The room of insanity : Vlad

Tid: Aftenen, omkring 22
Sted: Galeanstalten
Vejr: Det styrt regner, skyerne er næsten mørkere end sort.
Omgivelser: En gammel grusti føre hen til galeanstalten. Et gammelt hus, med nedslidte vægge, knuste rødder og en indsparket dør.
____________________________

Grusset raslede nede under nogle blege og blødende fødder, som gik med små lette skridt hen over den gamle grus sti. En pige med blond hår og gule øjne, havde hørt om dette sted, om hvordan det blev hjemsøgt, og hvordan det lukket ned. Hun havde en utrolig spinkel krop, men alligevel ikke så slemt at det var undervægtig, og samtidig smuk og yndig med kvindelig former, som altid ville forblive bløde og unge. Pigen havde en hvid kort kjole på som var blevet godt og vel gennemblødt at den regn, som snart havde faldet i nogle minutter, og så havde gjort, at pigen ville søge ly. Hendes krigshjelm, beskyttede i det mindste det mest af hendes hår, og hendes flyverbriller som normalt sad i hendes pande, beskyttede nu hendes øjne, for at blive blindet af regnen.
Pigen kom hen til den gamle forladte galeanstalt som med det samme opfangede hendes opmærksomhed, da hun elskede mystiske, og uhyggelige ting. Pigen nærmede sig anstalten og trådte lige så stille ind over den ødelagte dør, som blev indsmurt lidt af blod, fra hendes små fødder. Et stort smil kom frem på hendes læber da hun så de nedslidte næsten mugne vægge, hvor man meget svagt kunne skimte hvor kliniske hvidt det kunne have været en gang. Hun trådte nærmere ind på stedet og kiggede rundt, så hvor mange celler der havde været, og fandt frem til en lidt nyere lignende celle hvor døren var helt fin og blank, rengjort med andre ord. Hendes lille hånd blev lagt på håndtaget og hun åbnede den...dog blev hun skuffet for det eneste hun så derinde var et kranie "..øv troede der ville være lidt mere sjovt herinde" hun gik dog ind og lod døren stå åben. hun satte sig ned i hug ved kraniet og løftede det op i hånden "To be or not to be" et stille og sødt grin dansede hen over hendes læber og ud i tomheden..

Et gispende hak efter luft, og et desperat kig over sin skulder. Den hjemløse kendte godt til farende på galeanstalten, men han havde altid bare fulgt hans venner. Denne gang, var hans venner endt som offre for to forfærdelige bæste, som han nu selv desperat forsøgte at flygte fra. hans tårefyldte øjne, var begyndt at svig, og det hæmmede bestemt hans udsynd. Et lavt klynk skar fra hans læber, men han kunne nu se udgangen, og smilede stort, imens han sukkede efter vejret, et par gange. Men i alt dette, havde han ikke set, en lille flagermus, der hastigt var fløjet over hans hoved. En grå røg sky, skød pludseligt frem lige foran ham, og lige uden for den dør, Mi var gået inde af, og da manden løb ind i denne, forsvandt den larm, der kom fra hans lunger, som efterfølge af en rivende lyd, der mindede mest, om et sværds indskydning, i en persons indre.
Mandens momentum, var stærkt nok, til nu at få skubbet røgen væk, så det nu afslørede en, mere end to meter høj, herre, der stod i en sort læder trench coat, med sin ene hånd, holdt frem foran sig. Fra denne hånd, skød fem lange klør, der samtlige gik igennem den hjemløse herre, hvis liv nu langsomt æbbede ud af ham.
Den høje herres hud, var både grålig og lettere vansiret, med utallige flodser af hud, der troede med at falde af, og som han stod, kunne Mi, ikke se hans øjne. Men langsomt, blev det vansirede blik, langsomt drejet ind imod rummet, hvor Mi befandt sig, og de matte hvide, livløse øjne, faldt over Mi's unge krop. Et par gange, trak herren ved døren, vejret igennem næsen, så han lugtede til hans omgivelser. Og kort tid efter, bredte der sig et stort smil, over de sprækkede læber.
Endnu en lyd, som våben gennem kød, skar igennem luften, da herresn klør, blev revet ud fra, den nu livløse, mand, som med det samme faldt til jorden. Den høje herre, drejede så om på hælende, så han stod med helle fronten imod Mi, og med sine lange blod spættede klør, var ind foran hans brystkasse. Den sorte læder trench coat var åben, og intet var under, så herrens front var bart, og fremviste en musculøs, men dog stadigt lettere udmagret krop. Han bar lassede grønne army jeans, og ingen sko på de gennemtæskede fødder.
Han blev stående hvor han var, imens han fortsatte med at stire op og ned af Mi, og dufte et par gange ind igen. De ellers tomme og vansirede ansigt, strålede af glædelse, som om han havde set, noget af det mest fantastiske. Og i hans hoved, havde han også..

