Four o'cloves! [Clayden - Liam]

Gracias, señorita. Hun havde garanteret ikke brug for en så lille og værdiløs paraply alligevel, hvorfor kunne han så ikke lige så godt gøre brug af den? Et gråt sæt øjne blev rettet mod den ganske almindelige bil - hverken form eller farve fortalte hybriden noget om mærket - udstyret med en ubehagelig klods på taget, og ikke mindst den langsomme, gamle dame, der var ved at stige ind. Chaufføren havde travlt med en kuffert, der at dømme ud fra hans kontinuerlige eder og forbandelser var fandens til tung, så ingen af dem bemærkede, hvordan den sorte, neutrale paraply forsvandt fra sin plads på toppen af endnu en kuffert placeret på fortovskanten.
Sjapsjap. Åh, det elskværdige regnvejr! Andrew lod hovedet falde bagover for at betragte den underskønne skybeklædte himmel, men måtte snart vende ansigtet ned igen for ikke at blive blind - de lårfede stråler plaskede ubarmhjertigt mod hans ansigt og de sammenknebne øjne. Inden længe afbrød en sagte nynnen af "Singing in the rain" regnens konstante trommen, mens en udslået paraply blev hvirvlet rundt på skulderen, kastende en masse dråber af sig. Hell, regn var jo skønt. Måske var det vådt og koldt og forårsagende klamhed, men hvorfor skulle det ikke være en god ting? Så længe man forstod at klæde sig ordentligt på, hvilket bestemt var noget, Andrew gjorde. Nej okay... De blomsterprydede gummistøvler formåede ikke meget andet end at samle en masse vand nede ved de bare tæer, hvilket skabte en herlig svuppende lyd. Den sorte unisex regnfrakke holdt dog væden stangen ganske effektivt. Og den var kun særlig dejlig, fordi han for en gangs skyld havde brugt penge på den; normalt stjal han bare, hvad han havde brug for.

Det varede ikke længe før hybriden nåede til indgangen til en stor park, og han måtte stoppe op for at tage det velkomne scenarie i skue. Han kunne godt bruge noget græs under fødderne, bemærkede han for sig selv. Med sine svuppende skridt satte han sig i bevægelse med retning mod parken, efterladende både gummistøvler og paraply uden for de svære stenstøtter, der gjorde det ud for indgangsparti - placeret på en sådan måde, at genstandene kunne samle så meget vand som overhovedet muligt. Straks føltes bevægelserne meget mere frie, og det resulterede i en diskret, lille vejrmølle. De bare fødder og ben - af bentøj havde han fundet sig nogle bekvemme, sorte shorts af mærket adidas, der gik ham til lige over knæet - var snart lige så våde som det Indiske Ocean, men det rørte ikke hybriden det store. Nok brillerede han med at være bymenneske, men han kunne nu så godt lide at bevæge sig rundt i nogle naturrige omgivelser. Lige præcis af den grund holdt han sig til den snoede sti af fliser. Plamager af vand havde samlet sig adskillige steder, og selvfølgelig var det af vital betydning, at Andrew hoppede i dem alle. Ganske hurtigt overvejede han, hvor meget han ville ligne et legesygt, lille barn for eventuelle tilskuere, men så indså han, at det ikke kunne røre ham mindre.
Hurtigt gled en hånd gennem det mørke hår, strøg det til siden, så det ikke gled ned for øjnene hele tiden. Omgivelserne havde ikke den store betydning på hans prioriteringsliste, men faldt nærmest bare i baggrunden, i og med at han var travlt optaget af at hoppe rundt på stien. Hist og her sneg nogle akrobatiske krumspring sig ind, hvilket bare hjalp med til at hvirvle regnen op i luften for en kort stund igen.

Den endeløse regn, plaskede ned som aldrig, blev ved og ved. Gid den ville blive ved i dagevis, så solen aldrig ville vise sine tindrende stråler, der kunne gennemborer selv det stærkeste immun forsvar. Gid det aldrig blev dag igen, sommer, forår, det skulle bare fortsætte til evig tid med regn, sne og hagl, og stormende blæse vejre der kunne vælte selv den tykkeste mand omkuld. Nogle steder rundt omkring i byen, havde regnen endda gjort sine fremskridt ved at oversvømme enkelte kanaler – og det skulle bare blive ved, og ved. Men det havde man jo efter hånden hørt nok af nu.
