Follow you around<Clayden>

_________________________________________________________________

Tæt opad en stor væg udenfor Lycée skolen var der mange samtaler igang, der blev hvisket, og talt, grinet,i flokke. Hvad der blev talt, hvisket om var forskelligt fra person til person. Henne på en stor skater-rampe udenfor skolen sad der en person med kulsort strittende hår, sorte tætsidende bukser med hængerøv, sorte convers sko, sort nitte bælte der hang skråt.På overkroppen sad var der et hvidt jakkesæt uden slips, og de ting der plejede at sidde på jakkesætter. Sorte handsker, en smøg i munden, lighteren i den ene bukselomme. Personen der havde navnet Blade sad på toppen af den ene skater-rampe med den ene fod hængende ud over kanten, hvorpå dne anden fod stod på fladen, han holdte rundt om knæet på det ben hvor foden stod fast plantet på fladen ad skateboard-rampen. Han havde lighteren i den hånd han havde hængene han legede lidt med at åbne, og lukke lighteren, grunden til det var for at virke lidt sej end han normalt var. Der blev stadig snakkes i flokke, og grinet lidt. Blade der sad og studerede hans lighter uden helt at holde overblik over hvad der skete rundt omkring her uden for Lycée skolen. Nogle piger kom stille gående hen mod ham og stoppede op nogle centimeter fra ham, de havde ikke overvejet at sætte sig op på kanten af rampen til ham. "Ehmmm jeg...Vi tænkte på om"sagde den ene pige mens hun rødmede. Blade kiggede ikke på pigen men på hans lighter han fik tændt hans smøg og kiggede så på pigen der skulle til at sige noget til ham."Vi tænkte på om du kunne lærer os at skate hvis du skater"fortsatte en anden pige også helt rød i hovedet som den første. Blade smillede ikke men kiggede så op på en af skolevæggenen hvor det store skoleur hang"Beklager men er ikke til piger"sagde han kort og koldt, og rejste sig op, han gik stille forbi dem og hen imdo indgangen til skolen.Evigt og altid vil piger have noget af mig, alle vil have noget af mig, jeg vil have fred kan de ikke forstå det! tænkte han for sig selv . Han begav sig videre og stod kort tid foran indgangen til skolen, han kunne høre pigerne hviske trist til hinanden, som om han lige havde knust deres hjerter. Blade gik idenfor, ned ad den ene skolegang han fik puttet lighteren ned i bukselommen, og røg stadig selvom han var indenfor. Og hvad var det for noget med at lærer dem at skate det var jo bare et trick for at komme i snak med mig, og være tæt på mig fortsatte hans tanker uden at han sagde noget. Han var vred lidt og vendte sig langsomt om mod en dør til et skolelokale, han smadrede hårdt sin ene hånd ind i døren så der kom et stort hul, og nogle træstumper, splinter ned på gulvet. Han kiggede over skulderen hvor han fik øje på nogle elever der stirrede på ham, han følte sig alene men var ligeglad hellere være alene end al den opmærksomhed folk gav ham, selv nogen gange uden grund. Han sukkede trist og koldt, og gik forbi eleverne en af dem hviskede højt så Blade kunne høre det"ej se ham man kan se noget af hans skelet på hans ansigt"blev der hvisket rundt i flokke. Blade blev vred men gjorde ikke noget ved det han vidste det godt, hans ansigt. Han var nået hen forbi skole bibliotekket hvor han så et vægspejl hængepå en sidevæg, han gik hen foran spejlet, lod hans spejlbilled se på ham selv. Han sagde ikke noget, tænkte for det meste det hele. Han vendte hvoedet lidt til den ene side så han kunne se hans skelet side af ansigtet det var ikke hans skyld han følte en trang og blev igen ldit sur så han smadrede spejllet med den ene knytnæve. Blod der begyndte at komme blod til syne fra hans hånd, men det slikkede han væk. Blade stod nu udenfor skolebiblioteket og studerede omgivelserne, han sagde igen ingenting og var heller ikke sur mere. Eleverne gik og hviskede videre og det de havde set, og stirrede videre på ham, han valgte at ignorere det, hvis det ikke var for de dumme regler så ville han have dræbt dem alle sammen.

