Too cold for comfort

Sted: Legepladsen De jeux.
Omgivelser: Knagende gyngestativer.
Tid: Omkring kl. 9, solen er i hvert flad ved at gå ned.
Vejr: Ved at blive koldt, mørke skyer, der lover regn.


Da de sidste børn gik fra legepladsen, vovede Nessa at sætte sig på en gynge, og tænde en cigaret. Solen var ved at gå ned, og hun forbandede sig selv, over ikke at have fundet noget sted at sove, da luften snart ville blive for kold til hende. Da ild var hendes element, hadede hun kulde mere end noget andet, og trak sin tunge jakke tættere omkring sig. Uheldigvis for Nessa, varmede jakken ikke særlig meget, og hun tog endnu et sug på cigaretten, som for at håbe, at den ville varme hende. Den gjorde ikke meget godt, men Nessa var alligevel lykkelig for at have den.
Da hun kiggede op fra sine hænder i hendes skød, faldt noget hår ud af hendes opsætning, og hun rev irriteret elastikken ud, og kørte den frie hånd igennem hendes sort hår. Hun smed elastikken ned i hendes lidt klodsede taske, og lænede sig tungt op ad det ene reb i gyngen. Hun tog endnu et sug, og lukkede øjnene på klem.

Et par tunge skridt lød over legepladsens grus, der lå ujævnt fordelt på grund af dagens legende børn. Den mørkhårede djævel bevægede sig med rolige skridt mellem de forskellige vipper og sandkasser, mens han holdt blikket afskærmet, næsten som i en dyb søvn. Denne djævel kunne sagtens fornemme endnu en af sine artsfæller var til stede, en evne som han havde lært hen af vejen ved at analysere deres auraer. Han kunne også fornemme den kulde som denne artfælle følte, og vendte nu retningen mod denne skikkelse på gyngerne. Abraxas bevægede sig med en hvis elegance, som en mand fra det klassiske 17. Århundrede, der ofte virkede ude af karakter med hans visuelle levealder.

Efter nogle få bevægelser stod Abraxas nu et stykke fra Nessa – sikkerheds afstand, hvilket han havde lært på den hårde måde i sin tid, ofte faldt i god jord når man mødte en artsfælle. Han studerede hendes spinkle skikkelse, sådan som hun tvang sin jakke tættere om sig for at udnytte hvad end varme der var tilbage i de tilsyneladende flade dun. Med øjnene fulgte han hendes frustration med sin elastik, og hvordan den således blev bandlyst til den taske der stod ved hendes side.

”Godaften” sagde Abraxas kort og formelt. Afstanden holdte han endnu, men han kunne mærke at dette var et svagt øjeblik for hende.

Djævlen der nu stod og kiggede på Nessa, skræmte hende halvt til døde, da han snakkede. Hun holdt dog sin panik nede, men havde alligevel tabt sin cigaret ned i gruset, og hendes øjenlåg var fløjet op, ved lyden af hans stemme. Hun bandede stille, over at han kunne snige sig ind på hende, på den måde, og kørte atter fingrene igennem håret. Hun vædede sine læber, og kiggede indgående på ham, med hans fancy måde at bære sig selv på, som hun kun alt for godt kunne huske, hos nogle af de ældre mænd, da hun var yngre. Selv dengang havde hun været mistroisk overfor dem. I en bevægelse samlede hun cigaretten op, og rettede sig på gyngen. Hun tog et sug af cigaretten, indså at den var ved at dø, og smed den alligevel væk.
"Hey," Nessas hæse stemme var endnu hæsere end normalt, og hun rømmede sig. Ingen ved sine fulde fem, ville kunne se, at hun havde været en overklasse pige i 1800-tallet.

Abraxas bemærkede hendes mindre febrilske bevægelser og så hvordan cigaretten ramte den kolde jord. Idét hun forsøgte at redde den nu døende cigaret smilede Abraxas svagt. Han følte sig en smule skyldig i at have berøvet hende den stilhed der havde været omkring dem. Han rettede sig op og satte sin hånd i lommen. Op ad lommen kom en pakke Marlboro cigaretter som han rakte mod hende, og med en let gestus signalerede at hun godt måtte tage én. Derpå rakte han hende en lighter for at tænde cigaretten for hende.

