My dearest upcoming room mate (Liza)

Tid: Godt 16.00
Sted: Foran Lizas lejlighed
Vejr: Dejlig varmt med højt solskin
Look: Lyse ballerinaer, et par lette bukser med en sød top til

Det her var en dårlig ide.
Som et mantra rungede det i hendes baghovedet. Hvad i alverden havde hun tænkt på, da hun overbeviste sig selv om andet? Denne Liza Eckhardt var muligvis medskyldig i James’ død, og nu skulle de dele tag. Det her var en dårlig ide. Hvad ville hun gøre, når hun fik sine informationer? Hvordan havde hun tænkt sig, at liste dem ud af Eckhardt? Hun havde ikke tænkt klart, da hun tog beslutningen. Hende normale ligefrem tilgangsmåde havde virker indtil nu.
Indtil nu.
Di Morga var et fremmed sted. Selvom hun havde været død i knap 93 år, havde hun stadig ikke besøgt et undergrundssamfund før nu. Ofte følte hun et behov for en guide for ikke at fare vild i denne mærkelige verden, hvor alt var anderledes og dog stadig det sammen. Ville hun have sine svar og hævn, skulle hun være klar på at omstille sig, hvor lidt hun så end havde lyst.
Heather kiggede ned på den røde og gule plakat, hvorpå hun havde skrevet mødetiden. Deres snak over telefonen havde været hurtig. Faktisk indeholdte den kun få praktiske informationer. Det betød sikkert et tredjegradsforhør, når hun først stod ansigt til ansigt med væsnet. Bestemt ikke hvad hun havde lyst til. Det vigtigste var dog nok, at ligge skjul på hendes usikre job. Ikke at penge var et problem, som det så ud nu. Men Eckhardt ville nok fortrække en med fast job og arbejdstider.
De havde aftalt at mødes i lejligheden kl. 18.00. Det var om to timer. Heather havde allerede brugt en del tid på at gå rundt i området. Selv i Logement havde hun gjort det samme. Hun havde ingen planer om at flytte ind et sted uden at kende sine omgivelser. Der virkede dog, stærkt modsat hendes bolig i Logement, ikke til at være noget mistænkeligt i miles omkreds. Mange ville nok finde det beroligende, men ikke Heather. Hun fortrak at kunne se sine udfordringer komme, og i Di Morga skulle der sikkert være mange af dem.
Nu havde hun to gange gået rundt om bygningen. Det var på tide at ringe på eller forsvinde. Hun håbede at Eckhardt ikke ville tage det ilde op, at hun kom så meget før tid. Eller også prøvede hun ubevist at ødelægge det for sig selv. Med en ukarakteristisk dyb indånding gjorde hun Eckhardt opmærksom på hendes tilstedeværelse ved at ringe på døren.
Det her var en dårlig ide.