Here i `am! -Malakel the Vanquished

Omgivelser: Ingen lige nu…
Sted: Søen…
Tid: Sen eftermiddag…
Vejr: Regnen pisker ned…
Dato:?
Påklædning: Kjolen på billedet og sorte converse.

Man kunne let høre regnen ramme det klare græs, da det sagde nogle enormt sjove lyde. Men de var dystre, skræmmende, hvis ikke man vidste at det bare var regnen. Men en speciel duft lagde sig altid hen over luften, når der regnede. Det var ikke noget, som man nu duftede normalt. Nej, et menneske ville ikke kunne dufte denne, friske, underlige duft. Måske en duft, som der mindede og nyslået græs...nok om det… men ude i det is kolde regnvejr gik en skikkelse. En yndefuld, skikkelse, endda. Men da en af de få solstråler ramte den, kunne man se den for alvor. En smuk ung pige, som hvis hud var isende, ja ikke blot kold, nej den var også is hvid, som marmor. Det brun krøllede hår hang ned af hendes skuldre, og ryg. Men hun var ikke våd af regnen, fordi hun gik med en sort elegant paraply. Hendes korte creme hvide kjole sad let og elegant på hendes smukke slanke krop. Men skoene, var slidte og våde som sædvanligt. Et svagt suk kom fra hendes læber, da hun igen tabte den sorte paraply. Hun var lige glad, nu. Hun lod den ligge i den mudrede pøl, og tog blot hendes sko af og gik bare fodet rundt på den ru skovbund. Hendes hår blev hurtigt vådt og klistrede sig fast mod hendes hals. Hun bed sig hårdt i underlæben, så der kom en blod dråbe frem. Hun lod let hendes tunge tage blod dråben og lukkede blidt øjnene, da hun kunne smage det metalliske i blodet. Dog slog hun de mørkebrune øjne op igen, men denne gang havde de et rødligt skær over sig.. Hun var tørstig igen… de mørke brune øjne flammede kort af rød. Men det gik i sig selv da hun ikke var så tørstig igen. Ellers ville hendes øjne være helt ildrøde. Hun bed sig igen hårdt i underlæben, mens hun nød den kolde regn mod hendes marmor hud. Men vandet trillede bare af hende igen. Hendes øjne skinnede kort igen af røde flammer da hun kunne dufte blod inde fra skoven.

Ikke langt fra der hvor pigen befandt sig kunne man høre stemmer der talte. Man skulle ellers tro at den smukke slanke skabning ville være alene på dette tidspunkt men desværre ikke. Regnen der faldt fra de mørke skyer over dem, angreb bladende på træerne: fik dem til at bøje sig svagt i det de ramte dem, så dråberne fortsatte ned imod den fugtige skovbund. Duften af vådt muld og halv visne blade var beroligende, som røgelse i sig selv. Mus der turde bevæge sig ud, listede sig afsted under bladende og de fugtige træstumper der lå på jordens overflade. En modig larve gik sig en tur langs en træstup ikke langt fra den smukke pige og skikkelserne der snakkede. Den slangede sig afsted med dens fede krop der sikkert ville blive et sundt måltid for en sulten fugl eller lignende. Skovens fred, dens harmoniske ro var urokkelig selvom at nogle lidt agressive stemmer kunne høres. Den ene virkede mindre selvsikker end den anden der snakkede mindre højrøstet end den anden. Hvis hun bevægede sig tættere på, ville hun se to mænd der stod og snakkede. Den ene havde ryggen til hende, en høj og bred skuldret herre med et ufatteligt stort sværd på ryggen, der ville have en mærkværdig aura omkring sig: lidt som om man kunne høre og se den trække vejret. Det store sværd gjorde det umuligt at se hår farven på manden eller noget af hans ansigt. Den anden mand var en herre der ligesom den anden havde en meget lang jakke på, hans var blot finere og ikke fyldt med huller overalt. Hans ansigt var blegt, måske lidt blegere end normalt, måske var han en udød? Han havde en ring der sad i underlæben og et farvet hår der i midten var sort men så fadede ud i en postkasse rød. Det skulder lange hår som den blege mand besad, klistrede sig til hans ansigt. Det var ikke til at se om han havde våben eller ej, men en ting var sikkert: den anden havde! Deres samtale fortsatte:

Siegurl: ,, Det hele ville være lettere hvis ikke den fandens lang øre rende rundt og spurgte til alt muligt!”.

