Alone? - Malakel

S: Abandonné banlieue
V: Overskyet
T: Nat
O: Stille, sådan da.

Det kunne have lignet en god start på en gyser, eller en krimi, det kom jo an på hvad man var til. Gade lygterne som en gang havde lyst godt op, i Abandonné banlieue var nu slukket, enten fordi at pæren ikke virkede, eller så virkede de ikke. Folk havde for længst opgivet at holde dem i live, og havde valgt at pivotere Terre frem for denne gamle forstad der ikke lignede mere end vampyrs legeplads, samt dæmoner, og andre væsner der ikke var som de guds glade engle. Det kunne vel også have lignet noget cowboy films ligne, med den øde hovedvej og de tavse huse. Der var ikke overraskende, at der ikke var noget i denne by der rigtig fungere. Selv politiet som en gang havde styret stedet havde forladt det, og stak kun deres små snuder inden én gang om dagen max, og de holdt sig helst væk fra stedet hvis de kunne komme til det. Efter nogle få år i forfald efter kampen, var folk døde til højre og venstre, og politiet kunne hverken komme til bunds i den første som den sidste.
En kro, som ellers havde set mørk og lukket ud og med mørke gardiner for vinduerne. En gammel dør som virkede som den eneste dør til kroen, sprang pludselig op, med et højt brag. En høj herre, over de to meter kom ud, med en lang læderfrakke slynget over den ene skuldrer. Hans sorte læderstøvler knirkede svagt på træ plankerne udenfor kroen, før han gik ned på vejen, og gik med henslængte lange skridt ned af gaden, som om han ejede det hele. Hans lange sorte hår flagrede løst bag hans ryg, og de næsten sorte øjne gled let over de øde omgivelser. Der lugtede svagt af gyde, let skraldespand blandet med alt muligt andet. I sig selv ikke en frygtelig stank men for meget kunne selv få den dårligste næse til at tage flugten. Dog var det ikke ubehageligt denne nat, og Demetric fortsatte sin vej, ned af gaden, mens han begravede den ene hånd i hans mørke bukser, mens den anden lå var krop til jakken.
Han gik ned, mens han kiggede på ruinerne, af den før så fine by. Det var en skam at sådan en stor by skulle gå til spilde. Men det gav jo Di Morga mere karakter med sådan en øde by, eller bydel.
Han drejede en af en mindre gade, en sidevej til vejen han før gik på, og gik ned, til han kom hen til en kiosk, og gik ind. Han kom lidt efter ud igen med et brev i hånden. Han gik videre ned af gaden, til han kom til den første postkasse, men stoppede op. Postmanden ville nok heller ikke gå her ind, ligesom politiet. Dog trak han let på skuldrende. Det kunne jo komme an på en prøve? Han stak et lille brev, med en ikke helt køn håndskridt på ned i brevkassen.

Det ville være svært at forstille sig at der ikke ville befinde sig efterladen skaber fra krigen for omkring to år siden, da dæmoner og sort elvere kolliderede med hinanden i en kamp om hvem der skulle reagere. En krig der endte i anarki, i undertrykkelse af de rene raser, og i drab på de svageste individer i samfundet.
Efter sort elvernes regime var ovre, havde man vel håbet at den nye regent ville være det modsatte af det første, men det var dog ikke tilfældet. I stedet for et hyklerisk diktatur, kom der et ego centreret styre, der kun levede efter de mest simple regler, herunder: den stærkeste vinder.
Derved var der også blevet skabt hård kogte bande miljøer blandt mennesker, såvel som andre raser, der prøvede at stå sammen og overleve i stedet for at blive tvunget ud fra Di Morga, og leve i asyl fra den menneske dominerede verden udenfor, med et medie der ville udstille hver enkelt rase som en del af noget forstyrret og uvirkeligt. Hele Di Morga var vel på sin vis også kun et fantasi opspind for dødelige bag ved bjergkædens livsbælte, var det ikke?
Men det var netop i en forstad af efterladenskaber, fra den nu gamle krig, at en forsamling stod i en lille gyde imellem et forladt posthus, og et forladt lejligheds kompleks, Stemmer ville kunne høres, og en skramlen fra nogen der blev smidt ind i en container, som gav et hult rabalder, ville gøre en opmærksom på at man ikke var alene i den ellers spøgelses agtige by.
En samling på omkring fem personer stod i den lille gyde, den højeste og den der så ud til at gave kylet en lettere spinkel rød håret herre ind i en container, stod med ryggen til indgangen af gyden, så det ikke var muligt at identificere personen. Det eneste man kunne se, var et næsten brunt hår der var redt tilbage, ryggen af en ankel lang, flosset, sort, læder jakke, og et par sko for enden der ligeså var sorte.
Foran denne person, vis hænder man ikke kunne se fordi de var blevet rakt op foran hans bryst, stod yderligere tre personer, den ene en meget tynd elver der så umådelig syg og afmagret ud, et menneske med en fedtet hanekam og et lige så sjusket tøj udvalg, og så mennesket der var blevet smidt ind i containeren.
Mennesket var tydeligt skræmt, og så med gru på herren foran ham, imens at elveren så en smule bange hen på det andet menneske der var blevet kylet ind i containeren og som var gået kold.
Modbydelige små knæk ville da kunne høres fra den høje herre, hvis man var hurtigt tænkende kunne man regne ud at det sikkert var fordi herren knækkede knoer.
Da talte den høje person, med en dyb, let brummende stemme der ville kunne få hårende til at rejse sig på selv den modigste, da der var en meget.. ustabil undertone under det hele.

