Someone cross the sea... (David)

S: Kajen foran pakhusene
T: solnedgang, så vel omkring 22
O: Et par skibe ved kajkanten, måger og stilhed
V: skyer trækker ind fra vest, ellers en klar og lun aften

Niriona lod sig dumpe ned på en rulle tovværk foran et af de store røde pakhuse blandt en masse andet skibsmatriel så som tønder med saltet kød, sejldug og bøtter med maling. Det havde været en lang dag fra hun stod op ved solopgang efter at have overnattet under en papkasse i sin rotteskikkelse. Hun smilede skævt ved tanken. Det havde helt afgjort sine fordele at kunne forvandle sig til en rotte, for det første var det langt nemmere at finde et tørt sted at overnatte. Hun strakte sig gabende og fulgte et par skrigende måger der strøg hen over den dunkle himmel mens de sloges om en død fisk. Hun trak benene op under den i forvejen ikke al for lange sorte kjole da luften hastigt blev køligere i takt med solen forsvandt under horisonten som en glødende kugle mellem de skybanker som rullede ind mod land.
Hun gøs og så sig om. Længere henne af kajen forsvandt de to sømænd, som havde været travlt beskæftigede med at losse det bredbugede skib der lå for kaj, snakkende og leende ind på et værtshus som lå længere inde mod land, kort før pakhusene overtog kajen.
Hun lod hånden glide gennem det sorte, let pjuskede hår og gabte igen. Hvad skulle hun gøre af sig selv denne nat? kunne man sove her? hun undersøgte de opstablede ting og sager, men rebrullen hun sad på var faktisk det mest indbydende, og den ville ikke give meget varme og ly, ikke engang til en rotte...

Han steg ud af metroen, og begyndte at gå op, stadig uden helt at vide hvordan fanden han var kommet så langt, som til havnen! Han skulle jo være taget af med metroen ved byen, men næ nej, videre gik det, helt ned til havnen. Han havde, i alt sin hast ud fra lejligheden, nogle timer forinden glemt sin jakke, og frøs virkelig nu, hvilke dog kun kunne ses kæben, hvor tænderne var bidt hårdt sammen for ikke at klabere*
Hans grå øjne stirrede ligeud, mens han langsomt kom op af de mange, forbannet trapper til jordens overflade, mens en kraftig stank af fisk pressede sig ind i hans næse. Han stønnede svagt, og fortsatte videre, i nogle mørkeblå all stars, mørke jeans, en lyseblå skjorte med en t-shirt inden under. Det lyse let krøllet hår faldt ned i hans ansigt, men blev ikke liggende længe, før det blev fejet væk af en bleg hånd. Han stoppede kort efter op, og kiggede rundt bag de lyse hårlokker der stadig ikke syntes at have forstået hvad det betød at blive væk! Hans øjne gled rundt på omgivelserne, der så yderst normale ud, bortset fra pigen, eller kvinden, der havde lagt sig på en rulle tov, og så ud til at være lidt rastløs eller var det blot ham? Han stak hænderne i lommerne, og begyndte at gå ned mod havnen, med kurs mod kvinden, hvilke grund vidste han ikke, og kursen havde han heller ikke bemærket før han faktisk stod et par meter væk fra hende. Han tøvede, og havde helt glemt han frøs, hvilke ikke tog lang tid, før hans igen bemærkede det, og fik klappet tænderne sammen.

Niriona holdt skarpt øje med fyren der kom slentrende hen af kajen mod hende. Hvad ville han? Han så ikke engang ud til at se hvor han gik, eller også havde han en magisk evne til at se ud gennem håret der hang ned over hans øjne. Da han stoppede et par meter væk rejste hun sig med hovedet på skrå og gik over til ham. Det virkede altså underligt. Han lignede slet ikke typen som bare flakkede rundt på må og få som hun selv. Hun kunne ikke rigtig sætte fingeren på hvad det var der gav hende det indtryk, men det var nok en kombination af hans tøj og ansigt. Der var ikke noget der tydede på han plejede at have svært ved at klare sig. Han var slank, men på ingen måde mager eller udsultet og der var ingen skygger i hans ansigt, skygger som hun vidste prægede hendes eget.
"Hej, jeg hedder Niriona" hun rakte en smal hånd med spinkle fingre frem mod ham med et lille smil. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, men hun kunne ikke klare den trykkende tavshed "Hvor kommer du fra?" latterligt spørgsmål, tænkte hun splitsekundtet efter ordene havde forladt hendes læber, virkelig åndsvagt, men man kunne jo aldrig vide, forsvarede hun sig selv. Der kom mange forskellige nationaliteter et sted som en havn.
Han så ud til at fryse, i hvert fald spændte han hårdt i kæben, var han bare vred? hun kunne ikke afgøre det, men hun synes hun havde hørt en klaprende lyd da han stod og så på hende og læberne var også en anelse blålige. Hun ville hjertens gerne have tilbudt ham noget overtøj hvis hun havde haft det, men det var ikke rigtig en mulighed.