”Jeg beklager, at jeg forskrækkede Dem” sagde han med en nærmest flydende stemme. Det var tydeligt at hans accent ikke stammede fra Frankrig, men nærmere en blanding af forskellige lande. ”Jeg har dog ladet mig høre at cigaretter ikke er for sunde for lungerne, men den type nymodens information appellerer vel ikke til vores trodsige race.”

Det var nærmest som at snakke til en gammel digter, sådan som Abraxas udtalte sine ord. Der var en hvis rytme som han fulgte til at få ordene til at lyde som en form for sang. Han rettede på sin hvide skjorte og så på sit venstre håndled, hvorpå et sølv Rolex ur sad omkring den blege hud.

Nessa kiggede på ham, så hans svage smil, og vidste at han smilede ad hende. Normalt ville det have gjort hende frustreret, men hun vidste at hun så latterlig ud - og følte sig latterlig - og kunne derfor ikke blamere ham det. Hun var desuden allerede frustreret, før hun havde set ham: over de små ting som hendes hår, elastikken og den nu døde cigaret, men også over kulden, den ikke særlig store forespørgsel på hendes arbejde, og de få mønter der var kommet ud af det.
Da han rakte hende pakken med cigaretter, kiggede hun indgående på ham, men tog alligevel en. Hun så derfor også hvor usædvanligt hvide hendes hænder var blevet, men valgte at ignorere det. Nogle gange hadede hun at have denne ild brændende i hende. Denne ild, der bare med lidt kulde, kunne skade hende så voldsomt.
Nessa satte cigaretten mellem læberne, og lod ham tænde den, mens hun stadig kiggede indgående, og nu undrende, på ham. Hun tog et sug, lod røgen fylde hendes lunger, og pustede langsomt ud igen. Da han snakkede, kunne hun ikke lade være med at smile, og køre et par fingre over sin underlæbe, for at forsøge at skjule det. Hun kunne ikke finde ud af om hans accent og sprogvalg, gav hende en utrolig behagelig eller utrolig ubehagelig fornemmelse over hele kroppen, men en eller anden effekt havde det.
"Siden du går rundt med en pakke i lommen, tænker jeg, at du er så ligeglad som jeg," svarede Nessa, og satte umærkeligt hovedet lidt på skrå, som for at studere ham. Da han rettede på sit flotte, dyre ur, løftede hun det ene øjenbryn. "Det er jo ikke fordi det bliver min død eller noget."

Abraxas følte en hvis lettelse idet hun tog en cigaret, og tog dermed også selv en ud af pakken ved at banke let på pakken indtil én cigaret poppede let op. Han tog cigaretten mellem to fingre og tændte den let med et roligt hiv. Han plejede kun at ryge når han drak, men når sprutten ikke var der til at udfylde hans ellers tomme tilstedeværelse, så var cigaretter det næstbedste. Mens han tog endnu et hiv studerede han denne djævel i den nedgående sols stråler, og han kunne se at hun bestemt ikke var tilpas med denne temperatur.

”Jeg gør ikke så meget i døden, nej” sagde Abraxas med et smil. Det var på en måde behageligt for en gangs skyld at være sammen med nogen af samme race, selvom djævle ofte havde en tendens til at genere hinanden eller slås – i hvert fald de djævle som Abraxas havde kendt igennem sit liv. Han så på hendes nu efterhånden blege hud.

”Jeg vil gætte på at De har en form for problem med kulde?” sagde han blidt mens han studerede hendes ansigtstræk. ”Har De ikke et sted at finde ly for natten?” Han lød oprigtig bekymret for at hun skulle have det dårligt.

Da han selv tog en cigaret, nikkede Nessa anerkendende, og gemte ikke sit smil denne gang. Hun tog et sug, trak sine øjne fra den anden djævel, og nær studerede i stedet røgen, hun pustede ud. Da han spurgte ind til hendes problem med kulden, trak hun igen sine fingre igennem sit hår, da hun opdagede hvad hun lavede, trak hun hurtigt hånden til sig. Hun hadede den vane, men hun havde med at gøre det lidt for ofte.
"Jeg er bare meget varmblodet," Nessa trak på skuldrene, men satte pris på denne fremmedes bekymring, selvom hun viskede det væk. "Du behøver ikke bekymre dig om en fremmed."
Hun kiggede ned på sine fingre, og lukkede hurtigt hånden. Der var ikke voldsomt koldt, men koldt nok til at hun fik det ubehageligt. Hun vædede sine læber, og vinden løftede blidt i hendes hår. Hun kiggede op på ham med et lille smil.

