Outside in the cold - Razor

Sted. gyderne i Allées
Vejr. Køligt
Omkring. Ingen som man kan se...
Tid. 01.32
Dag+dato. IRL
Påklædning. https://2img.net/h/oi54.tinypic.com/j769l4.jpg

Azriel trådte langsomt udenfor og havde lige kommet fra hendes lille lejlighed. Hun boede i gyderne i Allées, og havde stødt på folk som syntes at hun var skør for at bo der, men hun syntes altså at det havde været det bedste sted, da der var ingen som ville lede efter hende dér. Hun så sig omkring og syntes ikke rigtig at kunne se nogen i den smalle mørke gyde, og valgte derfor at gå roligt ned ad gyden og kom faktisk længere og længere ind i den. Man burde tro at hun var bange, men der var lidt i den verden som virkelig skræmte hende. Hun lod ikke nogen skræmme hende, og var altid hård og kold overfor fremmede og væsner som prøvede at få hende til at bukke under, hvilket aldrig lykkedes dem at gøre.

Midt i alt mørket stod der en høj person med munden lukket, ja nærmest syet sammen, Razor var hans navn. Han havde stået i lang tid på et hjørne og stået der og kigget lidt ud over det hele. Hans udsigt var god, der var nogle bygninger ved hjørnerne ellers så var der ikke rigtigt meget at se. Razor var iklædt sort, dystert tøj fra top til tå. Selv hans hår var mørkt, der hang ikke nogle totter ned i øjnene på ham kun en enkel tot. Han var lige ankommet til hele stedet ikke både gyderne men overalt, hans skaber havde skabt ham, gjort ham menneskelig, så han vidste ikke mange ting. Rundt om øjnene var der sorte rande, der passede meget godt til hans mørke øjenfarve. Han blev stående lidt længere, før han begav sig fremad. En stilhed og ham der stod lidt væk fra en kvinde var det eneste der enlig bevægede sig. Razor havde pt et stoneface på sig der var ikke rigtigt meget bevægelse og liv i hans ansigt, men da han så stod tæt bagved den kvinde han havde set i hemmelighed blev der en smule bevægelse i hans ansigt. Han vidste ikke om han skulle prikke til hende eller studerede hende. Valget blev at han lagde en kold hånd på ehndes ryg.

Azriel havde haft kunnet mærke øjne på sig i noget tid, men tænkte ikke for meget over det, da hun var så vant til det. Hun havde gået længere og længere ind i mørket, men så stadig lige så godt hvis hun stod i månelyset. Følelsen af at blive betragtet blev stærkere, og hun gispede lavmælt da hun mærkede den kolde hånd imod sin ryg og vendte sig hurtigt om. Hendes mørke hår bølgede vildt i vinden ved den bevægelse, men lagde sig dog hurtigt ned igen. Hun havde knyttet sine hænder for at slå ud, men stoppede da hun så at det var en høj skikkelse, som ikke så ud til at ville gå til angreb på hende. Eller.. Det vidste hun jo ikke. Men eftersom at hun ikke så ham som en trudsel, så ville hun ikke gå til angreb på ham. Hun så på den høje skikkelse og fik en mørk og dyster person ud af mørket omkring ham, og hun lod sit blik gå langsomt op og ned ad ham. Hendes øjne stoppede ved hans ansigt og hun rynkede let panden da hun så hvordan han faktisk så ud. Hun måtte indrømme at hans mund så lidt underlig ud, men hun lod sig ikke tage tid til at stirre på hans mund, da det jo var uhøfligt. "Godaften..." sagde hun forsigtigt og så ham direkte ind i øjnene og vidste ikke helt om hun skulle løbe eller blive. Det måtte tiden vise...

Razor hørte hendes stemme den fangede ham kort, han mødte hendes blik og holdte det lidt. Så gik han hen foran hende så han kunne få et slags overblik over hende. Han hev et papir frem fra hans skjorte lomme samt også en sort blyant han, så begyndte han langsomt at skrive noget ned derpå"Godaften"skrev han og gav det til hende. Han kunne ikketale med munden lynet sammen og blev den lynet op, ja lukket op så ville det først blive farligt. Hans kolde, sorte øjne var på hende han havde aldrig set hende før, selv var han ny på stedets kanter og enlig ved alle steder. Han stod nu med hænderne ned i hans bukselommer og flyttede sit blik hen på muren ved dem han havde ikke nogle tanker om den mur endnu, men det kunne han let få. Igennem hele hans tankegang var der en speciel perspn der ramte ham. Hans skaber/mester, hvor tit havde han ikke tænkt på ham, meget tit. Razor flyttede så hans kolde blik hen på hende enlig havde han ikke tænkt sig at angribe hende, heller ikke at dræbe hende, men en tanke om at angribe hende havde han haft, og dog så afslog han den tanke hurtigt. Der var meget mærkt ved gyderne og han var sikker på der var rotter og mus ved kloakerne, uden de selv havde kigget efter. Han ventede på hende mens han stod afslappet og studerede hende. Razor ville ikke løbe væk han var slet ikke bange, det føltes enlig meget rart at være omringet af mørket og få gadelys og self også murere og blokker, ja selv bygninger. Men om der var flere mennesker, væsner i nærheden vidste han ikke. Han vidste heller ikke om der var nogle dyr i nærheden men det måtte han vente og se.

Azriels øjne forlod aldrig den fremmede, ikke engang da han gik op foran hende. Hun betragtede ham. Som et lille dyr betragtede et rovdyr foran sig. Med forsigtighed. Azriel stolede ikke på folk. Det havde hun ikke tid eller råd til. Det var for farligt for hende, at lade vær med at tro at væsner kunne finde på at angribe. Men så alligevel.... hun følte intet farligt ved denne person, så fandt det passende måske at give ham en chance.
Hun så ned på det lille papir som den fremmede havde givet hende. Hendes blik gik over ordene og hun lod igen sit blik gå op på ham. Han kunne intet sige til hende, og det var egentlig først nu at hun kunne se hans mund ordentligt. Et lille gisp undslap hendes læber da hun opdagede hvad der tvang hans ord tilbage. Han havde sin mund syet sammen, af hvad Azriel kunne se. Hun så lidt på hans mund, men lod derefter sine øjne gå forfærdet op i hans øjne. Hun rakte en lille bleg hånd ud for at røre ved det som holdt hans mund sammen, og syntes da at det var en forfærdelig ting at gøre.. hvem der så end var som havde gjort det. Det kunne jo sagtens have været hamselv som havde været så sindsyg at sy sine egne læber sammen, og tvinge sig stum...