Han stod i sine egne tanker, og prøvede at mixe en rute han kunne komme hjem med, men det ville ikke helt sætte sig sammen, så han måtte virkelig vride hjernen for at komme i tanke om hvilke busser der kørte hvor hen. Det var også grunden til at han ikke bemærkede kvinden før hun pludselig stod og snakkede til ham. Han fór sammen da hun snakkede. "Åh, hej, David." Sagde han letter forfjamsket, mens han kort trykkede hendes hånd. Han fejede sit hår væk fra ansigtet, og blinkede kort. Han pegede kort ned mod metroen til svar på hvor han var kommet fra, mens han slikkede sine læber fugtige. Hun da en enorm åben person! Bare at gå hen og snakke, men nu havde det vel også være ham, der ikke rigtig havde haft styr på sin krop, og bare var gået, så halv om halvt var det også hans egen skyld at hun var dukket op foran ham, og havde sat hans herte på overarbejde. Dog var det ved at falde ned igen, efter hans overraskelse. Han kiggede tilbage på hende, mens han bemærkede de mørke skygger, der lå let og blødt over hendes ansigt, som tydeligt talte sit eget sprog. Han trak let på læberne, et smil kunne man ikke rigtig kalde det, ellers var hans smil meget - ikke-smil agtig. Han stod lidt og vippede frem og tilbage, denne gang mere afslappet, da hun havde fået hævet hans tanker væk fra det kolde vejr, som slet ikke passede ham. Han kom frem til, efter en masse random tanker, at han var glad for at han meget muligt ikke kunne fryse ihjel, selvom hans fysiske overhoved ikke sagde noget om at han frøs, ud over de måske letter blå læber. Selv havde han aldrig været tæt på at fryse, og kunne derfor ikke vide noget om, om han var tæt på døden, men der skulle selvfølgelig meget mere til, end den lille omgang kulde han lige havde fået da han steg ud fra den ellers varme metro.
De grå øjne kiggede ned på kvinden, som højest satsynligt var lavere end end ham, da han selv var tæt på de to meter, så der var ikke rigtig nogle der var højre end ham, men dog havde han mødt flere der var på højde med ham.

"Aha" hun stillede sig på tær og så over hans skulder hen på metronedgangen. Hun anede ikke hvad hun havde sagt forkert, men han lod ikke til at være særlig snakkesagelig. Men hvad pokker skulle hun ellers have gjort? Han var kommet gående direkte hen mod hende og havde så standset op og gloet på hende med et fuldkommen forvirret ansigtsudtryk. Hun så på ham. Ja, lige præcis dét ansigtsudtryk. Hun stod mare tavs med armene foldet over brystet foran ham og følte sig lille og dum, og den let hånlige grimasse der lagde sig over hans læber hjalp ikke ligefrem på hendes selvagtelse.
Hun skiftede vægten fra den ene fod til den anden mens et spørgsmål pressede sig vej over hendes læber "Har du penge jeg kan låne til en billet?" det var da værd at håbe på, måske var han oven i købet forvirret nok til at give hende kontanter, for hvis han spurgte hvor hun skulle hen, havde hun ikke noget svar, hun ville bare væk fra den iskolde havnefront hvor en vind langsomt rejste sig sammen med skyerne der rullede ind over kysten. Hun kunne med lethed fryse ihjel hvis hun ikkke fandt et sted med læ for vinden og den regne natten uden tvivl ville bringe, den kunne allerede mærkes i luften, og så interesseant var det heller ikke at løbe afsted som rotte med næsen få centimeter over gadens stank og rendestens plumrede vand.

Han kiggede på hende, og rystede så på hoved. "Nej, ikke en krone." svarede han kort og godt, som det jo var. Han stod lidt og kiggede på hende. "Men hvorfor ikke tage en bus, de kigger jo aldrig efter biletter der inde." Han trak let på skulderende før han begyndte at gå, men stoppede så. "Hvor skal du da hen?" Han var stoppet op, og kiggede på hende. "Jeg gik an godt give dig et lift hvis de skal være." DAMN! Han havde fået det for vane at tale over sig. Han kunne da ikke give hende et lift med mindre ... Han tøvede, og sukkede så, mens han kiggede på hende. Han slugte dog ikke sine ord, da de jo var kommet ud, og han blot ville fremstå som en større idiot end han allerede gjorde ved at stå der, og glo tilbage på hende, som om hun var en abe i et bur. Han rejste kiggede lidt rundt, før han gik længere væk, ned langs nogle pakhuse, om et sted hvor han ikke var synlig fra andre steder en hvor hun stod. Han stod lidt og tænkte sig om, inde han kiggede ned på hende. Han lavede en kort grimasse. Enten kunne hun komme, og tage med ham, eller hun kunne blive hvis hun ville.
Han åbnede sin skjorte, og trak den af. Det mest irriterende ved at være engel var at når man skulle have sine forbannet vinger frem, skulle man til at afklæde sig.Han fik skjorten, og derefter t-shirten, som vidste en muskuløs mave, ikke noget at råbe hurra for, bare - normal? Han sugede maven kort ind da den kolde vind fik hans hår til at rejse sig. Kort efter kom to sorte kæmpe vinger frem til syne på hans blege ryg, som desværre gav varme, med mindre han slog dem om sig.

Hun så lidt forvirret efter ham da han gik. Lift? hvad pokker mente manden? Han var kommet med metroen og havde næppe en bil stående parkeret et eller andet sted? Hun forbandede sig egen nysgerrighed da hun fulgte efter ham og stoppede på god afstand da han begyndte at tage skjorten af. Hvad var han ude på? Hun løftede forundret et af de smalle, markerede øjenbryn da vingerne kom til syne på hans ryg: En engel. Hvorfor havde hun ikke genkendt hans race? Hun tog et par skridt nærmere. Fordi han umuligt kunne være fuldblodsengel, indså hun. Mange af hans træk burde have givet hende et hint, som hun åbenbart havde været blind for, men der var også noget andet ved ham, noget som ikke var engleagtigt.
Hun stoppede og så lidt usikkert op på ham "Jeg ved ikke hvor jeg skal hen..." hun så ned på sine hænder "bare ind til byen?" hun så igen spørgende på ham, hun ville jo nødig ulejlige ham mere end højest nødvendigt, selvom en engle-taxi sikkert kunne blive en populær transportform. Tanken fik et lille smil til at skyde hen over hendes læber.
"Hvis det ikke er til for meget besvær? Hvor skal du selv hen?" hun kunne have bidt tungen af sig selv, hvad ragede det i grunden hende hvor han skulle hen? Hun betragtede stadig lidt usikker hans blege hud. Han måtte fryse forbandet i vinden, og at et par tunge regndråber begyndte at falde mod jorden gjorde det ikke meget bedre.