Efterhånden som der var gået et stykke tid, uden hun egentlig bemærkede noget rejste hun sig stille op, og fik opmærksomheden frem på noget mere eller mindre kraftfuldt, eller i hvert fald enormt for hende Mi tog en dyb indånding og spærrede så øjnene lidt op "..Vampyr?" hun var ikke helt sikker, men vendte sig så om og fik øje på en høj og laset mand, ved første øjekast, men da hun så nærmere efter opdagede hun hans hvide tomme øjne, og hans blodige lange klør. Til at starte med gik hun nogle skridt tilbage for at være på den sikre side, selvom han ikke skræmte hende, fordi han så så glad ud. Men det kunne jo ligeså godt være fordi han ville voldtage hende. "Uhm...Hej" sagde hun så og lavede et lille vink til ham i venlighed, for det kunne jo også være at han var kommet alvorligt til skade eller noget og havde brug for hjælp, faktisk kunne hun slet ikke regne det ud. "Kan...jeg hjælpe med noget" Mi stod stadig med kraniet i hånden. Og hendes hvide kjoles stropper var faldet ned over hendes skuldre så man kunne se at denne unge pige ikke gik med sådan noget som menneskerne kaldt for BH.

De tomme hvide øjne skød imod Mi's, som stikkende sværd, der borrede sig vej ind i hende. Som ville han læse hendes tanker. Dog ville han aldrig kunne gøre dette, men han så noget andet. Han så det velsignende blod, der flød igennem hendes åre. Han så en masse røde streger, omkring på hendes krop. Hun var noget helt andet, end så mange andre. En healer, af hans slaks. Alrig, ville han kunne tillade sig selv, at skade dette fantastiske væsen. Mere end nødvendigt... At forlange hendes blod, ville han bestemt ikke have noget imod..
Et lavt, dog ikke hånligt fnys, kom fra den høje herre, og hans smil, kurvede sig en anelse søre, imens hans pegefingers klo, blidt blev tikket imod hans sorte trench coat, et par gange. han skulle til at tale, men blev afbrudt af en stemme, længere nede af gangen, som han var kommet fra.
"Vladimir! Kan du lugte det!?" Råbte stemmen. En dyb og hæs af slaksen. Vladimirs smil bredte sig en smule mere, og han kiggede ned af gangen.
"Ja.. Som om.. Jeg allerede havde tænderne.. I denne..." Vladimirs stemme, var hæs og ru, og lød hakkende. Et lavt fnys kom fra ham, og han lavede en fagt med sin hånd på hans bryst.
"Smut tilbage til Rest.. Jeg kommer.. Senere.." Sagde han, og lod langsomt hans blik glide tilbage på Mi. Der kom blot en godtagelse fra den anden herre, længere nede af gangen, og så forsvandt denne skikkelse.
Med meget langsomme skridt, bevægede Vladimir, sig ind i det hvide rum, sammen med Mi. han kastede et kort blik ned på kraniet i Mi's hånd, og så tilbage på hende.
"Godaften.. Min kære.. Lille ven... Jeg beklager alt dette.. Påstyr.." Sagde han roligt, med den dybe hæse stemme, og de lange truende klør, groede langsomt tilbage i hans fingre, og blodet der på, faldt fra hans finger spidser, i en rolig takt.
"Mit navn.. Er Vladimir Rasputin.. Og.. Jeg er ganske sikker på, at der er noget.. De kan hjælpe mig med.. Min kære.." Sagde han, stadigt med en dyb og rolig stemme, og et halvt smil.

