Moonlight - Aian

Aian sad oppe i et træ, i kanten af stranden. Han synes at det var mærkelig at der stå et træ omkring en strand, måske var det kommet ved et uheld? Og ingen ville gøre noget ved det? Han tænkte lidt over det, men kunne stadig ikke se, så han gav på en måde op. Men han ville sikkert altid ha det i baghovedet… Han havde et par sort cowboy bukser på, dog uden trøje. Han synes ikke at der var så koldt i aften/natten. Han var ikke helt klar over hvorfor han var taget ud til stranden, han var jo ikke særlig glad for vand. Men han havde stadig taget der ud, han var vist helt igennem sin egnen. Han lagde sin hoved ind mod stammen af træet, hans sort hår dækket næsten hans øjne. Han kiggede efter månens lys, og fik øje på en pige… Han betragtede hende lidt, hun så ud til at være rigtig elegant. Han smilte stille for sig selv. Det ville ha været et flot billede af hende, hvis man tog det der hvor hun bare stod. Han kunne nemt regne ud at hun ikke var et menneske, hvis hun havde været et menneske ville hun ikke kunne stå så stille. Han var ikke helt sikkert på hvor mange racer som kunne det, han vidste dog kun at det var noget som vampyrer kunne. Han gættede dog på at nogle af de andre racer også godt kunne stå så stille… Bare ikke lige animagus, eller så var det bare ham. Han fulgt hende med øjnene, måske skulle han gå ned og sige noget til hende? Eller ikke, han vidste ikke helt med sikkerhed hvad hun var endnu. Han var dog ikke bange for andre racer, så meget… Han ville bare helst være venner med dem, eller noget. Han havde aldrig været ud på at slås, udover en gang for nogle år siden. Hvor han var kommet til at dræbe en, det var mere eller mindre et uheld…

Hun stoppede op igen, efter et par skridt. Et eller andet i luften, et eller andet hun ikke kunne finde ud af hvad var. Hendes blik gled, ikke alt for klogt over vandet først, som om der skulle komme et søuhyre op, og sige 'Bøøh!' Da hun var kommet frem til, at der intet sø uhyre var i sigte, tog hun så landet. Intet, intet, hendes øjne gled over jorden for at scanne stedet, og stoppede ved et træ?! TRÆ! Hvad lavede på stranden? Hun vippede lidt frem, og lod øjne gled ned af stammen på træet til hun fik øje på en eller anden. Da hun havde lyset i ryggen kunne hun uden videre se at det var en dreng? Sort hår, mørke bukser, bar overkrop og en tænksom mine? Menneske? Nej, nej, så ville den underlige lugt af dyr ikke hænge ved ham. Hun knep øjne sammen. Pludselig kom hun i tanke om at hun stod og stirrede på ham, så hvis han var en vampyr, hvilke ikke var en stor chance for at det var, men hvis, ville han tydeligt kunne se/mærke det, måske også hvis han var noget andet? Hun vendte sig halvt om, og fortsatte sin tankegang, med blikket rettet mod mågen der stadig fløj forvildet rundt. Ikke engel, for så stod hun ikke der og så sød ud, aspara? Nope, djævel? Mååske, eller animagus, eller hybrid eller noget helt andet? Åhh, alle de racer gud havde sat på jorden! Kunne det ikke bare være en eller to, så kunne man da holde styr på det. Til sidst kom hun frem til, Djævel, animagus, dæmon eller hybrid, men det var jo alligevel fire, og det hjalp hende ikke langt. *Lorte næse!*