,, Jeg tror ikke jeg har udtrykt mig helt klart.. mine herre. Jeg gav jer en opgave, sælg stoffet.. sælg det .. Ikke indtag det selv. Hvis jeg ville have jer til det.. hvad tror i så jeg ville have sagt? Hm? Hvad?!".

Elveren fremstammede svagt:
,, A-at vi sk-skulle indtage det?".

,, Præcis!!", udbrød den høje herre og lod hænderne skænke, og gik imod elveren der skælvede over hele kroppen.
,, Du er vel nok.. en .. meget.. meget.. dygtig belver, er du ikke? Men nu når du er så dygtig..", fortsatte han, og kom helt hen til elveren der pressede sig selv op imod muren i bare frygt for nærkontakt. Han lænede sig ned over elveren, gik helt tæt på denne så man næsten skulle tro han havde intention om at presse læberne imod junkiens.
,, Hvorfor.. ", han lod en finger glide over elverens skælvende læber.
,, .. prøver i så at stjæle fra mig, hm?.. tror i at i kan narre mig? Gemme jer..? Flygte?", en lav mørk latter gled op fra struben, som kildrede under den svage brummen der fulgte med grinet.
Elveren rystede på hovedet med opspilede øjne.
Den høje herre løftede øjenbrynene som om han blev forbløffet, hvilket han ikke gjorde.
,, Jamen hvad så, min lille.. nipsting?", et lille slag på næsen med fingeren blev givet elveren der kneb øjnene sammen.

I mellem tiden havde mennesket fået sig taget sammen til at gøre noget, og havde taget et brækjern op og stod nu parat til at slå den høje herre med det. Med et menneskes skælvende ryst råbte denne så:
,, Lad ham v-være!! Eller jeg.. eller jeg!".

Da vendte herren sig helt om, og man fik da lov at se dennes ansigt: huden var mørke brun, ansigtet hårdt og læder-agtigt, og besad ingen overdådig skønhed som man måske ville forvente af Di Morgas regent. Han havde noget middelmådigt og usmukt over sig, men på samme tid, var der en vis indtagende aura omkring hans væsen, som ikke kunne ignoreres. Måske var det blot det faktum at hele hans person skreg: bad guy, og noget alarmrene farligt hang over de næsten lysende grønne øjne der fæstnede sig på mennesket, med en kølighed der hurtigt ændrede sig noget i retningen af en kats legesyge være-måde når den ser en mus der er trængt op i en krog.
Herren vendte sig helt imod mennesket, imens at elveren gled ned langs muren og satte sig med et stift blik og så ud i ingenting.
Han kom med et par bebrejdende smæld fra tungen, som han så hen på det skælvende individ med brækjernet.
,, Eller du hvad? Forsøger at slå mig til døde med et... stykke metal, nuttet! Du har bedre changer for at en hvid ridder kommer og frelser dig.".

// Blev lidt langt O.o.. beklager...

Den svage lyd, eller den var ikke helt så svag, men det var nok ikke en lyd han ville have bemærket, hvis det ikke var fordi han ikke rigtig vidste hvad han nu skulle. Så lyden af stemmerne, en tydelig herre og to? Understånede. Han gik hen mod lyden, og kiggede tavst på scenen der lige så stille udspillede sig foran ham. Han kom frem til et menneske, som lå op af en skraldespand, eller container, og så lidt -med taget ud? Og en elver i problemer.
Han lænede sig op af muren, og lod øjne hvile på herren, der havde tårnet sig op over elveren som ikke ligefrem så ud til at nyde hans situation. Selv ville Demetric ikke stå i elverens sko, mest på grund af at han aldrig ville kunne se sig selv som en elver.
Han kunne ikke ignorer den kraftige af aura af herren der stod over elveren. Kraftig, og dæmonsk, hvilke virkede til at tale sit eget sprog. En af de højre dæmoner - som måske? Han lage let hoved på skrå, og så på, imens mennesket fik gang i kropen, og greb fat i noget jern, som trods det var jern, virkede som et ynkeligt våben ved siden af dæmonen, som virkede til at være ingen mindre end Di Morgas nuværende herre, som havde høstet en masse had. Om han havde fået beundring vidste han ikke, men det måtte han vel have fra sit hof, eller vel mere 'hof'.

Han kiggede på Malakel da han vendte sig om, og afgjorde at det virkelig morede manden, at mennesket havde taget et stykke jern som måske ville have virket på alt andet, end herren over ham. Det lød også tydeligt i hans ord, hvor meget han faktisk morede sig over manden, med jernstykket, som kun blev mere og mere ynkeligt at se på.
Demetric blev stånede, mest for at se hvordan herren ville ville reagere på den lille mand, hvis de da ikke opdagede ham først. Det var ikke lige planen, for han skulle nødig stemples som 'prinsen på den hvide hest'.

Han gik længere frem, for at se scenen fra en anden vinkel, det betød ikke så frygteligmeget om han blev opdaget, så længe han ikke blev prinsen. Han kiggede lidt på elveren, der havde tabt det hele på gulvet, og mest af alt lignede - en tom skald der bare sad på jorden, hvor Malakel havde efterladt ham.
Demetric som ikke havde været helt oppe i nyhederne i Di Morga, og som egentligt ikke kendte ansigterne på de førende personer i Di Morga, var ikke hundrede procent sikker på at dette var Malakel, men chancen var stor, og han gik ud fra dette, mest på grund af auran, som hang omkring ham.

Han placerede sig oven på en container, som han let var kravlet op på, og sad nu på hug, med øjne hvilende på de to mænd. Han vidste godt han ikke var helt ubemærket, men hvis herren var mere optaget af mennesket, ville han ikke bemærke ham, men hvis mennesket ikke betød nok, ville han bemærke ham. Hvilke af delene der lød bedst vidste han ikke, så det kom vel an på tilfældighederne?