Mi prøvede med lidt udstrakt hals at kigge hen ad gangen men kunne intet rigtig se pga den lasede mand der stod foran hende "hmm..hvem er?" hun stoppede sin egen sætning da hun hørte manden ud på gangen gå igen, så hendes blik førtes hen på manden foran hende der stille gik ind i rummet hvor hun var "uhm..Goddag Vladimir?" sagde hun stille efter han havde præsenteret sig. Hun nikkede hovedet stille i venlighed og åbnede stille sin mund kort, dog noget hun ikke at sige noget da han pludselig sagde noget igen "...Uhm, jeg hedder...bliver kaldt Mi" sagde hun med en blid stemme og smilte venligt til ham med et roligt blik, "og...jeg ved ikke helt om jeg kan hjælpe dem da jeg ikke ved hvad de vil have" sagde hun så og gik nogle skridt hen til ham, og nikkede lidt "..så jeg vil gerne gå nu" hun gik nogle skridt forbi ham og hen til døren

Vladimir's tomme hvide øjne, fulgte Mi, imens hun gik imod ham, og han lyttede til hende, med det lettere spidse øre, rejst. Han fnøs venligt en enkelt gang, inden hans hånd skød ud imod dørens håndtag, og hurtigt lukket bag ham, og foran Mi. De hvide galskabsfyldte øjne, blev langsomt støtte op, af et ligeså ondskabsfuld smil, i det han langsomt knælede en anelse ned, så hans øjne var i hendes højde, og stirede tomt i hendes øjne.
"Jammen.. Hvad så.. Med.. At jeg fortæller dig.. Hvad.. Du kan hjælpe mig med?" Sagde han, med sin hæse, dog rolige stemme. Men stemmens ro, var svær at opfange, forbi det galskabs skrigende ansigt, og dets brede smil. Vladimir holdt en finger ud imod Mi, og en af hans lange klør, groede langsomt ud fra hans pege finger, og hvis ikke hun flyttede sig, lagde spidsen sig imod hendes briller, hvis de da stadigt var på, og ville så løfte dem op. Kloen blev så lagt imod hendes pande, og skubbede blidt noget hår væk fra hendes ansigt, og om bag hendes øre, hvis muligt. Han gjorde det, uden at lade kloen beskære hendes hud, men i stedet blot glide over den, nærmest kærtegnene.
"Ser du.. For.. Mindre end et år siden.. Var.. Jeg udtørret.. Fuldstændigt.. Foruden blod.. Afstraffet.. Af det værste.. Rakpak.. Du.. Ville kunne forestille dig.. Men.. Jeg overlevede.. Og se mig nu? Min krop.. Knapt nok.. Healet.. Ordentligt endnu.." Han fortalte med en rolig tone, imens han stadigt sørgede for, at hun ikke ville kunne komme ud, selv hvis hun prøvede, ville han nå at blokere..
"Og ja.. Det.. Er hvor din.. Livgivnde.. Kilde.. Kan hjælpe..." Sagde han, og smilede en anelse bredere, så hans skæve, og hakkede tæner kom en anelse til syne, i en fremvisning, af et slemt tilrettet tandsæt.