De kæmpe store byger dryppede ned med tårer man skulle tro ville blive den nye oversvømmelse over jorden, at Deum ikke havde holdt sit løfte, men nu var gået hen og ville lade jordens overflade oversvømme endnu engang, så den almægtige kunne skabe fred og orden over hvert land. Dog var der ikke megen tro på denne overstående herre, ikke sådan som så mange religioner fortolkede ham, eller beskrev ham. Den sande ene og alene, Deum, havde aldrig med jordens skabelse at gøre, vedkommende var blevet skabt som alt andet. Men det var en længere historie som ingen interesserede sig for mere, det var en død religion, som kun de allerældste mennesker troede på, men nu var forsvundet.
En skvulpende lys kom fra et kloakdæksel der rørte lettere uroligt på sig, imens dets tunge vægt prøvede på at masse ulyksaligt den forsat stigende regn ned ad, men hvad nyttede det dog, når dets formål for at beskytte byens overflade og gader, mod oversvømmelse nærmest var uhjælpelig imod det som kunne vente byens mørke gader.
Et ensomt lys i de høje boligblokke, sad en lille pige, hvis øjne stirrede trist på den forsat piskende regn, imens hendes hoved hvilede på den let knyttede hånd, så den ene æblekind blev trykket op ad. Håret faldt let ned over de små tynde skuldre, og en prinsesseligene natkjole, i en cremet farve, og hvide blonder og silke tråde sad hen over den spinkle skikkelse i det svagt oplyste værelse hun ejede. Pludselig blev hendes øjne dog betaget af noget andet end regnens sørgelige trommen imod det hårde og beskyttende glas der skulle holde fugtighed og kolde ude. En mørk skikkelse træskede imellem bilernes parkeringsplads, midt ude på den åbne gade, hvor lysende ind imellem blinkede fire gange i træk for at få styrken til at kunne holde sig vågen, resten af natten, men det mislykkedes for det. Skikkelsen var høj, højere end hvad man normalt skulle have troet, men et præcist tal var ikke til at sætte på vedkommende. Den, lange læder kappe blev sendt bagom dets ryg, så den plafrede let som var det vinger. Skridtene var lette, næsten lydløse, alligevel virkede det som om at man kunne hører hver evigeneste gang at skoene de sukkede imod den våde cement, der blev gennem plasket af regn og slud.
Meget mere af denne mørke skikkelse kunne ikke ses, ud over en lys hud, og noget af den ene side af ansigtet som syntes at være ganske markant, og koncentreret. Var det denne skikkelse der gjorde dette? Eller var dette blot en tilfældig aften hvor alting syntes at virke mere dystert end hvad det normalt set var? Mange spørgsmål kunne blive stillet, mange af dem blev ved med at dukke frem, for så aldrig at finde sin bortgang, da de fleste ingen svar havde, folk vidste ikke hvad de skulle vente på, det var ikke meget de havde hørt fra denne overherre, der havde sat sig på tronen for at herske over det magiske kontinent, der lå i den førende spis med total ødelæggelse af alle lande. I hvert fald så vidt han havde hørt det.
Parken kom frem i det fjerne, med de vældige træer der tornede sig op over nogle bygninger, og skabte et smukt udsyn til noget der faktisk kunne overleve i dette kæmpe kaos af vanvid og uforudsigelighed. Clayden, kom hen til denne jern beslåede låge som førte folk ind til den fredfyldte park, der tog så godt imod denne evigt varende regn, og sugede det til sig som var det et altafgørende spørgsmål mellem liv og død. Smukt som det dog så ud, på den måde som månen skinnede imod. De lignede krystaller i et dystert mørke som ingen turede at tænde lyset i. Den høje skikkelse, denne mand traskede roligt inden for dette mudrede areal, og lagde hånden på lågen, så han kunne trække det ind på plads igen, hvilket resulterede i en ufattelig knirkende lyd. Et suk gled ud igennem hans læber, og blikket stirrede ud imod mørket, hvor nogle enkelte gadelys kastede et lettere mislykket skær afsted for at kunne lyse omkamp med månens sølvagtige lommelygte lys. Den unge mand, der lignede en i tyvenernes gode år traskede afsted med rolige skridt i den sælsomme regn der forsatte uophørligt. Han var beklædt i tøj som tog godt imod regnens tunge dråber; nogle sorte bukser, enkelte rester af mudder i dets bukseender. Selve buksetaljen sad godt fastspændt på midten af numsen og på det, nederste del af hoftens knoglegang. Håret; vådt og klistrede sig fast til pande og kinder, imens T-shirten klæbede sig til den veltrænede spinkle overkrop, som buede let, da skikkelsen havde en sløset og let foroverbøjet overkrop.