Han kiggede på hende, med et lille smil, mens han slog de sorte vinger omkring sig, for at holde på den sparsomme varme han havde. "Byen, samme sted." Han smilede kort, og kiggede på hende. Hun så ikke ud til at ville gå videre rigtig, og det gjorde heller ikke noget til en start, men da regndråberne begyndte at falde begyndte han virkelig at fryse. Pisse træls. "Nej, intet besvær." han holdt et lille suk inde i munden, da han gik hen til hende, slog sine vinger ud, mens han hurtig greb fat i hende, med skjorten og t-shirten over den ene arm, som holdt fast omkring livet på hende, imens han låste hendes ben fast omkring livet på ham. "Hold fast." Mumlede han kort, før han satte af, og lod de sorte vinger trække dem op under den mørke himmel, som klart sagde at dette bestemt ikke var et vejr at flyve i. Da han kom op, satte han kurs ind mod byen. Hun var jo ikke direkte blevet vred over hans forslag, så han forventede ikke hun ville stritte imod, ellers måtte hun have gjort det nede på jorden. Han følte sig lidt som en pingvin, den måde deres kroppe var klistret ind mod hinanden, så han kunne mærke hendes krop der til dels var kold, men også varm. Han kom frem til at han ikke skulle flyve i regnvejr igen hvis det kunne lade sig gøre, ikke fordi det var koldt, for han fik varmen af at flyve, men fordi det var svært at navigere rundt i regnvejr. Ingen huse rigtigt at følge, blot flyve. Efter flere minutter, hvor de begge var sjask våde lande han på gågaden i Terre, og stillede hende forsigtigt ned på jorden, mens han børstede noget af det våde hår væk fra ansigtet. og trak den våde skjorte på, som klæbrede til kroppen. Han stod og kiggede på hende, uden helt at vide hvad han skulle gøre, men kom frem til noget efter lidt tænke pause. "Hvis du vil kan du komme op i min lejlighed og blive tørret, men hvis du alligevel skal du igen ved jeg ikke om du vil."

Hun gispede forskrækket og låste armene godt fast om hans nakke. Hun skulle bestemt ikke have noget af at blive tabt fra... Hun kiggede ned og fortrød det øjeblikkeligt. ...denne højde. Den iskolde regn piskede ind mod hendes ryg og gjorde Davids hud glat så hun var bange for ikke at kunne holde fast og falde mod jorden. Tanke gav hende kvalme og hun lukkede øjnene fast i og hvilede panden mod hans skulder for ikke at se hvor de fløj.
Da han endelig satte hende ned på en gårdsplads der på ingen måde virkede bekendt, var hun fuldkommen gennemblødt og lettere svimmel så hun et øjeblik måtte støtte sig til hans arm. Mens han klædte sig på kneb hun øjnene sammen for at se om der ikke var den mindste lille detalje hun kendte, men ikke engang skraldespanden i hjørnet af gården virkede på nogen måde bekendt.
"Din lejlighed?" hun så et øjeblik tøvende på ham, og nikke så "jo tak, hvis der er varmt..." hun kunne høre sine tænder klapre og regnen der løb fra hendes hår og ned af nakken var en fornemmelse hun ikke hurtigt nok kunne blive fri for. Ud igen? tænkt hun ved sig selv, og skjulte et lille smil. Han skulle bare vide. Hvis det viste sig at han boede godt kunne det være der flyttede en rotte ind. Hun kastede et undersøgende blik på husene omkring sig. Hvis det var her kunne hun allerede se rige muligheder for at komme ind og ud af huset via ventilationssystemer og små ujævnheder og revner i murene.

Han nikkede, kort, før han begyndte at gå afsted igennem regnen der drev ned af ham, som om han var en sten under et vandfald. Han greb ned i sine lommer, og fiskede en nøgle op. Det kunne have set kønt ud hvis han havde glemt den. Han fik åbnet, og kom ind i en tør gang, hvor han pressede læberne sammen, for at tænderne ikke skulle klaprer i munden på ham. Han begyndte at gå op af trapperne, med hurtige lange skridt, for at komme op i sin lejlighed. Han fandt nøglen til lejligheden, og fik åbnet til et kæmpe rod. En lille lejlighed, med et enormt rod. Ud over døren, var der én anden dør, som vidste ud til et lille badeværelse, ellers var alt andet i det lille rum de var kommet ind i. Sofa, som også fungere som seng, tv, som ikke virkede, køkken bag nogle høje stabler af rod, og ja, andre dimser og dutter. Sofabordet så godt belæsset ud med alverdens ting, lige fra bil blade til krus, bestik og andre underlige ting og sager. Han fik skrabet sig en vej igennem rodet, for at komme ud, og hente to håndklæder, hvor den ene blev smidt over til Niriona. Han tørrede sit hår, og fik så det værste vand tørret af vingerne, så han kunne trække dem ind igen, hvor efter han gik på jagt efter noget at tage på. En ny skjorte, og bukser. "To sekunder." Han forsvandt med de ord, ud på badeværelset, hvor han fik skiftet tøj, og kom ud i noget tørt. "Har ikke noget dame tøj." Han kiggede på hende. "Med mindre du vil låne en skjorte eller noget?" Han var ikke sikker på hvad han skulle beklæde hende i, da han jo ikke gik og afventede kvindelige gæster, men det burde han vel snart have, han havde jo ud over denne kvinde haft tre hun køns væsner i huset, men ingen mænd. Han smilede kort, og rode rundt i sit fugtige hår.