Verdenen var gået lettere i stå, på denne tid af aftenen. Alting var stille, tiden stod stille. Ikke en ting syntes at røre sig, sådan som den fireogtyve årige mand traskede afsted imod det han ikke vidste hvad var. Han gik bare, nød den stille stund, væk fra larm og råb. Selvom der blev ved med at komme nye lyde til, nye som begyndte at larme. Ind i mellem kom der skrig, og råben som ikke var til at døje.
Et ynkeligt gadelys blinkede frebilsk efter at kunne starte op igen, og lyse lige så klart som alle de andre, men det skete ikke, dets frebilske lysende pærers mellemrum, mellem slukket og tændt blev langsomt længere og længere. Inden længe ville de slukke sig, og bare vente på at en af de mange vejpassere ville komme og skifte dets slukkede liv ud med et nyt, så det kunne blive genskabt på ny. Længere henne af gaden, stod et lyskryds, hvor en enkelt motorcykel holdte for rødt, mens to biler kørte afsted, for det grønne lys i deres side, og atter var motorcykilisten alene og ventede på det farveskift der godkendte hans frakørelsel - det skete efter et halvt minut. Hvilket resulterede i at motorcyklen drønede afsted så man skulle tro at den knap nok rørte den asfaldtsbelagte undergrund. Mod den venstre side førte vejen imod Logement, det dystre og skumle boligkvarter, som folk bedst holdte sig væk fra. Forude, så den endnu mere dunkle stad i byen, Allées. Alligevel var der nogle folk der var uddannet til at fjerne disse ballade magere der kunne opholde sig hist og her rundt omkring, men det var nu ikke tit man så disse folk gøre dette, normalt syntes han selv de bare var stumme, og tavse som bare fanden.
Clayden kiggede hen imod skolen der begyndte at dukke op ved hans højre side, hvor de oplyste vinduer sendte et sørgeligt skær ud imod den dunkle verden i et evigt råb omkring at få solen tilbage. Den høje mand på de hundredeottehalvfems centimeter, med en vægt man skulle tro var løgn. Men han vejede vel det samme som en mand der var på randen til at dø af fedme, men det var ikke af den grund af at denne mand, denne ellers så spinkle mand, hvis krop var gemt under en tyk sort hættetrøje, vejede så meget. Det var det der var inden i ham, det han var blevet lavet af, siden hans tidligste morgenstunder, hvor lyset havde været en forhindring for ham. De kraftfulde blå øjne kiggede på skolen med en hvis snigende interesse, han havde ikke set den før. Men det var heller ikke overalt han havde været, langt fra. Hvorfor var der lys? Pågrund af nogle idiotiske elever der ikke vidste noget som helst? Det var bare to små spørgsmål, ud af alle de spørgsmål der normalt plejede at hærge hans hoved som skulle man tro at han tænkte mere end et normalt menneske nogensinde havde tænkt i hele sit liv. Men, han var heller ikke noget normalt menneske, ville heller aldrig nogensinde komme til at være et, men han kunne ligne et, lige så meget som hvad han end lystede. Nogle råb og skrig blev nu hørt, de ødelæggede sammenhængen. Denne, fastholdese der blev skabt når alt var roligt, det var som om de kastede blæk på et billed der havde taget en et liv at lave. Han sagde ikke noget, brummede lige så stille, og kiggede ind i den cementerede gårdsplads, der lå henlagt foran ham, som om skolen ville prøve på at udrydde den dejlige natur ved cement. En dag ville den blive knækket alligevel, han kunne selv sørge for det. Ja, selvom Clayden ikke så ud af så meget, skulle man alligevel ikke skue hunden på hårerne, inden i ham havde han nogle kræfter som selv alverden ikke ville kunne klarer.