Celéste udforskede haven, selvom det nu regnede kunne hun da sagtens undersøge den. Hun havde intet imod denne våde, kolde regn for dte var bare dejligt afslppanede på hende, at regnens dråber vaskede græsset under hendes bare fødder mens hun vandred eog af og til, stoppede op for at se på en regnorm på jorden. dser var faktisk mange orme, i denne her park og alle sammen syntes hun de var spændende med deres lyserøde larve-agtige krop, og den snoede tvistende gang. De slangede sig afsted mellem græsstråene, og glinsede i det gule flakkende ys fra lygterne ude på gaden langt vælk fra centrum af parken, hvor Celéste befandt sig. Lige nu, ved siden af en rødmalet bænk hvor malingen skallede af, og lidt rust på de mærkværdigt formede ben af jern. Jovist var den røde maling også fuld af dråber, men det lignede et mindre svampe-hus. De der røde og hvide svampe i skovene, som Dværgene havde vist Celéste men aldrig bragt hende med ud og undersøge.
Der var helt stille i parken, for Celéste lavede ikke den mindste lyd mens hun udforskede alle træernes bark, græssets bløde men kraftige struktur, regnormenes snigen rundt mellem ladene der blev trukket fra grenene, og den tætte fugtige lugt af regn og nyslået græs, blandet med uften fra harpiks der flød fra nogle træer i nærheden af hvor hun var.
Og på grund af stilheden var det også nemt at høre denne piges sagte nynnen med på sangen Singing in the rain, som blev båret til hendes ører gennem regnen, helt trods dens larmene trommen kunne hun stadig høre snagen bliver nynnet og tænkte jo, at dte bare var noget dr var faldet hende ind, som så meget andet jo også gjorde, så hun nynnede videre med på sangen og lyttede til mange andre lyde, der slet ikke kom fra hende. Men lyde, der blev båret til Celéstes øregang, lyden af fugle der baskede med vingerne når en kat jagtede dem fra deres rede oppe mellem de grønne og brune omgivelser i træerne, og en skramlen af kloak-dæksler når de prøvede at holde regn-vandet stand for at forhindre en oversvømmelse af gaderne, og nogle enkelte skridt der lød sjove - som gummistøvler med vand i, hvilket måtte resultere i gennemblødte fødder. Hun så op ved denne lyd, for den hvade hun let evd at høre, selvom dne var et stykke væk. For at vær emere præcis, var den nede ved parkens iundgang. Bagefter hørte den koncentrerede celéste lyden af nogle der hoppede i mange - om end ikke alle sammen - vandpytter, og kort efter de lyde, kom der lyden af spring og så en knirken af en låge,formodentligt også den samme låge til parken men denne gang lidt efter de andre lyde - dem med vandpytterne, og springene. Vinden fortsatte med at feje over parken og krybe ind, mellem grneen i træerne som hvilsede og Celéstes gyldenbrune kugle-øjne var det eneste der var generet af regnens tilstedeværelse, for de åbnedes og lukkedes hele tiden for ikke en regndråbe skulle falde i øjet på hende. Hun nynnede fortsat, og besluttede sig for at sætte sig ned ved bænket - men ikke på den -, og mærkede straks hvordan hun blev kodt i nusen afdet våde græs. Men hun ignorerede det så got hun kunne, og lgde hovedet en anelse tilbage for at betragte den skydækkede himmel igen og krummede sine små stærke, slanke kunstner-fingrer om græsstrående ved hendes hånd. Og hvad så hvis hun fik jord under neglene? Det kunne jo vaskes væk, og derfor elskede hun regnen.