Hun måtte småløbe for at følge med og stod lidt forvirret og forpustet lige inde for døren da han kastede et håndklæde til hende og forsvandt ind bag døren hun gættede på skjulte et badeværelse, efter resten af lejligheden at dømme minimalt og rodet. Hun trak håret frem over den ene skulder og tørrede det så godt som muligt mens hendes øjne gik på jagt efter tegn på andre beborer i lejligheden. Umiddelbart så det ikke ud til det, men ovre i et hjørne fik hun øje på nogle bittesmå kradsemærker i panelet. Man ville aldrig se det hvis man ikke som hende var vant til at kigge efter den slags. Hu gik derover gennem forhindringsbanen af rod og så nærmere på det: Mus, konkluderede hun. I det sammen kom han til bage i tørt tøj og hun sprang hurtigt op før han nåede at se hvad hun kiggede på, det ville være for underligt at forklare. "Hvis du har en t-shirt og måske et par bukser?" hun så sig om på jagt efter tegn på han kunne opfylde hendes ønske. Hun så på ham da han gik hen for at finde noget. "Nej, ved du hvad, har du ikke bare en lang t-shirt?" ét blik på ham var nok til at vurdere at hun skulle være mere end almindeligt heldig hvis han havde et par bukser hun kunne holde oppe. Hun rystede af kulde og lagde håndklædet om sig som en kappe og med det stadig mere våde end tørre hår ned over skulderen, og gav pokker i at man så kunne se den tatoverede f-nøgle i nakken.

Han nikkede kort, mens han kiggede rundt, og fandt lidt efter en t-shirt, som burde være mere end lang nok. Den fik samme flyvetur igennem lokalet som håndklædet havde gjort. Han tøvede lidt, før han kom hen til sofaen. "Hvad kigger du på?" Han smed sine fødder op i sofaen, og kiggede på hende med nysgerrige grå øjne. Nu kunne han koncentrer sig om hende, og ikke at stå og fryse. Det hjalp meget at komme ind, men det var ikke fordi hans lejlighed var nogle ovn, så selvfølgelig skulle man selv også arbejde på det. "Nå, men hvis du vil have noget skal du bare sige til." Han syntes næsten at det var rutine at spørge om dette, både af høflighed, men også blot som noget der kunne spørges om hvis man ikke vidste hvad man skulle spørge om. Hans øjne gled ned af hendes krop, ikke så meget noget han selv kunne styre, men blot noget der skete. Han måtte lidt efter, efter at havde siddet og tænkt lidt, konstatere at han ikke kunne styre meget af sin krop, hvis han ikke ikke tænkte over at styre sin krop, for det ville bare ske, om han så ville det eller ej. Det var jo allerede sket en gang på den korte tid de havde været sammen, hvilke var irriterende nok i sig selv. Mest at han ikke kunne styre sine lemmer. Et svagt smil gled over hans læber, da han lænede sig tilbage og stirrede op i det gamle træ loft der virkelig trængte til en tur. Hvad hun ledte efter var hun ikke sikker på, men gjorde det noget? Han lukkede øjne, og prøvede at finde ud af hvad hun var. Det tog ikke så lang tid, duften af havn hang tæt omkring hende, når man rigtig lugtede efter, og ud fra lugten at udregne var hun nok animagus, da ethvert andet menneske ikke ville opholde sig så længe nede på havnen, til at få denne lugt på sig, og ikke vaske den af sig. Hun havde tydeligvis ikke selv tænkt yderligere over det, for ellers ville hun nok først tænke på et bad.

"Ikke noget" hun strakte benet bagud og vippede en skjorte der lå og flød op over panelet hun havde studeret. Hun smilede lidt usikket og greb t-shirten "tak..." hun var ikke helt sikker på hun brød sig om den måde han så på hende på, og var lettet da han lænede isg tilbage og så ud til at slappe af med lukkede øjne. "jeg skifter lige" hun smuttede ud på badeværelset der ganske rigtigt var... minimalt, men den berolige klik-lyd det gav da hun drejede nøglen rundt gjorde alligevel hun følte det som et paradis.
Hun mødte sit eget blik i spejlet og smilede hånligt, hun lignede noget der havde ligget for længe på gaden, lugtede sikkert også sådan. Hun satte proppen i håndvasken og fyldte den halvt med lunkent vand fra hanen og lagde håndklæde og t-shirt fra sig. Hun lukkede kort øjnen og blev til til en rotte så hun kunne klatre op på bordet og vaske sig i håndvasken. Faktisk en hel behagelig svømmetur. Hun klatrede med lidt besvær op af den glatte vask og rystede vandet af pelsen så det sprøjtede på spejlet og hoppede ned på gulvat hvor hun forvandlede sig tilbage og nynnende fik tørret sig med håndklædet og trukket t-shirten på. Den var lang nok, konstaterede hun lettet, den gik næsten til midt på lårene og var heldigvis sort og ikke gennemsigtig. Hun skulle til at gå ud da hun kom i tanke om at hun hellere måtte slette alle spor af pels før hun gik ud igen. Hun var ikke sikker på hvad han ville sige hvis han vidste en rotte netop havde taget ad i hans håndvask.
Hun forlod badeværeslet og nynnede stille mens hun med fingrene filtrede det fugtige hår ud. "Tak for lån" hun gik hen og satte sig yderst i sofaen og betragtede ham lidt. "Hvor skal jeg hænge det våde?" hun løftede sigende håndklædet og kjolen.

