Havnen om aften? - Clayden.

Tid: 21:34
Vejr: Mørkt, og køligt.
Sted: Havnen.
Omgivelser: Få personer hist og pist.
Dato: Irl.
Årstid: Irl.
Påklædning: Sorte Jeans, hvid top, med sort læderjakke på, og stiletter.

Klokken var ikke særlig mange i otte, men lidt var den dog en halv time i otte. En høj spinkel kvinde, kom roligt gående ned af en gade, og drejede af gaden for at komme ned til havnen. Hendes unaturlige blå øjne, stirrede direkte ud i det næsten mørke sted. Selv om det ikke var helt mørkt, var der dog alligevel lidt lyst, men ikke sådan at solen strålede ud gennem de mange grå skyer. Kvinden gik med lette skridt på stiletter ned mod havnen, hun havde dog aldrig været der før, men det var hun nu. Det var jo altid spændene at være på et nyt sted. Der var ikke specielt mange mennesker på havnen som der, som regel plejede at være. Hun smilede sit kølige smil, som hun altid gjorde. Catharina havde aldrig rigtig smilet, for sjovs skyld eller bare for venlighedens skyld. Selv ikke som menneske havde hun smilet så utroligt meget. Men hvorfor skulle man smile, når man o var et rovdyr? Vampyr var jo rovdyr, og ikke små plante æder. Som levede af at spise planter, nej de levede af blod, forskelligt slags blod endda. Den slags blod Catharina altid havde elsket, var Aspara blod og engle blod, menneske blod gad hun ikke ret meget da hun ikke kunne se at det mættede hende så meget. Selv om mennesker nu var sjove at lege med. Hun standsede roligt op, da hun var nået ned til en bro, ved havnen. Hun gik langsomt ud til broens ende, og kiggede ud. Hendes kølige smil blev til at skævt smil. Hun havde haft fået stillet sin sult her til aften, selv om hun en eller anden grund, altid hungrede efter blod. En tørst som aldrig rigtig helt slukkede. Livet for Catharina havde altid været det samme, vandre alene og altid være alene. Der for regnede hun dog heller ikke med at møde nogen nede ved havnen.

Gaderne var tomme, alt var tomt, folk frygtede mørket mere end nogen sinde før, oprører var kommet til, folk rev basukaen frem, pistoler blev ladt, og alt blev smadret. Det var sådan hans syn på verdenen nu var blevet, hvordan den højere stående kunne tillade dette vanvid forstod han ikke, men han ville standse det en dag. Og lave byen til sin egen, måske? Hvem vidste, han gjorde ikke, ikke endnu. Men livet var jo langt, som man jo sagde det.
Solen var på sin vej ned imod den anden side af verdenen og var på vej til at skabe en opgående gang, med sol og glæde, eller tørke og død.
Skridtene fra de mange mennesker omkring ham, gik afsted imod gaderne, på vej ind i deres lejlighedkomplekser, væk fra det tindrende mørke der åd dem op indefra. Dog var der noget besynderligt, nogle skridt syntes at komme imod, og ikke fra. DE gik imod de gyngende skibe, hvis master gled ind og ud imellem hinanden, alt imens vandet skvulpede op langs siderne af dem sådan som de var bundet fast til en opstikkende holder som skulle sørge for skibet ingen steder drog hen. Skikkelsen kom nærmere, og trådte langsomt ud fra de tyste lange skygger som bygningerne bag det strakte, sig hen langs de mange brossten der var henlagt på undergrunden så de kunne bruges som et underlag for folks fødder. Nogle mørke blå øjne trådte frem, og kiggede med et strækt sind frem imod det der lå foran skikkelsen, som om det vidste hvad der ventede, men det var vel ikke kun det, molekylerne omkring skikkelsen begyndte at reagerer på disse bivirkninger da denne anden form, væsen, eller hvad han skulle kalde det, var kommet inden for hans rækkevidie. Clayden kom længere og længere frem, og de blå øjne søgte fra det ene sted til det andet, og fik så hurtigt øje på det han havde kunnet mærke; en vampyr så vidt han kunne se. Men hvor mange mennesker tog sig i grunden lige af hvad pokker han mente om andre? Han var jo sådan set bare et udskyd af en race, tilgengæld ganske farlig, af alder og kræfter. Blikket vendte sig lidt omkring inden det lagde sig på de høje master der lå skred fra den ene side til den anden som var det en flagstangs flag. Roligt traskede han hen imod en nær stående bænk hvor bagenden blev slået i hi, og hæbderne folet.