Det var en nat som han helst havde været foruden. Han var så udmattet at han kunne dø, men eftersom at han allerede var det, så fandt han det latterligt at skulle gå igennem det hele endnu engang. Havde han været et menneske, ville han nok have sat sin kurs mod havnen for bogstaveligt talt at drukne sine sorger, men han gjorde det ikke alene af den grund, at mennesker var svage. De lod sig slå ud så let, som om hver nedtur kunne betyde verdens ende. De snart 1027 år på jorden havde lært ham, at tingene altid kunne blive værre. Han havde passivt drevet igennem overgangen fra ”Verden” til ”Den Nye Verden”. Flere gange endda. Da kristendommen spredte sig udover adskillige landegrænser, og menneskerne troede at de havde svaret på alt. Udviklingen af våben. Det civiliserede Europa og 2. Verdens Krig.
Han havde boet i Würzburg, Tyskland med to andre vampyrer mellem tidsrummet1923 og til den dag hvor hans jødiske udseende fik ham smidt ud af landet, til trods for at han slet ikke nærmede sig status som jøde når det kom til religion. Eller omskæring, for den sags skyld. Han havde ellers sørget for ikke at gøre sig bemærket under krigen, og det var endda efterfølgende at han havde fået sparket, da en djævel med navn Lenz Florian Ferdinand, havde fundet ham. Han var opstået få timer efter at Hitler havde valgt at tage sit eget liv, og nogle mente at han var den lille østrigers reinkarnation, men Liam vidste bedre. Det var ikke sådan man forhandlede i underverdenen, helvedet ville aldrig nogensinde give livet tilbage til nogen, ikke ligesom Gud, der kastede folk tilbage i skærsilden for at fungere som budbringere. Nej, den kære Lucifer sendte kun sine egne rekrutter op, for at synde, friste og skabe uro i verden. Den nye verden. Liam havde aldrig brudt sig om idéen om en ny verden.
Han tænkte ikke mere over det, da han i et splitsekund blev revet tilbage til virkeligheden fordi en bil kørte forbi ham med hastig fart. Med sig bragte den slam fra vandet i vejkanten, og i en charmerende bue plaskede dette op på Liam, der grundet sine egne tanker var stoppet op. Ikke mange sekunder nåede at slæbe sig over Liams hoved før han mærkede fugten trænge ind gennem hans tøj. Ind gennem de tekstiler, han foretrak rene og uberørte, og snavset føltes brændende mod hans hud, som var det gløder. Han så efter bilen, kneb øjnene sammen og ignorerede regnens tilstedeværelse da han med nogle hurtige, irritable bevægelser foldede sin mørkebrune paraply sammen. Med et højt brøl, der næsten lød som om han led dyb sorg, kastede han paraplyen som et spyd gennem luften, og flyttede først blikket da lyden af knust glas afslørede at spyddet havde trængt ind i bilens bagrude. Han ønskede lidt at der var passagerer på bagsædet, som kunne lide samme indtrængen i baghovedet. Bilen stoppede med hjulene hvinende hen ad asfalten, men Liam var allerede forsvundet.

Endnu engang mindede han sig selv om, at det var en elendig nat, og endnu engang mindede han sig selv om at tingene altid kunne blive værre. Og det blev de skam også. Regnen gled igennem hans krøller, og dryppede videre ned mod jorden, når de nåede enden af de svajende hårstrå. Han brød sig ikke om sin tilstand. Bestemt ikke. Han følte sig beskidt og sårbar, på en måde der næsten ikke var til at bære. Regnen havde magt til at bare at vælte indover ham og det var en grænseoverskridende tanke, specielt fordi en lille stemme fortalte ham at der var noget helt, helt forkert over situationen. Det var ikke Gud, der pissede ned på ham, men noget andet. Noget langt ældre. Jo tættere han nærmede sig byens park, jo mere havde han lyst til at vende om. Det var som om at en kæmpemæssig tsunamibølge bevægede sig i samme retning, men så igen, hvad skulle den slags lave i parken? Liam stoppede op ved indgangen, betragtede et par gummistøvler blive fyldt med vand, hørte lyden af noget vildt der hoppede rundt længere fremme og følte den ældgamle fremmede nærme sig. I et snuptag greb han fat om den forladte paraply, der sammen med støvlerne blev fyldt til randen af regnvand. Dette rystede han sippet væk og holdte den efterfølgende over sig for endnu engang at kunne skærme sig selv mod de enorme dråber.