Abraxas udåndede og røgen fulgte den lette bevægelse af vinden. Selvom solen var ved at gå ned, vidste han også at vejret snart ville blive for koldt for hans artsfælle, og var det ikke kutyme at man hjalp en kvinde i nød? Abraxas stod og funderede over hvad han skulle sige som svar, men valgte i stedet for at lade stilheden svare for ham. Med et roligt overblik så han på sit ur, og derpå rettede han lidt på den måde han stod på. Hans ene arm hang afslappet ned langs hans side, mens han røg cigaretten med den anden, klemt mellem tommel- og pegefinger. Derpå kiggede han ud over den tomme legeplads som for at lede efter et emne hvorom de kunne snakke.

”Har De ikke et sted at finde ly for natten?” spurgte Abraxas efter en del stilhed. Godt nok var han djævel, men han vidste også at det bestemt ikke skulle forhindre ham i at hjælpe en anden. Han var måske gået hen og blevet blød på sine ældre dage, tænkte han men skød tanken til side for i stedet at se på Nessas hår. Han så hvorledes vinden greb det og dansede om hendes hoved mens hun sad der på gyngen og røg.

Da han atter spurgte hende, om hun havde et sted at være i nat, svarede hun endelig ærligt: "Nej, jeg har intet sted at være, er kun lige kommet hertil," Nessa skubbede en hårlok om bagved øret, og mødte ikke hans øjne. "Til mit forsvar plejer jeg ikke at være så ynkelig."
Da hun sagde det sidste, løftede hun dog sit ansigt op mod ham, og smilede et ironisk smil. Hun hadede selv, når folk søgte efter medlidenhed, men fandt sig alligevel i en situation, hvor hun var den medlidenhedsøgende. Og så overfor en fremmed djævel på en lejeplads, af alle racer og steder. Hun følte næsten, at hun burde sige undskyld, men hun havde aldrig brudt sig om at undskylde, da det mindede for meget om en overgivelse.
I stedet tog hun et sug fra cigaretten, og lod sig igen slappe af op ad gyngens kæde, mens hendes blik ufrivilligt atter søgte ud efter den anden djævel.

Abraxas studerede hende længe. Han havde vidst at hun i sidste ende ville indrømme, men han havde nu ikke regnet med at hun ville virke så lille og skrøbelig foran ham som hun var nu. Lige kommet hertil sagde hun? Abraxas kendte til det at rejse rundt for bare at få tiden til at gå, og hun virkede som sådan en type. En udefra stående. En tilskuer i et skuespil. Et høfligt og charmerende smil spredte sig på hans læber mens hans studerede denne næsten ynkelige djævel, og han vovede at tage et skridt nærmere – hun var tydeligvis ikke i stand til at udgøre en større fare lige nu.

”Hvis De ønsker et sted for natten, så har jeg en bolig i Terre, som De er velkommen til at benytte Dem af” sagde Abraxas høfligt mens han skoddede sin cigaret i gruset nær gyngerne. Cigaretter kedede ham nu meget i forhold til den mindre rus han kunne få ud af alkohol. Han vendte igen blikket mod Nessa. Hun så ung ud – ja maksimalt et par hundrede år, men hun virkede i et med sit element. Abraxas rakte hende en hjælpende hånd.

”Deres chance er nu, hvis De vil overleve natten” sagde han roligt.

Hans smil gjorde Nessa lidt bekymret. Han skræmte hende ikke, men hun forbandede sig selv, for ikke at have taget noget mere ansvar for sig selv denne nat. For at virke som den lille, skrøbelige blomst, hun altid havde fået at vide, hun lignede. Og med den udstrakte hånd, følte han åbenbart også, at han nu skulle tage sig af hende. Hun lod igen fingrene køre igennem håret, sukkede dybt, og rullede med øjnene af sig selv. Mens hun kiggede op på ham, trak hun atter jakken tættere om sig, og overvejede seriøst, at blive siddende på den klamme gynge. Da hendes blik løb videre over legepladsen, indså hun hvor mørkt det var blevet, og at solen nu var helt ude af syne.
"Hvorfor? spurgte Nessa, da hun ikke vidste hvad hun ellers skulle sige. Hun opdagede dog, at hun faktisk gerne ville vide det. Djævle plejede ikke at have denne venlighed overfor andre djævle, uanset hvor rige de var og hvor victorianske de opførte sig. "Jeg er en fremmed - og endda hyklerisk - djævel."
Nessa kiggede stift fremad, og ignorerede fristelsen til at se hans reaktion - hvis han så havde en.

