On holy property - private topic

Et eller andet sted var det virkelig forkert, hvad han gjorde; som djævel burde han ikke bevæge sig ind i den enorme bygning, der var blevet sagt at være Guds hus. Det var her, man tog hen, hvis man havde brug for frelse, eller havde behov for at komme nærmere Gud. At en djævel - nok det nulevende væsen, der var så modsat Gud og alle hans værdier, som man kunne tænke sig - satte foden indenfor, var direkte uhørt. Utilgiveligt! Af denne grund var det det eneste rigtige for Balthazar at gøre; et skævt smil kravlede frem på hans læber og i bare et enkelt øjeblik syntes hans øjne at emme af alverdens ondskab.

Det matte, nærmest livløse blik gled rundt i katedralens bug og registrerede udseendet. Selvfølgelig havde han besøgt en katedral før, men derfor var der nu alligevel altid et eller andet storslået over det. Det var i sandhed en skam, at et så fint bygningsværk skulle spildes på Gud og hans evindelige rablen om næstekærlighed og fred. Det kunne have været episk med sådan en lille hytte at tilbede Satan i. For en kort stund gled billeder af kutteklædte mænd og kvinder med pentagrammer malet, hvor det end var muligt. Solide støvlers underbeklædning trampede sagte hen over det kolde stengulv kastende ekkoer op af væggene, som djævelen bevægede sig længere ind på det forbudte område. Han havde altid godt kunne lide glasmosaikkerne, men dem i denne bygning var ikke så storslåede - et hurtigt blik op mod dem, og han var mere betaget af den tågede luft bag det farvede glas.

Langsomt og sikkert fandt hænderne frem til lommerne på den fantastiske jakke, han havde fundet i en tilfældig butik. Nu var han ikke typen, der frøs så tit, men denne beklædningsgenstand skulle i hvert fald nok hjælpe med at holde lidt på varmeenergien. Han havde hurtigt lært, at en god og praktisk påklædning var af vital betydning, når man skulle vandre rundt på jorden. Især for ham da han aldrig havde haft muligheden for at påkalde sig vinger og dermed bevæge sig rundt langt hurtigere. Desuden var det også så kliché at løbe rundt barfodet og med flagrende gevandter og kviste og grene i håret - så var det først, at folk begyndte at mistænke én for enten ikke at være helt ved sine fulde fem eller tilhøre en anden race.

En dyb stemme, der husede et sted i hans stillestående reptilhjerne, forsikrede ham om, at det med garanti var englens skyld. Det var ikke af egen fri vilje at han gjorde som han gjorde, men det var heller ikke for andres skyld at han gjorde det. Han var jo vampyr for pokker, og endda en af de mest selviske, der var at finde i Terres mørke, så han gjorde det bestemt ikke for at behage nogens behov. Heller ikke for at behage sine egne, han gjorde det bare. Og hvorfor? Fordi han kunne. At han var i stand til at træde ind i Guds hus uden at brænde op, var en god nok provokation. Han ville håne vor Herre ved at vise ham, at han også var en del af de overjordiske magter. At katedralen udenfor havde banket et skilt ned mellem de rebelske brofuckingsten hvorpå der stod ”Kun Jesus stod op fra de døde” viste både tegn på at hans slags ikke var velkommende, men også at de ikke kunne deres egen bibel.
Liams spinkle oldtidsskikkelse var placeret på en af de milelange bænke. På den ensomme plads ved hans side lå en salmebog, som fik ham til at tænke, at hvem end, der havde efterladt den der, havde begået dovenskabens dødssynd. Han sneg langsomt sine smalle fingre om den gamle bog med de alt for tynde sider, og slå op på en tilfældig side. De bittesmå ord fik ham til at tænke på en ung, kristen pige han engang havde lagt med. Eller nu var ”lagt med”, var vel ikke helt sandt, når hun trods alt havde stået foroverbøjet i en toiletbås. Det morsomme ved det hele var, at hun tilsyneladende havde været af den opfattelse, af Liam var en form for Jesus. Livets himmelhelt, som ej Døden kunne spærre, havde hun sagt. Et smil gled over hans læber og han bladrede videre til en side, der virkede en anelse mere brugt end de andre.
Op al den ting, som Gud har gjort,
hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise.