Det var for ikke at larme for meget at han valgte at springe op på parkens mur, frem for at bruge lågen, der med garanti ville knirke. Hans plan havde også virket, hvis ikke det var på grund af den dynge af vand, der sobert havde samlet sig på græsset. Mudder fra jorden plaskede ud til alle sider efter at Liam havde taget afsæt fra muren og han mærkede hvordan hans sorte sko sank dybere ned i terrænet. Han stod med paraplyen over sit hoved og følte sig ikke så elegant og ballerinaagtig som han ellers havde bestræbt. Fanden tage denne verden og al dens ondskab. Nu ville han traske igennem parken, uforstyrret af små, legende børn, komme ud på den anden side og forsætte hjem, hvor han ville tage sig et langt bad, sågar få Adrian til at skrubbe ham på ryggen.
Med sine laksko svuppende i det gennemvædede græs trådte han ud på stien, der var mindst ligeså forfærdelig. Men han kunne godt lide tanken om at han for engangsskyld holdte sig indenfor visse grænser. Han vidste dog ikke helt hvad han skulle syntes om skabningen der hoppede rundt længere fremme. Bevægelserne var akrobatiske, en anelse barnlige, men højden… Liam stoppede op og stirrede. Varmen fra denne kæmpe ramte ham i ansigtet, og han måtte konstatere at han ikke var menneskelig. Så havde han måske også givet efter for kulden og taget noget mere tøj på. Liam vidste heller ikke hvad han skulle syntes om det, der langsomt nærmede sig parkens indgang. Han kunne høre tunge skridt, lyden af knitrende læder, der med tiden blev tungere og tungere grundet regnen og alle de skarpe elementer der blev udsendt fra dette væsen, fik skabt en ulmende fornemmelse i Liams mellemgulv, der fortalte ham, at han skulle holde sig væk. Han trådte derfor ud i græsset igen. Følte at han blev presset fra begge sider, så denne etiske overtrædelse af færdselsloven var den eneste udvej. Med øjnene vagtsomt åbne, forsvandt han med langsomme skridt dybere ind i parkens mørke og fortalte endnu engang sig selv, at det hele stadig kunne blive meget værre.

Sandt at sige kunne hybridens sanser ingenlunde stille noget op mod så mange andre overnaturlige væsner, der bevandrede den store verden, men de formåede alligevel at udstyre ham med en fordel i de fleste situationer. Høresansen opfangede netop en svag lyd, der kunne tyde på, at nogen eller noget var hoppet ned i en relativt stor vandpyt. Måske var han ikke den eneste, der gøglede rundt? Noget sagde ham, at han sandsynligvis burde være mere på mærkerne og tage situationen alvorligt, men af uforklarlige årsager kunne han ikke få sig selv til at slippe det barnlige, der pludselig var faldet ind over ham. Måske tanken om, at der kunne gå længe, før han atter ville være i humør til at hoppe barnligt og fuldstændig skødesløst rundt og have det sjovt? Det var den mulighed, der virkede mest virkelighedsnær på daværende tidspunkt og derfor dén, der blev betragtet som et gyldigt svar.
Nøgne fodballer sugede sig ned mod cementflise, før hælen gjorde dem selskab. Den tunge vejrtrækning var kun en anelse mere besværet end tidligere, hvilket berettede om en fantastisk fysisk form. Dette ville de tydeligt markerede muskler også kunne afsløre, hvis ikke det var for regnfrakken, der - til alt held - ikke bældede vandet i sig, men næsvist lod det passere hen over den glatte overflade. Alligevel bar muskelfibrene i de modellange ben, der for øjeblikket var våde af himlens væde, tydeligt præg af regelmæssig pleje. Andrew måtte siges at være overfladisk, så selvom han aldrig rigtig havde behøvet at arbejde for musklerne - de kom helt uprovokeret grundet de akrobatiske udskejelser, han så tit slyngede af sig - var han ovenud tilfreds med sit eget udseende.

