Det Sidste Fløjtespil

S: Søen
T: 20:00
O: Skoven, Velarians stille, forladte lejr.
V: Varmt med en lun brise.

~

Velarian stod midt ude på søen. Han gik ikke igennem, for det var ikke det han ville... Han var i stand til at stå på vandet fordi han var død.
Da han havde stået over for Ma'lakel, Kajika og Kilia den dag i grotten, havde Kajikas ord til ham været nok til at få ham til at tage sit liv.
Nu var han her, midt på søen i den skov han så højt havde elsket.
Og han var her kun for at spille et sidste fløjtespil, et fløjtespil om sit liv, sine venner og sin kærlighed til den pige han troede havde svigtet ham.
Velarian satte stille den nu gennemsigtige fløjte for sin mund, og begyndte at spille.

// Ah comeon xD //

Lilly listede let ned mod søen, det var der hun mødte velarian første gang. Men da hun kom der ned såå hun ham midt ude på øen, hun kunne se at han var død. Et lille gip lap ud mellem hendes læber. Hun kiggede kort på ham, mens han spillede på hans smukke fløjte. Hun elskede hans fløjte pil, det var å smukt. En tåre gled ned af hende kind, hvofor vidste hun ikke?

// Håber det er ok at jeg kommer xD

Mikala gik rundt ved søen hun så forslog og forrevet ud men hun var okey eller næsten hun hade være alene i en kamp og den smulde mad hun hade tilbage og tabet hun hade ikke mere at spise eller nogen penget til at købe mad for hun så Velarian " hej Velarian " sagde Mikala og satte sig på breden af søen og så på ham og lytte til hans fløjte

Hans fløjtespil var trist. Kun trist, som var det en måde at kanalisere al hans sorg og ulykke på.
Han stod helt stille, med lukkede øjne og spillede på fløjten, sagde ikke noget da de to piger dukkede op.
Et tyndt lag is begyndte at brede sig fra der hvor han stod.

Hun lodd langsomt sneen falde ned fra himlen., Tårene trillede ned aff hendes kinder, bare af at høre hans sorgmodige fløjtespil. Hun strøg ig let hen over håret før hun lod mere sne falde, ned over dem. Hun kunne ikke styre hendes krafter, helt lige nu.

// aye sir xD //

i det tiltagende tusmørke kom luciel løbende. hun havde været ude at jage og var på jeg tilbage til di morga. hun nød vinden piske i hendes hår og hendes øjne skinnede af glæde. hun elskede farten!
hun var fyldt med energi og blod og smilede over hele hovedet. men så hørte hun fløjtespillet. det trængte ind i hendes verden af fart og vindens tuden, og hun stoppede uden at overveje det.
da hun stod stille, kiggede hun sig ivrigt rundt for at finde velarian, og spærrede øjneme op da hun fandt ham.
han stod på søen? det var da ikke muligt.. hun gik langsomt hen mod søen, med tøvende skridt..
- velarian??
hun så knaptnok de to piger, så ikke lillys tårer, så bare isen og snevejret..

Mikala nynne svaget med hun græde over det var så trist at hun græde hun hade ikke set ham længe men nu så hun at han ikke lægen var den sammen men er spølse hun sukke græde " VELARIAN " sagde Mikala højer til ham

Han afsluttede melodien med en skinger tone, og søen frøs omgående helt til.
Så bandt han panfløjten fast til bæltet og åbnede sine triste øjne.
Han så på dem alle tre.
"Lev... Beskyt hinanden og beskyt jer selv... Han vender snart tilbage, og i må stå sammen. Alle sammen." sagde han. Hans stemme lød som et ekko.

hun forvanlede sig og satte i spurt hen i skoven og forsvandt..

//Out :D

- hvad mener du? velarian!
luciel så uforstående på ham.. hun havde stadigt ikke indset hvad der var sket med ham. hun trådte forsigtigt ud på isen, og gjorde den lidt tykkere der hvor hun trådte med sin egen magi. hendes sorte hår var allerede dækket af frost og der sad iskrystaller i de sorte øjenvipper. hun lignede et væsen lavet af is, men der varen utrolig følsomhed i hendes øjne, som var meget sjælden for luciel..

" velarian du må hjælpe mig vis du stadig væk kan det 2 sage Mikala hun så græde og beden på ham hun ville finde sin far vis han var i live og hun måtte bryde den paget med Zero inder den var for sent for hende og Inuyasha hun vent hendes og Inuyasha barn og det måtte Zero ikke får at vide at hans forsøg på at gøre hende med barn slog fejl da hun allerede var med barn

Twi kom trippende mens hun kiggede på hendes fødder. det var nok lidt dumt for pludselig stødte hun ind i en fremmed pige. Hun så skræmt på pigen. "Hve..hv..hvem er d.u..du?" stammede hun. Twi faldt bagover, men kom hurgtigt på benene igen. "Du må virkelig undskylde!" sagde hun mens hun fik øje på nogle andre piger.