Liam rynkede let på næsen, rev siden af med en kradsende lyd og stoppede den i sin skjortes brystlomme. Da den afrevne sides skrig ikke længere gav ekko i den enorme katedral lod Liam sine sanser falde til ro. Han følte sig næsten tilpas ved at være sårbar, lige indtil en besynderlig – og desværre genkendelig – stank ætsede indersiden af hans næse. Han vidste udmærket hvad det var, men hvem, følte han sig usikker på. Der fandtes trods alt ikke særlig mange af den slags, så det kunne snildt være ham. Tyskeren. Ærkefjenden. Instinktivt sprang han op fra sin plads og gled op til det sørgelige alter med sådan en hast, at djævlen skulle være velsignet med et overdrevent syn for at kunne opfange de omkringværende handlinger. Da Liam stoppede op greb han arrigt fat om et kors, der ellers så fredeligt havde stået og spillet helligt, brækkede det af sin fod og hævede det over sit hoved som et spyd. Da han her fik mulighed for at se hvem han stod overfor, måtte han konstatere, at han ikke havde fået besøg fra den tysktalende arier. Derudover kunne han også nå frem til den bitre erkendelse, at djævle havde det med at være fandens sexede.

Tankerne flød ukontrollabelt, mens han langsomt stavrede rundt og betragtede de mange forskellige ting, der var at finde. Det mest hovedsagelige problem var nok, at der ikke var særlig meget lys, og da Balthazar ikke besad nattesyn på nogen måde, måtte han bevæge sig rundt i halvmørke. Men hvad fanden, indtil videre havde han formået ikke at vælte noget, så helt blind var han ikke. Kun en enkelt gang var han tæt på at støde ind i en stor stenstøtte, men det skyldtes lige så meget, at han var drejet for hurtigt rundt uden at se sig for.

Helt konkret hvorfor han ikke straks forlod bygningen, kunne han ikke komme med et svar på. Det var jo ikke, fordi han havde noget bestemt at give sig til på stedet - selvom han nu hurtigt havde fået lavet en plan over, hvad han i sin iver kunne komme til at vælte ned på gulvet - men på den anden side var der et eller andet triumferende ved at kunne trave lige så stille rundt i Guds hus og sprede lidt dårligdom, uden at Jordens skaber kunne gøre noget som helst ved det. Selvfølgelig kunne en sten lige pludselig vælge at falde ned i hovedet på djævelen, men så desperate og voldsomme handlinger var ikke ligefrem noget, Gud var kendt for at falde tilbage på. Nej, han ville kunne have det hele for sig selv den nat. Det kunne måske undre, at nogen i det hele taget befandt sig inde i domkirken - normalvis plejede den at være forsvarlig låst for at beskytte den mod tyveri. Grunden var, at Balthazar havde været forbi tidligere den dag og noget så beklageligt var kommet til at skubbe til nøgleforvalteren på vej ned af trappen, så den let overvægtige mand var røget på hospitalet. Lægerne havde konstateret hans ben brækket, men røntgenfotograferingen viste yderligere tegn på, at en smule af knoglen lod til at være blevet knust, som om noget hårdt havde trådt ned på den - Balthazar var selvfølgelig klar til at benægte alt. Sagen var så den, at døren ikke var blevet låst korrekt. Som alt andet gammel lort havde låsmekanismen i de massive trædøre udviklet en personlighed, og uden det påkrævede slag over nøglehullet, ville låsen ikke falde ordentlig på plads; det var næsten et umenneskeligt held. Måske de højere magter havde en finger med i spillet, som de jo så frygteligt elskede at have.