Atter opfangede ørene lyden af skridt et sted bagud og dirrede derfor let, nøjagtig som de ville have gjort i hans ulveform bare i større omfang. Denne gang blev muskler i nakken på kommando fra hjernen trukket sammen, hvormed hovedet blev vendt bagud for at tage omgivelserne i øjesyn. Ganske kort fangede han et glimt af sorte krøller, der forsvandt ind i en mere mørk del af parken, under nogle store, svajende træer, og ufrivilligt blev han båret tre år tilbage til Sydfrankrig. Han huskede stadig krystalklart, hvordan han første gang havde mødt den lavstammede vampyr dengang i varmen. Med en netop nedgået sol, var det en selvfølge, at vampyren havde begivet sig udenfor, nu hvor der ikke længere var fare for at dø midt på gaden, men alligevel var Andrew blevet chokeret. Både fordi han aldrig rigtig havde stiftet bekendtskab med en vampyr, men kun havde hørt om disse væsner, men også fordi de sorte krøller og det fejlfri, hårde ansigt havde taget pusten fra ham. Et mentalt spark og en let hovedrysten senere befandt hybriden sig igen i den mørke park. Det overraskede ham at opdage, at hans fødder var i færd med at transportere ham hen mod det sted, krøllerne var forsvundet, men han gjorde intet for at stoppe det. Han havde endnu ingen bekendte i byen, så tanken om at snakke med en, han faktisk havde et lidt mere dybdegående forhold til end bare et skævt blik og et nik, når man passerede hinanden på gaden, var uimodståelig. Det var også denne impulsivitet, der fik læberne til at forme vampyrens navn i en sagte hvisken, som uden tvivl ville blive opfanget af den skærpede høresans.

Hjernen var koncentreret om hver enkelte lille ting, der lå indenfor øjnenes areal, de kiggede ned i vandpytter, op på træer, mulige spejle der var rundt omkring, for at skabe et lille overblik om der skulle være nogen rundt omkring ham, nogen som han endnu ikke havde set. Men han vidste på forhånd... vidste allerede at der var folk tilstede, han kunne mærke det igennem de millioner af atter millionere regndråber der pladskede ned imod den forsvarsløse jord, der måtte give efter for den ubramhjertlige regn der blev ved, og ved. Var det ham der udsendte den? Eller... var den helt normal? Den ur gamle vanddæmon vidste det, men det var ikke noget han lagde mærke til mere, hvornår det blev gjort, og hvornår det holdte op, somregl lod han det ske i ualmindelig lang tid, så man skulle tro at jorden var ved at gå under. Men jor mere regn han sendte, jo mere regn ville der komme uden hans lille hjælpende hånd.
