Take a swim, it's very...*brr* warm.. Cross-my-heart

Det var ikke ret lang tid siden at en ung mand lige havde flyttet til byen, han havde ikke haft så meget med sig.. faktisk kun det tøj som han nu havde på sig. Ellers intet. Han var løbet væk hjemme fra fordi der var sket noget tragisk mellem hans forældre. Om morgenen på denne dag, kunne der høres et skrig, et rædselsfuldt skrig som der kom fra faren der var blevet angrebet af en vampyr, som havde travlt med at sætte sine hugtænder ned i hans kød og det havde vækket alle i huset. - Moren var blevet skrækslagen og tænkte ikke på andet end at flygte. Men vampyren var hurtig nok til at kunne indhente hende, efter at den var færdig med faren. Vampyren var så ihærdig at den ikke tænkte på andet end blod og i kort sekund lå moren død på køkkenets gulv i huset. Chariot var imellem tiden nået helt ud af huset, da han havde opdaget hvad der var sket. Vampyren havde givet hans far lov til at leve videre som et vandrende råddent lig på jorden mens at hans mor blev dræbt og ikke fik nogen chance for at leve.
Chariot var kun lige nået til byen Di Morga uden at vide om morderen på hans mor var fulgt efter ham. Han nærmede sig en sø, som han ikke før havde set, det var et nyt lige så vel som byen for ham.
Han tog en dyb indånding og åndede ud igen, da han nåede hen til søens kant og stoppede op for at kigge ned i vandet, hvor han så sit eget spejl billede. Han satte sig lidt ned i hug mens at han lagde sine hænder på hver sit lår. Han havde sorte stramme bukser på hvor han havde et nitte bælte rundt omkring for at holde dem oppe, en sort almindelig t-shirt som havde et random mønster på. Hans blonde hår sad glat med pandehåret til den ene side, rigtigt fint, så man ikke kunne se at det var touperet. Man kunne se hans længder på håret, hvor langt det var, sådan som det sad.
"Jeg må finde mig et arbejde eller lignende, så jeg kan få penge igen.." mumlede han for sig selv, mens at han ikke havde set at der var nogen til stede, han koncentrerede sig om hvad han nu skulle gøre, efter det som var sket, han ville aldrig komme til at se sine forældre igen, måske hans far som var blevet til et monster. - Men det ville han gerne undgå.. Et suk undslap fra hans læber, inden at han valgte at sætte sig ned på græsset. Han vidste ikke hvad klokken var.. han havde ingen idé.. fordi han bare havde løbet og løbet.. væk fra sit hjem. - Han havde løbet nogle kilometer, da han boede to eller tre byer væk fra Di Morga.
Chariot kom fra Frankrig og der ville han også blive.. hvilket han også gjorde, selvom han havde fået taget sine forældre fra sig.

// Nya - hvorfor har i skrevet så meget... Det er så trættende at svare på XD

Mørket imellem træerne omkring den mosede sø, skjulte hendes delvist - selvom hendes påklædning var både lys og mørk. Måneskinnet fik det hvide stof i hendes sejler-stribede turtleneck til at virke næsten selvlysende. Så man ville lige kunne skimte de hvide striber, imellem skyggerne der bevægede sig i takt til vinden. Som en listende tiger på savannen. Bare... langt mindre ildevarslende i hendes tilfælde. Hun var langt mindre og mindre muskuløs end en tiger. Og dermed mindre farlig... Eller hvad?