Ma'lakel: ,, Jeg skal nok tage mig af den lille møg elver, lige nu har vi større ting at tage os af. Hvis Stemmen ikke snart viser sig for vi problemer.”

Siegurl: ,, Han skulle være rejst til Italien... så vidt jeg ved har han afsløret sit navn”.

Ma'lakel: ,, Ja så? Fandens til held, hvis Di Morga for nys om det bliver der måske problemer med processen. Zane tror stadig jeg blot er en dum morder, det er efterhånden et godt spredt rygte. Men..”

Den blege rynker brynede af den andens men:
,, Men hvad?”

Ma'lakel ser irriteret op:
,, Der er nogle der har mistanke, blandt andet en vis aspara.. ” han spyttede næsten navnet ud i det han udtalte det. ”Barishan, skulle jeg mene hans navn var.. skulle efter rygter være sammen med Dådyret.”

Siegurl løfter begge øjenbryn i overraskelse:
,, Dit lille side spring i planen?”

De grønne øjne retter sig imod den blege igen og en hånd kan ses blive rakt ud efter ham. En stor hånd griber fat om struben på den blege person, som med det samme tager hænderne op for at standse hans samtale partner i at gribe fat men det er for sent. I forhold til Siegurl har hans sammensvornes tilsyneladende en meget mørkere hud: en solbrun lidt forbrændt farve der er på nippet til at gå over i rød.

Ma'lakel: ,, Vil du beholde din tunge?”

Siegurl nikker imens han panisk hiver efter vejret!

Ma'lakel: ,, I så fald ville jeg tænke over mine ord hvis jeg var dig”.
Han slipper ham hvorefter den blege tager et par skridt bagud, og tager sig til halsen med opspærrede øjne:

,, Hvad fanden er det du tror du laver?! Du kunne-..”

Ma'lakel afbryder ham:
,, Kunne hvad?! Have dræbt dig, ved mørket og alt dennes smerte ja det kunne jeg, pris dig lykkelig for at jeg ikke gjorde det, forbandede blodsuger! Gør hvad du har fået besked på, i stedet for at tale som var vi andet end krigs brødre.”, halv-dæmonen klemmer øjnene sammen i vantro.

Siegurl: ,, Du-... du for tilbage af samme skuffe... bare vent! Bare vent! Du er ikke så almægtig som du tror!”

Med det træder den blege vampyr ind i buskadset og forsvinder med lyden af grene der knækker og blade der knaser i det de bliver trådt på. Tilbage af personen med det store sværd. Hans ansigt stadig uset men hans navn afsløret.