En velkendt lyd af papir, der blev rykket over, rev Balthazar ud af sine tanker, som den fyldte hans øregang. Med langsomme skridt så lydløse som muligt med de kraftige støvler bevægede han sig forsigtigt over mod stedet, hvorfra lyden havde bølget gennem rummet, en bænk placeret i det øverste af domkirken. Hvad det helt præcist var, der afslørede ham, kunne han kun gætte sig til, men ikke desto mindre fremprovokerede hans bevægelser i hvert fald en reaktion fra det andet væsen, der befandt sig i den enorme bygning. Væsnets bevægelser var knap nok andet end en udtværet streg i luften, da denne fór op til alteret og med en knusende lyd knækkede et massivt kors af dets fod for at hæve det truende over hovedet. Balthazar forventede at mærke smerten, men den dukkede aldrig op. Vampyren - i løbet af knap et sekund var en energiudladning eksploderet og trængt sig ud i hver en afkrog af domkirken, hvor djævelen via det andet væsens energier kunne afgøre, at det var en blodsuger, han stod over for - syntes først da at tage den indtrængendes ansigt i øjesyn, og et eller andet matchede åbenbart ikke med forventningerne.

Balthazar tillod sig den frækhed at kaste et øjenbryn op i panden.
"Jeg havde planer om at ødelægge lidt inventar, men jeg kan se, du klarer det hele ganske fint uden min hjælp," lød det fra ham. Den rolige tone faldt ham forbavsende let. Det måtte skyldes, at han var kommet sig over chokket, og at han faktisk var ganske tryg, som situationen forholdt sig lige nu. Den særlige magi, Balthazar havde opfanget, der bestod i en form for hypnose af offeret, lod til at være den djævelske race underlegen. Selvfølgelig var der altid hurtigheden og styrken og alle de skærpede sanser, men hvornår det end måtte blive nødvendigt, var djævelen klar til øjeblikkeligt at aktivere sin egen evne, der tillod ham at neutralisere de magiske energier, ethvert overmenneskeligt væsen besad.

Kamphormoner ville presse sig ud gennem de hårdtarbejdende binyrer og videre ud i det sympatiske nervesystem, hans lunger ville ekspandere sig til hvad, der næsten kunne gå for at være dobbelt størrelse, hans pupiller forvandle øjnene til tomme, sorte huller og udslette en hver tænkelig indikation på, at de talrige pigmenter i iris nogensinde havde eksisteret og alt imens sveden ville krybe ham ned langs den fremtrædende rygrad og sætte sig som sobre perler på den dunede overlæbe, mindede han sig selv om, at det trods alt aldrig ville ske, da han var den menneskelige race overlegen. Så når Satan sagde - eller ham gutten fra San Francisco i hvert fald sagde - at mennesket under tiden havde udviklet sig til at blive det ondeste af alle dyr, var vampyrer så ikke medregnet i den konklusion? For hvilken skægget mand med sjæl kunne dog hævde, at mennesket skulle overgå vampyren, hvis udvikling jo strakte sig over generationer af guddommelig, intellektuel og åndelig konstruering.

Liam stirrede på djævlen gennem nattens mørke, der gjorde det hele meget mere dunkelt, men ikke yderligere besværligt. Hans tanker pulserede om spørgsmålet: Hvorfor? Hvorfor fanden luskede en ung - af udseende i hvert fald - djævel rundt på hellig jord? At en vampyr gjorde det kunne sagtens have sine grunde. Faktisk var der en stor flok af vampyrer netop fra den tid hvor kristendommen sved allerhårdest på folks allerede bebyrdede skuldre, så en smule frelse for alle de blodudgydelser i ny og næ ville da være et acceptabelt svar. Han spekulerede over hvad djævlen ville svare. Det ville være så typisk, hvis denne havde trængt ind i kirken for at konvertere, så sukkersødt at Liam næsten fik det helt dårligt med at være i dens nærhed. En anden - og lidt mere realistisk - grund kunne være, at Lucifer havde bedt ham om det. Bedt ham om at betræde Terres domkirke fordi at... Hvad var der så specielt ved lige netop denne kirke?

