Hvor meget koster en glasblomst? //privat... I ved selv hvem

Sted: Det sorte marked
Tid: aften, mørket er faldet på
Omgivelser: Boder og en hel del knap så venligt udseende mennesker med deres vare
Vejr: stille og stjerneklart

Leldorin stoppede forundret op i udkanten af den stor markedsplads. Stedets mylrende liv tog næsten vejret fra ham efter gydens klamme, lydløse ensomhed. Adskellige tilkastede ham nysgerrige eller mistroiske blikke i forbifarten.Han så ned af sig selv og måtte give dem ret... Hans lange, løse, hvide hår som hang silkeagtigt ned til midt på brystet og den korngule tunika fortalte med al ønskelig tydelighed at han var gået forkert, gruelig forkert.
Egentlig havde han blot forvildet sig ind til byen for at hente vare som kom ind med et elverskib til havnen ved hvert syvende fuldmåne, men da han var kommet for tidligt og nu var han faret vild i byens sindrige system af gyder og stræder. "Min gode herre...." en krøbling kom humpende hen mod ham "En synsk halskæde? Koster kunlidt blod..." Han holdt et øje der var trukket på en snor op mod ham og Leldorin lagde forskrækket hånden over munden da han kunne mærke kvalmen røre på sig "...du mærker det næsten ikke..." Krøblingen lænede sig helt tæt frem mod ham og smilede så hans lange, sylespidse hjørnetænder blev blottet. Leldorin reagerede fuldkommen inpulsivt, hvilket nogen gange kunne være nyttigt og andre ikke, denne gang ikke. Lynhurtigt trådte han et skridt til siden og drejede sig fri af vampyr-krøblingens omklamrende nærhed og flygtede ind mellem de tætpakkede boder og stande.

Her var mange folk denne aften så der var godt gang i boderne og især en bod solgte godt, denne bod bestod af et bord som var lavet ud af træ, ved siden af bordet stod et par stole også skåret ud af træ på en meget smuk måde, der var sat små prismærker på og på bordet stod alt fra små figur til krus, kander og tallerkner savet af træ, selv bestik lå der som også var lavet ud af træ, desuden var her halskæder og pile samt et par buer og andre ting lavet af træ, alle tingene var smukke samt unikke, der stod også masser af stumtjener hvor der hang forskellige dyreskind som også var til salg. Ejeren af boden var en dværg som stod på en stol bag bordet for at ku se alt, denne dværg var høj samt muskuløs, hans hud var lysebrun samt slidt han var iført en brun læderskjorte hvor to metal plader var sat fast på begge skuldre desuden var han et par brunebukser som var lavet af en gammel sæk desuden havde han et par lædersko og et bælte hvor i knive sad fast samt at på hans ryg hang en stor økse. Denne dværgs øjne havde ikke samme farve det ene var gult og det andet grønt og så var der hans orange hår som var klippet i en hanekam som gik ud i en lang fletning desuden havde han et tyk skæg hvor overskæget var flettet(se avatar). men det der var mest mystisk, var to ar på hans pande som lignede to lyn som fortsatte om bagved hvor det bredte sig til et stort mønster. Cornelius var denne dværgs navn og ja han var udstødt fra sit folk og levede derfor i skoven"kom og køb"råbte han så højt han ku med sin dybe stemme.

Det sorte marked havde altid virket dystert, og hvem kunne det undre? Det lå ligesom i navnet, at stedet ikke var det mest renlige, venlige eller lovlige for den sags skyld. Mange mørke væsner bevægede sig igennem gaderne hver eneste dag, og man kunne med lethed skelne mellem gode og onde i dette område.. Sådan var det altid.
Ikke langt fra den råbende dværg, faktisk lige ovre på den modsatte side, at det man kunne kalde et gåareal, sad en kvinde sammenbøjet på hug, med ryggen op mod en mur. En hætte lå henover de røde lokker, som klistrede ind til hendes lette blege hud. Blikket stirrede tomt op i luften, og de dybblå øjne fortalte at kvinden langt fra var helt normal. Hun havde gennemgået en tortur værre end døden, og dette havde drevet hende til direkte galskab.
Folk bevægede sig i en stor bue udenom hende, og hvis man kiggede nærmere på ansigtet, ville man kunne få øje på det gamle blod, der sad størknet i hendes mundvige, og opdage at det ene øje var en anelse større end det andet, og huden omkring dette hang løst.
Hendes hånd med de brækkede fingre, som var vokset skævt sammen, gled op til netop dette øje, og gnubbede det voldsomt. Det kløede altid fordi Lazarus havde placeret en sensor bag dette, som altid fortalte hendes position.
Lige nu vippede hun frem og tilbage i taktfulde bevægelser, mens hun mumlede ord som 'månen vil dø', 'lys er sikkert', 'himlen græder blod' .. Hele tiden gentog hun mærkelige sætninger, som nok ikke gav mening, mens hun bed sig hårdt i underlæben.