Han betragtede hende, hvordan hun gjorde nogle få ting. Han var sikkert på at hun kunne mærke at han var nær hende, han tænkte kort på hvorfor hun mon kiggede ud over vandet? Det var ikke noget, ikke noget levende. Han lagde hovedet let på skrå, så man svagt kunne se hans mørke øjne. De var normalt helt brune, men det kunne man jo ikke rigtig se i mørk. Eller var der nogle racer kunne? Han tænkte lidt over det, han vidste ikke helt om nogle kunne det. Han sukkede indeni, han lagde mærke til at hun stirrede på ham. Han smilte let til hende, før han svang sig ned af træet, med let held. Han var ikke helt så elegant, han var ikke så god til det med at komme ned af træer, selvom ikke som kat. Sidst gang han havde hoppet ned fra en træ som kat, faldt han hele vejen. Så træer var ikke hans stærke side, og ville nok hellere ikke blive det, måske med lidt held? Han stod i kanten af græsset og kiggede på hende med et let smil. Han vidste ikke helt om han skulle sige noget til hende, nå hun vidste at han var her. Han var stadig lidt i gang med at finde ud af hvad race hun var, han havde nogle idéer: Vampyr, måske engel, dæmon, eller noget som det. Hun var jo helt igennem smuk, ifølge ham. Men han ville ikke ligefrem sige det til nogen, over hovedet… Måske en gang, det vidste han ikke lige nu. Han kiggede stadig bare på hende, han tog et skridt frem mod hende.

Hun drejede hoved med et lille ryg, tilbage mod træet, da han kom ned fra træet, med en let kluntet bevægelse, men alligevel ikke menneskelig. Hun pressede læberne let sammen. Et lille smil gled over hendes mundvige, ikke for at besvare hans, som hun ikke rigtig havde bemærket endnu, men hans gang. Menneskelig, men alligevel som en kats, elegant, uden at virke for unaturlig, men blot kattet. Animagus. Nu hun var sikker på det, tegnede alt jo til det, hans gang, og hans - træ?
Hun vendte hele kroppen mod ham, da han kom ned mod hende. Hun kunne ikke lade være med at tænke på det her, som en scene, fra en eller anden romantisk film, hvor kæresteparret endelig, efter en lang to timers film, havde fundet hinanden, og så skulle hun læbe hen til ham, så han kunne svinge hende rundt i sine arme. Hun gøs lidt ved tanken. Det var ikke noget hun ville, og hvis han prøvede på det, så skulle han ikke komme levende fra hende, men han så jo ikke ud til at ville gøre det ene eller andet, ud over at smile, som hun bemærkede nu. En menneskelig godhed, selv i disse forunderlige væsner. Som et menneske, men alligevel længere væk end selv en djævel eller dæmon. Hun havde altid været ret misundelige på disse væsner, som kunne blive til dyr, blive ren natur hvis man kunne kalde dét det? Hun vendte let hoved væk, og ville være blevet letter rosa i kinderne hvis hun havde kunne. Hun blev dog stående, for nok kunne han få hende til at kigge væk, men at vælte hendes stolthed? Næppe! Hun var ikke meget for at indrømme det, og ville sikkert gøre det, hvis hun var menneske. Løbe skrigende væk fra stranden, eller måske ikke skrigende. Der var et eller andet, hans åbenhed, venlighed? Der fik forvirrede hende ud over alle grænser.
Hun ville med glæde kaste sig over ham, bare for at få denne scene væk fra tankerne, og komme til sagen, men hun blev dog stående, med blikket rettet mod mågen, der stadig fløj rundt. Hun bed sig lidt i læben, og var glad for at hendes hjerte ikke virkede. Det ville gå helt galt så.

Han betragtede hende stadig lidt, måske en smule uhøfligt… Men han gjorde det nu stadigvæk. Det var noget over hele det her. Han følte lidt at han var tilbage til sin drama klub, bare tå og kiggede på hende. Og vente på at det gik op for hende hvem han var, det havde altid været en normal kærligheds scene. Dog ikke noget han havde spillet før, men han var sikker på at han godt kunne spille det hvis han skulle. Han vidste ikke helt hvad han skulle gør, livet var jo ikke en film som man skulle følge… Ellers ville man også ha nemt ved at bestemme sig, da det hele stod på et papir. Han lukkede kort sine øjne, for at det måske ville kunne hjælpe ham med hvad det var han skulle gør nu. Han var på en måde lost, normalt vidste han godt hvad han skulle gøre. Sige godaften eller noget lignede, men lige nu kunne han ikke finde noget ord. Han rystede kort på hovedet af sig, og kiggede igen på hende. Hun havde flyttet sig let, han lagde hovedet let på skrå og smilte til hende. Han havde ikke andre idéer, det var dog først gang at han havde stået og set på en pige som stadig her. Det virkede lidt mærkelig bare at stå og kiggede på hende i stedet for at sig noget til hende. Han lyttede stille i natten, han kunne kun hører sit egnet hjerte, også en måge som fløj rundt oppe i luften. Men ikke hendes? Så hun var vel en vampyrer eller engel, men efter som hun så sådan ud, ville han gætte på vampyr. Så var hun den først vampyr han havde mødt, han havde ikke mødt alle racer endnu. Men han var næsten på at ha mødt dem alle sammen nu. Han kunne ikke ligefrem komme i tanke om nogle han ikke havde mødt endnu. Han gik et skridt til, men hellere ikke mere. Han ville ikke gå over hendes grænser, end hvor de så gik. Det ville han vel finde ud af med tiden.

