Alene eller ej (Sutekh)

Sted: skoven
Tid: middag
Dato: i dag
Vejr: flot
Omgivelser: skov, skov og atter skov


Kaia gik rundt på en eng og passede blomsterne der på, hun havde ikke sin kappe på, den hang på et træ ikke langt der fra. hun gik bare rundt, hun var helt alene ude på engen, hun lyttede til skovens stille sang, hun begyndte at danse stille rundt, hun kunne ikke lade være med det

Sutekh havde vandret rundt i skoven det meste af dagen. Det var ikke fordi han nød lydende i skoven. den ufattelige larm burde være nok til at drive enhver til vandhvid. Nej grunden til han var der var for at hvile. For under træerne her ude, var der kølige skygger. mørke jordhuler og i det hele taget ny energi at tære på. Han nød den kølige luft og at kunne gå og indsamle alt energien fra omkring sig... så meget lettere end at skabe den selv. Han opdagede ikke engen før han stod ved udkanten af den og opdagede at der var en pige ude midt i den. hvad i alverden var det den skøre tøs lavede?

Han lænede sig op af et træ og holdte sig i skyggen af det for at forblive uset. han ville ikke lade hende se ham... endnu...

hun fik blomsterne til at springe ud, hun begyndte at nynne skovens sang.
hun havde ikke opdaget ham endnu.
hun dansede bare rundt.

Et let smiskende smil formede sig på hans læber og piercingen i hans underlæbe på højre side glimtede let da han begyndte at bevæge sig. Han lavede hurtigt et håndtegn som fik ham til at smelte sammen med en skygge, så han kunne glide hen over jorden uden for hendes synsvinkel.

Han gled lydløst hen over jordoverfladen og da han endelig var tæt på hende dukkede han op bag hende i sin normale 'menneske'-form. Han faldt roligt ind i hendes dans som vidste han præsis hvordan hun ville danse og hvor han skulle være på det rigtige tidspunkt. Det fik hendes solodans til at ligne en form for duet. men der var nu en skjult tanke bag det hele...

hun blev meget forskrækket over det og faldet over en lille sten, sad på jorden nu"av"sagde hun, hun rejste sig op igen, hun var på vej hen til sin kappe, hun var osse hurtigt der henne, hun tog den på og hætten bagefter, hun prøvede at skjule sit hår

han smilede og betragtede hende mens hun løb over efter sin kappe.
letter afslappet placerede han sin ene hånd i bukselommen og ventede. så gik han over mod hende igen. Hans stemme var dyb og foruroligende rolig..

"det der er der vist ingen grund til..."

hun beholdte den bare på, hun ville ikke havde den af.
hun havde sin evne klar til brug hvis det skulle blive nødvendigt.
hun holdte hele tiden øje med ham, hun stolede ikke på ham.

han kluklo, men ikke højt. hendes frygt var underholdende og han kunne mærke den selv på denne afstand.. åh de elvere.. så nemme og lette at læse... hvor var hun egentlig ynkelig..


"kom så lille elver... jeg ved at du gerne vil.."

Han hentydede til at han kunne fornemme hvordan hun var parat til at bruge sine evner mod ham...

hun vendte bare rundt og forsvandt ind i mellem træerne.
hun fik træerne til skjule sig helt.
så hun på alle måde var svær at finde

hans grin stilnede af og så nikkede han kort.

*så siger vi det..*

han knipsede med fingrene og smeltede sammen med sin egen skygge og satte så efter hende.

Jagten var igang

han gled let og uden besvær forbi og igennem træerne. fulgte hendes fært og hendes essens som altid var tilbage selv efter man var gået eller død.

hun havde taget sin kappe af, hun løb bare længere og længere ind i skoven, hun var ved at være inde ved det tætteste skov der var, hun havde fået en masse små sår på sine ben, da hun løb rundt i en meget lår kort nederdel, hun ville ikke stoppe, hun faldet tilsidst ned af en lille klit, hun slog sit ene ben meget, men hun rejste sig bare op igen, hun ville ikke stoppe

Han fulgte bare lydløst efter hende.. i denne form var denne slags jagt ikke særlig energi krævende eller anstrengende.. det var bare underholdende. han halede ind på hende da hun faldt og klukkede så lavmælt af latter da hun rejse sig og fortsatte..

*den dumme tøs ender med at køre sig selv træt*

hun støttede sig til et træ pga. sit ben, det gjorde meget ondt, hun viste ikke havde der var sket, hun satte sig tilsidst ned, hun fik skoven til at give hende nogle urter der ville hjælpe på hendes bensmerter hurtigt, hun lavede dem til en mos, og puttede det på sit ben, det virkede hurtigt, hun var oppe og stå igen, hun forsatte igen

//brb, spise tid!

//okay skynd di tilbage:)//

han knurrede lavmælt.. han var ved at være godt træt af at forfølge hende sådan her.. tilsidst satte han farten op og hoppede fra skygge til skygge. indtil han var lige bag hende.. som en skygge på jorden.

hun blev tilsidst træt og faldet ned og sidde, hun var så udmattet at hun faldet i søvn midt i det hele, hun lå på jorden og sov, hendes hår fik det til at se ud som om hun havde slået sit hovede så det blødte meget, men det havde hun ikke.

//kukkuk//

han skiftede tilbage til sin normale from og stod foran hende. hans øjne var kolde og dyriske. Hvor var hun dog en sær en... Han knurrede let og samlede hende så op. nu skulle de lege... han bar hende hen til en stor kampestens forhøjning lidt væk fra hvor hun var faldet i søvn. og lagde hende mod stenen. på ryggen. han gjorde ingenting.. men hans ordre til mørket omkring dem var klar. langsomt sneg der sig tynde spindelsvævs agtige tråde op og bandt hendes håndled til stenen, de blev ved med at komme indtil begge hendes håndled var sorte af dette tynde men umådeligt stærke materiale.. han satte sig ned på en sten foran hende og ventede tålmodigt på at hun skulle vågne...

hun vågende op lidt efter, hun opdagede hurtigt at hun var fanget.
hun prøvede ikke at komme fri, hun ville ikke prøve.
hun viste godt vis hun prøvede ville det bare blive værre

han opdagede at hun endelig var vågnet og rejste sig op igen. så puttede hand den ene hånd i lommen og lod den anden hænge ned af siden i en afslappet pose.

"jeg ser du endelig er vågnet..." han fakede et venligt smil med perfection of tog et par skridt tættere på hende..

"comfy..??"

hun sagde ikke noget til ham.
hun så heller ikke på ham.
hun sad bare og lyttede til skoven.

//kukkuk//

han knurrede lavmælt og trådte helt op tæt på hende, hans øjne gnistrede med irritation.

"har fuglene spist din tunge?"

"det kommer ikke dig ved demon"sagde hun
hun havde fået en masse af vide om ham
hun kiggede stadigvæk ikke på ham