Hendes blik vandrede stadig ud over den bro hun nu stod stille, og ubevægeligt på. Det var som om at kun hendes hår bevægede sig let. Selv om det ville blive helt mørkt, så ville hun dog alligevel kunne se i mørke. Dg var mørket hendes yndlings punkt på hele dagen, eller skulle man mere sige natten. Hun snussede let ind af sine næsebord, en lugt en helt komplet fremmede lugt. Kom hende i møde, en lugt hun ikke rigtig før havde lugtet før, men dog alligevel lugten mindede dog meget om en dæmon lugt. Selv om hun dog sagtens kunne blive i tvivl om det nu også var en dæmon. Som var i nærheden. Catharina lukkede stille sine unaturlige blå øjne i, i mens hun lyttede. Lyttede til alle de bevægelser som natten kunne tilbyde en vampyr. Hendes smil blev køligt, men også en lille bitte smule grumt. Måske skulle hun se om det var en dæmon hun kunne lugte? Eller om hun skulle blive ståene som en statue. Livet som vampyr var noget af det bedste hun nogen sinde havde oplevet, hun var endda glad for at hun ikke mere var noget lille ubetydeligt mennesker. Hun kunne gøre som det passede hende, men så alligevel er var dog nogen ting som hun ikke kunne gøre, fx gå ud i sollys? Og blive brændt op. Hun vendte sig let omkring. for at kiggede efter dæmonen, hun fik hurtigt øje på dæmonen som så ud til at være ud af hankønnet. Hun blev stille stående hvor hun stod, i mens hun betragtede dæmonen. Hun lignede igen en statue så længe hun stod stille, ubevægeligt.

Han sagde intet, var sådan set lige så ubevægelig som hende, når det kom til stykket, det eneste der bevægede sig var brystkassen og øjnene, når han trak vejret og blinkede. Hurtigt frev blikket hen imod masterne som blev ved med at klappe imod hinanden, en lyd der irriterede ham grænseløst. Men at skulle bruge hans evner nu, ville være som at afslører hvem han i grunden var. Og hvis hun skulle være en eller anden fra den der såkaldte hær, der hele tiden var på nakken af ham, og bare ikke ville lade ham være i fred. Han brummede lige så stille, og kiggede lidt rundt, inden han lod sig bevæge afsted imod en nær stående bænk, som han kunne slå sig ned på, og glemme omverdenen. En langsom indånding blev taget igennem hans næsebor, imens tankerne blev lettere irriterede over den varme der herskede på stedet i øjeblikket. Roligt, tog han det damp der var på sin vej op imod luften, hen imod sig selv, åbnede sine luft huller i huden, som var mikroskopiske. De små lufthuller trak det vand der ville have taget op til himlen, til sig selv i stedet. Blikket faldt ned på havet som brussede frem og tilbage fra den ene side til den anden, og skvulpede op imod de kæmpe murværker der var blevet sat så det kunne holde oversvømmelser og mulige tusnamier tilbage, selvom en kræftig tusnami ville vælte den så let som ingen ting, så hvor meget nytte ville den i grunden være? Han brummede lige så stille og lukkede sine øjne, og tænkte sig langt væk fra dette sted, drømte sig hen til det, man kaldte... hans verden? Ingen kendte til det sted, kun han... et sted der var så koldt som den første istid selv. Han blev født i kulden, han dræbte i kulden, han skabte den... han var den. Længere var den ikke, om man ville det eller ej. Blikket gled ned på den blege hud af hans og tog en dyb indånding, ja verdenen havde virkelig være god ved ham, det måtte han gi' den. Han tog en dyb indånding og betragtede de steder hvor der skulle have været ar og andre underlige former for den slags, men pågrund af den mængde vand han havde i sig, kunne han samle sig som han ville, så længe man ikke kaperede hovedet af ham.