Der var et eller andet over djævlens reaktion, der fik Liams ansigt til at slå en sprække og langsomt faldt hans kampklare position sammen i den sædvanlige ranglede stilling, og pludselig holdte han korset i sin hånd, som var det en hverdagsting at stå med. Mandens rolige stemme blev støttet af kirken med en brummen, og det var som om, at denne helt bestemte akustik fik ordene til at glide dybere ind i Liams dunkle dyb. Derfor forekom det hele også langt sjovere end det måske egentlig var ment, og uden rigtig at tænke over det lagde Liam sit hoved tilbage i en monoton latter og tabte samtidig korset, så larmen fra stål der ramte stengulv og larmen fra vampyrens indre, svansede sammen i en øredøvende opera af et spektakel.
"Jeg var ellers overbevist om, at vores alle sammens underbo havde vigtigere opgaver til sine tropper. Der kan man bare se..." Liams ansigt lagde sig tilbage i de sædvanlige, dødkedelige folder, der fik ham til at ligne en, der var træt af at leve. Hvilken tilfældighed. "Eller det er måske bare en... hvad kalder man det... en hobby?"

De matte øjne måtte grundet deres magiske mangler knibes sammen og indædt fokusere for at kunne adskille vampyrens kontur mod den mørke baggrund. Det var bestemt ikke første gang, hans menneskelige sanser svigtede ham, men han forbandede det nøjagtig lige så meget som altid. Nok kunne han ikke tillade at brokke sig taget i betragtning, at han grundet sin noget specielle race var sluppet for alle djævlens svagheder overfor lys, vand og kulde i for store mængder. Alligevel var det alt for ofte en hindring, når det menneskelige syn simpelt hen viste sig utilstrækkeligt og ikke tillod ham at skue gennem mørket. Ganske vist havde han ikke noget at sammenligne med, men alligevel stod det klart for ham, at en djævel, vampyr eller lignende simpelt hen bare var alle de mennesker overlegne. Den fremmedes fart og styrke var glimrende eksempler. Desuden ville han vædde på, at det var enten lugten eller de meget lave lyde, hans støvler affødte i samarbejde med det blanke stengulv, der havde røbet hans tilstedeværelse. Et eller andet sted var han bare en lille smule misundelig. Et sekund eller to blev de mandelformede øjne knebet sammen i en tænksom grimasse, da det strejfede ham, om han på nogen måde kunne prøve at kopierer de magisk ladede energier; det ville vel være ensbetydende med, at han kunne pådrage sig visse magiske egenskaber ud over den energimanipulation, han allerede besad. Det kunne blive episk..

Tankerne så dybe måtte langsomt trænge i baggrunden, thi fokus på vampyren var mere påkrævet. Det stod ham trods alt ikke klart, hvorvidt sindsstemningen forholdt sig på den ene eller anden vis. I og for sig kunne den blege skabning kaste sig hovedkuls afsted med blottede tænder, hvornår det skulle være. Det var da også derfor, han var klar til at aktivere sin neutralisation på stedet. Better safe than sorry, som man jo sagde noget så klogt. Umiddelbart lod der dog ikke til at være risiko for forhastede handlinger - vampyren sænkede langsomt korset, der før havde været hævet som et våben.

Den første reaktion var et undrende udtryk. Var det muligt for vampyrer at miste forstanden? Dernæst skiftede det til et simpelt øjenbryn hævet op i panden.
"If I told you, I'd have to kill you," lød det fra ham. Et skævt smil tvang læberne væk fra den neutrale holdning, de havde antaget. Selvfølgelig var det noget så random, det han foretog sig på stedet, men derfor kunne han da godt joke lidt med det hele.

