The Graveyard - David

Sted. Kirkegården ved Domkirken
Omkring. Ingen end krager og ravne
Tid. 01.32
Vejr. Koldt og blæser svagt
Dag+dato. IRL
Påklædning. https://2img.net/h/oi54.tinypic.com/j769l4.jpg

Azriel bevægede sig med hurtige skridt rundt imellem gravstenene. Hendes blik var rettet ned i jorden og måtte indrømme at det var for koldt til bare at stå og stirre ud i luften. Hun tænkte lidt over tingene, og ville gerne hjem, men vidste at hun ikke ville kunne få tiden til at gå ved at sidde derhjemme. Hun stoppede langsomt op ved en tilfældig gravsten og sukkede. Hvid tåge kunne ses da ved hvert åndedrag hun tog og så sig lidt omkring. Ingen. Det måtte hun da sige, der var sgu da intet at lave den aften. Hun bestemte sig derfor at slå sig ned hvor hun stod og lænede sig op ad en gravsten og så op på den store himmel som fyldte hele hendes synsvidde. Stjernerne lyste klart den aften, og det var egentlig det eneste som fik hende til at smile på disse tider...

//Awesome dress xD Beklager det ikke blev så lang, sidder i skolen.//

Lågen gik op, og gruset knasende under Davids sko. Han gik med lange skridt op igennem kirkegården og stoppede op ved kirken. Hans grå øjne gled hurtigt omkring kirken før han gik hen, og trak i døren. Åben? Han vendte sig om, og gik derefter målrettet afsted, ned mod alle gravstene, der stod som perler på en snor. Han var hurtigt kommet ned hvor hans mål var. Han lage hoved tilbage og kiggede op i den mørke himmel. Han tøvede og lod blikket glide rundt omkring. Han syntes han kunne mærke han ikke var alene, men han kunne ikke se hvem det var.
Han satte sig på hug ned foran den grå sten der stod foran ham. Han lod en finger glide over den håre granit overflade. Han fjernede nogle planter fra graven og rejste sig op igen, mens han eftersøgte steder for for andre mennesker ... eller mennesker.

Azriel spidsede øre da hun hørte grus knase under et par sko og satte sig op på hug og nærmest gemte sig bag gravstenen. Det var mørkt, men hun kunne dog stadig lige få en skikkelse i syne i den mørke nat. Det var en høj skikkelse, og hun kunne nærmest mærke mørke omkring ham, som om at der var noget slemt ved denne person. Det måtte være et væsen... Ikke?.. Hvem ville dog være på kirkegården på sådan en tid?, tænkte Azriel for sig selv og bevægede sig langsomt tættere på den fremmede, og sad stadig på hug og gemte sig bagved gravstenene ved hver mulig chance hun fik. Hun var en hel del forsigtig når det gjaldt fremmede. Og især fremmede på en mørk og uhyggelig kirkegård. Det var sjældent at der kom noget godt ud af sådan noget...

Han kunne mærke nogle øjne på sig, men han vidste ikke hvor de var henne. Han drejede let omkring sig selv, men droppede så at finde ud af hvem det var. Han gik op mod kirken, tog i håndtaget, og svingede døren op. Han kom ind i våbenhuset, et hvidkalket rum, med et par bænke langs væggene. Lige foran døren in til kirken, var der to hylder, hvor der stod salmebøger. Han gik hen, og tog far i den ene, og bladret lidt, før han satte den på plads igen, og vendte sig om, mod kirkekontoret. Han gik hen, og rykkede i døren. Låst. Han sukkede, før han begyndte at samle skyggerne omkring sig, til han blev indhyldet i dem, og endte inde på kontoret bag ved den låste dør. Han kiggede rundt i det lille rum. Væggende var sandfarvet, og der hang et par kors og billeder af Jesus på. Han gik om bag den ældre træ bord der stod i midten af rummet, med en computer. Han kiggede lidt rundt, og fandt hylde med der kunne være indretressandt. Han gik hen mod den, mens han lod fingerne glide over mapperne med et tænksomt blik på mapperne, hvor der stod noget, med en ulæselig håndskrift.

