du er temmelig vovet // Malana-privat//

Det var ved at være sent og derfor var der ikke mange mennesker ude på denne tid, dog var der nogle der skulle i byen og andre skulle med toget i metroen for at komme et andet sted hen. Mange folk gik bare forbi den unge dame der sad ovre i et hjørne med ryggen ud mod folk, men det var fordi hun var ved at lave noget medicin til en dreng der var kommet slemt til skade, men hvorfor hjorde hun det nede i metroen? Det var ganske enkelt fordi der var for langt hjem og han var kommet til skade lige uden for metroen. Dg havde hun taget ham med der ned for at se om hun kunne gøre noget ved det sår han havde, men desværre så det ikke ud til at virke. Hun kunne mærke hvordan alle folk stod og stirrede på hende da hun sagde alle de latinske ord, som de mennesker ikke forstod en brik af, men det var også lige meget om de gjorde. Efter ca en time virkede det ikke " jeg er ked af dette mit barn, men det virker ikke og jeg kan ikke lide folk der ligger og har smerter.. Så derfor spørger jeg dig, vil du have smerterne eller skal jeg tage dit liv" spurgte hun stille og så ned på drengen der nærmest vred sig i smerte " Da.. Kotah.. Jeg vil have det til at stoppe" sagde drengen og tog fat i hendes hår " Som du vil" sagde hun, håndte ham for munden og sagde igen noget på latin. Kort tid efter døde drengen, men hun blev siddende, så folk ikke skulle tro hun var morder eller noget i den stil. Hun strøg hendes røde hår til siden og fjernede hånden fra drengens mund og så sig over sin skulder " Jeg er ked af dette, men jeres søn kunne ikke overleve, han havde mistet for meget blod" sagde hun til drengens forældre der havde stået et stykke væk fra hende og overvåget det hele. Moren begyndte og græde og gik over mod Dakotah " Kotah jeg ved du gjorde hvad du kunne og tak for det" sagde hun og lage en hånd på Dakotah's skulder og så ned på hendes søn " Skal jeg finde et smukt sted og begrave ham eller finder i selv et?" spurgte hun og så på forældrene der næsten ikke kunne tale på grund af den gråd " Vi.. Finder et sted" sagde faren og samlede sin dreng op og gav Dakotah en 50 dollar seddel " det er som tak for hjælpen " sagde han og begyndte og gå " Jeg kan ikke tage imod det, jeg redede ham ikke" sagde hun og så ned i jorden " Jeg ved det Kotah men så har du til mad" sagde han og forsvandt fra metroen. Nu kunne Dakotah bare sidde der smurt ind i blod fra top til tå uden at kunne gøre noget som helst

Malana sad og fuldt hende. Hele tiden hun viste at hun gjore for at skånde dreng for smerten, men det at se drengen forælder græde over deres søn gjore hende ked af det. Selv om hun var ærkeengel og var kold over forander, men for den dødes drengs forælder var hun trist over deres tabe hun rejste sig og gik der over. Og stod foran hende og sukke svaget hun viste ikke hvad hun skulle gøre, da hun ikke var så godt til healdeins magi endnu men hun øver sig. Være dage for at hjælpe ander med det hun var måske en pige, men hun var også en engel og en af de stærkes som hun selv ville siger men det var ikke ander som ville. Trot hende da hun kun var en pigeengle og ikke andet

Hun så op og fik øje på en kvinde foran hende " Jeg gjorde alt" sagde Dakotah stille og så på sine hænder der var smurt ind i blod og det samme med hendes kjole, hendes hår og hendes ansigt. Hun tørrede sit ansigt i hendes ærme og så omkring sig og så nogle få personer der stod og gloede på hende, var det fordi hun sad der? eller var det på grund af alt blodet? Dakotah gik udfra det var blodet, da det så temmelig brutalt ud

" ja det så jeg. Men hvorfor fik du ikke mig til at hjælpe ham jeg kunne hade reddet ham, og så hade hans forælder ikke midste ham så du hvordan de så ud. De var utrolig ked af det og du gjore vist ikke alt du kunne du er ikke noget ved " sagde Malana, og rette sig op og gik tilbage til sit eget sæde og så ned. Og sukke det var synde for de forælder vis barn lige var dødt

Dakotah så vredt på hende " Hvor fra skulle jeg vide der var en engel her nede? Jeg syntes du skal passe lidt på" sagde hun vrissende og rejste sig op. Hvis der var noget Dakotah ikke fandt sig i så var det sådan nogle blærerøve slom denne kvinde der stod foran hende lige nu. Dakotah begyndte og gå fra metroen for at undgå at komme i problemer

" du kunne ha spurte. Så var det nok nogen som kunne har svaret dig " sadge Malana, følde sig vred over den kvinde hun hadet når men ikke spurte om hjælpe. Fra andet og det gjore malana stidtosset

Dakotah så over sin skulder og over på kvinden " Hold nu bare din mund" sagde hun vredt og gik op af trapperne uden at sige noget til hende. Dakotah tænkte ikke på andet end at komme væk og hvis denne kvinde fulgte efter skulle hun nok tage kampen op