Den rumlende lyd i hans baghoved bad ham om at ignorere djævlen og forlade stedet, eftersom at denne var fremmede. Havde det været et menneske, ville sagen have været helt anderledes, for de var sgu så fandens ens, at de aldrig helt ville virke fremmede eller utilregnelige for Liam, men når hans held så valgte at vende, og han stod overfor et andet oldtidsfund, var det ikke til at vide, hvordan det natten ville forløbe sig. Hvilket nok også var derfor at Liam blev stående, for ligegyldigt hvor meget han vidste, at han hellere burde gå sin vej, følte han alligevel, at djævlen blev mere og mere fængslende i takt med, at mørket pressede sig tættere om dem.

Med sine øjne stikkende i djævlens brede skikkelse, trådte han langsomt forbi de enorme alterstager, hvor han omhyggeligt skrev sig en mental notits om, at i tilfælde af at djævlen skulle blive voldelig, kunne det tunge materiale bruges til våben. Han stirrede ned langs kirkeskibet i et taktfuld forsøg på at samle et overblik over situationen og få øje på mulige flugtveje eller andre fordele. Da djævlens stemme igen slikkede indersiden af Liams kranium satte han sin ene fod op på det første af de tre trin, der ville føre ham op i prædikestolen. Alt imens han besteg denne hellige trone flækkede hans ansigt i et grumt smil, og han måtte konkludere, at denne djævel var multilingvalt. Selvfølgelig var han det, han havde med garanti også kendskab til en lang række sprog, der nu var uddøde, hvilket fik ham til at spejle sig selv i skabningen. Liams modersmål var også blevet fjernet fra jordens overflade, så han kunne sagtens betragte sig selv som den eneste levende med sproget på tungen.
"Be careful now -" svarede Liam med en lav stemme, der alligevel formåede at give genlyd mod de enorme vægge. Han stillede sig til rette på den plads, hvor en præst normalt stod og talte til sin menighed. "- I break down crying so easily." Med de sidste ord kastet ud i mørket, lod han stødt en hånd ramme mod sit tomme bryst for at tilføje en let sarkasme til samtalen. "Wer sind Sie?" Han kunne ligeså godt udfordre ham lidt. Det var trods alt sjovere end at de kastede kors og alterstager efter hinanden. Afventende på svar hvilede Liam sin overkrop på prædikerstolens beskyttende kant.

Lige så langsomt fandt hænderne vej tilbage til jakkens lommer, før de gled ned i dybet og tilsluttede sig det fredelige mørke. Måske et noget vovet træk, men umiddelbart kunne han ikke se, hvordan det for hans vedkommende kunne stille ham dårligere, da det på forhånd var begrænset, hvad han kunne udrette med sine hænder. Det skulle da lige være, hvis vampyren valgte at strejfe så tæt forbi, at han kunne placere en finger på den blege hud, der pludselig virkede så fantastisk. I mørket var det begrænset, hvor meget han kunne se, men alligevel lod skabningen til at eje en ganske blød hud, der på samme tid så helt ufatteligt stærk ud. Kold også. Om end det ikke ville være første gang, han berørte en blodsuger, overvældedes han af en pludselig trang til at lade sin egen pigmentholdige hud stryge over vampyrens. Kontrasten ville være storslået!

Bevægelse; aktion. Blikket sprang op for at følge skikkelsen på vej op mod prædikestolen. Ganske kort overvejede han, om han mon snart ville blive nødt til at lægge øre til en prædiken. Et eller andet sted kunne det garanteret være vældig underholdende. Ikke at han kunne sige noget med sikkerhed, men de fleste vampyrer havde i hvert fald nogle år på bagen, hvorfor deres side af en sag kunne være yderst interessant. Men nej, det var nok bare ønsketænkning. Det var da heller ikke nogen historie med dybsindig morale, der flød fra de døde læber, men en ganske normal humorfyldt sætning. Fra sin placering på gulvet måtte han lægge nakken bare en anelse tilbage.
"Oh.. Sprechen Sie deutsch?" Et dumt spørgsmål, selvfølgelig gjorde han det. Ikke desto mindre opfangede han udfordringen i stemmeføringen. Challenge accepted. "Je suis un diable. Mais vous savez probablement déjà,"* flød det ubesværet. Som et af de mere kendte sprog var fransk selvfølgelig en del af Balthazars ordforråd. Han havde mest af alt lært det ved at rejse gennem Frankrig over en længere årrække. Igen kunne han kun gætte, men det skulle næsten undre ham, om vampyren ikke kunne fransk. Ligefrem at være multilingval behøvede han ikke at være, men fransk var nu engang et ret udbredt sprog, og hvis vampyren havde levet bare en smule længere end de få år, udseendet havde fået lov til at føle, måtte han have kendskab til det flotte sprog. Egentligt ville han gerne give den anden muligheden for at få svaret, men behovet for at vise sine evner lidt frem, tog overhånd og et nyt sprog banede sig vej frem over hans læber: "¿Puedo preguntar.. Qué están haciendo realmente aquí?"** Hovedet faldt let på skrå. Hvorfor ikke bare få bygget en samtale op?