De klar blå øjne kiggede lige frem for sig, de var nærmest mørkeblå, en kraftig mørkeblå som kunne skærer sig igennem, selv det hårdeste metal. Ligegyldighed, mord, hårdhed, og koncentrertion strålede ud af dem. Han havde hvilet i så mange år, ligget til rette, i en gammel ursø, og ventet på at det iskolde indre ville vågne op igen, og møde sin nye verden, med et koldt blik. Måske en dag... måske en dag ville han have mulighed for at sende en sådan kulde afsted, imod ækvators klimabælte, selvom han selv vidste, at dette nærmest ville være umuligt, ikke mindst pågrund af hans svaghed overfor solens varme stråler, men også fordi at der heller ikke før havde ligget en istid. Men en dag måske... Han brummede lidt, da nogle plaskende lyde, og en lav nynnende stemme trængte ind igennem hans øreindgang, men ikke nok med det, blev følelserne af at væsnernes tilstedeværelse stærkt afklaret. Der skete dog intet, ansigtet fortrak ikke mine, det var koldt, og følelsesløst. Skridtene blev tungere, langsommere, og stoppede så. Hvor med den høje mand på de hundredeogotteoghalvfems kiggede lige ud for sig, observerede hver en eneste lille regndråbes nedfaldelse. Øjnene kiggede hen imod den ene side af stien, forså at kigge hen imod den anden side. Hvilke væsner befandt sig her? Han vidste ikke hvilke, men der var kulde og varme at sporer omkring ham, varmen kunne være fra et hvilket som helst andet levende væsen, mens kulden var mere begrænset i sit omfang; Spøgelser, vampyrer, is- og vanddæmoner. Langsomt fugtede han sine læber, og missede let med øjnene, for at se igennem den mørklagte park, der hvor lysende fra de høje lamper ikke skinnede igennem, og spredte deres uundgåelige skær. På den anden sti, nogle femten meter væk, syntes en svagskikkelse af komme til syne, med et flakkende skær fra lampen der skinnede imod det sårbare væsen under det. Det lange hår som faldt slapt og klæbrende ned fra barnets hovedbund syntes at tilhører en pige, skæret var blond alt efter hvad han selv kunne se. Måske lettere, gyldenbrunts blond, eller så var det bare lysets skær der spillede et gevaldigt puds for hans øjne. Den nynnende lyd syntes at komme ud fra hendes læber, hvilket afklarede hans søgen efter den gennemtrængende lyd, der blev vibareret igennem de mange regndråber til hans øreindgang. Hastigt gled blikket til den anden side, da han syntes at se noget ved den anden side, en bevægelse, næsten usynlig. Øjnene missede let i den nedgående regn, og betragtede stedet lidt. En halvmeter fra det kom synet af et andet omrids til syne, som udsendte en varme der måtte hentyde til hans levende eksistens. Beklageligvis kunne den gamle isdæmon ikke sige hvilken race nogen af dem var, kun betragte deres egenskaber, og natur og bedømme efter hvad der lignede dem mest. Selvom der stadig var varrierende varmekilder fra de to af dem, den tredje var kold i sin udsendelse af atmosfære. Måske kunne han lege med dem?... eller måske... bare være ligeglad, og iagtage dem som var de et nyt offer, for hans lille dyreskinds samling.
Et lille smil kom til inden fra, det var usynligt uden på, han smilede indvendigt. Tanken omkring at skulle skaffe sig mere nytte i deres skind, var fristende, og varmede ligefrem hans koldehjerte. Totur var ikke hans stærke side, men han gik heller ikke ind for det, Han så det som en ligegyldighed, og kun en nydelse for den der påførte dem, en indre seksuelitet der fik totur mesteren til at blive vild og ukontrolleret. Nej.. det var ikke sådan han gjorde det. Isdæmonen fandt det sjovere at dræbe, men med mening, uden mening ville han ikke have grund til at lade sig leve så længe. Der havde altid været en mening for hvert dræb. For det meste havde meningen været at tage deres skin, og dræbe dem derefter. Det var ikke uden for betydning, bare ren interesse, en lille hoppy? Og vel også fordi hans oldtids væsen nød de gamle traditioner fra sine unge dage, hvor man jagtede efter nogle varme klude som man kunne omsvøbe sig i. Langsomt fugtede han sine læber, og kiggede lidt ud i det blå inden han kiggede op på lygtepælen hvor en dråbe blev ved med at samle sig, det samme sted, hver gang, for så at falde ned som en enelig bestræber imod jordens grund.
Hvem vidste hvornår regnen ville standse? Det var der ingen der gjorde, kun ham. Han styrede den, hans sjæl lå i den. Et torden skræl kom til syne i det fjerne, nogle få sekunder efter hørtes det enorme brag fra dette lysglimt der havde kastet sig over jordens overstående skrope og skabt et ego i tunlernes hule gange. Måske var det farligt for ham at være den der besad af vandkildernes rytme, men han styrede selv vejrets gang, sådan som han ville, kræfterne skulle bare være på det rette sted, på den rette side af hjertet, og hjernen. "Heh..." kom det fra ham, langsomt og langtrukkent, og gik så videre i den evige regn der syntes at gennemtrænge hver en enkelt lille del omkring det. Han nød det, og var ligeglad med om dens indtrængen fandt sted på hans krop, hans tøj, for regnen var ham, og han var den.