Hun fik endelig tvunget sit hoved, til at vende sig om, og øjne til at kigge på hans smilende ansigt. Hun tøvede kort, og fik så gang i stemmen. "Ehmm ... godaften." Prøvede hun dig frem, mens hun stadig tvang sit blik ved hans ansigt. Hun fangede en hår lok, og pillede lidt ved den, mens hun holdt sine lysebrune øjne ved den røde hårlok, som pludselig var blevet yderst interessant. Hun havde normalt nemt ved at komme til mennesker, men det var heller aldrig nogle som ham. Det var noget med at sidde på en bænk, og sige høfligt goddag, og så smutte igen, inden man kastede sig over dem, men nu forbød hendes stolthed hende pludselig at gå fra ham, eller måske var det hende selv, der ikke ville? Tanken ville få hende til at bryde sammen hvis det var det. hun havde jo aldrig været velset af mænd, ikke da hun var menneske, og det havde fulgt hende i døden, og opstandelsen. Men mænd havde jo også ændret sig meget, siden den gang, ja, for nu var man jo dreng, selv i den alder han så ud til at have. Hvis det havde været hendes tid, havde han været en mand, eller tæt på. Måske var han også det nu? Hun slap hårlokken, og kiggede på ham igen, men måske forsendt. Han havde måske bemærket hvor nervøs hun var blevet? Hendes trang til at stikke halen mellem bene og løbe skrigende væk hev og sled i hende, men han var som en magnet til hende, han holdt hende stående, så hun hverken kunne komme frem eller tilbage, for hun forbød sig selv at gå tætter på. Hun blev ved med a kigge på ham, mens hun intenst lyttede til hans hjerte, som på den ene eller anden måde beroligede hende utrolig meget.

Han betragtede hende stadig, det var som om at alt andet ikke betyd noget lige nu, han kunne ikke rigtig tag sig sammen til at sige noget. Så han kiggede ud over vandet, for ikke at virke alt for uhøflig. Men så hørte han hendes stemme, og kiggede mod hende igen. Han blinkede kort med øjne, og rystede på hovedet, han kom mere til sig selv. ”Godaften…” Sagde han med en rolig undertone. Han undrede sig over hvordan hans stemme og hans hjerte kunne være så rolig lige nu. Han følte sig helt urolig inden i, eller ikke på den måde urolig… Han havde bare regnet at hans stemme ville ryste eller noget, og at hans hjerte ville hammer af sted. Men nej, det hele var rolig. Han kunne ikke helt forstå det selv lige nu, han lænede sig over på det ene ben og kiggede smilende på hende. ”Jeg er Aian,” sagde han venlig med en rolig undertone. Han vidste ikke helt om han skulle sige noget mere, eller ikke. Han stod lidt og overvejrede om han skulle gå lidt mere hen mod hende, de stod et stykke fra hinanden, men han kunne ikke helt få sig selv til det. Han så hvordan hun legede med den lille lokke af hendes røde hår. Han smilte lidt mere for sig selv, han pustede kort sin til hår.

