I Loved Her[redigeret af Val]

af Gæst Fre 10 Jun 2011 - 22:56

~Tilhørende historie:
http://www.vielamort.com/t7617-september-gatsbys-dod
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Jeg fik selv stablet det hele på benene, og nu kører festen på skinner. Jeg fik en af mine venner til at hjælpe med at sætte lydudstyr op, så musikken kommer fra alle rummets hjørner, og videre ud i lokalet hvor alle mine venner og mindre gode venner danser tæt op af hinanden, nogle mere sexet end andre. ”SEXBOMB SEXBOMB, YOU'RE MY SEXBOMB!” De svedige kroppe vrider sig i takt til musikken, griner, kysser, eller drikker mangefarvede drikker med nuttede paraplyer i. Jeg spotter hurtigt to lækre tøser inde i midten, begge med små lårkorte kjoler, så deres ben kan ses, den enes er godt glimtende mens den andens blot er rene og bløde. Jeg sidder lidt derfra i en grøn lænestol af fløjl placeret i hjørnet af rummet, og ser ud af det mørke vindue. Mens jeg ser, at vejen derude er sort og mørk og skinner af regnen der trommer stille mod ruden i forhold til musikken, og et lille dådyr græsser i udkanten af skoven, tænker jeg på hende. Hvordan vi plejede at sidde i denne stol, og se film som The Imaginarium of Dr. Parnassus og Wolfman, tæt klemt sammen med kun en medium skål af popkorn mellem os, Vores øjne klistrede til skærmen. De store projektøre, oppe ved huset, når ikke helt derud i haven, men de små papirslamper der hænger i træerne rundt omkring oplyser dog stedet en smule. Jeg ser ned på det blå glas jeg holder mellem hænderne, og sukker. Jeg aner ikke hvad der er deri. En eller anden var bare kommet og havde stukket den i hånden på mig. Jeg lader min pegefinger følge rillerne i glasset. Dette er min fest. Min studenterfest. Folk fra min skole er kommet som det passer dem, løbende. Alle er inviteret, og og alle må gøre som de vil.
Min ekskæreste September Gatsby, kommer senere på aftenen. Hun er absolut den lækreste, mest sexede pige på hele skolen. Eller, det er vært fald, hvad jeg mener. Hun var min fristelse, min egen uimodståelige Temptation. Og det er hun stadig, kun – i har slået op, det gjorde hun. Min Tempe, og så kvajede jeg mig. Så hvis du spørg mig nu, hvorfor jeg var hende utro – ved jeg det ærligt talt ikke. Der findes ingen bedre pige, mere sexet eller lækker eller fræk end hende i denne verden for mig mere. Det er en af de ting, der bare.. sker? Man kan ikke styre det, man gør det bare. Et svagt smil glider over mine læber, mens jeg vender mig om, og kigger på uret over i det ene hjørne af lokalet. Hun burde have været her nu, hvorfor er hun ikke kommet, er der sket hende noget? Har hun droppet festen? Er vi ikke gode nok venner, har hun fundet en anden? … Jeg bliver straks bekymret, og sætter glasset fra mig, for at gå ud til nogle der holde øje med hvem der kommer ind, om det er de rigtige. Jeg hedder forresten Rick. Rick Rayborn. Mine øjne skimter mængden før jeg går, og finder hurtigt min bedste ven. Adam. Han presser sig vej gennem mængden, og kommer mig prustende i møde. Han er ikke den tyndeste fyr, ham Adam. Men han har været min bedste ven siden tredje klasse, hvor han gav mig sin madpakke, da min egen var blevet væk. ”Hey dude” ånder han tungt. ”Jeg har hørt September er her om lidt”. Jeg ser op på hans buttede ansigt. ”Er det rigtigt?” spørg jeg. Hjertet hopper en enkelt gang, ved lyden af hendes navn. Han nikker ivrigt, og før jeg kan nå at blinke forsvinder han ind i mængden, af dansende kroppe igen.
Jeg ser igen ud af det store vindue, hvor nogle billygter skinner ind ad. De har fanget mit syn. Og jeg ser den gule mini-bus som køre afsted på den asfalterede, glatte våde vej. Jeg hører et lyn, og ser hvordan dådyret jeg så tidligere, springer forskrækket ud på vejen, hvordan den gule mini-bus rammer et træ, hvordan forruden smadrer, og en person bliver kylet ud, rammer jorden, hvor den ruller lidt hen af den for at stoppe under gadelampen ud for min havegang, og bliver så liggende. Alt er stille. Regnen trommer. Eller i mit hoved er det. Musikken i baggrunden, er som en svag summen, af toner. Jeg er lammet, det var hendes bil der kørte galt, Septembers gule minibus som jeg tit har tilbudt at skifte bremsen på – men var det så også hende der lige var fløjet ud og landede på vejen, ude foran min have? Jeg kunne ikke tro det, eller rettere; jeg turde ikke. Jeg åbner terrasse-døren i det store dobbelt-vindue jeg har set ud af meget af aftenen, og spæner ud til den sorte skikkelse på jorden. Regn eller ej, jeg er overbevist om at jeg skal derud nu. September er stille. Hun har altid været stille, brokker sig aldrig. Selv ikke hvis det gør ondt. Jeg kan se det på hende.
Hendes højre arm, ligger i en grotesk stilling, og ligeså gør benet. Et lyn flænger himlen, igen. Vores blikke møder hinandens. Hendes grønne øjne var tågede og blinkede hele tiden, hendes læber prøvede forgæves fange mere af den luft hun desperat manglede. Regnen der skyller ned af kinderne, efterlader sig en ren sti af hvid hud, som bliver lyst røde af hendes blod. Jeg sætter mig ned på knæ, og børster hendes hår, der er ulækkert af blod, væk fra hendes ansigt. ”Tempe, Tempe, Tempe!” hvisker jeg, og tårerne løber ned af mine kinder, og rammer hende i ansigtet. Hun reagere og åbner øjnene. Hendes åndedræt, bliver pludselig roligt, og tungt, og hendes øjne, bliver klare – bare et øjeblik.”Tempe, Tempe, Tempe, Tempe!” siger jeg desperat, prøver at få endnu reaktion fra hende Hun ser hen på sin gule, sammenkrøllede minibus, som jeg ved hvor højt hun elsker, med sine allersidste kræfter. ”Jeg elsker dig.”siger jeg, og indser først da hun er væk for mig, hvor sande de tre ord er. Hvor meget de betyder, selvom de kun var ord. Jeg ser livet forlade hendes øjne, og hendes ansigt blive slapt. Jeg ser min store kærlighed dø, i mine arme og jeg græder.