en nat i domkirken Elocin(privat)

T: 23:00
O: ingen
V: fuldmåne
S: domkirken





Severin sad i domkirken. Her hade han være mange gang på det senste da han hade brug for fred til at tænke over, hvorfor han var så forander siden han forælder døde den gang. Han hade altid være en søde og kærlig dreng men nu var han stille og meget sky af sig, han snakke ikke med ander med minder der var noget at snakke om som det endlig ikke rigtig var. Han sad ved alter og sang en slamme for sig selv

De lange ben, virkede nærmest uendelige i skæret fra fuldmånen. Klik, klak, klik, klak .... Lyden gav genlyd i det midnatsblå, hver gang kvinden satte det ene ben foran det andet og tog et nyt skridt ... Klik, klak, klik, klak ... Kvinden der bar de støvler, havde langt, rødt hår. Hendes blå øjne skinnede nærmest mod det sorte, der omkredsede øjnene. Hendes læber var svagt lyserøde, totalt blege mod den hvide hud. Hun skubbede den enorme dør op, ind til kirken.
Hvem var hun?
Hun var enhver emodrengs største drem, gothpigen der kunne få en lidt højere op. Men hun ville ikke have emoerne, hun ville have kvinderne, mændene, dem som var sexede. Hun hed Elocin. Hun stoppede op, da hun hørte en tynd stemme. En stemme fuld af ... uskyld og sorg. Hun kiggede automatisk mod alteret, hvor der sad en person...
Hun knep øjnene sammen og holdte fokus på ham.

Severin hade ikke hørt hende komme. Da han sad og snag svaget han var fuld af sorg men han var en store og stærk, dreng på 17 år han var utrolig menslig og man kunne værken. Se eller mærke at han var halvt engel eller halvt dæmon da de to dele, var rigtig godt skulet så han var som et mennske lige nu. Men ved midtnat ville hans sortvinger komme frem og så kunne man se at, han var en halvt dæmone og om norgen når det var daggry kom hans hvidevinger frem. Da han var en blaninge i mellem en engel og en dæmon