Mi stoppede op i det han lukkede døren, og hendes blik blev ført mod hans øjne, hans tomme øjne som efter lidt tid blev fyldt af galskab. I det han knælede foran hende kom en lidt komisk tanke ind i hovedet på hende *sig ikke at han vil fri... for det er da mere uhyggeligt end ham* et lille grine ansigt kom frem, men hun grinte dog ikke for ikke at irritere ham, og og med hans skarpe negl var så tæt mod hende, og nu fjernede han hendes flyver briller så hendes gule øjne, nu rigtig kom til syne. Hun forholdte sig dog roligt, også da han lod sin finger fjerne noget af hendes hår om bag øret. smilte hun lidt. "Hvorfor kærtegner du mig så meget" sagde hun så og smilte stille til ham "..det er en..." hun stoppede sin egen sætning da han begyndte at snakke igen og hun lyttede bare til ham indtil han stoppede "det vil sige... at du har brug for min evne til at heale via mit blod.." hun smilte stille "...Hvis nu jeg ville lade dig smage mit blod...hvad ville du så gøre ved mig bagefter?" hun vendte stille ryggen til ham "mit blod healer ikke medmindre jeg vil lade dig gøre det, så du skal jo nok ikke skade mig hvis du har så meget brug for mig"
"Og ja.. Det.. Er hvor din.. Livgivnde.. Kilde.. Kan hjælpe..." Sagde han, og smilede en anelse bredere, så hans skæve, og hakkede tæner kom en anelse til syne, i en fremvisning, af et slemt tilrettet tandsæt.

Vladimir klukkede lavt et par gange, af hendes reaktion på hans klo, men lod det vente, imens han fortsat lyttede til hende, imens han gik på hug, og hvilede sine håndled, imod hans knæ. Han rejste et øjnbryn en anelse, i overraskelse, af hendes forklaring, på hendes blods evne. En anelse mere advanceret endh an havde regnet med.. Var ikke normalt, at de kunne vælge dette.. Det vill hun så bestemt kunne udnytte, da dem med hendes blod, oftest blev brugt på må og få, og aldrig rigtig spurgt.. Og var jo heller ikke hvad Vlad havde tænkt sig.. Men det kunne da ændres.
Vladimir forsvandt i få sekunder, for så at stå foran Mi igen, og stire imod hende, med de samme tomme øjne, imens hans smile, fragav sig et enkelt kluk igen.
"Min kære pige... Tror du ikke.. Hvis jeg havde lang nok tid.. At jeg.. Ville kunne få et.. Ja.. Fra dig? Du.. Ville blive overrasket over.. Hvor meget.. Selv den yngste krop.. Kan tage.. Inden døden indtræffer.. Og hvor meget smerte.. Der kan påføres.. Ind imellem.." Han smilede igen ondskabsfuld, men kun et kort øjeblik, inden han slappede af i både kroppen, og ansigter, imens han rejste den lange klo imod hende igen, og lagde blidt den skarpe side of kloen under hendes hage, for så, lige så, venligt at glide den over hendes fine hud.
"Men.. Lad os nu glemme den mulighed.. Og hvad med.. Du fortæller mig.. hvad jeg kunne gøre, tilgengæld, hm?" Sagde han, med en ligeså, rolig stemme. Dog var han langt fra rolig. Han havde en tålmodighed, mindre end et firbens tolerance niveau.

