inde i skoven om natten Melissa(privat)

T: 00:00
O: ingen
V: nymåne
S: skoven


Artix sad ude i sin have. Han bor her i skoven sammen med sine forælder og sin ongel som træne hamvære dag, siden han var store nok til at komme gå men i dag han hade være på bane som var. Anlaget til ham i den vestlige del af haven her træne han være dag og flere timer om dagen, han var 19 og en rigtig stærke dreng han var godt nok kun et mennske men stære. Var han vijle til at leve og træne være eneste dag åre rundt somme og vinter,forår og efterår, alle de 4 årstider

En lille fin Aspara gik gennem den mørke skov. Trods det boede nogle her ude tændte hun sin telefon og satte musik på. Hun gade-drenge-hoppede længere ned af stien. Kort så hun en gut længere fremme. Han så ud som en på 20-21 år. En ting var sikkert; han var muskuløs. Melissa kastede et lille blik på ham. I dag var hun så udadvendt. Stadig gade-drenge-hoppede hun mod ham. "Hej!" Sagde hun venligt. Ham der kunne ikke hade hende med det samme. Hun var jo Aspara. De havde en tiltrækningsevne. Hun var bare udadvent lige i dag.

" heysa hvad laver du her udepå den tid af dagen. Det er ikke sikket for nogen at være uden for, selv om jeg også er uden for men jeg har mit svæder som jeg kan. Forsvar mig selv med vis det sjulle komme til det men hvad laver de ude, så sent om aften og så lange fra byen om jeg må spøre " sagde Artix. Og gav hende et smile han var 19 år gammel

Melissa ændrede ansigtudtryk. Et mærkelig udtryk. Han talte hurtigt og o hvorfor han selv var herude. Hun tøvede. Den mærkelige følse af udadventhed forsvandt. *Pis, han er 19* Tænkte Melissa forvildet. "Jeg gik bare lidt rundt.." Melissa tøvede lidt og kiggede hurtigt væk. Hun syntes det var lidt mærkeligt at rende rundt med et sværd. Vi levede jo i det 21-århundrede.

Artix så undern på hende. Hvorfor vendt det hele rundt på ingen tid " høre vis der er nogen i vej så siger, det ellers gå jeg min vej " sadge Artix han stire underen på hende. Og ryste en smule på hovedt hvorfor gik det altid sådan med at alle han, mødte og snakke med ænder sig helt det forstod han ikke rigtig og hvorfor. Hade hans allder nogen med det at gøre endlig

Melissa sukkede. "Nej, Nej! Slet ikke sådan ment!" Hun sagde det en anelse panisk. Kort kiggede hun væk igen. Det krøllede hår sad pænt i den lettere vind. Hun smilede. "Mit navn er Melissa!" Sagde hun atter udadvendt igen. Melissa smilte igen. Hendes humør kunne ændre sig på ingen tid, men som sagt; i dag var hun bare helt udadvendt,

" se det var beder. jeg hedder Artix og ersom du kan se et mennske så jeg må være klar vis, det komme nogen som vil mig ondt " sadge Artix stille og smilede svaget til hende. Han var godt nok 19 år gammel men han var mere et barn end en voksen,