* I am a devil. But you probably already know.
** May I ask.. What are you really doing in here?

Det var rart, at djævlen ikke lod til at have noget imod sin plads under ham. De fleste mænd ville ellers eksplodere af tilstrømmende mindreværdskomplekser og drukne i deres egen stolthed, men måske havde djævlen opfanget Liams lave højde, og derfor havde valgt at være så generøs og ikke have det helt store problem med, at han gjorde sig lidt højere, end han i virkeligheden var. Lucifers skabninger var jo desuden altid pakket med lidt ekstra stil og charme når de trådte frem i deres menneskeskikkelser, og det var tydeligt at bevise på lige netop denne djævel. Hans krop var enorm og hans udseende var så balanceret, at han kunne placere sig hvilket som helst sted i verden og i hvilken som helst tidszone uden at blive mistænkt for at være stukket af fra cirkus. Liam tænkte derfor, at han på en eller anden facon måtte spille en vigtig rolle, for det enestående maskespil, han var blevet skænket, var vel ikke tilfældigt. Nej, intet skete tilfældigt i underverdenen, ingen slog med terninger, det hele var flettet sammen i én stor masterplan, alt havde en dybere mening og alle brikker et formål. Men hvad var det så for en hemmelighed djævlen bar rundt på, hvis han da overhovedet bar rundt på noget? Liam satte det meget hurtigt svaret på dette som sin målsætning. Han måtte finde ud af det. Måske var der noget gemt i kirken, som han skulle bruge? I så fald blev Liam i hvert fald nød til at finde det først.

Liam placerede sine hænder på prædikestolens kant og forestillede sig lidt at glo ud på hele Terres forbandede flok fanatikere. I et sekund eller to så de meget døde ud, som de sad der på bænkene, men pludselig var det kun Liam og djævlen tilbage. Fransk. Det var ofte det 2. eller 3. sprog for de fleste af indbyggerne i Di Morga, så det kom ikke som den helt store overraskelse. Tysk var også ret alment, så måske var denne djævel slet ikke så gammel eller vigtig endda.
"Oui, vous odeur comme des flammes brûle et je peux le voir dans vos yeux. Ancien et du vide. Pas de pitié. " Til trods for hans sydfranske accent, sørgede han for at holde sine ord meget monotone. Sådan holdte han af at tale, for det gjorde, at han veg fra gennemsnittet. Den fransktalende djævels muskuløse kontur i mørket og dybe stemme trak ham pludselig tilbage til de glohede sommeraftener, og hans tanker faldt på en bestemt person, hvis navn, aldrig ville blive nævnt. Han nåede heldigvis ikke særlig mange intime øjeblikke med sine tanker før stemmen under ham igen gav ekko. "Todos necesitamos ser perdonados." Og hvilken løgn det egentlig var at lukke ud. Tilgivelse? Han levede uafhængigt af andres følelser og behov, hvorfor skulle han dog føle behov for at blive renset, når han ærlig talt ikke følte at han var beskidt? Ligegyldigt hvad, så forsøgte han bare at svare så afvigende som muligt, i et håb om at glide let og elegant forbi sin egen fejltagelse. Han skulle aldrig have betrådt kirken. Hvad var det dog for en tanke? "Wat is uw zonde?" At kaste bolden videre virkede oplagt i det stilheden begyndte at trække ham ned gennem prædikestolens gulv.