Han kiggede op på hende, og satte sig lidt efter op. "Nej, jeg tager det bare." Han snuppede det ud af hænderne på hende, og fik ud på badeværelset for at hænge det til tørre. Han stod lidt der ude, og vippede frem og tilbage, før han gik ind til hende igen, med kurs mod det lille køleskab der stod under bordet. Han åbnede den, og kiggede ind i den kolde gule lys. Lidt efter drog han en cola ud fra skabet, og åbnede den med en hurtig enkelt bevægelse, som disse dåser nu krævede for at få væsken ud af dem. Han ville nok have taget noget andet, hvis han havde kunne finde noget andet i skabets kunstige lys, men da der kun var nogle dåser med cola, blev det jo hans valg. Han rejste sig op, og sparkede lågen i, så den smækkede i. "Nå, ja, noget du vil have eller?" Han støj håret væk fra ansigtet, mens han kort kastede et blik på lejlighedens eneste ur, et gammelt vækkeur der stod i alt muligt på skrivebordet. Pff, kvart over ti, det var ikke så frygtelig sent, man han kunne stadig mærke den nat hvor Celéste havde holdt ham vågen, godt nok ikke med vilje, men det var alligevel lykkes hende at holde ham vågen næsten hele natten, efter at han havde siddet på sin flade røv en hel dag nede på politistationen. Denne bedrift ville han klart ikke gentage, den var for kedelig og smertefuld, og det eneste han fik ud af det, var nogle papir, som det var ligefør der ikke var nogle der skrev under på. Han stod med ryggen lænet op af køkkenbordet, mens han havde blikket rettet mod Niriona, som sad på kanten af sofaen, som om hun var bange for at sætte sig længere ind.

Hun betragtede ham bare mens han rodede i køleskabet. Sær støbning, tænkte hun, han var venlig nok til at invitere hende med ind i tørvejr, men han var tilsyneladende ikke så snakkesagelig at det gjorde noget. "Nej tak" hun rystede på hovedet. Der var ingen rund til at nasse mere på ham end hun allerede gjorde. Hun fulgte kort hans blik hen på uret. Skulle hun gå? var det det han prøvede at antyde? Nej, han måtte smide hende ud hvis hun skulle gå før hendes eget tøj var tørt. Hun rejste sig og gik hen til vinduet. Regnen løb i en tæt strøm ned over ruden og et par store, mørke øjne så tilbage på hende fra ruden mod aftenmørket uden for. Det var egentlig ikke fordi der var noget uden for hun ville se, men ruden virkede som et udmærket spejl så hun i ro og mag kunne betragte ham og få taget lejligheden nærmere i øjesyn uden at sidde og glo rundt.
På trods af størrelsen og rodet virkede lejligheden sært tryg og hjemmelig for hende, men, tænkte hun mens et lille selvforagteligt smil krusede hendes læber, det ville alles hjem jo være i hendes øjne. Dem der kaldte hende streetrat skulle bare vide hvor tæt på sandheden de var...
Hun så ud gennem spejlbilledet ned på den regnvåde gård de var landet i. Hun spekulerede lidt på hvor mange der mon havde prøvet at flyve med en engel. Selv havde hun ikke den store lyst til at gentage det, ikke på grund af ham, nej det var næsten plussiden ved det, men fordi der var så forbandet langt ned.
Hun gøs uvilkårligt og foldede armene om sig selv. Efter hun havde fået tørt tøj på og vendet sig til temperaturen i rummet, synes hun pludselig der var lidt køligt. Men, sagde hun strengt til sig selv, det varintet mod hvad det ville være hvis han smed hende ud i regnen igen. Hun så med en gysen på regnmørket uden for og vendte sig om og betragtede ham.

Han fulgte hende tavst med blikket, mens han tænksomt førte dåsen op til læberne, og drak den mørke læskedrik i sig. Det var en spøjs smag sådan noget snask kunne have, men det smagte udemærket, faktisk overraskende godt af hvad man kunne forvente af sådan noget kemi.
Igennem den våde rude kunne han se Niriona's spejlbilled, med sorte øjne der enten kiggede ud af vinduet, eller gjorde ligesom hans egne øjne gjorde, brugte det som spejl, men hvad grunden var til det, betød ikke så fandens meget, det dét handlede om var - Ja hvad var det egentligt?
Et svagt smil krusede i hans mundvige, ved tanken om at han faktisk stadig ikke havde fået nogle bemærkninger om hans lejligheds tilstand, også selvom hans eneste gæster normalt var kvinder, men nej, der var kun én af dem der var begyndt at rydde op, og det havde han ikke været så vildt glad for, men dog, det havde været dejligt at kunne se hvor man gik.
Et lille skub, og så stod man på egne ben, og stavrede hen mod sofaen, med sin drikkelse i hånden. Han satte sig ned i sofaen, med et lille bump, som egentligt ikke var noget bump, men det kunne passe udemærket til situationen, ville han da tro. Han sad og studsede over et spørgsmål, som han vel lige så godt kunne spørge hende om, ingen grund til at gemme på det, mere end højest nødvendigt. "Uhm - har du tænkt dig at sove her eller?" Samtidig med ordrende var kommet over hans læber, kom endnu et spørgsmål og rumsterede rundt i hoved på ham, mens det overtog pladsen fra det gamle. Men han vidste ikke helt om man kunne spørge om dette, disse væsner var jo meget forunderlige, og anderledes, og det at spørge om, hvilke dyr de var, lød vel lidt - ja, hvad kaldte man det? Underligt?
Han kom efter flere minutters tankegang frem til at han var for træt til at tænke over noget der gav mening, og stoppede derfor sine tanker, så godt som det nu evnede sig, og kiggede blot ud af samme vindue som hende, over på den anden side, mod de lejligheder der lå dér over.