Mi virkede betager og nysgerrig i hvor meget denne mand faktisk ønskede at kunne blive healet... det var faktisk helt fortryllende over at han ønskede det så meget, men det gjorde hende kun glad, at hun kunne hjælpe, men så i kort tid forsvandt han og hun så sig bare om inden han stod foran hende igen "uhm?" hun lod ham køre sin finger under hendes hage og smilte bare til ham "hvad.....med..at du kunne beskytte mig hvis jeg fik brug for det...jeg mener dog ikke som om at jeg er din herre og du min salve, men i stedet som en gave til mig, at jeg kan få en beskyttelse hvis det bliver nødvendigt" hun tog stille fat i hans hånd og så så på ham med et lille smil "hvis det er en aftale så må du få noget blod..." hun lod hans finger med den skarpe spids hvile mod sin hals kort før hun fjernede den helt, for så at fjerne sit hår fra sin hals og ligge hovedet stille på skrå "...det vil kun virke hvis du mener det du svare nu" hun smilte stille og lukkede sine øjne, forberedt på at det ville gøre ondt hvis han satte tænderne i hende, eller hvis han rev hende..

Vladimir kiggede på Mi, med undersøgende øjne. Nærmest som var han forvirret. Denne lille pige, havde ikke den mindste frygt.. Selvom hun havde blod, der kunne godtgøre ham, og en af hans status, kunne tage hende til sig, pine hende, og tvinge hendet til, en dag, blot at give ham blodet, uden at skulle gøre hende noget tilgengæld. Og han ville måske ligefrem have nydt det.. men nej. Hun ville sætte en betængelse, i stedet. At beskytte hende? Hun.. Ville have beskyttelse.. Fra ham? En Nosferatu. Det mindede ham ligefrem om de gamle dage, og han måtte brede et småligt smil. Da hun tog hans finger, trak hand den til sig, da hun lagde den imod hendes hals, ikke interesseret i at rive hende, eller give hende flere ar, end nødvendigt. han nikkede så en enkelt gang, da hun lagde sit hoved på skrå. Vladimir knælede ned, så han kun var et meget lille stykke fra Mi. han lagde så sin ene hånd bag hendes ryg, og trak hende dominant til sig, og holdt sine tænder, tæt over hendes hals, med den frie hånd, bag på hendes hoved, der sørgede for, at hun ikke ville rykke sig for meget. Han åbnede så langsomt sin mund, så de skæve, hakkede og nærmest hajagtige tænder, skød en smule frem. Tænder, lavet til at flå igennem kød, og så nemt rive det med sig, når det trak tilbage. Som bestemt ville påføre Mi stor skade, skulle han sætte disse i hende. Men i stedet for blot at bide med det samme, kom der lave knæk lyde fra hans mund, og han lavede nogen smertefulde ticks med hovedet, til hans tænder, havde forandret sig, til et tandsæt, af fine lige, og spylespidse tænder, der ville trække igennem hud, blidt, og uden at påføre støre skade. Endeligt, sank han så tænderne imod Mi, imens hans hænder holdt et blidt, dog dominant greb i hende. hvis hun skulle vrikke sig fri, skulle hun gøre megen stor kamp for det.Og selv hvis der blev protesteret, gled de spidse tænder, stadigt ned i hendes hud, og ganske fint lod blodet pible frem, og lige så, blive suget igennem hans hjørne tænder. hans dominante greb, blev en anelse blidere, som om han blot holdt blidt omkring hende, da han vidste hun nok ikke ville forsøge at vride sig fri nu, da dette ville gøre støøre skade på hende selv, end det ville på nogen anden.

Hun blev lidt overrasket over at han trak hende sådan indtil hende og holdt fast om hende med det greb. Men hun lod ham gøre det for at bevise at hun mente det hun havde sagt, at han måtte få noget af hendes blod hvis han kunne beskytte hende efterfølgende. Mi var måske en smule naiv eller tåbelig at hun lod ham gøre det men hun havde medfølelse med ham over at han ikke brød sig om sin lasede ødelagte krop, hvor mange vampyrer ville måske være stolte over det.
hun bed sig blidt i læben i det han lænede sit hoved indtil hendes hals og åbnede sin mund om den, hun lukkede øjnene lidt og hørte godt de knækkende lyde der kom der fra, men hun vidste dog ikke lige hvad det var han lavede. "...så der serveret" sagde hun stille med et fjoget smil og stadig lukkede øjne, før hun følte hans tænder bore igennem hendes kød og blodet der sivede ud i hans mund...I ren refleks tog hun hårdt om ham så hendes hænder nev ham lidt omkring nakken. Det gjorde ondt, specielt fordi det var så længe siden hun havde prøvet det her sidst. hun bed også sig selv i læben samtidig så det blødte lidt der fra, det løb ned ad hendes hage og ramte hans skulder

