lille pause imens han tænkte tilbage"den dag jeg fyldte 300 fik kongen nok af mig og beslutte at alle sku mødes, da alle var samlet blev jeg sendt ind i midten af den store cirkel som alle havde dannet midt inde i cirklen stod kongen, han bad mig knæle for ham og det gjorde jeg, den dag blev jeg bortvist, jeg fik at vide at jeg ikke måtte komme tilbage og at jeg ikke længere havde mit efternavn samt at vis jeg prøvede at komme tilbage måtte dværgene sende mig væk. ´Det var hårdt men jeg tog af sted og beslutte mig for at flytte ud i skoven og siden den dag har jeg boet her"slutte han let af hvorefter han sukke svagt, han betragte så hende lidt igen imens han drak det sidste mjød fra sit krus, han betragte så blomsterne omkring dem"ja de er smukke"svarede han så blidt

Sonja smilede svagt mens hun lod sin hånd løbe ned over hans ansigt og derefter hans arme, de var små men bar præg af et hårdt liv der ikke ligefrem havde indbudt til rolige stunder som denne med mjød og vin, det var første gang i hendes liv hun havde mødt en dværg og så skulle det lige være en så sød og venlig som Cornelius, hun kom til at tænke på et eventyr hun havde hørt da hun var lille for meget længe siden, det havde vidst handlet om en kvinde og hendes dværge... måske også en heks, hun stoppede ved tanken om heks, det var det menneskene kaldte hende på grund af hendes krafter, de mente hun var skadelig og farlig at være i nærheden af på den helt gammeldags måde, så som at hun gjorde køer syge eller satte gårde i brand, det var et rygte der havde hængt ved hendes race hele den tid hun kunne huske, men ingen anede hvor det startede og hvorfor det var startet. Sonja blev bragt ud af sine tanker og hørte kun halvt det Cornelius sagde, men det var mere end rigeligt, med et stort smil krammede hun sig pludselig indtil ham, "Det ville være mig en ære at overnatte hos dem", hun kunne ikke nære sig og gav ham et lille kys på kinden, hun havde aldrig oplevet en velvilje mod hende på den måde før og det skulle da ikke gå forbi uden tak. Sonjas ansigt blegende dog til et i dorg da hun hørte på Cornelius historie, han havde oplevet den samme tvivl og forfærdelse som hende da han opdagede han var anderledes, men i modsætning til hende som var blevet kaldt et vidunder bland sine artsfæller var han blevet smidt på porten og måtte klare sig selv, hun havde ligepludselig meget større respekt for den lille dværg end hun havde haft før selvom den ikke havde været lav til at starte med, enhver der kunne lade det hele han eller hun kendte bag sig og så stadig kæmpe sig igennem en hård verden, Sonja selv havde jo hendes krafter, men for Cornelius havde han til at starte med sikkert haft nogen sultne nætter i skoven inden han havde fået bygget sig et hjem. Sonja krammede ham kort og smilede "Du er en større mand en enhver kæmpe nogensinde kan blive".

Cornelius smilede svært og lod hende røre sit ansigt uden at stoppe hende dog gispe han svagt da hun pludselig krammede sig ind til ham"lige frem en ære?" brummede han overrasket hvorefter han rødmede svagt af hendes kys det var nu det gode ved at hun ikke ku se ham, han krøb blidt ud af hendes kram igen"du siger bare når du vil ind"sag han let hvorefter han lage en slidt ret stor hånd på hendes skulder, hun var en flink kvinde han plejede ikke at snakke så meget om han gjorde med hende faktisk stole han lidt på hende. han betragte hende efter at ha fortalt sin historie han ku se hendes blik blive mere sørgeligt men hun sku da ikke tænk på ham, han havde haft et hårdt liv men han havde bevist at han ku klare sig selv og at han var klogere end de andre dværge, ja han havde sultet i et par nætter for mange år siden men det havde han også overlevet. han klappe hende blidt på skulderen efter hendes store ord"tak det er storer ord"sag han let hvorefter han også selv krammede tilbage før han så tog sit krus og drak det sidst af sit mjød før han så rejste sig let op og strakte kroppen let efter at de nu havde siddet der i flere timer"mere de vil vide om mig?"spurgt han let, idetr han så let på hende med et smil.

Sonja sad der og nød lugten der kom når solen langsomt begyndte at dale over bjergene, fra toppen af hendes hjem var ville udsynet uden tvivl være fantastisk og hun havde tit stået der og mærket hvordan varmen og solen forsvandt og gjorde plads for mørke, stjerner og månen, hun havde drømt om bare at få lov til at se det bare en gang, men prisen for hendes gave var betalt og hun ville aldrig få sit rigtige syn igen, hun var dømt til et liv hvor hun ikke kunne se skønhed hvilket også gjorde at hun ikke var en person der gik meget efter hvordan folk så ud. Sonjas forældre havde for længe siden allerede inden hun var blevet født givet hendes syn til ånderne mod at hun fik magiske krafter og et utrolig langt liv med evig ungdom, for allerede dengang kunne alle sige med sikkerhed at hendes art ville forsvinde og nu var hun den sidste eller det var da det hun troede siden hun ikke havde hørt fra andre Apostat Animagi i snart 1000 år. Hun mærkede den lille dværg trykke sig ind til hende og hun blev varm på den allerbedste måde, "Jeg har ikke lavet andet end at læse eller skrive bøger gennem flere menneskealdre, så jeg kan efterhånden nogen meget hjerteskærende citater", hun holdt et lille grin tilbage og rejste sig sammen med Cornelius, langsomt fjernede hun silkebåndet der var om hendes øjne, "Jeg har ikke brug for det når solen ikke skinner mere", hun holdt det ud i strakt arm og mumlede en formular, med det samme gled båndet ind under hendes hud og blev til et kryptisk tatovering der snoede sig om hendes håndled, det lignede en form for skrift fra et gammelt sprog hvilket det også var. Langsomt åbnede hun øjnene så Cornelius tydeligt kunne se at der ikke var nogen pupiller men kun hvidt hvor nogen farver engang imellem fløj igennem med en fart der næsten ikke kunne se med menneskelige øjne, hun smilede til Cornelius, "Endelig kan vi ses øje til øje", hun famlede lidt inden hun fik fat i hans skulder, men stillede sig så afventene ved siden af ham, "Jeg tror ikke der er mere jeg vil spørge dig om, hvis du har lyst til at fortælle mig noget kan du det, men det begynder at være uforskammet af mig at udfritte dig på den måde". Kulden var begyndt at rulle igennem skoven som solen var gået ned og selvom Sonja kunne lave sin kjole om til stort set alle former for beklædningsgenstande ville hun gerne indenfor, "Vil du fortælle mig om dit hjem? Det gir ingen mening at sige jeg gerne ville se det", sagde hun med en drillende stemme og drejede hoved mod Cornelius, men kiggede stadig ved siden af ham.