Hvis han spurgte måtte han også selv være uden om svaret. "Ja tak..." hun satte sig i sofaen ved siden af ham og trak bene op under t-shirten for at få så meget varme som muligt ud af den. Hendes stadig fugtige undertøj hjalp ikke ligefrem på noget. Hun lod øjnene glide rundt i lejligheden. "Jeg kan være på ret lidt plads..." hun gjorde en bevægelse i luften som sådan nogen lunde illustrerede ti gange ti centimeter. "For det ser ikke ud til du har meget plads her" hun smilede muntert og en lille smule drillende og klappede på sofaen de sad på, der alt at dømme både spillede rollen som siddeplads og seng. Hun sad lidt i tavshed og skubbede sig bedre tilrette op mod ryglænet, men da det ikke så ud til at ville tage en samtale op fortsatte hun, mest i håb om at undgå den trykkende stilhed der hidtil havde hersket imellem dem. "Bor du her alene, eller...?" hun havde svært ved at forestille sig der kunne leve flere i lejligheden, men på den anden side ville hun snildt kunne bo under bunken med vasketøj i... ja, vel godt og vel et par uger(?) før han opdagede det.
Hun gned fraværende sin arm for at få gåsehuden til at gå væk mens hun lod sine øjne hvile på hans ansigt med de høje kindben, den lyse hud og de grå øjne. Egentlig var han vel ganske køn, konkluderede hun, og trods hans underlige opførsel hun havde meget svært ved at afkode, virkede han ganske flink. Den undrede hende, denne modvilje til at ville snakke der ligesom bevidst lagde en afstand mellem dem, som så stærkt stod i kontrast til, hvordan han bare havde løftet hende op til sig da de fløj. Nå, hun trak umærkeligt på skuldrene. Hun skulle bare være taknemmelig for hun ligenu ikke sad og krøb sammen i døråbningen til en af de lukkede butikker mens vind og regn gjorde hende våd og gennemkold. EN let gysen gennemrystede hende bare ved tanken.

Han trak lidt på smilebåndet, faktisk lidt meget, da han hørte at hun ville sove. Normalt sagde man ikke ja, men det var da dejligt at få et rent svar, og ikke en pokkers masse andet halløj med at hvis man nu kunne få lov, så ville man da gerne, men man ville ikke presse sig på. Det gjorde altid en snak så kedelig, frygtelig kedelig, men nu var de jo heller ikke fordi de var i hård debat om et eller andet, nej, man skulle nærmere tro de sad i en eller anden sikkerheds kælder hvor de skulle snakke mindst muligt.'
Han kiggede på hendes hænder der lavede en kvadrat i luften, som straks fik hans hjerne til at gennemgå hvilke ting der kunne ligge på så lidt plads. Et marsvin var for stort, og en mus var for lille, samt alle hunde var for store, samme med en killing eller hvalp. Der var ikke rigtig noget der sagde klik inde i hoved på ham. Måske en stor mus? Eller en - ROTTE?! Han hævede et øjenbryn ved tanken. En ROTTE! Han måtte kæmpe lidt for at holde sin overraskelse nede på et minimum, så han ikke sprang op som en gal og fægtede med armene mens han prøvede at forstå at han havde lukket en rotte ind i hans lejlighed. Eller ikke direkte, men halløj, en rotte! Han sukkede lavt, og kiggede på hende, med et lille grin. "Ja, bor alene." Svarede han på hendes spørgsmål. Han snuppede et tæppe der lå over ryglænet på sofaen og smed det over hende, da hun så ud til at fryse pænt meget. Han smilede lidt igen, mens han vendte ansigtet væk fra hende. Rotte?! Tanken skulle lige falde på plads, men ellers var det da ikke så galt, det kunne være værre. "Du er velkommen til at blive og sove, også i sin menneskeform." Han smilede kort, stadig med ansigtet vendt bort fra hende.