Vladimirs krop gav et kort spjæt fra sig, da blodet der blev indtaget, begyndte at tage effect. Hans øjne slog så op, og de ellers døde øjne, slog næsten flammer, med røde linjer, der kørte som blodåre rundt i dem. Han drak grådigt og hurtigt. Hans hastige sugen, ville have følt ubehageligt, og da det var længe siden for hende, ville det næsten garanteret gøre grueligt ondt.
En stille knurren kom fra Vladimir, da han skulle begynde at bekæmpe sine instinkter, med sin stolhed, og det løfte han havde givet. Kort pressede han singe fingre hårdt imod Mi's ryg, inden hans tænder blev trukket ud, og han hvæsede imod loftet, med et bredt smil, og en dråbe trillende ned fra sin mundvig. Han kunne mærke hvordan blodet, hjalp hans krop til at bestå en anelse længere, og gav få healings, til en ellers ødelagt krop. Men selv ikke healernes blod, kunne hastsætte hans healing. Det ville tage år, med almindeligt blod, og mange månede, med blod som hendes, hver uge.. Nej Vladimir, blev ikke healet komplet endnu, og langt fra det. Men det var et langt skridt, i den rigtige retning. Vejen var blot meget lang.
Vladimir havde drukket grådigt, men var bravt stoppet, inden det havde tappet alt for meget af hendes blod, og derved også hendes energi. Langsomt rejste han sig, og kiggede ned på den halv meter lavere pig, med de hvide tomme øjne, og et tomt blik. Han forblev stille et stykke tid, imens han kneb sine øjne en anelse sammen, som en undersøgende stiren. Han rejste så sine ene hånd, og lagde den blidt på Mi's skulder.
"Jeg takker dem.. Din slags fortjener respekt, og nettop det vil jeg give dem.. Min Talsmand, vil have noget, som han kan.. Give dig.. Der kan gøre, at.. Du kan kalde.. På vores hjælp.. Når som helst.. Jeg.. Giver dig herved.. Nosferatu klanens beskyttelse, så længe..." Han afsluttede med en betingelse, for hans endeløse hjælp, og det gjorde han, med et blidt tryk på hendes skulder.
"De tilbyder mig tåre af dit.. Livgivende blod.. Hver uge.. Hvis du gør dette offer for mig, vil jeg tilbyde dem hjælp, hvornår end dette er nødvendigt. Du vil altid kunne kontakte Karaktar, så snart han har lavet et link.. Vil.. Du acceptere?" Sagde han, og hans stemme var igen rolig.

Mi's egne tænder sad dybt i sin under læbe fordi hun ikke ville skrige af den smerte som gik fra hendes hals og ud i alle andre nerver i kroppen. Det gjorde virkelig ondt, så ondt at det sortnede lidt for hendes blik hver eneste gang hun prøvede på at kigge rundt på hvad der skete...det var underligt men samtidig havde det også en behagelig følelse, som gav hende en smule livlig gnist igen "...n.." hun holdte sig selv for munden da han trak sine tænder ud, det gjorde næsten mere ondt end at have dem i sig, for lige i det afbrød han hele smerten i et ekstra stort stik. Hun faldt da ned på knæ og holdte sine hænder i mod sin hals, der hvor det stadig blødte ud en smule, og farvede noget af hendes hænder røde. et lille smil kom alligevel frem da hun så på Vlad, men varede dog ikke ved i så forfærdelig lang tid... Til det han sagde nikkede hun kun en smule, for hun havde det som om hun ville besvime meget snart, og så også ved tanken om at det skulle ske hver uge nu... tilgengæld ville hun få en kæmpe bodyguard, som højst sandsynligt nok ikke var den nemmeste at ligge ned i en slåskamp. Mi tog sig lidt til hovedet med den anden hånd og så mod manden foran hende "...karaktar?" mumlede hun så, hun vidste jo ikke lige nu hvem det var men hun ville nok få det af vide senere. Mi rev et lille stykke af sin korte kjole så den blev en smule kortere ved hendes bagdel, men hun var lidt ligeglad,. Hun bandte det stille rundt om sin hals og så på ham igen "Mi...er glad for at kunne hjælpe"