Abraxas tog hånden til sig da hun satte spørgsmålstegn ved hans motiver. For at være ærlig kunne han godt bruge sin tid på andre racer end sin egen – ja han foretrak det faktisk – men noget i ham sagde at han skulle hjælpe hende. Han vidste ikke om det var grundet hans alder der efterhånden var nået de 650, og han måske var ved at falde af på den, men han gjorde det alligevel.

”Vil De hellere fryse ihjel?” spurgte han i stedet for at svare på hendes spørgsmål. Endnu en gang rakte han hånden ud mod hende, selvom han nok ville fortryde at have en djævel mere under sit tag. Abraxas stod roligt foran hende, mens vinden begyndte at tage til. Over dem var skyerne ved at samle sig i mørke formationer – et klart tegn på at det inden længe ville regne.

Stadig med blikket stift rettet forud, sank Nessa. Forsigtigt kiggede hun tilbage op på ham, og så ham række hånden frem mod hende på ny, og hun begyndte at beundre denne djævel for hans tillid og tålmodighed. Enten var han ufattelig dum eller ufattelig snedig. De mørke skyer var dråben for Nessa, og hun indså, at hun nok ikke ville kunne håndtere at være udenfor meget længere. Denne fremmede djævel var nu hendes eneste livlinje, og selvom hun ikke brød sig meget om at indrømme det overfor sig selv, var han ikke nogen meget forfærdelig livslinje.
"Okay," sukkede Nessa endelig, tog et sidste sug fra cigaretten, og kastede den så væk. "Tak..."
For at beholde en lille del af den stolthed hun alligevel næsten ikke havde tilbage, tog hun ikke hans hånd, men rejste sig i stedet langsomt op, stadig med et greb på en af gyngens kæder, og hankede op i sin taske. Hun tøvede lidt, før hun blidt rørte ved hans håndled, men tog dog hurtigt hånden til sig igen. For ikke at skulle se hans reaktion, tog hun et par skridt fremad, så hun stod bagved ham.

Abraxas så hvordan djævlen foran ham langsomt måtte eftergive hans tilbud. Han vidste at intet godt kom ud af at to djævle var under samme tag, men hans gode manerer tillod ham at hjælpe hende. Han vidste at der var langt imellem djævlene i denne tid og alder, og hvis han ønskede at gøre hans skabere glade, så hjalp han sin race. Han rettede på sin krop og tog hånden i lommen da hun ikke tog den, men den diskrete berøring af hans håndled tog han som et tak. Derpå tog han sin jakke af og hang den over hendes hoved – så snart en djævel med ild som dets element blev våd, ville den ikke have en chance.

”Jeg bor et par gader nede herfra.. Behold jakken over Deres hoved, så skader regnen Dem intet” sagde han. Hans ord lød som revet ud af et skuespil, men han virkede ikke overdramatisk, tværtimod var han meget rolig og fattet i den måde han elegant bevægede sig gennem gaden og videre ned af en anden vej. Han førte dem til lejlighedsområderne i Terre der kostede en del, hvis man ønskede at bo fast. Med et par rolige skridt gik han over til én af indgangsdørene og åbnede den for hende. Regnen var så småt ved at falde omkring dem, og Abraxas ønskede at holde hende tør.

Han førte hende op af alle trapper til de nåede toppen – et ren penthouse – der havde udsigt over Terre by. Lejligheden var smagfuldt indrettet med både moderne møbler og gammel kunstværker. Abraxas forsvandt ind i et andet lokale mens han lod Nessa finde sig til rette.

Gående med jakken over hovedet, følte Nessa sig som et barn, der legede spøgelse, men var mere end taknemlig overfor jakken. Og jakkens ejermand. Gående bagved denne elegante djævel, begyndte hun selv at være taknemlig overfor sin egen tilpasningsevne, for han så simpelthen så malplaceret ud i byen. Da de få, første dråber begyndte at lande, skar Nessa tænder. Hun var ikke længere panisk over situationen, bare utrolig udmattet og vred. Hun trak dog stadig jakkerne tættere om sig, og var lettet da de nåede lejligheden.
Da de var nået op ad alle trapperne, og han var gået, tog Nessa forsigtigt jakken af, og lagde den mindst lige så forsigtigt ned. Da hun kiggede sig omkring, kunne hun godt tænke på nogle fordele i at have et fast sted at bo. Hun slog sig selv mentalt i hovedet, som for at minde om, at hendes nye profession måske ikke rakte til noget så godt som dette sted. Tøvende gik hun hen til vinduet, og kiggede ud over byen, hvor regnen nu havde fået frit løb. Hun skuttede sig.