Azriel fulgte den fremmede, men holdt dog afstand til ham, og fandt ham gå ind i kirken. Hun stod i nogle få minutter, tænkende og overvejende. Om hun skulle gå ind til ham, eller om det bare var uhøfligt, da vedkommende så ville vide at hun havde fulgt efter ham. Betragtet ham. Et lille suk undslap hendes læber, og besluttede sig følgende for at gå ind i kirken. Hun åbnede den store dør, og fik kuldegysninger af det høje og lange knirk som gengav fra dørens rustne hængsler og skruer der gav sig. Det var en gammel dør, så den kunne nok ikke holde til det helt store. Hun så lidt på døren og lod så sit blik gå rundt i kirken. Tom? Men... hun var da sikker på at hun så den fremmede gå ind i kirken. Hun lod langsomt og forsigtigt sine fødder føre hende indenfor i varmen. Døren lukkede sig bag hende, med et smæld, og det gippede i hende da den høje lyd kom bag hende fra døren. dumme dør tænkte hun for sig selv, men lod sig ikke tænke alt for meget over den larm den havde forsaget og gik langsomt rundt i kirken. Der var ingen nej. Men dog... hun syntes ellers at hun kunne høre lyde indefra præstens kontor, men hun vidste at den var låst, så der var ingen som kunne komme derind. For en sikkerheds skyld, burde hun jo nok tjekke? Hun gik langsomt over mod døren ind til kontoret og hev ned i håndtaget, og rigtigt nok, var den låst. Hun så lidt på låsen og lod derefter sin ene hånd gå forsigtigt over nøglehullet. Man kunne hører at låsen langsomt gav sig....

Han trak en mappe ud, og slog op i den, men det virkede ikke til at det var denne mappe han ledte efter. Han efter søgte de andre mapper, men stivnede da han hørte lyden af døren der smækkede ved kirken. Han stod slille lidt tid, men vendte så blikket tilbage til mappen. Han blandret hurtigt igennem sidderne og hørte ikke mere ude fra, før han hørte dørhåndtaget gik ned. Han pressede læberne sammen, samlede skyggerne omkring sig, og tonede frem på den anden side af væggen. Han kiggede på den sorthåret pige der stod med en hånd på døren. "Hvad laver du her?" Hans stemme var neutral men hans tanker kredsede rundt. Havde hun fulgt efter ham? Han lage hoved let tilbage uden helt at vide hvad han skulle stille op med hende. Hun havde en sød, frisk duft over sig, som han også selv bar rundt på. Engel ... men der var alligevel en letter mørk anstøj over hendes duft, så hun kunne neppe være en af de helt gode, der fulgte Jesus i hælene, men mere som ham selv, en engel der ikke helt havde forstået det, det indebar at være engel.

Azriel bed sig hårdt i tungen da hun pludselig hørte en stemme bag sig. Hun så på døren med den ulåste dør, og låste den hurtigt med en hurtig håndbevægelse uden at svare hans spørgsmål. Hun vendte sig langsomt om og så på en ung mand og lagde hovedet let på skrå "Hvad mener de dog?" spurgte hun uskyldigt og lændte sig op ad døren "Jeg laver intet" sagde hun og trak på skuldrene og lagde derefter sine arme over kors "Men det spørgsmål kunne jeg vel også spørge dem om" sagde hun og løftede et øjenbryn "Hvad laver de herinde?" spurgte hun med et skævt smil og prøvede at skjule at hun faktisk havde fulgt efter ham og udspioneret ham. Hun kunne mærke den rene aura omkring ham, som en engel også havde, men så ikke. Der var noget andet. Noget mørkt over ham. En engel helt igennem var han nok ikke, men halvt måske...

Han fnyste lavt over hendes uskyldige svar. "Mig, jeg prøver at fine ud af hvem min lille spion er." Han betragtede det lille smil, men besvarede det ikke, han stirrede blot på hendes mund, og derefter op i hendes øjne. Han lod en hånd glide igennem håret, før han drejede om på hælen, og gik ind i kirken, med lange skridt. Han kig op mod altret og kiggede lidt på det, før han vendte sig om med Azriel. "Men jeg kunne vel prøve at spørge dig igen, og spørge hvad du laver, ud over at udspionere mig." Han lænede sig op af døbefonten og hvilede sine grå øjne på hende. "Det er ikke ofte jeg ser en engel i en kirke om natten, men det er vel jeres hjem." Han lage hoved let på skrå og smilede falsk. "Jeg kender desværre ikke selv til det. Han drejede om på hælen igen, og gik om til altret, og kiggede i biblen der lå der oppe. "Læser du dette?" Han pegede ned i bogen og vendte blikket mod hende. Han ville prøve hende af, se hvordan hun var.