Vladimir så ned på hende, med de tomme øjne, men hans blik, fik langsomt et omsorgsfuldt blik, der virkede en anelse nervøst. Det have måske været lidt for meget han tog? Hvor gammel mon hun var, måske havde hun egentligt ikke så meget blod at gøre godt med. Men det omsorgsfulde blik dulmede en smule, og han nikkede til hendes første spørgsmål, menunlod at svare med det samme. Han observerede hvad hun gjorde, og rejste et øjnbryn en anelse. Han havde næste glemt, at de fleste healere, ikke kunne heale dem selv.
Til hendes sidste kommentar, kunne han ikke holde et venligt fnys, og et, nærmest varmt, smil, tilbage. han lagde så sin store hånd på hendes hoved, og rykkede blidt en smule rundt på hendes hjelm, og fik den skubbet lidt ned, så den gik foran hendes øjne.
"Det er jeg.. Glad for at høre.. Du hjælper mig stort.. Med dette offer.. Og bare rolig.. Det vil blive mindre slemt bagefter.. I fremtiden.." Sagde han, med et beroligende smil. Han kiggede så op og ned af Mi, en smule, og så tilbage imod døren, imens det lignede han var væk, i dybe tanker. hans øjne faldt så ned over hende igen, og han gik ned på hug, for så at ligge sine hænder under hendes arme, og blidt løfte hende op, hvis ikke hun forsøgte at stoppe ham. Hvis ikke hun gjorde, ville han ligge sin ene arm omkring hendes lår, så han nu holdt hende oppe, på denne måde.
"Karaktar, er en af mine gode venner.." Begyndte han at fortælle, imens han åbnede den døre han havde lukket før, og gik igennem. Da han gik igennem gik han en smule ned i knæ, så hendes hoved ikke ville støde imod dørkarmen.
"Han kan et.. Lille trik, med hvilket, han konstant kan være i kontakt med dig.. Via dine tanker.. Så hver gang.. Du gerne.. Vil snakke med ham.. Skal du blot.. Tænke et eller andet.. Ord.. Som han bestemmer.. Og.. Så har han frit spil.. Til.. Dine tanker.." Han fortalte imens han gik ned af den gang hun var kommet fra, og kiggede op på hende, med et konstant, og næsten venligt smil. Dog dominerede tomheden stadigt hans ansigt, på grund af de hvide øjne, og den flodsede hud.

Mi var langsom til at heale sig selv, i hvert fald lige i starten når hun mistede så meget blod. men lige til at starte med havde hun også selv brug for at drikke noget blod fra en, men hun ville ikke nævne det, bare vente til han havde forladt hende nu. Mi smilte venligt til ham da han løftede hende op, men hun fik en lille rødmen over hendes kinder. Men hun nød det da og slappede lidt af mens hun faktisk lænede sit hoved ind til hans bryst. Hun følte sig lille og uskyldig som hun lå der i hans arme og blev kærtegnet en smule. "Hmm... lad mig gætte via et link til hans hoved...kan jeg kontakte ham..og så kan han kontakte dig" hun tænkte lidt over det, om det nu lød rigtig nok, hvorefter hun så nikkede med et lille smil *det er godt jeg har en halv engel som kæreste, så kan jeg nok få lidt blod i erstattelse* hun smilte for sig selv