Abraxas kom tilbage ind i rummet hvor han så Nessa ved vinduet. Han havde et tæppe med som han lagde hen over sofaen, så hun kunne varme sig i det. Derpå gik han over og skruede op for varmen i den store lejlighed, så det blev en nogenlunde temperatur for dem begge. Uden et ord gik han op i køkkenet og begyndte at finde madvarer frem. Han vidste ikke hvad hun kunne lide, men besluttede at det skulle være simpelt og varmt.

”Bare sid ned. Jeg gør Dem ingenting” sagde Abraxas roligt mens han stod og hakkede grønsager. Mange ting skete i køkkenet på samme tid, men Abraxas bevægede sig med sin overnaturlige rytme, som normale mennesker ikke kunne se.

Da han kom tilbage ind i rummet, kiggede Nessa sig hurtigt over skulderen, og fulgte ham med øjnene, indtil hun atter ikke kunne se ham igen. Roligt gik hun hen til sofaen, og rørte ved tæppet han havde lagt der. Hun slap det dog igen, og gik videre hen til køkkenet, selvom han havde påbudt hende at sætte sig ned. Hun lænede sig tungt op ad dørkarmen, og betragtede ham med akademisk fascination, mens han lavede mad.
"Tak igen," hviskede Nessa nærmest, og rømmede sig for at få stemmen tilbage. "Jeg ved ikke hvorfor du gør det her, men siden du åbenlyst ikke vil fortælle mig det, vil jeg lade være med at spørge igen."
Nessa kiggede sig tilbage, tilbage mod vinduerne, og slog armene om sig selv

Abraxas arbejdede synkront med alt i hans køkken, og alt virkede til at være én let bevægelse. Han fandt hurtigt en pande, tændte varmen, skar grønsager, skar kødet og satte pasta over. Med en rolig hånd fandt han bestik, tallerkner og glas frem som han stillede til side for nu. Han hørte tydeligt da hun satte sig i dørkarmen og med en hviskende stemme sagde tak, men Abraxas nikkede blot som svar. En lugt af mad var begyndt at brede sig i lejligheden og Abraxas fandt en flaske vin frem fra en vinkøler, som han hurtigt hældte op i to glas. Det ene glad rakte han til Nessa, og det andet begyndte han roligt at drikke af.

”Jeg har ikke nogen bestemt grund til at hjælpe Dem” sagde Abraxas roligt. Han virkede så rolig over at have en anden race i sit hjem, men han var klar hvis hun skulle finde på noget. Afslappet satte han sit glas på køkkenbordet og tog sig af grønsagerne på panden mens pastaen var begyndt at koge igennem. Derpå vendte han igen sin opmærksomhed til Nessa.

”Jeg gætter på, at jeg bare har en høflig ballast fra min fortid” sagde han kortfattet.

Med duften af mad, der fyldte hele rummet, indså Nessa hvor sulten hun egentlig var, og da hun prøvede at komme i tanke om, hvornår hun sidst havde spist, kunne hun ikke. Enten havde hun på et eller andet tidspunkt drukket sig fra sans og samling, eller så var det bare så lang tid siden. Mad betød ikke alverden for hende.
Da Nessa fik glasset stukket i hånden, tog hun glad imod det. Hun kunne sagtens drikke noget lidt stærkere på det punkt, men satte alligevel pris på det. Hun så på, mens han selv drak fra glasset, og duftede herefter til vinen, inden hun tog en slurk. Hun kiggede undersøgende på glasset, og lod pegefingeren køre rundt på kanten. Da hun tog fingeren til sig, var der vin på, og hun slikkede det hurtigt af. Da han begyndte at sige noget, kom hendes opmærksomhed op mod ham igen, og da han vendte sig mod hende, kiggede hun granskende på hans ansigt.
"Heldigt for mig så", Nessa løftede spørgende det ene øjenbryn. "For at være helt ærlig, er jeg meget glad for denne såkalde ballast."