Hun greb tæppet og trak det taknemmeligt rundt om sige mens hun nøje fulgte hans ansigtsudtryk. "Du må godt råbe op..." hun himlede med øjnene da hun kunne se han havde gættet hendes dyr. Der kom altid det der, frastødte og ubehagelige udtryk i folks ansigter hvis de fik kendskab til det, men han havde båret på hende, lukket hende ind og oven i købet sad han og gav hende lov til at sove i hans lejlighed. Så måtte hun vel bare finde sig i den væmmelse som lige nu tydeligt lyste ud af ham. "Men rotter er altså ikke ulækre" hun tøvede et øjeblik "ikke alle sammen i hvert fald..." der var jo nogen som mere eller mindre permanent levede i kloarkerne og var de rene smittekilder "Hør her" hun så fast på ham "Hvis du synes det er for klamt at have en rotte i dit hjem, så smid mig ud, men jeg vil lige gøre dig opmærksom på, at jeg ikke slæber rundt på alle mulige sygdomme, for så bliver jeg selv syg når jeg forvandler mig til menneske igen og jeg bider ikke tærene af folk eller hvad du ellers måtte have hørt af historier!" Hun bed sig i læben. Det var kommet til at lyde alt for hårdt og deffensivt, han havde jo ikke generet hende, så hvilken ret havde hun overhovedet til at tale sådan til ham. Hun rødmede skamfuldt "undskyld..." hun så ned på sine hænder "men jeg er så træt af alles fordomme.... og jeg skal nok lade være med at blive til en rotte" det sidste var nærmest en forsinket tilføjelse og hun så forsigtigt op på ham for at se om han var blevet sur, eller om han forstod hende.

Han skulle til at sige at det ikke gjorde noget med at hun var rotte, men han blot var overrasket, men han kom aldrig så langt, før han fik hændt et møgfald ud over sig. Han ventede til hun var færdig med at snakke. "Jeg har ikke noget imod at have en rotte i min lejlighed, over blot overrasket, og skal nok lade være med at forbinde dig med nogle rotte fordomme - okay?" Han var lidt bange for hvad hun kunne finde på, men hun så ikke ud til at ville komme med mere, blot tavshed. Han lænede sig tilbage, og kiggede op i loftet. "For min skyld kan du godt være rotte, men du skal ikke forvente jeg skal kunne se forskel på dig og de andre - rotter." Han lukkede kort øjne, før han vente sig om mod hende og kiggede på hende. Han sad helt opslugt af hendes smukke lange hår, der faldt ned af nakken på hende, men som ikke helt dækkede tatoveringen der var i hendes nakke af en - hvad pokker var det nu var, G-nøgle? Hans musikalske side var ikke så stort, blot lille og roligt, stilleliggende, aldrig i brug ud over når han en gang imellem trommede med sine fingre, men det kunne man jo ikke kalde noget musik.
"Spiller du klaver?" Han hentyde til hendes tatovering, men han var ikke sikker på hun vidste det. Måske, måske ikke.
//Krea stop, jeg tror lige jeg holder en pause og kommer tilbage senere idag//

Hun nikkede bare, glad for han ikke havde taget det ilde op at hun sådan uden grund for op over det, men det var utroligt irreterende i længden. "Du ville sagtens kunne kende mig fra andre rotter, for jeg er sikkert den eneste rotte der ville klynge sig til dine snørrebånd" hun smilede skævt til ham, glad for han rent faktisk havde sagt en sætning på mere end to ord.
Hun lod hånden glide op og strøg hen over tatoveringen da hun mærkede hans øjne. "Jeg gjorde engang, meget lidt... Det er en f-nøgle, altså den man notere basstemmer i" hun så på ham for at se om han var med, men han så ikke ud til at vide helt hvad hun mente "altså, de lyse toner er skrevet i g-nøglen. Det er dem du spiller med højre hånd. De dybe, altså venstre hånd, er noteret i f-nøglen" hun prikkede på tatovering da hun sagde det sidste. Egentlig var det for hende fuldstændigt lige meget om han forstod det og synes det var interessant, bare han lyttede til hende og svarede så tavsheden ikke vendte tilbage, lejligheden var al for lille til både at rumme tavshed, hende selv og David.

Hun så lidt rundt og trak tæppet mere sammen om sig for ikke bare konstant at sidde og glo på hans lyse krøller, ikke at hun ikke kunne lide det hun så, næsten tværtimod, men det virkede netop af den grund forkert og kejtet. "De vinger der..." hun så spørgende på ham "er de ikke lidt besværlige? Jeg mener, er de bare inden i dig hele tiden, eller??" hun rynkede forvirret og uforstående panden. Det virkede helt naturstridigt. Når hun forvandlede sig var det helt og ikke noget med pludselig at få et par ekstra lemmer, hun smilede for sig selv, det ville sikkert også se sjovt ud hvis hun pludselig havde en rottes hale men ellers var menneske.

”Snørrebånd?” Han kiggede undrende på hende, og blev ikke mindre undrende da hun snakkede om nøgler. Musik nøgler, ja, det var han klar over, men rasten forstod han ikke en prik af, men det virkede heller ikke til han skulle gøre det, for hun virkede ikke til ville uddybe, da hun begyndte at snakke om hans vinger. ”Øh …” Han tøvede. Nu hun snakkede om det, så var der jo noget om det. ”De er da ikke inde i mig hele tiden, men jo, meget af tiden jo …” Han lænede sig lidt tilbage, og kiggede tænksomt ud i luften. ”Det er lidt svært at forklare, men vel ligesom dit rotte halløj.” Bedre kunne han nok ikke forklare det, han var ikke sikker på hvordan det skulle forklares. ”Men man overlever, man lære jo dem at kende, hvis man kan sige det.” han smilede kort. ”De følger jo med en.” Han kiggede lidt rundt, uden helt at vide hvad han nu skulle gøre. ”Er det ikke lidt som at spørge om hvordan det er at være rotte.” Han forstod stadig ikke hvad hun mente med hans snørebånd. Han kiggede kort ned på sine fødder, som godt nok ikke havde haft sko på de sidste minutter, men da de jo havde!
Han smed sine fødder op på sofabordet, og satte sig til rette, mens han kiggede på hende igen. "Men jeg tror at det er mere praktisk at være animagus, end engel - der er nogle problemer med de vinger, faktisk mange." Når man nu tænkte over det, gav de ikke meget hjælp, ud over når man skulle fra det ene til det andet sted.
Når man skulle have dem ud, skulle man afklæde sig, når de blev våde var de et helved at få tørre, man skulle altid finde et sted hvor der ikke var andre at bruge dem, og så videre og videre og meget længere. Man var jo så engel, med andre ord, man var død, så man kunne ikke dø igen, eller det var ret svært at dø igen, han havde aldrig prøvet at dø, ikke hvad han kunne huske.

