I Loved Her - En Historie

Hehe, denne historie blev faktisk kun skrevet begrund af Val! Og den er faktisk til hende.. Vis hun vil have den o.o Men her er den xD

Musikken pumpede højt, og de svedige kroppe der vred sig i takt til musikken, grinede, kyssede, eller drak. Jeg sad lidt derfra, og så ud af det mørke vindue. Vejen derude var sort, og mørk, og et lille dådyr græssede i udkanten af skoven. De store projektøre, oppe ved huset, nåede ikke helt derud, men de små papirslamper der hang i træerne rundt omkring oplyste dog stedet en smule. Jeg så ned på det blå glas jeg holdte mellem hænderne, og sukkede. Jeg anede ikke hvad der var deri. En eller anden var bare kommet og stukket den i hånden på mig. Jeg lod min pegefinger følge rillerne i glasset. Dette var min fest. Min studenterfest. Folk fra min skole var kommet som det passede dem. Alle var inviteret, og og alle måtte gøre som de ville. Min ekskæreste September Gatsby, ville komme senere på aftenen. Hun var absolut den lækreste, sødeste, smarteste og mest charmerende pige på hele skolen. Eller, det var vært fald, hvad jeg mente. Jeg hedder forresten Rick. Rick Rayborn. Jeg lod mine øjne skimte mængden, og fandt hurtigt min bedste ven. Adam. Han pressede sig igennem mængden, og kom prustende hen til mig. Han er ikke den tyndeste fyr, ham Adam. Men han har været min bedste ven siden tredje klasse, hvor han gav mig sin madpakke, da min egen var blevet væk. ”Hey dude” åndede han tungt. ”Jeg har hørt September er her om lidt”. Jeg så op på ham. ”er det rigtigt?” spurgte jeg. Han nikkede ivrigt, og før jeg kunne nå at blinke var han forsvundet ind i mængden, af dansende kroppe igen. Jeg så igen ud af det store vindue. Og jeg så den gule mini-bus som kørte afsted på grusvejen. Jeg så hvordan de to personer kom brasende ud fra skoven. Jeg så hvordan dådyret jeg så tidligere, sprang forskrækket ud på vejen, og jeg så hvordan den den gule mini-bus, ramte et træ, og hvordan forruden smadrede, og en person kom flyvende ud, ramte jorden, hvor den rullede lidt, og forblev så stille. Alt var stille. Eller i mit hoved var det. Musikken i baggrunden, var som en svag summen, af toner. Jeg sprang op, smadrede det store vindue, og hoppede ud på taget. Derfra hoppede jeg ned på terrassen, og ud til den sorte skikkelse på jorden. September hulkede stille. Hun havde ikke kræfter til at skrige. Jeg kunne se det på hende. Hendes højre arm, lå i en grotesk stilling, og ligeså gjorde ben. Jeg mødte hendes blik. Hendes grønne øjne glinsede vådt af tårer, og hendes læber prøvede forgæves at forme nogle ord. Tårerne der løb ned af kinderne, efterlod sig en ren sti af hud, men det blev dog hurtigt dækket af blod, igen. Han satte mig ned på knæ, og børstede hendes hår, der var ulækkert af blod, væk fra hendes ansigt. ”September” hviskede han, og tårerne løb også ned af hans kinder. Hendes åndedræt, blev pludselig roligt, og tungt, og hendes øjne, blev slørede. Hun så op på himlen, og med sine allersidste kræfter, som hun for få sekunder siden havde prøvet at holde livet fast med, fik hun fremmumlet: ”Gle... Glem mig.. Glem mig ikke. Rick”, Og så åndede hun ud en sidste gang, og med et smil på læberne, og de store øjne fyldte af tåre, så op på den stjerne fyldte himmel.

*Tager historien med begge hænder* HAPS!

Åårh, det er stadig super-sørgeligt, at hun dør.. Q.Q Jeg hader mig selv nu.. Men godt skrevet *thumbs up, med tårer ned af kinderne*