Men dermed stoppede elegancen ikke. Hun trådte ned i mudderet med sine sko. Det var ikke stillet som normalt, helt dum var hun jo ikke, men det var heller ikke gummistøvler. Derfor var hendes trævlede knæstumper våde et godt stykke op af skinnebenene. Det var jo ikke helt tilfældigt at hun havde taget denimshorts på. Det var nemmere at tørre benene end at skulle til at vaske jeans. Det viste hun alt om. Det var ikke første gang hun kom til det smukke Le Marécage. Hun havde været her for... Hvad var det nu? Halvtreds år siden?
For hvert skridt hun tog, blev hendes fodtryk fyldt med vand, og forsvandt så langsomt som om hun aldrig havde været der. Hvis hun faldt i og sank tilstrækkeligt dybt ned, så ville hun nok aldrig blive fundet. Tanken var trist. Et liv så bemærkelsesværdigt som hendes - slut og ukendt på en så grusom måde. Forfærdeligt, hvis hun selv skulle sige det.

Da hun trådte ned til vandets kant, svuppede hendes denimsko. Hun havde ikke lagt mærket til nogen af de væsner der gjorde hende selvskab, så hun bukkede sig ned imod vandets glatte overflade. Hun bukkede sig så langt ned, at hendes tre længste dreads nåede vandkanten og sendte små, kønne ringe ud i resten af søen.
Hun rakte hånden frem, ud over vandet, imens hun tavst og elegant spinnede sin arm rundt på den mest bizzare måde. Af en eller anden grund, blev et par guldsmede tiltrukket af den underlige bevægelse, så de satte sig på hendes lange, slanke fingre. Deres lange, gennemsigtige vinger vippede svagt og dovent, og skinnede i måneskinnet. Men Evelyn fik ikke lang tid til at beundre dem, for hendes tre ringe blev hurtigt afløst af nogle større, så hun lod armen synke ned til guldsmedenes skræk, og kunne slet ikke undgå at se den høje, kvinde rejse sig fra vandet. Hendes mørke hår klæbede til hendes ansigt - og ligeså hendes lyse kjole. Evelyns øjne blev store. Hun var selv et af verdens fantastiske væsner, men denne kvinde - ingen freaking naiad, dryade, aspara... Ikke engang en Gudinde, kunne blive så smuk. Hun kunne ikke andet end at stirre. Hun havde aldrig set en Deava før, til trods for hendes lange, lange levetid.