"Snørebånd" hun nikked alvorligt mens et lille smil flakkede over hendes læber. "Hvis jeg ser dig på gaden mens jeg er rotte hopper jeg op på dine snørebånd, så burde jeg være nem at genkende og det er ude mærket sted at sidde når man ikke selv gide gå..." Hun undertrykte en gaben og trak bene helt op under sig så hun kunne sidde med hovedet lænet ind mod ryglænet og front mod ham.
"Undskyld, det er ikke for at være uhøflig, men det er altså sært..." hun så tænksom på hans skulderblade "...og enormt praktisk! Hvilke problemer er der?" der var et svagt anstrøg af misundelse i stemmen. Hvad ville hun ikke give for sådan nogle vinger? Og når man som ham var engel var man vel på en måde død? Hun så interesseret på ham. Han lignede ikke en død. Hans grå øjne var i hvert fald langt fra døde og han havde også føltes ganske levende da hun havde hængt ind til ham. Men hvis han var død kunne han vel ikke fryse ihjel, ikke sulte ihjel, ikke blive stukket ned... Hvis hun var en engel ville alle de væsentligste problemer i hendes tilværelse være lige gyldige. Hun ville aldrig behøve tænke på sin overlevelse mere.
Hun vidste ikke om han ville svare på hendes spørgsmål, men valgte så alligevel at stille dem "Kan du bare selv kontrollerer dine vinger? altså få dem til at forsvinde og komme som du vil? Og gør det ikke ondt?" Hun havde meget svært ved at forestille sig hvordan det måtte føles pludselig at have et par ekstra knogler stikkende ud fra ryggen.

Han nikkede tavst, og følte han var bare lidt med på den, hendes rotte-snak. "Der er mange problemer, som at man f.eks. hvis man skal bruge dem bliver nød til at tage tøjet af man har på overkroppen, med mindre man har en eller anden smart trøje hvor der er huller i til sine vinger, når man skyder dem ud, skal man passe på hvad der står bag en, det gør hyle ondt hvis man lander på dem, hvilke jeg har prøvet, og så er det ikke så fantastisk dejligt at blive plukket, så man skal hele tiden vide hvem der står bag en, så ens vinger er i sikkerhed." Det var vidst det, der sådan var de største problemer, så var der selvfølgelig andre problemer, med de var underordnet. "Jeg kan selv styre dem, de popper ikke bare ud, hvilke klart ville gøre det endnu mere nedren at være engel." Han syntes det var lidt morsomt hun var så optaget af dem. "Nej, det gør kun ondt hvis du skyder dem ud i noget, der er hårdt." Han kiggede lidt på hende. "Er der mere?" Spurgte han med et grin. Nu havde hun spurgt om så fantastisk meget, så nu kunne der næsten ikke være mere, men selvfølgelig skulle man ikke sige aldrig. Han kunne ikke komme i tanke om der var mere at spørge om, men han var ikke sikker på der ikke var mere, så han valgte at lade hende spørger yderligere hvis hun ville. Hvis hun fandt det interessant kunne han vel også få dem ud igen, men han ville bare føle sig mere klemt i den lille lejlighed end han allerede følte, men hvis hun absolut ville, skulle hun da ikke snydes for det.

Hun smilede til ham med hovedet lidt på skrå og lyttede til hans forklaringer. Det var dejligt at han endelig havde fået munden på gled istedet for på sin egen sære måde, at virke så fjerne og indelukket i sig selv. "Altså" hun tog hans forklaringer en af gangen for at være sikker på hun havde forstået ham ret og for at tælle op hvor godt det var at være engel. "Du bliver for det første nød til at smide tøjet, hvilket jeg stærkt tvivler på dine omgivelser han noget imod." Hun kastede at sigende blik mod hans brystkasse. "For det andet gør det ondt hvis du støder dem... men der et vel et spørgsmål om at se sig for... Og for det tredje gør det ondt at blive..." hun så underligt på ham "plukket? Hvem vil dog plukke en engel?" Det var alligevel det sygeste hun havde hørt idag, det måtte hun erkende....
Hun sad lidt i tavshed og så spekulativt på hans ryg og tilkastede så den bulede vækkeur et skævt blik. Hun var ved at være lidt søvnig, men var for høflig til at sige det. "Det må være rart nok at kunne kontrolere de der.." hun tegnede hans vinger i luften med hånden "Hvis jeg drømmer jeg er i fare eller har brug for at stikke af, for eksempel, er forvandlingen helt spotan, og hvis jeg sover som rotte og glemmer at koncentrere mig, vågner jeg som menneske... det har været årsag til en del uhelige episoder med tiden." Hun smilede ironisk ved tanken om når hun havde lagt sig til at sove på meget lidt plads som rotte og var vågnet ved en utrolig smerte når hun pludselig var al for stor.
"Ja, lige en ting..." hun smilede lidt usikkert "må jeg godt se dine vinger igen?"