Hvad angik vampyrer, var alder nok noget af det eneste, man rigtigt kunne regne med, ville fungere som nogenlunde den samme variabel for alle af racen. Tidligere havde der kun været en enkelt slags vampyrer, men med tiden havde individet ændret sig i en sådan grad, at man kunne kategorisere det som direkte adskilte racer. Om det var den selektive mutation eller ej - nok ikke så sandsynligt - så var der fra den ene koldblodede race opstået adskillige undergrene af vampyrer. Nogle var menneskelignende og elegante, andre var udstyret med meterlange hugtænder og neongrønne øjne; Balthazar havde faktisk engang mødt én med svømmehud mellem fingrene, for at det ikke skulle være løgn. Det var altså derfor, alderen oftest var det bedste, man havde at gå ud fra. Et ransagende blik løb over iglen. I og for sig var udseendet ikke ligefrem noget, der skreg på at være fra en bestemt tidsperiode. De kulsorte krøller hjalp ikke ligefrem. Højden derimod.. Det var jo ingen hemmelighed, at den menneskelige race ikke altid havde været så høje som i det enogtyvende århundrede, så måske det kunne have noget at sige. Ikke desto mindre kunne han ikke udlede andet af det, end at knægten måtte være en gammel stodder inde bag det perfekte ansigt og den lavstammede krop. It ought to be.

Brændende flammer og et gammelt, tomt blik uden medlidenhed eller medfølelse på nogen vis. Det var jo næsten til at blive helt ør i hovedet af. "Sei lusinghiero mi," ytrede han uden det største smil på læberne. Han havde brug for mere lys; det blev kun mørkere, som måneskinnet langsomt forsvandt bag et begyndende skydække, og han havde brug for at kunne se vampyren med sine rigtige øjne. Det indre kunne uden problemer lokalisere blodsugerens placering baseret på energierne, men han følte sig lammet i mørket ude af stand til at se den fremmede. Skødesløst lod han blikket glide rundt omkring sig og stoppede op ved synet af stearin i uanede mænger. Nogle gange kunne man ikke andet end elske folk og deres idiotiske traditioner med at tænde lys for de døde - som om det kunne hjælpe dem.
Vampyrens ord nåede Balthazars ører, men han undlod at svare med det samme. Indtil videre stod de altså lige, hvad angik de sproglige færdigheder. Det skulle blive sjovt at se, hvor grænsen gik. Tankerne flød roligt rundt i djævlens hoved, da han langsomt drejede rundt og gik, halvvejs med ryggen til, over mod det store bord, hvorpå stearinlys var placeret på rad og række. Han talte, mens hans hænder arbejde: "¿Perdón? Apenas puedo imaginar, que realmente es la razón, por qué viniste aquí." De spanske ord flød roligt fra læberne, mens en hånd gled hen over et lys. En hurtig energiudladning og en pinlig nøjagtig koncentration af denne ved den forkullede væge og brandtrekantens krav var opfyldt: materiale, oxygen og varme. Resultatet var en lille flamme, der blussede op og stille åd af vægen og stearindampene.
Endnu nogle ord undslap vampyren, men Balthazar tog sig god tid til at få tændt så mange lys ved hjælp af en tynd træpind netop med formålet at antænde de mange væger. "YA nikogda ne sovershatʹ nikakih grehov, vampir. Poetomu proshchenie ne yavlyaet·sya nyeobhodimostʹyu."