Selv ikke Månens lys kunne matche Dyanees skønhed, ej heller kunne en guldsmeds lethed måle sig med hendes elegance, selvom de sikkert prøvede ihærdigt i deres jagt omkring Dyanee hende selv, tiltrukket af den opstigende skønhed i den hvide silkekjole ude på en halvø i La Marécage. Men Dyanee, var selv forblindet af det hår der klistrede til ansigtet som hun nu prøvede at fjerne med de smalle fingre med deres lange negle, der gled ihærdigt igennem det for ikke at risikerer flere knuder i det krøllede hår, der allerede nu var halvvejs tørt og krøllerne stod tydeligere frem i en mørke manke. Hun tippede hovedet til den ene side og lidt frem, for ikke at det vand hun vred hun af lokkerne, skulle gøre kjolen endnu mere våd - selvom det sikkert var en umulig opgave, da kjolen var af silke og med fløjlsbånd i bunden der kun gjorde den tungere. Endnu med blikket rettet mod jorden, hvor hun gik for at undgå at knække grene, selvom det ikke burde bekymre hende med den lethed hun bevægede sig med, så hun ikke hvem der iagttog hende - hun så, de myg der svævede omkring hende for aflokke blodet ud gennem hendes hud og erstatte det med deres egen gift der ville fremkalde en rødlig bule på Dyanees hud, og glimtet fra de glimtede guldsmede der sværmede op fra deres hvilepladser, når hendes kjoles tyngede stof blev trukket efter hende som en lille brudekjoles. Lyden af klirrende smykker, blandede sig med myggenes summen og guldsmedens viften når Dyanee svingede med armene for at opretholde den perfekte balance hun ikke selv vidste, hun gik med. Disse guldsmykker, beklædte Dyanees nøgne håndled i mangevis - nogle tykke, og med mønster og graveringer, andre tynde som sener og glatte som is. Dinglende inde bag de mørke, fugtige krøller var et par indigo-blå ørenringe. Den samme blå, var også i hendes øjne, der fulgte en frø vandre over halvøen og dens springen ud i vandet lige efter den kvækkede.
Halvøen endte, i et faldent dødt træ som var så tyndt, og smalt at der kun var et trin for Dyanee at bestige. Når engang oppe på dette stykke af træ der var faldet, var det alt om balance når stammen vippede op og ned og udsendte små bølger i søen. Guldsmedene prøvede bestemt at vippe hende tilbage i vandet, når de fløj frem og tilbage omkring hende men flere gange vandt Dyanee over dem med sin elegance. Sådan fortsatte de deres sære duet hen af den lange lange stamme, indtil stammen sluttede - midt ude i vandet, hvor den flød. Nu var det ikke så svært, at se hvor let en Daeva var når Dyanee - som kun havde været Daeva i få timer - kunne træde på en smal stamme flydende rundt ustabilt i vandet.
Dyanee bukkede sig ude på kanten af denne aflange træsort, med en arm elegant rakt ud til siden, for at bruge det vand der ville være derude, 13 meter ude i en sø der var langt større - vandet dér var som regel meget renere, end det inde ved land som tit blev brugt til vadested. Da hun bukkede sig ned, skulle hun bukke sig lavere end hofterne og derfor, dyppede hun den nu endelig tørre fletning hun havde samlet håret i, i vandet og forjog et par dansende Skøjteløbere. Hun rakte ud efter vandet, i det samme og dyppede hånden ned gennem overfalden der skinnede som et spejl. Det var som om, at træerne skyggede for Dyanees usagte skønhed selvom Månen prøvede at bryde igennem den barriere af blade og grene, for at beskinne sit barn. For det var hvad Dyanee var, Et barn af Natten. Med en hurtigt bevægelse med albuen, havde dyanee skyllet sit ansigt rent for det beskidte blod der før havde hængt rundt omkring, skjult af træernes skygge hvor hun vandrede. Hun gnubbede lidt, for at sikre sig der ikke var flere pletter hvilket gjorde hendes sarte kindhud lyserød.

Da Dyanee endelig rettede sig op, efter sit ‘bad‘, kunne hun ikke slippe følelsen af at være overvåget. Som om.. Nogen betragtede hende, og hun ikke kunne se dem. Hun vidste der var andre her, hun havde ikke hørte dem eller noget - hun vidste det bare. Hun stod stadig på kanten af den vippende træstamme, et udsat sted - meget udsat. Selv kunne Dyanee ikke lade være med at tænke på, om det bare var insekternes summen hun forestillede sig var levede personer. Hun havde, trods alt, lige været igennem noget traumatisk - det var vel logisk nok, at det bare var insekterne? Men nej, hendes 6. Sans sagde noget andet. Der var nogen, måske noget i nærheden - noget gammelt, noget oldgammelt der kunne gemme sig, ændre sig ifølge sine omgivelser. Hun lod sine sanser lytte, høre, se og føle sig frem i natten. Der var en stemme, der snakkede om et hjem? Og selvfølgelig også guldsmedenes susen, vandets krusen, mosens tunge lugt, frøen fra før der kvækkede, en stille rusken i nogle buske hvor et dyr formentlig på størrelse med en lille slange som en hugorm eller stålorm puslede rundt hvorefter den gled ud i søens kolde vand beskyttet af sine skinnende glatte skæl … lyden af nogen, er svuppede rundt i vandkanten! Det var den lyd hun kunne huske. Men stemmen fra før.. Dragede hende mere. Den havde ej noget hjem, ligesom hende - en ting tilfældes.
Så brat som Dyanee vendte sig, kunne det ikke undgås at stammen tippede og hun faldt i vandet med et - højt - plask der rungede uover sumpen, hvorefter hun sank under og vandet fyldte hendes mund og svælg der var åbnet let i chok. Okay, måske skulle hun havde lidt mere tid til at øve sig i at være Daeva, før hun prøvede sådan et stunt igen.