Cathy hørte de snerrede stemmer, og blev nysgerrig som hun nu altid blev når hun kunne øre en samtale, som der ikke lige frem kørte. Hun smilede let for sig selv, idet hun listede hen bag et stort egetræ, hvor hun let kunne høre hele deres samtale. Hun lod let hendes blege marmor hænder hvile på den smukke træstamme. Hun lod let hendes røde øjne skanne disse personer, som der ikke lige just så venlige ud. Men dog bredte et svagt smil sig hen over de let lyserøde læber. Hun betragtede dem under hele deres skænderi, eller hvad i alt verden de havde gang i. Det mindede måske mere om en lidt voldsom diskussion, om Zane, som der havde udnævnt sig selv til hersker over Di Morga. Egentlig lidt plat, siden at han bare sådan tror at han skal hundse rundt med folk, og lege konge. Ja, lige som i gamle dage. Han var vel også gammeldags siden han bare tog magten. Men heldigvis var der da nogle der kæmpede i mod ham. Men det havde Cathy ikke lige just planer om. Hun var ikke stærk nok til sådan noget. Det morede hende egentligt; altså deres samtale. Et svagt suk strejfede hendes læber, men hun holdte sig blidt for munden så det blev lydløst. Hendes røde øjne, flammede kort, idet hun kunne dufte; Duften af blod, som der pumpede inde i den ene mands krop. Det fik hendes tørst til at indstille sig på hans blod, men nej, hun ville lige vente lidt, hvis hun nu altså valgte at overfalde ham og drikke hans blod. Mhmm.. Duften var næsten ikke til at holde ud når man endelig var rigtig godt tørstig. Men dog fik hun vendt hendes tørst en smule, da det lignede at den ene af disse væsner, ville skære dens anden tunge af. Hun vendte sig om, med en af hendes lyn bevægelser, men man kunne let høre et `knæk´. Det var e af skovbundens mange skarpe grene, som der knækkede under hendes bare fødder. ”Shit!” mimede hun lydløst til sig selv, og lød sig læne op af træet, i håb om at disse væsner ikke havde hørt grenen knækkede. Men det ville være meget usandsynligt hvis ikke man hørte det, siden, det gav et højt `knæk´. Hun bed tænderne, sammen, og lod sig nærmest gemme op af den store træstamme.

.. Fandens, at stå i de-...

Skikkelsen der var blevet tilbage efter samtalen gav et lille twist fra sig med det ene øjenbryn som lyden af en gren der knækkede bagved ham kunne høres. Dette kunne pigen sikkert ikke se da han endnu ikke havde vendt sig imod hende. Var deres samtale blevet våget og i så fald, af hvem? Han knep øjnende sammen i et kort sekund med tanker: navne over de forskellige væsener han førhen havde mødt der ville være snedige nok til at kunne følge efter ham uden at han med det samme ville have opdaget dem, fløj igennem hans hoved. Men mange af de navne blev udelukket da en lidt anderledes sød duft af død nåede hans næsebor. Han sniffede svagt ind for at registrere lugten, men han kunne ikke sætte noget ansigt på hvem det var: en ny person? Men uden tvivl en udød. Stille, nærmest lydløst for det normale menneske øre, rakte han hånden ned langs hans ene side, skubbede læder jakken til side. Alt imens den ene hånd gjorde denne handling gled den anden ned i hans jakke lomme hvor man svagt kunne høre en lille smule raslen. Han havde hånden knyttet efter den havde været en tur nede i hans lomme: gemte uden tvivl noget deri. Derefter ville en så overnaturlig skabning som pigen, sikkert godt kunne høre lyden af metal der en efter en blev skubbet imod andet metal: seks gange i alt hvis hun havde lyst til at tælle. Så lød der et svagt klik! Hans pege finger sad i ringen, finger spidsen på aftrækkeren imens de andre havde et fast greb om hans mest højt elskede våben. Han lod hånden sinke imens at den anden blev ført ind under jakken i en gemt lomme hvor han trak en smøg fra, dette ville pigen sikkert heller ikke kunne se da han stadig forholdt sig der hvor han altid havde været. Roligt, uden at virke den mindste smule påvirket af at blive iagttaget førte han smøgens filter op til hans smalle læber, satte dem imellem dem hvorefter han fremmanede en lille ildkugle på ydersiden af hans lille finger: tændte smøgen og rystede derefter hånden som man ville gøre hvis man havde intention om at slukke en tændstik. En røg sky kom fra ham: grå, som himmelen over dem: som regnen der ikke længere piskede ned men stadig faldt i triste byger. Derefter kunne man høre hans stemme, mørk, brummende, dyb som man talt til af en mand der for længst burde have overstiget de tredve, men ikke var det.

,, Kom frem, lille rødhætte. Ulven bider ikke... særlig meget!”, en ond mørk klukken kom fra ham, nok til at hårende på et menneskes arme ville have rejst sig og denne ville med det samme genopleve små barndoms mareridt! Monstret i skabet? Uhyret under sengen? Manden som mor ikke ville have dig til at lege med? Han passede på alle beskrivelser.