Vladimir kiggede ned på Mi, da hun lagde sit hoved imod hans bryst og fnøs venligt med et skævt smil, inden han så frem for sig igen, og lod sine frie hånd, stryge ned af hendes hår. Mi mindede ham velsignene meget, om noget han havde mistet.. Noget der havde bragt ham stor sorg, som han mistede, for ikke så lang tid siden.. Han ville ikke lade noget ske Mi, af ren angst for at miste det igen..
Hans bekymring, lod han ikke afspejle af hans ansigtsudtryk, men så blot frem igennem gangen som han gik, og nikkede et par gange til Mi's spørgsmål, og kiggede tilbage på hende, imens han åbnede døren ud til, med den frie hånd.
"Det er rigtigt.. Når Linket, det bliver sat op, vil du få en mindre hovedpine, men det vil passere ganske hurtigt, og så vil du slet ikke lægge mærke til du har linket.. Før.. Du tænker det.. Ord.. Som Karaktar vælger.. Så vil du mærke hans tilstedeværelse, i dit hoved, men det vil slet ikke være ubehageligt, det kan jeg love dig.." Sagde han, med sin hæse, og ru stemme, inden hans øjne gled ud i regnen. De faldt kort tilbage på Mi, inden han satte ud i det, med rolige skridt.
"Jeg.. Har tilkaldt Karaktar med det samme.. Vi.. Møder ham.. Ved et lager, ikke langt.. Her fra.." Sagde han, og kiggede tilbage på Mi. Han tog så blidt fat i hendes hånd, og førte den bag sin nakke.
"Hold godt fast.. Vi løber.. Der hen.." Sagde han rolig, smilede, og satte så straks i løb, uden at vente på at hun tog fat om ham. Men han havde helle tiden en beskyttende arm bag hendes ryg, til at holde fast på hende med, skulle hun være ved at falde, eller mene det var ubehageligt. Deres hastighed var så høj, at der var et konstant tryk, imod Mi's ryg, pågrund af regn og luft, er lev trykket imod hende. Vladimir sørgede for at holde sin hånd direkte bag hendes ryg, for at holde hende tør, og fri for regnen, i det mindste der..

Hun havde det lidt underligt med at denne mand kærtegnede hende, fordi det så slet ikke ud til at denne mand kunne finde på sådan noget, at han havde hjerte nok til det. Men hun smilte venligt af det og lod ham gøre det. ”Jeg troede først, at du faktisk ville slå mig ihjel” sagde hun så stille og sukkede lidt. Hun fik selv en del bekymring over den tanke af at han faktisk kunne slå hende ihjel på en kortere tid end hun kunne tænke tanken. Hun lyttede til hans ord om hovedpinen der ville indtræffe når ham karaktar havde dannet det, og tænkte så stille på hvilket ord det kunne være han ville danne det med.
”Uhm..det vil sige inde i byen?” den sidste kommentar som hun kom med, var til at det var ved et lager, det undrede hende lidt...desuden kendte hun knap byen, da hun for det meste bare holdte til nede ved søen eller skoven.
Da han førte hendes hånd bag nakken tog hun faktisk fat med det samme, og tog også sin anden hånd derop så hun kunne få ordentlig fast. Og i det han startede på sin hurtige løb, begyndte hun stille at grine, et lille grin som bredte sig helt ned til hendes mave, det kildede nemlig at have så meget fart på, men gjorde samtidig lidt ondt med den regn, dog beskyttede hans hånd for det meste af det, men gav hende et lidt trist blik over at det faktisk skulle gå så meget ud over ham. Men hendes lille grin var der stadig, og hendes øjne beholdte kun det trist kort ”uuh..jeg elsker denne fart”

//skulle Karaktar så være med nu eller?//