Det gav et sæt i hende, da han præsenterede sig selv. Hun måtte vel gøre det samme? Hun åbnede let munden, og fik efter lidt tøvet noget ud af den. "Adara." Hun kiggede væk og lidt efter tilbage på ham. "Græsk, og betyder smuk." Hørte hun sig pludselig sig selv sige. Hun kunne have bidt sin tunge af. Hun pressede tænderne hårdt sammen og ville ikke åbne sin mund mere, men bare vente til han fik nok af at glo på hende, og så snart han vendte ryggen til hende, storme afsted, og begrave sig hjemme i sengen, og ikke komme op før om laanng tid. Men han vendte ikke ryggen til, men blev stående, og kiggede på hende. Hun kastede et blik ned af sig selv. Var der noget galt. Nej, nej, intet galt med hende, ud over at hun stod unaturligt stille. Hun flyttede lidt på det ene ben, og håbede han ville kigge et andet sted hen. Hun havde det som et abe i et bur. Hun havde det som om hun blev taget med bukserne nede, og ikke kunne flygte nogle steder hen. Kunne han ikke bare gååå! Så måtte hun vel bare håbe hun havde styr nok på sin krop, til ikke at gribe fat i ham, og bede ham blive. Han var jo ikke engel, så der var ingen grund til at drikke hans blod, han kunne få det for sig selv, han var jo halv kat, dyr, og hun hade dyreblod.

Han tog sig selv i at kiggede lidt for meget på hende, men han kunne på en måde ikke lagde være. Han vidste ikke helt hvad han skulle stille op med sig selv, han sukkede inden i. Han vidste at han måske burdet gå væk, men det var som om at noget bare holdte ham fast til stedet, men han vidste ikke helt hvad. Han kiggede ud over vandet med et rolig blik. Han lyttede til hvad hun sagde. Han havde mest lyst til at sige at hendes navn passede hende meget godt, men han kunne ikke få sig selv til at sige det. ”Meget smukt navn,” sagde han rolig og venlig, han lod kort blikket glide hen til hende igen. Men han smilte uskyld og venligt til hende. Han vidste ikke om han skulle sige noget mere, han ville gerne vide om han havde ret med at hun var en vampyr. Han var ikke helt sikker på det. Han skulle måske tvinge sig selv til at gå her snart? Det var måske det bedste, eller ikke? Han kunne ikke bestemme sig, han følte sig dybt forvirret inden i, han plejede ellers godt at vide hvad han skulle gøre. Men ikke lige nu. Han overvejret kort om han burdet give hende hånden? Han kunne ikke få sig til at gå hen til hende lige nu, han stod bare næsten helt stille med hovedet mod vandet. Det eneste som bevægede sig på ham var han bryst, når han trak vejret rolig.

Hun kiggede kort på ham, og mumlede et tak. Hun fulgte hans blik, ud mod vandet. Hun vrikkede lidt med sine tær, og kiggede ned på dem. Måske, hvis hun sprang i vandet, ville han gå sin vej? Men det ville være en skam, at ødelægge sin kjole på at komme væk fra ham, så hun blev stående. Hun måtte vel snart finde på noget at sige? "Hvad laver du her ude?" Spurgte hun så efter en rum tid, hvor hun bare havde lyttet til hans hjerte der roligt, uanfægtet hoppede videre inde i hans bryst. Hun fik pludselig lyst til at røre, mærke et hjerte der bankede, ånde der blev brugt, og ikke bare kom ned i en død krop og smuttede ud igen. Hun lukkede kort øjne, og måtte næsten bruge vold på sig selv, for ikke at gå hen til ham, for at mærke efter. En helt igennem åndssvag tanke hun havde fået sig, men den virkede så tillokkende på hende. Hun kastede sit blik ud mod vandet, uden at sige et pip, hun blev bare stående, og begyndte igen at vrikke med sine tær, så vandet skvulpede let omkring hendes ben. Hun lod en hånd glide igennem håret, for at stoppe i dens ønske, som hun for alt i verden ikke ville lade den gøre, om hun så skulle bide den af - eller måske ikke, men så - nej! Hun drejede hurtigt rundt, løb ud i vandet, og kastede sig ned i det, så snart hun kunne komme under, og dykkede længere og længere ned, væk! Hun var glad for nu, ikke at skulle trække vejret, så kunne hun svømme langt væk.