Azriel så på den unge mand og lagde hovedet let på skrå da han nævnte at der var nogen der udspionere ham. Hun fulgte ham langsomt og gispede da han direkte anklagede hende for at være spionen han havde talt om "Jeg ville da aldrig finde på udspionere dem" sagde hun med den samme uskyldige stemme og løftede et øjenbryn af ham "Kirken er ikke mit hjem" sagde hun og rystede på hovedet af ham "Det er blot endnu en kedelig bygning for mig" sagde hun og lod sine syregrønne øjne hvile på ham. Hun gik langsomt helt over til ham og så ned på biblen som han ville høre om hun havde læst. Hun trak på skuldrene "Det har jeg vel. Det er god læsestof hvis man viiirkelig keder sig" sagde hun og trak ordet 'virkelig' ud, så man kunne hører på hende at hun har læst den, men kun når hun var ved at dø af kedsomhed...

Han fnyste, og man kunne tydeligt høre at han ikke troede på hende, men han ville ikke til at diskutere det med hende, så han lod emnet falde til jorden. Han trak lidt i den ene mundvige af hendes kommentar til kirken. Ja, hun havde jo ret, det var bare en bygning, med en stor have udenfor, og masser af sten. Han vendte sig let om mod hende da hun snakkede om biblen. "Utroligt, jeg har aldrig læst et ord i den." Han vendte sig om mod kirken, som om han var præsten, og kiggede ned langs de tomme bænke. "Tænk at stå her oppe, og ævle om ... om guds ord." Han sukkede og vendte sig om. "Men du siger dette ikke er dit hus, eller hjem, men du er da engel? Altså jeg mener ikke i skal bo i en kirke, men det er da bare det jeg ofte forbinder med kirker." han slog ud med armen og gik ned af kirke gulvet. Det måtte være sjovt at blive gift. Han børstede noget hår væk mens han gik helt ned i den ene ende af kirken og gik op igen. "Spøjst sted." Kom han frem til efter et par minutters tænkepause.

Azriel betragtede ham lidt og løftede et øjenbryn "Har du ikke?" spurgte hun og var lidt overrasket over at han intet havde læst i bogen. Der var sjældent nogle engle som fortalte hende dette. Han var da engel. Ikk? "Hvorfor dog ikke?" spurgte hun og ville da have troet at han i det mindste havde læst noget. Hun fulgte ham langsomt og gik side om side med ham da han begyndte at gå ned ad altergangen "Jeg hader det omdømme engle har fået, og nægter at leve sådan. Kirken har ikke været andet end en bygning for mig i århundreder nu. Jeg er ikke som alle de andre engle. Jeg nægter at være som dem" sagde hun og rystede på hovedet. Hun stoppede da han begyndte at gå tilbage mod altertavlen. "Hvad med dig? Jeg kan mærke noget... rent ved dig. Burde du ikke også være glad for kirken?" spurgte hun, da hun kunne mærke at han ikke var helt vildt glad for kirken. Ihvertfald ikke særlig begejstret og ikke så glad som alle de andre engle var..

Han grinede, han kunne ikke lade være med det. Selvom han ikke var den der brød ud i latterbrøl så ... så var det her for komisk til ham. "Jeg er hybrid, halv engel og halv dæmon. Jeg ..." Han trak vejret dybt, og fik styr på sig selv. "Jeg røre intet engle halløj. Jeg hader gud, Jesus, fortrækker sort, siger ikke nej til en kamp, hævner mig ... alt det jeg ikke burde gøre." Han trak lidt i mundvigen igen. "Men du!" Han gennemborede hende med sine grå øjne. "Hvorfor ikke dig? Du er engel fuldt ud, og burde jo elske kirker og bibler, men det gør du ikke? Så hvad er du?" Han stoppede op, og betragtede hende mens han lod fingrene glide igennem døbefontens vand. Let og køligt. Det var helt gennemsigtet og blev nok skiftet hver dag. "Jeg kan ikke se hvorfor du ikke skulle være engel ..."

Azriel blinkede hurtigt da han pludselig begyndte at grine af hende, og hun kiggede kort ned på sine fødder. "Så er du jo stadig engel..." mumlede hun, men stoppede hurtigt og ville ikke have en stor diskution omkring dette. Hun så hurtigt op da hun kunne mærke hans blik gennembore hende. Hun rynkede panden og knyttede sine hænder sammen "Jeg er skam engel!" sagde hun hårdt og hurtigt "Ingen tvivl omkring det" sagde hun og nikkede af sine ord "Jeg vil bare ikke hænge mig i de gamle traditioner og være helt ren og renset for ondskab. Der er ingen sjov i at være sød og rar hele tiden" sagde hun og rystede på hovedet "Jeg fandt ud af det på den hårde måde. Jeg kan bedre lide og være neutral" mumlede hun og nikkede igen. Hun begyndte langsomt at gå op mod den unge mand og strøg sin hånd gennem sit hår "Så sig hvad du vil. Men jeg kan godt lide den livstil jeg har valgt. Jeg vil ikke leve efter hvad gud siger og syntes er det rigtige" sagde hun og ventede på hans svar...