Abraxas ordne tallerknerne med mad, mens han lyttede til de smålyde der kom fra hende når hun drak. Hun havde et ret så ungt udseende, og han undrede sig en smule over valget af dette fra skaberens side, men skød denne tanke væk. Han fokuserede i stedet på at ligge maden på tallerknen så den så indbydende ud. Måske gik han for meget op i det, men hvad skulle man ellers bruge sin tid på når man var udødelig. Han løftede let og elegant tallerknerne op og bevægede sig ind i spisestuen, hvor et stort mørkt træbord med matchende stole stod. Omkring på væggen hang en masse malerier, alle uden navne eller underskrifter. Han stillede tallerknerne overfor hinanden og gik ud efter bestik.

”De kan gå ind og sætte Dem” sagde han roligt. Hendes korte kommentar om hans ballast fik et roligt smil frem på hans læber mens han fandt bestik frem. Det var sjældent han havde gæster gik det op for ham – måske var det også for det bedste? Han tog bestikket, vinen og sit eget glas med ind i spisestuen hvor han trak stolen ud for hende – en gammel vane.

Da han gik hen mod spisestuen, klemte Nessa sig op ad væggen så han kunne komme forbi, og hun gik tøvende efter med glasset mellem tre fingre. Hun stod lidt akavet inde i spisestuen hvor hun betragtede malerierne. Hun syntes slet ikke at det var nødvendigt for ham at trække stolen ud for hende, så hun kiggede lidt undrende på ham, før hun endelig satte sig. De var måske begge to dæmoner, men hun havde tilpasset sig hankønnets uforskammethed i den tid hun nu levede i, mens han stadig hang fast i fortidens manere. Hun smilede dog høfligt til ham, og takkede, mens hun placerede sit vinglas på bordet ved siden af tallerkenen. Hendes tænder løb nu direkte i vand, da hun så ned på den, hvor hun ikke kunne greje, hvorvidt han var gået langt for at få det til at se perfekt ud, eller om det bare faldt ham naturligt.
"Det ser godt ud..." sagde Nessa lidt tøvende i et forsøg på at være høflig.
Hun kørte sine fingre igennem sit hår, og kiggede op på ham.

Abraxas tog plads overfor hende og lyttede roligt til hendes tøvende kommentar. Han sukkede og håbede at hun på et tidspunkt ville falde mere til ro – Havde han ikke slået fast at han intet ondt ville hende? Han skød tanken til side og tog vinen i sin hånd for at holde den op for en tavs skål. Hvad skulle han trods alt sige som ville underholde hende, bare det mindste? Måske skulle han sige noget, men tog i stedet en bid af maden foran ham.

”Så.. Hvad hedder De egentlig?” sagde Abraxas roligt og tog en tår af sin vin. Han fandt den kedelig i smagen, mens alkoholen hurtigt blev brændt op i hans årer, men han følte stadig at den komplimenterede maden. ”Mit navn er Abraxas Medici, men blot kald mig Abraxas.” Hans blik var nærmest plantet på Nessa mens han studerede hendes kropssporg. Hun virkede tydeligvis ikke tilfreds med den situation hun var kommet i, men Abraxas vidste også at det ikke var normalt for deres race at hjælpe hinanden.

Da Abraxas holdt vinen oppe, tog Nessa atter fat om sit eget glas, og hilste, før hun drak en stor del af indholdet. Hun satte glasset ved siden af tallerkenen, og rakte ud efter sin gaffel, før hun kiggede op på ham igen.
"Nessa," Nessas ene mundvige pegede let opad, som i et smil, hvorefter hun igen flyttede sit fokus til gaflen, der lå imellem hendes blege pege- og langefinger. "Eller Agnes, men det virkede altid lidt malplaceret."
Nessa kunne ikke lade være med at tænke, at også der, kunne de pege deres differencer ud. Hun havde valgt Nessa, da det ikke virkede så specielt, mens Abraxas var et navn for sig selv.
Stille rystede hun på hovedet, og lovede sig selv, at hun ikke længere ville tænke over de ting, der gjorde dem forskellige, men istedet prøve ikke at gøre dem begge så ubehageligt til mode.
"Hvorfor bor du sådan her et sted?" spurgte hun, i noget, der for hende selv ihvertfald, lød ret pludseligt, og måske endda lidt grovt. Forgæves forsøgte hun at få kommentaren til at lyde knap så grov, men rynkede bare brynene istedet. "Du virker som en, der ville trives bedre i en eller anden fancy storby."