Italiensk: You are flattering me.
Spansk: Forgiveness? I can hardly imagine, that truly is the reason, why you came here.
Russisk: I never commit any sins, vampire. Hence forgiveness is not a necessity

Endnu engang gik Liams vaklende spekulationer udelukkende til djævlens enorme figur, og han tænkte, at den kære Lucifer måtte have lidt af en ordentlig omgang megalomani og måtte have snuppet halvdelen af helvedets glohede flammer. Men det passede jo egentlig meget godt ind i det billede af underverdenen, som Liam var blevet skænket gennem den kristne bibel, for var grådighed ikke en af de syv dødssynder? Det sitrede en anelse i hans fingre, da hans tanker ikke helt kunne følge med i den ivrige interesse for djævlen, der pludselig overfaldt ham på en ubehøvlet måde. Hvor var hele hans væsen altså bare symbolsk. Han var jo en omvandrende dødssynd, skabt med grådighed som direkte fundament, og hvilke andre synder kunne han ikke plante på hans kønne ansigt? Det var selvfølgelig ikke en mulighed, at djævlen ikke gjorde brug af det, han var blevet skænket af de højerestillet magter, nydelsessyge måtte bestemt være gemt et sted under den pigmentrige hud.
"Baş ustune," svarede han flat, nærmest som om han ikke mente, hvad han sagde. Hvilket måske heller ikke var helt forkert, for på en eller anden måde, så fornemmede han et snert af sarkasme over hele situationen. Om det var ordene, de havde brugt, eller tonlejet var næsten ikke til at vurdere. Havde den bredskuldrede fyr været et menneske, ville Liam have sprunget på ham med det samme og skilt hans hoved fra kroppen, i det han blev ved med at køre i den samme klat omkring tilgivelse og den egentlige grund for hvorfor Liam befandt sig dette gudsforla... eller nej, dette affolkede sted. Havde djævlen været af samme race som ham selv, havde han bedt ham om at holde kæft, men fordi at denne virkede så overlegen, følte han sig tvunget til enten at lade kommentaren passere uden at svare eller spytte ud. Ingen af delene virkede særlig fristende. Han fulgte nøje djævlens bevægelser og da han nærmede sig rækken af stearinlys blussede en sær trang til at spørge, om ikke de skulle finde kirkevinen frem også, op i ham.
"Poi lascio che uno alla tua fantasia." Han forsøgte at rulle ordene ud fra tungen i så hurtigt et tempo, at de ikke ville blive besvaret, måske endda ikke opfanget. Måden hvorpå djævlen var i stand til at fremkalde ild, fik Liam til at skotte sig en anelse bag prædikestolen. Han havde ikke nået at opfange hvordan han havde gjort det, men instinkter fra sin tid som sårbart menneske havde lært ham at frygte ild. Urimeligt nok følte han sig derved også som en sårbar vampyr i djævlens nærvær. De efterfølgende ord fra djævlens gab fik et syndflod af minder til at vælte ind over ham. Russisk? Det var et sprog, som han ikke kunne særlig godt. Hans ordforråd var som en 6-årig. Eller mængden var på samme ord, da han kunne sige ting, som en 6-årig aldrig ville kunne drømme om. Hans første tanker gik til Odette, de havde ofte talt russisk sammen, til trods for at de var bosat ved de finske søer, men lidt efter lidt sprang et par blonde lokker frem for hans indre. Han kunne fabelagtigt nok fremkalde sig blødheden af hendes blege hud ved at stryge hånden over prædikestolens kant, fornemme hendes usædvanlige, euforisende duftspor helt ind i knoglernes marv, og da han igen flyttede blikket mod Lucifers perfekte bunke af hovmod og grådighed slog det klik for ham. "Davaĭte ne pokazyvatʹ Rossiyu chasti , ne tak li?" Endnu engang forsøgte han at snige sig udenom. Dog var det mere for at slippe for det besværlige sprog, som han aldrig rigtig havde følt sig helt tilpas med. Han tromlede lidt med fingrene på den mørke trækant, da det var vigtigt for ham at finde det helt rette tidspunkt at spørge på. Ekkoet fra deres stemmer skulle først dø hen, ellers ville det virke desperat og ynkeligt.
"Je kent haar... De Russische is."