Han kiggede på hende. Han kunne godt lide den viljefasthed der lå i hende. Han kiggede på hende da hun kom ned mod ham. "Jamen hvad skal jeg sige?" Han slog ud med armene. Hvad skulle han sige? Han kunne jo ingen invendinger gøre, så ... han satte sig på en bænk, og kiggede op på Jesus der hang på korset. "Det er en skam han skulle dø på den måde, jeg tror han var en fin mand, men jeg ved det ik ..." Han kiggede tomt op i luften, mens han sukkede. Han vidste ikke om han havde levet der. Han kiggede over på hende, og plastret et smil på læberne.
//Beklager det blev kort//

Azriel betragtede ham kort og trak på skuldrene "Det ved jeg da ikke" sagde hun og vidste jo ikke hvad han skulle sige. Hun sukkede lavmælt og så på ham imens han satte sig. Hun lagde hovedet let på skrå da han havde sat sig på en bænk og begyndte at tale om Jesus. Hun levede da Jesus gjorde, men fik aldrig chancen til at møde ham. Hun vidste ikke engang om han virkelig havde fandtes eller ej. Hun trak på skuldrene "jaaa... han måtte have været fin.." mumlede hun, men vidste det jo ikke. Det var jo bare det folk ville tro og bildte sig selv ind. Han kunne jo lige så godt have været en sindsyg øksemorder eller sår'n, og Azriel ville ikke tro at en person var utrolig flink og sår'n, uden faktisk at have kendt vedkommende og have snakket med dem. Sådan var det bare. Hvis hun ikke havde talt med Jesus, ville hun ikke tro at han var en ih og åh flink fyr...
// Jeg overlever nok :b //

Han kiggede op på hende, da hun trak på det, og lod som om det ikke indretresrede hende de fjerneste. Det gjorde de heller ikke for ham, men det var påfaldende hvor meget hun var ligeglad med det. Han kiggede op på hende. "Men, hvad laver du så her? Hvis du ikke udspionere mig ..." Som hun nok stadig ville påstå, trods han ikke troede på hende. Han betragtede hendes krop, og hendes ansigt, mens han prøvede at gætte hvad hun så var, når hun ikke var engel, efter de andre 'normale'. Skytsengel var hu bestemt ikke, for ellers ville hun have elsket kirken, men hvad var hun så? Han tøvede. Hvis hun havde sorte vinger var hun måske ... en ... Han lage hoved let på skrå, uden helt at vide hvad han så skulle gøre. "Hvilke slags engel vil du selv kalde dig?" Spurgte han så, da han havde opgivet at finde ud af det selv.

Azriel betragtede den fremmede og smilte et skævt og skummelt smil "Går mig en tur...." sagde hun, men løj måske lidt. Hun var lidt af en legesyg engel, og nogle gange på den dårlige måde, og leger lidt med mennesker og deres følelser. Spøge. Skræmme. Hade...
Dette behøvede han jo slet ikke at vide. Hun kunne jo bare fortælle ham hvad hun ville, og han kunne ikke vælge andet end at tro på hende.
Azriel så lidt på den unge mands ansigt og løftede et øjenbryn "Kan du ikke gætte det?" spurgte hun og grinte lavmælt. Hun gik langsomt over mod ham og trak svagt på skuldrene "Folk vil sige at jeg er.... 'faldet'..." sagde hun lavmælt "Men det ord kan man dog ikke bruge om mig" sagde hun og rystede på hovedet "Dumme mennesker..." mumlede hun og gik helt op til ham og så ham ind i øjnene "Døds engel, hvis du skal kalde mig noget" sagde hun og nikkede af det som hun sagde...

Han fulgte hende med øjne, uden helt at vide hvad han skulle gøre. Går en tur? Han troede ikke rigtigt på hende, men hvad skulle han så? Han lod det derfor ligge. Han kiggede undrende på hende, da hun begyndte at gå hen imod ham og begyndte at snakke om hvad hun var. Dødsengel? Han kiggede roligt tilbage. "Okay, dødsengel." Han skubbede hende blidt tilbage, og rejste sig op. Han kunne ikke lide at være klemt nede. Han kiggede tøvende på hende. "Nå, men hvad laver en dødsengel? Når den ikke går rundt og leger hellig som alle andre 'normale' engel?"