Leldorin stoppede op ved lyden af en svag stemme, ikke den brølende dværg på den anden side af gaden selvom hans buer kunne lokke selv den mest modstandskraftige elver til ham. Nej den stemme Leldorin havde opfanget med sine stor, spidse øre var en kvindes stemme, en elver, det var han sikker på. Forvirret stoppede han op og spejdede ud og ind i mellem hærskaren af uvaskede, groteskudseende væsner der trængtes overalt som myre i en lokkedåse. Nej, han kunne ikke hører stemmen mere... Han opgav og gik nysgerrigt nærmere hen til Dværgens bod og pillede lidt ved et trækrus af enebærtræ, som han dog hurtigt fik stillet fra sig igen da han så prisen.
"Himlen græder blod..." dér var det igen! Han drejede rundt om sig selv og nu fik han øje på hende. Hendes stirrende, tomme blå blik og blodet der kunne anes mod den hvis hund fortalte tydeligere end ord hvad hun havde gennem gået.
Han skubbede sig gennem strømmen af væsner til han kom ud på den bare plet foran hende. Alle så ud til at undgå hende. "Kan du hører mig?" han afsøgte hendes ansigt for tegn på reaktion eller genkendelse af en anden elver.

//hvad var rækkefølgen?//

//Leldorin, Cornelius, Angelie ^^//

Cornelius havde stået her siden tidligt morgen så han begyndte langsomt at pakke sammen ved at putte alle tingene ned i kasser som stod under ham dog lod han en kunde kigge på et krus"det er god kvalitet min herre"sag Corn let men fnøs dog lidt surt da maden satte det fra sig og gik*typisk*tækte han let hvorefter han vendte tilbage til pakningen, efter kort tid var alt parket væk og blev nu gemt under en lem i jorden som tilhørte hans lille bod, han slutte af med at sætte en stor lås på før han sukke tungt efter en lang dag. Cornelius lod blikket vandre lidt rundt imens han kløede sig i skæget før han fik øje på de to elver, som gjorde ham en smule nysgerrig derfor satte han kursen hen imod dem dog holdt han god afstand da man aldrig vidste med disse væsner. Corn betragte kort den mandlig elver for så at se på den kvindelige dog var det ikke et kønt syn men Corn tog det nu meget roligt men vendte do blikket væk, nogle folk så på Cornelius nok fordi man ikke så dværge her omkring for de fleste holdt sig oppe i bjergkæden hvor de altid havde boet de var også så kedelige de turde ikke se verden, men det gjorde Corn nok fordi han ikke var velkommen iblandt dem.

Tankerne gled ind og ud i hendes hoved, og prøvede at spinde sammenhænge, men hver gang det var lige ved, mistede hun grebet omkring dem, og de blev igen usammenhængende og irriterende at lytte til. Blikket forblev vendt opad, og hun anede ikke at der lige overfor hende var en samtale igang mellem en elver og en dværg.
I gamle dage ville hun have rykket nærmere og lyttet med, dels fordi dværge var en sjældenhed her i landet, og fordi elveren var som hende selv, næsten som et familiemedlem. De stammede jo begge fra samme sted, fra samme fader og moder. Eller.. Nok ikke, eftersom hun havde tilsnudsket sig sin race ved hjælp af den tidligere hersker.. Angelie var ikke født elver, men animagus.
Heller ikke da denne elver så ud til at henvende sig direkte til hende, reagerede hun. Hun så ham ikke, ej heller dværgen der også havde nærmet sig. Istedet satte hun neglene mod den allerede halvt flossede kind, og begyndte at kradse nye sår ind i den, mens hun kiggede opad. Stjernerne blinkede klart ned mod hende, som prøvede de at fortælle noget, men igen kunne hun ikke opfatte hvad det skulle være.
Dog.. mange sekunder senere drejede hendes blik sig mod dværgen først, som havde slået blikket væk fra hende, for derefter at lade det glide over mod den anden elver. Havde han spurgt hende om noget? Undrende gled hovedet på skrå, og derefter blev det vippet over til den anden side i en gyngende bevægelse. Denne manøvre fortsatte, mens hendes rokken stoppede.
"Mørket.. dræber". Ordene startede lavt og normalt, men jo længere de nåede, jo mere grinende blev de. Ved ordet dræber var latteren høj, rungende, og afslørede tænderne, der havde fået en let gul emalje, mens en rødlig farve dækkede dem nogle steder. Latteren rungede voldsomt, og hun var ude af stand til at stoppe den, imens hun genoptog sin rokken frem og tilbage.. "Blod vil flyde i nat"

Han stirrede dybt chokeret på kvinden og trak hendes hånd væk fra hendes allerede forrevne kind. Han så sig om efter nogen der kunne give ham en forklaring og hans øjne landende på dværgen der fra passende afstand betragtede dem. "Ved du hvad der er galt med hende?" han henvendte sig direkte til dværgen, men måtte næsten råbe for at overdøve den vanvittige latter som boblede fra kvindens strube som havde en vandstrøm slået hul på en dæmning. Han ruskede hende blidt og holdt stadig fast i hendes hånd for at forhindre hende i at kredse større sår end hun allerede havde. Hun så igen over på dværgen. Det var egentligt underligt at finde en dværg væk fra skoven og bjergene, men det var ikke lige tiden til racemæssige fordomme lige nu. "Kan vi ikke hjælpe mig? Vi kan da ikke lade hende side her??" han gjorde en gæstus mod den møgbeskidte rendestem.